Hvis dit fjernsyn var en kampvogn - Akademisk Opgavebank

Hvis dit fjernsyn var en kampvogn Side 1/25 

Hvis dit fjernsyn var en kampvogn 

- tv som våben 

OPGAVE I FAGET TV-HISTORIE 

VED ANNE JESPERSEN 

INSTITUT FOR FILM- OG MEDIEVIDENSKAB 

KØBENHAVNS UNIVERSITET 

AF JEPPE BJØRN PEDERSEN 

OG JONAS SMITH 

5/1-1998


HVIS DIT FJERNSYN VAR EN KAMPVOGN 

- TV SOM VÅBEN 

1. OM OPGAVEN.....................................................................................................................................................................2 

1.1 INDLEDNING......................................................................................................................................................................2 

1.2 MOTIVATION.....................................................................................................................................................................3 

1.3 METODE............................................................................................................................................................................3 

1.3.1 Fremgangsmåde .......................................................................................................................................................4 

1.3.2 Begrebskonkretisering..............................................................................................................................................4 

2. TV OG VIETNAMKRIGEN................................................................................................................................................4 

2.1 DEN ALMENT HISTORISKE SITUATION ................................................................................................................................4 

2.1.2 Optrapning af krigen................................................................................................................................................5 

2.1.3 Krigen slutter............................................................................................................................................................5 

2.2 TV´S BETYDNING I TIDEN...................................................................................................................................................5 

2.2.1 Indledende dækning af Vietnamkrigen .....................................................................................................................6 

2.2.2 Dækningen ændrer karakter.....................................................................................................................................7 

2.2.3 Dækningen i den afsluttende periode .......................................................................................................................9 

2.3 AFGJORDE TV KRIGEN? ...................................................................................................................................................10 

2.4 LEKTIONER FRA VIETNAM...............................................................................................................................................11 

3. TV OG GOLFKRIGEN......................................................................................................................................................11 

3.1 DEN ALMENT HISTORISKE SITUATION ..............................................................................................................................11 

3.2 TV’S TEKNOLOGISKE OG ØKONOMISKE SITUATION ..........................................................................................................12 

3.3 TV-DÆKNINGEN AF GOLFKRIGEN....................................................................................................................................13 

3.3.1 CNN og Peter Arnett ..............................................................................................................................................15 

3.3.2 Pentagon som produktionsselskab .........................................................................................................................16 

3.3.3 Tv’s narrative strategier.........................................................................................................................................18 

3.4 DEN INDRE KRIG - KAMPEN MOD VIETNAMMINDET.........................................................................................................20 

4. KONSEKVENSER OG FREMTIDSPERSPEKTIVER..................................................................................................21 

5. KONKLUSION ...................................................................................................................................................................23 

1. Om opgaven 

1.1 Indledning 

Krige er ikke hvad de har været. Den tid hvor mennesker kæmpede sig igennem fjendtligt 

territorium med udsigt til en hurtig og brutal død er forbi. De dage hvor hære tørnede sammen for at 

vinde, i et større perspektiv, beskedne landområder i nærkamp for fædrelandet hører en svunden tid til. 

Nutidens krige udkæmpes på afstand. 

Krige skal i dag vindes på to fronter. Den rent kvantitative våbenoprustning må nø dvendigvis 

foregå sideløbende med en målrettet mediekampagne. I den vestlige verden kræver såvel forberedelser 

som deciderede krigshandlinger i høj grad offentlighedens støtte. Krigen defineres i lige så høj grad på 

fjernsynsskærmen som på slagmarken og for magthaverne u dgør dette et problem. Det er en dyrekøbt 

erfaring, at offentligheden ikke som de toptrænede feltherrer analyserer situationen rationelt. I det 

øjeblik billeder af døde unge amerikanere toner frem på fjernsynsskærmen er også de 20 millioner


amerikanske dagligstuer blevet fjendtligt territorium, og i lyset af dette har Pentagon måttet udvikle ny 

metoder til kontrol af medierne. Dette er lykkedes over al forventning. 

Denne indsigts fuldstændige implementering springer i øjnene ved blot det mest ove rfladiske 

blik på den formidlingsmæssige forskellighed mellem Tv’s dækning af Vietnamkr igen og Golfkrigen. 

På tyve år er der sket et kvantespring i såvel teknologi som praksis. Med udviklingen inden for kameraer 

og transmissionsmuligheder, kan enhver selvstændig reporter i teorien sende live til alle jordens 

fjernsynsskærme. Når reporteren ikke længere skal trækkes med et ufleksibelt filmhold, men kan have 

hele transmissionsudstyret i en rygsæk skulle man tro at nyhedsformidlingen ville være umulig at 

dirigere for selv de mest ihærdige censorer. Paradoksalt nok synes det modsatte at være tilfældet. 

Reportagerne fra Golfkrigen var underlagt den strengeste og mest entydige kontrol. Hvorledes kan dette 

paradoks forklares? Hvilke forhold gør sig gældende når tv går i krig? Med besvarelsen af disse 

spørgsmål vil vi i denne opgave nå frem til en beskrivelse af hvilken rolle tv spiller i moderne 

krigshistorieskrivning. 

1.2 Motivation 

Vi anser det for problematisk, at en for verdenssamfundet betydelig krig, golfkrigen, blot står 

tilbage i den kollektive hukommelse som et diffust fatamorgana, fremkaldt af en æstetiserende 

hypernarrativiseret mediedækning. For at forklare denne udvikling, finder vi det relevant at fokusere på 

Vietnamkrigen, hvor Tv’s meningsdannende potentiale for alvor m anifesterede sig. Vi ønsker at 

kortlægge udviklingen og drage paralleller mellem tv-dækningen af de to krige. Denne udvikling, mener 

vi har væsentlig udsagnskraft med hensyn til den gen erelle tendens i tv-nyhedsformidling. 

Meget tyder på, at præsentationen af begivenhedern e i den Persiske Golf var så effektivt 

struktureret, at der til dags dato, ingen debat har været om krigens faktuelle og etiske aspekter. Alle 

kommentarer har rettet sig mod krigen som fænomen i anden potens. Krigen opfattes i langt højere grad 

som en mediebegivenhed, end det den rent faktisk var, nemlig en krig hvor folk døde. Vi erkender at 

denne opgave ikke er nogen undtagelse. 

1.3 Metode 

Vi benytter især sekundær litteratur, idet vores fokus er på underliggende strukturer med en 

relevans, der ligger udover det enkelte medieprodukt. Således vil vi søge at blotlægge tv-stationernes 

position og funktion i krigssituationerne. Ved en fokusering på reelle tv-historiske begivenheder vil vi 

bevidst bevæge os over i problemstillinger af relevans for med iesociologien, men i vægtningen af 

materialet og den faktuelt historiske tilgang, vil vores teori have karakter af metode til forståelse af 

udviklingen. 

Tv-historie må forstås i nær tilknytning til den samfundsmæssige kontekst, i hvilken den 

udspilles. Der er en korrelation mellem teknologi og historisk udvikling, som fordrer en dialektisk 

opfattelse af dette spændingsfelt. En beskrivelse af tv-dækningen under Vietna mkrigen må kombineres 

med en beskrivelse af de historisk/politiske forhold, der gjorde sig gældende i perioden og omvendt. 

Teoretisk er vi inspirerede af George Gerbners teori om hvordan moderne teknologi ganske 

pludseligt har muliggjort en direkte historieskrivning, der har vidtrækkende kons ekvenser for perception 

og offentlig diskurs. 1 

Hermed benyttes Vietnam-afsnittet som historisk baggrund og afsæt til en bredere formuleret 

perspektivering af Tv’s historieskabende rolle. Gerbner beskriver en nyopkommen mulighed for Direkte 

1 Gerbner, 1993.


Historie. Denne formidlingsform benyttedes under Golfkrigen yderst bevidst til eliminering af Tv’s 

subversive potentiale, som anskueliggjort af Vietnamkrigen. Af denne grund bliver Golfkrigen central 

for enhver perspektivering og vil således blive vægtet tungest i denne opgave. 

1.3.1 Fremgangsmåde 

Vi søger indledningsvist at placere tv-dækning af Vietnamkrigen i en tekno-historisk kontekst. 

Således skitserer vi kort de samfundsmæssige forhold samt de materielle og ge ografiske restriktioner 

som satte rammen om tidens nyhedsformidling. Dette kobles til en analyse af den egentlige dækning af 

krigen. Golfkrigen udsættes for en tilsvarende behan dling. 

Endelig uddrager vi en række perspektiver af de i nutidens lys markante tendenser til centralt 

planlagt krigsdækning og censur samt trækker paralleller mellem de to krige. 

1.3.2 Begrebskonkretisering 

Vor fokus er på amerikansk tv, da dettes situation var udslagsgørende for det størstedelen af 

verdens medier. Hermed kan man ikke spore nogen væsentlig variation i f. eks. den danske dækning af 

Golfkrigen, da denne ofte var en kopi af den amerikanske blot med et lidt roligere tempo og lidt mere 

rundbordbaseret analyse. Sven Bergstein var således blot en art budgetudgave af Norman Schwarzkopf. 

Af samme grund dækker betegnelsen tv altså amerikansk tv. 

2. TV og Vietnamkrigen 

2.1 Den alment historiske situation 2 

Vietnam havde frem til 2. verdenskrig været et fransk protektorat som en del af Ind okina. Under 

verdenskrigen lod franskmændene Japan besætte landet. Under denne tid opstod Vietminh-bevægelsen. 

Det var en kommunistisk gruppe, under ledelse af den revolutionære Ho Chi Minh, der kæmpede imod 

det franske overherredømme og den japanske besættelses magt. Da 

japanerne overgav sig i 1945, besatte Vietminh hovedstaden 

Hanoi og afsatte den franskvenlige kejser Bao Dai. Ho Chi Minh 

blev udråbt til præsident for den Demokratiske Republik Vietnam 

eller hvad der senere skulle blive Nordvietnam. Franskmændene 

svarede igen i 1949 ved at indsætte Bao Dai som kejser for et nyt 

Vietnam - Sydvietnam med hovedstad i Saigon. 

Kampe mellem franskmændene og Vietminh rasede frem 

til 1954, hvor franskmændene led et afgørende nederlag ved Dien 

Bien Phu. I mellemtiden mødtes de implicerede parter i Geneve, 

hvor man enedes om en opsplitning af landet i Sydvietnam og 

Nordvietnam. Franskmændene trak sig nu ud af Sydvietnam og 

den primære opbakning til landet kom nu fra USA, der ville støtte 

landet imod de af det kommunistiske Kina støttede nordviet- 

namesere. Planen var, at der i 1956 skulle holdes a fstemning om en genforening af landene. Men den 

sydvietnamesiske præsident Ngo Dinh Diem, nægtede at fuldføre dette, da man ikke mente at 

2 Afsnittet er baseret på: MS Encarta, 1995. & Lademanns Multimedieleksikon, 1995. 

Ill. 1 - Ho Chi Minh 

(Kilde - MS-Encarta, 1995)


nordvietnameserne havde et frit valg, en holdning som USA bakkede op om. Men det kommunistiske 

styre i Hanoi opgav ikke planen om at genforene landene. Omkring 1959 begyndte auto nome enheder af 

kommunistiske sympatisører, de såkaldte Vietcong, at angribe ind i Sydvietnam. I 1960 proklamerede 

Nordvietnam at ville befri Sydvietnam fra de Amerikanske imperialister og nu begyndte tropper fra 

styret i Hanoi at tage del i guerillakrigen. I 1961 lovede den amerikanske præsident John F. Kennedy at 

hjælpe Sydvietnam med at bibeholde deres frihed. De første amerikanske tropper begyndte nu at komme 

til Sydvietnam. I første omgang var der ikke tale om kamptropper, men om personale, der skulle støtte 

og uddanne sydvietnameserne. 

2.1.2 Optrapning af krigen 

Krigen og den amerikanske deltagelse optrappes i 1964, da to amerikan ske destroyere angribes 

af nordvietnamesiske torpedobåde i Tonkin bugten. USA begynder nu at bombardere strategiske mål i 

Nordvietnam og i 1965 indsættes de første amerikanske tropper på landjorden. Præsident Lyndon B. 

Johnson tilbyder af flere omgange at stoppe bombardeme ntet for at stimulere fredsforhandlinger, men 

uden resultat. Krigen eskalerer til 1968, hvor ca. en halv million amerikanske soldater er i Vietnam. 

Samme år lancerer nordvietnameserne den såkaldte Tet-offensiv bestående af koordinerede angreb på 

over hundrede forskellige mål. Nordvietnam mister mange mænd og mange af de under offensiven 

erobrede territorier, men alligevel bliver det et vendepunkt i krigen. Ikke fordi krigslykken vender, men 

fordi krigens gru her virkeligt bliver eksponeret for den amerikanske offent ligheden. 

I USA bliver der nu stillet spørgsmålstegn ved de menneskelige og økono miske omkostninger 

ved involveringen i Vietnam. Omkring 1968 er det amerikanerne, der bærer den store byrde i krigen. 

Den nyvalgte præsident Richard M. Nixon lover at påbegynde en tilb agetrækning af amerikanske 

tropper og at kræve en større indsats af de Sydvietnamesiske soldater. Modstanden mod involveringen 

begynder nu at spire i USA. Historier som massa kren på over 100 civile udført af amerikanske tropper i 

byen My Lai, er vand på modstandernes mølle. 

2.1.3 Krigen slutter 

I 1972 præsenterer Nixon en fredsplan, men der opnås ikke enighed og kampene bø lger videre. 

Efter afbrudte forhandlinger i slutningen af 1972 optrapper Nixon igen den am erikanske involvering og 

beordrer en massiv bombardering af Hanoi. Den 28 januar 1973 opnås der endelig en fredsaftale, der 

indebærer tilbagetrækning af alle amerikanske tropper fra Vietnam inden 60 dage. 

Umiddelbart omkring den amerikanske tilbagetrækning ebber kampene ud. De tiltager dog i 

styrke igen da de to fronter, nu kun nord- og sydviet nameserne, søger at forbedre deres militære 

positioner. Men kampen er ulige, og den 30. april 1975 erobrer nordvietnameserne Saigon, hvor 

sydvietnameserne kapitulerer betingelsesløst. 

Der anslås, at 2 millioner vietnamesere og over halvtredstusinde amerikanere døde. 

2.2 Tv´s betydning i tiden 

Amerikansk tv i efterkrigsårene bevægede sig mod at være det mest betydningsfulde medium. 

Frem til 1960 steg antallet af amerikanske hjem med fjernsyn til omkring 90%, og fjernsynet var 

gennemsnitligt tændt i 5 timer og 22 minutter per dag 3 . Betydningen af fjernsynet skal dog ses som mere 

end en kvantitativ stigning; fjernsynet blev en del af amerikane rnes hverdag. En lind strøm af 

3 Macdonald 1985. p. 147


underholdning, nyheder og reklamer gik rent ind hos publi kum. I 1960 kunne en Niles Tramell 

bestyrelsesformand for NBC erklære tv som et medium, der ville binde folk sammen på tværs af landegrænser 

og vise "that essential human understanding that we all share" 4 At denne forståelse ikke 

rækkede længere end den amerikanske drøm om individuali tet skulle dog hurtigt vise sig. De fleste 

programmer havde slet skjulte værdier, der promoverede The American Way. 

At vejen til magten kunne gå igennem tv, opfattedes hurtigt af politiker ne. Estes Kefauver, der i 

1951 ledte en høring om kriminalitet, tillod tv at sende fra denne høring. Han opnåede en så stor 

popularitet, at han året efter kunne forsøge at blive nomineret til præs identkandidat 5 . Tv's evne til at 

skabe og knække politikere blev tydelig. En tv-præsident om nogen, var John F. Kennedy. Denne flotte 

unge demokrat kunne via vel tilrettelagte tv-kampagner skabe sig et nationalt image, hvor den 

televisuelle personlighed kunne overskygge politiske mangler. Kennedy kunne udnytte sin persona til at 

promovere den amerikanske involvering i Vietnam. Utallige gange på tv forklarede han om dominoeffekten, 

hvor Sydvietnam uden amerikansk støtte ville falde, og store dele af asien hurtigt derefter. 

En effekt af Kennedy's beroligende fremtræden på nationalt tv var, at overgangen fra støtte til 

decideret krig i Sydvietnam blev ignoreret af tv, og dermed folket. 

2.2.1 Indledende dækning af Vietnamkrigen 

Tv's manglende dækning af de indledende manøvrer i Vietnam førte til stor overr askelse da den 

første egentlige eksponering af Vietnamkrigen fandt sted d. 5-1-1962 i pr ogrammet Projection '62. 

James Robinson, korrespondent for NBC, erklærede: "... like it or not - admit it or not - we are involved 

in a shooting war in Southeast Asia." 6 Indtil da havde tv-billedet tegnet et billede af en guerilla-krig 

mellem Nord- og Sydvietnam med amerikanerne som blot rådgivere til sidstnævnte. 

Medio 1963 begyndte tv-stationerne nu at sende fuldtids kamera-hold til Vietnam. Men det var 

ikke billeder, som viste krigens gru, der kom hjem. Det var distancerede billeder af små uigenkendelige 

kæmpende mænd og ikke nær så spektakulært som tidens gangsterfilm og anden underhold ning. 7 Det 

var umuligt at identificere sig med de anonyme kæmpende. Samtidig var andelen af egentlige billeder af 

kampe lille. 

I krigens tidlige fase kunne man spore journalisternes tydelige beund ring overfor de 

højteknologiske våben, der benyttedes i den amerikanske offensiv. Man videreformidlede gl adeligt 

Pentagons poetiske beskrivelser af amerikanske piloter som "hottest pilots around" og den generelle 

medieopbakning tilbageviser den ofte formulerede idé om pressen som yderst kritisk og subversiv. 

Reporterne udførte desuden en betydelig selvcensur og udtalte sjældent den irrationelle fjendtlighed som 

amerikanske soldater nærede mod fjenden 8 . 

Der var ingen tvivl om hvor sympatien lå. Den 11-1-1967 kommenterede CBS ne dbrændingen af 

en landsby: "This is how South Vietnamese independence is marked by the Vietcong...by burning 

hamlets, by kidnapping civilian officials, and by terrorizing people." 9 Også Walter Cronkite beskrev 

visse nordvietnamesiske handlinger som decideret terrorisme. 

Krigen blev fremstillet som et nationalt anliggende, som en amerikansk tradi tion og som mandig 

og rationel. Eksempelvis rapporterede ABC's Dean Brelis 9-2-1966: "Brave men need leaders. This is a 

leader of brave men. His name is Hal Moore. He comes from Bardstown Kentucky... They are the 

4 MacDonald, 1985 p. 15 

5 Smith, 1995. p. 122 

6 MacDonald, 1985. p. 169 

7 Adams, 1982. p. 183ff 

8 Cumings, 1992. p. 87 

9 Cumings, 1992. p. 87


greatest soldiers in the world. In fact, they're the greatest men in the world. They're well trained , they're 

well disciplined... Their Motivation is tremendous. They came over here to win." 10 Trods den almene 

konsensus om de amerikanske soldater som retskafne mænd, der fjernt fra deres hjem kæmpede for den 

frie verden, kom der dog også enkelte skår i glæden. Morley Safer kunne d. 5-8-1965 på CBS Evening 

News with Walter Cronkite vise gamle Sydvietnamesere løbende for livet, alt imens amerikanske 

soldater brændte landsbyen Cam Ne ned. Administrationen så ikke mildt på den slags afbildning af de 

amerikanske tropper og Morley Safers baggrund blev da også straks undersøgt af regeringen. Selvom 

Safer ikke var kommunist, var han dog canadier, og administrationen hævdede efte rfølgende, at canadiere 

ikke kunne forstå sig på et amerikansk anliggende som Vietnamkri gen. 11 

Tv-dækningen af krigen steg omkring Tonkin Bugt angrebet i 1964. I denne periode var 

dækningen af krigen ensidig. De primære kilder var information fra militæret, hvilket selvsagt farvede 

det udtryk tv leverede til befolkningen. Generelt for dækningen krigen var at spørgs målene ikke sagde 

hvorfor? Men derimod hvordan? Den generelle konsensus var ikke at stille spørgsmål om involveringens 

validitet, men derimod om den implementerede taktik. 

"...having made the courageous decision that communism's advance must be stopped in Asia 

and that guerrilla warfare as a means to a political end must finally be discouraged, we have 

fully committed ourselves to a war to the finish, to throw in whatever was required in men 

and material. It seemed clear over there, on the ground of Vietnam, that we were pre pared 

for another Korea, or, if the commu nists insist that this is the time and this is the issue, 

another World War." 12 

Dette sagde Walter Cronkite "the most trusted man in America" 13 i et dokumentarprogram, efter 

at have været i Vietnam i 1965. En eksemplificering af en vidtgående opbakning hvor målet er 

indiskutabelt, og alle midler brugbare. Man stillede ingen spørgsmål om den amerikanske in volverings 

validitet og negligerede den politiske og historiske kontekst. 

2.2.2 Dækningen ændrer karakter 

”In each night’s TV news and each morning’s paper the war was reported battle by battle, 

but little or no sense of the underlying purpose was conveyed…. More than ever before, 

television showed the terrible human suffering and sacrifice of war… The result was a 

serious demoralization of the homefront, raising the question whether America would ever 

again be able to fight an enemy abroad with unity and strength of purpose at home.” 14 

- Richard Nixon 

Tv-stationernes generelle opbakning varede frem til 1967, hvor modstri dende synspunkter 

begyndte at trænge sig på. Da Walter Cronkite en dag i marts 1967 præsenterede CBS Evening News 

blev modsætningerne antydet. Cronkite begyndte at fortælle hvordan Penta gon havde anmodet om 

200.000 nye tropper da udsendelsen pludselig blev afbrudt. Den blev dog hurtigt genoptaget uden 

forklaring. Der blev ikke nævnt mere om anmodningen 15 . 

Vigtigt var bruddet indenfor den amerikanske elite, der nu deltes i holdningen t il værdien og 

muligheden af en sejr. I kredse i Washington og selv præsidentens eget parti ytredes der nu forbehold 

10 Cumings, 1992. p. 86 

11 MacDonald, 1985. p. 235ff 

12 Citeret i Adams, 1982. p. 183 

13 Smith, 1995. p. 130 

14 Cumings, 1992. p. 84 

15 Cumings, 1992. p. 88


mod den førte politik. Først da denne splittelse var åbenlys, tilbød tv skær mtid til kritikerne og da tilmed 

kun til den forholdsvist konfliktsky mainstream-opposition 16 . 

Det alvorligste slag mod den hidtidige konsensus indtraf dog efter Tet-offensiven i begyndelsen 

af 1968. Tv-stationerne havde i starten af krigen primært havde fået deres info rmationer fra officielle 

militære kilder og leverede dermed en positiv forudindtaget holdning til krigen. Men med Nordvietnams 

angreb ind i Sydvietnam under Tet-offensiven kom begivenhederne så tæt på kameraholdene, at 

uoverenstemmelsen mellem den officielle version af krigen og den reelle ikke længere kunne ignoreres. 

Nu fik den ophobede kritik luft, og alternative synspunkter væltede frem i en lind strøm. Walter 

Cronkite vendte hjem fra et besøg i Vietnam og brød med præsident Lyndon B. Johnsons administration. 

Walter Cronkite, "The most trusted man in America", der selv tidligere havde medvirket i stærkt antikommunistiske 

film produceret af staten 17 og indledende talt endog meget positivt om krigen, leverede 

nu et afgørende slag mod administrationens pol itik. Den 27-2-1968 var han vært på CBS’s rapport fra 

Vietnam, hvori tonen var radikalt anderledes. 

"These ruins are in Saigon, capital and largest city of south Vietnam. They were left here by 

an act of war, Vietnamese against Vietnamese. Hundreds died here. Here in these ruins can be 

seen physical evidence of the Vietcong's Tet offensive, but far less tangible is what those ruins 

mean, and like everything else in this burned and blasted and weary land, they mean succes 

or setback, victory or defeat, depending upon whom you talk to." 18 

Her lå et vigtigt brud med regeringen, der hævdede at Tet-offensiven havde været et sviende 

nederlag for fjenden. Dette var egentlig 

rigtigt nok, men tv-stationerne kiggede nu på, 

de menneskelige omkostninger som den 

første del af dækningen havde negligeret. 

Tidligere havde svaret til de spage kritikere 

været et modspørgsmål: Har du selv været 

der? I den forstand, at det at se med egne øjne 

var den eneste måde virkelig at kunne se 

problematikken 19 . Cronkite havde været der 

før, og ment, at selv hvis det krævede en 

tredje verdenskrig, var det nødvendigt for at 

stoppe kommunisterne. Nu havde han været 

der igen, og måske set hvad en tredje 

Ill. 1 - Walter Cronkite 

(Kilde: MS Encarta, 1995) 

16 Cumings, 1992. p. 89 

17 MacDonald, 1985. p. 177 

18 McMahon, 1995. p. 528 

19 Cumings, 1992. p. 87 

verdenskrig ville ligne.


Lyndon B. Johnson, der trådte tilbage i 1968, angreb på det kraftig ste tv-dækningen og mente, at 

den havde ødelagt den hjemlige krigsstøtte. Han spekulerede endvidere over hvilken effekt en sådan tvdækning 

ville have haft i tidligere slag, hvor håbløse positioner var blevet vendt til sejr 20 . Dermed 

insinuerede han kraftigt, at uden tv ville krigen se anderledes ud og proklamerede direkte, at Cronkite 

med sin udtalte holdningsændring leverede det endelige slag mod krigs støtten. 21 

Ill. 2 - Brændende munk i Vietnam 


2.2.3 Dækningen i den afsluttende 

periode 

Da Richard Nixon tiltrådte i 1968, 

lovede han det amerikanske folk at 

nedtrappe krigen. Bedømt ud fra tvdækningen 

i samme periode kunne man 

forledes til at tro, at dette rent faktisk 

skete. Mængden af Vietnam-relaterede 

historier i tv reduceredes i perioden efter 

1968. Primært fordi amerikanerne nu 

koncentrerede sig om luftbombardementer, 

der ikke leverede nær så interessante 

billeder som kampe på landjorden. 

Samtidig reducerede den nye strategi tabet 

af amerikanske liv og dermed en stor del af 

tv-interessen. En producer på NBC's Huntley-Brinkley Report Robert Northshield bemærkede: "The 

American voter is willing to vote for Nixon now, because the voter, who is also the viewer, thinks that 

Nixon has ended the war. ...And he has ended the war, because you don't see the war on the tube any 

more." 22 

Opblomstringen af kritik omkring Tet-offensiven døde dog hen igen. Angrebene under 

offensiven og dens umiddelbare konsekvenser havde været godt tv. Død og ødelæggelse på skærmen var 

nemt at forholde sig til. Men da kampene døde hen og dermed de gode billeder, ebbede inter essen også 

ud. Da der d. 6-9-1969 fremkom en meddelelse om, at 

en amerikansk løjtnant ved navn William Caley var 

blevet gjort ansvarlig for drabene på over hundrede 

civile i byen My Lai, interesserede ingen tv-stationer 

sig for historien. Først flere måneder senere, og da der 

var dukket fotografier frem fra hændelsen, bragte tvstationerne 

historien. Dækningen fremdrog den 

tidligere konsensus om fjendens terroragtige drab på 

civile og amerikanernes "humane" krigsførelse og 

afskrev My Lai massakren som en enkeltstående 

afvigelse. 23 

Symptomatisk for nedtoningen var også tv- 

dækningen af kampagnen op til præsidentvalget i 

1968. Vietnam-krigen, den overskyggende begiven- 

20 Smith, 1995. p. 130 

21 Cumings, 1992. p. 88 

22 Adams, 1982. p. 189 

23 Adams, 1982. p. 191 

Ill. 3 - Protestmarch 

(Kilde: MS Encarta, 1995)


hed for amerikanerne i denne tid, debatteredes så at sige ikke i dækningen af valgkampen. Fokus 

skiftede på flere punkter væk fra krigen. Da de såkald te Pentagon Papers, der indeholdt fortrolige 

oplysninger om administrations politik i Vietnam, kom frem, gik debatten ikke så meget på ind holdet 

som på ytringsfriheden og pressens egne kår. Dækningen af protest marcher fokuserede mere på, hvor 

mange der marcherede hvor og konflikter med politiet, end hvad protesterne egentlig gik ud på. 24 

I afviklingen af krigen faldt dækningen af krigen endnu mere. Et af hovedemnerne var 

returneringen af amerikanske krigsfanger. Disse be givenheder, der bar præg af et helende ritual, var god 

propaganda for administrationen, da man kunne se soldater genforenet med familien og samtidighed 

høre om fjendens uhyrligheder. 

Da Saigon falder i 1975 drejer dækningen sig igen ikke om den amerikan ske involverings 

validitet og konsekvenser, men om en fejlslagen taktisk tilgang. Kritiken kan eksemplificeres af Walter 

Cronkite, der opsummerede: "...We the American people, the worlds greatest democracy, cannot ever 

again allow ourselves to be misinformed, manipulated, and misled into disastrous foreign adventure ." 25 

Spørgsmålet er ikke den førte politiks gyldighed, men dens åbenhed. At Cronkite og tv-dækningen selv 

deltog i udlægningen af det indledende røgslør ko mmenteres ikke. 

2.3 Afgjorde tv krigen? 

Vietnam er blevet fremhævet som den første tv-krig af kapaciteter som Marshall 

McLuhan 26 . Det er dog en myte, at den skulle være tabt i daglig stuen. Under Korea-krigen hvor tvdækning 

blot var i sin vorden og underlagt streng 

censur, optrådte samme mønster. Da krigen 

begyndte at have sine økonomiske og menneskelige 

omkostninger dalede den offentlige støtte også 

drastisk. Dette skulle antyde, at tv ikke alene kunne 

være ansvarlig 27 . Centrale studier af tv-dækningen 

modsiger myten om, at den var domineret af grafisk 

vold på daglig basis og at fjernsynet var konse kvent 

negativ overfor amerikansk politik 28 . Tværtimod 

baseredes transmissionerne på positive implicitte 

forudtagelser, og den grafiske vold var til at 

overskue. 

Et populært synspunkt var, at krigen blev 

tabt som følge af mangel på amerikansk vilje. 

Havde den offentlige støtte, påvirket af en kritisk 

presse, ikke dalet, kunne krigen være blevet vundet. Militæret mente, at en hurtigere eskalering af 

krigen kunne have været af afgørende betydning og at pressen, heriblandt tv, gjorde det umuligt at føre 

den ønskede form for krig. Men muligheden for tv-billeder af civile skader lagde bl.a. en hindring på 

mulige bombemål. Daniel C. Hallin antyder i en artikel, at havde man besluttet at lancere en egentlig 

krig fra begyndelsen, kunne man have opnået pressens og folkets støtte. 29 

24 Adams, 1982. P. 188ff 

25 Adams, 1982. p. 195 

26 Cumings, 1992. p. 84 

27 Hallin, 1986. p. 559 

28 Cumings, 1992. p. 89 

29 Hallin, 1986. p. 559 

Ill. 2 - Richard Nixon 



Når præsidenterne Johnson og Nixon lagde en stor del af skylden på tv, som en af 

hovedårsagerne til den vendte krigslykke, tog de i store træk fejl. Kritikken af den førte politik, var 

primært begrænset til perioden omkring Tet-offensiven i 1968. Kun da den grafiske realitet landede 

direkte foran kameraerne, blev kritikken ytret. Da de gode billeder forsvandt, gjorde kritikken det også. 

Ydermere var den ytrede kritik ikke så meget udtryk for en egen kritisk holdning, men en parafrasering 

af elitens holdning. Tv-stationerne kan for så vidt siges at have været neutrale, men materialet var 

subversivt. Det var ikke tv, der afgjorde krigen, men krigen der ikke kunne tåle at komme på tv. 

2.4 Lektioner fra Vietnam 

Den rolle tv-dækningen umiddelbart spillede i Vietnamkrigen påvirkede kraftigt den 

senere dækning af krige med amerikansk involvering. Administration søgte at undgå endnu et Vietnam. 

Den manglende censur under Vietnamkrigen blev 

anset som en stor fejl. Når amerikanerne hjemme 

i deres dagligstue så deres egne soldater brænde 

landsbyer, gik dette over i hukommelsen. Uanset, 

at der var tale om enkeltstående tilfælde består 

disse billeder som symptomatiske for krigen. 30 

Billeder som disse skulle for enhver pris undgås i 

fremtidige krige. Indledningsvis havde man 

været i stand til at kontrollere de passive medier. 

Men da destruktionen foregik lige foran linsen 

kunne man ikke længere skjule begivenhederne. I 

fremtiden måtte man holde tv-stationerne væk fra 

potentielle farezoner. 

En anden lektion antydedes af krigens karakter. 

Det var så at sige umuligt for offentligheden at gennemskue en krig, der ingen egentlig begyndelse 

havde. Uigennemskueligheden forstærkedes yderligere af, at kampen udkæmpedes i tætte skovområder 

mod en nærmest usynlig fjende. For at beholde den brede offentlige støtte, måtte man fjerne 

usikkerhedsmomenter og skabe en dikotomi mellem ret og uret. Det primære måtte være, at give folket 

en fornemmelse af at se alle begivenheder i et nemt og forklarende lys. 

3. TV og Golfkrigen 

3.1 Den alment historiske situation 31 

Allerede i 1982 begyndte Reagan-administrationen (1981-1989) at udstyre Iraks styre med militær 

information og våben til brug i krigen mod Iran. USA anså Irak som en vigtig allieret, der varetog en 

række amerikanske interesser i golfområdet. Den amerikanske tol erancetærskel var således høj også 

under George Bush (1989-1993), og man valgte at se igennem fingre med såvel dokumenteret brug af 

kemiske våben mod kurdere som et direkte angreb mod den amerikanske fregat Stark hvorunder 37 

besætningsmedlemmer omkom. 

30 Cumings, 1992. p 92 

31 Afsnittet er baseret på: Gerbner, 1992. & Webster, 1994. 

Ill 4 - Amerikansk soldat i Vietnam 



Så sent som i januar 1990 bekræftede den amerikanske regering sine “normale relati oner” samt sit 

ønske om øget handel med Irak og blot få uger før invasionen af Kuwait nægt ede Bush at konkludere at 

Irak var skyldig i nogen alvorlig overtrædelse af menneskerettigh ederne. I samme periode støttede USA 

dog Saudi-Arabien og Kuwait i deres økonomiske krig mod Irak, mens man ligeledes saboterede det 

Irakiske luftforsvarssystem med en computervirus. Disse foranstaltninger synes kun at have haft et mål: 

At fremprovokere en konflikt i Golfen. USA rystede øjensynligt blot distræt på skulderen af Husseins 

tilbud om forhandling og trusler om militær aktivitet. Så sent som tre dage før invasionen af Kuwait 

anspurgte den amerikanske kongres den ansvarlige for amerikanske affærer i området om rigtigheden i, 

at USA ingen formelle forpligtelser havde til at forsvare et angrebent Kuwait. Svaret var et entydigt 

“ja”. 

Efter sådanne beroligende signaler kan Saddam Hussein næppe have frygtet alvorlige repressalier, 

da Irak den 2-8-1990 angreb og erobrede Kuwait. Fælden klappede dog med et brag og efter få dage 

fyldtes de amerikanske medier med rædselshistorier om irakernes gr usomhed. Tonen fra Bushadministrationen 

var umiskendeligt en anden da præsidenten den 17-1-1991 erklærede, at “ This conflict 

started August 2 nd , when the dictator of Iraq invaded a small and helpless neighbour. Kuwait, a member 

of the Arab League, and a member of the United Nations was crushed, it’s people brutalised. Five 

months ago Saddam Hussein started this cruel war against Kuwait…Tonight, the battle has been 

joined.” 32 

På kortere tid end de fleste troede muligt var 28 FN-lande, anført af USA, i færd med en massiv 

oprustning i Golfområdet. I november 1990 befandt 400.000 amerikanske tropper sig i Saudi-Arabien 

og måneden efter autoriserede FNs sikkerhedsråd brugen af våben mod Irak, hvis ikke de irakiske 

tropper havde trukket sig ud af Kuwait inden den 15-1-1991. I ndenfor et døgn efter overskridelsen af 

denne deadline udførte den allierede koalition en række massive 

luftangreb imod strategiske mål i og omkring Bagdad. I et forsøg på 

at bryde den arabiske modstand imod Irak ønskede Hussein at 

indblande Israel i krigen ved at affyre missiler mod Tel Aviv og 

Haifa. Forsøget mislykkedes. 

Den 24-2-1991 indledtes jordkrigen og indenfor en uge var 

Kuwait befriet og de irakiske styrker alvorligt decimeret og slået 

tilbage. På dette tidspunkt havde krigen kostet de allierede 61 

milliarder dollars og Irak et sted mellem 80.000-150.000 soldater og 

100.000-200.000 civile. Den allierede offensiv var koncentreret 

Ill. 5 - Saddam Hussein 


imod infrastrukturelle centre, vandværker, fødelagre og denne 

“bomb now - die later”-strategi medførte hungersnød og epidemier i 

Irak efter krigens afslutning. 

3.2 Tv’s teknologiske og økonomiske situation 

Teknisk set var Golfkrigen den første egentlige tv-krig. Det er muligt at Vietnamkr igen til dels 

var en dagligstuekrig, men en væsentlig forskel ligger i, at man som journalist i Vietnam var mindst et 

døgn distanceret fra sine seere, da størstedelen af optagelserne skete med film i k ameraet. 33 Det var 

derimod muligt via satellit og i kraft af videoudstyrets mobilitet at følge med i Golfkrigen uden nogen 

forsinkelse. Dette var i det mindste den følelse seerne ofte sad tilb age med, på trods af at en lang række 

32 Radiooptagelse. http://www.netwizards.net/~cryan/war.html 

33 Sturken, 1995. P. 137.


historier blev bremset eller tilbageholdt i flere døgn af militærets censorer, hvorefter de var lidet 

attraktive for det aktualitetshungrende tv. 34 

I perioden før Golfkrigen havde den amerikanske tv-verden oplevet en række fusioner. Fra de 

nydannede mediesammensmeltninger strømmede en mængde tidligere adskilte medieformer, f.eks. tv, 

film, bøger og musik. Disse forskellige enheder fungerede ofte dårligt sammen, og da 

sammensmeltningerne tilmed havde medført en betydelig gæld, var der en stor nervøsitet blandt tvstationernes 

ejere, der også havde vigende reklameindtægter at bekymre sig om. Kampen om seerne og 

dermed annoncepengene var benhård i slutningen af firserne og førte ofte til nedskæringer på netop 

nyhedsredaktionerne. 35 

3.3 Tv-dækningen af Golfkrigen 

Fire måneder før Golfkrigen for alvor brød ud trådte en sorgfuld 15-årig pige frem for The 

House of Human Rights Caucus i Washington D.C.. Her beskrev hun hvorledes hun i sit hjemland, 

Kuwait, havde overværet irakiske soldater flå spædbørn ud af deres kuvøser for at lade dem dø på 

hospitalsgulvet. Historien blev alment kendt og på blot én måned nævnte præsident George Bush den 

gruopvækkende fortælling seks gange i sine oprustningstaler. Det var en historie som alle kunne 

forholde sig til. Det var en forfærdelig historie. Det var også rent opspind. 

Man havde ikke offentliggjort pigens navn, angiveligt af hensyn til hendes families sikkerhed. 

Det egentlige motiv var dog mere lysfølsomt. Efter krigen kunne The New York Times afsløre, at pigen 

var datter af den kuwaitiske ambassadør i USA og i øvrigt ikke havde været i hjemlandet på det angivne 

tidspunkt. Arrangøren bag dette ubehagelige stykke prop agandistiske løgnagtighed, var reklamebureauet 

Hill & Knowlton, der var blevet ansat til at udføre en af historiens dyreste kampagner til omkring 11 

millioner dollars. 36 Kunden var den velbemidlede 

og nyoprettede kuwaitiske organisation Citizens 

For A Free Kuwait og målet at få USA til at befri 

Kuwait. Den 17-1-1992 kunne ABC’s 

nyhedsprogram 20/20 fortælle hvordan Hill & 

Knowlton, som ved enhver anden kampagne 

havde udført en række fokusgruppeinterviews for 

at afdække den almindelige amerikaners 

sympatier og aversioner. I disse gruppeinterviews 

var historien om de dræbte kuvøsebørn gået rent 

ind. 37 

De reaktioner der udløstes, da 

kuvøsedrabene blev viderebragt i medierne var så 

entydige, at historien senere er blevet betegnet 

som en afgørende faktor i krigsudbruddet. 38 Dens 

succesfulde lancering skyldtes ganske sikkert historiens affektive kvaliteter, men også det fuldstændige 

interessesammenfald mellem de kuwaitiske millionærer og den amerikanske reg ering. Som beskrevet 

ovenfor var Bush-administrationen ivrig efter at få tæppebombet de ubehagelige Vietnamminder og af 

økonomiske og moralske årsager lidet tilbøjelige til at igangsætte en troppetilbagetrækning. I lyset heraf 

34 Sturken, 1995. P. 136. 

35 Engelhart, 1992. 

36 Achbar, 1994. p. 78. 

37 Achbar, 1994. p. 78. 

38 Petersen, 1992. 

Ill. 6 - Amerikanske soldater i Golfen 



HISTORISKE 

BEGIVENHEDER 

Golfkrisen optrappes 

2-8-1990: Irak 

invaderer Kuwait 

9-8-1990: FNs 

sikkerhedsråd indfører 

sanktioner mod Irak 

25-8-1990: FN’s 

sikkerhedsråd tillader 

brug af vold hvis 

nødvendigt 

29-9-1990: 

Sikkerhedsrådet giver 

Irak en frist til den 

15/1-1991 

15-1-1991: Fristen 

udløber uden 

tilbagetrækning 

17-1-1991: De allierede 

indleder Desert Storm 

26-2-1991: Kuwait 

befries 

2-3-1991: 

Sikkerhedsrådet 

beordrer Irak til at 

opgive ethvert krav på 

Kuwait 

3-4-1991: 

Sikkerhedsrådet 

godkender våbenhvile i 

Golfen 

virker det mindre overraskende at direktøren for Hill og Knowlton i denne tid 

var Craig Fuller, Bush-tilhænger og præsidentens tidligere stabschef. I sin 

analyse af tv-dækningen skriver Doug Kellner, at det på baggrund af hele 

forløbet må antydes, at “it is likely that together the U.S and Kuwaiti 

governments developed a propaganda campaign to manipulate the American 

People into accepting the Gulf War.” 39 

Hill & Knowltons kampagnemateriale mødte en så himme lråbende mangel på 

kritik, at man må formode, at ikke blot regeringen, men også medierne og den 

brede offentlighed dybest set gerne ville narres. For at sprede dets budskab 

udgav bureauet en række video news letters, der uden videre redigering var klar 

til inkorporering i enhver nyhedsudsendelse. Disse propagandaindslag blev 

hyppigt præsenteret som objektivt materiale og blev sendt til over 700 tvstationer 

verden over. 40 Deres succes var endog så massiv at båndene blev 

benyttet som dokumentation og beslutningsgrundlag overfor medlemmerne af 

FN’s sikkerhedsråd. 41 

Alle lod sig rive med af historierne om 

irakernes ugerninger. Efter offentliggørelsen af den opdigtede 

kuvøsehistorie kunne Amnesty International indigneret opgive dødstallet blandt 

kuvøsebørnene til 312. 42 

Som ovenfor nævnt blev tv-dækningen af Vietnamkrigen rykvist mere 

negativ for derefter at forstumme. Det modsatte var tilfældet under Golfkrigen, 

hvor man i den lange periode hvor konflikten blot ulmede kunne høre adskillige 

kritiske røster ytre sig; en kritik, der siden var bandlyst fra skærmen. 

Fra den amerikanske højrefløj kom et stærkt ønske om at holde sig 

udenfor en potentielt omkostningsfuld krig i et fjerntli ggende område. Ønsket 

baseredes i høj grad på en cost benefit-analyse hvori nogle fjerne araberes 

velfærd ikke vejede tungt. En stor del af USA’s elite ønskede ikke at engagere 

sig militært i konflikten og tv-stationernes politik afspejlede dette. 43 Selv 

venstreorienterede samfundskritikere som Noam Chomsky og Edward Said fik 

taletid (især på MacNeil/Lehrer News Hour) om end sjældent på de store 

networks. Kritikken forstummede imidlertid fuldstændigt det øjeblik krigen 

indledtes i januar 1991. Forklaringen herpå kan ikke henføres til at 

modstanderne ikke var skærmegnede, idet kritikerne talte såvel en del af den 

kapitalstærke amerikanske overklasse som bankfolk, arkitekter og 

akademikere. 44 

Den 16-1-1991 umiddelbart før krigsudbruddet bragte CNN i 

programmet Daybreak, et interview med antikrigs-demonstranten Jan Robson 

iblandt en hel række krigsfortalere og analyser. Den slags flertydighed sås 

yderst sjældent i de følgende dage. The Military Family Support Network 

forsøgte at placere en reklame i Washington D.C.’s radioer uden held, ligesom antikrigsgruppen 

Operation Real Security producerede en video som ikke kunne a fsættes. Desuden producerede 

39 Citeret i: Achbar, 1994. p. 78. 

40 Gerbner, 1992. p. 7. 



43 Cumings, 1992. p. 106. 

44 Achbar, 1994. p. 74.


veterandokumentaristen Jon Alpert et program om den amerikanske bombnings konsekvenser til sin 

arbejdsgiver NBC, der dog nægtede at røre det og i stedet fyrede Alpert. NBC ejes af General Electric, 

der var blandt de betydeligste interessenter i det amerikanske militær. Programmet er siden blevet vist 

på WNET og MTV. 45 

Med ét sprang en række eksperter frem og turnerede mellem nyhedsudsendelserne. De havde 

typisk enten en militær eller eventuelt helt irrelevant universitær baggrund og var oftest fra den politiske 

mainstream. Et eksempel var ABC’s Mellemøstkonsulent Judith Kipper, der med sin kandidateksamen i 

klinisk psykologi og uden hverken faglig eller sproglig indsigt i områdets situation optrådte på 

Nightline, MacNeil/Lehrer, C-Span, CNN, Discovery etc. 46 Som oftest var de pensionerede generaler og 

andre militæreksperter iklædt fuld kampuniform til ære for tv. 

Eksperterne blev i tv-debatterne præsenteret som uenige indenfor et yderst begrænset spektrum. 

Eksempelvis kunne de diskutere om jordkrigen ville blive vundet på dage eller uger eller som på Larry 

King Live (CNN) om man skulle benytte atomvåben for at spare amer ikanske liv eller ej. 

Man beskæftigede sig aldrig eller sjældent med arabisk kultur på en seriøs måde. Ikke et eneste 

program fortalte om de trods alt allierede Kuwait og Saudiarabien eller deres historie. Således 

bekræftede man til stadighed en komplet orientalisering af fjenden som noget uforståeligt og fremmed. 

Ofte gjorde man blot nar, som for eksempel på The Today Show hvor Deborah Norville og Bryant 

Gumbel parodierede det arabiske sprog: “Blubbedyblubbedyblubbedy!” 47 

Indholdsanalyser af aftennyhedsprogrammerne på ABC, CBS og NBC viser seerens muligheder 

for at høre argumenter fra den modsatte fløj. Ud af 878 benyttede kilder repræsenterede en enkelt en 

national fredsorganisation. Hertil kan det tilføjes at syv spillere fra Super Bowl blev bedt om at 

kommentere krigen. 48 

Fordi krigen var så abstrakt i sin tv-form koncentrerede man sig intenst om reporte rne som 

personer. Dan Rather og Tom Brokaw rapporterede i camouflageuniformer fra et sted langt fra 

kamphandlingerne og ofte viste CNN blot billeder af reportere, der forgæves forsøgte at finde krigen og 

i stedet begyndte at tale om deres egne følelser og oplevelser. 49 Personfikseringen nåede sit 

eksemplariske klimaks i tilfældet Peter Arnett. 

3.3.1 CNN og Peter Arnett 

“Nu sker det!”, råbte CNN’s chefredaktør i det øjeblik Golfkrigen indledtes. 50 Få dage senere var 

stationens globale gennembrud en realitet og nuværende chefredaktør Will King husker tiden med en 

ganske forståelig nostalgi: “Vi var begejstrede. Vi vidste, at CNN var de absolut første til at dække 

krigen. Journalistisk set var det en ufattelig stærk oplevelse for os .” 51 Man havde satset hårdt på 

begivenheden og i de foregående dage kørt en lang række optaktsprogrammer integreret i 

nyhedsudsendelserne. Alt var i position, og man havde sågar designet et logo til krigen som man brugte 

til at præsentere nyhederne allerede fra begynde lsen. 

Det europæiske billede af CNN’s nyhedsdominans er dog noget fortegnet. Stationen har ikke 

mere end en brøkdel af de seere som de store networks CBS, ABC og NBC kan bryste sig med. Men 

med Golfkrigen fik kanalen en begivenhed af den type, der egner sig perfekt til en 24-timers 

nyhedsstation. Som chefen for European Broadcasting Union i New York, Lasse Jensen har påpeget så 

45 Sturken, 1995. P. 147. 

46 Cumings, 1992. p. 107. 

47 Citeret i: Cumings, 1992. p. 121. 

48 Achbar, 1994. p. 74. 

49 Den abstrakte krig, 19-1-1991. 

50 Buk-Swienty, 13-1-1996. 

51 Citeret i: Buk-Swienty, 13-1-1996.


skyldtes CNN styrke under Golfkrigen, et aspekt ved kr igen; nemlig at den blev ved. 52 

Det er blevet bemærket, at man i virkeligheden kunne en opleve en langt mere 

sammenhængende og reflekteret dækning af krigen på andre kanaler (f.eks. det britiske ITV), end på 

CNN, men Atlanta-kanalens tempo kombineret med tv-mediets reelle afhængighed af handlingsmættede 

billeder resulterede i at CNN løb af med den kommercielle og ratingsmæssige sejr. 

En anden styrke var kanalens manglende uafhængighed af konservative sponsorer. De store 

annoncører havde næppe forstået karakteren af den enorme mediebegivenhed, og fo rventede derfor 

ubehagelige billeder af døde amerikanere. Af denne grund ønskede de ikke at reklamere i forbindelse 

med krigen og dette gjorde krigen til en økonomisk fiasko for de tre store networks. For eksempel led 

NBC et tab på 55 millioner dollars på krigsdækningen, hvoraf de 20 milliarder var tabte 

sponsorindtægter. For CBS medførte problemet en yderligere nedskæring af nyhedsredakti onen. 53 

Faktisk var CNN de mindst kontrollerbare af de amerikanske tv-stationer. Pentagons 

programplanlægning fik et af sine få væsentlige brud, da CNN’s reporter i Bagdad live kunne forkynde 

at de amerikanske bomber var begyndt at falde en time før præsidenten formelt skulle have indledt 

krigen fra det hvide hus. I stedet måtte Bush-administrationens press etalsmand Martin Fitzwater 

forfjamsket træde frem og oplæse meddelelsen om at operation Desert Storm nu var gået i luften. 54 

Som en ubetalelig trumf kunne CNN som den eneste tv-station sende live fra Ba gdad. Blandt 

alle de reportere som ønskede denne favorable placering havde kun Peter Arnett fået lov at blive i 

Bagdag efter konfliktens opblussen. Han fik lov at sende særligt udvalgte billeder hjem til redaktionen 

og blev ved talrige lejligheder interviewet live under angrebene på Bagdad. Prisen for denne frihed var, 

at hans transmissioner skulle godkendes af de Irakiske myndigheder, hvilket CNN angav eksplicit ved 

samtlige lejligheder. Alligevel blev Arnett udsat for en stærk kritik for angiveligt at gå fjendens tjeneste, 

ikke mindst efter at have interviewet Saddam Hussein. Værst blev det da Arnetts reportage viste, at den 

fabrik for kemiske våben som USA netop havde bombet i virkeligheden blot fremstillede 

modermælkserstatning. Nu skyllede en bølge af vrede ind over CNN og Arnett, med senator Alan 

Simpson i front. Simpson anklagede endda Arnett for at bære en del af skylden for at USA havde tabt i 

Vietnam, hvor Arnett havde fungeret som reporter (og vundet pulitzerprisen). 

Arnett var en ukendt og derfor truende variabel i det store informationsmaskineri og Pentagon 

følte sig gået for nær når Arnett udtalte, at “Jeg stoler af princip ikke på nogen som helst myndigheders 

oplysninger…Jeg er journalist.” 55 Mens stort set hele den øvrige presse så med taknemmelighed på de 

sparsomme informationer, der blev dem givet fortsatte Arnett altså sine reportager og den eneste grund 

til at han ikke blev udsat for hårdere kritik fra højere instanser er nok, som det i februar 1991 blev 

kommenteret, at han “har TV-stjernens helte-status og muligvis opfattes som mere vederhæftig end selv 

præsidenten.” 56 

3.3.2 Pentagon som produktionsselskab 

Golfkrigen demonstrerede de store tv-stationers tekniske ekvilibrisme til fulde. Her fik det store 

mediemaskineri for alvor mulighed for at spille med musklerne. Da Golfkrisen optrappedes var de fleste 

tv-stationer dog i et dilemma mellem lysten til at skære ned på de omkomstningsrige nyhedsudsendelser 

52 Jensen, 1991. 

53 Engelhart, 1992. 

54 Jensen, 1991. 

55 Citeret i: Leder i Information, 12-2-1991. 

56 Leder i Information, 12-2-1991.


og glæden ved nyhedsflagskibenes prestige. 57 For at gennemføre den omfattende Golfkrigsdækning 

krævedes derfor enten en utroligt risikabel satsning (som næppe nogensinde ville kunnet have betalt sig) 

eller en velhavende sponsor. En sådan stod heldigvis på spring, og som kommentatoren Tom Engelhart 

konkluderer, fremstod det for de store tv-stationer, at Bush-administrationen med Golfkrigen tilbød “et 

udenforstående produktionsselskab med ressourcer til at arrangere en velorganiseret, statsstøttet totalbegivenhed, 

som kunne kanaliseres ud til den amerikanske offentlighed for en - relativt set - billig 

pris.” 58 

Det er jo helt korrekt, at man her blev tilbudt en programmæssig gave, men det var kun efter en 

strengt økonomisk målestok at prisen var lav. Journalistisk og etisk satte pr oduktionsaftalen stramme 

begrænsninger. Dette var dog ikke forbundet med mange skrupler fra de store networks eller fra CNN. 59 

Det er i denne forbindelse symptomatisk at kun små amerikanske dagblade sagsøgte Pentagon for 

indskrænkning af den så ofte påberåbte pressefrihed. 60 

Til gengæld for produktionsvirksomheden krævede Pentagon blot rettigheden til en evældigt at 

kontrollere nyhedsstrømmen fra Golfkrigen. Organisationens strategi kunne have været udklækket i 

Hollywood. Man satte ind med en massiv indsats for at slippe billigst muligt ved at opsøge udenlandske 

investorer og tilbyde dem rettighederne til at sende den store co-produktion i udlandet. Inden 

udsendelserne overhovedet var indledt havde man på denne konto allerede indtjent 50 milliarder 

dollars. 61 Ligeledes valgte man at tilbyde alle interesser ede en stadig strøm af billeder, der helt og 

aldeles var sammensat i følge Pentagons manuskript. Samtidig kontrollerede man journalisternes 

råderum kraftigt og indskrænkede adgangen til selve krigsskuepladsen, settet om man vil. Samtlige 

vestlige journalister placeredes på et hotel langt fra krigsområdet, hvorfra de kunne videformidle de 

sparsomme briefings, der blev dem tildelt. Dette kan sammenlignes med at dække uroligheder på 

Nørrebro fra Pandrup. For at bevare kontrollen havde man o prettet The Pentagon Combat Pool, en 

billedpulje, hvori alt godkendt materiale havnede og hvortil alle journalister havde adgang. 62 Dette 

medførte mindre konkurrence mellem de forskellige tv-stationer, hvilket var med til at friste dem til at 

gå med i aftalen. Samtidig fungerede ordningen naturligvis også som trussel mod ikke at være med, i det 

man i så tilfælde intet ville have at sende. Hvad man ikke af denne vej kunne blokere af 

kontrainformation kunne man altid blot true bort. Bob Sipscheni, Los Angeles Times, beskriver 

situationen: “Jeg havde flere geværer pegende mod mig fra amerikanere og saudier, end jeg havde haft 

i alle mine kampår som aktiv soldat.” 63 

Endelig lovede man at arrangere krigen i Tv’s eget format, nemlig med stram 

programplanlægning. Krigen kunne i kraft af amerikanernes markante militære dominans føres stort set 

efter behag uden frygt for væsentlige overraskelser fra den underlegne fjende. Sål edes kunne man igen 

og igen meddele fra Pentagon at krigen gik præcist som planlagt; der var altså ingen grund til at 

omlægge dagens tv-programmer. 

Bagved enhver selvsikker pressetalsmand og kampklar soldat, der trådte frem på skærmen stod 

et arsenal af manuskriptforfattere, make-up artists og filmklippere, hvis arbejde det var at sende et så 

konstruktivt billede som muligt. 

Netop denne ekstreme kontinuitet og planmæssighed samt brug af personer, der næ rmest må 

betegnes som skuespillere var i høj grad med til at krigen kunne holde publikums interesse så kraftigt 

fangen i så forholdsvist langt tid. Michael Deaver, Ronald Reagans tidligere PR-chef udtaler at: “TV er 

57 

Engelhart, 1992. 

58 


59 

Buk-Swienty, 13-1-1996. 

60 

Leder i Information, 12-1-1991. 

61 


62 

Jensen, 1991. 

63 

Koplev, 15-3-1993.


det sted hvor 80 procent af befolkningen henter deres info rmationer.” Det arbejde, der var lagt i at 

kontrollere informationsstrømmen, fortsætter han, “ kunne ikke være gjort bedre.” 64 

3.3.3 Tv’s narrative strategier 

Dette afsnit vil vise hvordan tv-dækningen i høj grad gjorde brug af en række fortæll egreb for at 

formidle krigen på en såvel entydig som konstruktiv og kommercielt rentabel m åde. Man kan vanskeligt 

med receptionsanalysens resultater in mente vurdere en narrativiserende nyhedsdækning som negativ 

per se, 65 ligesom man må konstatere at fortællingen, i betydningen en strukturering af begivenheder med 

begyndelse, midte og slutning samt en række aktanter, sandsy nligvis er en grundlæggende menneskelig 

perceptionsskabelon. 66 Dog må man være opmærksom på at fortællingens form ru mmer en række farer. 

Man kan næsten generalisere og sige, at jo mere simpelt man konstruerer sin historie jo mere 

underholdende bliver den. I hvert fald kommer den til at fungere som en bekvem b ekræftelse af 

tilskuerens holdning så snart denne er blevet etableret. Det har derfor været fr istende for journalisterne 

at benytte en aktantmodel med meget skarp inddeling indenfor mo dsætningen god/ond. Kort sagt: På de 

amerikanske tv-skærme var amerikanerne de gode og irakerne de onde. 

3.3.3.1 Patriots Vs. Scuds - sportsmetaforik 

I den henførte eufori der indhyllede beskrivelserne af den amerikanske offensiv fora nledtes 

reporterne til at formidle krigen som var den en 

football-kamp. På NBC udtalte en militærekspert at 

“Our team has carried out its game beautifully ” og en 

pilot der blev interviewet på CBS forkyndte at “We ran 

our first play, it worked great…We scored a 

touchdown.” 67 Man fokuserede på numre, statistikker 

og grafiske repræsentationer og på et tidspunkt under 

krigen kaldte Bush en spade for en spade: “At one 

point during the war Bush even called the war his 

Super Bowl.” 68 

Tv accepterede videobillederne fra 

næsekameraerne suppleret af Pentagons forsikre nde 

kommentarer som sandheden og Patriot-missilet blev 

dyrket som sportshelt (tidsskriftet USA Today beskrev 

det således: “Length: 17 feet, 5 inches; three inches 

longer than a Cadillac Sedan de Ville” 69 ). Det var dog 

kun Scud-missilernes nedfaldssteder, som måtte filmes trods Patriot-missilernes reelle hærgen. Kun den 

skrevne presse kommenterede den israelske vrede mod Patriot-missilerne, der ifølge visse kilder kun 

formåede at stoppe 1 ud af 25 Scuds. Fulgte man udelukkende krigen gennem tv kunne man umuligt 

have blot den mindste anelse om at over 70% af alle amerikanske bomber (dvs. mere end 62.000 tons) 

ramte forbi. 70 

64 

Citeret i: Koplev, 15-3-1993. 

65 

Bruhn-Jensen, 1986. & Lewis, 1991. 

66 

Dahl, 1997. 

67 

Citeret i: Gerbner, 1992. p. 7. 

68 

Larsen, 1991. p. 8. 

69 

Citeret i: Cumings, 1992. P. 124. 

70 

Ifølge det amerikanske luftvåbens egne tal. Refereret i: Cumings, 1992. P. 125. 

Ill. 7 - Affyringsrampe til Patriotmissiler 

(Kilde: http://pbs.org/wgbh/pages/frontline/gulf/weapons/)


På CBS kaldte reporteren Charles Osgood bombningen et mirakel, mens kollegaen Jim Stewart 

benævnte den “two days of almost picture-perfect assaults.” 71 De piloter, der så ofte blev interviewet til 

tv blev belært om at de var i gang med udførelsen af verdenshistor iens mest succesrige 

luftvåbenkampagne og det blev igen og igen forklaret at man udelukke nde ramte militære mål. Det må 

dog siges at være en sandhed med monumentale modifikati oner. Den såkaldte præcisionsbombning 

indebar nedkastning af hvad der svarer til 5 bomber af Hiroshimamodellen over et land med ca. 20 

millioner indbyggere. Bomberne var rettet mod vandtilførsel, strømnettet og transportfaciliteter, hvilket 

gjorde at befolkningen døde i stort tal efter selve krigen; altså en fornuftig strategi der først egentligt 

slog ihjel efter at mediernes flakkende søgelys var borte. Den mellemøstlige afdeling af Human Rights 

Watch har rapporteret, at de allierede foretog bombninger af befolkede områder uden at advare de civile, 

hvilket strider mod såvel accepteret praksis som international lovgivning på området. 72 Således 

mindskedes den gennemsnitlige levealder for irakiske mænd i 1991 med 20 år i forhold til året før. 

Efter krigen foretog man en effektivitetsanalyse af antimissilsystemet ledet af 

Pentagonrådgiveren Theodore A. Postol, der beskrev systemet som “an almost total failure to intercept 

quite primitive attacking missiles.” 73 I de sjældne tilfælde hvor Patriot-missilerne ramte deres flyvende 

mål skabte eksplosionen mere ødelæggelse end de primitive Scudmissiler alene ville have kunnet 

forvolde. Mange husker tydeligt de dramatiske luftslag hvor tv lod billeder af ildkugler forkynde at 

endnu et Scudmissil var blevet standset. Postols analyse beskriver, at det der eksploderede var 

Patriotmissiler, der ramte løsrevne stykker af de fa ldefærdige Scudmissiler, mens selve sprænghovedet 

fortsatte uhindret. Som psykologisk oprustning på hjemmefronten fungerede Patriotmissilerne dog 

glimrende. En undersøgelse har vist at 81% af en gruppe amerikanske respondenter huskede missilet, 

mens blot halvdelen heraf kunne identificere de allieredes hærleder. 74 

3.3.3.2 Krigen som fest 

Ofte gav beskrivelser af krigens kamphandlinger en uvirkelig association til glade hø jtider. En 

pilot kunne f.eks. beskrive, at “I could see the outline of 

Baghdad lit up like a giant Christmas tree. The entire city 

was just sparkling.” 75 Det slog nogle ikke-amerikanske 

journalister for brystet at CNN’s reportere i deres eufori 

beskrev bomberegnen som fyrværkeriet på den amerikanske 

uafhængighedsdag; det var næppe en beskrivelse som ville 

have virket passende under blitzen på London. 76 Kun 

Golfkrigens på en gang abstrakt fjerne og dog så tidligt 

nærværende karakter gjorde disse beskrivelser rammende og 

næsten passende. For det hele lignede jo vitterligt et 

computerspil fyldt med blinkende skærme, head-up-displays 

og monokrome fartstriber. 

Ill. 8 - Scudmissiler i Golfen 

(Kilde: ttp://pbs.org/wgbh/pages/frontline/gulf/weapons/) 

3.3.3.3 Kampen om synet 

Krigen og billedet af krigen var så sammenfiltrede at 

der hurtigt opstod en intens synsmetaforik. Dette var næppe undgåeligt med den stærke fokus på hvor 

meget de allierede tropper og deres venner, journalisterne i The Pentagon Combat Pool, kunne se. Man 

71 Citeret i: Gerbner, 1992. P. 7. 

72 Gerbner, 1992. P. 7. 

73 Gerbner, 1992. P. 7. 

74 Gerbner, 1992. p. 8. 

75 Sturken, 1995. p. 139. 

76 Koplev, 15-3-1993.


filmede om natten med særlige infrarøde linser, ligesom man igen og igen tog missilernes kornede 

videobilleder for vidnesbyrd om at endnu et centralt militært anlæg var lagt i ruiner. 

General Normal Schwartzkopf kommenterede ødelæggelsen af Iraks luftvåben med at “ We took 

out his eyes.” 77 , ligesom de såkaldt smarte våben ofte omtaltes som seende, hvor imod irakiske tanks var 

stort set blinde. Der skabtes en forbindelse mellem det at et våben var smart og det at det kunne se, 

mens de store amerikanske forcer som f.eks. Stealth-fighteren var så godt som usynlige. En, ikke så 

fjern, tolkning af dette er at netop det manglende (ud)syn var et af de store traumer fra Vietnam. Her 

blev den overlegne amerikanske militærteknologi hæmmet af den uigennemtrængelige og uoverskuelige 

jungle, mens soldaterne levede og døde i frygt for hvad der kunne gemme sig i den mørke skov. Man 

kan i denne forbindelse notere sig det fornuftige for en sejrshungrende nation i at hensætte sit næste 

militære engagement til en ørken. 

3.3.3.4 Den glorværdige mission 

Den samlede fremstilling af krigen kan ses som et forsøg på at placere begivenheden i en kendt 

og elsket skabelon, nemlig den hvormed man forstår anden verdenskrig. Her befri ede USA et underkuet 

og desperat land fra en farlig tyran, og medierne spillede ofte på Huss eins, set igennem denne skabelon, 

lighed med Hitler. 78 Således var ønsket at trække en markant og kontinuert streg fra anden verdenskrig 

til Golfkrigen med to uheldige buer omkring Vietnam og Korea, der derved kunne betragtes som 

anomalier. 

3.4 Den indre krig - kampen mod Vietnammindet 

Der er aldrig blevet fejet noget ind under gulvtæppet. Præsid ent Bush måtte sikre sig 

fuldstændig mod en ny krig med betydelige amerikanske tab og 

tvetydigt resultat. Derfor satsedes der voldsomt og intenst på at 

vinde krigen så hurtigt som mulig og så rent og utv etydigt som 

muligt. Da soldaterne efter kun seks uger i felten kunne vende 

triumferende hjem, var det en lettet Bush, der kunne udtale “The 

Vietnam Syndrome is over!” 79 

Således skete en ironisk spejling af tressernes fredsråb der 

krævede aldrig at opleve et nyt Vietnam til halvfemsernes kampråb. 

Adskillige analyser viser, at hverken luft- eller jor dkrigen var 

nødvendige. 80 Tværtimod ville FN’s sanktioner efter al 

sandsynlighed kunnet have nået samme mål med langt færre 

omkomstninger. Men dette var ikke det egentlige formål med krigen. 

Målet var snarere at vise verden såvel som USA’s tvivlende 

befolkning, at landets rolle som global politimand var langt mere 

glorværdig og troværdig end såvel Vietnam- som Koreakrigene 

havde antydet. Hertil kommer at Bush mente sig nødsaget til at 

bekæmpe sit rygte som tøsedreng op til næste præsidentvalg samt 

naturligvis, at USA havde ikke ubetydelige økonomiske interesser i 

oliemarkedets stabilitet. 

77 Citeret i: Sturken, 1995. p. 141. 



80 Achbar, 1994. p. 73. 

Ill. 9 - Præsident George Bush 

(Kilde: Webster, 1994)


4. Konsekvenser og fremtidsperspektiver 

Det skulle være tydeligt, at Golfkrigen repræsenterer en fundamentalt ny måde at føre krig på 

såvel som en hidtil uset grad af integreret nyhedsformidling. Hvis begivenheden r epræsenterer en 

tendens i moderne historieskrivning, er det oplagt at drage en række teoretiske implikationer af 

spektaklet. Den der bedst har fanget disse nye perspektiver er måske ko mmunikationsforskeren George 

Gerbner, der i sin artikel Instant History - Image history: Lessons of the Persian Gulf War (1993), 

beskriver hvorledes det totale/globale fjernsyn i visse højintense perioder kan foretage en slags direkte 

historieskrivning. 

Historieskrivning, nævner Gerbner, har ofte bestået i at skabe system i de mange m eninger og 

tolkninger, der omgærder enhver begivenhed. Disse tolkninger er i evig forandring, da de opstår i 

forbindelse med deres sociokulturelle samtid. Men efter en lang historisk o ptrapning af 

kommunikationsformer blev det sidste kvantespring i retningen mod direkte hist orie taget da 

satellitterne forbandt alle disse kommunikative instanser over hele verden. 

Forudsætningerne er altså at adgangen til video-, sa tellit-, og computerteknologi bliver så massiv 

at verden dækkes i realtid af udvalgte billeder, der fordrer umiddelbar handlen, og tilbagevirker ved at 

have indflydelse på resultatet af begivenheden og i samme øjeblik fastfryser sig selv som den officielle 

historieskrivning. Direkte historie er, ifølge Gerbner: “ the simultaneous, global and mass living, telling, 

and making of history in brief and intensive bursts .” 81 Dens medium er “a magic lantern projecting 

images on a blank screen in a temporal void.” og den karakteriseres ved at have en skarpt defineret 

begyndelse, midte og slutning, men intet før, efter eller kontekst. Perceptionen af denne proces er baseret 

på indgroede forestillinger og skabeloner som f.eks. den klassiske berettermodel og blandes næsten 

uadskilleligt med det intense flow af billeder uden mulighed for at henføre en given sekvens til en 

specifikt tv-program. 

I Golfkrigen var den direkte historie delvist en bevidst foranstaltning fra det militære 

produktionsapparats side. Man ønskede som ovenfor nævnt ikke at gentage fejltagelserne fra Vietnam, 

hvor man havde ladet hjemmefronten sidde og studere billeder af nøgne børn på flugt fra amerikansk 

napalm. I stedet så man gerne, at der slet ikke blev reflekteret over det sete, men at det blev placeret i en 

tryg og opbyggelig narrativ form. 

Direkte historie arbejder gennem den manglende mulighed for refleksion. Begivenh ederne 

kommer i en stadig strøm uden pause og går derfor for stærkt til at tillade seeren andet end reaktion per 

betinget refleks. Derfor er alternative læsninger eller handlinger udover de i billederne foreskrevne 

næppe mulige. Gerbner citerer et studie af nyhedspræsentation og kognitive konsekvenser for at 

konkludere at: “to obtain peaceful resolution of conflict, it is vitally important to be able to entertain a 

variety of perspectives, that is, to engage in co mplex rather than simplistic thinking.” Ligeledes kan 

man konstatere en vis, ganske uheldig, sammenhæng mellem antallet af tolkende instanser som en 

information har været igennem og den autoritet den tillægges. 

Golfkrigen havde en formidabel række filmiske kvaliteter. I stedet for mudret skytt egravs- eller 

junglekrig sås angrebene gennem missilernes egne øjne. Hermed skal det på ingen måde antydes at der 

skete en identifikation med sprænghovederne, men blot at den formidl ede krig foregik på et abstrakt og 

maskinelt/umenneskeligt niveau. Det er dette aspekt som den franske sociolog Jean Baudrillard hentyder 

til, når han i en omstridt artikel hævder, at der aldrig har været nogen Golfkrig. 82 

De menneskelig lidelser gjordes abstrakte og samtidig overskuelige ved hjælp af an imerede kort 

og små plastikfigurer, der, i det øjeblik den blodige jordkrig indledtes, diskret kunne repræsentere 

hærenhederne på fjernsynsskærmene. 

81 Gerbner, 1992. p. 3. 

82 Baudrillard, 1992.


Således bliver den direkte historie primært et instrument til krisestyring og vil altså optræde 

delvist bevidst benyttet af krisens hovedpersoner. Gerbner opsætter 5 kriterier for teknikkens 

succesfulde implementering: 

1. Adgang: Opnåelsen af direkte historie kræver at man får adgang til og kontrol over 

realtidslige og globale billedorganer. For at opretholde kontrollen er det vi gtigt at isolere en 

begivenhed fra dens historie, der uvægerligt ville forudsætte pe rspektivering. Eksempelvis 

diskuterede man under Golfkrigen aldrig Iraks event uelle historiske krav på Kuwait på 

amerikansk tv. Man må tilsvarende undgå modsætningsfuldt materiale og polysemi samt 

sørge for at begivenhederne afløser hinanden med høj fart. 

2. Orkestrering: Man må sørge for kohærens i den samlede mediestrategi. Der må ikke opstå 

væsentlig faktuelle, billedmæssige eller holdningsmæssige diskrepanser og i denne 

forbindelse kan det betale sig at opfinde et særligt symbolsprog, der knytter sig til lejligheden; 

f.eks. slogans, tegn, håndbevægelser. 

3. Det førte vidne: Det er en fordel hvis man kan tilbyde publikum en følelse af at 

tilstedeværelse i dramaet. Her kan pressekonferencer, muligheder for fotografering og 

offentlige møder benyttes. Den succesfulde version antyder at alle andre pe rspektiver er 

afprøvede og forkastede, samtidig med at man bør undgå meget krit iske spørgsmål. 

4. Feedback: Skridtet man kan tage efter at have givet folk en oplevelse af at være til stede er at 

give dem oplevelsen af at være med; at have betydning. Kan man ko nvertere entusiasmen til 

aktivt støttende feedback, f.eks. i form af positive læserbr eve eller påklistring af gule bånd 

(brugt siden Iran-gidselkrisen i 1979, også under Golfkrigen) har man næsten sikret sig at den 

positive holdning går i selsving. 

5. Quick-freeze: Hastigt udgivne videoer, CD-ROM-skiver, plader, bøger, parader der fejrer 

historiens lykkelige slutning kan mætte markedet med en slags direkte nostalgi mod noget 

som faktisk blot lige er slut. CNN udgav i dagene efter krigen en række videobånd med de 

mest mindeværdige optagelser og Warner New Media havde allerede sin CD-ROM Desert 

Storm: First Draft of History ude på de amerikanske biblioteker få dage efter de sidste 

kamphandlinger. 

Det burde være antydet, at alle disse kriterier var opfyldt under dækningen af Golfkr igen. Fordi 

den valgte formidlingsform var så fordelagtig for alle de involverede, med den mulige undtagelse af 

Iraks befolkning, skabtes et uhyggeligt konsekvent stykke propaganda, der synes at sætte 

spørgsmålstegn ved helt basale forhåbninger om situationen i de vestlige demokratier. 

Krigen satte sig ikke noget spor i verdens hukommelse fordi den var langt mere ure alistisk og 

abstrakt end nogen fiktiv krigsfortælling kunne være det. Den direkte nostalgi skabtes med en uhyggelig 

fart, idet butikshylderne øjeblikkeligt fyldtes med videobiografier af Norman Schwarzkopf, mens 

komikeren Jonathan Winters parodierede samme Schwarzkopf i tv-reklamer. Under festlighederne i 

New York ved soldaternes hjemkomst spilledes først temaet fra Star Wars, hvorefter man fejrede de 

visuelt prægnante luftslag med fyrværkeri over East River efterfulgt af Strauss' Also Sprach 

Zarathustra. 

Al denne postmoderne festlighed og altså urekflekterede og direkte historie har ifølge samtlige 

kommentatorer haft den effekt at krigen er umulig at fastholde i hukommelsen som andet end en række 

fragmenterede filmiske festligheder. Kritikeren Bruce Cummings er repræsentativ for store dele af 

kommentatorerne: 

"More troops came home, more parades, more hoopla, and television duly covered it - but in 

a curiously attenuated and slightly bored way. It all seemed vaguely anachronistic, like 

something consumed and digested already. Memory was r eceding with the speed of


(television) light. We now can appreciate the new princ iples of television war: crank up the 

hoopla and open the television window, wher eupon the hoopla is magnified and the war 

(because censored) is unseen, and the party of fo rgetting wins an instant victory." 83 

At krigen skulle være glemt er efterhånden blevet sagt så ofte, at det er blevet en kl iché. Der er 

ofte i kommentatorernes egen bevidsthed opstået den tanke, at folk, dvs. de andre, ikke i virkeligheden 

har nogen anelse om hvad krigen gik ud på. Således kunne man sa vne reelle modtagerstudier for at 

konkludere noget mere udsagnskraftigt om forholdet mellem tv-dækningen af Golfkrigen og seernes 

reception af samme. At krigen var et postmoderne metapotpourri designet for en Nintendogeneration af 

MTV-mættede fjernsynsjunkier har lidt for meget karakter af et postulat og indebærer i hvert fald ikke 

nogen vurdering af dette fænomens konsekvenser. 

Dog viser et meget omtalt studie af sammenhængen mellem tv-forbrug og holdning til 

Golfkrigen en klar tendens. Forskere ved University of Massachusetts har vist, at jo mere tv man så 

under Golfkrisen, jo mere vidste man om de underliggende sagsforhold og jo stø rre sandsynlighed 

havde man for at støtte krigen. Undersøgelsen konkluderer, at "the most striking gaps in people's 

knowledge involve information that might reflect badly upon the Administration's policy ", samt at 

respondenternes svar "suggests that the public are not generally ignorant - rather, they are selectively 

misinformed." 84 

Om dette siger noget om tv's fordummende virkning eller om den grundlæggende indsigt hos 

dem, der ser meget tv er dog naturligvis et åbent spørgsmål. 

5. Konklusion 

Vi mener, at George Gerbner´s teori om den direkte historie indfanger mange af de tendenser 

man kunne iagttage under Golfkrigen. Således determineres nutidens krigsdækning i spændingsfeltet 

mellem teknologiske forudsætninger og en række lektioner lært i den nationale ransagelse efter 

Vietnamkrigen. 

Vietnamkrigen opstod i en koldkrigsatmosfære, hvor kommunistskrækken hærgede det 

amerikanske samfund. Opretholdelsen af Sydvietnams frihed blev et symbol for den frie verdens kamp 

mod kommunismen. Med paranoide øjne så man de asiatiske lande vælte som dominobrikker under 

kommunismens fremmarch. Den frie verdens forkæmpere, i skikkelse af amerikanske tropper, stod over 

for et entydigt fjendebillede, og drog afsted med hjemmefrontens samlede støtte i ryggen. Hvad der 

skulle være en genindspilning af Anden Verdenskrig udviklede sig til et uigennemskueligt mareridt og 

tropperne vendte hjem til et splittet samfund. Hermed opstod et nationalt traume, der bundede i en 

kombination af millitært nederlag og national splittelse. 

Magthaverne søgte at placere skylden for dette traume, hos medierne. Medierne bar da også en 

del af skylden, idet de tillod sig at præsentere krigen i et flertydigt perspektiv. Denne syndebuksstrategi 

har medført en så repetitiv overdrivelse af fjernsynets betydning, at en mytedannelse er opstået såvel i 

militæret som tv´s egen bevidsthed. Langsomt har myte erstattet realitet og gødet jorden for et 

konstruktivt samarbejde mellem medier og militær - medietæret er født. 

Al denne frygt for fjernsynets subversive karakter fandt sig et ultimativt udtryk i i den 

sitcomificerede Golfkrig. Her oplevedes en uhørt konsekvent strukturering af hele verdens 

nyhedsmedier. Det er naturligvis altid tilfældet at sandheden er krigens første offer, men under 

Golfkrigen blev den bagbundet og tæppebombet. Golfkrigen blev præsenteret i en behagelig narrativ 

83 Cumings, 1992. p. 128. 

84 Begge udsnit citeret i: Achbar, 1994. p. 72.


skabelon og fremlagt med velkendt metaforik, der associerede til sport og fest. Med lektien fra Vietnam 

i baghovedet undgik man nærbilleder af krigens grusomheder. Således sikrede man sig, at man lige så 

lidt kunne være på Saddams side som man kunne være kommunist i 50’erne og 60’erne. Alle slogans 

var formuleret så man ikke kunne modsige dem. Eksempelvis var det svært at tale udsagn som “Støt 

vore tropper!” imod. 

Et af Bush-administrationens hovedmål var at undgå en mindeværdig krig, da krige ofte huskes 

for deres negative aspekter. Meningen var at skabe en krig uden for tid, der var intet før og intet efter. 

Mangelen på kontekst umuliggjorde refleksion. I et kort intenst øjeblik skulle Vietnamkrigens spøgelse 

manes væk i et festfyrværkeri af sejrsceremonier, sportseufori, national selvforherligelse og morgen-tv´s 

hilsener fra smilende kamptropper. Kun således forklares paradokset mellem potentiel ubegrænset 

pressefrihed og den fuldstændige meddelagtighed som de amerikanske tv-stationer udviste under 

Golfkrigen. 

Anvendt litteratur 

Achbar (1994). Manufacturing Consent - Noam Chomsky and the Media. London: Black Rose 

Books. 

Albrectsen, B (1994). Fra yderste kartoffelrække til stormens centrum . Weekendavisen Berlingske, 

28-1 - 3-2-1994. 

Baudrillard, Jean (1991) : La guerre du Golfe n'a pas eu lieu. Paris: Galiliée. 

Braestrup, P (1995). Missing the “Big Story”. in: McMahon, RJ (ed.) (1995). Major Problems in 

the History of the Vietnam War. Toronto: D. C. Heath and Company. pp. 543-552. 

Buk-Swienty (1996). CNN: Vi gjorde hvad vi kunne. Det fri Aktuelt, 13-1-1996. 

Cumings, B (1992). War and Television . London: Verso. 

Dahl, H (1997). Hvis din nabo var en bil . København: Amademisk Forlag. 

Dannemand, H (1996). Pressen på slagmarken. Berlingske Tidende , 14-1-1996. 

Engelhart, T (1992). Det totale Tv. Information, 16-5-1992. 

Entman, RM & Paletz, DL (1982). The War in Southeast Asia: Tunnel Vision on Television. in: 

Adams, WC (1982). Television Coverage of International Affairs. Norwood: Ablex Publishing 

Corporation. pp. 181-201. 

Forfatter ukendt. Den abstrakte krig. Information, 19-1-1991. 

Forfatter ukendt. Leder i Information, 12-2-1991. 

Gerbner, G (1993). Instant History – Image History: Lessons of the Persian Gulf War. I: The Velvet 

Light Trap, nr. 31. Forår 1993. 

Hallin, DC (1995). A Critique of the Oppositional Media Thesis. in: McMahon, RJ (ed.) (1995). 

Major Problems in the History of the Vietnam War. Toronto: D. C. Heath and Company. pp. 

553-562. 

Henry, WA (1992). CNN’s Ted Turner - History as it happens. Time, nr. 6. Januar 1992. 

Jensen, KB (1994). Nyheder til hverdag - Reception og brug af TV-nyheder. in Højbjerg, L (red.). 

Reception af levende billeder . København: Akademisk Forlag. 

Jensen, L (1991). Krigens Billeder. Information, 1-3-1991. 

Koplev, K (1993). Underholdning på Bolan Bar. Information, 15-3-1993. 

Lademmanns Multemedieleksikon (1995). København: Lademann. 

Larsen, E (1991). Gulf War TV. Jump Cut, nr. 36. Maj 1991. 

Larsen, K (1994). Som en rottweiler på speed. Det Fri Aktuelt, 11-4-1994.


Lewis, J. The Ideological Octopus - An Exploration of Television and Its Audience. New York: 

Routledge, 1991: 90. 

McDonald, JF (1985) Television and the Red Menace – The Video Road to Vietnam. New York: 

Praeger. 

McMahon, RJ (ed.) (1995). Major Problems in the History of the Vietnam War. Toronto: D. C. 

Heath and Company. pp 520-526. 

MS Encarta (1995). 

Norris, C (1992). Uncritical Theory - Postmodernism, Intellectuals and the Gulf War. London: 

Lawrence & Wishart. 

Pedersen, JF (1991). Reporter i løvens hule. Det Fri Aktuelt, 1-1-1991. 

Pedersen, JS (1993). Krigen som genudsendelse. Det Fri Aktuelt, 19-1-1993. 

Petersen, PE (1992). Det store fupnummer i tv. Berlingske Tidende , 10-8-1992. 

Smith, A (ed.) (1995). Television - An International History. New York: Oxford University Press. 

Sturken, M (1995). The Television Image and Collective Amnesia: Dis(re)membering the Persian 

Gulf War. in: d’Agostino, P & Tafler, D (eds.). Transmission - Toward a Post-television Culture. 

London: Sage Publications. 

Webster’s Concise Interactive Encyclopedia (1994).

Hvis dit fjernsyn var en kampvogn - Akademisk Opgavebank

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?