Denkmal für die ermordeten Juden Europas En analyse af debatten ...
Denkmal für die ermordeten Juden Europas En analyse af debatten ...
Denkmal für die ermordeten Juden Europas En analyse af debatten ...
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
<strong>Denkmal</strong> <strong>für</strong> <strong>die</strong> <strong>ermordeten</strong><br />
<strong>Juden</strong> <strong>Europas</strong><br />
<strong>En</strong> <strong>analyse</strong> <strong>af</strong> <strong>debatten</strong> om opførelsen <strong>af</strong><br />
et mindesmærke for <strong>Europas</strong> myrdede<br />
Bachelorprojekt<br />
jøder i Berlin 1988-2005<br />
Sune Bechmann Pedersen<br />
SAXO-instituttet <strong>af</strong>d. for Historie, Københavns Universitet<br />
Vejleder: Lars Hovbakke Sørensen<br />
Sommer 2005<br />
- 1 -
Indhold<br />
DENKMAL FÜR DIE ERMORDETEN JUDEN EUROPAS....................... 3<br />
PROBLEMFORMULERING........................................................................... 3<br />
PRÆSENTATION AF MATERIALE.............................................................. 4<br />
MINDESMÆRKETS TILBLIVELSE 1945-2005 ............................................. 5<br />
VESTTYSKLAND OG HOLOCAUST....................................................................... 5<br />
BORGERINITIATIVET.......................................................................................... 7<br />
FØRSTE KONKURRENCE ..................................................................................... 8<br />
KOHLS VETO...................................................................................................... 9<br />
FIELD OF MEMORY .......................................................................................... 10<br />
BRANDSTIFTENDE FREDSTALE......................................................................... 11<br />
DELKONKLUSION............................................................................................. 12<br />
DEBATTEN OM MINDESMÆRKET...........................................................13<br />
FORMÅL........................................................................................................... 13<br />
Omvendt bevisbyrde................................................................................... 13<br />
FOR HVEM?...................................................................................................... 14<br />
Historisk diskussion ................................................................................... 14<br />
Samtidig diskussion.................................................................................... 16<br />
HVOR?............................................................................................................. 18<br />
Prinz-Albrecht-Gelände ............................................................................. 18<br />
Forkert eller ingen betydning..................................................................... 20<br />
HVORDAN? ...................................................................................................... 22<br />
Mindesmærke mod sig selv......................................................................... 22<br />
Didaktik og information ............................................................................. 24<br />
DELKONKLUSION............................................................................................. 25<br />
KONKLUSION OG PERSPEKTIVERING .................................................. 26<br />
ABSTRACT ...................................................................................................... 27<br />
BIBLIOGRAFI................................................................................................. 29<br />
KILDER ............................................................................................................ 29<br />
Ikke-trykte................................................................................................... 29<br />
Trykte ......................................................................................................... 29<br />
LITTERATUR .................................................................................................... 29<br />
FORKORTELSER............................................................................................31<br />
BILAG ...............................................................................................................31<br />
- 2 -
<strong>Denkmal</strong> <strong>für</strong> <strong>die</strong> <strong>ermordeten</strong> <strong>Juden</strong> <strong>Europas</strong><br />
Et kontroversielt mindesmærke er netop blevet indviet i Berlin d. 10.<br />
maj 2005 i forbindelse med 60 årsdagen for 2. verdenskrigs <strong>af</strong>slutning.<br />
Det bærer titlen ”<strong>Denkmal</strong> <strong>für</strong> <strong>die</strong> <strong>ermordeten</strong> <strong>Juden</strong> <strong>Europas</strong>”, og det<br />
er opført for at mindes de seks millioner jøder, der blev myrdet under<br />
naziregimet i Europa fra 1933 til 1945. Forud for indvielsen er gået 17<br />
år med intense og ophedede debatter, siden idéen om et enkelt centralt<br />
mindesmærke i Berlin for de dræbte jøder blev bragt på banen <strong>af</strong> den<br />
karismatiske TV-vært Lea Rosh i 1988. Hele forløbet har været tynget<br />
<strong>af</strong> prekære spørgsmål. Kan man f. eks. tillade sig at opføre et<br />
Holocaustmindesmærke kun for jødiske ofre, selvom der også omkom<br />
en halv million sigøjnere? 1 Kan man tillade sig at opføre et<br />
mindesmærke for jøderne lige ved siden <strong>af</strong> den stadig eksisterende<br />
førerbunker uden dermed at tillægge én gal mand hele ansvaret for<br />
Holocaust og frikende resten <strong>af</strong> den tyske befolkning? Er det<br />
overhovedet muligt kunstnerisk at udtrykke 6 mio. menneskers død,<br />
eller ligger det hinsides menneskets evne til formidling? Debatten blev<br />
lejlighedsvis gloende varm og luften tyk <strong>af</strong> ubesindige udsagn. Denne<br />
opgave vil <strong>analyse</strong>re de ovennævnte stridspunkter i <strong>debatten</strong> med<br />
fokus rettet mod de mere velovervejede og akademiske standpunkter.<br />
Problemformulering<br />
Fra 1988 til 2001 blev der i de største tyske aviser tilsammen trykt<br />
2.900 artikler og debatindlæg med relation til opførelsen <strong>af</strong> et<br />
mindesmærke for <strong>Europas</strong> myrdede jøder i Berlin. 2 Dermed har emnet<br />
været et <strong>af</strong> de mest diskuterede i det forende Tysklands korte historie<br />
overhovedet. Det i sig selv gør mindesmærket til et relevant emne at<br />
beskæftige sig med. Hvorfor kan et mindesmærke skabe så mange<br />
kontroverser i dag og hvilken opgave kan et mindesmærke udføre i et<br />
moderne samfund? Formålet med denne opgave er at belyse<br />
ovenstående spørgsmål gennem en kvalitativ <strong>analyse</strong> <strong>af</strong> den<br />
akademiske debat om mindesmærket. 3 Gennem <strong>analyse</strong>r <strong>af</strong> indlæg fra<br />
de sidste 17 års debat vil jeg påvise, hvordan et mindesmærke er en<br />
yderst kompliceret og sammensat størrelse. Mindesmærket for<br />
<strong>Europas</strong> myrdede jøder har været et knudepunkt for en række<br />
historiske problemstillinger, hvor<strong>af</strong> følgende opgave vil beskæftige sig<br />
1 Da den i Tyskland politisk korrekte betegnelse ”Sinti og Roma” ikke er almindelig i<br />
Danmark vil jeg i opgaven anvende betegnelsen sigøjner. Jeg håber på læserens<br />
forståelse for, at der ikke menes noget nedsættende herved.<br />
2 Optælling foretaget <strong>af</strong> Jan-Holger Kirsch publiceret i Kirsch, Jan-Holger: Nationaler<br />
Mythos oder historische Trauer. Der Streit um ein zentrales "Holocaust-Mahnmal" <strong>für</strong> <strong>die</strong><br />
Berliner Republik, Köln 2003, p. 395. Optællingen dækker FAZ, FR, SPIEGEL, SZ,<br />
TSP, TAZ & ZEIT. Lokalaviserne Berliner Morgenpost og Berliner Zeitung, der<br />
også bragte mange debatindlæg er ikke talt med.<br />
3 ’Mindesmærket’ refererer i opgaven til idéen om at opføre et centralt mindesmærke<br />
for <strong>Europas</strong> myrdede jøder, og ikke til et bestemt arkitektonisk forslag.<br />
- 3 -
med tre <strong>af</strong> de væsentligste. Det drejer sig om, hvilke offergrupper<br />
Holocaust inkluderer, forskellige syn på placeringen <strong>af</strong> ansvaret for<br />
Holocaust og arkitektursprogets begrænsninger i formidlingen <strong>af</strong><br />
Holocaust. Spørgsmålene krystalliseredes gennem debatterne om til<br />
ære for hvem, mindesmærket skulle opføres, hvor det skulle opføres, og<br />
hvordan det skulle udformes.<br />
Hovedvægten i opgaven befinder sig på perioden 1988 til 1999.<br />
Dette skyldes to ting. For det første dækker denne periode tiden fra<br />
idéens undfangelse til Forbundsdagens endegyldige vedtagelse <strong>af</strong><br />
opførelsen <strong>af</strong> Peter Eisenmans bud på et mindesmærke. For det andet<br />
dækker de fem kildesamlinger på i alt ca. 2.500 sider udelukkende<br />
denne periode. Fordybelse i det trykte materiale fra undfangelse til<br />
vedtagelse er dermed blevet prioriteret højere end indsamling <strong>af</strong> ikkeudgivet<br />
kildemateriale fra byggefasen 2000-2005. Valget <strong>af</strong> periode<br />
skyldes også, at de seneste fem år ganske vist bød på regulære<br />
skandaler, 4 men ikke på egentlig nyt.<br />
I stu<strong>die</strong>t <strong>af</strong> debatterne vil jeg som nævnt ikke inddrage den almene<br />
opinion i Tyskland, men udelukkende behandle akademiske indlæg.<br />
Derved forstås indlæg forfattet <strong>af</strong> fagfolk, det være sig historikere,<br />
politologer, sociologer, arkitekter mm. Indlæg fra forfattere, kunstnere<br />
og de involverede parter (jøder og sigøjnere) vil dog også blive<br />
inddraget. Opgaven deler sig overordnet i to dele. Første del redegør<br />
kronologisk for tilblivelsen <strong>af</strong> mindesmærket, mens anden del tematisk<br />
<strong>analyse</strong>rer fire centrale problemstillinger: Hvorfor mindesmærket skal<br />
opføres, for hvem, hvor og hvordan.<br />
Præsentation <strong>af</strong> materiale<br />
Litteraturen om det centrale mindesmærke for <strong>Europas</strong> myrdede jøder<br />
har været støt voksende, siden Forbundsdagen endegyldigt vedtog at<br />
opføre det i 1999. Hidtil er der udkommet tre tyske monogr<strong>af</strong>ier 5 og<br />
fem samleværker om mindesmærket. 6 De sidstnævnte indeholder<br />
debatindlæg og –<strong>analyse</strong>r, udbudsmaterialet fra de to konkurrencer,<br />
4 Som da leverandøren <strong>af</strong> anti-gr<strong>af</strong>fitilak viste sig at have leveret Zyklon B til Kzlejrene<br />
under krigen (Information 07-11-03), og Eisenman efterfølgende forsøgte<br />
at løfte stemningen ved hjælp <strong>af</strong> en fejlplaceret vittighed med antisemitiske<br />
undertoner (Vejle Amts Folkeblad 09-03-04).<br />
5 Kirsch, Jan-Holger: Nationaler Mythos oder historische Trauer. Der Streit um ein zentrales<br />
"Holocaust-Mahnmal" <strong>für</strong> <strong>die</strong> Berliner Republik, Köln 2003; Thünemann, Holger: Das<br />
<strong>Denkmal</strong> <strong>für</strong> <strong>die</strong> Ermordeten <strong>Juden</strong> <strong>Europas</strong>. Dechiffrierung einer Kontroverse, Munster 2003<br />
& Stavginski, Hans-Georg: Das Holocaust-<strong>Denkmal</strong>. Der Streit um das "<strong>Denkmal</strong> <strong>für</strong> <strong>die</strong><br />
<strong>ermordeten</strong> <strong>Juden</strong> <strong>Europas</strong>" in Berlin (1988-1999), Paderborn 2002.<br />
6 Heimrod, Ute; Günter Schlusche & Horst Seferens: Der <strong>Denkmal</strong>streit - das<br />
<strong>Denkmal</strong>? Die Debatte um das "<strong>Denkmal</strong> <strong>für</strong> <strong>die</strong> <strong>ermordeten</strong> <strong>Juden</strong> <strong>Europas</strong>" Eine<br />
Dokumentation, Berlin 1999; Jeismann, Michael: Mahnmal Mitte. Eine Kontroverse,<br />
Köln 1999; Cullen, Michael: Das Holocaust-Mahnmal. Dokumentation einer Debatte,<br />
Zürich 1999; Neuen Gesellsch<strong>af</strong>t <strong>für</strong> Bildende Kunst (udg.): Der Wettbewerb <strong>für</strong> das<br />
»<strong>Denkmal</strong> <strong>für</strong> <strong>die</strong> <strong>ermordeten</strong> <strong>Juden</strong> <strong>Europas</strong>«, Berlin 1995 & Perspektive Berlin (udg.):<br />
Ein <strong>Denkmal</strong> <strong>für</strong> <strong>die</strong> <strong>ermordeten</strong> <strong>Juden</strong> <strong>Europas</strong>. Dokumentation 1988-1995, Berlin 1995.<br />
- 4 -
samtlige indkomne forslag, mødereferater, brevvekslinger, interviews<br />
og diverse billed- og kortmateriale. I alt indeholder samleværkerne<br />
næsten 2.500 siders tysksproget kildemateriale dækkende perioden<br />
1983 til 1999.<br />
Mindesmærket er derudover blevet fast inventar i enhver nyere<br />
bog om tysk historie og erindringskultur. Som supplement til de yderst<br />
detaljerede monogr<strong>af</strong>ier er anvendt Sellings, Nivens og Kattagos<br />
bøger, der alle forholder sig mere overordnet til mindesmærker og<br />
erindringskultur i Tyskland før og nu. 7<br />
Undervejs i opgaveprocessen er diverse foto- og kortmateriale<br />
over Berlin blevet benyttet for at give indsigt i byens righoldige<br />
historie. 8 <strong>En</strong>kelte <strong>af</strong> disse er vedlagt som bilag, idet kendskab til<br />
Berlins topogr<strong>af</strong>i letter læsningen <strong>af</strong> <strong>analyse</strong>rnes hyppige geogr<strong>af</strong>iske<br />
henvisninger.<br />
Mindesmærkets tilblivelse 1945-2005<br />
De følgende <strong>af</strong>snit redegør for mindesmærkets tilblivelse.<br />
Indledningsvis godtgøres kort for årsagerne til, at idéen om et<br />
mindesmærke for de forfulgte jøder først opstod i slutningen <strong>af</strong><br />
1980’erne. Derpå følger en mere detaljeret redegørelse for den<br />
særdeles komplicerede tilblivelsesproces fra 1988 til 1999, der bød på<br />
to konkurrencer med sammenlagt mere end 500 bud, et kansler veto<br />
og tre seminarer med 90 <strong>af</strong> Tysklands største intellektuelle kapaciteter<br />
samlet udelukkende for at diskutere mindesmærket.<br />
Vesttyskland og Holocaust<br />
I tiden umiddelbart efter krigsslutningen i 1945 gjorde de vestlige<br />
besættelsesmagter en stor indsats for at vise tyskerne, hvad der var<br />
foregået i Kz-lejrene. De lokale blev tvunget ud på rundvisninger, og i<br />
byerne hang soldater plakater op med uhyrlige billeder og teksten<br />
7 Selling, Jan: Ur det förflutnas skuggor. Historiediskurs och nationalism i Tyskland 1990-<br />
2000, Stockholm 2004; Niven, Bill: Facing the Nazi Past. United Germany and the<br />
Legacy of the Third Reich, London 2002 & Kattago, Siobhan: Ambiguous Memory. The<br />
Nazi Past and German National Identity, Westport 2001.<br />
8 Kort over Berlin før 1. Verdenskrig i Blangstrup, Chr. (red.): Berlin, Salomonsens<br />
Konversationsleksikon, bind III, 2. udgave, København 1915. Kort over<br />
Wilhelmstraße og Ministergärten 1936 i Lammers, Karl Christian: Hovedstad Berlin<br />
1871-2000. Magt, monumenter og erindring, København 2000, p. 128. Kort over<br />
førerbunkeren og Ministergärten 1945 i Fest, Joachim: Ragnarok. Hitler og Det Tredje<br />
Riges undergang, København 2003, p. 28 & 32. Foto <strong>af</strong> førerbunkeren og<br />
Ministergärten ca. 1945 i Fest, Joachim: Der Führerbunker, Deutsche<br />
Erinngerungsorte, bind I, München 2001, p. 129. Rigsdagen og omgivelserne før og<br />
nu i Cullen, Michael: Der Reichstag. Im Spannungsfeld deutscher Geschichte, Berlin 1999,<br />
p. 19; 50; 57; 59; 61; 63 & 69. Luftfoto <strong>af</strong> Spreebogen, Brandenburger Tor og<br />
Ministergärten 1997 i Wiedmer, Caroline: The Claims of Memory. Representations of the<br />
Holocaust in Contemporary Germany and France, London 1999, p. 152. Neue Wache,<br />
renoveringen <strong>af</strong> Rigsdagen og diverse nazistisk arkitektur og byplanlægning mm. i<br />
Wise, Michael Z.: Capital Dilemma. Germany’s Search for a New Architecture of<br />
Democracy, New York 1998, 32 siders fotoindlæg mellem p. 63-64 & p. 128-129.<br />
- 5 -
”Das ist eure Schuld.” 9 Ingen tyskere skulle efterfølgende være<br />
uvidende om, hvilke forbrydelser der havde fundet sted. Denne<br />
stigmatisering medførte dog i højere grad fortrængning end forståelse<br />
blandt den tyske befolkning. 10<br />
Nürnbergprocesserne sluttede i 1946 med hårde domme til den<br />
nazistiske magtelite, mens de mellemstore fisk undgik retsforfølgelse.<br />
Dermed faldt det let for de traumatiserede tyskere at skyde skylden på<br />
magtudøverne og undlade at forholde sig til sin egen rolle under<br />
krigen. 11 Da Marshall-hjælpen og efterfølgende Wirtsch<strong>af</strong>tswunder<br />
snart medførte økonomisk fremgang for alle, svandt lysten yderligere<br />
til at bearbejde fortiden. Fra 1958 iværksattes en række nye retsopgør<br />
mod nazistiske forbrydere, men det var svært at finde vidner. Ofrene<br />
levede nu et almindeligt liv og ønskede ikke at åbne gamle sår. Ikke<br />
sjældent boede vidne og bøddel i samme by, hvorfor frygten for<br />
overfald og hævnaktioner lagde en dæmper på lysten til at stå frem. 12 I<br />
de akademiske kredse var interessen for at beskæftige sig med<br />
jødeudryddelsen samtidig begrænset. Forskningen der fandt sted, blev<br />
oftest varetaget <strong>af</strong> politologer, der havde fokus rettet mod stat, politik<br />
og magt. 13<br />
Fra de Israelske jøders side var interessen for Holocaust også<br />
påfaldende lille. Forklaringen findes i det dengang herskende<br />
zionistiske ideal om den stærke jøde, der bekæmper sine modstandere.<br />
Holocaustoverlevende blev betragtet som svage diasporajøder, der<br />
ikke havde h<strong>af</strong>t modet til at trodse nazisterne. Med denne risiko for at<br />
blive stemplet som karakterløse, var de færreste interesserede i at<br />
berette om deres lidelser. Dette ideal falmede under retssagen mod<br />
Eichmann i 1961 og fik dødsstødet med Yom-Kippur krigen i 1973,<br />
hvor Israels eksistens en overgang var truet. De mange vidnesbyrd fra<br />
overlevende uden fortid som oprørere tydeliggjorde, at fysisk<br />
modstand havde været en umulighed. I krigen 12 år senere så mange<br />
israelske jøder et lighedstegn med de europæiske jøders oplevelser<br />
under Holocaust. 14<br />
Den <strong>af</strong>gørende hændelse, der for alvor fik folks øjne op for<br />
jødeudryddelsen, var transmissionen <strong>af</strong> den amerikanske tv-serie<br />
9 Strange-Hansen, Ulla: Fra Undergang til ”Der Untergang”. Kronologisk gennemgang <strong>af</strong><br />
Vergangenheitsbewältigung i Bundes- og Berlinerrepublikken, København 2005.<br />
Upubliceret arbejdspapir. Undertegnede takker for indsigten i specialet og de<br />
udbytterige diskussioner.<br />
10 Strange-Hansen.<br />
11 Lammers, Karl Christian: Holocaust i den historiske og kollektive erindring. Synet<br />
på og bevidstheden om det nazistiske Tysklands udryddelse <strong>af</strong> <strong>Europas</strong> jøder,<br />
NOTER, 153, 2002, p. 6-17. Her p. 8.<br />
12 Fulbrook, Mary: German National Identity <strong>af</strong>ter the Holocaust, Cambridge 1999, p. 73-<br />
74.<br />
13 Lammers (2002) p. 10.<br />
14 <strong>En</strong>emark, Birgitte: Holocaust eller heroisme?, NOTER, 153, 2002, p. 19-24. Her<br />
p. 24.<br />
- 6 -
”Holocaust” på tysk fjernsyn i 1979. Først her blev det klart for mange<br />
tyskere, hvad der egentlig var foregået under Nationalsocialismen. Tre år<br />
efter blev historikeren Kohl valgt til kansler, og hans åbne tilgang til<br />
Tysklands historie tilskyndet <strong>af</strong> ”<strong>die</strong> Gnaden der späten Geburt”<br />
bidrog til at øge opmærksomheden omkring forbrydelserne. Kohls<br />
initiativer blev samtidig mødt <strong>af</strong> en spirende interesse fra neden for<br />
historien, som også me<strong>die</strong>rne i stigende omfang bidrog til at<br />
eksponere. 15<br />
Debatterne vakte stor interesse, og i kølvandet fulgte en ændring i<br />
mindesmærkekulturen. Der havde til en vis grad altid været debatter<br />
omkring mindesmærker i Vesttyskland, men fokus ændredes radikalt i<br />
1980’erne imod jødernes lidelser. 16<br />
Borgerinitiativet<br />
Idéen om et centralt mindesmærke for det jødiske folkemord, blev<br />
første gang præsenteret for offentligheden den 24. august 1988 på et<br />
borgermøde i Berlin. På dagsordenen var udstillingen ”Topographie<br />
des Terrors” om Gestapos hovedkvarter. Gennem 1980’erne havde en<br />
gruppe kæmpet for en permanent udstilling om Gestapos ugerninger<br />
på hovedkvarterets gamle adresse i Prinz-Albrect Straße, men det var<br />
ikke lykkedes at finde en permanent løsning trods midlertidige<br />
udstillingers store succes. Tv-værtinden Lea Rosh foreslog derfor i<br />
stedet at opføre et mindesmærke til ære for de <strong>af</strong> nazisterne myrdede<br />
jøder. I de følgende måneder samlede Rosh en skare <strong>af</strong> prominente<br />
tyskere omkring sig, 17 og dannede sammen med dem borgerinitiativet<br />
”Perspektive Berlin”, der arbejdede for et ”unübersehbaren<br />
Mahnmals 18 <strong>für</strong> <strong>die</strong> <strong>ermordeten</strong> <strong>Juden</strong> auf dem ehemahligen Gestapo-<br />
Gelände”. 19<br />
Initiativet fik hurtigt opbakning fra det nyvalgte SPD-bystyre i<br />
Berlin, men mødte skarp kritik fra Sinti-Roma Centralrådet. 20 Det<br />
anklagede projektet for at opstille et hierarki over ofrene, ved kun at<br />
ville mindes de dræbte jøder og ikke andre ofre for Holocaust. Den<br />
foreslåede placering gav også problemer. I løbet <strong>af</strong> kort tid ytrede en<br />
lang række kunstere, erhvervsfolk og museumsdirektører sig imod et<br />
15 Wielenga, Friso: An inability to mourn? The German Federal Republic and the<br />
Nazi Past, European Review, 11, 4, 2003, p. 551-572. Her p. 566.<br />
16 Niven p. 206-207.<br />
17 Bl.a. Willy Brandt, Günter Grass & Christa Wolf.<br />
18 På tysk findes to ord for mindesmærke. <strong>Denkmal</strong> svarer til<br />
mindesmærke/memorial. Mahnmal eksisterer udelukkende på tysk og har<br />
etymologisk rod i DDR. Her blev det især brugt om Kz-lejren Buchenwald, der<br />
spillede en særlig (for-)manende rolle i opdragelsen <strong>af</strong> befolkningen til antifascister.<br />
Det defineres som ”<strong>Denkmal</strong> als mahnendes Erinnerungszeichen”<br />
(Krome, Sabine: Mahnmal, Wahrig. Deutsches Wörterbuch, Gütersloh 1997).<br />
Mindesmærket i Berlin omtales i flæng som både Mahnmal og <strong>Denkmal</strong>.<br />
19 Heimrod p. 27. Kronologisk oversigt 1979-1999.<br />
20 Den fælles interesseorganisation for de tyske sigøjnere.<br />
- 7 -
centralt mindesmærke for jøderne på Gestapohovedkvarterets adresse.<br />
Kritikken rettede sig mod tre punkter. For det første var det en<br />
didaktisk misforståelse at blande mordet på jøderne sammen med<br />
adressen hvorfra hele Det Tredje Riges ondskab billedligtalt udgik fra.<br />
For det andet ville et centralt mindesmærke fjerne fokus fra de<br />
autentiske mindesteder som Kz-lejrene, der lå spredt over hele Øst- og<br />
Centraleuropa. For det tredje ville et mindesmærke udelukkende for<br />
jøderne som nævnt være en usmagelig negligering <strong>af</strong> de lige så<br />
systematiske mord på sigøjnere, homoseksuelle og andre<br />
minoritetsgrupper. Delstatsregeringen fik derfor kolde fødder og<br />
<strong>af</strong>viste borgerinitiativets forslag. 21 Inden da var borgerinitiativet blevet<br />
til en regulær lobbyvirksomhed under navnet ”Förderkreises zur<br />
Errichtung eines <strong>Denkmal</strong>s <strong>für</strong> <strong>die</strong> <strong>ermordeten</strong> <strong>Juden</strong> <strong>Europas</strong>”. Den<br />
9. november 1989 faldt Berlinmuren, og støttekredsen begyndte at se<br />
sig lun på en grund længere nordpå i den gamle ministerhave, hvor<br />
muren hidtil havde delt byen i to. Denne placering var dog mindst lige<br />
så kontroversiel som den forrige. Det var her Hitlers Rigskancelli og<br />
førerbunker havde ligget. Ved at placerer mindesmærket så nær Det<br />
Tredje Riges magtcenter skød borgerinitiativet skylden for jødemordet<br />
over på nogle få <strong>af</strong>sindige beslutningstagere og frikendte det tyske<br />
folk, lød anklagerne. 22<br />
I 1991 lovede Berlins bystyre sigøjnerne deres eget mindesmærke,<br />
men homoseksuelle, politisk forfulgte og handicappede med flere<br />
protesterede fortsat over hierarkiseringen <strong>af</strong> de forfulgte grupper. Det<br />
Jødiske Centralråd forpassede heller ikke en chance for at understrege<br />
kvalitative og kvantitative forskelle på nazisternes forfølgelse <strong>af</strong> jøder<br />
og sigøjnere, og først da regeringen i 1992 erklærede sin støtte til et<br />
mindesmærke for sigøjnerne, dalede intensiteten <strong>af</strong> skænderierne.<br />
Støttekredsens krav om at et sådant mindesmærke ikke måtte ligge for<br />
nær det jødiske mindesmærke, var dog med til at nære den fortsat<br />
ulmende strid. 23<br />
Første konkurrence<br />
I november 1993 blev det besluttet, at en arkitektkonkurrence, åben<br />
for alle tyskere samt nogle inviterede udlændinge, skulle <strong>af</strong>holdes for<br />
gennem en offentlig proces at finde det bedst egnede projekt. Bag<br />
konceptet stod nu tre bygherrer: Regeringen, Berlins bystyre og<br />
Støttekredsen. Konkurrencen sluttede i oktober 1994, men juryen der<br />
bestod <strong>af</strong> 15 personer udpeget ligeligt <strong>af</strong> de tre bygherrer, udskød i<br />
første omgang kåringen med to måneder og måtte i marts 1995 indse<br />
at den ikke kunne nå til enighed. Derpå kåredes to vindere som<br />
21 Kattago p. 141-144.<br />
22 I 1998 opdagede man tilmed at Goebbels persolige bunker lå under stedet,<br />
hvorpå mindesmærket skulle opføres.<br />
23 Heimrod p. 113. Referat <strong>af</strong> møde mellem bygherrerne 16-10-93.<br />
- 8 -
ygherrerne måtte diskutere nærmere og vælge imellem. 24 Begge<br />
forslag var gigantiske i deres udformning. Det ene var en kolossal<br />
skrånende betonplade der skulle dække det meste <strong>af</strong> den 19.000m 2<br />
store grund og rage 11 meter op i luften på det højeste sted. På den<br />
skulle samtlige 4,2 millioner kendte navne på jødiske ofre for<br />
Holocaust indgraveres. 25 Det andet forslag var en enorm 85x85x6<br />
meter stålramme, der hvilende på fire kæmpe stolper skulle hænge et<br />
par meter over jorden med navnene på tilintetgørelseslejrene mejslet<br />
ind. 26 De øvrige 526 forslag grupperede sig fra det kitschede over det<br />
usmagelige til det helt forskruede: f.eks. forslaget om et pariserhjul<br />
med deportationstogvognsgondoler der ifølge kunstneren ”bewegt<br />
sich bewusst provokativ im Spannungsfeld zwischen […] Volksfest<br />
und Volksvernichtung.” 27 De fleste havde fulgt udbudsbeskrivelsens<br />
understregning <strong>af</strong> det ekstreme, og forslagene var rige på monstrøse<br />
monumenter. Dertil kom et utal <strong>af</strong> variationer over jødiske symboler.<br />
Fra en kommentator lød det tørt: ”Die Berichterstatterin hat nach 37<br />
Davidsternen mit <strong>die</strong>ser Zählung aufgehört.” 28<br />
Kohls veto<br />
Begge de vindende forslag blev mødt med negativ kritik. Tanken bag<br />
gravpladen, var at indgraveringen <strong>af</strong> de mange navne skulle ske<br />
løbende og finansieres <strong>af</strong> eksterne bidrag. Det blev straks haglet ned<br />
for at fremkalde associationer om <strong>af</strong>lad og generelt blev begge<br />
projekter betragtet som kunstens uformåenhed overfor opgaven. 29<br />
Den 25. juni voterede de tre grupper bag projektet og enedes<br />
endegyldigt om at kåre gravpladen som vinder, men bare fem dage<br />
senere udtalte både regeringen og Berlins borgmester Eberhard<br />
Diepgen (CDU) sig imod beslutningen. 30 <strong>En</strong> meget besynderlig<br />
drejning mindre end en uge efter kåringen, men faktisk mødte<br />
<strong>af</strong>visningen kun begrænset modstand og fra nogle <strong>af</strong> kansler Helmuth<br />
Kohls politiske modstandere lød der tilmed ros. Dette tolker<br />
Stavginski som en almen misfornøjelse over de indkomne bud. 31<br />
I pressemeddelelsen havde regeringen lagt vægt på, at der stadig<br />
skulle opføres et mindesmærke, og at det skulle ske gennem en<br />
offentlig debat i et forsøg på at finde konsensus. 32 Det var dog SPD<br />
der samlede stumperne op fra gulvet og tog initiativ til møder med<br />
støttekredsen, jødiske repræsentanter og historikere. De blev enige om<br />
24 Kattago p. 144-146.<br />
25 Heimrod p. 275. Forslag <strong>af</strong> Christine Jakob-Marks med flere 1994.<br />
26 Heimrod p. 274. Forslag <strong>af</strong> Simon Ungers med flere 1994.<br />
27 Heimrod p. 392. Forslag <strong>af</strong> Richard Gruber 1994.<br />
28 Heimrod p. 430. Elke Schmitter i SZ 12-04-95.<br />
29 Stavginski p. 101.<br />
30 Heimrod p. 446. Pressemeddelelse <strong>af</strong> 30-06-95.<br />
31 Stavginski p. 111-113.<br />
32 Heimrod p. 446. Pressemeddelelse <strong>af</strong> 30-06-95.<br />
- 9 -
at kræve Forbundsdagen involveret i processen for første gang, og en<br />
debat blev fastsat til den 9. maj 1996. Det parlamentariske pres fik<br />
bygherrerne til at mødes igen, og de enedes om at fastholde<br />
beslutningerne om placering og finansiering. Samtidig skulle processen<br />
gøres mere åben ved <strong>af</strong>holdelsen <strong>af</strong> tre kollokvier med deltagelse <strong>af</strong><br />
politikere og eksperter. 33 Disse debatmøder blev <strong>af</strong>holdt i de første<br />
måneder <strong>af</strong> 1997 med deltagelse <strong>af</strong> en lang række <strong>af</strong> Tysklands<br />
fremmeste hoveder, men rammerne som bygherrerne havde udstukket<br />
for diskussionerne <strong>af</strong>fødte kritik. Kun selve udformningen var til<br />
debat; formål og placering var <strong>af</strong>gjort. Derfor mistænkte kritikere<br />
møderne for blot at være tænkt som en blåstempling <strong>af</strong><br />
mindesmærkeidéen. 34 Ikke desto mindre førte debatterne til megen<br />
me<strong>die</strong>bevågenhed og en bredere debat i offentligheden. Den heftige<br />
kritik der blev fremført under debatterne, blev da også taget til<br />
efterretning og kunne tydeligt spores i udbudsmaterialet til den anden<br />
konkurrence der blev udskrevet. Det slog fast at et selvstændigt<br />
mindesmærke for sigøjnerne ville blive opført, og placeringen var nu<br />
motiveret med den fremtidige betydning <strong>af</strong> en placering i hjertet <strong>af</strong><br />
den nye tyske hovedstad - ikke med henvisninger til Hitlers<br />
Rigskancelli eller Berlinmuren. 35 Til forskel fra første runde blev der<br />
nedsat en ekspertjury bestående <strong>af</strong> to museumsdirektører, en<br />
historiker, en kunsthistoriker og en arkitekt til sammen med<br />
bygherrerne at kåre en vinder. Juryen markerede en anerkendelse <strong>af</strong><br />
kritikken. Især den amerikanske historiker James Youngs indtræden i<br />
juryen var interessant. Han havde tidligere advaret mod at tro, at et<br />
centralt mindesmærke for jødeforfølgelserne kunne være ”<strong>die</strong><br />
<strong>En</strong>dlösung” 36 på hele erindringsproblematikken. 37 I stedet for at<br />
iværksætte endnu en åben konkurrence, valgte man denne gang kun at<br />
indbyde kunstnerne bag de bedste forslag fra første runde, samt nogle<br />
få andre ind- og udenlandske kunstnere som man anså for<br />
kvalificerede. 38<br />
Field of Memory<br />
Af de 19 bud som femmandsudvalget modtog, udvalgte de to. Et<br />
projekt <strong>af</strong> arkitekten Richard Eisenman og billedkunsteren Richard<br />
Serra i samarbejde og et projekt <strong>af</strong> arkitekten Gesine Weinmiller.<br />
Støttekredsen ønskede et forslag fra konceptkunsteren Jochen Gerz<br />
realiseret, mens regeringen og bystyret blev enige om at foretrække<br />
33 Stavginski p. 153-160.<br />
34 Heimrod p. 596-597. Korn i FAZ 07-01-97 & Heimrod p. 651-52. Stefanie<br />
<strong>En</strong>dlich i TAZ 13-02-97.<br />
35 Selling p. 222-225.<br />
36 Jeismann p. 218. James Young i FAZ 02-01-98. “<strong>En</strong>dlösung” var nazisternes<br />
betegnelse for jødeudryddelsen.<br />
37 Jeismann p. 218. James Young i FAZ 02-01-98.<br />
38 Stavginski p. 185-186.<br />
- 10 -
arkitekten Daniel Liebeskinds bud. Modeller <strong>af</strong> de fire projekter blev<br />
præsenteret for offentligheden omkring julen 1997, og seks debatter<br />
om forslagene blev <strong>af</strong>holdt.<br />
Også denne gang kom Kohl til at spille en <strong>af</strong>gørende rolle. Da han<br />
besøgte udstillingen <strong>af</strong> projekterne, udtrykte han sin klare støtte for<br />
Eisenman og Serras ’Field of Memory’-forslag. Det bestod <strong>af</strong> 4000<br />
steler 39 i beton placeret i lange rækker på den 19.000m 2 store grund.<br />
Afstanden mellem stelerne var under en meter, så de ville kun kunne<br />
passeres <strong>af</strong> en enkelt person ad gangen. Stelernes højde varierede fra<br />
nul til 7,5 meter og undergrunden varierede i niveau med 6,5 meter<br />
som største forskel. Kohl havde dog et par betænkninger over<br />
forslaget. Han så gerne antallet og højden <strong>af</strong> stelerne reduceret<br />
betydeligt, samtidig med at budskabet skulle tydeliggøres. I foråret 1998<br />
indvilgede Eisenman i en redigering <strong>af</strong> forslaget såfremt det ville<br />
forbedre hans muligheder for at vinde. Det førte til det såkaldte<br />
Eisenman II, der kun havde 2.700 steler med en maksimum højde på<br />
fire meter. Kohl var tilfreds med det nye forslag modsat Serra, der i<br />
stedet valgte at forlade projektet. Borgmester Diepgen var heller ikke<br />
meget for projektet, der også mødte kritik fra SPD. Kohl valgte<br />
derfor, ikke at foretage sig noget, før efter Forbundsdagsvalget i<br />
september 1998. Valget førte til et koalitionsskift og en regering anført<br />
<strong>af</strong> Gerhard Schröder (SPD). Da Michael Naumann (SPD), der førhen<br />
havde kritiseret Eisenmans forslag voldsomt, blev udnævnt til<br />
kulturminister, syntes en løsning fjernere end nogensinde. Forfatteren<br />
Martin Walser sørgede imidlertid for at det kringlede forløb gjorde<br />
endnu en knude. 40<br />
Brandstiftende fredstale<br />
Da Martin Walser d. 11. oktober 1998 modtog de tyske boghandleres<br />
fredspris, valgte han at udnytte talerstolen til et frontalangreb mod den<br />
”Monumentalisierung der Schande”, 41 han så i Eisenmans<br />
mindesmærkeprojekt. Walsers stærkt omdiskuterede tale indeholdt et<br />
opgør med, hvad han anså som en venstreorienteret<br />
Vergangenheitsbewältigung-konspiration, der ved at holde tyskerne i en<br />
selvfordømmende tilstand forhindrede enhver positiv nationalfølelse. 42<br />
Talen fik formanden for det jødiske centralråd, Ignatz Bubis, til at<br />
kalde Walser en ”åndelig brandstifter”, og klandrede ham for at ville<br />
glemme Nationalsocialismen. 43 I den polariserede debat der fulgte<br />
efter, blev modstandere <strong>af</strong> mindesmærket angrebet for at ville<br />
39 ’Stele’ er det græske ord for en opretstående flad sten, der brugtes som<br />
gravmonument eller mindesten (Eric Jensen, Bernard: Historie – Livsverden og fag,<br />
København 2003, p. 372.<br />
40 Selling p. 225-228.<br />
41 Heimrod p. 1145. Walsers tale gengivet i FAZ 12-10-98.<br />
42 Niven p. 181.<br />
43 Kattago p. 155-157.<br />
- 11 -
elativere og normalisere nazismen. Schröder måtte derfor i februar<br />
indrømme, at efter Walser-<strong>debatten</strong> kunne man ikke længere være<br />
imod et mindesmærke. 44 Debatten kan ses som kulminationen på en<br />
mangeårig strid i Tyskland om, hvorvidt tyskerne må nære positive<br />
nationale følelser, eller om de for al fremtid skal leve i nazismens lange<br />
skygger. Debatten er samtidig et eksempel på det hysteri og den<br />
usaglighed, der gennemsyrer mange debatter om fortiden i Tyskland.<br />
Det ses kun al for ofte, at debattører forsøger at påvise antisemitiske<br />
undertoner i modstanderes argumentation, for derved at bringe<br />
personer eller institutioner i miskredit. 45<br />
Retfærdigvis skal det nævnes, at Schröders beslutning om at<br />
foretage en kovending var blevet gjort noget lettere, da kulturminister<br />
Naumann forinden havde fået overført beslutningskompetencen fra<br />
de tre bygherrer til Forbundsdagen. 46 Naumann indgik herefter i<br />
forhandlinger med Eisenman om yderligere at reducere antallet <strong>af</strong><br />
steler og i stedet indarbejde et Haus der Erinnerung indeholdende et<br />
stort Holocaustbibliotek og et Genocide Watch Centre. Modellen høstede<br />
ros for at indeholde en didaktisk ramme, men kritik for at overdrive<br />
den. Publikum ville nu kunne gå forfærdet rundt mellem Eisenmans<br />
steler, men efterfølgende besøge centeret og bevidne, at den tidligere<br />
forbryderstat endegyldigt var trådt ind blandt moralens vogtere, lød<br />
det blandt andet. 47 Naumann tog kritikken til efterretning og<br />
begrænsede dernæst i samråd med Eisenman den didaktiske del til et<br />
mindre Ort der Information indeholdende fakta om Holocaust og Kzlejrene.<br />
Denne kombination <strong>af</strong> Eisenmans steler og Naumans Ort der<br />
Information blev efter en række <strong>af</strong>stemninger d. 25. juni 1999<br />
foretrukket <strong>af</strong> Forbundsdagen frem for de øvrige tilbageværende<br />
forslag og står i dag opført i hjertet <strong>af</strong> Berlin. 48<br />
Delkonklusion<br />
Idéen om et mindesmærke for <strong>Europas</strong> myrdede jøder fulgte i<br />
slipstrømmen <strong>af</strong> en spirende interesse blandt den brede tyske<br />
befolkning for fortiden i 1980’erne.<br />
Forslaget fra Lea Rosh i 1988 mødte dog megen modstand. De<br />
andre offergrupper beklagede sig over at blive hensat som andenrangs<br />
ofre, og idéen om at bygge ovenpå det tidligere Gestapo-hovedkvarter<br />
kolliderede med et andet græsrodsinitiativs planer. I konkurrencen, der<br />
blev udskrevet, indløb mere end 500 forslag, men kvaliteten var<br />
forbløffende ringe, hvilket i sidste ende førte til, at kansler Kohl i 1995<br />
nedlagde veto og krævede yderligere debat om projektet.<br />
44 Heimrod p. 1237. Interview i Zeit 04-02-99.<br />
45 Samtale med Ulla Strange-Hansen. Stud. Mag. i Moderne kunst og kultur ved<br />
Københavns Universitet.<br />
46 Stavginski p. 242-245.<br />
47 Niven p. 230-231.<br />
48 Stavginski p. 292-297.<br />
- 12 -
Tre seminarer med deltagelse <strong>af</strong> mange tyske eksperter mundede<br />
to år senere ud i en ny konkurrence for særligt indbudte. Da resultatet<br />
forelå kastede Kohl straks sin kærlighed på et projekt <strong>af</strong> den<br />
amerikanske arkitekt Eisenman. Efter en række forhandlinger mellem<br />
Kohl og Eisenman enedes de om en redigeret udgave, men i 1998<br />
tabte CDU valget, og en mere kritisk SPD regering trådte til. Martin<br />
Walsers sønderlemmende kritik <strong>af</strong> mindesmærket tvang dog<br />
regeringen til at opføre mindesmærket alligevel, idet modstand mod<br />
mindesmærket i slipstrømmen på talen var blevet lig forsøg på<br />
’normalisering’ <strong>af</strong> Nationalsocialismen. Eisenmans forslag blev<br />
revideret i samråd med regeringen, og i juni 1999 besluttedes det<br />
endegyldigt at opføre amerikanerens ’Field of Memory’.<br />
Debatten om mindesmærket<br />
I de følgende <strong>af</strong>snit vil centrale problemstillinger knyttet til et<br />
mindesmærke for <strong>Europas</strong> myrdede jøder blive <strong>analyse</strong>ret. Debatten<br />
har stået på i 17 år og som nævnt <strong>af</strong>født omtrent 3.000 artikler og<br />
debatindlæg. Problemerne overlapper hyppigt hinanden, så det er ikke<br />
uproblematisk at kategorisere og udskille dem. Jeg har alligevel valgt at<br />
opdele debat<strong>analyse</strong>n i fire <strong>af</strong>snit. Først <strong>analyse</strong>res formålet med et<br />
mindesmærke. Efterfølgende <strong>analyse</strong>res for hvem mindesmærket skal<br />
opføres. Dernæst følger spørgsmålet om placeringen, og <strong>af</strong>slutningsvis<br />
<strong>analyse</strong>res den fysiske udformning.<br />
Formål<br />
Dette <strong>af</strong>snit er en <strong>analyse</strong> <strong>af</strong> <strong>debatten</strong> om, hvorfor Tyskland<br />
nødvendigvis bør have et mindesmærke for <strong>Europas</strong> myrdede jøder.<br />
Afsnittet er ganske kort, idet denne debat mindst <strong>af</strong> alle lader sig<br />
udskille fra de tre andre debatter: hvorfor det netop kun skal være for<br />
jøderne, hvorfor det netop skal stå nær Hitlers førerbunker, og<br />
hvorfor et sådant mindemærke kan noget, som de autentiske<br />
mindesteder ikke kan.<br />
Omvendt bevisbyrde<br />
Det er karakteristisk for formåls<strong>debatten</strong>, at initiativtagerne kun i ringe<br />
udstrækning argumenterede positivt for mindesmærket.<br />
Argumentationen begrænsede sig til, at mange andre lande havde<br />
opført Holocaustmindesmærker, hvorfor det kun var naturligt, at<br />
Tyskland som gerningsnationen også havde et centralt mindesmærke<br />
til ære for de myrdede jøder. 49 Herudover, påpeger Kirsch, forsømte<br />
støttekredsen at argumentere for opførelsen. I stedet forsøgte de at<br />
vende bevisbyrden, og henføre al kritik til modstandernes manglende<br />
indsigt. 50<br />
49 Heimrod p. 52. Lea Rosh i Vorwärts nr. 45, 05-11-88.<br />
50 Kirsch p. 127.<br />
- 13 -
„Daß zur Erinnerung daran ein <strong>Denkmal</strong> errichtet werden soll,<br />
erscheint so selbstverständlich, daß es eigentlich einer<br />
Begründung nicht bedarf. In allen Ländern gibt es zahllose<br />
Denkmäler. Warum sollte es <strong>die</strong>ses eine nicht auch geben?<br />
Diese Frage müssen <strong>die</strong>jenigen beantworten, <strong>die</strong> dagegen<br />
Einwände erheben“ 51<br />
Modstanderne mod et mindesmærke for <strong>Europas</strong> myrdede jøder<br />
argumenterede som det tidligere er redegjort for imod idéen på tre<br />
planer. For det første kritiserede de den foreslåede placering, for det<br />
andet kritiserede de at mindesmærket kun skulle være for jøderne og<br />
for det tredje kritiserede de mindesmærket for at ville fjerne<br />
opmærksomheden fra de autentiske mindesteder. Efter den<br />
kuldsejlede konkurrence i 1995 fremførtes også den kritik, at kunsten<br />
ikke evner at beskrive Holocaust. Alle kritikerne tilsluttede sig dog<br />
ikke nødvendigvis samtlige kritikpunkter.<br />
For hvem?<br />
Debatten om ”for hvem?” startede øjeblikkeligt i 1988 og spillede stadig<br />
en rolle ved indvielsen i 2005. Diskussionen kan underopdeles i to<br />
emner. I første ombæring var det en tvist om definitionen <strong>af</strong> begrebet<br />
Holocaust. Omfatter Holocaust samtlige ofre for udryddelserne eller<br />
blot jøderne? Det vil sige, er der en <strong>af</strong>gørende forskel på udryddelsen<br />
<strong>af</strong> jøderne og så på udryddelsen <strong>af</strong> sigøjnerne, de homoseksuelle med<br />
videre? Denne kamp om definitionen <strong>af</strong> Holocausts grænser varede fra<br />
1988 til 1992, hvor regeringen udtalte sig positivt for et mindemærke<br />
udelukkende for jøderne. Lige siden har en anden debat om hvem der<br />
skal inkluderes i mindesmærket stået på. Den er ført med<br />
udgangspunkt i nutidige samfundsforhold, og ikke historiske. Denne<br />
debat endte også med nederlag for sigøjnerne, da Forbundsdagen i<br />
1999 vedtog, at kun jøderne skulle inkluderes i mindesmærket.<br />
Me<strong>die</strong>rnes fortsatte dækning <strong>af</strong> spørgsmålet har dog medført, at det er<br />
et emne, der stadig diskuteres.<br />
Historisk diskussion<br />
I spørgsmålet om definitionen <strong>af</strong> Holocaust eksisterede der to<br />
positioner: den ene udgjordes <strong>af</strong> de tyske jøders centralråd og<br />
støttekredsen, den anden <strong>af</strong> de tyske sigøjneres centralråd, i begrænset<br />
omfang bakket op udefra. Jøderne insisterede på at definere Holocaust<br />
som nazisternes folkedrab på de europæiske jøder, hvilket også er den<br />
51 Jäckel, Eberhard: Die Einzigartigkeit des Mordes an den europäischen <strong>Juden</strong>, i<br />
Rosh, Lea: Streit um ein deutsches <strong>Denkmal</strong>, Berlin 1999, p. 153-170. Her p. 169.<br />
Gengivet efter Kirsch p. 127.<br />
- 14 -
gængse betegnelse. 52 Det skete ud fra en overbevisning om en<br />
kvalitativ forskel i forfølgelserne. Med dette begrebsmæssige skel<br />
mellem de forskellige offergrupper var det oplagt at argumentere for et<br />
særligt mindesmærke for de myrdede jøder. Omvendt argumenterede<br />
sigøjnerne imod en opdeling <strong>af</strong> offergrupperne. 53<br />
Eberhard Jäckel begrundede i april 1989 den smalle definition <strong>af</strong><br />
Holocaust. Han fremførte, at jøderne i tal var langt den største gruppe<br />
<strong>af</strong> myrdede, og at det fra start til slut var et centralt motiv for<br />
Nationalsocialisterne at udrydde dem. Til at underbygge påstandene<br />
fremhævede han tre ting: For det første havde Hitler lige siden 1919<br />
udtalt sig om det essentielle i jødeudryddelsen. For det andet var fire <strong>af</strong><br />
de seks Kz-lejre i Polen udelukkende blevet anvendt til at udrydde<br />
jøder. For det tredje var der selv i 1944, da Det Tredje Rige var i<br />
militær knibe, blevet <strong>af</strong>sat anseelig transportkapacitet til opgaven. 54<br />
Forretningsføreren for Perspektive Berlin, Jakob Schulze-Rohr, påstod<br />
at ”<strong>die</strong> reinrassigen Zigeuner wurden geschont und als interessante<br />
Rasse anerkannt. Die wurden nicht verfolgt” 55 Derfor ville initiativet<br />
”einfach verhindern, daß durch eine Pauschalisierung alles in einen<br />
Topf geworfen wird.” 56 Heroverfor svarede formanden for Sinti-Roma<br />
Centralrådet, Romani Rose, at Holocaust måtte omfatte både mordet<br />
på jøder og sigøjnere. Begge dele havde taget udgangspunkt i ”<strong>die</strong><br />
bloße biologische Existenz”, 57 for den nazistiske raceteori omhandlede<br />
også sigøjnere, fremførte Rose. Hermed var fronterne tegnet skarpt<br />
op, og en usmagelig debat om hvem der blev forfulgt først, mest og på<br />
værste måde, tog form. Det blev en konkurrence om at være ”the<br />
‘best’ racial victim” i offerhierarkiet. 58<br />
Denne kamp om definitionen <strong>af</strong> Holocaust tabte sigøjnerne, om<br />
end de opnåede en garanti på deres eget mindesmærke.<br />
52 For en udførlig diskussion <strong>af</strong> ordvalg og definitioner se: Selling p. 32 og Lammers<br />
(2002) p. 6. I danske opslagsværker som Den store danske <strong>En</strong>cyklopædi og Gads<br />
Historieleksikon mødes man med en vis ambivalens overfor problemet. Begge<br />
værker anfører Holocaust som betegnelsen for nazisternes folkedrab på de<br />
europæiske jøder, mens det længere nede i teksterne nævnes en passant, at<br />
sigøjnere også omkom under Holocaust (Hansen, Cliff et al. (red.): Holocaust, Den<br />
Store Danske <strong>En</strong>cyklopædi på cd-rom, København 2004 og Sørensen, Nils Arne:<br />
Holocaust, Gads Historieleksikon, København 2001). Det autoritative 2.<br />
verdenskrigsværk på dansk (Kirchoff, Hans; Henning Poulsen & Aage Trommer:<br />
Den 2. Verdenskrig 1939-1945, København 2002) opfatter udelukkende Holocaust<br />
som jødeudryddelsen (p. 306-321). Det nævnes kun kort en enkelt gang, at til<br />
folkefjenderne i Hitlers racestat hørte også ”sigøjnerne, homoseksuelle og de<br />
såkaldte ’asociale’.” p. 289.<br />
53 Der findes selvfølgelig en tredje mulighed, hvor Holocaust defineres som<br />
udryddelsen <strong>af</strong> de europæiske jøder, uden at hævde en kvalitativ forskel mellem<br />
mordet på jøderne og mordet på andre grupper. Denne position har jeg dog ikke<br />
set forfægtet.<br />
54 Jeismann p. 58-59. Eberhard Jäckel i Zeit 07-04-89.<br />
55 Heimrod p. 56. Jakob Schulze-Rohr i TAZ 13-04-89.<br />
56 Heimrod p. 56. Jakob Schulze-Rohr i TAZ 13-04-89.<br />
57 Jeismann p. 60-61. Romani Rose i Zeit 28-04-89.<br />
58 Niven p. 222.<br />
- 15 -
Udgangsbetingelserne var da også hårde. Sigøjnerne var (og er) en<br />
ringeagtet minoritet; mange vesttyske delstater havde helt ind i<br />
1970’erne love der begrænsede deres bevægelsesfrihed. 59 Dertil kom,<br />
at Holocaust siden slutningen <strong>af</strong> 1970’erne havde betegnet<br />
udryddelsen <strong>af</strong> det jødiske folk.<br />
Samtidig diskussion<br />
Da projektet kuldsejlede i 1995, åbnedes <strong>debatten</strong> om hvem der skulle<br />
inkluderes i mindesmærket imidlertid igen. Det var ikke lykkedes<br />
sigøjnerne at blive indlemmet i Holocaustdefinitionen med historisk<br />
funderede argumenter, men i anden halvdel <strong>af</strong> halvfemserne fik de<br />
med opbakning fra en række intellektuelle og sågar jøder, held til med<br />
politisk korrekte argumenter at præge dagsordnen. Salomon Korn har<br />
i mange år befundet sig i toppen <strong>af</strong> det jødiske centralråd, og han<br />
gjorde sig stærkt bemærket med sin støtte til sigøjnerne. Korn anså det<br />
for en fejl, at staten støttede et byggeri udelukkende for ”einer<br />
partikularistischen Privatinitiative”. 60 Statens ansvar burde være<br />
”<strong>die</strong> Totalität des nationalsozialistischen Massenmordes zu<br />
wahren und daraus <strong>die</strong> Notwendigkeit eines »ungeteilten«<br />
Mahnmals gegen den nationalsozialistischen Völkermord in<br />
seiner Gesamtheit abzuleiten und es zu verwirklichen.” 61<br />
Korn advarede også generelt imod separate mindesmærke for de<br />
enkelte offergrupper. ”Die Addition unterschiedlicher Opfergruppen-<br />
Denkmäler, zumal an verschiedenen Standorten, bildet noch kein<br />
Mahnmal-<strong>En</strong>samble gegen den nationalsozialistischen Massenmord.” 62<br />
Korns argumentation byggede altså ikke på historiske argumenter<br />
hentet fra nazismens ideologiske udskejelser, men på idéer om statens<br />
rolle som historieformidler med ansvar for helheden. Samtidig<br />
advarede Korn imod at isolere massemordet i enkeltdele, idet de ikke<br />
ville kunne levere en samlet modstand mod forbrydelsen. Gerhard<br />
Schoenberner, grundlæggeren <strong>af</strong> Haus der Wannsee-Konferenz 63 ,<br />
indvendte at sondring mellem de forskellige mordmetoder ganske vist<br />
hørte til på historikerkonferencer, men ”sie verlieren ihren Sinn, wenn<br />
59 Niven p. 221.<br />
60 Cullen p. 172-73. Salomon Korn i FR 04-09-97.<br />
61 Cullen p. 173. Korn i FR 04-09-97. Se f.eks. også historikeren Konrad Schuller i<br />
FAZ 15-12-98 gengivet i Jeismann, p. 312-316.<br />
62 Cullen p. 173. Korn i FR 04-09-97. <strong>En</strong> kritik Korn siden har gentaget adskillige<br />
gange, f.eks. i et interview ved indvielsen. Salomon Korn interview i videoklip på<br />
http://www.zdf.de 10-05-05.<br />
63 Museum i villaen i Wannsee forstaden til Berlin, hvor Adolf Eichmann på et<br />
møde 20. januar 1942 præsenterede topfolk fra alle ministerierne for <strong>En</strong>dlösung.<br />
Martin Gilbert: Auschwitz and the Allies, London 1981, p. 18.<br />
- 16 -
das Thema Gedenken heißt”. 64 Her var alle ofre lige vigtige. Lignende<br />
politisk korrekte tilgang fandtes hos en <strong>af</strong> Tysklands fremmeste<br />
forfattere, Günter Grass. 65 Grass argumenterede imod at fortsætte<br />
”that kind of selection undertaken by the Nazis”. 66 Han ønskede<br />
samtlige offergrupper med i mindesmærket for at komme ud over den<br />
diskrimination der havde fundet sted i Tyskland. Som allerede nævnt<br />
havde sigøjnerne længe h<strong>af</strong>t begrænset bevægelsesfrihed, og<br />
Forbundsrepublikkens antihomoseksuellov blev først nedtonet i 1969<br />
(og helt <strong>af</strong>sk<strong>af</strong>fet i 1994!). 67 Grass argumenterede altså ud fra en<br />
nutidig moralsk pligt over for de ofre, der hidtil ikke havde været i<br />
offentlighedens søgelys. Disse angreb svarede centralrådet ikke igen<br />
på. Formanden Ignatz Bubis replicerede f.eks. blot retorisk på et<br />
kritisk indlæg <strong>af</strong> Reinhart Koselleck: 68 ”Desgleichen hätte ich gern<br />
gewußt, wenn ein <strong>Denkmal</strong> <strong>für</strong> <strong>die</strong> <strong>ermordeten</strong> europäischen <strong>Juden</strong><br />
entsteht, wieso <strong>die</strong>ses einen strikten Ausschluß jeder anderen<br />
Opfergruppe bedeutet.“ 69 Bubis hævdede tilmed at han på lige fod<br />
med flertallet <strong>af</strong> jøderne havde nok i Yad Vashem 70 og derfor ikke<br />
intenderede at blande sig i tyskernes debat. Dette kan ses som en uvilje<br />
imod at deltage i en debat med argumenter hentet i nutidige<br />
samfundsforhold. Fem år tidligere havde det ikke voldt Bubis kvaler at<br />
kræve, at et mindesmærke for sigøjnerne ikke kom for nær jødernes<br />
mindesmærke, 71 og i 1998 blandede han sig fortsat med provokerende<br />
og usaglige udsagn: ”es gab auch einen Völkermord an den Sinti und<br />
Roma. Aber das kam erst 1944.” 72<br />
Til trods for sigøjnerne og deres støtters uimodsagte argumenter,<br />
vedtog Forbundsdagen i 1999 som nævnt, at mindesmærket<br />
udelukkende skulle være for <strong>Europas</strong> myrdede jøder, om end den<br />
forpligtede sig til at finde værdige placeringer til mindesmærker for<br />
andre offergrupper. 73 Denne beslutning fik ifølge Niven, de mest<br />
kritiske stemmer til at mistænke tyskerne for at ville mindes jøderne<br />
udelukkende med henblik på at undgå en konfrontation med de stadigt<br />
herskende fordomme overfor sigøjnere og homoseksuelle. 74 Me<strong>die</strong>rne<br />
64 Schoenberner, Gerhard: Ein Mahnmal <strong>für</strong> alle NS-Opfer, In: Neuen Gesellsch<strong>af</strong>t <strong>für</strong><br />
Bildende Kunst (udg.), p. 123-128. Her p. 127.<br />
65 Som altså havde skiftet holdning, siden han underskrev støtteerklæringen i<br />
slutningen <strong>af</strong> firserne.<br />
66 Grass i SZ 23-12-98. Citeret efter Niven p. 222.<br />
67 Niven p. 222.<br />
68 I Zeit 19-03-98. Gengivet i Jeismann p. 243-249.<br />
69 Jeismann p. 250. Ignatz Bubis i Zeit 02-04-98.<br />
70 Mindesmærke i Israel opført i 1953.<br />
71 Heimrod p. 113. Mødeprotokol fra møde mellem bygherrerne 16-10-93 &<br />
Heimrod p. 114. Brev fra Bubis til Anton Pfeifer, Staatsminister im<br />
Bundeskanzleramt 25-10-93.<br />
72 Heimrod p. 990. Bubis interview i TSP 21-01-98. Niven p. 220-221 redegør for<br />
den tidligt iværksatte systematiske forfølgelse og udryddelse <strong>af</strong> sigøjnerne.<br />
73 Stavginski p. 295.<br />
74 Niven p. 196.<br />
- 17 -
fortsatte dog med at dække udelukkelsen <strong>af</strong> sigøjnerne, og<br />
Støttekredsen fandt ikke bedre argumenter. I januar 2005 udtalte<br />
Jakob Schulze-Rohr at:<br />
”naturligvis skal alle offergrupper mindes, men det skal ske dér,<br />
hvor det har historisk relevans; dér hvor forfølgelsen,<br />
interneringen og myrderierne <strong>af</strong> de enkelte grupper fandt<br />
sted.” 75<br />
Intervieweren spurgte desværre ikke, om det så betød, at jøderne var<br />
blevet interneret og myrdet i Hitlers baghave i Berlin.<br />
Hvor?<br />
Et mindesmærkes placering er en integreret del <strong>af</strong> selve<br />
mindesmærket. Ved valget <strong>af</strong> placering vælges en bestemt<br />
fortolkningsramme for mindesmærket. Det er derfor interessant at<br />
undersøge hvilke forskellige forslag der blev stillet, og hvilke<br />
sammenhænge de forskellige placeringsforslag ville læse mindesmærket<br />
ind i. Debatten om placeringen eksploderede øjeblikkeligt, idet den<br />
foreslåede placering på Prinz-Albrecht-Gelände (PAG) som nævnt<br />
allerede var tiltænkt en permanent udstilling om Gestapos forbrydelser<br />
<strong>af</strong> borgergruppen ”Aktives Museum”. Indtil Forbundsdagen i 1999<br />
lukkede <strong>debatten</strong> med vedtagelsen om at opføre mindesmærket i<br />
Ministergärten, var der adskillige placeringer i spil. Jeg vil i følgende<br />
<strong>af</strong>snit behandle de fire mest forskellige og opsigtsvækkende. Det drejer<br />
sig om PAG, Ministergärten, Platz der Republik ved Spreebogen og<br />
Bebels Platz på Unter den Linden. De fleste andre forslag indeholdt<br />
elementer <strong>af</strong> det særlige ved de fire ovennævnte. Det vil sige, at de<br />
f.eks. lå centralt i den gamle bydel som Bebels Platz eller i det nye<br />
regeringskvarter omkring Spreebogen.<br />
Prinz-Albrecht-Gelände<br />
Da Lea Rosh foreslog et mindesmærke for <strong>Europas</strong> myrdede jøder<br />
ovenpå det gamle Gestapohovedkvarter begrundede hun ikke valget<br />
nøje. Det lød blot ”auf dem ehemaligen Gestapo-Gelände, dem Sitz<br />
des Reichsicherheitshauptamtes, der Mordzentrale in der<br />
Reichshauptstadt.” 76 Placeringen var som det vises nedenfor åbenlyst<br />
75 Hans Christian Post i Weekendavisen 28-01-05. Spørgsmålet, om hvem<br />
mindesmærket var og ikke var til ære for, blev rejst i alle me<strong>die</strong>rs dækning <strong>af</strong><br />
indvielsen. F.eks.<br />
http://www.spiegel.de/politik/deutschland/0,1518,355437,00.html;<br />
http://news.bbc.co.uk/1/hi/world/europe/4533463.stm<br />
http://fazarchiv.faz.net/webcgi?START=A20&DOKM=1079839_FAZ_0&WID<br />
=67233-3560225-81702_3 &<br />
http://www.sueddeutsche.de/deutschland/artikel/834/52782/, alle 10-05-05.<br />
http://www.zeit.de/2005/19/eroeffn_mahnm 08-05-05.<br />
76 Stavginski p. 309. Opråb fra Perspektive Berlin i FR 30-01-89.<br />
- 18 -
problematisk, og blev straks mødt med stærk modstand.<br />
Kommissionen der skulle behandle de indkomne forslag til anvendelse<br />
<strong>af</strong> PAG <strong>af</strong>viste forslaget med henvisning til det offerhierarki et sådant<br />
mindesmærke ville opstille. PAG var<br />
”Planungszentrum <strong>für</strong> <strong>die</strong> Verfolgung und Ermordung der<br />
politischen Gegner, <strong>für</strong> <strong>die</strong> Aussonderung und Ermordung der<br />
aus sozial-rassistischen Gründen Unerwünschten, <strong>für</strong> den<br />
politischen Terror in den besetzten Ländern, <strong>für</strong> <strong>die</strong><br />
rassistischen Verdränungs- und Vernichtungsstrategien in<br />
Polen und der Sowjetunion, <strong>für</strong> den Mord an<br />
Kriegsgefangenen und <strong>für</strong> vieles mehr war, was hier nicht<br />
einzeln aufgezählt werden kann.” 77<br />
Et mindesmærke her udelukkende for jøderne ville være aldeles<br />
politisk ukorrekt. PAG var netop stedet, hvor de modbydelige planer<br />
blev udklækket og tilrettelagt; det aspekt ville blive nedtonet <strong>af</strong> et<br />
mindesmærke, hvorimod et museum bedre egnede sig til at formidle<br />
viden om bureaukratiet. Et mindesmærke på PAG ville også i for høj<br />
grad tildele systemet ansvaret for mordene, imens de almindelige<br />
tyskere der udførte mordene ville gå fri. Af disse grunde fandt<br />
borgerinitiativet ingen opbakning til deres forslag, og da murens fald<br />
samtidig var definitivt, fokuserede initiativet i stedet på den<br />
brakliggende Ministergärten. 78<br />
Eberhard Jäckel fremhævede i sin anbefaling <strong>af</strong> Ministergärten, at<br />
stedet ”hat einen noch höheren Symbolwert.” 79 Det var hjemstedet for<br />
ophavsmanden til mordene, og det var her Hitler kort før selvmordet<br />
29. april 1945 havde udtalt, at fremtiden ville ”dem<br />
Nationalsozialismus ewig da<strong>für</strong> dankbar sein, daß ich <strong>die</strong> <strong>Juden</strong> aus<br />
Deutschland und Mitteleuropa ausgerottet habe.” 80 At placere et<br />
mindesmærke for ofrene her ovenover ruinresterne, ville betyde at<br />
sætte de myrdede over deres mordere, at hæve ofrene over<br />
gerningsmændene, mente Rosh. 81<br />
Støttekredens hensigt med Ministergärten <strong>af</strong>fødte påfaldende lidt<br />
debat, og da regeringen og bystyret i 1992 gav opbakning hertil,<br />
lukkedes <strong>debatten</strong> helt indtil krisen i 1995.<br />
77 Heimrod p. 65-66. Abschlußbericht „Fachkommission zur Erbeiterung von<br />
Vorschlägen <strong>für</strong> <strong>die</strong> künftige Nutzung des Prinz-Albrecht-Geländes in Berlin-<br />
Kreuzberg“. Fremlagt marts 1990.<br />
78 Niven p. 204-205.<br />
79 Heimrod p. 778. Jäckel i: „Ein <strong>Denkmal</strong> <strong>für</strong> <strong>die</strong> <strong>ermordeten</strong> <strong>Juden</strong> <strong>Europas</strong>“.<br />
Udg. Förderkreis zur Errichtung eines <strong>Denkmal</strong>s <strong>für</strong> <strong>die</strong> <strong>ermordeten</strong> <strong>Juden</strong><br />
<strong>Europas</strong>, Berlin 1990.<br />
80 Heimrod p. 778. Jäckel i: „Ein <strong>Denkmal</strong> <strong>für</strong> <strong>die</strong> <strong>ermordeten</strong> <strong>Juden</strong> <strong>Europas</strong>“.<br />
Udg. Förderkreis zur Errichtung eines <strong>Denkmal</strong>s <strong>für</strong> <strong>die</strong> <strong>ermordeten</strong> <strong>Juden</strong><br />
<strong>Europas</strong>, Berlin 1990.<br />
81 Heimrod p. 86. Lea Rosh gengivet <strong>af</strong> Stefanie <strong>En</strong>dlich i Orte 3/1992.<br />
- 19 -
Forkert eller ingen betydning<br />
Da projektet kuldsejlede i 1995, revurderedes alle faktorerne inklusiv<br />
beliggenheden. Kritikerne <strong>af</strong> placeringen kan opdeles i to grupper. <strong>En</strong><br />
gruppe der anså Ministergärten for at indebære forkerte budskaber, og<br />
en gruppe, der omvendt anså Ministergärten som tømt for betydning.<br />
Historikeren og pædagogen Annegret Ehmann tilhørte den første<br />
gruppe og gik i rette med det intentionalistiske i placeringen. Hun<br />
hævdede, at den nære forbindelse mellem offer og gerningsmand<br />
kunne tolkes som ”der endgültige Triumph Hitlers.” 82 Hanno Loewy, i<br />
dag direktør for det jødiske museum i Hohenems, betragtede<br />
Ministergärten som et mytologisk sted. ”Hier herrschte das Böse und<br />
hier ging es unter. 83 At sætte et mindesmærke her ville kun tjene til<br />
vedligeholdelsen <strong>af</strong> en Hitlermyte. Fælles for de to er en stærk tro på<br />
grundens særlige forbindelse til Det Tredje Rige. Et mindesmærke her<br />
ville fokusere for ensidigt på magthaverne og det spind <strong>af</strong> myter<br />
undergangen er forbundet med. 84<br />
I direkte opposition hertil forårsagede arkitekten Bruno Flierl<br />
megen uro på det andet kollokvium i 1997, med sin sylespidsen<br />
<strong>analyse</strong> <strong>af</strong> Ministergärten. Han åbnede med ordene: ”Der Ort ist –<br />
stadträumlich und städtebaulich betrachtet – kein Ort von Bedeutung<br />
in der Stadt, er ist leer.“ 85 Det gjaldt også historisk og politisk. Han<br />
understregede, at al den stund der i dag ikke var et eneste synligt spor<br />
efter Det Tredje Rige i nærheden, var en sammenhæng mellem<br />
mindesmærket og Nationalsocialismen uopnåelig. Stedet manglede<br />
forudsætningerne for at kunne gå i dialog med de besøgende om<br />
Tysklands historie. Omgivet som det ville blive <strong>af</strong> tr<strong>af</strong>ikerede veje,<br />
lejligheder og delstatsadministrationsbygninger, var det uden<br />
”Historizität” og ”Urbanität”, ”ohne diskursive Struktur” og ”isoliert<br />
vom Außenraum”. 86 Dette syn på placeringen var ikke udelukkende<br />
Flierls, men var tidligere blevet fremført <strong>af</strong> f.eks. arkitekten Max<br />
82 Ehmann, Annegret: Kein Ort <strong>für</strong> Kaddisch?! Anmerkungen zum Mahnmalstreit,<br />
In: Gesellsch<strong>af</strong>t <strong>für</strong> Bildende Kunst (udg.), p. 31-36. Her p. 35.<br />
83 Jeismann p. 129. Hanno Loewy i FR 14-08-95.<br />
84 Også placeringens rolle i den historiogr<strong>af</strong>iske debat om Holocaust vakte røre.<br />
Jäckel og Rosh bekender sig til den intentionalistiske skole, ifølge hvilken<br />
Holocaust groft sagt alene var Hitlers værk. Heroverfor står den funktionalistiske<br />
skole, der forfægter et strukturalistisk syn på Holocaust og hævder at løsningerne<br />
på det ’jødiske problem’ spirede gradvist frem, samt at den tyske hær iværksatte<br />
udryddelser uden direkte ordrer oven fra. Gennem årene har de to positioner<br />
langsomt tilnærmet sig hinanden og i dag er de me<strong>die</strong>ret på mange områder<br />
(Niven p. 119-123). Harvard historikeren Daniel J. Goldhagen åbnede dog<br />
<strong>debatten</strong> igen i 1996, da han i sin kontroversielle bog ”Hitlers Willing<br />
Executioners” hævdede at en unik tysk antisemitisme havde fået ordinære tyskere<br />
til at slagte jøderne (Rosenfeld, Gavriel D.: The Controversy That Isn’t: The<br />
Debate over Daniel J. Goldhagen’s Hitlers Willing Executioners in Comparative<br />
Perspetive, Contemporary European History, 8, 2, 1999, p. 249-273).<br />
85 Heimrod p. 664. Bruno Flierls kommentar på andet kollokvium 14-02-97.<br />
86 Heimrod p. 667. Bruno Flierls kommentar på andet kollokvium 14-02-97.<br />
- 20 -
Bächer. I 1995 kritiserede han placeringen i Ministergärten for at<br />
minde om fortrængning. Stedet ville aldrig blive et naturligt mål for<br />
fodgængere og besøgende, men lå så <strong>af</strong>sides i Berlin, at det ville blive<br />
reduceret til et simpelt programpunkt for turister og skoleklasser.<br />
Dertil kom, at den forventede tætte biltr<strong>af</strong>ik til alle fire sider både ville<br />
larme og besværliggøre adgangen yderligere. Bäcker havde også<br />
påpeget stedets manglende autenticitet. Henvisningerne til muren og<br />
det delte Tyskland anså han som irrelevante i forhold til den<br />
fællestyske udryddelse <strong>af</strong> jøderne. 87<br />
Også Salomon Korn kritiserede placeringen. Han så hellere<br />
mindesmærket opført ved Bebelsplatz over for Neue Wache på Unter<br />
den Linden. 88 Her ville det give modspil til inskriptionen ”Den Opfern<br />
der Kriege und der Gewaltherrsch<strong>af</strong>t”, og fremhæve ”<strong>die</strong><br />
Janusköpfigkeit preußischer Tugenden.” 89 Det ville konfrontere det<br />
aktive offerbegreb med det passive. Det at dø for en højere sag ville<br />
blive problematiseret i mødet med det at blive dræbt for en højere sag. 90<br />
Bäcker var enig og understregede at Bebelsplatz samtidig var et sted<br />
den almindelige tysker rent faktisk passerede i sin dagligdag. Hermed<br />
ville der kunne bindes et fint bånd mellem den historiske bymidte,<br />
borgeren, ofrene for krig og diktatur og endelig det nazistiske<br />
racevanvid. 91<br />
Den fjerde og sidste placering jeg her vil behandle, er forslaget om<br />
at placere mindesmærket på Platz der Republik foran Rigsdagen.<br />
Denne placering havde også Korns og Bächers opbakning, hvilket kan<br />
undre, idet Platz der Republik indebar en ganske anden<br />
fortolkningsramme end Bebelsplatz. Korn fremførte, at mindesmærket<br />
her ville stå hvor det hørte hjemme: ”im langen Schatten des<br />
Deutschen Reichtages.” 92 Placeringen på dette historisk og politisk<br />
yderst betydningsfulde sted ville være et signal til omverdenen om, at<br />
det forenede Tyskland tog sin fortid alvorligt. Mindesmærket ville<br />
samtidig være et centralt og lettilgængeligt mål, og overfor Rigsdagens<br />
inskription ”Dem Deutschen Volke” ville det indikere befolkningens<br />
andel i Holocaust. Til dette svarede Rosh, at det var at drive<br />
87 Cullen p. 42-48. Max Bächer i FAZ 12-07-95.<br />
88 Neue Wache er et kontroversielt mindesmærke indviet i 1993, opført i en 200 år<br />
gammel prøjsisk tempellignende vagtpost. Inde i templet står en voldsomt<br />
forstørret udgave <strong>af</strong> Käthe Kollwitz pietas skulptur <strong>af</strong> en mor sørgende over sin<br />
døde søn med inskriptionen: ”Den Opfern der Kriege und der Gewaltherrsch<strong>af</strong>t”.<br />
Indvielsen blev mødt <strong>af</strong> en voldsom kritik. Ved at sidestille alle ofre for krig og<br />
tyranni, og dermed sætte lighedstegn mellem tysk og jødisk lidelse mente jøderne,<br />
at Kohl tog for let på Holocaust (Reichel, Peter: Politik mit der Erinnerung.<br />
Gedächtnisorte im Streit um <strong>die</strong> nationalsozialistische Vergangenheit, München 1995, p.<br />
231-245).<br />
89 Cullen p. 33. Salomon Korn i FAZ 22-03-95.<br />
90 Heimrod p. 529. Salomon Korn i FAZ 17-07-97.<br />
91 Cullen p. 42-48. Max Bächer i FAZ 12-07-95.<br />
92 Heimrod p. 486. Salomon Korn i FAZ 27-09-95.<br />
- 21 -
funktionalismen 93 for vidt at lægge al skylden over på hele folket. Alle var<br />
trods alt ikke skyldige. 94 Dette tolkede Korn som en frygt for at bringe<br />
den nationalsocialistiske fortid for tæt på. Han beskyldte Rosh for at<br />
ville holde ”<strong>die</strong> Zukunft des vereinten Deutschland »sauber«”. 95 Det<br />
var en meget hård beskyldning med diskussionen om offerhierarki in<br />
mente. Det er ikke svært at forestille sig, hvilket ramaskrig der var<br />
opstået, hvis Støttegruppen selv havde foreslået en placering i<br />
hjertekulen <strong>af</strong> det nye Tysklands hovedstad. Korns udtalelse skal<br />
nærmere ses som et udtryk for den hysteriske form <strong>debatten</strong> til tider<br />
tog. Ikke sjældent greb debattørerne til smagløse retoriske kneb, der<br />
skulle føre modstandernes synspunkter tilbage til<br />
Holocaustrevisionisme eller til forsøg på at normalisere nazismen og<br />
genoprette tysk nationalstolthed.<br />
Hvordan?<br />
Debatten om mindesmærkets ikonogr<strong>af</strong>i tog først rigtig fart efter de<br />
528 forslag fra første runde blev offentliggjort i 1995. Den fortsatte<br />
herefter indtil 1999 og Forbundsdagens vedtagelse <strong>af</strong> Eisenmans<br />
omarbejdede projekt. I <strong>debatten</strong> gjorde to overordnede synspunkter<br />
sig gældende: Det ene nærede en dyb mistillid til kunstens evner<br />
overfor opgaven, og anså resultatet <strong>af</strong> konkurrencen i 1995 som<br />
kunstens endegyldige nederlag. Det andet antog at abstrakt moderne<br />
kunst netop besad muligheden for at nytænke mindesmærkerne og<br />
løsrive dem fra deres traditionelle rolle som magthavernes<br />
manifestationer. Disse to positioner vil blive behandlet i det følgende<br />
<strong>af</strong>snit.<br />
Mindesmærke mod sig selv<br />
Frankfurter Allgemeine Zeitungs kulturkorrespondent Jens Jessen<br />
hørte til den første <strong>af</strong> de ovennævnte grupper. Følgende citat <strong>af</strong> ham<br />
er rammende for denne sides synspunkter.<br />
”Es gibt <strong>für</strong> Deutsche keine angemessene Form, sich zu den<br />
Verbrechen des Dritten Reichs öffentlich zu verhalten.<br />
Man sollte deshalb <strong>die</strong>se immer falsche Form niemals, und<br />
schon gar nicht monumental, in Beton gießen. Man kann <strong>die</strong><br />
Form nur immer neu vergeblich suchen, nicht mit der<br />
auftrumpfenden Geste der Kunst (denn Kunst trumft immer<br />
auf), sondern mit gesenktem Haupt, an den Orten des<br />
Massenmordes, in den Lagern.” 96<br />
93 Se note 83.<br />
94 Niven p. 205.<br />
95 Cullen p. 78. Korn i FR 13-09-96.<br />
96 Jessen, Jens: Die Bewältigungsprofis, In: Neuen Gesellsch<strong>af</strong>t <strong>für</strong> Bildende Kunst (udg.),<br />
p. 86-91. Her p. 91.<br />
- 22 -
Nøgleordene her er angemessene og auftrumpfende. Kritikken fra denne<br />
position lød at ingen kunstnerisk udtryksmåde er ”angemessen” når<br />
det drejer sig om 6 mio. menneskers død. De mere end 500<br />
forslagsstillere havde næsten alle fulgt Lea Roshs bud om et<br />
uomgængeligt mindesmærke, og var forfaldet til monumentale værker i<br />
beton. Det er denne primitive tilbagevenden til klassiske geometriske<br />
former, kitschede symboler og umådeholden monstrøsitet, Jessen<br />
henviser til med ”der auftrumpfende Geste der Kunst”.<br />
I skarpest kontrast til Jessen stod den amerikanske professor James<br />
Young. Han hyldede, det han betegnede som en ny<br />
mindesmærkekultur, modmindesmærkerne. 97 Traditionelt har<br />
mindesmærker talt magtens sprog og fungeret i et ensrettende øjemed.<br />
De er blevet opført <strong>af</strong> hegemonen, <strong>af</strong> kirken, kongen eller nationens<br />
ledere, og har formidlet deres fortællinger. Et modmindesmærke er et<br />
mindemærke, der revurderer sig selv, der åbner sig mod betragteren og<br />
problematiserer sit tema i stedet for at berette én enkelt historie. 98 De<br />
tyske modmindesmærkekunstnere overvejede ”how to build an<br />
antifascist monument without resorting to what they regarded as the<br />
fascist tendencies in all monuments.” 99<br />
Kunstprofessoren Silke Wenk vurderede, at netop kun de forslag<br />
der havde stillet spørgsmålstegn ved opgavebeskrivelsen i den første<br />
konkurrence, var noget værd. Det gjaldt f.eks. Renata Stih og<br />
Friederick Snocks forslag om et mindesmærke i form <strong>af</strong> en<br />
rutebilstation med <strong>af</strong>gange til Kz-lejre i hele Europa, 100 fordi det på<br />
intelligent vis udfordrede opgaven om at udtænke et ”centralt”<br />
mindesmærke. 101 Hvad mere er, fortalte Stihs og Snocks forslag ikke<br />
folk hvad de skulle tænke eller føle. ”Bus stop would, in effect, return<br />
the burden of memory to visitors themselves by forcing visitors into<br />
an active role.” 102 Herved kunne ”eine »<strong>En</strong>dlösung« <strong>für</strong> das deutsche<br />
<strong>Denkmal</strong>sproblem” 103 undgås. Betragteren ville være tvunget til ”<strong>die</strong><br />
Erinngerung nicht an das <strong>Denkmal</strong> zu delegieren, sondern <strong>die</strong><br />
97 Forfatteren bekendt har begrebet ikke vundet indpas på dansk. Den tyske<br />
betegnelse er anti-Denmal eller gegen-<strong>Denkmal</strong> og på engelsk countermonument.<br />
98 Heimrod p. 519. James Young i TSP 10-04-97. Young har skrevet og bidraget til<br />
en del publikationer på dette felt. Det teoretiske hovedværk er James Young: The<br />
Texture of Memory, Yale 1993. James Young: At Memory’s Edge, Yale 2000 indeholder<br />
<strong>analyse</strong>r <strong>af</strong> en håndfuld modmindesmærker i Tyskland deriblandt de forskellige<br />
varianter <strong>af</strong> Eisenmans.<br />
99 Young (2000) p. 130.<br />
100 Heimrod p. 286. Forslag <strong>af</strong> Renata Stih og Friedrick Snock 1994.<br />
101 Heimrod p. 489. Silke Wenk i FR 14-10-95. Af andre modmindesmærkeforslag<br />
kan nævnes Horst Hoheisels radikale forslag om at sprænge Brandenburger Tor i<br />
luften og strø murbrokkerne ud over Ministergärten. Heimrod p. 379. Forslag <strong>af</strong><br />
Horst Hoheisel 1994.<br />
102 Young (2002) p. 118.<br />
103 Jeismann p. 218. James Young i FAZ 02-01-98. <strong>En</strong> pointe som Young hyppigt<br />
har gentaget.<br />
- 23 -
Erinnerungsarbeit selbst auf sich zu nehmen.“ 104 Kongstanken bag<br />
modmindesmærker er præcis at mindesmærket i sig selv ikke har nogen<br />
betydning. Det vigtige er det reflektive rum de åbner for betragteren. 105<br />
Erindringsstedet befinder sig mellem mindesmærket og betragteren, og<br />
mellem betragteren og betragterens egen erindring. 106 Et halvt døgn i<br />
bus fra Berlin til Auschwitz ville uden tvivl kunne sætte tanker og<br />
samtaler i gang blandt passagererne.<br />
Eisenmans ’Field of Memory’-forslag omfattede også<br />
modmonumentets evne til at tematisere erindringen i sig selv, hvilket<br />
blev påskønnet <strong>af</strong> kendte debattører som Young, Korn og Eduard<br />
Beaucamp. 107 Gerhard Matzig indfangede holdningen meget klart:<br />
”Das Werk scheint leben zu wollen – wahrscheinlich deshalb, weil es<br />
eines der Fragen statt der Antworten ist.” 108 Kritikerne <strong>af</strong> denne form<br />
for kunst fastholdt dog, at hvis betragterne ikke blev mødt med<br />
oplysning, der kunne kontekstualisere, ville et mindesmærke være<br />
omsonst. Det følgende <strong>af</strong>snit omhandler denne diskussionen om<br />
information og erindring.<br />
Didaktik og information<br />
Jens Jessen var en <strong>af</strong> de ivrigste forkæmpere for skriftlig information<br />
ved mindesmærket. Han spurgte: ”Was verhindert, daß er<br />
[betragteren] etwa an gefallene SS-Soldaten denkt?” 109 Heiner Bastian<br />
var lige så hvas i sin kritik: ”Wie soll sich hier […] eine Erinnerung an<br />
<strong>die</strong> <strong>ermordeten</strong> <strong>Juden</strong> <strong>Europas</strong> einstellen, wenn <strong>die</strong>se Art<br />
neutralisierter Erinnerung auch den Opfern des Kolonialismus oder<br />
der Inquisition gelten könnte?“ 110 Selv Eisenman indrømmede, at<br />
manglen på repræsentative ikoner gjorde det uvist, hvorledes<br />
mindesmærket ville blive opfattet om 50 år. 111 Dette var også hvad<br />
lederne <strong>af</strong> de autentiske mindesteder frygtede. De udsendte i 1997 et<br />
opråb til den tyske offentlighed, hvori de pegede på en farlig tiltagende<br />
tendens til symbolsk at repræsentere faktiske hændelser. 112<br />
”Symbolische Gesten und Rituale sind kein Ersatz <strong>für</strong> Information<br />
und aufklärische Selbstreflexion, <strong>für</strong> Nachdenklichkeit und<br />
verantwortungsorientiertes historisches Lernen.” 113 De mente på lige<br />
fod med Jessen, at det bedste sted at mindes var ved de autentiske<br />
104 Heimrod p. 550. Korn i FR 13-09-96.<br />
105 James Young: Writing and Rewriting the Holocaust, Indianapolis 1988 p. 189.<br />
106 Heimrod p. 520. James Young i TSP 10-04-97.<br />
107 Sidstnævnte var redaktør på FAZ.<br />
108 Heimrod p. 539. Gerhard Matzig i SZ 11-08-98.<br />
109 Heimrod p. 985. Jens Jessen i BZ 20-01-98.<br />
110 Heimrod p. 537. Heiner Bastian i TSP 07-02-98.<br />
111 Jeismann p. 274. Interview med Eisenman i FAZ 22-09-98.<br />
112 Heimrod p. 706. Pressemeddelelse fra Arbeitsgemeinsch<strong>af</strong>t KZ- Gedenkstätten<br />
09-04-97.<br />
113 Heimrod p. 706. Pressemeddelelse fra Arbeitsgemeinsch<strong>af</strong>t KZ-Gedenkstätten<br />
09-04-97.<br />
- 24 -
steder, hvor Holocaust rent faktisk fandt sted. Heroverfor replicerede<br />
Eisenman, at Kz-lejrene indeholdte en anden form for symboler, ”<strong>die</strong><br />
rasch verstanden und entschärft werden. Sie werden mit der Zeit<br />
bekannt und entfernen sich damit von der Gegenwart.” 114 I værket<br />
’Field of Memory’ var der ingen letforståelige symboler, og deri så<br />
Eisenman mindesmærkets virkelige styrke.<br />
Debatten mellem Walser og Bubis medførte imidlertid en<br />
desavouering <strong>af</strong> det abstrakte monuments udsigelseskr<strong>af</strong>t til fordel for<br />
en kombination <strong>af</strong> mindesmærke og dokumentationscenter. Walsers<br />
kritik <strong>af</strong> Eisenmans didaktisk indholdsløse mindesmærke nåede bredt<br />
ud og vandt gehør i den nye regering, som i øvrigt var Tysklands<br />
første uden et eneste medlem med personlig krigserfaring. 115 Måske<br />
netop derfor havde den blik for, at unge ikke ville kunne mindes uden,<br />
at vide hvad de skulle mindes.<br />
Delkonklusion<br />
Debatten om opførelsen <strong>af</strong> et centralt mindesmærke for <strong>Europas</strong><br />
myrdede jøder i Berlin har været rig på komplekse problemstillinger.<br />
Oven for er <strong>debatten</strong> om tre <strong>af</strong> de væsentligste problemstillinger<br />
blevet <strong>analyse</strong>ret. Det er blevet påvist hvorledes sigøjnerne tabte<br />
kampen om at blive inkluderet i mindesmærket. Dette blev <strong>af</strong> nogen<br />
anset som en fortsættelse <strong>af</strong> mange års diskriminerende politik overfor<br />
sigøjnerne. Me<strong>die</strong>rne fortsatte med at dække denne problemstilling, og<br />
heri kan måske ses en lille åbning. Det er dog endnu for tidligt at<br />
vurdere, hvorvidt eksponeringen <strong>af</strong> forløbet har påvirket<br />
befolkningen.<br />
Dernæst er det blevet belyst, hvilke problemer der var forbundet<br />
med valget <strong>af</strong> placeringen. Det blev besluttet at rejse mindesmærket på<br />
en grund i en tr<strong>af</strong>ikeret udkant <strong>af</strong> byen, hvor ingen indbyggere normalt<br />
færdes. Resterne <strong>af</strong> Hitlers førerbunker ligger ganske nær, men på<br />
jordoverfladen er der ingen synlige spor efter Det Tredje Rige. Det fik<br />
kritikere til at kalde placeringen aldeles blottet for mening. Sikkert er<br />
det dog, at parkeringspladsen snart vil være pakket med turistbusser.<br />
Om den almindelig tysker også vil finde vej dertil er et åbent<br />
spørgsmål.<br />
Det sidste problem, der er blevet undersøgt, er udformningen <strong>af</strong><br />
mindesmærket. I denne debat gjorde fortalere for en ny<br />
mindesmærkekultur sig stærkt bemærkede. De anså et<br />
modmindesmærke, som kunne tematisere erindringen i sig selv og gøre<br />
plads for betragterens egen bearbejdning, for den eneste mulige<br />
løsning på udformningen <strong>af</strong> et mindesmærke for 6 mio. døde. Dette<br />
blev også resultatet, da valget faldt på Eisenmans ’Field of Memory’.<br />
Dette forslag leverer ikke en bestemt fortælling, men levner rum for<br />
114 Jeismann p. 274. Interview med Eisenman i FAZ 22-09-98.<br />
115 Niven p. 194.<br />
- 25 -
etragteren. Under jorden er der dog tilknyttet et informationscenter,<br />
hvor uoplyste besøgende kan lære om jødeudryddelsen.<br />
Konklusion og perspektivering<br />
Det er aldrig tidligere sket, at en stat har opført et mindesmærke over<br />
egne forbrydelser i sin hovedstad. Mindesmærker er historisk<br />
forbundet med magten og er sædvanligvis blevet opført for at mindes<br />
militære sejre og nederlag eller prominente historiske skikkelser. Ikke<br />
desto mindre har Tyskland nu rejst et mindesmærke over forfædrenes<br />
forbrydelser. Det kan kaldes blasfemi, både over for ofrene, de<br />
overlevende og efterkommerne, men også over for forfædrene.<br />
Omvendt kan det kaldes et kæmpe fremskridt, at en nation i dag<br />
bekender sig til sin blakkede fortid i en sådan grad, at den opfører et<br />
evigt minde derover i sit centrum.<br />
Undervejs er det ofte blevet fremhævet, at <strong>debatten</strong> om mindesmærket<br />
var vigtigere end selve mindesmærket. Med tiden blev det nærmest en<br />
kliché, men ikke desto mindre må man ikke undervurdere dette<br />
element. Gennem 17 år har mindesmærket gang på gang ryddet<br />
overskrifterne og bidraget til en fortsat bearbejdning <strong>af</strong><br />
nationalsocialismens forbrydelser. I skyggen <strong>af</strong> folkemordet udspillede<br />
sig desværre også undervejs en uhyggelig perverteret strid. Ikke<br />
sjældent forsøgte debattørerne overivrigt at <strong>af</strong>dække nationalistiske<br />
eller revisionistiske hensigter bag modstandernes argumenter. Især<br />
offergrupperne behandlede hinanden aldeles usmageligt.<br />
Nogle frygter, at Eisenmans mindesmærke bliver en Schlußstein.<br />
De fleste hævder, at dette ikke vil være tilfældet, og at Tyskland de<br />
næste mange år fortsat vil beskæftige sig med forfædrenes ugerninger.<br />
Sikkert er det, at de sidste øjenvidner til Anden Verdenskrig om lidt er<br />
borte, og at den levende biogr<strong>af</strong>iske overlevering derfor snart ikke<br />
længere vil finde sted. Fremover vil viden om ugerningerne<br />
udelukkende kunne opnås fra anden hånd. Måske kan et intelligent<br />
modmindesmærke netop bidrage til, at erindringen om forbrydelsen<br />
fortsat vil være levende for mennesker født efter 1945. Lige nu er det<br />
umuligt at vurdere, hvilken fremtidig rolle ”<strong>Denkmal</strong> <strong>für</strong> <strong>die</strong><br />
<strong>ermordeten</strong> <strong>Juden</strong> <strong>Europas</strong>” vil få. Meget <strong>af</strong>hænger <strong>af</strong>, hvorledes<br />
mindesmærket bliver anvendt. Vil almindelige tyskere komme forbi,<br />
eller bliver det blot en turistattraktion. Kan den sælsomme<br />
konstruktion fordre eftertanke, eller har kunsten vitterligt spillet fallit?<br />
Den østrigske forfatter Robert Musil sagde engang, at ”intet i<br />
verden er så usynligt som mindesmærker”. I tiden fra idéens<br />
undfangelse i 1988 til Forbundsdagens vedtagelse i 1999 blev der i<br />
Berlin opført 16 andre mindesmærker med relation til Holocaust og<br />
Anden Verdenskrig. 116 Fremtiden vil vise, om disse mange<br />
116 Heimrod p. 27-33. Kronologisk oversigt 1979-1999.<br />
- 26 -
mindesmærker sammen med Eisenmans blot bliver ligegyldige<br />
konturer i dagligdagens bybillede, eller om de vil kunne bidrage til<br />
fortsættelse <strong>af</strong> den evigt nødvendige diskussion om - ”hvordan kunne<br />
det ske?”<br />
Abstract<br />
The subject of this study is the intriguing origin of the recently<br />
inaugurated memorial in Berlin dedicated to the Jews murdered by the<br />
Nazis during their reign. The paper reveals the tortuous path from the<br />
presentation of the idea in 1988 until the resolution was passed in<br />
1999 to erect the memorial. It analyzes three great complexes involved<br />
in the construction of such a monument.<br />
First, it shows how the burden of the Holocaust was dealt with in<br />
West Germany and Israel. Due to Zionist ideals in Israel and<br />
widespread repression in West Germany, neither Jews nor Germans<br />
spoke about the crimes of National Socialism. However, in the 1980’s<br />
a greater awareness of the past spread at the grass-roots level. Taboos<br />
were broken and amidst these profound changes, the idea of a<br />
memorial for the murdered Jews came about.<br />
The proposal formulated by Lea Rosh in 1988 quickly gained wide<br />
support, but was opposed by many as well. The German gypsies<br />
protested vehemently against being excluded and an initiative fighting<br />
for a permanent exhibition about the crimes of Gestapo conflicted<br />
with the proposed erection of the memorial on the site of the former<br />
Gestapo-headquarter. These objections were overcome by the<br />
guarantee of the Bundestag to erect memorials to the other groups of<br />
victims and by moving the designated ground. An open competition<br />
was held in 1995 and resulted in more than 500 submissions. Most of<br />
the projects were immense and heavy-laden with Jewish symbols, both<br />
which were criticized fiercely. Consequently, none of the submissions<br />
were erected. Instead, public debates were held and two years <strong>af</strong>ter the<br />
outcome of a second competition, the new proposals included<br />
American architect Peter Eisenman’s countermonument ‘Field of<br />
Memory’. Chancellor Kohl immediately championed Eisenman’s<br />
project, but in 1998, the far more skeptical Social Democratic Party of<br />
Germany (SPD) won the election. Shortly <strong>af</strong>ter, a long-running debate<br />
about comparing and normalising the atrocities of the Third Reich<br />
exploded, and in that discourse, opposition to the monument became<br />
politically impossible. As a result, the decision to build Eisenman’s<br />
countermonument was passed in 1999 and in May 2005, the Field of<br />
Memory was inaugurated.<br />
Throughout the 17 years of debate, three questions attracted more<br />
attention than the rest and are thus <strong>analyse</strong>d in this paper. However,<br />
above all was the question over whom the memorial should be<br />
dedicated to. Should it be only the Jews, or should other victims of the<br />
- 27 -
Third Reich be included? This debate took place on two levels. First,<br />
the problem was discussed on basis of the National Socialist’s ideology<br />
and their historical treatment of the Jews and the gypsies. Second, the<br />
discussion referred to the discrimination of gypsies and homosexuals<br />
<strong>af</strong>ter the war and argued that now was the time to include everyone<br />
and tear down the hierarchy of victims. The outcome was a monument<br />
solely in remembrance of the Jews, but the decision was criticized<br />
intensely indicating a possible decline in discrimination.<br />
Another question posed was where to erect the monument as<br />
every location involved a frame of interpretation. What story should<br />
be told through the location? In the end, a site outside the old city<br />
centre and close to Hitler’s bunker was chosen. This triggered a heated<br />
debate about the responsibility for the Holocaust. Would a monument<br />
for the Jews on top of the Nazi-elite’s headquarter not acquit the<br />
normal Germans of the crimes committed by the Wehrmacht? Some<br />
suggested erecting the monument on the square in front of the<br />
parliament which bares the inscription “The German people”. This<br />
would have placed the guilt exclusively on the people, which again,<br />
would have been a ghastly mistake.<br />
The third and last question <strong>analyse</strong>d in the paper is how to design<br />
a monument to remember the 6 millions Jews killed. Monuments are<br />
traditionally connected to hegemony and power. This led many to<br />
denounce the capabilities of monuments when it comes to enormous<br />
catastrophes as the Holocaust. However, in the recent years younger<br />
artists have challenged the traditional monument and designed<br />
countermonuments. That is, monuments that do not convey a single<br />
story, but are open to the observer giving rise to personal reflection.<br />
Peter Eisenman’s Field of Memory contains these elements and it will be<br />
interesting to see how visitors will interact and reflect on the<br />
monuments’ space in the future.<br />
Some fear that this memorial will end the “coming to terms with<br />
the past” process in Germany. On the contrary, the 17 years of debate<br />
have caused a continual focus on the atrocities of the past. Meanwhile,<br />
16 other monuments have been erected in Berlin. This could possibly<br />
be too many and their life will rest in obscurity to be visited only by<br />
tourists. On the other hand, they could also be a constant source of<br />
reflection over the past and force their visitors to ask – “how could it<br />
happen?”<br />
- 28 -
Bibliogr<strong>af</strong>i<br />
Kilder<br />
Ikke-trykte<br />
http://fazarchiv.faz.net/webcgi?START=A20&DOKM=1079839_F<br />
AZ_0&WID=67233-3560225-81702_3 10-05-05.<br />
http://news.bbc.co.uk/1/hi/world/europe/4533463.stm 10-05-05.<br />
http://www.spiegel.de/politik/deutschland/0,1518,355437,00.html<br />
10-05-05.<br />
http://www.sueddeutsche.de/deutschland/artikel/834/52782 10-05-<br />
05.<br />
http://www.zdf.de 10-05-05. Videoklip med Salomon Korn interview.<br />
http://www.zeit.de/2005/19/eroeffn_mahnm 08-05-05.<br />
Trykte<br />
CULLEN, MICHAEL: Das Holocaust-Mahnmal. Dokumentation einer<br />
Debatte, Zürich 1999.<br />
HEIMROD, UTE; GÜNTER SCHLUSCHE & HORST<br />
SEFERENS: Der <strong>Denkmal</strong>streit - das <strong>Denkmal</strong>? Die Debatte um das<br />
"<strong>Denkmal</strong> <strong>für</strong> <strong>die</strong> <strong>ermordeten</strong> <strong>Juden</strong> <strong>Europas</strong>" Eine Dokumentation, Berlin<br />
1999.<br />
Information 07-11-03.<br />
JEISMANN, MICHAEL: Mahnmal Mitte. Eine Kontroverse, Köln 1999.<br />
Neuen Gesellsch<strong>af</strong>t <strong>für</strong> Bildende Kunst (udg.): Der Wettbewerb <strong>für</strong> das<br />
»<strong>Denkmal</strong> <strong>für</strong> <strong>die</strong> <strong>ermordeten</strong> <strong>Juden</strong> <strong>Europas</strong>«, Berlin 1995.<br />
Vejle Amts Folkeblad 09-03-04.<br />
Litteratur<br />
BLANGSTRUP, CHR. (red.): Berlin, Salomonsens Konversationsleksikon,<br />
bind III, 2. udgave, København 1915.<br />
CULLEN, MICHAEL: Der Reichstag. Im Spannungsfeld deutscher<br />
Geschichte, Berlin 1999.<br />
EHMANN, ANNEGRET: Kein Ort <strong>für</strong> Kaddisch?! Anmerkungen<br />
zum Mahnmalstreit, In: Gesellsch<strong>af</strong>t <strong>für</strong> Bildende Kunst (udg.), p. 31-36.<br />
ENEMARK, BIRGITTE: Holocaust eller heroisme?, NOTER, 153,<br />
2002, p. 19-24.<br />
ERIC JESEN, BERNARD: Historie – Livsverden og fag, København<br />
2003<br />
FEST, JOACHIM: Der Führerbunker, Deutsche Erinngerungsorte, bind I,<br />
München 2001.<br />
FEST, JOACHIM: Ragnarok. Hitler og Det Tredje Riges undergang,<br />
København 2003.<br />
FULBROOK, MARY: German National Identity <strong>af</strong>ter the Holocaust,<br />
Cambridge 1999.<br />
- 29 -
GILBERT, MARTIN: Auschwitz and the Allies, London 1981.<br />
HANSEN, CLIFF et al. (red.): Holocaust, Den Store Danske<br />
<strong>En</strong>cyklopædi på cd-rom, København 2004.<br />
JESSEN, JENS: Die Bewältigungsprofis, In: Neuen Gesellsch<strong>af</strong>t <strong>für</strong><br />
Bildende Kunst (udg.), p. 86-91.<br />
KATTAGO, SIOBHAN: Ambiguous Memory. The Nazi Past and German<br />
National Identity, Westport 2001.<br />
KIRCHOFF, HANS; HENNING POULSEN & AAGE<br />
TROMMER: Den 2. Verdenskrig 1939-1945, København 2002.<br />
KIRSCH, JAN-HOLGER: Nationaler Mythos oder historische Trauer. Der<br />
Streit um ein zentrales "Holocaust-Mahnmal" <strong>für</strong> <strong>die</strong> Berliner Republik,<br />
Köln 2003.<br />
KROME, SABINE: Mahnmal, Wahrig. Deutsches Wörterbuch, Gütersloh<br />
1997.<br />
LAMMERS, KARL CHRISTIAN: Holocaust i den historiske og<br />
kollektive erindring. Synet på og bevidstheden om det nazistiske<br />
Tysklands udryddelse <strong>af</strong> <strong>Europas</strong> jøder, NOTER, 153, 2002, p. 6-<br />
17.<br />
LAMMERS, KARL CHRISTIAN: Hovedstad Berlin 1871-2000. Magt<br />
monumenter og erindring, København 2000.<br />
NIVEN, BILL: Facing the Nazi Past. United Germany and the Legacy of the<br />
Third Reich, London 2002.<br />
POST, HANS CHRISTIAN: Det u<strong>af</strong>sluttelige, Weekendavisen, 28-01-<br />
05.<br />
REICHEL, PETER: Politik mit der Erinnerung. Gedächtnisorte im Streit um<br />
<strong>die</strong> nationalsozialistische Vergangenheit, München 1995<br />
ROSENFELD, GAVRIEL D.: The Controversy That Isn’t: The<br />
Debate over Daniel J. Goldhagen’s Hitlers Willing Executioners in<br />
Comparative Perspetive, Contemporary European History, 8, 2, 1999, p.<br />
249-273.<br />
SCHOENBERNER, GERHARD: Ein Mahnmal <strong>für</strong> alle NS-Opfer,<br />
In: Neuen Gesellsch<strong>af</strong>t <strong>für</strong> Bildende Kunst (udg.), p. 123-128.<br />
SELLING, JAN: Ur det förflutnas skuggor. Historiediskurs och nationalism i<br />
Tyskland 1990 2000, Stockholm 2004.<br />
STAVGINSKI, HANS-GEORG: Das Holocaust-<strong>Denkmal</strong>. Der Streit um<br />
das "<strong>Denkmal</strong> <strong>für</strong> <strong>die</strong> <strong>ermordeten</strong> <strong>Juden</strong> <strong>Europas</strong>" in Berlin (1988-1999),<br />
Paderborn 2002.<br />
STRANGE-HANSEN, ULLA: Fra Undergang til ”Der Untergang”.<br />
Kronologisk gennemgang <strong>af</strong> Vergangenheitsbewältigung i Bundes- og<br />
Berlinerrepublikken, København 2005. Upubliceret arbejdspapir.<br />
SØRENSEN, NILS ARNE: Holocaust, Gads Historieleksikon,<br />
København 2001.<br />
WIEDMER, CAROLINE: The Claims of Memory. Representation of the<br />
Holocaust in Contemporary Germany and France, London 1999.<br />
- 30 -
WIELENGA, FRISO: An inability to mourn? The German Federal<br />
Republic and the Nazi past, European Review 11, 4, 2003, p. 551-572.<br />
WISE, MICHAEL Z.: Capital Dilemma. Germany’s Search for a New<br />
Architecture of Democracy, New York 1998.<br />
YOUNG, JAMES E.: At Memory's Edge, Yale 2000.<br />
YOUNG, JAMES E.: The Texture of Memory, Yale 1993.<br />
YOUNG, JAMES E.: Writing and Rewriting the Holocaust. Narrative and<br />
the Consequences of Interpretation, Indianapolis 1990.<br />
Forkortelser<br />
BZ = Berliner Zeitung<br />
CDU = Christlich Demokratische Union Deutschlands<br />
DDR = Deutsche Demokratische Republik<br />
FAZ = Frankfurter Allgemeine Zeitung<br />
FR = Franfurter Rundschau<br />
SPD = Socialdemokratische Partei Deutschlands<br />
SZ = Süddeutsche Zeitung<br />
TAZ = Die Tageszeitung<br />
TSP = Tagesspiegel<br />
ZEIT = Die Zeit<br />
Bilag<br />
- 31 -
Change language