Notat - Finansministeriet

egningen af strukturel saldo og finanspolitisk holdbarhed, således at der ikke er
tale om bias i hverken den ene eller den anden retning.
Hvis der er asymmetri i konsekvenserne af usikkerheden – forstået på den måde,
at de økonomiske og politiske omkostninger ved eventuelle negative overraskelser
vurderes at være større end de tilsvarende gevinster ved eventuelle positive overraskelser
– kan der dog være argumenter for at anlægge forsigtige skøn for fx arbejdsudbudsvirkninger
af lavere skat.
Forsigtige skøn vil medføre, at positive adfærdsvirkninger i højere grad disponeres
hen ad vejen, når de realiseres, frem for med det samme. Omvendt kan dette
medføre en tendens til, at adfærdsgevinsterne i praksis i højere grad vil blive omsat
til at finansiere løbende ønsker og behov frem for at indgå i en samlet overordnet
prioritering, når en strukturreform besluttes.
Som nævnt afhænger det forudsatte finanspolitiske prioriteringsrum i den overordnede
økonomiske planlægning af de skønnede adfærdsvirkninger af den besluttede
politik. Der foretages løbende genberegninger af den strukturelle saldo og
den finanspolitiske holdbarhed, og hvis disse i praksis udvikler sig svagere end
forudsat, vil det indebære en stramning af den økonomiske politik, så den samlede
planlægning fortsat er i overensstemmelse med de centrale finanspolitiske mål.
1.3 Sammenhæng med centrale finanspolitiske mål og udvikling over tid
Beregningsprincipperne skal ses i sammenhæng med de centrale finanspolitiske
styringsmål, dvs. den strukturelle saldo frem mod 2020 og (mindst) finanspolitisk holdbarhed,
jf. bl.a. regeringsgrundlaget.
Fokus på udviklingen i den strukturelle saldo frem mod 2020 – herunder målene
om efterlevelse af EU-henstillingen frem mod 2013, undergrænsen for det strukturelle
underskud på højst 0,5 pct. af BNP, budgetloven samt målet om (mindst)
strukturel balance i 2020 – medfører krav om, at virkninger af den økonomiske
politik skal vurderes i hvert enkelt år frem mod 2020. Det sker primært i konjunkturvurderingerne
og de mellemfristede fremskrivninger, herunder i Konvergensprogrammet,
samt i forbindelse med større reformer.
Fokus på den finanspolitiske holdbarhed stiller endvidere krav om, at vurderingen
af politikændringer, hvis virkning på de offentlige finanser varierer over tid (dvs.
typisk skatte- eller strukturreformer), skal baseres på den ”varige virkning” efter
tilbageløb og adfærd, dvs. den reelle virkning på det finanspolitiske råderum på
længere sigt, jf. boks 2. Fokus på den varige virkning er disciplinerende blandt andet
i forhold til sikre mod, at tiltag med kortvarige positive virkninger på finanserne
bruges til permanente lempelser.
Side 7 af 39