Børn og forældre under pres - Servicestyrelsen

Børn og forældre 

under pres 

Rapport fra konferencen 

20. – 21. november 2003 

om børn af udviklingshæmmede forældre

Børn og forældre 

under pres 

Rapport fra konferencen 

20. – 21. november 2003 

om børn af udviklingshæmmede forældre

Børn og forældre under pres 

© 2004, Forfatterne og UFC Handicap 

Sproglig bearbejdning af konferencens indlæg: UFC Handicap 

Forsideillustration: Gunhold Rigmor Sørensen, Værestedet Perlens Kunstskole, Ålborg 

Tryk: Glumsø Bogtrykkeri A/s 

ISBN: 87-90930-27-4 

Oplag: 300 

Konferencerapporten er udgivet af : 

UFC Handicap 

Nørretorv 30,2. 

Postbox 220 

4100 Ringsted 

Telefon:57 67 46 46 

Telefax:57 67 08 22 

E-mail: ufch@ufch.dk 

www.ufch.dk 

Eftertryk er tilladt, med tydelig henvisning til de enkelte forfattere samt angivelse af kilden: 

UFC Handicap (2004), Børn og forældre under pres. 

Konferencerapporten kan downloades på www.ufch.dk 

2

Indhold 

Konferencen d. 20.-21. november 2003: Børn og forældre under pres 

Forord............................................................................................................................................................5 

Børns kamp for et godt liv v/Jytte Faureholm.......................................................................................6 

Historisk tilbageblik.....................................................................................................................................6 

Undersøgelsen om børns liv.........................................................................................................................9 

Belastninger ..............................................................................................................................................13 

Sårbarhed ..................................................................................................................................................15 

Modstandsdygtighed .................................................................................................................................18 

Konsekvenser.............................................................................................................................................19 

Perspektivering...........................................................................................................................................21 

Planche 1....................................................................................................................................................23 

Planche 2....................................................................................................................................................24 

Planche 3....................................................................................................................................................25 

Litteraturliste..............................................................................................................................................26 

Unge fortæller...........................................................................................................................................28 

Heidi...........................................................................................................................................................28 

Karina.........................................................................................................................................................31 

Palle............................................................................................................................................................34 

Udviklingshæmmede som forældre – myter og fakta v/ Anne Skov.........................................36 

Kort om undersøgelsen ..............................................................................................................................36 

Holdninger og handlinger ..........................................................................................................................38 

Forældreevne - forældrekompetence..........................................................................................................40 

Indsatsen før, under og efter.......................................................................................................................41 

Perspektivering...........................................................................................................................................45 

Litteratur og referencer ..............................................................................................................................47 

Forældre fortæller ..................................................................................................................................48 

Majken .......................................................................................................................................................48 

Berit............................................................................................................................................................51 

Marianne ....................................................................................................................................................53 

Integreringsgenerationens børn v/ Anders Gustavsson ....................................................................54 

Betydningen af kunnen ..............................................................................................................................54 

Tiltro og mistro ..........................................................................................................................................55 

Tiltro til kunnen .........................................................................................................................................57 

Et spørgsmål om holdning .........................................................................................................................58 

Planche 1....................................................................................................................................................61 

Udviklingshæmmede og deres børn v/ Maurice Feldman...............................................................62 

Janet og John Smith ...................................................................................................................................63 

Interaktionsmodel for forældreskab ...........................................................................................................64 

Stressende faktorer og den almene sundhedstilstand .................................................................................64 

Social støtte og netværk .............................................................................................................................66 

Vurdering af forældreomsorg.....................................................................................................................68 

Tjeklister ....................................................................................................................................................68 

Interaktion kan udvikles.............................................................................................................................72 

3

4 


Målgruppen................................................................................................................................................ 72 

Uddannelse af forældre.............................................................................................................................. 73 

Undervisningsstrategier ............................................................................................................................. 73 

Forældrekuponer........................................................................................................................................ 76 

Undervisning i samspil og interaktion ....................................................................................................... 76 

Selvorienteret læring.................................................................................................................................. 78 

Afrunding .................................................................................................................................................. 79 

Planche 1 ................................................................................................................................................... 80 

Planche 2 ................................................................................................................................................... 80 

Planche 3 ................................................................................................................................................... 81 

Planche 4 ................................................................................................................................................... 81 

Planche 5 ................................................................................................................................................... 82 

Planche 6 ................................................................................................................................................... 82 

Planche 7 ................................................................................................................................................... 83 

Selected articles by M. Feldman................................................................................................................ 84 

Deltagere på konferencen........................................................................................................................ 85

Forord 


Konferencen Børn og forældre under pres blev af holdt i forbindelse med Det Europæiske Handicapår 

2003. Det var konferencens mål, at bidrage til en kvalificering af indsatsen i familier, hvor 

en eller begge forældre er udviklingshæmmet. I den sammenhæng blev den nyeste danske og internationale 

viden om temaet præsenteret. 

Det forsknings – og udviklingsarbejde, som blev fremlagt på konferencen, gør op med mange af de 

myter, som gennem årene har præget den offentlige diskussion. I medierne præsenteres problemet 

ofte som et valg mellem barnets tarv eller forældrenes ret. 

Forskningen viser, at disse to hensyn kan forenes, og at udviklingshæmning hos en eller begge 

forældre ikke i sig selv er en barrierer herfor. En række andre faktorer har tilsyneladende langt 

større betydning. Indlæggene på konferencen pegede bl.a. på: 

børn og unge bør altid inddrages, når støtten i den enkelte familie skal fastlægges 

støttende netværk bør i langt højere grad inddrages i den samlede vurdering af familien 

familierne bør som udgangspunkt mødes med tiltro frem for mistro 

måden, hvorpå hjælpen bliver givet, er langt væsentligere end omfanget af støtten 

de professionelle har brug for faglige redskaber i arbejdet med familierne 

der er behov for udvikling af informations – og vejledningsmateriale til familierne 

der skal arbejdes langt mere systematisk med metoder til udvikling af forældrekompetence 

der er brug for en styrkelse af den koordinerede indsats. 

På konferencen var det tankevækkende, at høre tre unges meget personlige fortællinger om deres 

barndom og opvækst. Deres oplevelser understreger behovet for en styrket indsats indenfor familiens 

rammer. Forskning fra andre lande dokumenterer, at det med den nødvendige støtte til familien 

er muligt, at undgå mange anbringelser uden for eget hjem. 

De mange spændende indlæg er samlet i denne konferencerapport – vi håber den vil være til inspiration 

i det videre arbejde. Konferencen d. 20. – 21. november 2003 blev arrangeret i et samarbejde 

mellem Socialministeriet og UFC Handicap 1 . 

Marts 2004 

Fuldmægtig Gunvør Munch 

Centerleder Sissel Lindgaard 

1 Formidlingscenter Øst indtil 1. januar 2004 

5

6 


Børns kamp for et godt liv 2 

Af cand.psyk. Jytte Faureholm 

Jeg har kaldt mit oplæg for ”Børns kamp for et godt liv”. Titlen illustrerer en tro på, at børn er aktivt 

skabende individer med en robusthed og nogle kræfter i sig, som vi må skønne på. Barnets 

egne drivkræfter er måske især vigtige at være opmærksomme på, når det handler om de børn og 

unge, som jeg skal tale om i dag. Oplægget tager afsæt i en undersøgelse af børn, som har en mor 

med diagnosen, udviklingshæmmet. For de fleste af disse børn har det været nødvendigt at kæmpe 

- at mobilisere egen styrke og modstandsdygtighed for at modstå de odds, som følger af forældrenes 

handicap og omgivelsernes stempling af deres familie. 

Historisk tilbageblik 

Konferencens tema er indlejret i en periode i den danske lovgivningshistorie, der uundgåeligt har 

påvirket og fortsat vil påvirke vor holdning til, om udviklingshæmmede har eller kan udvikle tilstrækkelige 

forældreegenskaber til at kunne tage vare på et barns behov. 

Når jeg fremdrager den historiske dimension i forhold til dagens emne, er det fordi min analyse af 

mediernes dækning af temaet de sidste 10 år, viser et påfaldende sammenfald med de synspunkter, 

der gjorde sig gældende i 1930èrne, hvor samfundet foretog racediskriminerende tiltag i forhold 

til kvinder, der var åndssvage i lettere grad (udviklingshæmmede). Uden forskningsmæssigt belæg 

om børn af mødre, der var lettere åndssvag, mente det daværende videnskabelige forum, at børnenes 

arvelige og miljømæssige vilkår ville belaste samfundet i økonomisk henseende og i fremtiden 

forringe befolkningskvaliteten. Samfundet måtte derfor indrettes på en måde, som forhindrede 

mangfoldiggørelse af landets ”undermålere” og ”minusmennesker”. 

I 1934 blev der således indført en tvangssterilisationslov, der skulle forhindre udviklingshæmmede 

i at få børn. Muligheden for tvangsindgreb blev formelt opretholdt indtil ophævelsen af denne lov i 

1967. Det er uomtvisteligt, at den eugeniske videnskab og det politiske spil omkring indførelsen af 

socialreformen var med til at danne grundlag for udformningen af tvangsbestemmelser for kommunernes 

indberetning af åndssvage, internering og sterilisering af åndssvage. 

I perioden fra sidst i 50erne til sidst i 80erne var der relativt stille i den offentlige debat om begrænsning 

af udviklingshæmmedes muligheder for at reproducere sig. Muligvis har indførelsen af 

den nye særforsorgslov i 1959 dæmpet 30ernes inhumane og racehygiejniske holdning til åndssvage. 

Med 1959-loven blev normaliseringsbegrebet introduceret. Det stillede krav til, at vi skulle 

ændre vores holdning til og forståelse af udviklingshæmmede. Ideologien bag den nye åndssvagelov 

var en pendant til tankemodellen bag velfærdsstaten – en demokratiseringsproces, som var i 

stærk udvikling i årene fra midt i 50èrne og fremefter. 

Udviklingshæmmede skulle fremover respekteres og anerkendes som samfundsegnede borgere og 

være socialt ligeberettigede. På en række områder har denne anerkendelse dog først sat sig igennem 

i nyere tid. Først efter 1989 (lov nr. 209) blev det legalt for udviklingshæmmede at gifte sig 

uden at skulle have tilladelse af de offentlige myndigheder. 

2 I Jytte Faureholms foredrag er indarbejdet en betydelig del af de anvendte plancher på konferencen.


Lovgivningskomplekset om udviklingshæmmedes vilkår fra 1959 og fremefter har gradvist påvirket 

de professionelle behandlere og samfundets mangeartede institutioner. Loven af 1959 fremtvang 

holdningsændringer blandt de professionelle og generelt i befolkningen, ikke mindst på 

grund af afsløringer af de umenneskelige vilkår, som udviklingshæmmede havde levet under på 

institutionerne. Ophævelsen af sterilisationslovgivningen af åndssvage gav ligeledes anledning til 

megen eftertanke. Mere end 11.000 kvinder var blevet tvangssteriliseret. Eftertiden har vist, at 

mange af dem var fejldiagnosticeret. 

Meget har imidlertid ændret sig i de forløbne år. Bistandsloven (1976), udflytning af særforsorgen 

fra Staten til amterne (1980) og Servicelovens bestemmelser om ophævelse af institutionsbegrebet 

(1998) er tydelige lovgivningsmæssige tegn på, at Danmark har søgt at efterleve FN`s standardregler 

om lige muligheder for handicappede. 

Debatten om børnene og forældrene 

I Danmark er vi stadigvæk urolige over, at udviklingshæmmede stifter familie og får børn. Det afslører 

debatten, der siden 1990èrne har bølget frem og tilbage om udviklingshæmmedes egnethed 

som forældre. Medierne har i perioder bragt dramatiske hændelser om familier med overskrifter 

som: 

”Evnesvage mennesker skal helst steriliseres” – ”Børnene ender som tabere, simpelthen 

fordi forældrene ikke har den forstand, der skal til for at tage vare på et 

barn”. 

”Børn kan ikke tage vare på børn” er et de sidst fremførte argumenter og begrundelser for målrettet 

at modvirke, at der sker en stigning i antallet af udviklingshæmmede, der bliver forældre. Familierne 

er udgiftstunge ”sager” i forvaltningen og effekten af omfattende foranstaltninger synes at 

være for ringe. 

Diskursen kredser om forældrenes forstandshandicap, der kan betragtes som en slags fordomsprofil, 

der i flg. Løchen defineres som det mønster af myter, fordomme og misforståelser, der er tilknyttet 

til det enkelte handicap” (Hanne Krogstrup, 1999:15). De oftest anvendte begreber om 

forældrene er: uegnede eller måske egnede som forældre. Karakteristikken: ingen forældreevne – 

er en hyppigt anvendt beskrivelse af forældrene, efter myndighederne har undersøgt og vurderet 

forældrekompetencen hos udviklingshæmmede. 

At der er tale om en fordomsprofil i forbindelse med mødre, der er udviklingshæmmede, er for nylig 

blevet dokumenteret i en undersøgelse om socialforvaltningernes vurderinger i børnesager. Undersøgelsen 

konkluderer bl.a., at de problemstillinger, som sagsbehandlerne vurderer mest alvorligt, 

målt på deres tilbøjelighed til at anbringe børnene, er henholdsvis unges voldelige adfærd eller 

opvækst hos en udviklingshæmmet mor. Argumentet for den faglige holdning til den udviklingshæmmede 

moder er først og fremmest, at moderens forandringskapacitet er for ringe som følge af 

hendes intellektuelle retardering. 

Ni ud af ti sagsbehandlere i undersøgelsen anbefaler, at barnet anbringes uden for hjemmet og en 

relativ stor del af sagsbehandlerne foreslår en tvangsanbringelse, ”hvilket indikerer, at en udviklingshæmmet 

mor betragtes som skadelig for barnet” (Egelund & Thomsen, 2002:155). Sagsbehandlerne 

tillægger forstandshandicappet stor betydning, ”om end flere sagsbehandlere siger 

7

8 


spontant, at de har usikker viden om udviklingshæmningens konsekvenser for evnen til at opdrage 

et barn.” (ibid.:118) 

Med baggrund i Egelunds og Thomsens undersøgelse er det ikke overraskende, når den aktuelle 

undersøgelse fra Formidlingscenter Øst konstaterer, at 44 % af børnene fra nævnte familier er anbragt 

uden for hjemmet. (jf. Anne Skov og Ulla Henningsen, 2001: Udviklingshæmmede som forældre) 

I min landsdækkende undersøgelse fra 1994 var 26 % af børnene anbragt uden for hjemmet. Inden 

for de sidste ti år er anbringelsestallet for disse børn steget med 20 %. Der synes at være en vis 

overensstemmelse mellem anbringelsestallene og sagsbehandlernes fordomsprofil af udviklingshæmmedes 

egnethed som forældre. 

I den forbindelse skal det bemærkes, at de fleste internationale forskere er enige om, at det ikke er 

det intellektuelle handicap, som er afgørende for, at udviklingshæmmede på forsvarlig vis kan tage 

vare på et barns opvækst. (jf. den internationale forskning) 

En række faktorer viser sig at være hindrende for udviklingshæmmedes muligheder for at kunne 

fungere adækvat som forældre. Klientgørelse, social devaluering og miljøets udstødningsmekanismer 

er eksempler på virksomme stigma, der dagligt møder familierne. 

Som I vil erfare fra professor Maurice Feldman 3 , kan mange forældre, der er diagnosticerede som 

udviklingshæmmede profitere af kvalificerede støtteforanstaltninger, fungere tilfredsstillende og 

dermed tage vare på, at deres børn bliver tilgodeset udviklingsmæssigt. 

I de sidste år er der i diskursen om udviklingshæmmede som forældre tilsyneladende sket et fokusskift. 

Nu er det ikke så udpræget forældrene, men børnene man bekymrer sig om. Børnene bliver 

diagnosticeret som risikobørn og bliver betragtet som truet i deres udvikling, som følge af deres 

biologiske baggrund og opvækst hos forældre med et intellektuelt handicap. 

Selvom diskursen vidner om, at det er børnenes formodede fejludvikling, der i talesættes som det 

centrale og afgørende fokusfelt, så afslører forskningen, at det reelt er moderens (ikke faderens) og 

ikke børnenes vanskeligheder, der bekymrer den professionelle. 

Det tilsyneladende fokusskift fra forældre til børn, har hidtil haft ringe indflydelse på både praktikken 

i det sociale arbejde og forskningen. Eksempelvis findes der yderst begrænset forskning om 

børnene. De fleste undersøgelser bygger på samples af førskolebørn – og da ofte af børn fra 0–3 år, 

der på grund af vanrøgt, mishandling og lignende er under myndighedernes bevågenhed og behandling. 

Hverken nationalt eller internationalt er der udført undersøgelser, der har fulgt børn 

igennem flere år. 

Interessen for børnenes sociale og følelsesmæssige udvikling har ikke haft forskningsmæssig interesse 

før midt i 1990èrne. Undersøgelser af børnenes velfærd har indtil da koncentreret sig mest 

om børnenes intellektuelle udvikling, – en interesse, der måske kan forklares ved, at et historisk efterslæb 

gør sig gældende – et efterslæb præget af datidens eugeniske tænkning og videnskab. Desuden 

er det operativt mere enkelt at fortage undersøgelser, der har det intellektuelle funktionsniveau 

som parameter sammenlignet med undersøgelser, der omfatter barnets sociale og følelsesmæssige 

udvikling. 

3 Der henvises til Feldmans foredrag ’Udviklingshæmmede og deres børn’


Den mest omfattende undersøgelse af børnenes intellektuelle udvikling blev foretaget i 1965 af 

Reed & Reed. Det var en epistemologisk undersøgelse af mere end 7000 børn. Undersøgelsen pegede 

på, at når begge forældre havde en normal intelligens, var kun 1 % af børnene udviklingshæmmede 

i moderat eller svær grad. Når en af forældrene var udviklingshæmmet (især moderen), 

steg procenten til 15 og procenten steg yderligere til 40, når begge forældrene var udviklingshæmmede. 

Der er stor overensstemmelse mellem resultaterne fra den danske landsdækkende undersøgelse 

(Faureholm, 1994) og undersøgelsen foretaget af Reed & Reed i 1965. 

Trods tilfældig sammensætning af udvalget af børn i den kvalitative undersøgelse, viste den faktuelle 

del af resultaterne, at 3 ud af de 20 unge, som blev geninterviewet i 2003, hvilket svarer til 15 

%, må betragtes som udviklingshæmmet i lettere grad. 

Hovedsynspunkterne, der fremføres i tidens diskurs om børnene fra nævnte familier, kan sammenfattes 

i følgende betragtninger: 

børnenes generelle velfærd er truet 

børnene får det sværere med alderen 

børnene drilles på grund af deres forældre (mor) 

børnene tager magten fra deres forældre 

børnene socialiseres ind i en klientlivsform 

børnene tager afstand fra deres forældre, når de bliver ældre. 

Undersøgelsen om børns liv 

I den undersøgelse, jeg er ganske tæt på at afslutte, har jeg fulgt en gruppe børn gennem 10 år. Jeg 

har interviewet dem, da de var 8-12 år, og igen da de var 18-22 år. Undersøgelsen er udført med 

henblik på at beskrive og dokumentere, hvordan børnene selv oplever og erfarer at være barn i en 

familie, hvor mor og/eller far betragtes som udviklingshæmmede. 

De første interview med børnene blev foretaget i starten af 90erne og indgik i undersøgelsen, der 

blev publiceret i 1994 (”Duèr udviklingshæmmede som forældre”). I undersøgelsen indgik i alt 

402 familier, der tilsammen havde 643 børn. Ca. 75 % af mødrene havde en diagnose, der betegnes 

som udviklingshæmmet i lettere grad. I spørgeskemaerne, som sagsbehandlerne besvarede, beskrives 

12,5 % af børnene som udviklingshæmmede. Herudover var der blandt de 643 børn, nogle 

der havde mere enkeltstående vanskeligheder, mens andre havde en kombination af to eller flere 

handicap. De forskellige former for vanskeligheder fordelte sig på følgende måde: 

22 % havde sproglige vanskeligheder 

12 % havde motoriske vanskeligheder 

16 % havde kognitive vanskeligheder 

21 % havde emotionelle vanskeligheder 

26 % havde sociale vanskeligheder. 

9

10 


Vanskeligheder omkring social kompetence er tilsyneladende de mest alvorlige for børnene. Udover 

spørgeskemaer til sagsbehandlerne blev der bl.a. gennemført interview med 23 børn fra 19 

familier. Interviewene med børnene fik overvejende karakter af samtaler om: hvad de havde fået 

hjælp til under deres opvækst og hvilke erfaringer de havde med hjælpeindsatsen; hvad de havde 

manglet af hjælp; deres relationer til forældrene, søskende og netværk i øvrigt; deres erfaringer 

med skolelivet, fritidslivet og kammerater. 

Interviewene af børnene blev fulgt op i 1997-98, hvor jeg gennemførte telefoninterview med de 

sagsbehandlere, som havde direkte kontakt med de familier og børn, som jeg havde mødt fem år 

tidligere. Formålet med interviewene var at indsamle viden om børnenes aktuelle livssituation, og 

hvilke tilknytning de sociale myndigheder havde haft til barnet de foregående 5 år. 

Det er denne gruppe af børn – nu unge mennesker - jeg har interviewet igen i 2003. Desværre har 

ikke alle ønsket at deltage. I alt er 20 unge mennesker blevet geninterviewet. 

Kort sammendrag fra interviewene af børnene i 1994 

Mobning var et stort problem for mange af børnene. Enkelte blev mobbet på grund af deres forældre. 

Mobningen var især markant for børn, der havde indlæringsvanskeligheder, hvadenten de gik i 

den lokale folkeskole eller fik undervisning på en specialskole. 

halvdelen af børnene savnede at have kammerater 

mange børn var tæt knyttet til deres bedsteforældre og øvrige medlemmer af slægten 

ingen gav udtryk for, at de var flove over deres forældre 

børnene var ikke i tvivl om hvem, der bestemte i hjemmet 

de fleste af børnene blev trøstet af deres mor, når de var kede af det 

børnene kunne ikke huske navnet på familiens socialrådgiver og kunne ikke beskrive hende 

hjemmehosseren kendte de ved navn, og de fleste havde tillid til hende 

børnene var glade for deres aflastningsfamilier 

lidt under halvdelen af børnene kunne ikke lide at gå i skole 

de tre anbragte børn havde massive vanskeligheder i forhold til sig selv, plejefamilien, institutionen 

og deres forældre 

tolv af børnene gav en positiv beskrivelse af sig selv og deres hverdag. 

Fem år efter 

På baggrund af interview med sagsbehandlerne fem år efter var hovedkonklusionen: 

13 af de unge lever en tilværelse, som overvejende kan beskrives med positive termer. De har ifølge 

sagsbehandlerne et stabilt og kærligt hjem med tætte og varme relationer til slægt og venner. De 

er gode til at begå sig blandt kammerater, og beskrives som modne, selvstændige og harmoniske. 

De er enten i arbejde, har fået læreplads eller fortsætter deres skolegang på en efterskole. Flere af 

dem opsøger beskæftigelse i deres fritid. Det kan være at spille på et instrument, at reparere knal-


lerter, gå med aviser etc. Nogle beskrives som ”seje” og har ”gå-på-mod”. Ti ud af de tretten unge 

har i varieret omfang haft kontinuerlig støtte via socialforvaltningen. 

12 af undersøgelsens unge har omfattende vanskeligheder og det er markant for de syv unge, der er 

udviklingshæmmede i lettere grad. For dem er mobning fortsat et alvorligt problem. Flere af forældrene 

har i flere år afvist at tage imod hjælp. Fem unge, hvoraf to er udviklingshæmmede, er anbragte 

udenfor hjemmet. Flere fædre har fysiske og/eller psykiske vanskeligheder. Ifølge sagsbehandlerne 

har der ikke været en kontinuerlig indsats fra myndighedernes side i forhold til disse unge. 

Sammenfattende har 13 af de unge mennesker en hverdag, som det offentlige betragtede som tilfredsstillende. 

Mens den anden halvdel havde omfattende vanskeligheder. 

Om undersøgelsen fra 2003 

Det er ofte opfattelsen, at børnene får det sværere i hjemmet i takt med, at de bliver ældre: Børnene 

drilles på grund af deres forældre. Børnene tager magten fra deres forældre. Børnene socialiseres 

ind i en klientlivsform. Børnene tager afstand fra deres forældre når børnene bliver ældre. Interviewene 

kan både bekræfte og afkræfte flere af disse udsagn. Det samlede billede af de unge viser 

sig at være ganske nuanceret. 

Mødet med de unge 

De fleste af de unge mennesker var interesserede i at deltage i undersøgelsen og en af dem sagde: 

”Hvor er det dog dejligt, at jeg ikke er glemt. Tænk, at du kommer her, og vil snakke 

med mig igen.” 

Nogle få af de unge mennesker afviste at deltage i undersøgelsen. Der var bl.a. en ung kvinde, 

som sagde: 

”Jeg vil ikke være med i noget. Jeg har det godt med min kæreste. Jeg vil ikke have 

noget med kommunen at gøre, jeg vil klare mig uden deres indblanding.” 

En ung mand, der havde følt sig forfulgt lige siden interviewet for 10 år siden, var særdeles afvisende 

og sagde: 

”Det har forfulgt mig lige siden. De er bare efter mig. De tror, jeg er dum, og så skulle 

jeg psykotestes. Det skal alle de andre ikke, men det forlangte kommunen. Jeg startede 

i malerlære og går på teknisk skole. I tv-udsendelsen sagde I, at min mor er udviklingshæmmet, 

og hun er ganske normal.” 

En anden, som jeg mødte udenfor gadedøren, så meget fortvivlet ud: 

”Jeg vil slet ikke tale om mit liv. Det er svært det hele.” 

Den unge mand er siden blevet indlagt på psykiatrisk afdeling. De andre unge har været positive 

og velvilligt deltaget undersøgelsen. Mange af dem tog imod invitationen til at deltage i et møde, 

hvor resultaterne fra undersøgelsen blev fremlagt. 

11

12 


Model for analyse af interview 

Som grundlag for bearbejdning af interviewene har jeg anvendt en model, som jeg kalder 

mestringsmodellen 4 . Den er inspireret af Per Schultz Jørgensens analysemodel fra bogen ”Risikobørn, 

hvem er de – hvad gør vi?” Modellen taget afsæt i, at børnene har været underlagt større eller 

mindre belastninger gennem deres opvækst. Alle har modtaget hjælp fra det offentlige, så det må 

formodes, at forvaltningens undersøgelse af barnet har godtgjort, at barnet har haft brug for støtteforanstaltninger. 

De fleste af de unge fra undersøgelsen har været relativt udsatte og sårbare gennem 

det meste af deres barndom, hvilket har fået konsekvenser for deres nuværende voksenliv. 

Mere end halvdelen af de unge har mobiliseret en sådan grad af modstandsdygtighed, at de har 

formået at skabe, hvad man kan betegne som et godt liv med arbejde, uddannelse, kæreste og positive 

relationer til deres forældre, slægt og andet netværk. 

Mestringsmodellen er bygget op om 4 hovedområder: belastning, sårbarhed, modstandsdygtighed 

og konsekvenser. Af tidsmæssige grunde har jeg i dag udvalgt enkelte begreber fra de fire hovedområder, 

der indfanger væsentlige udviklingsaspekter med tilknytning til den unges hverdagsliv 

internt i familien og erfaringerne fra livet uden for familien i skolen og blandt kammerater og på 

andre betydningsfulde arenaer. Desuden vil de unges nutidige livssituation kunne karakteriseres 

via modellens hovedbegreber. Det er i øvrigt vigtigt at understrege, at de unge endnu ikke kan betragtes 

som voksne. De befinder sig fortsat i en udviklingsmæssig brydningstid, hvor så meget i 

tilværelsen endnu er i sin vorden. 

Faktuelt om de unge 

Men først nogle få faktuelle 5 oplysninger om de unge mennesker: 

der er to kvinder, som ikke har gennemført et skoleforløb. De er gået ud af ottende klasse, 

og ønsker ikke længere at gå i skole. 

der er fem unge mennesker, der har fået massiv specialundervisning 

tolv af de unge har taget afgangsprøven fra 9. klasse 

der er syv unge, der har været på efterskole, hvilket har været en meget positiv oplevelse 

to af de unge har taget en gymnasial uddannelse 

seks af de unge er under uddannelse og fem er i arbejde 

en af kvinderne har fået et barn og hun er på barsel 

en kvinde har et barn på tre år, som er anbragt uden for hjemmet 

en kvinde har et barn, hun er gravid igen 

en kvinde har fået to børn og er gravid igen 

en kvinde er meget syg, og har svært ved overhovedet at være i aktivering 

en kvinde går på voksenskole. 

4 se planche 1 

5 se planche 2 og 3


Der tegner sig et ret positivt billede af de unge mænd, hvor flertallet er i arbejde eller under uddannelse. 

Det ser ganske anderledes ud med de unge kvinder. Mange har ikke gennemført 9 års 

skolegang og derfor ikke bestået folkeskolens afgangsprøve eller begyndt et uddannelsesforløb. 

Som det fremgår af skemaet er flere af kvinderne blevet mor i en ung alder. To af mødrene har deres 

barn anbragt uden for hjemmet. 

Hvis dét at være i uddannelse eller have arbejde betyder, at man har en rimeligt godt liv, så kan en 

del af kvinderne gå en bekymrende fremtid i møde! Ellers kan man sige: 

ingen af de unge er involveret i kriminalitet 

ingen er misbrugere 

bortset fra en af de unge kvinder har de fleste tætte og positive relationer til deres forældre 

tolv af de unge har etableret sig i egen bolig 

over halvdelen har venner og kærester. 

Endelig vil jeg kort fortælle om dem, der har været anbragt uden for hjemmet i løbet af deres opvækst 

eller været i regelmæssig aflastningsfamilie. En ung mand har siden sit tredje leveår været i 

aflastning, og senere boet i mange (15) forskellige former for institutioner og plejefamilier. En anden 

ung mand har boet i to forskellige plejefamilier fra sit femte leveår og boede ca. ti år i den sidste 

plejefamilie. En tredje ung mand har boet i forskellige plejefamilier fra sit ottende leveår. Det 

er karakteristisk for alle de tre unge mænd, at de ofte nævner, at de har savnet deres mor og generelt 

er af den opfattelse, at det ikke havde været nødvendigt at blive anbragt. Ingen af de tre unge 

mænd har i dag forbindelse til anbringelsesstedet. 

En af de unge kvinder kom i familiepleje som tolvårig og har fra hun fyldte fjorten boet på forskellige 

institutioner. Hun flakker nu omkring og er klient på fjerde år. To andre unge kvinder har været 

i familiepleje i ca. to år. De har ingen kontakt med disse familier og har negative beskrivelser af 

døgnplejen uden for hjemmet. 

I modsætning til de unge mennesker, der har været døgnanbragt i to eller flere år, har de fire unge 

mænd, som regelmæssigt gennem mange år kun har været tilknyttet en aflastningsfamilie, stadigvæk 

en positiv kontakt til deres aflastningsfamilie. 

I resten af mit oplæg vil jeg uddybe aspekter af de unges liv med teoretisk baggrund i 

mestringsmodellen. 

Belastninger – det første hovedaspekt 

I tilknytning til dette aspekt vil jeg præsentere tre begreber: social devaluering – stempling/ stigmatisering 

– afhængighed af hjælp. 

Social devaluering 

Forældre, der er udviklingshæmmede, kan iflg. hele undersøgelsesmaterialet beskrives ved relationsbegrebet 

social devaluering, som forbinder forældrenes egenopfattelse og omgivelsernes relationer 

til forældrene. 

13

14 


”En person, der befinder sig i en social devalueringsproces, bliver nedvurderet, negativt 

værdsat og tildelt en mindreværdig plads i samfundet. Den pågældendes egenskaber 

eller særtræk er mærkbar anderledes og vurderes som mangelfulde – og ikke i 

overensstemmelse med en accepteret standard.” (Kristsjana Kristensen, 1993:42) 

Forældre, der er udviklingshæmmede, betragtes ofte kollektivt af samfundet som en ensartet og 

devalueret gruppe med hensyn til forældreskab. (jf. Egelund et al, 2002) 

Familien og børnene risikerer dermed at blive placeret i en rolle, som har devalueret identitet og 

status og med tilsvarende negative forventninger rettet mod sig. 

Hvad siger de unge her: 

”Vi føler os tre (mor, far og den unge), at vi er blevet skubbet lidt uden for familien, 

fordi vi ikke gad det overklassehalløj. Så har vi sagt OK – så passer de sig selv og så 

passer vi os selv. Det er måske nok – det er ikke en tanke, jeg har haft før– det har jeg 

ikke spekuleret over, men jeg ved, at min mor har nogle vanskeligheder og hun kan 

godt hurtig blive sur over ingen ting, men det har hun lært at styre meget Nu er hun 

ved at kunne tingene rimelig godt.” 

”Jeg tror såmænd, at de ser ned på min mor på en eller anden måde, måske uden 

egentlig at erkende det, for de er jo også meget glade for hende. Men jeg tror også, at 

de er flove over hende et eller andet sted – pinligt berørt over hende. Men hun er også 

et meget mere varmt menneske i forhold til dem - meget mere umiddelbar og mere 

følelsesladet end de er.” 

Stempling 

Afvigeren ”brændemærkes” – og det oplever de unge under deres opvækst. Familien stemples og 

udsættes for et socialt tryk som følge af dens lave position. Stigmatiseringen erfares som en afvigelse 

fra normen – på baggrund af en definition og diagnose, der er udformet og afgivet i overensstemmelse 

med myndighedernes og omgivelsernes opfattelse af forældrene og familien som helhed, 

hvilket vanskeliggør en tilpasning til et almindeligt hverdagsliv. 

Hvad siger de unge: 

”Jeg kan huske, at når folk har spurgt til min mor, så har jeg ofte refereret til min 

plejefamilie. Det har jeg gjort. Om det har været fordi, jeg var flov? Jeg gør det stadigvæk.” 

”Jamen, jeg har altid været ked af det, for jeg har altid ønsket mig en ganske almindelig 

mor. Men altså stadigvæk, så har jeg da altid været glad for min mor. Hun ligner 

en ganske almindelig mor. Men det er bare det, hun tænker ikke som et normalt 

menneske.” 

”Har du været flov over din mor?” - ”Ja, på nogle områder. Over for kammerater. 

Sådan har jeg altid haft det. Flov. De andre har haft en rigtig mor, der altid har været 

der. Mor har altid været lidt bag efter.”

Afhængighed 


I det traditionelle sociale arbejde er den ulige rolle- og magtfordeling imellem sagsbehandler og 

klient indbygget i socialforvaltningens måde at organisere arbejdet på. 

Mødrene i de unge menneskers familier er alle førtidspensioneret med baggrund i deres intellektuelle 

handicap og tildelt en livsvarig klientrolle. Kun få af fædrene har ansættelse på det almindelige 

arbejdsmarked, og familierne er derfor afhængige af den økonomiske bistand, som det offentlige 

kan tilbyde dem. Familien er dermed på godt og ondt placeret i en afhængighedsskabt position, 

der socialøkonomisk og psykisk kan gøre familiemedlemmerne sårbare i forhold til omgivelserne 

og i en selvopfattelse som mindreværdige borgere i samfundet. 

Klientrollen kan få dybtgående psykisk effekt, da offentlige støtteforanstaltninger og tilbud vil være 

forbundet med både hjælp og kontrol. Et tilbud om hjælp er altid forbundet med tilsyn 

(Beldring, 1992), og den enkeltes autonomi vil derfor være svækket. 

Fem af de unge kvinder i undersøgelsen har i flere år været tilknyttet socialforvaltningen som klienter. 

De har ikke haft arbejde, er ikke under uddannelse eller i aktivering og lever af kontanthjælp. 


”Jeg er tryg ved min sagsbehandler. Hun har kendt mig rimeligt længe. Faktisk i 

længere tid end du har. Vi har da haft vore uenigheder, men vi har da fået løst det 

godt. Selvom jeg kan blive gal på hende og bande hende langt væk, er jeg tryg ved 

hende – og havde jeg ikke været det, så var vi heller ikke kommet så langt som nu” 

”Jeg kan huske, at jeg overhovedet ikke brød mig om hende. Jeg kan tydeligt huske, 

at jeg råbte ad hende. Hun sagde et eller andet surt eller dumt til min mor. Jeg kunne 

slet ikke lide hende. Vi havde ikke noget særlig godt forhold til hende. Der var et eller 

andet ved hende. Jeg tror, at det var noget med, at hun talte nedladende til os og 

mor.” 

”Jeg blev tit kontrolleret i skolen på den måde, at de spurgte mig, hvordan jeg havde 

det – hvordan går det derhjemme. Det oplevede jeg som kontrol. Kommunen kæmpede 

for at få mig fjernet, men hele min familie kom op at køre. Den første hjemmehjælper 

holdt møder bag vores ryg og kommunen prøvede så fjernelse en gang til. De 

overvågede stadigvæk, men de stoppede, da de opdagede, at jeg godt kan selv. Nu kan 

jeg selv vælge mine veje, hvad jeg selv vil, og det har jeg også fået lov til.” 

Sårbarhed – det andet hovedaspekt 

Sårbarhed kan defineres ved en tilstand, hvor risikofaktorerne vejer tungere end mestringsfaktorerne. 

Denne tilstand øger sandsynligheden for yderligere problemudvikling. (Terje Ogden, 1995: 

51) 

Et liv, der er præget af sårbarhed kan beskrives som en rejse i devalueringsfarezonen. Det at være 

anderledes kan fungere som indgangsporten til devalueringsprocessen og til et liv i farezonen, der i 

flg. Kristjana Kristiansen (1993: 59) beskrives ved: 

15

16 


at være udsat for afvisning (skolen, familien, lokalsamfundet), har ofte oplevet meget afvisning 

eller går i konstant fare for at opleve afvisning, ’mange vil ikke have med mig at 

gøre’ 

segregering – at blive bortvalgt af andre 

udstødning – være ekskluderet 

Hvad siger nogle af de unge: 

”Jeg tror, at man udvikler en personlighed, alt efter, hvordan de andre er over for en. 

Nogen udvikler måske en personlighed, hvor de bliver bange for tingene og lukker sig 

inde og virkelig bare sidder nede i hjørnet og tager imod alt det nu folk siger og andre. 

Sådan nogen som mig, de puster sig lidt op og siger, de skal fandme ikke komme 

her og håne mig og rakke mig ned. Jeg kan godt holde til det”. 

”Men inde bag ved har man jo denne lille angst for, at de jo egentlig godt ved, at jeg 

kun spiller. Det tror jeg, er grunden til, at jeg har været denne lidt mere machofyr. 

Den var nem nok at holde. Læsemæssigt, der var jeg jo bag efter. Men når det kom til 

styrken, så var jeg en del stærkere end mine kammerater. Så hvis de sagde noget forkert 

så røg armene bare rundt. Jeg havde et stort problem med at styre mit temperament 

– jeg følte mig provokeret lige meget hvad altså. Det var nok denne her angst. 

Der skulle ingen ting til, før man lige brød ud i noget aggressivt. Jeg var virkelig en 

strid banan. Men det ville være godt at få lidt mere venlighed frem. Det skete på efterskolen”. 

Voksenansvar – voksenbarnet eller den lille voksne 

I flg. Tony Newman (2003: 2) kan: 

”Et voksenbarn ( young carer) defineres ved: et barn, eller et ungt menneske, hvis liv 

på nogle områder er begrænset, fordi barnet / den unge udfører signifikante opgaver 

og påtager sig et ansvar for en anden, som ellers skulle have været udført af en voksen, 

sædvanligvis en forælder”. 

Bekymringerne for børnene beskriver Newman som følger: 

forældre-barn relationen vendes op og ned 

voksenansvaret skader den skolemæssige udvikling – fravær og manglende lektielæsning 

der kan opstå mentale sundhedsproblemer – lavt selvværd – føler sig anderledes 

begrænset socialt netværk - forældre vil bevidst/ubevidst presse børnene til at opgive/ofre 

sociale kontakter – få kammerater 

der kan opstå langtidsvirkninger – øget risiko for depression 

nogle børn udvikler yderligere modenhed, kompetence og kapacitet. 

Undersøgelsen af de unge afdækkede tydelige kønsspecifikke forskelle. Pigerne bekymrer sig betydelig 

mere om familien, deres eget udseende og søger oftere hjælp fra venner. De udfører langt 

mere omsorgsarbejde i hjemmet end drengene.


I forhold til drengene giver pigerne generelt udtryk for lavere selvværd, ringere sundhedstilstand 

og har sværere ved at takle problemer. 

Drengene har flere adfærdsproblemer. 


Mobning 

” Jeg har altid haft omsorg for mine søskende. Hver gang de lå og græd. Så gik jeg 

ind til dem. For jeg var hurtigere end mine forældre. For døren stod åben, så jeg 

kunne høre dem. Så gik jeg ind og lavede en sutteflaske til dem. Og så kaldte jeg på 

dem. Jeg har altid beskyttet mine søskende. Og det bliver jeg også ved med i dag” 

”Det er nok noget med, jeg tror nok, at jeg finder styrken i det der med at have været 

den voksne i forhold til mine forældre, det tror jeg sådan umiddelbart. Jeg er stadigvæk 

den voksne i forholdet til mine forældre, det har givet mig styrke til at tænke, få 

overblik…” 

”Jeg er blevet stærk (af at hjælpe), fordi jeg har skullet klare så mange ting selv. Det 

er jo sådan noget med at skulle tage stilling til forskellige ting. Jeg var ikke særlig 

gammel, da jeg skulle tage stilling til, hvad min lillesøster skulle, fordi min mor var 

psykisk syg og kunne slet ikke klare, at min far drak, så han var skide ligeglad. Så jeg 

har hele tiden følt, at jeg var moren for mine forældre.” 

Størsteparten af de unge mennesker har været udsat for større eller mindre grad af mobning. Og 

det har især foregået i skoleregi og ofte som systematisk forfølgelse igennem flere år, der for flere 

af de unge har medført en længerevarende udstødelsesproces. 


”Jeg blev mobbet. Det blev jeg ikke i børnehaveklassen, først da jeg kom op i 6-7 

klasse. Der blev jeg mobbet. De sagde jeg var grim og ulækker og gik aldrig i bad. 

Jeg var tyk og klam og sådan var jeg. Så ringede min mor til min klasselærer og sagde, 

at hun ikke ville have, at hendes datter kom sådan hjem. Det var en god klasselærer. 

Hun kunne ikke få dem til at holde op. Det blev ved. Jeg aner ikke, hvorfor de 

gjorde det. De stod og punkterede min cykel. Jeg var nødt til at trække min cykel hjem 

og gad ikke gå i skole og pjækkede fra skole.” 

”Jeg gik til boksning – de drillede og jeg kom op at slås med dem – men så gik jeg 

pludselig med ret ryg, for så kommer man ligesom til at tænke på en anden måde, for 

da fik jeg masser af tillid. Det lyder måske lidt mærkeligt, men nu er jeg blandt dem, 

der stopper slagsmålene og gider ikke, hvis folk spiller op til noget” 

”Jeg blev ikke drillet så slemt i de første 4 år, men da jeg flyttede til en anden skole, 

da blev det faktisk slemt. Men da var min kusine på den skole og da hun fik det at vide 

også hendes klasse, så hjalp det mig faktisk de næste 3 år, indtil jeg selv kunne klare 

mig. Så gik det faktisk fint. ” 

”Det har ikke altid været nemt, det er da næsten indlysende, at flytte rundt så mange 

steder. Jeg tror, jeg har boet 15 steder [red.:anbringelser]. Jeg har ikke tal på det, 

17

18 


der er så mange steder. Det har været meget stressende at skulle vænne sig til så 

mange folk hele tiden – og det har jeg haft problemer med til sidst. Jeg kunne ikke 

vænne mig til nogen. jeg vidste ikke hvor jeg var, når jeg vågnede om morgenen. Jeg 

skal ikke snakke med mennesker mere end 20 min., så kender jeg dem. Jeg kan let finde 

ud af, hvilken type de er. Jeg har vænnet mig af med at knytte mig til nogen – det 

er en tendens jeg har fået.” 

Modstandsdygtighed – det tredje hovedaspekt 

Mere end halvdelen af de unge viser, at de evnede og evner at tage kampen op med de belastninger, 

som er en del af deres hverdag. Ligesom alle andre udsatte børn har de unge været igennem 

mere eller mindre belastende opvækstvilkår, der i perioder har mærket dem og gjort dem psykisk 

sårbare. Alligevel har de unges potentialer og kompetencer kunne overvinde en række af de besværligheder, 

som ellers kunne have fastholdt dem i en tilværelse, der havde ringe udsigter. 

De unges modstandsevne manifesterer sig ved, at de: 

stræber efter at opbygge en selvstændig tilværelse 

overvinder omgivelsernes mobning og nedgørende reaktioner 

selv opsøger muligheder for at få et arbejde eller komme i uddannelse 

aktivt indgår i forskellige sociale netværk med familie, slægt, venner og kolleger 

etablerer kæresteforhold. 

Særlig opmærksomhed er rettet mod de unges social kompetence, der henviser til, om den unge 

har tilegnet sig en social identitet og kan indgå i sociale sammenhænge og knytte sig til andre. 

Interviewundersøgelsen i 1994 markerede, at de fleste børn var sat uden for samvær med kammerater 

og andre jævnaldrende. Undersøgelsen i 1998 og 2003 peger på, at dette billede har ændret 

sig, især i forhold til de unges etablering af venskaber og tilknytning til det familiære netværk. 

Ophold på efterskole og deltagelse i uddannelses- og arbejdsforløb har skabt muligheder for at 

indgå i længerevarende sociale sammenhænge. Bortset fra en af de unge, har alle varme og tætte 

relationer til deres forældre. 

De nævnte karakteristika, der kendetegner de unges modstandsdygtighed, er i overensstemmelse 

med, hvad der generelt defineres ved dette begreb (Per Schultz Jørgensen et al, 1993; Knud Illeris, 

2003): 

På det personlige plan vil det være: Tillid til egen formåen. Evnen til, at overskue og forudsige 

situationen, samt træffe valg. ”At træde op mod det givne” 

På det sociale plan: Følelsesmæssigt engagement i familien, som afbøder stress-situationer og 

skaber stabilitet og sikkerhed. Det kan være i relation til søskende, forældre, venner, på arbejdspladsen, 

etc. 

Støttende systemer: Familie-netværk, skolen, arbejde, kammerater, der påskønner den pågældendes 

kompetencer og beslutninger, der tilvejebringer et tillidssystem.



”Men jeg har så taget kampen op og præsteret at være derude et helt år. Da var jeg i 

lære, for at se om jeg kunne holde til det. Og så fik jeg at vide, at det kunne jeg lige så 

godt holde op med, fordi så ville jeg ødelægge min hånd mere end den var i forvejen. 

Så har jeg taget lastbilkørekort og kører nu lastbil. Og så regner jeg sådan set med, 

at når jeg bliver 25 år, skulle jeg gerne i gang med en voksenlærlingeuddannelse. - 

Man skal tage udfordringen op og ikke sætte sig i et hjørne og bare fise den af.” 

”Da jeg startede i folkeskolen havde jeg lidt problemer – ikke så meget i matematik, 

mest dansk. Og var bagud – jeg var ikke så god som de andre. Men da kæmpede jeg 

mig så op og kom så blandt dem i midten. Og jeg har altid ligget der. Og det har jeg 

også været tilfreds nok med. Så den dag jeg stod med huen på, da var jeg lidt ekstra 

glad. Det har jo været en sejr for mig!” 

”Jeg har altid taget det hele med et smil og ladet være med at råbe højt. Men det gider 

jeg ikke mere. Man bliver jo træt af det. Jeg har jo altid gerne ville bestemme, 

men aldrig rigtig sat mig igennem. Men det begynder at ske, sådan stille og roligt. 

Altså, man ændrer sig jo – man bliver mere og mere modig. Man siger, nu er det 

nok.” 

”Jeg har i hvert fald ikke fået styrken og viljen hjemmefra. Jeg har været meget sammen 

med min fars søster. De har i hvert fald viljestyrke. Jeg ved ikke, om jeg har arvet 

noget derfra. Eller flasket op med noget derfra. Man må sige, at de er meget mere 

end min mor og far. Min faster er meget selvstændig. De har støttet mig meget. Hun 

har været meget engageret i, hvad jeg lavede.” 

Opbakning fra familien og netværket: 

”Sådan en som min mor – hun har været rigtig, rigtig kærlig ved mig hele vejen igennem. 

Og det har hun virkelig. Og det er jo sådanne ting, man husker i sidste ende. Så 

jeg er meget glad for min mor.” 

”Hele min barndom har været god. Jeg har altid haft en god mor og også en god aflastningsfamilie. 

Kærlig og hjælpsom. Hvis man har problemer, så kan man bare sige 

det. Så prøver de altid på at hjælpe mig.” 

”Hvis jeg har haft brug for at snakke med en, så har det altid været min kusine. Vi 

har mange hemmeligheder. Der er ikke noget, der kommer ud af os. Det er bare sikret 

– lukket med 7 sejl. Nærmest ligesom et sygehus – der er det også lukket fuldstændigt. 

Det er hende, jeg går til, hvis jeg har problemer. Hvis jeg skal være helt ærlig, så er 

det hende, jeg stoler mest på.” 

Konsekvenser - det fjerde hovedaspekt 

De unges fortællinger om deres nuværende livssituation afspejler, hvordan deres opvækstvilkår og 

egenvilje har banet vejen for tilværelsen i dag. Det er naturligvis vanskeligt at give enkle forklaringer 

på, hvorfor nogle af de unge får etableret sig på en måde, der af samfundet kan betegnes 

som et godt liv, hvorimod andre af de unge synes at blive relativ fikseret i en tilværelse, som er 

19

20 


gjort afhængig af offentlige støtteordninger. De foreløbige synspunkter og formodninger kan i 

korthed illustreres ved nogle udvalgte emner fra analysemodellen. 

Uddannelse og arbejde 

Det er markant, at de unge mænd på næsten alle de områder, som kendetegner en selvforvaltende 

tilværelse – uden afhængighed af offentlige sociale ydelser - klarer sig bedre end de unge kvinder. 

Bortset fra en af de unge mænd, der befinder sig i et længerevarende ophold på en behandlingsinstitution, 

er de otte enten under uddannelse, i ufaglært arbejde eller aftjener deres værnepligt. 

De unge kvinders uddannelses- og arbejdsliv kan beskrives ved, at: 

en er i gang med en mellemlang videregående uddannelse 

to er i erhvervsuddannelse 

en er i ufaglært arbejde 

to går på efterskole eller anden form for skoleforløb 

fem lever af overførselsindkomst 

Blandt informanterne er der fem mødre, der har født et til to børn, før de blev tyve år. Undersøgelsens 

unge mødre kan måske imødese en fremtid, som forskningen peger på, nemlig at mange af de 

unge mødre er disponeret for et negativt livsforløb, uden arbejde og uden uddannelse. Manglende 

uddannelseskvalifikationer fører tit til lavstatus på arbejdsmarkedet. Forskningen viser endvidere, 

at mødrene ofte er gift eller samlevende med en mand med tilsvarende baggrund og ofte med omfattende 

psykosociale problemer. Kvinderne er karakteriseret ved nedsat selvværd og er modtagere 

af bistandshjælp i årevis. 

Specialundervisning 

To af de unge mennesker har gennemført en gymnasial uddannelse. De øvrige unge mennesker har 

alle deltaget i folkeskolens tilbud om specialundervisning i mindre eller større omfang. Efterfølgende 

har tolv af disse unge mennesker taget 9. klasses afgangsprøve. 

Flere af de unge har kritiske kommentarer til den form og det indhold specialundervisningen foregår 

på. Og siger: 

”Jeg har fået lektiehjælp og det får min lillesøster nu. Det er såmænd godt nok, men 

man skal passe på, at man ikke kommer væk fra sin klasse af, så man ikke bliver outsider. 

Der var en pige, der blev skubbet ud. Min kusine går i specialklasse. Jeg er rimelig 

stolt af min lillesøster. Jeg føler, at hun er meget længere fremme end hende. 

Jeg håber, at hun kan undvære det der.” 

Efterskole 

De unge, der har været på efterskole, omtaler deres ophold her med meget stor begejstring og mener, 

at det har bidraget væsentligt til, at de har fået styrke og tillid til, at de har uudnyttede kompetencer, 

som er vigtige at gøre brug af.


”Det er ligesom, man starter forfra, når man starter på en efterskole. For der er helt 

nye lærere og helt nye mennesker også. Og lærerne kender jo ikke én – ligesom de 

andre lærere gjorde. Så kan man starte med at vise, hvad man egentlig kan. Og det 

har hjulpet meget. Man har det der sammenhold, som du ikke har andre steder. Jeg 

vil derfor råde alle til at tage på efterskole.” 

”På efterskolen blev jeg virkelig bragt op på plads med det her at læse og skrive. Min 

lærer i folkeskolen sagde bare, at jeg var dum. Hun kørte efter det gammeldags. Det 

mente mine forældre også. Mine forældre mente ikke, hun var værdig til at undervise 

unge mennesker. I 6.-7. klasse blev jeg presset ud. Jeg var meget langt bagud i udviklingen. 

Og det var bare indtil nogen gjorde mig sur, så brændte jeg ud til højre og 

venstre og var slet ikke til at styre. De sidste år er gået rigtig godt. Efter jeg er kommet 

ud af folkeskolen og er kommet i gang med efterskolen, da syntes jeg det hele 

vendte. Og det gik rigtig godt. Jeg har haft mulighed for at vise, at jeg kan godt – bare 

jeg tager fat i det på den rigtige måde. På efterskolen kunne de hjælpe mig med en 

masse ting. Og det har jeg altså været rigtig glad for. Og det har hjulpet mig meget. 

Nu kan jeg både læse og stave en hel del. Jeg havde før problemer med at læse bare 

en side i en bog. Så sidder man der i 5. Klasse og kan knap nok læse en side, uden 

folk er ved at falde i søvn. Fordi jeg ikke kan stave ordene. På efterskolen var lærerne 

indstillet på, at man skal starte fra bunden hos dem, der ikke kan læse og skrive. Nu 

har jeg læst Ringenes herre 1 og 2. Jeg er virkelig glad for at have gået deroppe.” 

Perspektivering 

Det skal understreges, at nærværende kvalitative undersøgelse om børn af forældre, der betegnes 

som udviklingshæmmede, ikke repræsenterer et generaliseret billede af disse børns opvækst- og 

udviklingsforløb i familier, hvor moren betegnes som udviklingshæmmet. 

Denne undersøgelse, der har fulgt de samme børn igennem 10 år er den første af sin art, både nationalt 

og internationalt. Undersøgelsen kan i bedste fald pege på nogle tendenser og forhold i børnenes 

barndom og ungdom, der opfordrer til agtpågivenhed og faglig udvikling, når vi i den offentlige 

sektor skal tage vare på børnene og deres familier. 

For det første synes størsteparten af de unge kvinder at være en særlig udsat gruppe. Seks af 

kvinderne må betragtes som klienter i det sociale system og deres fremtidsudsigter karakteriseres 

som usikker med begrænsede udfoldelsesmuligheder for at opnå et godt liv. Nogle af kvinderne er 

blevet mødre i en tidlig alder. Der er som regel ikke etableret et regelmæssigt samværsforhold 

mellem faderen og barnet. Faderen er oftest uden arbejde og lever af kontanthjælp. Tidlige børnefødsler 

og svækket helbred kan delvis være følgevirkninger af opvækstens vilkår. Nogle af kvinderne 

nævner direkte, at myndighederne, socialforvaltningen, skolen daginstitutionen eller andre, 

burde have været mere opmærksomme på dem og brudt den selvforstærkende cirkel, der fastholdt 

dem i en social deroute, som blandt andet kan henføres til hjemlige forhold præget af druk, vold, 

for stort voksenansvar, isolation og stigmatisering. 

For det andet har flertallet af de unge været udsat for mobning, som i flere tilfælde har været ganske 

massivt. Dette gælder for begge køn. Det har især været rettet mod de børn, der har fået speci- 

21

22 


alundervisning i større omfang. Nogle af børnene har været næsten totalt isoleret igennem længere 

perioder af deres skoletid. 

For det tredje har efterskoleophold givet børnene/de unge ”et nyt liv”, oprejsning for tidligere nederlag 

og muligheder for at udvikle varige kammeratlige og sociale relationer til jævnaldrene. De 

slipper ud af et hverdagsmiljø præget af fordomme, der har befordret en udvikling af lavt selvværd. 

Efterskoleopholdet har øget lysten til at fortsætte i en eller anden form for uddannelsesforløb 

eller ansættelse på det almindelige arbejdsmarked. 

For det fjerde opfordrer de unge til, at de offentlige støtteordninger skal basere sig på et respektfuldt 

samarbejde med familien. Det er nødvendigt, at familien får mulighed for at blive inddraget i 

støtteforanstaltningernes form og indhold. Det gælder også i defineringen af familiens problem og 

i selve beslutningsprocessen omkring løsningen af familiens problem. Beslutningsmodellen - familierådslagning 

– kan med fordel tages i anvendelse, når der skal træffes afgørelse om indsats til 

disse familier. 

For det femte er det tydeligt, at indsatsen i kommunerne ikke baserer sig på systematisk anvendelse 

af metoder. De professionelle mangler faglige redskaber, herunder udvikling af informationsmaterialer 

– eksempelvis selvinstruerende bøger og bånd, der påviseligt har betydelig positiv 

effekt i udvikling af forældrenes håndtering af opdragelsespraksis, ikke mindst fordi forældrene 

selv efterspørger egnede informationsmaterialer, som de kan bruge efterhånden som børnene vokser 

op. Flere internationale forskere har udviklet undersøgelsesmaterialer og indsatsmetoder, som 

endnu ikke er taget i anvendelse i Danmark. De bredt anlagte pædagogiske strategier i familieindsatsen 

skal suppleres med mere stringent og konkret baserede metoder, som er målbare for både de 

behandlede og behandlerne. Forskere som Maurice Feldman, Gwynnyth Lllevlyn og Susan 

McGaw 6 har alle udført evidensbaseret forskning i forbindelse med effektfulde indsatser i familierne. 

I Danmark har vi ikke gennemført nogen form for metodemæssig afprøvning, der kan vejlede 

de professionelle i hjælpen til familien. De professionelle er henvist til de alment gældende principper 

i socialt arbejde med familier, men principperne er utilstrækkelige, når det drejer sig om 

støtte til nærværende familier. Flertallet af de unge oplever ikke, at de er blevet set, hørt eller anerkendt 

på tilstrækkelig vis. 

For det sjette giver de unge mennesker udtryk for, at man burde fortælle dem, hvad der er anderledes 

ved deres forældre og hvorfor de offentlige instanser er særlig opmærksomme på familien. 

De unge ved alle, at de næsten ikke har kunnet få støtte af deres forældre til lektiehjælp. De har 

også på et tidligt tidspunkt lagt mærke til, at deres mor anvender et særligt talesprog og adfærdsmønster. 

De fleste har erkendt, at deres mor er lidt anderledes, men de har slået sig til tåls med, at 

andre mødre også kan have deres mærkværdigheder. Selvom næsten alle har varme og tætte relationer 

til deres forældre, har nogle af de unge været flove over deres forældre, især deres mor. Lukketheden 

omkring moderens diagnose som udviklingshæmmet, mystificerer tilværelsen for de unge 

og skaber hindringer for, at de får indsigt i, hvorfor deres mor, øvrige familie og miljøet omkring 

dem, betragter dem som anderledes. Interviewsituationerne bidrog til, at de unge fik større 

klarhed over dette forhold. 

6 se litteraturliste


Planche 1 

23

24 


Planche 2


Planche 3 

25

Litteraturliste 

26 


Bager, Börje (2003): Barn till Mödrar med utvecklingsstörning – en inventering. Liten riskgrupp som behöver 

stort stöd under utrygg uppväxt. Läkartidnngen , Nr 1-2, Volum 100. 

Beldring, Aksel (1992): Kondomet eller Den sociale internering. Essays om etik, moral og socialt arbejde. 

Pædagogisk psykologisk forlag. København. 

Booth, Tim & Booth, Wendy (1995): For better, for worse: professionels, practice and parents with learning 

difficulties. I Butterworth & Heinemann: values and visions: Ranging idea in Services for people with 

learning difficulties. Kap. 20. 

Booth, Tim & Booth, Wendy (1996): Parental competence and Parents with learning difficulties. Child and 

Family Social Work, No 1, pp 81 – 86. UK. 

Booth, Tim & Booth, Wendy ( 1997): Exeptional Childhoods, Unexeptional Children. Family & Parenthood 

Policy Practice. London. 

Booth, Tim & Booth, Wendy (1998): Growing up with parents who have learning difficulties. Routledge, 

London. 

Booth, Tim & Booth Wendy (2000):Against the Odds: Growing Up With Parents Who Have Learning Difficulties. 

Mental Retardation, Vol 38, No 1, February 2000. 

Danmarks Amtsråd (1993): Tema: Børn af udviklingsmmede. Udgivet af Amtsrådsforeningen. 23. Årgang. 

20. Maj, 1992. 

Dowdney, Linda & Skuse, David (1993): Parenting by Adolts with Mental Retardation. Child Psycholigy 

and Psychiatry, Vol 34, No 1 pp. 25 – 47. 

Dencik, Lars & Schultz Jørgensen, Per (1999): Børn og familier i det postmoderne samfund. København. 

Hans Reitzels Forlag. 

Egelund, Tine (2002): Magtudøvelse i børneforsorgen. Kap. 6 i Det magtfulde møde mellem klient og system, 

red.: Margaretha Järvinen, Jørgen Elm Larsen & Nils Mortensen. Århus Universitetsforlag. 

Egelund, Tine & Thomsen, Signe Andrén (2002): Tærskler for anbringelse,. En vignetundersøgelse om socialforvaltningernes 

vurderinger af børnesager. Socialforskningsinstituttet 02:13. København. 

Faureholm, Jytte (1994): Duèr udviklingshæmmede som forældre. Socialministeriet, København. 

Faureholm, Jytte (1996): Fra livstidsklient til medborger. Munksgaard/Rosinante, København. 

Faureholm, Jytte, Lis Brønholt & Mogens Blæhr (1999): Forældrekompetence i udsatte familier. Empowerment 

i praksis. Systime, Århus. 

Feldman, Maurice A. & Ducharme, J. M. & Case, L. (1999): Using self-instructional pictoial manuals to 

teach child-care skill to mothers with intellectual isabilities. Bahavior Modfication , 23, 48 – 497 

Feldman, Maurice A. & Walton-Allen N. (1997): Effects of maternal mental retardaton and poverty on intellectual, 

academic and behavioural status of scool-age children. American Journal on Mental Retardation, 

101, 352 – 364. 

Feldman, M. A. & Léger, M. & Walton-Allen, N. ( 1997): Sress in mothers with intellectual disabilities. 

Journal of Child and Family Studies, 6, 471 – 485. 

Feldman, Maurice F. (2002): Children of Parents with intellektual disabilities. In McMhon, Robert J. & Peters, 

Ray DeV. (2002): The effects of Parental dysfunction on Children. Kluwer Academic/Plenum Publishers, 

New York. 

Feldman, Maurice A. & Varghese, Jean & Ramsey Jennifer & Rajska, Danuta (2002): Relationships between 

Social support, Stress and Mother-Child Interactions with Intellectuel Disabilities. Journal of Applird 

Research in Intellectual Disabilities. 15, 314 – 323. 

Fraser, Mark W. (2003): Risk and resilience in childhood. An ecological perspective. 

NASW Press, Washington, DC. USA. 

Hindberg, Barbro (2003): Barn till föräldrar med utvecklingsstörning. Gothia. Stokholm. 

Illeris, Knud (2002): Voksen-uddannelse og voksenlæring. Roskilde Universitetsforlag. 

Järvinen, Margaretha & Mik-Meyer red. (2003): At skabe en klient. Hans Reitzels Forlag, København. 

Jørgensen, Per Schultz & Ertmann, Bo & Egelund, Niels & Hermann, Dorrit (1993): Risikobørn. Hvem er de 

– hvad gør vi? Udarbejdet for det tværministerielle Børneudvalg, Socialministeriet. København.


Kirkebæk, Birgit ((1993):Da de åndssvage blev farlige. Socpol, København. 

Koch. Lene (1996): Racehygiejne i Danmark 1920 – 56. Gyldendal, København. 

Kollber, Evy (1989): Omstridda mödrar. En studie av mödrar som förtegnats som förstandshandikappade. 

Nordiska Hälsovårdshögskolan, Göteborg. 

Kristiansen, Kristjana (1993): Normalisering og verdsetjing av Social Rolle. Kommuneforlaget, Oslo. 

Krogstrup, Hanne Katrine (1999): Det handicappede samfund. Om brugerinddragelse og medborgerskab. 

Systime, Århus. 

Llewellyn, Gwynnyth & McConnel, David (2002): Home-based Programmes for Parents with Intellectual 

Disabilities. Journal of Applied Research in Intelctual Disabilities. 15, 341 - 353 

McGaw, Susan (2000): What works for parents with learning disabilities? Barnadoo`s. UK. 

Murphy, Glynis & Feldman, Maurice A. (2002): Parents with Intellectual disabilities. Journal of Applied 

Research in Intellectual Disabilities. 15, 281 284 

Newman, Tony (2003): Children of disabled parents. New thinking about families affected by disability and 

illness. Russell House Åublishing. Dorset, UK. 

Ogden, Terje (1995): Kompetanse i kontekst. En studie av risiko og kompetanse hos 10 – 13 åringer. Rapportserie 

fra barnvernets Utviklingsssenter, Oslo. 

Perkins, Tiffany S. & Holburn, Steve & Deaux, Kay & Flory, Michale J. & Vietze, Peter ( 2002): Children 

of Mothers with Intellectual Disability: Stigma, Mother-Child Relationship and Self-esteem. Jorunal of Applied 

Research in Intellectual Disability, 15, 297 – 313. 

Reed,E. & Reed S. C. (1965): Mental Retardation: a Family Study. Saunders, New York. 

Ronai, Carol Rambo (1997): On loving and Hating My mentally Retarded Mother. Mental Retardation, Vol. 

35, No. 6, 417 – 432. December 1997. 

Rønn, Edith Mandrup (1993): Humaniteten og den sunde fornuft. Nord Nytt nr. 51 (s. 31) DK. 

Skov, Anne & Henningsen, Ulla (2001): Udviklingshæmmede som forældre – en kortlægning i 28 kommuner. 

Formidlingscenter Øst, DK. 

Skov, Anne & Møgelmose, Karin (2002): En plus en – måske tre. Formidlingscenter Øst, DK. 

27

Unge fortæller 

28 


På konferencen fortalte tre af de unge fra Jytte Faureholms undersøgelse bl.a. om deres opvækst, 

familie, støtten fra omgivelserne. De tre unge er Heidi, Carina og Palle. 

Heidi 

Min familie 

Jeg har en mor, som er udviklingshæmmet. Hun stammer meget, er langsom til forskellige ting, og 

har svært ved at følge en fast rutine. Jeg har aldrig rigtigt følt, at min mor har været udviklingshæmmet. 

Jeg synes, det er et meget hårdt ord, i hvert fald når det hæftes på en som min mor. Udviklingshæmmede 

er for mig nogle, der er på en institution, og de kan hverken tage tøj på selv eller 

noget som helst andet. Selvom jeg godt har kunnet mærke, at der har været noget, der har været 

anderledes med min mor i sammenligning med andre forældre, har jeg altså ikke syntes, at det var 

så slemt. Min far var ude for en ulykke i 1974, det var før han mødte min mor. Ulykken betød, at 

han blev fysisk handicappet, lider meget af migræne, husker dårligt og har fået en skade på sin balancenerve, 

men han klarer sig i øvrigt fint. Og så har jeg min lillesøster på 18 år, som også er her i 

dag. 

Skolen 

Vi har haft mange problemer med lærerne i skolen. De har ikke rigtigt villet hjælpe os med lektierne, 

selvom de har vidst, at vi har haft nogle problemer der hjemme, og at mine forældre ikke har 

kunnet hjælpe os med lektierne. Lærerne har været ret ligeglade med vores situation. De sagde bare, 

at vi skulle lave opgaverne uanset hvad. Så er det klart, at man ikke altid får lavet lektier. Så gider 

man ikke rigtigt gå i skole, er urolig i timerne og bliver lidt af en rod. 

Angsten for at blive fjernet 

Vi fik en hjemmehosser til at aflaste min mor og far lidt. Jeg ved ikke, hvad hun troede hendes rolle 

var, hun gjorde i hvert fald mere skade end gavn. Hun rykkede rundt på møblerne og rodede i 

vores ting. Hende skilte vi os ad med igen. Vi havde ikke lyst til at prøve en ny, og tænkte, at vi 

klarede os uden. Det synes jeg også, at vi har gjort. Vi har haft tre eller fire forskellige psykologer, 

men ikke en fast at knytte os til. De psykologer, vi havde, var mere interesserede i, at vi skulle væk 

hjemme fra end at forsøge at finde ud af, hvad problemerne egentlig bundede i. Vi manglede én, 

der kunne hjælpe os med at finde frem til, om der egentlig var noget galt. I stedet var vi konstant 

bekymret for at blive fjernet, fordi myndighederne mente, at vi skulle væk hjemmefra. Min lillesøster 

og jeg blev stillet overfor det valg. Vi sagde nej, fordi vi ikke kunne se nogen grund til det 

over hovedet. Vi har fået al den kærlighed og omsorg, vi skulle have som børn. Vi har fået mad på 

bordet hver dag, og vi har fået rent tøj. Vi har aldrig manglet noget.

Voksenansvar 


Det med at skulle væk hjemme fra, der blev så slemt for mig, at jeg skulle hentes af en skolepsykolog 

hver morgen for at komme i skole. Jeg nægtede at tage i skole, for jeg var bange for, at mine 

ting ville stå pakkede, når jeg kom hjem, og at der ville være en familie klar til at tage mig med. 

Det havde jeg ikke særlig meget lyst til. Min skolepsykolog måtte komme flere minutter før hver 

dag, fordi jeg strittede meget imod at tage i sted. Fjerde klasse har jeg derfor ikke fået særlig meget 

ud af. Efter at de begyndte at ville have os væk hjemmefra, påtog jeg mig et enormt stort ansvar 

for hele familien. Det var lige som om, jeg overtog det hele der hjemme. Ikke fordi min mor og far 

havde bedt mig om det, slet ikke, det var noget, jeg selv gjorde. Jeg tænkte, at hvis jeg nu kunne 

give lidt ekstra hjælp indadtil i familien, så kunne det være, at det var godt nok til, at vi skulle få 

lov til at blive hjemme. Vi blev heldigvis hos vores forældre, hvilket vi er utrolig glade for. 

Efterskolen 

I 1996 tog jeg på efterskole. Jeg havde hele tiden gerne villet på efterskole, men havde det dårligt 

med at tage af sted. Jeg ville ikke tage væk fra mine forældre, fordi jeg stadigvæk følte det der ansvar. 

På det tidspunkt havde jeg en kæreste, som havde et enormt godt forhold til mine forældre. 

De kunne tale sammen om alt. Han sagde, at han ville sørge for, at min mor, far og lillesøster havde 

det godt, mens jeg var på efterskole. Det gjorde, at jeg tog på efterskole, og det var simpelthen 

mit livs bedste oplevelse. Jeg kunne tage af sted med god samvittighed over, at mine forældre havde 

det godt, og at min daværende kæreste passede på dem. Min mor og far ringede tit til mig. Det 

hele var simpelthen så fint. Lærerne på efterskolen var utroligt søde. Jeg steg pludselig i karakter, 

og kunne lide at gå i skolen. Lærerne på efterskolen gik ind og lærte hver enkelt person at kende 

og gav den personlige hjælp, der skulle til. Lærerne i folkeskolen derimod virkede som om, det var 

lige meget for dem. Det er mærkeligt, for der er jo lige mange børn til hver lærer uanset om, der er 

tale om en efterskole eller en folkeskole. 

Forsinket ungdom 

Ansvarsfølelsen overfor familien og et fast forhold, som varede i syv år, fra jeg var 14 år, gjorde, 

at jeg ikke fik lov til at være teenager. Jeg flyttede hjemmefra sammen med kæresten, da jeg var 

18. Vi flyttede ikke mere end én kilometer væk fra min mor og far, så jeg vidste jeg kunne være 

der, hvis der var et eller andet. I 2001 gik jeg fra min kæreste og flyttede for mig selv. Mine veninder 

sad derhjemme, for mange af dem havde allerede fået børn. Men jeg gik ud og morede mig alt 

det, jeg ikke havde fået gjort, da jeg var mindre. Først der levede jeg mine teenageår. 

Men pludselig begyndte jeg at få det meget dårlig. Jeg kunne ikke koncentrere mig om noget som 

helst. Jeg ville bare sidde derhjemme. Der var meget, der var galt. Jeg troede, jeg var ved at blive 

syg, så jeg tog til lægen. Da hun spurgte om bruddet til min kæreste, sagde jeg, at det havde jeg det 

fint med. Men da hun så begyndte at spørge til min familie, brød jeg fuldstændig sammen. Hun 

fandt ud af, at det var en depression, som jeg havde fået. Depressionen var meget slem, så jeg var 

nødt til at sygemelde mig. Jeg kunne ikke overskue noget som helst overhovedet. Jeg havde ikke 

råd til en psykolog. Gennem min læge søgte jeg om tilskud, men fik afslag. Jeg prøvede igen, og 

har ikke hørt noget om det siden. Det synes jeg er utrolig ringe, for jeg havde virkelig brug for en 

psykolog på det tidspunkt. Men heldigvis havde jeg nogle rigtigt gode venner og veninder, som 

hjalp mig utrolig meget. Min familie var der selvfølgelig også for mig, som de altid havde været. 

29

30 


Mod min depression fik jeg medicin, som jeg stadigvæk tager. Efter depressionen startede jeg på 

mit nuværende job på en fabrik, som jeg er utrolig glad for at være på. Jeg har været der 1½ år. 

Jobbet har hjulpet mig fra 45 kg og op til 56 kg. Det er jeg enormt glad for, og kan nok stadigvæk 

tåle at få lidt mere kilo på for at have det godt. 

Min egen kamp 

Jeg har selv kæmpet mig igennem alt det her uden rigtigt at få nogen hjælp. Jeg ville ønske, at vi 

havde fået en fast psykolog, da vi var små, som vi kunnet have knyttet os til. Det har vi desværre 

ikke haft, og det resulterede desværre i min store depression. Hvis jeg ikke havde fået hjælp af læge 

og venner, ville jeg nok ikke sidde her i dag. Men jeg skulle have haft hjælp noget før. Jeg og 

min søster havde haft brug for at vide fra psykologerne, hvad der var galt med mine forældre. Vi 

fik at vide, at vores forældre ikke kunne have os, men ikke hvorfor. Vi er aldrig blevet mobbet på 

grund af vores forældre. Men selvfølgelig er vi måske flove over dem i perioder, for der er mange 

ting, som de ikke kan, som mine veninders forældre kan. 

Til sidst vil jeg sige: 

”Det kræver ikke særlig meget fra det offentlige at give os børn lov til at leve.”

Karina 


Jeg vil starte med at sige, at jeg synes, det er en utrolig spændende undersøgelse, som jeg er glad 

for at få have haft lov til at være med i. 

Min baggrund og familie 

Jeg er opvokset på Falster sammen med min søster og mine forældre. Jeg er nu 21 år og er flyttet 

til København, hvor jeg bor sammen med min dejlige kæreste. Jeg er ved at tage pædagoguddannelsen, 

og er på mit tredje semester. I øjeblikket er jeg i praktik i en vuggestue, det er jeg meget 

glad for. 

Min mor er 49 år. Da hun var fire år fik hun en hjerneskade, da hun i forbindelse med et fald var 

bevidstløs i fem minutter. Hendes hjerneskade har medført en fejl på talefunktionen, hun har svært 

ved at forklare sig, og hvis man ikke kender hende, kan hun være svær at forstå. Derudover er hun 

ordblind og har svært ved at koncentrere sig. I 1979 fik hun en arbejdsskade i sin arm. Hun har været 

førtidspensionist lige siden. Det har haft en vis økonomisk betydning for mig og min familie. 

Min far er 50 år. Han er for nylig blevet førtidspensionist. Han har altid arbejdet som murer, men 

pludselig slog det klik for ham. I dag er han psykisk syg. Det vil jeg dog ikke komme ind på, da 

jeg ikke synes, det er relevant for undersøgelsen. 

Netværk og støtte 

Jeg vil fortælle lidt om vores forhold i familien. Jeg synes, at min søster har haft et bedre forhold 

til mine forældre, end jeg har. Hun har mere været deres lille pige, hvor jeg har været den store 

stærke, som har hjulpet min søster med lektier. Hvis hun havde problemer, kom hun til mig. Vi har 

nok ikke haft et meget tæt forhold til mine forældre. Vi har hellere brugt vores veninder, vores 

hjemmehosser eller hinanden til at snakke med, hvis der har været problemer. Jeg tror, at det kan 

skyldes, at mine forældre aldrig selv har haft et tæt forhold til deres forældre, hvilket har præget 

deres opdragelse af os børn. Min søster og jeg har et utroligt tæt forhold. Vi kan snakke om alt, og 

vi støtter hinanden. Det er bare super godt, at vi har det sådan. 

Så vil jeg komme ind på støtten til vores familie. Vi har fået meget mere hjælp, end hvad fx Heidis 

familie har fået. Vi har haft forskellige hjemmehossere, som vi har været rigtigt glade for. De er 

kommet i vores hjem, og har været der efter behov. Deres opgave har været at støtte mine forældre, 

min søster og mig. Vi har altid kunnet ringe til dem. Hvis der har været noget, min mor har 

været usikker på, så har hun ringet. Derudover har de taget os med på ture. De har været med til 

skole-hjem samtaler, så de vidste om det gik godt i skolen og om det var noget, de skulle støtte op 

om. Så de har været der for os hele tiden. Da jeg var mindre, var jeg med i en pigeklub, hvor vi var 

en masse piger, der hyggede os og havde det rigtigt fedt. Vi kunne tale om alt, der var ikke noget, 

man skulle være pinlig over. 

Jeg har aldrig været ude at rejse med mine forældre, men det er nok fordi, de selv aldrig har rejst 

med deres forældre. Men det kan også skyldes, at mine forældre aldrig har haft rigtigt mange penge. 

De har aldrig taget lån i banken. Pengene, de havde, blev brugt til, at vi fik en god hverdag med 

lidt hygge i stedet for at tage ud og rejse. 

31

Hjemmehosserne 

32 


Vores hjemmehossere har altid været gode til, at spørge mig og min søster om hvordan vi havde 

det. Vi holdt familiemøder, hvor min mor, far, min søster og mig og hjemmehosseren snakkede 

sammen. Vi hørte, hvordan hinanden havde det, og hvis der var et eller andet problem, som fx at 

min søster og jeg ikke ryddede op, så fandt vi en fælles løsning, som alle kunne blive enige om. De 

seneste par år er det nok mest min mor og min søster, der har brugt hjemmehosseren. 

Hjemmehosserne virkede, som om de var interesserede i os. De interesserede sig for én, og man 

havde lyst til at snakke med dem. Når vi har fået en ny hjemmehossere, så har den gamle fortalt 

den nye, hvordan familien var og hvordan den fungerede, så de har ligesom kendt os. De har kendt 

os, og det har bare været rigtigt os. Den sidste var den bedste. Hun var virkelig god, for hun tog os 

med og shoppe, hvis vi manglede tøj. Vi kunne snakke med hende som en slags veninde. Følelsen 

af at side på hver sin side af bordet og blive afhørt var der aldrig. De har været virkelig gode til at 

gribe det godt an. Mig og min lillesøster har nok følt, at sådan var det jo bare. Det var jo også meget 

godt at havde den hjælp, for det var tit min mor var usikker, og så brugte hun jo netop hjemmehosserne. 

Hun ringede og spurgte også, hvis der var en konflikt der skulle løses. Hjemmehosserne 

kom alt efter behov. Jeg ved ikke hvor meget hjælp vi fik i starten. På et tidspunkt var det 

noget med 5 timer om måneden. De har reguleret timerne efter, hvor meget hjælp vi havde brug 

for. Da min lillesøster blev lidt ældre, fik vi nogle flere timer, fordi hun havde lidt mere behov for 

at snakke end, hvad jeg havde. Hun har haft det sværere i skolen end mig. 

Skolen 

Jeg var dårlig til dansk, men jeg var heldigvis ikke den eneste i klassen, der havde det svært. Vi 

var en fem elever, som blev samlet og fik ekstraundervisning, mens de andre havde undervisning. 

Da jeg gik i femte klasse, lå jeg på et niveau, så jeg kunne følge med de andre. Jeg har aldrig været 

den, der har fået 10, 11 og 13, men jeg ligget på middelniveau. Jeg har altid fået ros i skolen, og 

har virkelig prøvet på at følge med de andre. Min mor har jo ikke kunnet hjælpe os så meget med 

lektier, fordi hun er ordblind. Min far har prøvet at hjælpe os lidt, men det har været svært, eftersom 

han stoppede efter syvende klasse. Vi har mest fået hjælp af veninder og hjemmehosseren. I 

skolen var de også meget bevidste om, at vi ikke fik så meget hjælp derhjemme mig og min søster. 

Det har de bare været super gode til. Min søster og jeg er heller aldrig blevet mobbede. Vi har haft 

godt med venner, og vi har heller aldrig haft problemer med at have veninder med hjem. Det var 

ikke noget med, at det var helt vildt pinligt. Min søster har måske følt, at det var lidt mere pinligt at 

have veninder med hjem, men det var ikke sådan, at det tog overhånd. 

Jeg har haft mange fritidsinteresser, fra jeg var helt lille. Jeg har for eksempel gået til svømning, til 

badminton, til dans og gymnastik, i et tamburkorps og til atletik. Så jeg har prøvet lidt af hvert. Efter 

niende klasse gik jeg på efterskole et år. Det var jeg superglad for. Det var rigtigt lærerigt, ligesom 

Heidi også siger. Man kunne rigtigt mærke det der sammenhold, der er. Man føler virkelig, at 

de andre interesser sig for én, og man får opbakning, hvis der er brug for det. 

HF 

Efter et år på efterskole tog jeg min HF. Det var to gode år. Jeg dumpede ikke i et eneste fag. Og 

den dag jeg fik hue på, var jeg simpelthen så glad. Det var en sejr i sig selv, især fordi man i folke-


skolen havde sagt til mig, at det ville være utrolig svært for mig at tage HF på grund af de vanskeligheder, 

jeg havde haft, da jeg var mindre. 

Til allersidst vil jeg læse et lille stykke op, som jeg har skrevet: 

”Jeg har aldrig set på min mor som udviklingshæmmet. Mine forældre har været gode 

forældre trods alt. Min familie og jeg har været utroligt heldige at få så meget 

hjælp og støtte fra kommune og skole i forhold til, hvad andre familier i undersøgelsen 

har fået. Jeg har erfaret gennem de andre fra undersøgelsen, at ens liv former sig 

efter, hvilken kommune man bor i og hvilken hjælp og støtte man får. Det blev jeg virkelig 

chokeret og forarget over at finde ud af. Kan det virkelig være rigtigt?” 

33

Palle 

Min baggrund 

34 


Jeg er 23 år – bor i København, men kommer oprindeligt fra Jylland. En af årsagerne til, at jeg 

blev anbragt i familiepleje var, at der var vold i hjemmet. Vi blev slået, jeg blev også slået fra en 

meget tidlig alder. Vi blev flyttet fra min far, som jeg siden hen har haft en meget dårlig tilknytning 

til. Jeg har svært ved at kommunikere med ham. Jeg kan ikke være i samme rum som ham. 

Somme tider afviser jeg et opkald, når jeg ser, det er ham der ringer. Man vurderede derfor, at der 

ikke blev taget godt nok hånd om mig. 

Familiepleje 

Jeg kom i familiepleje, da jeg var godt fem år. Min mor og jeg blev anbragt sammen i det, der 

dengang hed en mor/barn anbringelse. Vi fik at vide, at vi skulle ’lære noget’, men vi fik ikke 

hvad, eller hvorfor vi skulle lære noget. Der var ikke tilknyttet nogen støtte til vores familie udover 

en hjemmehjælp, som ikke har haft de færdigheder der skulle til for at få en familie til at fungere. 

Efter noget tid var kun jeg i familiepleje. 

Jeg har været i den samme plejefamilie, indtil jeg blev atten. Jeg var bange for at sige min ærlige 

mening til min plejefamilie, for familien, som jeg var anbragt hos, var lidt af den gamle skole. Jeg 

forventede vel en eller anden form for straf, hvis jeg skulle sige min ærlige mening om dét at skulle 

være der. Jeg flyttede hjemmefra, og boede i en ungdomsbolig, mens jeg gik det sidste år på 

gymnasiet, og tog min eksamen. 

Savn og vrede 

Jeg har, som mange af de andre unge i undersøgelsen savnet min mor under hele min opvækst. Det 

har skabt et dilemma af kærlighed og vrede i forhold til min plejefamilie, men også i forhold til 

mine forældre, i særdeleshed min mor. Jeg har haft en meget, meget stor vrede mod, at der ikke er 

blevet taget større hensyn til mig. Jeg føler, at I der sidder her, og dem, der har været der før jer, 

har glemt mig. Jeg føler, at der burde være blevet taget hånd om mig, og at de burde have spurgt, 

hvad jeg kunne tænke mig. Ikke bare hvad der er nemmest eller billigst for myndighederne. 

Hvad angår min mor, så har jeg aldrig nogensinde været i tvivl om, at hun har holdt af mig. Aldrig 

nogensinde. Der har altid været nærhed, ømhed, kærlighed og omsorg. Min opfattelse er, at det altid 

er mig og mine kår, der har kommet i først række for hende. Den kærlighed gør, at jeg har det 

så godt, som jeg har det i dag. 

Sårende hændelser 

Men nu står der, at vi både skal tale om gode og sårende hændelser i dag. De sårende hændelser 

har været, at jeg har kanaliseret min vrede mod det offentlige og de sociale myndigheder over på 

min mor, også nogle gange på min plejefamilie, men i særdeleshed over på min mor. Det har resulteret 

i, at hun og jeg ofte havde mange ligegyldige diskussioner de første mange år, mens jeg var i 

plejefamilie og var hjemme hver fjerde weekend. Jeg anklagede hende for, at jeg ikke boede hos 

hende. Jeg var irriteret over bagateller, som at melet stod i den forkerte skuffe. Jeg kommanderede


rundt med min mor og snoede hende rundt om min lillefinger, hvilket jeg har kunnet, siden jeg var 

lille. Men i kraft af min alder, er jeg blevet bedre til at lade være med det. Jeg har ligesom fundet 

ud af, hvorfor jeg var vred på min mor. Det har noget at gøre med, at jeg ikke føler, at jeg har fået 

den hjælp fra jer, som jeg har haft behov for. Derfor blev min vrede rettet mod min mor. 

Der er ikke nogen tvivl om, at det har været godt for mig at være i plejefamilie i og med, at jeg har 

gennemført studentereksamen. Men jeg mener også, at kunne have haft en studentereksamen i dag, 

hvis vi havde fået hjælp af fx en hjemmehosser eller en anden form for intens støtte, som kunne 

vejlede min mor og mig i, at sådan gør man, og sådan gør man ikke. Det er mere i den retning, at 

de sårende hændelser går. Det er ikke så meget direkte mod min mor. 

Og en uværdig behandling af min mor 

Når jeg tænker på sårende hændelser i forhold til min mor, hænger en episode ved. Min mor og 

hendes mand arbejder på et beskyttet værksted i Vejle For ikke så forfærdeligt lang tid siden var de 

og deres gruppe på besøg herover og var i zoologisk have. Det var en kærkommen lejlighed for 

mig og min mor til at se hinanden. Jeg tog derud og gik dem i møde. Jeg troede, at vi kunne gå 

rundt lidt for os selv, men vi skulle gå i en lang snor efter den leder, som var med. Han største passion 

var dyr, så han syntes, at den her gruppe skulle se zoologisk have. Men i og med at vi skulle 

gå lige i hans fodspor og følge efter ham, stille op til fotografier, så… 

Den mand var bare ikke min kop te. Han burde være et forbillede for, hvordan man gebærder sig, 

når man er ude, men manden lettede det ene ben og slog en ordentlig prut. Efterfølgende var der 

personer i gruppen, der prøvede på det samme, fordi de åbenbart på en eller anden måde så op til 

ham. Jeg kunne se på hans ansigtsudtryk, at han nød, at der var folk, der så op til ham. Det er helt 

fint med mig, hvis der er nogen, der ser op til ham, men han skal bare ikke tage nydelsen af det. 

Og han skulle slet ikke rende rundt med sådan en primitiv adfærd, når han har med disse mennesker 

at gøre. Der skal langt større kvalifikationer til. 

En anden vej for mig og jer 

Som sagt er jeg student. Jeg arbejder for øjeblikket i en skobutik, og det har jeg gjort de sidste to 

år. Jeg er værdsat i firmaet. Jeg har fungeret som souschef i en afdeling, og nu er jeg kommet til 

det punkt, hvor jeg kan mærke, at det ikke er den vej, jeg skal gå alligevel. Jeg vil gerne have en 

uddannelse. Jeg er inde i en periode, hvor jeg har fundet ud af nogle ting om mig selv. Jeg har fundet 

ud af, at jeg vil søge ind på noget, der går i retning af livsstil og som handler om, hvorfor folk 

handler som de gør, dvs. en blanding af psykologi, drama og etnografi. Disse interesseområder vil 

jeg søge, at tilgodese i mit valg af studie til næste år. 

Jeg vil slutte af med at sige: 

”Jeg føler, at jeg har været glemt. Mine behov har ikke været tilgodeset til fulde. Jeg 

synes jeg kunne have haft større hjælp til at være der, hvor jeg er i dag, og jeg ønsker, 

at I vil tage min historie med jer, og forhåbentligt begynde at bruge det i jeres arbejde.” 

35

36 

Konference d. 20.-21. november 2003: Børn og forældre under pres 

Udviklingshæmmede som forældre – myter og 

fakta 7 

Af Sociolog Anne Skov, UFC Handicap 

Udviklingshæmmede som forældre er et tema, som gennem en årrække har været genstand for tilbagevendende 

debat blandt politikere, socialarbejdere, pårørende til udviklingshæmmede og blandt 

de udviklingshæmmede selv. Selvom der både her i landet og i udlandet har været gennemført flere 

undersøgelser gennem tiden, så er det tilsyneladende et tema, der med års mellemrum skal være 

genstand for mediernes bevågenhed. Som Jytte Faureholm nævnte, så er det oftest overskrifter som 

’udviklingshæmmede dur ikke som forældre’ – ’markant stigning i antallet af udviklingshæmmede 

mødre’ – ’børn fjernes umiddelbart efter fødslen’ eller tilsvarende, der fremstår i pressen. 

Igen i 2000 var der en stor debat i pressen om udviklingshæmmede og forældreskab, hvor ovenstående 

synspunkter blev fremført igen, ligesom der blev peget på, at kommunerne i for ringe grad 

forholdt sig til problematikken. Det der kendetegnede debatten var imidlertid, at enkeltstående historier 

blev generaliseret. Debatten var med andre ord meget unuanceret. 

Det var på den baggrund, at Socialministeriet besluttede, at iværksætte en undersøgelse blandt et 

udsnit af landets kommuner. Undersøgelsen havde til formål at belyse: 

om der er en vækst i antallet af udviklingshæmmede, der bliver forældre 

den form for vejledning og støtte kommunerne iværksætter overfor både nuværende og 

potentielle forældre 

initiativer til kvalificering af indsatsen. 

Kort om undersøgelsen 

UFC Handicap 8 har forestået undersøgelsen, der blev gennemført i 28 af landets kommuner. Tilsammen 

har de 28 kommuner et indbyggertal svarende til 25 % af den danske befolkning. Undersøgelsen 

er baseret på henholdsvis et kvantitativt og kvalitativt materiale. Den kvalitative del i 

form af interview med en række kommunale sagsbehandlere har været væsentligt for at belyse den 

konkrete indsats overfor de pågældende forældre. De indsatsområder, der har været fokus på vedrører 

vejledning og rådgivning før en eventuel graviditet, rådgivning og støtte under graviditeten 

samt vejledning, støtte og hjælp efter fødslen og under barnets opvækst. Vi fik herigennem et nuanceret 

billede af indsatsformer og erfaringsgrundlag, overvejelser vedrørende kvalificering af indsats, 

udviklingsfelter samt en belysning af behovet for en mere systematisk indsats. 

En af de erfaringer vi i øvrigt gjorde os i forbindelse med undersøgelsen var, at der i mange kommuner 

kun er et mere sporadisk samarbejde mellem de forskellige forvaltninger eller afdelinger. 

Ikke sjældent var hjemmevejledning eller anden form for støtte til moren forankret i én afdeling, 

7 I Anne Skovs foredrag er efterfølgende indarbejdet alle plancher, der blev anvendt på konferencen. 

8 Før 1. januar 2004: Formidlingscenter Øst


mens man i en anden afdeling forholdt sig til barnets udvikling, herunder eventuelt behov for særlig 

støtte i daginstitution eller stillingtagen til aflastning eller anbringelse uden for eget hjem. Kun i 

et fåtal af kommunerne var der tale om en mere koordineret og samordnet indsats i forhold til hele 

familien. Det er forbavsende, at der i forhold til familiesager fortsat er kommuner, hvor der kun er 

et sporadisk samarbejde mellem de forskellige afdelinger. 

Flere andre grupper blev interviewet til undersøgelsen, men her i dag vil jeg – udover kommunerne 

– kun fortælle om interviewene med de udviklingshæmmede mødre. 

Det jeg især vil sætte fokus på fra undersøgelsen, er de kommunale sagsbehandleres holdninger og 

præferencer til udviklingshæmmede som forældre. Men først ganske kort lidt faktuelt fra undersøgelsens 

mere kvantitative del. 

Vækst eller fald? 

Undersøgelsen viser, at der er en stagnation med en tendens mod fald i antallet af udviklingshæmmede, 

der bliver forældre. Kun fire kommuner har oplevet en stigning. Fordelt på de 28 

kommuner ser tallene sådan ud: 

8 kommuner (28,6 %) havde inden for de seneste fem år registreret et fald 

13 kommuner (46,4 %) har inden for de sidste fem år registreret en stagnation 

4 kommuner (14,3 %) har registreret en stigning 

3 kommuner (10,7 %) tilkendegav, at de ikke havde for en besvarelse 

Det er med andre ord en myte skabt i medierne, at antallet af udviklingshæmmede forældre er markant 

stigende. 

Familierne 

De 28 kommuner repræsenterer et samlet indbyggertal på 1,3 mio., heraf er der knapt 5000 borgere, 

der ifølge kommunerne er voksne udviklingshæmmede. Det er i den sammenhæng værd at være 

opmærksom på, at intelligenstest af personer med indlæringsvanskeligheder ophørte for en række 

år siden. En rubricering efter udviklingshæmning er derfor hverken entydig eller objektiv. Det 

forhold har naturligvis indflydelse på en undersøgelse som denne, ligesom det kan have påvirket 

kommunernes besvarelse. 

Men ifølge de adspurgte kommuner er der altså her ca. 5000 borgere, der har: 

”En forsinket eller mangelfuld udvikling af evner og funktionsniveau, hvilket betyder 

en samlet nedsat funktionsevne (fx kognitivt, socialt, følelsesmæssigt) 9 .” 

Heriblandt er der 272 familier med tilsammen 356 børn, hvilket svarer til gennemsnitlig 1,3 barn 

pr. familie. Antallet af børn pr. familie er en smule lavere end landsgennemsnittet. 

Ud af de 356 børn bor 185 i deres egen familie, mens 162 børn er anbragt uden for hjemmet. De 

sidste 9 børn, der alle er bosat i den samme kommune, har det ikke været muligt at tilvejebringe 

oplysninger om. 

9 Jf. WHO's definition fra 1994. 

37

38 


Selvom mere end halvdelen af børnene er hjemmeboende, er der fortsat 162 børn svarende til ca. 

45 %, der er anbragt uden for eget hjem. Heraf er: 

114 børn (70 %) er ifølge kommunerne anbragt med forældrenes samtykke 

38 børn (23 %) er anbragt uden samtykke. 

Der er ikke oplysninger om de sidste 10 børn. 

Langt den største del af børnene er formelt anbragt med forældrenes samtykke. Men reelt er en 

række anbringelser 'frivillig tvang'. En betydelig del af anbringelserne er af varig karakter, hvilket 

vil sige, at der ikke er en forventning til eller arbejdes på, at barnet skal hjemgives. Ud af de 162 

børn er der kun 2 børn, hvor det angives at anbringelsen er af midlertidig karakter. 

Flere kommuner understreger, at kontakten til og samværet med de biologiske forældre vægtes 

højt under barnets anbringelse. Der gives flere eksempler på, at samværet udvikles positivt, når 

forældrerollen bliver mindre forpligtende. 

I forhold til Jytte Faureholms undersøgelse fra 1994 er der altså i dag et større antal af børn, der 

anbringes uden for hjemmet. Det behøver ikke at forholde sig sådan, men det kan være et udtryk 

for de kommunale sagsbehandleres præferencer og holdninger til udviklingshæmmede, som jeg 

senere vil sige noget om. 

Men først lidt om de hjemmeboende børns alder. Det har været fremme i debatten, at børn af udviklingshæmmede 

forældre tidligt anbringes uden for eget hjem, fordi forældrene har vanskeligt 

ved at stimulere dem udviklingsmæssigt. Undersøgelsen giver dog et mere nuanceret billede. De 

hjemmeboende børn er fordelt på følgende aldersgrupper 10 : 

21 børn er mellem 0-1 år 





Holdninger og handlinger 

Der er stor forskel fra kommune til kommune i forhold til den vejledning og støtte, der tilbydes 

udviklingshæmmede, ligesom erfaringerne med målgruppen er meget forskellig. Den forskellighed 

jeg især vil sige noget om, er som tidligere nævnt de kommunale medarbejderes grundholdninger 

til udviklingshæmmede. Dette er en præference som meget tydeligt kommer til udtryk, når vi taler 

om forældreskab. Når det er så væsentligt at fremdrage, så er det fordi det har stor betydning for 

den måde, man møder borgeren på og måden hvorpå støtten tilrettelægges. 

Det viste sig, at der var to meget forskellige grundholdninger: 

udviklingshæmmede kan også 

udviklingshæmmede kan ikke 

10 Der mangler oplysninger på 21børn.

Kan også 


De kommunale medarbejdere, der repræsenterede ’kan også’ – fremhævede, at i lighed med andre 

mennesker er udviklingshæmmede forskellige. Derfor må der ske en individuel vurdering af deres 

egnethed som forældre. I vurderingen må indgå en række forskellige faktorer, som familiens samlede 

ressourcer, netværk, den tilknyttede støtte, muligheden af at udvikle forældrekompetencer 

m.v. Der lægges vægt på at hjælpen skal være støttende og udviklende. Om det siger en kommunal 

medarbejder: 

”Ligesom alle andre forældre har også udviklingshæmmede vidt forskellige evner 

som forældre, alt afhængig af deres egen familiemæssige baggrund, deres viden om 

og evne til at tage sig af børn, og deres personlige erfaringer.” 

Det man har fokus på er forældrenes potentialer, altså deres muligheder for at kunne udvikle forældrekompetencer. 

Rådgivning, vejledning og støtte gives efter konkret og individuel vurdering og 

under iagttagelse af den enkeltes ressourcer. Synspunktet er, at hvis den nødvendige støtte stilles 

til rådighed, så vil flere udviklingshæmmede kunne udfylde forældrerollen, ligesom barnets tarv 

kan imødekommes. Der er samtidig fokus på forældrenes egen baggrund. Har forældrene manglet 

noget i deres opvækst? Har de selv manglet nærhed og omsorg? Vi har tidligere hørt Carina 11 tale 

om betydningen af den omsorgskultur, hendes forældre havde med fra deres opvækst. 

Holdningen ’kan også’ betyder ikke, at opmærksomheden på barnets opvækst og udvikling undertones. 

Men der fokuseres ikke alene på dette med udgangspunkt i, at forældrene eller typisk moren 

har indlæringsvanskeligheder. Det fremhæves, at dette kan der kompenseres for i flere familier, 

både gennem den vejledning og støtte som kommunen stiller til rådighed og gennem støtte fra familie 

og/eller netværk. 

Noget væsentligt i relation til denne grundholdning er, at der lægges vægt på at støtte den enkelte i 

at træffe beslutning, hvad enten det er i til eller fravalg af børn eller ved en eventuel anbringelse af 

barnet. En kommunal medarbejder siger det på denne måde: 

Kan ikke 

"Når udviklingshæmmede får ejerskabet af deres egne handlinger, så går de positivt 

ind for det og forsøger at få det bedst mulige ud af situationen." 

I andre kommuner er holdningen blandt medarbejderne, at udviklingshæmmede forældre ikke duer 

som forældre. Denne holdning begrunder sig i en forforståelse af udviklingshæmmede som en 

gruppe, der generelt ikke rummer forældreevner og qua deres funktionsnedsættelse ikke er i stand 

til at udvikle forældrekompetencer. Denne holdning kommer i handling til udtryk ved, at man skal 

gøre alt for at undgå, at udviklingshæmmede får børn. Man tyr til den restriktive samtale, og siger 

til forælderen: 

eller 

”Hvis du får et barn, fjerner vi det.” 

”Det er bedst, at du får en abort. Du skal ikke regne med, at du får lov til at beholde 

dit barn.” 

11 Der henvises til afsnittet ’Unge fortæller’ 

39

40 


Det fremhæves af medarbejderne, at der efter deres opfattelse er en tæt sammenhæng mellem intelligens 

og forældreevne. En medarbejder siger: 

"Hvordan kan man passe et barn, hvis man selv har et funktionsniveau som en otteårig?" 

En anden siger: 

"Forældreevne er ikke noget, som kan læres fra bunden af, der skal være et potentiale 

fra starten." 

Blandt de medarbejdere, der repræsenterer ’kan ikke’ er der en åben erkendelse af, at man anvender 

en meget restriktiv samtaleform og at denne præger kommunernes indsats. 

Man kunne antage at grundholdningen ’kan ikke’ kan registreres i undersøgelsens talmateriale. Det 

kan man imidlertid ikke. Der er således ikke en højere anbringelsesfrekvens i ’kan ikke’ kommunerne. 

Ligesom det ikke er sådan, at en mere restriktiv rådgivning fx om abort/fjernelse af barnet 

har den konsekvens, at udviklingshæmmede i disse kommuner tilsyneladende fravælger at få børn. 

Der er altså ikke talmæssigt belæg for, at det jeg kalder den restriktive samtale har den for kommunen 

ønskede effekt. Men jeg er sikker på, at den kan have en negativ virkning på familien og 

dermed også på barnets udviklingsmuligheder. Vi kender det fra os selv – privat eller i arbejdslivet. 

Hvis vores omgivelser giver udtryk for at vi kan – eller kan lære dette eller hint, så vokser vi i 

forhold til opgaven og vores omgivelser. Mødes vi derimod med ’det kan du ikke’ – ja så skal vi 

kæmpe en anden kamp, både med os selv og med omgivelserne. 

Forældreevne - forældrekompetence 

Jeg vil trække en anden forskellighed frem, som har en sammenhæng med de to grundholdninger. 

Det er brugen af begreberne forældreevne og forældrekompetence. 

Vi kunne registrere en stor forskel i den måde, forældrene blev mødt på. Jeg har her valgt at stille 

det op som et valg mellem to forskellige faglige kulturer, hvor forældreevne er fremtrædende i den 

ene, mens forældrekompetencer vægtes i den anden. Sammenfattende kan man sige, at fokus i 

vurderingen af forældreevne er de pågældendes mangler, mens fokus ved udvikling af forældrekompetencer 

er deres ressourcer. 

Forældreevne 

Når der tales om forældreevner, gives der ofte udtryk for en opfattelse af medfødte muligheder, 

noget man biologisk har med sig fra fødselen. Evner er som begreb relativ statisk. Enten har man 

dem (evnerne), eller også har man dem ikke. Forældreevne vurderes ud fra, om forældrene er i besiddelse 

af en række egenskaber. Vægten er her, om de har /ikke har disse egenskaber. Metoderne 

der bruges, er observation og beskrivelse af en række forskellige egenskaber, der spænder fra mere 

praktiske gøremål og over til stimuli af barnet. Nogle af de skemaer, der anvendes er ganske omfattende. 

Når man ser dem, kan man egentlig godt undre sig over, hvordan man selv slap igennem 

nåleøjet.

Forældrekompetence 


Forældrekompetencer vurderes ud fra om et potentiale er til stede, om det kan komme til udtryk/udvikles 

under de rette betingelser. Kompetencebegrebet er meget dynamisk, hvorfor det vel 

også har slået så godt an, når vi taler om personaleudvikling. Kompetencer skabes, produceres og 

reproduceres hele tiden i et samspil med andre. Mulighed for at udvikle kompetencer er situationsbestemt 

og vil i den konkrete situation være afhængig af en række forhold som fx forventninger og 

metoder. 

I den konkrete indsats fokuseres der på forældrenes mulighed for at udvikle deres potentiale. Udgangspunktet 

er den konkrete forælder, netværket, samspillet med omgivelserne og den tilknyttede 

støtte. I den sammenhæng indgår valg af metode eller tilgang til den pågældende borger, ligesom 

man må have fokus på materialers egnethed. Desværre er der ikke her i landet arbejdet mere systematisk 

med udvikling af forældrekompetencer, selvom der ligger relevant materiale og spændende 

erfaringer fra andre lande, der kunne inspirere. Der er i høj grad brug for metodeudvikling 

på et område som dette. Jeg er sikker på, at det ikke kun har relevans for mange udviklingshæmmede, 

men at det i høj grad også vil kunne anvendes i forhold til andre sårbare familier. Og jeg føler 

mig overbevist om, at det ville være en indsats, som mange børn og unge kunne profitere af 

frem for at blive svingdørsbørn. Jeg er ikke i tvivl om, at der fortsat vil være børn, for hvem det er 

helt nødvendigt, at deres opvækst finder sted i en plejefamilie eller tilsvarende. Men der er god 

grund til, at man mere metodisk arbejder med, at der sker en reduktion i antallet af børn anbragt 

uden for eget hjem. Det er påfaldende højt – også i forhold til denne gruppe. 

I udviklingen af kompetencer spiller forventningerne kan – kan ikke en væsentlig rolle. Den indstilling 

man har, betyder meget for hvordan man handler. Som tidligere nævnt afspejles fokusfeltet 

i den kommunale indsats. Jeg tænker på Heidis 12 fortælling om hjemmehosseren, som kom ind og 

flyttede rundt på møblerne. Denne hjemmehosser repræsenterer ét sæt af holdninger og handlinger, 

hvorimod hjemmehosserne hos Carinas familie, repræsenterer et andet tankesæt. 

Både denne undersøgelse og opfølgningen En plus en – måske tre viser, at den måde, man forholder 

sig til såvel det enkelte menneske som familien på samt måden hvorpå man handler, har stor 

betydning for kvaliteten i den støtte der ydes og udvikling af den enkeltes kompetencer. Hvis man 

aldrig mødes anerkendende, hvordan skal man så få selvtillid og magte de opgaver man står overfor? 

Indsatsen før, under og efter 

I den sidste del af mit oplæg vil jeg sige noget om kommunernes indsats før en eventuel graviditet, 

vejledning og støtte under graviditeten samt hjælp og støtte under fødslen og ved barnets opvækst. 

Indsatsen før 

Selv om der i kommunerne er forskellige holdninger til udviklingshæmmede som forældre, er der 

samstemmende en opfattelse af, at det er vigtigt at forebygge graviditet. Der er generelt en opmærksomhed 

fra de kommunale hjemmevejledere på udviklingshæmmedes spirende seksualitet, 

pardannelse og eventuelle ønske om at stifte familie. Der lægges især vægt på vejledning om præ- 

12 der henvises til ’Unge fortæller’ 

41

42 


vention. Den konkrete vejledning suppleres efter konkret vurdering med samtaler om ansvars – og 

arbejdsbyrde i et forældreskab. 

I nogle kommuner anvendes en støttende form for samtale, hvor målet er, at den pågældende selv 

får en forståelse af, hvad konsekvensen af et givent valg er. Når man bliver opmærksom på ønsket 

om forældreskab bliver der, som en respondent udtrykker det ”snakket, snakket og snakket.” Der 

gives udtryk for, at det gennem anerkendende dialog er vigtigt at afdække om ønsket er reelt, herunder 

om der er behov for at forbedre den pågældendes grundlag fx ved et praktikophold i en 

vuggestue. Men også andre former for afprøvning eller praktik anvendes fx kæledyr, surrogatbaby 

m.v. Flere udviklingshæmmede fremhæver, at det er den gode snak, der især har betydning. En siger: 

”En dag talte jeg med Naja [pædagog] oppe på værkstedet. Vi snakkede om det at 

have børn, og hun spurgte mig, hvad jeg gerne ville. Men det vidste jeg jo ikke helt. 

Så fortalte hun mig, hvordan hun synes, det er at være forældre, at der er mange glæder, 

men at det også er besværligt. Naja syntes, at jeg skulle snakke med Hanne [udviklingshæmmet 

mor], for hun kunne fortælle mig lidt mere om, hvordan det er med 

sådant et lille barn. Efter det ville jeg ikke have børn.” 

I andre kommuner anvendes en mere direkte form for kommunikation, som flere kommunale medarbejdere 

selv betegner som hård og restriktiv. Denne samtaleform er meget direkte og konfronterende 

i form af ’vi fjerner barnet, hvis du ikke får abort’ eller ’du skal aldrig regne med at kunne 

gå ud, hvis du får et barn’. Nogle medarbejdere giver over for de potentielle forældre udtryk for, at 

familien vil blive overvåget døgnet rundt, hvis de vælger at få børn. Enkelte kommuner giver udtryk 

for, at denne samtaleform har betydet, at nogle af de pågældende borgere er fraflyttet kommunen. 

En udviklingshæmmet kvindes egen oplevelse af den restriktive samtale er følgende: 

”Hun ville lokke mig til at blive steriliseret. Hun sagde, at når man har børn, kommer 

man aldrig mere i biografen eller ud at spise, man kan slet ikke noget, når man har 

børn. Det passer jo ikke. Hun har da selv børn, og jeg har da set hende i byen. Så jeg 

ville ikke steriliseres, hun skulle ikke bestemme.” 

Kommunerne giver udtryk for at den restriktive samtaleform er en effektiv måde at forebygge graviditet 

på. Undersøgelsens talmateriale kan dog ikke umiddelbart underbygge denne antagelse. 

Indsatsen under 

I det omfang man i kommunen får kendskab til graviditeten tilknyttes der ofte særlige fagpersoner, 

det være sig sundhedsplejerske, hjemmevejledere eller andre. Enkelte steder tilbyder støtte i form 

af netværk, et eksempel herpå er Samlepunkt i Odense 13 . 

Formålet med støtten er forskellig. I nogle kommuner arbejder man på at forberede – typisk moren 

– til forældrerollen, mens indsatsen i andre kommuner iværksættes med henblik på at fjerne barnet 

umiddelbart efter fødslen. Man påbegynder altså en vurdering eller observation af forældreevnen 

under graviditeten og før barnet er født. Jeg vil mene, at der ofte må være nogle vanskeligheder 

forbundet med, at skulle vurdere forældreevne hos en person, der endnu ikke har fået forældrerol- 

13 der henvises til litteraturliste


len. Der kan ligeledes stilles spørgsmål ved graden af objektivitet og legitimitet, hvis udfaldet på 

forhånd er fastlagt. 

Hvis vi tænker tilbage på vores egen første graviditet – ja så har mange af os haft nogle forestillinger 

om forældrerollen, der lå langt fra den virkelighed vi blev mødt med efter fødslen og tiden derefter. 

Og vel ikke sjældent blev vores forældreevne sat på prøve, men langt de fleste af os har heldigvis 

fået mulighed for at udvikle vores kompetencer og en eller anden grad af mestring. 

En af de problemstillinger jeg i øvrigt vil fremdrage i forbindelse med observation er den problemstilling, 

at det ikke sjældent er den hjemmevejleder der er tilknyttet som støtte til den pågældende, 

der samtidig har den observerende og kontrollerende funktion. Denne dobbeltrolle er problematisk, 

fordi der opstår tvivl og usikkerhed om, hvornår den ene rolle begynder og den anden ophører. 

Mange af de udviklingshæmmede vi har interviewet giver udtryk for, at medarbejderne meget ofte 

undlader at sige, hvad det egentlig handler om. Det er ikke tillidsskabende. En udtrykte det på den 

her måde: 

"De skal ikke sidde og lyve, vi får ikke den rigtige besked[…] Da mit barn blev fjernet, 

fik jeg kun hørt mellem linierne, at det var det, det handlede om. Det ville være 

rart at få ordentlig besked og få at vide, hvad der er vores ret som menneske, når tingene 

sker." 

I forbindelse med undersøgelsen gav formanden for Udviklingshæmmedes Landsforbund (ULF) 

udtryk for, at man som udviklingshæmmet ’bliver gravid med systemet’. Det må man sige, at 

mange faktisk gør. 

Indsatsen efter 

Indsatsen deler sig straks efter fødselen i to meget forskellige retninger: 

støtte til familien 

anbringelse uden for hjemmet 

Når støtten gives i familien er der generelt tale om stor variation af indsatsen. I næsten alle de familier 

indeholder støtten udvidet sundhedspleje, daginstitution og støttetimer i hjemmet. Nogle 

steder suppleres dette med mor/barn plads i vuggestue med henblik på at vejlede moren i konkrete 

situationer. Det er generelt kendetegnende for mange medarbejdere, at de efterspørger forskellige 

former for metodisk materiale, som de kan anvende i deres vejledning af forældrene. 

På baggrund af interview med udviklingshæmmede er det netop den personlige, anerkendende og 

instruktive form for vejledning i eget hjem, som særlig fremhæves. En mor, der havde oplevet en 

god støtte fra sundhedsplejersken, udtrykte det på denne måde: 

"Hun var utrolig god til at vise mig, hvordan jeg skulle gøre, og roste mig, når jeg 

gjorde det rigtigt. Jeg kunne også altid ringe til hende, hvis jeg havde brug for det." 

En anden mor, der havde oplevet det modsatte, udtrykte det således: 

"Hun sagde, at sådan skulle jeg ikke gøre – men hvad skulle jeg så? En dag sagde 

hun, at jeg skulle sætte grænser – hvordan gør man det?" 

43

44 


Ligeså snart der er den mindste tvivl om forældrene kan klare det, så er der mange kommuner, der 

gør brug af familiedøgnophold, for at vurdere forældreevnen hos forældrene. Man kan være lidt i 

tvivl om det at flytte til nye omgivelser og være sammen med mange mennesker, som man skal 

forholde sig til og de til en, - nu virkelig er det bedste sted for en vurdering og udvikling af forældrekompetencen. 

Jeg ved ikke, hvordan I ville have det? Men jeg er helt sikker på, at hvis det var sket for mig den 

første gang, jeg fødte, så ville det have gjort mig så usikker. Jeg ville som en tyveårig mor have 

fungeret langt dårligere på en døgninstitution end i mine vante omgivelser. Det er tankevækkende, 

at det netop foregår på den måde. Hvorfor skal sårbare eller usikre familier, der har brug for støtte, 

flytte hen hvor kompetencen er? Hvorfor er det ikke omvendt? Hvorfor kommer kompetencen ikke 

til dem i de omgivelser, hvor de er trygge? 

I forbindelse med en evaluering af familieinstitutionen Bethesda (Uggerhøj 2000) var en af konklusionerne: 

” … der er tegn på, at beboerne anvender så store ressourcer på at tilpasse sig nogle 

uønskede rammer og forhold på Bethesda, at det kan være vanskeligt for personalet 

at gennemskue forældrenes evner og kompetencer i forhold til omsorgen af barnet.” 

Anbringelse uden for hjemmet 

De fleste anbringelser sker formelt med forældrenes samtykke. Baggrunden for det, man kunne 

kalde ’den frivillige tvang’, sker ifølge de kommunale sagsbehandlere både af hensyn til barnet og 

forældrene. Muligheden for at opretholde kontakten mellem barn og forældre, samarbejdet mellem 

biologiske forældre og plejefamilie samt muligheden for at forstå og acceptere den ændrede forældrerolle, 

fremhæves som væsentlige grunde til, at der arbejdes på, at anbringelsen sker med forældrenes 

samtykke. 

Der er sandsynligvis en række forældre, som har svært ved at forstå rækkevidden af samtykket. 

Der er dog næppe tvivl om, at der er en betydelig sprogkløft mellem forældrene og sagsbehandlerne. 

Måden hvorpå barnet er fjernet fylder meget hos flere af de interviewede forældre. Og det er 

med rette også en form, der er kritisabel. Et par eksempler: 

”Jeg var på cykel, så kom aflastningsfamilien kørende i bil. De havde lige været til et 

møde på kommunen, og de var blevet enige om, at min søn skulle bo ude hos dem et 

stykke tid. De spurgte, om jeg ville være med til det […] Jeg står midt ude på en landevej 

og skal tage den beslutning." 

”Først hed det en aflastningsfamilie, så hed det pludselig ikke det mere, så hed det en 

familiepleje. Og så skulle vi [forældrene] tage hjem og tænke over, om han skulle i 

familiepleje. Vi havde én dag til at tænke over det. Og så måtte vi tage hjem til vores 

lejlighed. Vi skulle bare have en god aften, sagde de. Vi tog hjem, men hvordan kunne 

de tro, at vi kunne hygge os? Vi lå på sengen og græd. […]Det er ligesom man ikke 

bliver regnet for noget. De sagde, at hvis bare vi sagde ja, så fik vi ham hjem til jul og 

påske. Men det passer slet ikke. Der bliver sagt så meget, som slet ikke passer.”

Fastholdelse af forældrerollen 


Den frivillige anbringelse sker altså under hensyntagen til både barnet og forældrene. Flere sagsbehandlere 

understreger, at det forud for anbringelsen er vigtigt, at der er den fornødne tid til at 

etablere en god dialog med forældrene og få dem til at forstå, at de ikke kan opfylde de behov barnet 

har, og at en anbringelse udenfor eget hjem derfor er den bedste løsning. En medarbejder siger 

bl.a.: 

”Det er vigtigt, at forældrene synes, at det er en god ide, at barnet anbringes. Når de 

får ejerskab til den handling, så mærker barnet det også. Også selvom snakken tager 

lang tid. Der er intet, der er akut.” 

Selvom den gode dialog etableres og samtykket formelt gives, så er anbringelsen tit uforståelig 

selvom der også er eksempler på, at forældrene er lettede over, at blive fritaget for det daglige ansvar. 

Omfanget og karakteren af samvær mellem de biologiske forældre og barnet er varierende. Undersøgelsen 

viser at der er flere problemstillinger i relation til fastholdelse af forældrerollen. Der er 

bl.a. et spørgsmål om plejefamiliens rummelighed, herunder en anerkendelse af at forældrene stadig 

spiller og har en rolle i forhold til barnet. Som for andre forældre er det også for disse meget 

ofte de små nære ting, der har betydning. Nogle af forældrene udtrykker det sådan: 

”Det jeg ikke kan lide, når man har et barn i familiepleje er, at man bliver lovet, at 

man nok skal komme med ud at købe tøj og andre ting. Men det har jeg ikke været 

endnu. Jeg ville gerne have været med til at købe hans første sandaler, men plejemoren 

købte dem bare uden at spørge, hvad han skulle have. Vi får ikke lov til at være 

far og mor.” 

”Hun [plejemoren]foreslog, at han skulle kalde min far og mor for bedstefar og bedstemor, 

for ikke at forvirre ham. Hendes far og mor skulle så være morfar og mormor.” 

”Engang da vi kørte i bus, så siger min datter lige pludselig – lige ud i bussen: ”Det 

er min mor.” Jeg blev så glad.” 

Perspektivering 

Jeg vil slutte mit oplæg af med en opsummering af de forskellige indsatsområder, som de kommunale 

medarbejdere gerne ser prioriteret: 

Mere af det der virker. Der er meget i kommunernes praksis, der virker, men der er brug for en 

mere systematisk indsamling af erfaringer. Herunder en vurdering af, hvad der virker og hvorfor. 

Der er behov for en formidling heraf til andre kommuner. Selv om der er behov for nye metoder, 

handler det også om at gøre brug af dem, der er. Det handler om en parathed til at gøre noget på en 

anden måde. Holdningerne betyder noget for handlingerne. 

Udfyldelse af ”hullerne.” Der efterlyses metoder, der kan kvalificere vejledningen både af potentielle 

forældre og nuværende forældre. Der efterlyses metoder tilpasset målgruppen, der i højere 

grad kan medvirke til udvikling af forældrekompetence i hjemmet evt. med brug af specialisterne 

fra døgninstitutionerne. 

45

46 


At gøre noget andet. Der er behov for tilegnelse af andre støtteformer og vejledningsmetoder. Der 

er produceret meget nyttigt materiale i andre lande. Erfaringer og inspiration herfra bør inddrages. 

Metoder der i højere grad gør forældrene i stand til at træffe beslutninger. En af de store udfordringer 

er fortsat at arbejde med metoder (og egne holdninger), som kan støtte udviklingshæmmede 

i at tage egne beslutninger. At træffe egne beslutninger er noget af det, der virkelig betyder 

noget i livet og som gør beslutninger holdbare. Et eksempel: Hvis vi heroppefra podiet beslutter, at 

rygerne har røget deres sidste cigaret i konferencens næste pause, hvor holdbart tror I så at det er? 

Når andre tager beslutninger på ens vegne, holder det sjældent. Det er derfor vigtigt at støtte udviklingshæmmede 

i at træffe deres egne beslutninger. Udfordringen ligger i at bidrage til et godt 

beslutningsgrundlag. 

Vurdering og udvikling af forældrekompetencer i hjemmet, som er det sted hvor vi alle fungerer 

bedst. Der er brug for at kunne støtte uden at invadere. Det handler om at hele tiden i sit tankesæt 

at tage udgangspunkt i både at hjælpe forældrene og barnet. Det handler ikke om forældrenes 

tarv eller barnets tarv, det handler om familiens tarv. Det vil sige at der også er behov for at få 

fastholdt forældrerollen og sikre en rummelighed i plejefamilien, der gør det muligt. 

Væsentlig er det at indsatsen er tilpasset familien. Fremtidens indsats kan forbedres. Vigtigst af 

alt: det er ikke intelligensen der afgør, om man bliver en god forælder eller ej. En række andre faktorer 

er i spil. Udviklingshæmmede er ikke bare udviklingshæmmede, de er ligesom andre mennesker 

vidt forskellige Der er brug for, at der arbejdes langt mere med holdninger og handlinger. 

Jeg vil slutte af med at citere en række ønsker, der er formuleret af mennesker med udviklingshæmning. 

Jeg interviewede dem i forbindelse med bogen ”En plus en - måske tre”. De har på 

mange måder givet mig og andre stof til eftertanke. Det synes jeg også, deres ønsker gør: 

Hjælp os med at beslutte 

Tag os alvorligt 

Vær ærlig, sig det, I mener 

Sig det, så vi kan forstå det 

Behandl os ordentligt og giv os ordentlig besked 

Hjælp os til at blive gode forældre, hvis det er det, vi ønsker

Litteratur og referencer 


Abildtrup, Knud, 1991: Opdragelse til barnløshed, Socialrådgiveren, nr. 17/1991, s. 8-10. 

Berlingske Tidende, 2. maj 2001: Færre børn skal fjernes, forside, samt Anbringelser undersøges, 1. Sektion, 

s. 4. 

Bonderup, Krista & Mariann Carlsen (2001): Sådan sikres den skøbelige familie en god start I Victoriahuset. 

Dafolo 

Bonderup, Krista og Mariann Carlsen, 2001: Mor og barn: sådan sikres den skrøbelige familie en god start i 

Victoriahuset, Frederikshavn: Dafolo. 

Booth, Tim & Booth, Wendy (1994): Parenting under pressure. Open Universitet. Press Buckingham – 

Philadelfia. 

Booth, Tim & Booth, Wendy (1998): Advocacy for Parents with learning Difficulties. Pavilion Publishing. 

Brønserud, Sissel & Marie Louise Dessau: den kompelkse anbringelse. Nordisk Socialt Arbeid. 1/2002 

Egelund, Tine (1997): Beskyttelse af barndommen. Hans Reitzels Forlag. 

Faureholm, Jytte, 1994: De måske egnede, Socialpædagogen, nr. 21/1994, s. 10-12. 

Faureholm, Jytte, 1994: Du’r udviklingshæmmede som forældre? – En landsdækkende undersøgelse fra 

1992-94, København: Socialministeriets Informations- og Konsulentvirksomhed (SIKON). 

Faureholm, Jytte, 1999: Forældrekompetence i udsatte familier. Empowerment i praksis, Århus: Forlaget 

Systime. 

Faureholm, Jytte, 2000: Familier, hvor forældrene er udviklingshæmmede, LEV, nr. 10/2000, s. 22. 

FN's Standardregler Ligemuligheder for handicappede. Socialministeriet 1994. 

Frederiksborg Amt, Socialforvaltningen,1997: Vejledning. Udviklingshæmmede forældre og deres børn. 

Frederiksborg Amt 

Fyns Amt,1997: Forældreevneundersøgelser. Vejledende retningslinier for børne- og ungerådgivninger og 

døgninstitutioner, Fyns Amt. 

Jensen, Lisbeth, 2000: Stil de rigtige spørgsmål og få nogle brugbare svar, ULF-Nyt, nr.4, s. 3-5. 

Jurainformation 1997, Ny sociallovgivning 1. Juli 1998, Jurainformation 

Krogh, Aase,1998: Udviklingshæmmede som forældre, Børn i tiden, nr.1 marts/1998, s. 2-9. 

Krogstrup, Hanne Katrine (1999): Det handicappede samfund. Om brugerinddragelse og medborgerskab. 

Forlaget Systime 

Madsen, Henny, 1998: Samlepunkt - en dagforanstaltning for udviklingshæmmede forældre og deres børn, 

Frederikshavn: Dafolo Forlag. 

Nygren, Pär, 1995: Profesjonelt barnevern som barneomsorg: fra teori til verktøy, Oslo: Ad Notam Gyldendal. 

Olsen, Henning, 2000: Holdninger til handicappede. En surveyundersøgelse af generelle og specifikke holdninger, 

Socialforskningsinstituttet 

Plambech, Kirsten, 2001: Forældre med handicap. De Samvirkende Invalideorganisationer ( DSI) 

Politiken, 16. Juli 2000: Svagt begavede får flere børn, forside; Barnets tarv, ledende artikel, PS, s. 6; Når 

mor og far aldrig bliver voksne, PS, s. 1, samt Tinas valg, PS, s. 2. 

Schrøder, Merete, 2001: Konflikten som stjal barnets støtte, Embla, nr. 3/2001, s.28-37. 

Skov, Anne & Henningsen, Ulla (2001): Udviklingshæmmede som forældre – en kortlægning i 28 kommuner. 

Formidlingscenter Øst 

Skov, Anne & Møgelmose, Karin (2002): En plus en – måske tre. Formidlingscenter Øst, 

Socialministeriet, 1996: Familier med udviklingshæmmede forældre, København: Statens Publikationer. 

Socialministeriet, 2000: Socialpolitisk Årsmøde 2000. Det åbne velfærdssamfund – brugere og pårørende i 

centrum, København: Statens Information, Publikationsafdelingen. 

Uggerhøj, Lars (1995): Hjælp eller afhængighed. Ålborg Universitetsforlag. 

Uggerhøj, Lars (2000): Den indviklede udvikling. En rapport om familieinstitutionen Bethesdas arbejde med 

forældreevnevurderinger. Center for forskning i socialt arbejde. 

Wiborg, Annette, 1996: Styrk forældreevnen, Børn & unge, nr. 1/1996, s. 5-7. 

47

Forældre fortæller 

48 


På konferencen fortalte tre mødre, der havde deltaget i Jytte Faureholms undersøgelse fra 1994, 

bl.a. om deres forældrerolle, barnets opvækst og støtten fra omgivelserne. De tre mødre er Majken, 

Berit og Marianne.. 

Majken 

Omverdenens reaktion: Duer ikke 

Jeg vil starte med at fortælle om min graviditet. Der var fagfolk, der sagde til mig, da jeg var gravid, 

at jeg skulle få foretaget en abort. De mente ikke, ’at det duede’ at jeg fik et barn. Jeg ville ikke 

kunne magte det. Derfor blev jeg stædig. Hvorfor skal man altid have at vide, at man ikke duer, 

at man ikke kan noget? Hvem kan vide, hvem der bliver gode forældre? Men jeg var trods alt så 

heldig, at jeg havde min svigerinde at snakke med. Og det gjorde jeg. 

Men det værste var omverdenens reaktion. De så skævt til, at jeg skulle have et barn. 

Man sagde: 

”Det kan du jo ikke” 

”Du skal passe på, for når du har født, så kommer de og tager barnet fra dig.” 

Så svarede jeg: 

”Hvordan kan I vide, at de kommer og tager mit barn? Hvis jeg nu gør det så godt, 

jeg kan? Så må jeg jo få hjælp til resten.” 

Det håbede jeg i hvert fald. Men omverdenen ville ikke lade sig overbevise. 

Jeg fik lidt hjælp. I starten, før jeg blev konstateret gravid, talte jeg med en læge i en anden kommune. 

Han sagde til mig, at jeg ikke kunne blive gravid, fordi jeg var for lille. Han mente, at jeg 

ikke kunne blive gravid på rund af min højde. Men gravid blev jeg jo altså alligevel… 

Han har siden hen sagt, at det var for at lokke mig til ikke at blive gravid. 

Glæden 

Glæden ved at få et barn den er stor! Jeg blev så glad, da jeg fik Palle, at det var helt utroligt. Jeg 

græd simpelthen så meget, at lægen oppe på sygehuset i Herning sagde til mig: 

”Uha, hvorfor er du så ked af det, har du fortrudt det?” 

Men jeg sagde: 

”Nej det har jeg ikke, men jeg kan godt fortælle dig, at jeg er så glad for, at jeg har 

fået den her lille guldklump, at jeg vil gøre alt hvad der står i min magt for at passe 

på ham.” 

Palle er og har altid været min store guldklump, og det bliver han ved med at være.

Svært at forstå og forklare 


Vi fik en hjemmehjælper, da Palle ikke var ret stor. Men så blev der lidt spektakel i hjemmet, som 

Palle også har fortalt 14 . Så kunne vi jo ikke rigtigt bo sammen med far, og så måtte vi et andet sted 

hen. Det er hårdt, når man har prøvet på at få det til at hænge sammen. Det er svært at erkende, at 

man ikke kan klare opgaven, og at det er andre, der må tage over. Derfor kan jeg godt forstå, at de 

unge, som vi hørte før, kan havde lidt svært ved at forstå, hvorfor de ikke kan være hos deres mor, 

hvor de føler, de hører hjemme. Vi som forældre har også lidt svært ved at forklare, hvorfor de ikke 

kan bo hjemme. Jeg har i hvert fald haft svært ved at forklare det for Palle, desværre. Men jeg 

håber, han kan få sin viden udbygget andetsteds. Men jeg vil støtte ham alt, hvad jeg overhovedet 

kan, og jeg ønsker det bedste for ham og hans fremtid. 

Netværk og støtte 

Lægen, som var fra Brande kommune, var enestående til at stå bag mig og min lille familie. Han 

hjalp mig på alle mulige måder. Jeg kunne bare ringe, hvis der var problemer, så var han der bare. 

Og det er jeg dybt taknemmelig for, for ellers var Palle nok kommet hjemmefra langt før. 

At blive indlagt på sygehuset og skulle have sit barn. Der var nogle, der havde sagt til mig, at barnet 

ville blive taget fra mig på sygehuset, så jeg turde næsten ikke at føde Palle. Jeg var bange for, 

at de ville fjerne ham med det samme. Men det skete heldigvis ikke. 

At komme hjem med den lille er noget af en omvæltning, for det her lille ny familiemedlem, det er 

jo pragtfuldt. Men hvor blev omgivelserne af? Jeg troede jo, at bedsteforældre kom og bød velkommen 

hjem, eller lige skulle kigge til den lille ny. Der kom ikke nogen. Palle blev sat på en stol 

og så kørte hans far. Sådan var det. Jeg så ham først ved midnatstid, hvor han kom slæbende hjem 

med gæster. Men skidt med det. Det klarede vi jo også. 

Familiepleje 

Jeg glemmer aldrig, da Palle kom i aflastning. Jeg kan se hans daværende plejefar komme, og Palle 

stod ude på trappen med hans lille kuffert med hans små biler i. Det glemmer jeg aldrig. Han 

stod lige så sød, og så sagde han: 

”Mor, du skal ikke være ked af det. Jeg kommer snart igen.” 

Puh, det var barsk, for jeg vidste, at Palle ikke lige kom hjem igen. Så tænkte jeg for mig selv, 

hvad kan du gøre for at komme videre? Efter at det var gået et stykke tid, gik jeg ned og talte med 

kommunen, for jeg savnede Palle, så at det gjorde ondt helt nede i tæerne: Jeg kunne se ham i hans 

børnehave. Han gik med de andre hjem. Jeg kunne høre hans stemme, da han gik og legede der 

nede. 

Jeg har også hørt fra andre, at han har kunnet se hjem, hvor vi boede. Han kunne ikke forstå, hvorfor 

mor skulle være hjemme i det røde hus og han selv et andet sted. Det var underligt for ham, 

men det var det så sandelig også for mig, det var barsk. 

Familieopholdet var jo også noget af en omvæltning, for når man har været vant til at have sit eget 

hjem og lige pludselig skulle indrette sig under andres vilkår, det kan godt være svært. Det var 

14 se ’Unge fortæller’ 

49

50 


hårdt at køre derop. Det var nogle, der mente, at det ikke var så godt at komme derop. Men på nogle 

punkter, synes jeg, at det har været godt. Jeg har lært en masse af det. Jeg ved godt, at Palle sagde, 

at han havde fået at vide, at vi var kommet der op for at lære noget. Men hvad kunne vi sige til 

Palle, han var jo trods alt bare 5 ½ år? Jeg var lidt skeptisk mod at fortælle ham, hvorfor vi egentlig 

skulle derop. Jeg var ikke så glad for at være deroppe til en begyndelse. Jeg græd mig i søvn 

mange gange. Men tiden gik og vi prøvede at få det bedste ud af den. 

Min egen baggrund og familie 

Min egen far syntes, at Palle skulle passe på mig. Når vi fx tog toget til Sjælland, så skulle Palle 

passe på mig. Det var fordi far mente, at Palle så bedre end mig. Med Palle var jo kun et barn, så 

det var jo noget af en opgave at give ham, og noget af et ansvar at lægge på de små skuldre. Men 

jeg vil sige, at Palle har været sød og er stadigvæk en sød, rar og hjælpsom ung mand. 

Mine søskende syntes da, det var spændende, at jeg fik den her lille dreng. Men jeg tror ikke helt, 

at de forstod. Da jeg skulle have Palle i familiepleje, tror jeg nok, at de mente, at jeg havde opgivet 

på en eller anden måde. Men jeg ville hellere erkende, at jeg ikke selv kunne klare det, end at de 

skulle komme og tage ham med magt. Det ville jeg ikke bryde mig om. 

Min mor var syg længe før hun fik mig. Far og mor havde fire drenge, som var fuldt ud normaltbegavede. 

Somme tider tænker jeg på, at far så tit sagde til mig: 

”Du kan ikke det samme som de andre. Du er anderledes.” 

Men hvis jeg nu har været så meget anderledes, og hvis jeg har været en klods om benet på ham, 

hvad skulle jeg så til verdenen efter. Hvad skulle jeg der, hvis jeg kun var i vejen? Så burde han 

have tænkt sig om. Der burde de voksne have tænkt sig om. 

Til sidst vil jeg sige: 

”Jeg er glad for, at jeg lever i dag. Jeg har et dejligt liv! For det første har jeg set, at 

Palle er kommet så godt på vej. Han klarer sig godt, ser det ud til, og det er jo dejligt. 

For det andet, så har jeg jordens dejligste mand, som for øvrigt er med her i dag. Det 

er jeg utrolig glad for!”

Berit 

Min graviditet 


Jeg vil fortælle om, da jeg blev gravid og skulle have min søn. Jeg gik til lægen, som konstaterede, 

at jeg var tre måneder henne. Et par dage senere kom der et brev fra Amtsgården. Jeg blev bedt om 

at komme til møde, hvilket jeg gjorde. Jeg tog op til Amtsgården, hvor der kom mig en dame i 

møde. Hun har nok været socialrådgiver. Hun sagde, at hun gennem min læge havde hørt, at jeg 

var gravid. Hun spurgte, om jeg vidste, hvad det indebar at have et barn. Jeg svarede at det, vidste 

jeg godt. Derefter sagde socialrådgiveren, at hun ikke syntes, at jeg skulle have barnet, fordi det 

ikke var sikkert, at jeg kunne magte det. Så tænkte jeg, – nu sker der ting og sager. Så spørger jeg 

hende, hvad hun egentlig kendte til om mig. Hun sagde, at hun havde læst mine papirer. Jeg sagde 

til hende, at bare fordi hun havde læst mine papirer, så betød det ikke, at jeg kunne sættes i bås på 

det grundlag. Hun syntes at jeg skulle få en abort. Men det nægtede jeg. Jeg havde ikke brug for at 

gå hjem og tænke over det, som hun foreslog. Jeg havde tænkt på det. Jeg var rasende, da jeg gik 

derfra. Jeg smak døren i så hårdt, at alle døre røg op ude på gangen. De kiggede på mig, og sagde, 

at de aldrig havde set nogen så gal. ”Så har I set det nu!”, sagde jeg. 

Jeg gik hjem og talte med mine forældre. Min far sagde, at jeg jo havde taget min beslutning, og at 

socialrådgiveren slet ikke skulle blande sig i den. Men om eftermiddagen, ringede hun til mine 

forældre, hvor hun fortalte dem, at jeg var gravid. De svarede bare, at det vidste de godt. Da hun 

igen begyndte at tale for, at jeg skulle få en abort, sagde min far, at jeg vidst nok allerede havde 

fortalt hende om min beslutning, og at der ikke var mere at tale om. 

Støtte til familien 

Jeg fødte Christian i efteråret 1982. Da jeg havde født, kom der en myndighedsperson ud og spurgte, 

om jeg ville have noget hjælp. Det ville jeg selvfølgelig gerne have. Jeg fik en hjemmehosser. 

Vores kemi passede bare ikke rigtigt sammen. Hun blandede sig i nogle ting som fx min økonomi. 

Det var ikke lige det hun skulle, syntes jeg. Da jeg bad hende om at gå, sagde hun, at jeg ikke bare 

kunne smide hende ud. Men jeg sagde: 

”Jo, det kan jeg for det er mit navn, der står på døren!” 

Jeg blev hidsig, og vi skændtes. Jeg sagde til hende, at hun ikke skulle blande sig i min økonomi, 

for det kom ikke hende ved. Efter at jeg havde smidt hende ud, tog hun selvfølgelig kontakt til min 

sagsbehandler. Der gik to dage, så ringede sagsbehandleren og spurgte til min opførsel. Jeg fortalte 

hende, hvad der var gået galt. Efter en uges tid fik jeg en ny hjemmehosser. Mellem hende og mig 

var kemien rigtig god. Hun var en rigtig dygtig pige. 

Vuggestue, børnehave og skole 

Christian kom i en kanon god vuggestue, da han var 3 måneder gammel. De støttede meget op om 

de ting, jeg selv havde svært ved at klare. På det tidspunkt var jeg ansat i et køkken i en beskyttet 

stilling, men arbejdsklimaet var dårligt. Jeg blev mobbet. De snakkede bag min ryg. Hvis de var 

utilfredse med noget, kom de ikke til mig, men gik og mukkede i krogene. Efter to år holdt jeg op 

med at arbejde der. Så gik jeg hjemme, men Christian blev i vuggestuen indtil han var tre år, hvor 

51

52 


han kom i børnehave. Det var en god børnehave. Christian fik en støttepædagog, som var god ved 

ham. Men kemien mellem os passede ikke. Der var et tidspunkt, hvor bølgerne gik ret højt. En dag 

blev det for meget, og vi stod og råbte af hinanden nede på børnehaven. Lederen kom ud, og fik 

det stoppet. 

I børnehaven kom der en rigtig sød fysioterapeut til Christian. Hans motorik var ikke så god. Han 

havde meget svært ved at se og brugte stærke briller. Inden han fik sine briller gik han ind i alle 

ting. Han var en aggressiv lille fyr, men æblet falder jo sjældent langt fra stammen. 

Christian begyndte på en rigtig god skole. Det gik godt indtil 6. klasse, hvor skolen pludselig 

meldte ud, at de ikke kunne have ham der mere. Han skulle have en støttelærer, hvilket de sandelig 

ikke kunne have på deres fine skole. Jeg fik ikke andet svar, da jeg spurgte til, hvorfor han ikke 

måtte være der længere. De ville slet ikke diskutere det med mig. 

Plejefamilie og efterskole 

Christians plejefamilie var søde, de sagde til mig at vi nok skulle finde en god skole til Christian. 

Fra 7. klasse kom han på en friskole i nærheden af sin plejefamilie. Christian tog toget frem og tilbage, 

hver dag i tre år. Det var bare en kanon god skole. Der skulle han bare have været fra starten 

af. Da han var færdig med skolen, kom han på efterskole, hvor det gik Christian rigtig godt. De tog 

hånd i hanke med hans problemer og de ting han ikke var så god til. Efter et år kom han på en anden 

efterskole, en søfartsefterskole. Det kørte rigtigt godt for Christian, som fik gode karakterer. 

Uddannelse og arbejde 

Efter søfartsefterskolen startede Christian på en uddannelse på Teknisk skole, for at blive lager- og 

transportoperatør. Svendebrevet fik han d. 3. maj 2003, med en gennemsnitskarakter på 9. Han fik 

også et 10-tal til eksamen og måtte en tur i kanalen. Han havde nemlig sagt til en af lærerne, at 

hvis han fik et 10-tal, så ville han godt hoppe i kanalen. 

Efter at han havde været i lærerplads fik Christian et job i en flyttefirma, men det var alt for hårdt 

for hans ryg. Han søgte andre jobs, men fik afslag. Men i sommerferien fik han ansættelse, der 

hvor han havde været i lære i 4 uger. I august startede han på søfartsskole, hvor han i 2 ½ år skal 

uddannes til skibsassistent.

Marianne 

Min egen baggrund 


Min far døde for ni år siden. Mine forældre var udviklingshæmmede. Efter at jeg selv var blevet 

voksen, har jeg fundet ud af, at deres ordblindhed må skyldes, at de var udviklingshæmmede. Vi 

havde ikke så meget støtte til at læse og skrive derhjemme. Jeg har tre søskende. Mig og mine ene 

bror har gået på de grønne skoler, som man kalder dem. 

Min søns opvækst 

Jeg fik Jan i 1983. Jeg var alene med ham, indtil han var fire år. Så søgte jeg om en aflastningsfamilie, 

som kunne tage ham én gang om måneden, så jeg også selv kunne komme ud og more mig 

lidt. 

Jeg har altid været ærlig omkring mit handicap. Det var jeg også, da Jan skulle starte i 1. klasse. 

Jeg sagde til skolelæreren, at jeg var ordblind og ikke kunne hjælpe med noget. 

Efter et stykke tid kom Jan en eftermiddag grædende hjem fra skole. Jeg spurgte, hvad der var galt. 

Jan sagde: 

”Læreren siger, at hvis jeg ikke får lært at læse, så bliver jeg ligeså dum som dig!” 

Jeg talte med socialrådgiveren, hjemmevejlederen og plejefamilien om det. Plejefamilien sagde, at 

de havde talt om, om det ville være en god idé, at Jan flyttede ud til dem, så de kunne støtte ham 

lidt mere med lektierne. Han flyttede derud som otteårig. Det var hårdt ikke at have sin dreng 

hjemme. Kun hver anden weekend kom han hjem. 

Vores liv nu 

I dag er han 20 år, og han går på teknisk skole. Det er han er meget glad for. Han har taget en uddannelse 

på søfartsskolen, men det er vidst ikke noget for ham alligevel. Han bor i egen lejlighed, 

og er en dejlig dreng. 

Nu er Jan og jeg begyndt at tale om, hvad det var der skete, og hvorfor han ikke kunne blive boende 

hjemme ved mig. Han bliver jo også ældre og vil vide hvorfor. Jeg har en støtte i ham, og det er 

jeg meget glad for. 

Jeg har kommet sammen med en mand i et år. Men for fire måneder siden, slog han mig hårdt i ansigtet. 

Tre tænder blev slået ud og mit ene øje var helt hævet. Jeg bad dem, der hjalp mig, om de 

ikke kunne ringe til min søn. Jeg ville ikke have, at de ringede til min mor, for hun kan ikke tage 

sådan nogen ting. Så Jan og min svigerdatter mødte op på skadestuen. Jeg har lidt fortrudt, at jeg 

fik ham derud, for det gør jo også ondt på ham. Han sagde til mig, da jeg lå der og var blå over hele 

ansigtet, at nu skulle han gå ned og give min daværende kæreste et par på hovedet. Men jeg ville 

ikke have det. Og desuden havde politiet allerede anholdt ham. Nu beskytter han mig bare endnu 

mere. Det snakker vi meget om i øjeblikket. For jeg vil ikke have, at han gør noget dumt på grund 

af mig. Jeg prøver at forklare min søn, at det ender med, at han bliver straffet, og så bliver jeg også 

straffet. Til slut: 

”Sådan er mit liv, og jeg er glad for at min søn støtter mig. Vi er meget sammen.” 

53

54 


Integreringsgenerationens børn 

Af Professor Anders Gustavsson, Stockholms Universitet 

Først vil jeg fortælle om undersøgelsen, Inifrån utanförskapet – en studie af den första integreringsgenerationen, 

som forløb i perioden fra 1995 til 1999. 

Med begrebet integreringsgeneration henviser jeg til de mennesker med let udviklingshæmning, 

der er vokset op i 1970erne og 1980erne. I den periode var integrering det store officielle handicappolitiske 

mål. Dermed skal ikke forstås, at alle er vokset op under fuldstændig integrerede forhold. 

Men det har været interessant at se, hvordan denne meget stærke politiske målsætning om integration 

har haft indflydelse på tidsperioden. I 1970ernes Sverige voksede kun halvdelen af alle 

mennesker med udviklingshæmning op i deres egen familie, ti år senere var tallet 70 %. I 1970 gik 

næsten alle børn i specialbørnehave, ti år senere var der ikke længere nogen specialbørnehaver. 

Stærke politiske målsætninger om integration, som altså på helt usædvanlig vis har skabt genklang 

hos mange mennesker - både i og udenfor handicapområdet. 

Efterfølgende vil jeg fortælle om projektet med arbejdstitlen Det levda medborgarskapet – en studie 

av utsatta människors erfarenheter av sina speciella rättigheter. 

Projektet, der startede i 2003 og slutter i 2007, handler frem for alt om, hvad jeg kalder for den levede 

side af begrebet medborger, dvs. hvordan vi oplever at være medborgere. De færreste af os 

oplever os selv som medborger. Vi tænker ikke over, at vi er medborgere. Men et aspekt af begrebet 

medborgerskab, har at gøre med den grundlæggende følelse af samfundsmæssige rettigheder; 

dvs. politiske, sociale og civile rettigheder, og måske også kulturelle rettigheder. Oplevelsen af 

disse mange rettigheder er ganske vigtig, selvom vi ikke altid kalder det for 

medborgerskabsoplevelse. 

Når det handler om, hvordan vi tænker om, hvad et menneske med udviklingshæmning kan, er der 

flere interessante overvejelser, der kan uddrages fra disse undersøgelser. Jeg vil med udgangspunkt 

i disse undersøgelser tale om vores forestillinger om, hvad det er, mennesker med udviklingshæmning 

kan. ’Kan’ i betydningen at flytte hjemmefra, have en egen bolig og klare et eget arbejde. Og 

’kan’ i den betydning vi diskuterer på konferencen i dag, – at være forældre. 

Betydningen af kunnen 

Hvordan ser vi på kunnen? Hvad er det, vi mener, når vi siger at den person enten kan eller ikke 

kan noget? Nogle af integreringsgenerationens personer, som jeg fulgte i den første undersøgelse, 

fik deres første barn under undersøgelsesperioden. Nogle af dem fik børn efter. Jeg løber stadig ind 

i disse forældre. Vi taler sammen, og jeg får et indblik i deres liv. Derfor er jeg undervejs blevet 

mere og mere interesseret af ’kunnen’ i betydningen forældreskabskunnen, selvom min undersøgelse 

ikke som sådan beskæftigede sig med forældreskab. Der er i øvrigt mange paralleller mellem 

det, som er blevet sagt her i dag om forældreoplevelsen, til dét jeg selv har oplevet med disse forældre.


Men lad mig først give et mere generelt indtryk af de erfaringer, vi gjorde os i studiet af den første 

integreringsgeneration. 

Det første mønster, der viste sig var, at disse mennesker ofte fortalte, at andre mennesker, som de 

mødte, så ned på deres evner. De blev simpelthen opfattet som nogle, der ikke var kapable til at 

håndtere en række forskellige situationer. Når de fortalte, hvad der var sket i løbet af dagen, kunne 

man fornemme, at denne gentagende nedladenhed var en massiv erfaring for dem. Der er forsket 

meget i dette fænomen. Vi ved, at det er et fænomen, der fører til, at man lærer ikke at kunne. Engelske 

forskere taler her om learned helplessness – altså indlært hjælpeløshed. Det er ikke svært at 

forestille sig, hvordan man resignerer, hvis man møder mennesker, som aldrig tror på, at man kan. 

Da vil man rimeligvis føle, at det her, det går ikke. En masse eksempler i undersøgelsen fortæller 

om omgivelsernes manglende tiltro til disse personers kunnen i forhold til færdigheder som at tage 

kørekort, flytte hjemmefra, have et job og være forældre. 

Det andet mønster var, at på trods af disse negative erfaringer, så mødte jeg både hos disse mennesker 

selv og i deres nære omgivelser en tiltro til, at de alligevel kunne. Det var meget mærkeligt, 

syntes jeg. Hvordan kan man opretholde denne tiltro til egne evner, når man samtidig bliver udsat 

for en så massiv nedvurdering af ens personlige kompetencer? 

Tiltro og mistro 

Det var med denne undren, at jeg i mit arbejde satte fokus på to perspektiver af ’kunnen’. 

Det ene perspektiv omhandler tiltroen til, at personer med udviklingshæmning kan leve som andre 

mennesker på en række forskellige livsområder, såsom at flytte hjemmefra, have et arbejde, være 

forældre etc. 

Det andet perspektiv står i stærk modsætning hertil, og omhandler mistroen til, at udviklingshæmmede 

evner at leve som andre. Jeg opdagede, at spørgsmålet om tiltro versus mistro blev 

skærpet ganske betydeligt over for de mennesker i undersøgelsen, der blev forældre. Ingen andre 

spørgsmål kunne i samme grad mobilisere omgivelsernes mistro – som forældreskab. 

Jeg fulgte et kærestepar over to år. En aften kom de ned til træfpunktet, et socialt mødested som 

hjemmeplejen organiserede. De fortalte her, at de havde overvejet at få et barn. Det var en virkelig 

bombe, som affødte stor aktivitet. Utallige møder blev sat i stand. Socialtjenesten indkaldte forskellige 

mennesker, hvorefter man på møder diskuterede, om dette par skulle blive forældre. Men 

det mest forbavsende var, at møderne konsekvent foregik udenom de potentielle forældre. Det er 

meget opsigtsvækkende, at der fortsat findes den her type af rutiner. 

Jeg vil give et par andre eksempler, der konkretiserer begreberne tiltro og mistro. Det ene handler 

om Sven og det andet om hans søster Berit. 

Sven og hans søster Berit 

Da jeg mødte Sven, var han ved at tage kørekort. Han tog køretimer og gik til teoriundervisning. 

Sven var god til at køre, men havde problemer med teorien. Da jeg mødte ham, havde han været i 

gang med at tage kørekort i fire år. Jeg tænkte ved mig selv, at her har vi et eksempel på én, som 

aldrig vil få sit kørekort. Det er blot et spørgsmål om, at han ikke vil indse realiteterne, fordi han så 

gerne vil have et kørekort. Men jeg blev alligevel lidt nysgerrig, for Sven gik fortsat meget målbe- 

55

56 


vidst ind for det. Vi talte en eftermiddag om, hvad han lavede efter arbejdstid sammen med sine 

venner. Han fortalte, at han mødtes med Joakim om torsdagen for at læse teori. Hver torsdag så de 

altså videofilm og hørte hinanden i stoffet. 

Eksemplet illustrerer en af de første erkendelser jeg fik om, hvordan tiltro skal forstås. Den første 

opdagelse var, at der fandtes andre betydningsfulde mennesker rundt omkring, som også troede på, 

at Sven og Joakim kunne. Selv var jeg overbevist om, at Sven aldrig ville få sit kørekort indtil en 

aften, hvor jeg talte med hans mor i telefonen. Jeg spurgte Svens mor, om hun troede, at det ville 

lykkes for Sven. Hun svarede aldeles uden tvivl, at Sven selvfølgelig ville tage sit kørekort. 

Det hører med til billedet, at Svens forældre også kan beskrives som udviklingshæmmede. Da moren 

begyndte at forklare for mig, sagde hun: ”Ja, selvfølgelig har han været i gang i lang tid, men 

jeg var selv tre år om det.” Vi kan ganske sikkert gå ud fra, at hun også havde fortalt det til Sven. 

Det er interessant, for hvis jeg skal tage kørekort, og er meget usikker på, hvorvidt jeg vil kunne 

klare det, er det en meget vigtig information, at min mor havde samme problemer, og at hun til 

sidst faktisk overvandt dem. Og Sven klarede omsider at tage sit kørekort. I dag har han en Volvo, 

som han kører rundt i. Min overbevisning om, at han ikke kunne tage sit kørekort, var jeg til sidst 

nødt til at opgive. 

Når andre mennesker havde mistro til fx Svens evne til at tage kørekort og bo for sig selv m.v., 

indfandt der sig ikke en resignation hos Sven. Det skete heller ikke hos nogle af de andre i samme 

situation. De opgav ikke. I stedet blev de næsten vrede, og forsvarede deres ret til at have en tro på, 

at de faktisk kunne. 

Et andet eksempel på dette er Berit – Svens søster, som havde en drøm om at komme i praktik i en 

børnehave. Hun havde denne drøm gennem flere år, og omsider fik hun en praktikplads i en børnehave. 

Hun skulle fortrinsvis være i køkkenet, men også lidt på stuerne. Berit fortalte om en situation, 

der illustrerer, hvad jeg her taler om. Lederen havde bedt Berit om at luge i bedene. Men 

son Berit sagde, så måtte det jo være viceværtens opgave. Berit fortalte, at hun var blevet gal på 

lederen, havde smidt hakkejernet og var taget hjem. Til lederen havde hun sagt: ”Sådan behandler 

man ikke folk, der har gået på specialskole!” Hun fortalte, at hendes far efterfølgende var taget 

ned for at fortælle lederen, at det var dumt af hende at sætte Berit til havearbejde. Af nysgerrighed 

spurgte jeg Berit, hvorfor hun selv troede, at hun var blevet sat til at luge bedene. ”Det ved jeg ikke”, 

svarede Berit, ”men forstanderen var fra Polen, og der var ikke nogen i børnehaven, der kunne 

lide hende, sådan som hun styrede børnehaven” Eksemplet er lærerigt. Det vidner om, at fordi 

man har indsigt i sin egen situation, så er det jo ikke sikkert, at man er fri for at have alle andre typer 

af fordomme. 

Den her type af eksempler peger på, at der tilsyneladende findes en social støtte i omgivelserne til 

troen på egne kompetencer. 

Støttende netværk 

I månederne efter, at det før omtalte kærestepar havde fortalt på træfpunktet om deres planer om at 

få et barn, blev mistroen mobiliseret i omgivelserne. Forældrene blev trætte af modstanden, og der 

gik ikke ret lang tid, før pigen fortalte, at hun var gravid. Men det var også tydeligt, at der var en 

del supporters, som faktisk troede på, at det ville gå godt. For eksempel fandtes der to i familien, 

som var meget vigtige. De gik med til møderne, og forsvarede parrets ret til selv at bestemme. De


var også selv parate til at gå ind og støtte ved behov. I dette tilfælde blev der aldrig nogen intervention 

fra de sociale myndigheders side. I dag har familien to børn. 

De mennesker, der støtter – hvem er de? Det kan være andre personer med udviklingshæmning, 

som har samme erfaringer. Men det er også nære venner, familien eller mennesker i nærområdet. 

Man ved, at der findes et stærkt fællesskab blandt døve og i et vist omfang blandt fysisk handicappede, 

som i fx independent living-bevægelsen. Men man har ikke tidligere talt om, at der findes et 

fællesskab mellem mennesker, der er let udviklingshæmmede. Her mener jeg at kunne se, at der 

findes en spire til solidaritet og fællesskab omkring en egen måde at tænke et eget perspektiv på 

tilværelsen. 

Da jeg efterfølgende har ledt videre efter dette perspektiv, har jeg fundet frem til, at det trods alt 

ikke er særlig almindeligt. Der er altså slet ikke tale om en form for bevægelse endnu. Muligvis 

kan en forening som ULF (Udviklingshæmmedes Landsforbund) her i Danmark være et tegn på en 

spirende udvikling i denne retning. I Sverige og Norge er udviklingen interessant nok meget langsommere. 

Hvorfor opstår der ikke nogle vigtige self-advocacy bevægelser her? Hvorfor forsvarer mennesker 

ikke deres egen ret? Nogle mener, at det er fordi, at man i disse lande har haft et meget veludviklet 

velfærdssystem. Måske er det rigtigt, men det er ikke sikkert. 

Tiltro til kunnen 

Socialpsykologen Fritz Heider har prøvet at beskrive hverdagstænkningen, og hvad man i hverdagstænkning 

forstår ved det at kunne noget. Når vi afgør om nogen kan eller ikke kan, overvejer 

vi to faktorer. Den ene er sværhedsgraden i en bestemt opgave, der skal løses. Det man kan eller 

ikke kan. Den anden er det enkelte individs evne, disposition eller færdighed. Man kan klare en 

svær opgave, hvis individet har en stor evne eller store færdigheder. Hvis opgaven er nem, kan den 

alligevel være svær at udføre, hvis evnen er lav. Det er sådan, vi tænker. 

Da jeg interviewede dem, der repræsenterede den første integreringsgeneration, viste det sig, at de 

ikke ræsonnerede på den måde. De fulgte ikke modellen i bogen, men havde i stedet tre faktorer 

eller komponenter i sin kunnen. De gik ikke alene ud fra, hvor svær opgaven var (fx forældreskabet) 

og hvad de selv klarede. De gik også ud fra, at der fandtes en selvgiven rettighed til støtte. 

Hjælpen kunne komme fra bedstemoren, eller bofællesskabet de boede i eller fra et helt andet sted. 

Jeg tror, det var Sven, jeg spurgte om, hvordan han klarede svære ting som henvendelser fra myndigheder, 

det kunne fx være selvangivelsen. Sven indrømmede, at det selvfølgeligt var lidt svært, 

men at problemet ikke var uoverkommeligt. Han besøgte bare det bofællesskab, hvor han tidligere 

havde boet. ”Forstanderen plejede altid at hjælpe mig med selvangivelsen, så jeg spørger bare 

ham igen”, sagde han. Sven tænkte ikke over, om han måtte det, eller om han måske skulle betale 

noget for det, men gik bare ud fra sin forestilling om, den omsorgsverden han levede i, og at han 

selvfølgelig havde den her rettighed. Sådan var det på ret mange områder. 

Parret, der efter et stykke tid fødte en datter, gik ikke bare ud fra, at forældrene skulle træde til, 

men at der også fandtes BVC [BarnavårdsCentral, red.], hvor der var sundhedsplejersker, læger 

m.fl. at gå til. 

57

58 


Jeg tror ikke, jeg kender andre familier, der lige så ofte går til lægen for at spørge om ting. Det er 

muligt, at de professionelle blev trætte af dem til sidst. Men på en måde fungerede det godt, for når 

de undrede sig meget over noget, så lærte de sig også virkelig meget. Var de usikre på, om det var 

farligt for barnet at have feber, gik de til lægen og spurgte og fik en forklaring. 

Et spørgsmål om holdning 

Der fandtes altså to ret forskellige måder, at anskue kunnen på, som bidrog til de to forskellige 

måder, at forholde sig til tiltro versus mistro. 

Vurderingen af kunnen var ikke kun et spørgsmål om en objektiv bedømmelse, det var også et 

spørgsmål om holdning og synsmåde. Selvfølgelig er det også sådan, at en person kan have problemer 

med nogle ting i situationer, men pointen er, at disse forskellige måder at se kunnen på har 

indflydelse på, hvordan man ræsonnerer omkring personers autonomi og selvbestemmelse. 

Det centrale for personer med udviklingshæmning er, at have evnen til selv at bestemme i vigtige 

spørgsmål, som fx at vælge forældreskab til eller fra. Men der findes også mange meget mindre 

dramatiske spørgsmål, hvor selvbestemmelse også spiller ind. Her viste det sig, at der ofte fandtes 

en støtte i pårørende, netværk eller personer med udviklingshæmning, som havde samme synsmåde. 

Når en given form for støtte var tilgængelig, så ræsonnerede man, ’at eftersom jeg har denne 

støtte, så kan jeg’. Logikken var altså: ’Måske har jeg svært ved på egen hånd at klare selvangivelsen, 

men eftersom forstanderen findes, er det faktisk sådan, at jeg kan selvangive’. 

Der er altså nogle mennesker, der har en meget forenklet forståelse af kunnen. De inddrager ikke 

støttende netværk (hjælp fra andre) i deres forståelse heraf. Mens andre inkluderer disse former for 

støtte i deres forståelse af begrebet kunnen. Derfor opstod der hele tiden misforståelser. Selvom de 

personer, der repræsenterede disse to synsmåder, så virkeligheden på præcis samme måde, havde 

de altså helt forskellige opfattelser af kunnen. Den førstnævnte gruppe ræsonnerer altså som så, at 

et behov for hjælp er et tegn på ikke at kunne. En konsekvens heraf er, at de tænker, at når man ikke 

kunne, havde man heller ikke forudsætninger for at bestemme selv. 

Deling af viden 

Jeg vil introducere jer til en model 15 der viser, hvordan tiltroen til at ’jeg kan’ kan opretholdes hos 

disse mennesker. Lad os bruge eksemplet med Sven, som havde forståelsen: ’Jeg kan tage kørekort’. 

Det kunne lige så godt være ’Jeg kan blive forælder’ eller noget helt tredje. 

Socialantropologen Ulf Hannertz har udviklet en interessant teori. Han har forsøgt at forklare, 

hvordan deling af viden sker, når mennesker deler synsmåder. Socialantropologerne er næsten altid 

interesserede i meget store kulturer, såsom den danske eller den vesterlandske kultur, som der 

jo er millioner af mennesker, der deler. Men Hannertz mener, at udgangspunktet er der, hvor delingen 

begynder. Den mindste enhed er to mennesker. Ifølge Hannertz teori vil det, som sker mellem 

personerne i min undersøgelse derfor være en bevægelse, der går fra ’jeg ved at jeg kan klare 

det’ til at ’jeg ved, at du ved’ og ’jeg ved, at du ved, at jeg ved, at jeg kan klare det’. Hannertz pointe 

er, at denne cirkelbevægelse er den mindste enhed for videndeling. Der sker en slags trylleri, 

når vi deler viden og erfaringer. Så lang tid, jeg ved noget og ingen anden, er jeg bevidst om, at det 

15 se planche 1


er en anskuelse, men det er min personlige anskuelse. Men når den første kæde er opstået, bliver 

det til en objektivitet, en sandhed. 

Der sker noget, når man deler en viden: ’det er ikke bare jeg’. Gennemsigtigheden er forsvunden. 

Hannertz pointe er, at det oftest ikke ender med to, men udvider sig til tre osv. 

Blandt de mennesker jeg lærte at kende fandt jeg, at når der fandtes én synsmåde der gik på, at 

’Jeg klarer noget’ (fx at være forældre), så var der ofte flere – op til en otte personer, der delte 

denne anskuelse. Det giver os en forståelse af begrebet tiltro, og hvordan denne tiltro kan opretholdes 

på trods af en massiv nedvurdering. 

Jeg har talt meget om tiltro i dag. Indirekte har jeg også sagt noget om mistroen. Mistroen opstår 

eksempelvis, fordi man kun har en mere snæver forståelse af kunnen og ikke tager hensyn til den 

tredje faktor, støtten man kan få. Hvis man bare kobler opgavens sværhedsgrad sammen med den 

evne man har, havner man nemt i en mistroisk tankegang. En interessant overvejelse er, om vi som 

ikke kaldes udviklingshæmmede, klarer os fuldstændig selv. Jeg vil mene, at der næsten ikke er 

nogle opgaver, vi ”normale” klarer helt selv. I forhold til mange af de opgaver vi skal løse, så kalkulerer 

vi med forskellig slags støtte, såsom tekniske hjælpemidler eller hjælp fra kollegaer eller 

andre. Eller hvis der er noget man ikke ved, så henter man hjælp i en opslagsbog. Jeg vil hævde, at 

det at inkludere hjælp fra andre en mere realistisk måde at betragte ens kunnen på. 

I, der kender den skandinaviske handicappolitik, kan formentlig genkende denne tankegang i det 

så kaldte miljørelaterede handicapbegreb. Betydningen af dette begreb er, at funktionsnedsættelsen 

kun bliver til handicap i relation til omgivelserne. Tanken er, at hvis der bliver tilført kompenserende 

støtte, så kan man, og er derfor ikke handicappet. 

Betydninger af medborgerskab 

Afslutningsvis vil jeg ganske kort sige noget om projektet Det levda medborgarskapet – en studie 

av utsatta människors erfarenheter av sina speciella rättigheter. Det vil jeg bl.a. gøre med udgangspunkt 

i en teori, som yderligere hjælper os til at forstå, hvad mistroen består i. 

To franske antropologer Demonet og Moreay de Belaing, har skrevet en interessant bog som hedder 

”Déconstruire le handicap” [Det konstruerede handicap. Red.]. De tager et meget interessant 

spørgsmål op, som har været aktuelt i lang tid i Skandinavien, bl.a. i ’Fra klient til medborger’, 

som er et handicappolitisk program i Sverige. I ’Fra klient til medborger’ fremhæver vi medborgerskabet 

som løsningen og det nye ideal. 

Med udgangspunkt i klassiske teorier har de to franske antropologer kigget på, hvordan vi egentlig 

opfatter en medborger. Den første, som har formuleret nogle ideer om medborgerskab, var den engelske 

filosof Thomas Hobbes. Meget forenklet sagt mener han, at den naturlige tilstand mennesker 

imellem, er alles krig mod alle. Samfundet bliver til civilisation, når vi indgår en social pagt, 

som forhindrer os i at kaste os over hinanden og prøve på at bestjæle hinanden. At vi har et samfund 

og et medborgerskab, er det som holder os tilbage. Det er hans idé. Denne pagt defineres sådan, 

at medborgeren bliver synonym med den fornuftige, den rationelle og den uafhængige person. 

I bund og grund konkluderes det, at medborgeren pr definition næsten altid er en fornuftig, rationel 

og uafhængig person. Det indebærer, at den som viser ufornuft i en eller anden forstand, fx psykisk 

syge eller udviklingshæmmede, pr definition ikke er medborgere. I hvert fald ikke til fulde. 

59

60 


Det interessante ved Hobbes teori er, at han forklarer, hvad en medborger er ud fra det civile samfund. 

Det civile samfund er noget mere end alles kamp mod alle, nemlig alle de alliancer og foreninger 

som opretholdes ved hjælp af opstillede paragraffer, overenskomster og troskab. Disse 

pagters kraft er ukendte for børn og idioter, derfor kan disse ikke være medborgere. Eftersom 

mennesker fødes som børn, er de som børn uegnede til det civile samfund. Nogle mennesker forbliver 

uegnede i hele sit liv pga. fornuftssygdom. Afsavnet af fornuft findes, ifølge ham, som en 

sygdom eller bristende opdragelse, hvis det drejer sig om børn. 

En anden filosof, som forfatterne tager op, er John Locke. Han bliver ofte betragtet som liberalismens 

filosof. Hans interesse for medborgerskabet får ham til tidligt til at sondre mellem udviklingshæmning 

og psykisk sygdom. Den samme tanke, som hos Hobbes, gør sig gældende i nedenstående 

citat fra slutningen af 1600-tallet, hvor hhv. de imbecile og dårerne bliver defineret. 

”Det förefaller mig, som om de imbecillas problem kommer av en brist på liv, aktivitet och rörlighet 

i de intellektuelle funktionerna som också berövats förnuftet. Dårarna, däremot, tycks finna 

sig i den andra extrempositionen. Ty det verkar inte som om de senare har förlorat förmågan att 

resonera förnuftigt; men genom att de kombinerar vissa idéer på ett felaktigt sätt tar de dem för 

sanningar och begår samma typ av misstag som de som för ett riktigt resonemang utifrån felaktiga 

premisser” (John Locke, 1689). 

Lignende tankegange gør sig gældende for Jean Jacques Rosseau og Adam Smith. Sammen er disse 

fire filosoffer fra vores historie, dem som vel nok allermest har influeret ideer om medborgerskabet. 

Alle ræsonnerer de, at medborgerskab er lig med fornuft. Den ufornuftige kan ikke være 

medborger. 

For ikke så lang tid siden skrev den velkendte filosof Martha Nussbaum en artikel om, at det ikke 

bare er klassiske videnskabsmænd, der ræsonnerer på denne måde. Moderne filosoffer, såsom John 

Rawles gør det samme i sine rettighedsteorier. 

Pointen er, at vi gerne vil styrke rettighederne, når vi taler om medborgerskab. Men fra vores historie 

bærer vi tanken med os om, at en medborger ikke kan være en person, som er ufornuftig eller 

irrationel. Det må være en person, som har normale læse- og skriveevner og normale evner til 

at ræsonnere abstrakt og intellektuelt. 

Jeg tror, at vi har brug for at granske vores anvendelse af medborgerskabsbegrebet. Mistroen mod, 

at personer med udviklingshæmning kan, tror jeg har at gøre med, at vi indfører et begreb som 

medborgerskab i meget gode hensigter, men at vi samtidig medbringer en hel pakke fordomme. 

Det kan således være godt at være på vagt overfor medborgerskabsbegrebet. Det betyder ikke, at 

det ikke er godt at være medborgere, men vores idé om medborgerskab trænger til grundlæggende 

at blive ændret. Hvis vi tænker os om, skulle de fleste af os nok omdefinere medborgerbegrebet, til 

at kunne omfatte alle mennesker, uanset kognitive forudsætninger.


Planche 1 

61

62 


Udviklingshæmmede og deres børn 

- Problemstillinger, barrierer og indgriben 16 

Af Ph.d. Maurice A. Feldman, Brocks Universitet, Ontario, Canada 

Jeg begyndte for godt 20 år siden at arbejde med familier, hvor forældrene havde et intellektuelt 

handicap. Jeg definerer intellektuelt handicap ret bredt og taler ikke om mental retardering. Diagnosen 

mental retardering forudsætter en intelligenskvotient 17 på mindre end 70. Mange af de forældre, 

som jeg arbejder med, har en intelligenskvotient, der ligger lidt over. Der er dog ingen tvivl 

om, at der er tale om personer, der har behov for hjælp og støtte. Hjælp til at de kan blive bedre 

forældre for deres børn, og støtte til at deres børn udvikler sig så godt som overhovedet muligt. 

Da jeg begyndte med programmet i Toronto i Canada, fokuserede vi først og fremmest på små 

børn, hvor forældrene havde en eller anden form for intellektuelt handicap. Vi blev klar over, at 

den bedste måde, vi kunne hjælpe børnene på ville være, at støtte forældrene i at skabe et godt 

hjem, hvilket vil sige et sundt, stimulerende, nærende og kærligt miljø for deres børn. Vi brugte en 

del år på at udvikle programmet og se på, hvordan børnene klarede sig. 

Vi ved, at nogle af de faktorer, der påvirker forældrene i deres rolle som forældre, vedrører deres 

intellektuelle kapacitet. Der kan altså være en sandsynlighed for, at forældrene har problemer, fordi 

de er udviklingshæmmede. Men jeg er sikker på, at I der arbejder med tilsvarende familier her i 

landet ved, at der også er andre ting i disse menneskers liv, som kan påvirke deres evne til at agere 

som forældre. Det er disse forskellige faktorer, det er vigtigt, at man er bevidste om i arbejdet med 

familierne. 

Jeg har mødt familier i Storbritannien, USA og Australien. Jeg har iagttaget, at når vi taler om støtte 

og serviceydelser til disse familier, så er problemerne meget identiske, selvom landene på flere 

måder er forskellige. Ligeledes er holdningerne til udviklingshæmmede forældre meget sammenfaldende. 

Jeg har endnu ikke haft mulighed for at møde nogle danske familier, men når jeg taler med jer, får 

jeg fornemmelsen af, at vi også har fælles problemer. Det gør sig gældende i forhold til familierne, 

den offentliges sektors holdning til dem, og de tjenesteydelser, der er til rådighed for dem. 

Mit oplæg vil handle om, hvordan vi arbejder med disse familier, og nogle af de resultater, som vi 

har opnået i årenes løb. 

16 

I Feldmans foredrag er efterfølgende indarbejdet en betydelig del af de plancher, der blev anvendt på konferencen. 

17 

I WHOs diagnoseliste inddeles efter intelligenskvotient (IQ). Med en IQ på ca. 50-69 er der ifølge WHO 

tale om debilitet (mental retardering af lettere grad) [Red.]

Janet og John Smith 


For at give jer et indblik i, hvad det er for slags familier, vi arbejder med i Canada, vil jeg fortælle 

om en bestemt familie. Lad os kalde forældrene for Janet og John Smith. De har gentagne gange 

fået vurderet deres forældreevner. 

I den bedømmelsesrapport jeg læste, konkluderede man, at de havde begrænsede evner til at være 

forældre og til at løse problemer. Bedømmelsen var alene udarbejdet med udgangspunkt i, at de 

begge var udviklingshæmmede. Vurderingen var altså, at Janet og John ikke var i stand til at drage 

omsorg for et barn selv med den støtte, som var til rådighed. Min vurdering er, at en sådan udtalelse 

er ganske ødelæggende for en familie. Det er jo en slags dødsdom, der bliver fældet. Konklusionen 

var altså, at selv om man giver dem støtte, så vil de ikke være i stand til at klare forældrerollen. 

Jeg er fuldstændig overbevist om, at hvis dette forældrepar får flere børn, så vil også de blive 

fjernet umiddelbart efter fødslen. De får ikke en chance for at være forældre. 

Da jeg lærte familien at kende, forholdt det sig sådan, at når Janet blev gravid, så kom det offentlige 

og tilbød nogle støtteordninger. Men Janet og John sagde nej, fordi de mente, at de nok selv 

kunne klare det, og fordi hjælpen ikke tidligere havde været en støtte til at beholde barnet. Men det 

at de sagde nej tak til hjælpen, blev brugt mod dem, da barnet blev født. Barnet blev fjernet med 

det samme. 

Familien var i et dilemma. Hvis de indrømmede, at de havde behov for hjælp, så ville folk sige: 

”Jamen, der kan I bare se. De ved jo godt selv, at de ikke vil være i stand til at drage omsorg for 

barnet, så derfor må vi hellere fjerne det.” Hvis de omvendt sagde: ”Nej, vi indrømmer ikke, at vi 

har behov for hjælp - vi klarer det fint”, så ville det også blive brugt imod dem. Man ville hævde, 

at de ikke forstår, hvor vanskeligt det er at være forældre, og at de derfor ikke er gode nok. Uanset 

hvad de gør, så taber disse forældre. 

Der er tale om to mennesker, som både i skolen og under deres opvækst derhjemme, fik at vide, at 

de var dumme. De ville ikke blive til noget som helst. Nogle udviklingshæmmede lærer at skjule 

sit handicap efter bedste evne. De tilegner sig nogle strategier, som gør dem i stand til at klare visse 

situationer. Strategierne går bl.a. ud på at sige: ”Jeg behøver ikke nogen hjælp; jeg kan godt 

klare mig selv”. Det kan fungere i mange situationer, men ikke når det drejer sig om forældreskab. 

Forældrene forstår ikke, at det er i orden at bede om hjælp, og at alle beder om hjælp på et eller 

andet tidspunkt. Grunden til, at de ikke forstår, det er, at det så ofte giver bagslag for dem. Uanset 

om de siger ja eller nej til hjælpen, så er resultatet det samme – deres barn fjernes. Det var også, 

hvad der skete for Janet og John. 

Det er tankevækkende, at dem hjælpen er rettet mod, faktisk ikke tør tage imod den. Anderledes 

forholder det sig med os andre. For vi har jo alle sammen behov for en eller anden form for hjælp 

udefra, især hvis det er første gang, vi skal være forældre. Ofte spørger vi egne forældre eller venner 

til råds. Det kan også være, at vi læser bøger eller ser fjernsyn. Mange har adgang til Internettet, 

hvor vi kan hente ideer, inspiration og vejledning i forbindelse med en graviditet, fødsel og 

forældreskab. Ikke sjældent er vores usikkerhed især forbundet med det første barn – og dog. Lige 

meget hvor mange gange man har prøvet forældreskabet, så kan der opstå bekymringer om barnets 

velvære, udvikling eller trivsel, som gør, at man henvender sig til en eller anden ekstern person. 

Det er meget tankevækkende, at det er ok for nogle at efterspørge hjælp og støtte, mens det for andre 

opfattes som et udtryk for en generel uformåen. 

63

64 


Interaktionsmodel for forældreskab 

I vores arbejde har vi naturligvis også set på børnenes trivsel og udvikling, der er et billede på familiens 

samlede situation og de tilknyttede services. Børnene som gruppe er udsatte i en række 

sammenhænge. De er udsatte for selv at have indlæringsvanskeligheder. Det er noget, der kan begynde, 

mens de er ganske små, og det kan fortsat være et problem for dem, når de begynder i skole. 

Det kan give dem nogle problemer, som følger med ind i voksenlivet. Det kan også være, at de 

får adfærdsmæssige og følelsesmæssige vanskeligheder. Vi skal også se lidt nærmere på, hvordan 

det kan være, og hvordan vi kan hjælpe dem uanset hvilket alderstrin de er på. 

I de år, hvor vi talte med forældrene og forskede, blev vi opmærksomme på en række faktorer, 

som åbenbart påvirkede den enkelt persons evne til at være forældre. Jeg vil sige noget om disse 

faktorer, hvordan de kan udgøre en barriere for at blive en god forælder, samt deres indflydelse på 

forskellige offentlige tiltag. 

Til formålet har vi udarbejdet en interaktionsmodel for forældreskab. Inspirationen er hentet i bl.a. 

Bronzenbreiner og Sandroffs arbejde. Disse amerikanske forfattere har lavet interaktionsmodeller 

med henblik på at forebygge misbrug af børn. Modellerne har et fællestræk i synet på, hvordan 

familierne skal forstås. 

For at forstå familien, skal man både se indenfor og udenfor familiens rammer. Det kan illustreres 

gennem interaktionsmodellen 18 for forældreskab, hvor jeg har tegnet nogle pile, som antyder de 

mange faktorer, der påvirker familien. Mange faktorer går sikkert begge veje, men i nogle retninger 

er påvirkningen stærkere, end den nødvendigvis er i en anden retning. Som I kan se, påvirker 

sociale faktorer både den mentale og fysiske sundhedstilstand hos forældrene. Hvis forældrene føler, 

at de bliver diskrimineret og har behov for at skjule deres handicap, så påvirker det deres selvopfattelse. 

Det påvirker igen den måde, som de er forældre på. Når psykologer og socialrådgivere 

bedømmer forældre sker det meget sjældent, at de forsøger at finde ud af disse forældres selvopfattelse, 

selvom selvopfattelsen ofte er et resultat af, hvordan de bliver behandlet af andre mennesker. 

Selvopfattelsen har stor betydning for evnen til at drage omsorg for børn. Det er en påvirkning, 

som meget ofte bliver glemt. 

Stressende faktorer og den almene sundhedstilstand 

Forældrenes sundhedstilstand vil i mange tilfælde påvirke hele familiens situation. 

Marjorie Aunos, der er en af mine ph.d. studerende har haft kontakt til udviklingshæmmede mødre 

i Quebec-området. Hun brugte noget som hun kaldte SF-36, som er blevet udviklet i USA, men 

som også bliver brugt i Australien i arbejdet med bl.a. disse familier. Der er tale om, at man stiller 

forældrene enkelt udformede spørgsmål, som de besvarer. 

I forhold til fysiske sundhedstilstande, så ligger de i den nedre fjerdedel af befolkningen. Tilsvarende 

billede tegner sig, hvis man ser på den mentale sundhedstilstand. Udviklingshæmmede forældre 

har gennemsnitligt faktisk en ringere sundhedstilstand, end hvad andre har. I Canada har vi 

en velfungerende sundhedssektor. Men det er faktisk sådan, at fattige eller personer med handicap 

har en ringere adgang til sundhedsydelser. Der er nu både i Canada og USA stor fokus på, at der 

ændres ved denne situation. 

18 se planche 1


Vi har også set på deres stresstilstand. Marjorie Aunos og jeg har sammen foretaget en række undersøgelse 

på dette område. Vi fandt et højt stressniveau i disse familier, som værende et tilbagevendende 

træk. Mere end halvdelen af mødrene lå ganske højt i stressniveau. De havde både fysiske 

og følelsesmæssige tegn på stress. Man kan sige sig selv, at det vil påvirke deres evne til at 

drage omsorg for børn. Der kan være forskellige årsager til stress. Det kan være, at de bliver udsat 

for misbrug fra deres partners side. Det kan være bekymring for, om de kan leve op til vores forventninger. 

En dårlig økonomisk situation, som jo ofte kendetegner disse familier, kan også være 

årsagen. Mange forældre til skolesøgende børn anfører, at skolen er en stor stresskilde. 

Den sidste stresskilde vil jeg sige lidt mere om. Forældrene giver udtryk for, at samarbejdet med 

læreren er svær, og at de ofte tænker på deres egen skolesituation. Jeg kan godt forstå, de finder 

situationen vanskelig. Hvis jeg har været med til møder med rektor og deres barns klasselærer for 

at assistere dem, så er det mig, disse personer henvender sig til. De taler fuldstændigt udenom 

forældrene, hvilket er fantastisk pinligt og nedværdigende. Det er klart, at de derfor lukker af. De 

har ikke lyst til at have noget at gøre med deres barns skole, fordi den i alt for høj grad minder dem 

om deres egen forfærdelige skolegang, og den måde de blev behandlet på den gang. Når rektor 

eller lærer finder ud af, at der er tale om udviklingshæmmede forældre, så antager de samtidig helt 

automatisk, at børnene også er udviklingshæmmede. Det er klart, at det er en øget risiko for at barnet 

kan være udviklingshæmmet, men det er langt fra altid tilfældet. Der er faktisk mange af de 

børn her, der er helt normalbegavede, og som klarer sig godt. Men der er både i forhold til 

forældrene og deres børn en masse fordomme og diskriminering på spil. Det er en stor stressfaktor 

for disse forældre. Det er samtidig noget, der påvirker deres evne til at drage omsorg for barnet. 

Stressniveauet hos forældre til skolesøgende børn ligger over stressniveauet hos forældre til babyer 

eller førskolebørn. Der er således ingen tvivl om, at skolen udgør en ganske betydelig stresskilde 

for forældrene. 

Nogle af børnene – især drengene – har nogle adfærdsmæssige problemer. Det kender vi jo godt, 

drenge er lidt mere vilde og voldsomme. Det kan også være en stressfaktor for forældrene. Vi taler 

altså om en model, hvor der ikke blot er tale om, at barnet påvirkes af forældrenes sundheds- og 

følelsesmæssige tilstand, men der går også en pil fra barnet til forældrene, fordi barnets adfærd påvirker 

forældrene. Påvirkningen går også her i begge retninger. 

Antallet af børn er en anden faktor, der kan være i spil. Et barn – det går nogenlunde. To børn – så 

vakler det lidt mere. Tre børn – det giver ofte kaos i familien, alt falder fra hinanden. Jeg har arbejdet 

med familier, hvor vi havde stort held med hvad vi gjorde, indtil det tredje barn ankom, så 

begyndte forældrene fuldstændig at overse de første børn, og det gik heller ikke særlig godt med 

det nye barn. Det tredje barn viste sig her at være udslagsgivende. 

Becks depressionstest 

I årevis er der udført god forskning for at afdække, hvordan især mødrenes sindstilstand påvirkes 

af om, de selv er med til at drage omsorg for børnene. Fra tidligere forskning ved vi, at der var 

mødre, som viste tegn på depression, og at dette kan påvirke barnets udvikling ganske betydeligt. 

Alene det forhold, at udviklingshæmmede generelt har en øget risiko for at få psykiatriske problemer, 

er en faktor, man skal være opmærksom på. I Nordamerika taler vi om en dobbeltdiagnose. I 

forhold til udviklingshæmmede forældre, så kan depressionen måske udløses på grund af det liv de 

65

66 


lever, måske er den forårsaget af nogle af de tidligere nævnte stresskilder. Men der kan også være 

nogle biologiske faktorer, som gør dem særligt udsatte. 

Vi udførte Becks test på en gruppe af godt 80 mødre, som havde små børn. Der er tale om en test, 

hvor man screener for mild, moderat og udpræget depression. Det er altså ikke en test, der kan anvendes 

i forbindelse med en egentlig diagnosticering. Mere end halvdelen af de 80 mødre havde 

enten mild, moderat eller udpræget depression i henhold screeningen med Becks test. De der lå i 

den tungere ende af skalaen, blev henvist m.h.p. en nærmere undersøgelse af en klinisk depression. 

Gennem screeningen kunne vi altså konstatere, mange forældre havde en eller anden grad af depression. 

Hvis vi udelukkende ser på depression (og ikke tager hensyn til, at de derudover er udviklingshæmmede, 

at de er mindre bemidlede, eller at de er blevet udsatte for diskrimination i det 

meste af deres liv), kan vi alene på den baggrund forklare en hel del af børnenes problemer. Her 

tænker jeg på risikoen for, at der kan komme forsinkelser i børnenes udvikling, og risikoen for følelsesmæssige 

og adfærdsmæssige vanskeligheder. 

Hvis det er moren, der først og fremmest drager omsorg for barnet, er det særlig vigtigt at finde ud 

af, hvad hendes stresstærskel er, og om hun har en eller anden grad af depression. Hvis dét er tilfældet, 

så må man vedkende sig, at det kan påvirke hendes forældrerolle. Det er samtidig noget, 

der skal undersøges nærmere og afhjælpes. Man skal med andre ord være varsom med at sige, at 

det hele skyldes forældrenes indlæringsvanskeligheder. 

Social støtte og netværk 

Den sociale støtte spiller en betydelig rolle, når det handler om at hjælpe personer mod ugunstige 

ting som livskriser, stress m.v. Derfor var det vigtigt, at vi så nærmere på de forskellige sociale 

støtteordninger, herunder støtten til selve forældrerollen. Det var ikke alene den offentlige service, 

vi var interesseret i. Det var også andre former for social støtte eller netværk. Det kunne være ægtefællen, 

familien, venner, en organisation, en kirke eller en eller anden ordning, de var tilknyttet. 

Forældrene blev bedt om at svare på enkle spørgsmål som: 

”Hvem giver jer støtte? Hvem giver jer gode råd med hensyn til at være forældre? Er 

der nogen, I kan snakke med? Hvem kan I betro jer til? Hvem kan køre jer til hospitalet, 

hvis I har brug for det? Hvad med jeres venner? Hvem kan I gå ud og hygge jer 

med?” 

De blev samtidig spurgt om, hvor tilfredse de var med hjælpen og bad dem om at graduere det på 

en skala fra et til syv. Endelig spurgte vi dem om, hvor meget de egentlig havde brug for, af den 

støtte de fik. 

Det viste sig, at det sjældent handlede om omfanget af hjælpen eller størrelsen på deres netværk. 

Det afgørende var, hvor tilfredse de var med den hjælp de fik. Vi kunne samtidig registrere, at graden 

af tilfredshed havde positiv indflydelse på deres stressniveau. 

Det er kendetegnende for disse familier, at de har mange støttepersoner. Men når familierne henvender 

sig til dem, så er holdningen ofte hos støttepersonen: 

”Åh, er det nu dig igen. Nu skal jeg ordne det her for dig, for du ved jo alligevel ikke, 

hvordan man gør.”


Forældrene er nødt til at sige ja til hjælpen, fordi de ellers risikerer at miste den. Men måden hvorpå 

hjælpen ydes, gør dem ikke noget godt. De føler sig igen dumme. De siger nødtvunget ja til 

hjælpen, men de kan ikke lide den. Denne form for hjælp skal ses i modsætning til en støtteperson, 

der siger: 

”Lad os gøre det her sammen. Jeg skal nok støtte dig, men det er dig der er forælderen. 

Jeg skal nok hjælpe dig med at gøre det her, men så skal du også lære at gøre det 

selv.” Denne form for støtte opleves positivt, fordi den bidrager til at opbygge en uafhængighed 

og et selvværd. 

Graden af tilfredshed havde ikke blot en positiv betydning på familiens stressniveau. Vi kunne 

samtidig observere, at jo mere tilfredse de var med den støtte de fik, jo bedre samspil havde de 

med deres børn. Det var tydeligt, at de familier som angav, at de oplevede støtten mindre god, det 

var familier med problemer og dårligt samspil med deres børn. Man må derfor hele tiden stille 

spørgsmålet: Gives støtten på en måde, som forældrene har det godt med eller gives den på en måde, 

som forældrene ikke føler sig godt tilpas med? 

I interaktionsmodellen 19 kan man se, at støtten påvirker barnets og forælderens samspil, og at dette 

igen påvirker, hvordan barnet klarer sig. Det er disse faktorer, der bl.a. må indgå i vurderingerne. 

Det er igen væsentligt at fremhæve, at man ikke kan nøjes med at se på de offentlige støtteordninger. 

Familie, venner, kirke eller hvad der nu måtte være er meget vigtige i den samlede vurdering 

af støtte. 

Jeg går lige tilbage til John og Janet, som vi havde masser af samtaler med. Vi brugte i nogle af 

disse samtaler standardiserede spørgeskemaer, hvor vi noterede svarene. De scorede bl.a. højt på 

depression. De havde fået et barn fem gange og alle gange var barnet blevet fjernet umiddelbart efter 

fødslen. Nu var det sjette gang Janet var gravid, og de indvilligede i at modtage hjælp fra os. 

De var parate til at gøre alt for at få lov til at beholde barnet. 

Men selvom de blev lovet hjælp under graviditeten, og efter barnet var født, så havde de alligevel 

den her fornemmelse af, at de også ville miste det her barn. De følte sig stadig deprimerede. Denne 

depression var egentlig mere en desperation, baseret på deres hidtidige erfaringer med ’systemet’ i 

modsætning til deres egne personlige følelser. 

Vi spurgte dem, hvem der hjalp dem, for de havde ikke noget familie og ret få venner, de kunne gå 

til. En lokal støttegruppe, en såkaldt nærsamfundsgruppe, var de eneste, der umiddelbart kunne 

støtte dem. Når jeg talte med John og Janet om deres eget forhold, og når jeg så dem sammen, så 

var det tydeligt, at de havde et meget nært ægteskab. De elskede hinanden højt. De kommunikerede 

rigtig godt sammen, og påtog sig hver især de opgaver, de var gode til. De kendte hinandens 

styrker og svagheder, og de støttede hinanden rigtig godt. Jeg tror, at en af årsagerne til, at jeg i 

min vurdering konkluderede, at de havde flere ressourcer til at være forældre end de havde problemer, 

var råstyrken i deres forhold. En sådan stærk og positiv støtte fra sin ægtefælle, er den vigtigste 

form for støtte. Hvis man virkelig føler, at ægtefællen støtter og hjælper én, hvis der er problemer, 

så kan man godt klare sig, selvom man ikke har så mange venner. Det var på den måde Janet 

og John følte. 


67

68 


Vurdering af forældreomsorg 

I Nordamerika ser vi desværre stadig, at vurderinger af menneskers forældreevner bliver foretaget 

på et socialkontor ved hjælp af intelligensprøver. Måske bliver der stillet nogle spørgsmål til hvad 

forældrene vil gøre i specifikke situationer, men beslutningen træffes ganske ofte uden at se på, 

hvordan de rent faktisk fungerer som forældre. Konklusionen bliver ofte, som i Janet og Johns tilfælde, 

at forældrene ikke har evnen at påtage sig forældrerollen på grund af et lavt intelligensniveau. 

Vi prøver i stedet at bruge noget tid sammen med forældrene og se dem være forældre. I vores 

vurdering indgår altså ikke alene de faktorer eller barrierer, som jeg tidligere har beskrevet kan påvirke 

forældrene. Ligesom det ikke er nok, at vurdere summen af den støtte, som kan stilles til rådighed 

fra det offentlige eller fra anden side. Man er også nødt til at se på forældreomsorgen og 

samspillet med børnene, hvilket kræver, at man iagttager, hvordan der handles i praksis inden for 

hjemmets rammer. 

Da jeg mødte Janet og John for første gang, var Janet som nævnt gravid for sjette gang. Vi havde 

der nogle samtaler om hjælpen under graviditeten og efter barnets fødsel. Nogle måneder senere 

kom jeg tilbage. Barnet var da blevet fjernet ved fødslen, på trods af den støtte, der var stillet dem i 

udsigt. John og Janet fik altså ret. Jeg skal påpege, at i både USA og Canada er der en stor opmærksomhed 

på beskyttelsen af barnet. Er der først truffet beslutning om anbringelse, så skal forældrene 

virkelig kæmpe for at få barnet tilbage. Det er op til forældrene om de vil gå til domstolen 

og her tage kampen op for at få barnet tilbage. Det kræver ressourcer og økonomi. Det er dommeren, 

der suverænt beslutter, hvad der skal ske med forældremyndighed, samkvem osv. Støtten til 

forældrene er meget begrænset og mange har slet ikke råd til en advokat til at køre sagen. 

Tjeklister 

Til bedømmelse af forældrekompetencen bruger vi tjeklister, som er udarbejdet af flere grunde. En 

af dem er, at vi gerne vil være sikre på, at vores observationer er så objektive som muligt. Der er 

skrevet så meget forkert om de her forældre. Der er blevet foretaget mange meget subjektive vurderinger. 

Tjeklisterne skulle med andre ord muliggøre en så objektiv vurdering som muligt. Testen 

skulle også kunne kvantificeres, så vi fik en måling på, hvor gode de er til at udføre de forskellige 

funktioner. 

På trods af, at der er lavet meget forskning om forældrerollen, så kunne vi ikke finde materiale om 

forældreomsorg, som vi i vores arbejde kunne tage udgangspunkt i. Nu tænker jeg ikke på tjeklister 

for udviklingshæmmede forældre, men materiale og god forældreomsorg for familier i al almindelighed. 

Vi var derfor vi nødt til at udvikle egne lister, som beskrev forskellige færdigheder 

og trin. Undervejs blev vi opmærksomme på, hvor vanskeligt det er at undervise i sådan noget som 

forældreomsorg eller forældrerolle. Det består jo ikke alene af en masse praktiske færdigheder. Og 

når man lægger dem sammen, så har man en forælder, der tager sig godt af sit barn, og viser det 

ordentlig omsorg. Den gode omsorg omfatter også færdigheder som samspillet mellem barnet og 

forældrene.

Udarbejdelse af tjeklister 


Udviklingshæmmede lærer bedre, når tingene er opdelt i mindre trin. Vi har derfor opbygget vores 

tjekliste trinvis, således at vi også kunne se, hvad det var for nogle trin der manglede, når vi foretog 

vores vurdering. Vi sendte tjeklisterne til børnelæger, sygeplejersker og ernæringseksperter, 

fordi vi ville være sikre på, at vi var på det rette spor. Ofte sendte de tjeklisten tilbage med mange 

flere trin, end hvad vi havde skrevet på. I skal her huske på, at tjeklisten blev udarbejdet, med udgangspunkt 

i opfattelsen af, hvad der generelt kunne tillægges forældrerollen – ikke specifikt i forhold 

til udviklingshæmmede. 

Eksempelvis på tjeklisten for bleskift stod der, at forældrene skal vaske hænder, hvis bleen er våd 

eller beskidt. Men de fagpersoner, der arbejdede indenfor sundhedsvæsenet sagde, at forældre altid 

skal huske at vaske hænder, selvom bleen er ren. Nogle af os er selv forældre, og vi spurgte flere 

gange hinanden, om vi selv udførte alle disse trin, som fagkundskaben beskrev. Det kunne vi bestemt 

ikke altid svare ja til. 

Et andet eksempel omhandler sikkerhed i hjemmet. Ingen kan betvivle, at den er vigtig. Men vi registrerede 

også, at der var fagpersoner, der stillede nogle særdeles høje krav til de sikkerhedsmæssige 

foranstaltninger, som jeg ikke tror ret mange forældre ville kunne leve op til. Hvor mange små 

(sikre) stykker legetøj må man fx lægge ned i et barns vugge? En, to, eller tre? Der var børnelæger 

og sygeplejersker, der sagde, at der ikke må være ét eneste stykke legetøj. Punktum. Men de fleste 

af os lægger da en lille bamse eller andet ned i vuggen til barnet. Jeg skyndte mig i hvert fald hjem 

den aften, og fjernede det, der lå hos mine børn. I ved, at man også kan sætte sådan noget stof op 

indvendigt i vuggen, så barnet ikke støder hovedet ind i ribberne. Det måtte man heller ikke, fordi 

det tit er foret med noget plastic. Det kunne være meget farligt, sagde de. 

I skal huske på, at vi startede arbejdet med tjeklister i 1980’erne. Det er derfor klart, at der på flere 

områder er sket fremskridt med hensyn til den almene forståelse af forældrerollen, hjemmets indretning 

m.v. Men jeg er sikker på, at der fortsat er store forskelle på de ideelle fordringer som fagpersoner 

opstiller om dette eller hint – og hvor højt vi som forældre vil score ved en test heraf. 

Krav om høj præstation 

Der er mange af de ’fejl’, vi alle begår som forældre, som ingen tager sig af det. Der er ingen, der 

står og kigger os over skulderen. Det er anderledes med disse forældre, de bliver konstant iagttaget, 

og enhver fejl vil blive bemærket. Ofte indgår fejl, der på ingen måde er graverende for barnets 

udvikling eller sundhedstilstand med stor vægt i vurderingen af forældreevnen. 

Vi anså det faktisk for et meget principielt problem, at disse forældre tilsyneladende skulle præstere 

på et højere niveau end andre. Det var et vigtigt spørgsmål for os, der forestod vurderingen, at 

forholde os mere konkret til. Vi anså det samtidig for vigtigt for de pågældende forældre, at bedømmelsesgrundlaget 

blev gjort mere kvalificeret. Det kan jo ikke være rigtigt, at disse forældre 

skal være 100 % klar, mens vi andre har ret eller mulighed for at begå fejl. Derfor gik vi ud og 

iagttog forældre som os selv. Det var både forældre, der repræsenterede middelklassen og familier 

med en dårligere økonomi. Den sidstnævnte type af familier var vigtige for os at have med, fordi 

de fleste af de udviklingshæmmede forældre selv er ret fattige. Derfor ville vi også sammenligne 

med andre økonomisk dårlig stillede forældre, som ikke var udviklingshæmmede og hvis forældreevne 

ingen stillede spørgsmål til. Vi iagttog disse familier med udgangspunkt i den samme type 

69

70 


af tjekliste. På den måde fik vi et grundlag for at fastlægge det man kalde en ’norm for forældreomsorg’, 

der både inkluderede spørgsmål som ernæring, sikkerhed, hygiejne m.v. og spørgsmål 

om interaktion eller samspil mellem børn og forældre. For at I kan få et indblik i, hvordan vi arbejdede, 

vil jeg vise jer et eksempel på en af de tjeklister 20 , vi anvendte. 

Tjeklistens forskellige funktioner 

Tjeklisterne har faktisk flere forskellige funktioner. Jeg vil give jer et par eksempler på, hvordan 

de også kan bruges. 

Det kan fx være, at man fra myndighedernes side giver udtryk for, at forældrene ikke fuldt ud kan 

tage vare på barnet. Det er imidlertid vigtigt, at både de, vi og forældrene bliver mere klar over, 

hvad der er problemet. Det er sjældent, at der er vanskeligheder på alle områder. Ofte kan det afgrænses 

til nogle enkelte områder. Derfor spørger vi myndighederne om, hvor de mere præcist 

mener, at problemet er. Hvis de fx mener, at problemet er, at barnet ikke får nok mad, kan vi eksempelvis 

observere på dette. I tjeklisten vedrørende barnets ernæring, kan vi se på hvor godt forældrene 

håndterer netop de situationer, der er forbundet med ernæring, indkøb og måltider. Tjeklisten 

kan på den måde bidrage til, at synliggøre mestring af nogle bestemte færdigheder, som der 

kan være tvivl om. Når disse synliggøres, så får man et langt mere konkret grundlag for at vurdere, 

om og hvordan man udvikle disse færdigheder for forældrene. 

Sikkerhed i hjemmet kan bruges som et andet eksempel på, hvordan man kan arbejde med tjeklisten 

sammen med det undervisningsmateriale, som vi har udarbejdet til forældrene. Jeg vil senere 

sige noget mere generelt om undervisningsmaterialet. Men her kan I se et eksempel på noget af det 

materiale 21 , vi anvender i forbindelse med sikkerhed i hjemmet. Når forældrene er blevet kendt 

med materialet, så gennemgår vi efterfølgende sikkerheden i hjemmet sammen med forældrene. 

Står vaskepulveret fremme, så barnet kan spise af det? Er der andet, der står fremme, der er farligt 

for barnet? Gennemgangen af hjemmet giver en god og konkret viden om forældrenes opmærksomhed 

på sikkerhed, og hvor de selv synes, det var et problem. Vi bruger også i den sammenhæng 

en tjekliste 22 . 

Der er utallige måder, tjeklister kan konstrueres på. Mange udformes imidlertid på en måde, hvor 

man ikke reflekterer over, om det der tjekkes for eller vurderes ud fra, også er et vurderingsgrundlag 

man ville anvende overfor de forældre – altså os, der ikke er i en sårbar position. 

Der er også utallige måder, de kan anvendes på. De er altså et redskab for os til en mere systematiseret 

vidensindsamling, ligesom de naturligvis giver os et godt billede af, hvilke færdigheder der er 

mindre fremtrædende og hvor støtten eller vejledningen skal sættes ind. De er samtidig et redskab, 

som kan anvendes af myndighederne, når disse skal foretage en vurdering af forældrenes potentiale. 

Endelig er de et godt redskab for forældrene, fordi de får en konkret viden om, hvor det er problemet 

ligger, men ikke mindst en viden om, at der (som oftest) også er en række områder, hvor de 

faktisk er gode nok. Fra os selv ved vi, hvor vigtigt det er, at andre har en viden om, at der er noget, 

vi faktisk kan – det er ikke alt, vi er dårlige til. Det er utrolig vigtigt, at vi i forhold til disse 

familier husker, at anerkende dem for det de allerede kan. 



22 se planche 4

Vurdering af interaktion 


Samspil eller interaktion er meget væsentligt for barnets trivsel. I samspillet mellem forældre og 

barn er der mange ting, man kan iagttage, som fx om forældrene ser på barnet, taler med barnet og 

roser barnet. For småbørn, der skulle lære at tale, så vi på hvordan forældrene reagerede, når barnet 

fx prøvede at lave efterligninger i et forsøg på at kommunikere. Vi kunne også se om, der var 

en forsinkelse i den sproglige udvikling hos nogle af disse børn. En af de rigtige måder, som man 

reagerer på som forælder, det er gennem at imitere barnet. Hvis barnet peger og siger ’wa wa’, altså 

water på engelsk, så siger man med opmuntrende stemme: ”Ja det er rigtigt, vil du have noget 

vand?” Forældrenes reaktion er utrolig vigtig, når barnet skal lære at tale. Inden barnet kan danne 

ord, ser vi på efterligningslydene. Når barnet kan sige egentlige ord, ser vi på verbaliseringen. Men 

vi så også på forældrenes leg med barnet. Det er bl.a. disse egenskaber, der indgår i vores tjekliste. 

Sammenligning med andre forældregrupper 

Som nævnt observerede vi også forældre, der ikke var udviklingshæmmede. Vi har lavet en sammenligning 

mellem de to grupper 23 . Som I kan se af på diagrammet viser søjlerne længst til venstre 

summen af alle færdigheder. Vi så på over 30 færdigheder i forhold til småbørn og børn før skolealderen. 

Det drejede sig bl.a. om god ernæring, hygiejne, sikkerhed, bade barnet, give tøj på og 

samspil mellem forælder og barn. Som I kan se af søjlediagrammet så ligger udviklingshæmmede 

med en score på ca. 70, mens de andre forældre havde en samlet score på ca. 80. Andre forældre 

gjorde altså også ting forkert. 

Det jeg samlet vil sige om testresultaterne er, at det har været nyttigt at tjeklisten blev afprøvet på 

ikke udviklingshæmmede. Vi har på den måde fået en standard, som vi kan sammenligne udviklingshæmmede 

forældre med. Hvis niveauet for en færdighed ligger på eksempelvis 80 i score, så 

kan det give os et grundlag for, at klarlægge den støttende indsats, vi skal yde i forhold til udviklingshæmmede. 

Vi kan samtidig med sindsro sige, at stort set ingen kan nå op på en samlet score 

på 100 – hvilket derfor heller ikke kan forventes blandt disse forældre. 

Når vi uddanner udviklingshæmmede forældre, så forsøger vi at få dem op på et niveau, som ligger 

på omkring de 80 i gennemsnit. Men der er naturligvis enkelte ting undervejs, hvor man skal 

slutte med en score på 100. Det kan eksempelvis være situationer med hensyn til barnets sikkerhed. 

Når man fx skal skifte ble, så skal man meget hurtigt lære, at barnet ikke må ligge uden opsyn, 

eftersom barnet kan risikere at falde ned. Eller situationer, hvor man skal bade barnet. I hver 

tjekliste markerede vi visse trin i processen med stjerner. Hvis man ikke fulgte de samme trin hver 

gang, var der tale om at barnet kunne blive udsat for en fare. 

De forældre, der henvises til os til uddannelse og bedømmelse, har en fornemmelse af, hvad der 

skulle foregå. Nogle af tingene, gjorde de fint nok. Men forældre har jo forskellige problemer på 

forskellige områder. Nogle forældre havde det fx fint med bleskifte, mens de havde problemer 

med at give deres børn den rigtige ernæring. 

I skal hele tiden huske på, at der er tale om forældre, der bliver henvist til os, fordi der er bekymring 

om, hvorvidt de er i stand til at drage omsorg for deres børn. De tilfælde, som vi har arbejdet 


71

72 


med, afspejler muligvis ikke situationen for alle udviklingshæmmede forældre, det afspejler kun 

situationen hos dem, der har været i kontakt med os. 

Interaktion kan udvikles 

Ved mange færdigheder kunne vi se, at der var nogle forældre, der var gode til nogle færdigheder 

og knap så gode til andre. Der var dog store forskelligheder, med hensyn til hvor de stærke sider 

lå. 

Men i sammenligning med forældre der ikke er udviklingshæmmede, så scorede udviklingshæmmede 

forældre ved vores første observationer forholdsvis lavt 24 . 

En begrænset interaktion er imidlertid ikke det samme som at sige, at de ikke elsker deres børn. 

Forældrene giver gennemgående og ofte udtryk for, at de elsker deres børn. Men når de var sammen 

med børnene havde mange ofte svært ved at give udtryk for denne kærlighed. Det var ikke 

fordi, de var onde ved børnene, men de var lidt tilbageholdende overfor dem. Marjorie spurgte: 

”Hvorfor kysser I ikke barnet, og knuser det? Hvorfor giver I ikke jeres barn ros når 

det gør noget rigtigt?” 

Ofte svarede de: 

”Sådan blev jeg ikke opdraget. Jeg har det ikke godt med at gøre på den måde.” 

De havde altså bl.a. problemer med at give udtryk for deres følelser på grund af deres egen barndom, 

og den måde de selv var blevet opdraget på. Når vi spurgte dem, om de ikke selv ville have 

syntes det var rart, hvis deres forældre havde knust og kysset dem, svarede de ja. Vi sagde til dem, 

at børnene havde brug for at vide, at de var elsket af deres forældre. At forældrene forstod, at dét at 

vise sin kærlighed var godt for børnene, var dog ikke ensbetydende med, at der skete en adfærdsændring. 

Det var først, da forældrene havde været igennem et uddannelsesprogram hos os, at man så den ny 

forståelse udmønte sig i, at de ændrede adfærd. Vi vidste, at de elskede deres børn, og derfor kan 

en færdighed, som at give udtryk for kærlighed overfor sit barn faktisk læres. Den positive interaktion 

blev indlært nøjagtigt, på samme måde som dét at give barnet mad eller tøj på. 

Målgruppen 

Vi arbejder med alle typer af familier. Nogle har haft børnene hos sig fra fødslen. De har fået lov 

til at beholde dem, men har fået besked på, at det vil være en fordel for dem at være med i vores 

gruppe. Andre forældre har fået at vide, at de skulle være med, ellers ville børnene blive taget fra 

dem. Der var andre forældre, hvor børnene var blevet fjernet, nogle allerede ved fødslen, andre senere. 

De fik at vide, at hvis de deltog i vores uddannelse, og der skete fremskridt, så kunne der være 

en mulighed for, at de fik barnet tilbage. 

Halvdelen af de familier, vi arbejdede med, var enlige forældre. Nogle mødre havde en partner, der 

var barnets far, mens andre havde skiftende partnere. Enkelte mødre havde yderligere problemer 

med misbrug, og børnene havde været udsat for vold. Endelig var der nogle få enlige fædre. Nogle 

af forældrene havde tæt kontakt til deres egne forældre, andre havde ikke længere kontakt. Hele 

24 se planche 5


spektret af familier var repræsenteret. De fleste familier bor for sig selv i selvstændige lejligheder 

med boligstøtte. 

Ramey og Ramey er to amerikanske forskere, som for mere end ti år siden pegede på, at børn i disse 

familier har behov for tidlig intervention. De har samtidig påpeget, at disse børn har et meget 

stort udbytte af interventionen i sammenligning med andre børn, der er i risikozonen, men hvor ingen 

af forældrene er udviklingshæmmede. 

Uddannelse af forældre 

Der er ind imellem nogen, der fremhæver, at forældre som disse skal gennem et program, hvor de 

samles i et klasselokale og undervises. Det er ikke vores erfaring, at dette har en nævneværdig effekt. 

Vejledning og instruktion i eget hjem er langt mere effektivt. De befinder sig her i deres eget 

miljø og det er her, at de skal kunne mestre færdighederne. 

Et problem ved undervisning i klasser eller grupper er, at der ikke fokuseres på den enkeltes færdigheder. 

Der er tusindvis af færdigheder, som man skal mestre som forældre. Hos alle er der ting, 

de allerede klarer fint. Nogle færdigheder kan læres meget hurtigt af langt de fleste. Eksempelvis 

er bleskift ikke noget, man behøver lære dem i månedsvis, før de selv kan. Mange gange er det bare 

en enkelt time, så er det på plads. 

Mange af forældrene går på kurser, hvor det viser sig, at indlæringen er for dårlig, fordi undervisningen 

ikke var tilrettelagt på den rigtige måde. Det der er kernen er, at nogle lærer nogle færdigheder 

hurtigt, mens andre har brug for mere tid eller gentagelser. Det kan sjældent imødekommes 

ved klasseundervisning. Man har måske tilrettelagt et modul i mad og ernæring, som man mener, 

skal varer tre uger. Lad os sige, at der er ti forældre, der går på det her kursus. Når de tre uger er 

gået, er det måske kun halvdelen af dem, der har forstået budskabet. Hvad gør man så med den anden 

halvdel, dem der havde brug for fire uger? Ingenting. Man er jo nødt til at gå videre til næste 

fag, og har dermed tabt dem, der havde behov for mere tid. 

Det er ikke nok bare at stille undervisning til rådighed. Undervisningsformen skal være tilpasset 

det, forældrene har behov for. Ligesom mit oplæg skal være tilpasset jer. Hvis jeg nu begynder, at 

tale hurtigere og bruger indviklede ord, så ville mange af jer – uden en oversættelse – meget hurtigt 

blive tabt på gulvet. Nogle ville opfatte noget af det jeg sagde, men I ville ikke få et egentligt 

udbytte af det. Hvis jeg efterfølgende lavede en tjekliste for at se, hvordan I klarede det, kan det 

være, at jeg siger, at I skal have noget mere undervisning. Det er nøjagtigt det samme med de her 

forældre, hvis undervisningen ikke er tilpasset dem som målgruppe. Hvis man lægger undervisningen 

på et for højt niveau, også selvom det foregår på deres eget sprog, så er det for dem, ligesom 

det er for jer, når jeg taler engelsk på højt niveau. Alle har grænser, og et sted hvor vi indlærer 

bedst. Forskellen er bare, at hvis jeg taler for hurtigt, og I ikke kan følge med, så er der ikke nogen, 

der tager jeres børn fra jer. I har ikke nær så meget på spil som disse forældre. 

Undervisningsstrategier 

I undervisningen fokuseres der ikke på deres mangler og fejl. Selv når vi ser på deres handlinger, 

er der fokus på positiv støtte og anerkendelse. En af de ting, jeg har iagttaget hos mange socialarbejdere 

er, at de taler ned til disse forældre. Selvfølgelig skal man forenkle sit sprog, men man skal 

gøre det på en måde, som viser respekt for den enkelte. Et andet problem for mange socialarbejde- 

73

74 


re er, at de gør tingene for dem. ”Nu skal jeg nok ordne og rydde op her.” Det er ingen hjælp, det 

lærer man ingenting af. Det kan godt være, at hjemmet ser pænt ud og der er mad i køleskabet. 

Men det var jo ikke dem, der sørgede for det. Og hvad så når man ikke længere er der til at hjælpe? 

Der er ikke nødvendigvis nogle i omgangskredsen eller i familien, som kan komme ind og hjælpe. 

Den velmenende hjælp bliver dermed til en uhensigtsmæssig afhængighed af andre. 

Det er ikke nok, at undervise dem i at være forældre. Der skal være et naturligt støttesystem til stede, 

som er til stede med støtte, for vi er jo ikke sammen med dem resten af livet. Vi samarbejder 

med deres netværk og med børneforsorgsfolk. Ikke alle forældre er inde under børneforsorgens 

vinger, men nogle af dem er. Jeg vil give jer eksempel fra et undervisningsprogram, hvor vi kom 

ind på et meget tidligt tidspunkt efter fødslen eller i barnets første leveår. Herefter trak vi os tilbage. 

Derfor er det vigtigt, at der er andre til at fortsætte samarbejdet med forældrene, og at disse 

netværk var velinformerede om vores konkrete arbejde. Ellers kan de ikke efterfølgende yde en afpasset 

støtte til familien. 

Målsætninger om færdigheder 

Vi arbejder med forældrene, vi arbejder ikke for dem. I undervisningen af og samarbejdet med 

forældrene formuleres derfor nogle målsætninger. Et meget konkret eksempel kan være, at de skal 

lære at skifte ble, og at de skal klare tjeklisten med 80 i score. I det konkrete eksempel med bleskift, 

kan barnet fx have udslet. Det skal jo helst være forsvundet efter et stykke tid, ellers kan det 

være et udtryk for, at barnet ikke vaskes eller bleerne ikke skiftes regelmæssigt. Vi tjekker altså 

undervejs, hvordan det går med målsætningen. Der kan også være tale om et barn, der ikke får tilstrækkelig 

ernæring. Her skal der jo gerne være sket en positiv udvikling, der kan ses ved, at barnet 

har taget på i vægt efter et stykke tid. 

I målsætningen for vores arbejde indgår både forældre og børn, ligesom samarbejdet med børneforsorgsfolkene 

er vigtig. De kan fx sige, at det er nogle faktorer i det hjem, der ikke er optimale 

for børnene. Så går vi ind og forsøger at opstille en målsætning, der imødekommer dette, hvorefter 

der iværksættes en uddannelse. Børneforsorgspersonerne kan efterfølgende komme på besøg i 

hjemmet og se om målsætningerne er opfyldt. Det er dem, der har beføjelse til at bestemme om 

børnene skal fjernes eller ej, alt efter hvorledes der er sket en udvikling i forældrenes adfærd og i 

hjemmets tilstand. 

Hvis det lykkedes, at få forældrenes færdigheder op på en højere score, så skal det helst afspejle 

sig i bedre velvære for børnene. Det er meget vigtigt, at barnet har det godt, altså får tilstrækkelig 

med mad, stimulering og kærlighed. I takt med, at der sker forbedringer, så vil forsorgsfolkene ofte 

give mere samvær til de, der har et begrænset samvær. Børnene får eksempelvis lov til at komme 

oftere hjem, eller får lov til at blive der i længere perioder. Målet i de sammenhænge skulle jo gerne 

være, at barnet igen kan komme hjem og bo hos forældrene igen. 

Hvis barnet allerede bor fast hos forældrene, vil børneforsorgsfolkene gradvist reducere i tilsynet i 

takt med, at de føler sig sikre på, at forældrene bedre bliver i stand til at varetage rollen. Der er en 

direkte sammenhæng mellem, hvor godt forældrene klarer sig, og hvor sikkert man mener, at barnet 

er i den familie. Derfor er det så vigtigt, at uddannelsen af forældrene sker på et niveau, hvor 

de kan følge med. Hvis ikke det sikres, er der risiko for at barnet bliver taget fra dem.

Underviserne og materialevalg 


Man kunne sagtens forestille sig, at det er undervisernes (vores) fejl, hvis ikke undervisningen er 

tilpasset forældrenes behov. Som underviser og vejleder er det vigtigt, at man ikke bruger koncepter 

og begreber, som er for abstrakte. Selvom man forsøger at forenkle sprog og undervisningsmateriale, 

så vil der ofte være noget, der går hen over hovedet på disse forældre. De vil ikke være i 

stand til at forstå, at det er noget, der kan omsættes i praksis. Derfor er det så væsentligt, at vejledning 

og instruktion sker i forbindelse med de konkrete handlinger eller situationer. Et er som bekendt 

teori, noget andet er praksis. 

I praksislæren er det vældig befordrende, hvis vejlederen ikke udelukkende fokusere på de fejltagelser, 

der begås. Masser af positiv feedback er vigtig. Måske laver de mange fejl i starten, men 

hvis man kun koncentrerer sig om fejlene, så bliver de helt tomme i ansigterne. De har hørt det så 

mange gange før – og tænker sikkert ofte: ”Nå, det er endnu en af de lærere, der bare fortæller 

mig, hvor dum jeg er.” 

Hverken de eller nogen andre kan lære ordentligt på den måde. Derfor handler det også her om at 

opbygge et godt og tillidsfuldt forhold til undervisningssituationen. Når de ser, at man ikke kun 

koncentrerer sig om fejl, så er forældrene senere i forløbet meget mere modtagelige, hvis man korrigerer. 

Megen god læring sker først og fremmest ved ros af det, der er godt og vellykket. 

Vejledningen skal samtidig være faglig og objektiv, ligesom objektivitet må ligge til grund for 

vurderingen af den enkelte forælders udvikling og fremskridt. Jeg har haft kontakt til fagpersoner, 

der mente, at ’sådan nogle udviklingshæmmede’, slet ikke skulle have børn. Men jeg har også 

mødt andre, der bare siger, at udviklingshæmmede skal have børn og selvfølgelig skal de beholde 

dem. Fordommene virker begge veje. Der er behov for en langt højere grad af upartiskhed og objektivitet. 

I undervisningsprogrammet lægges meget vægt på samspillet mellem børn og forældre. Denne interaktion 

bruges som en strategi overfor forældrene i undervisningen. Vi kan fx sige, at det er meget 

vigtigt, at man roser sit barn, at man lader barnet vide, at dét var rigtig godt. De svarer måske, 

at de ikke har tænkt over vigtigheden heraf. Så siger vi fx: ”Kan du ikke selv lide at få ros?” – 

”Joh, jeg kan godt lide at høre, når jeg gør noget godt.” Forbindelsen til dem selv er vigtig. 

En række andre redskaber anvendes i undervisningen, det kan være billeder og plakater, der sættes 

op som en påmindelse. Eller video og lydbånd til de mange forældre, der har begrænsede læsefærdigheder. 

Især videooptagelse er god i undervisningen, fordi budskaber kan formidles på en konkret 

måde, der øger forståelsen. Videoen er god til at vise mere komplekse ting, som fx interaktion 

og samspil, der kan være vældig svære at forklare med ord. 

I nogle situationer kan man ikke gå ind og instruerer forældrene i en konkret situation. Det kan fx 

være, hvordan man skal handle, hvis barnet slår sig og bløder. Det kan man ikke lige øve sig på. I 

de situationer bruger en dukke til en slags rollespil. Forældrene går de forskellige trin igennem, 

som er nødvendige for at håndtere situationen på en hensigtsmæssig måde. Vi øver og øver. 

Sammenfattende vil jeg sige, at man sjældent kan afgrænse sin undervisning til en metode eller et 

sæt af materialer. Det er kombination af flere. Men noget af det vigtigste er fortsat samarbejdet og 

dialogen mellem forældrene og den konkrete underviser. Selv meget godt materiale kan ikke erstatte 

den personlige og gode vejledning. 

75

Forældrekuponer 

76 


I det indledende samarbejde med forældrene havde vi nogle problemer. De oplevede os som spioner. 

De var bange for, at vi kun så på fejl, at vi ringede til myndighederne og at barnet blev fjernet. 

At udvikle tillid tager tid, men først og fremmest handler det om at blive lukket indenfor. Vi var 

godt klare over, at vi kom og forstyrrede i deres liv. Der kom jo allerede flere andre, og nu kom vi 

altså også. Så vi ville takke dem for, at vi fik lov at komme ind. Det blev starten på kuponerne. 

Efterfølgende blev de brugt som en konkret kvittering for ’godt udført arbejde’. Det er en slags 

små billetter, som de sparer sammen. Kuponerne kan byttes til håndgribelige ting, såsom busbilletter, 

legetøj til barnet eller noget til dem selv. Det kan fx være gavekort til restauranter eller forretninger. 

Kuponen fungerer som en ekstra lille bonus. Den første kupon får de for at være hjemme, 

når vi kommer på besøg. De tjener yderligere kuponer, når der sker forbedringer indenfor de forskellige 

områder. Vi underviser fx i god ernæring og samvær omkring måltidet. Når barnet begynder 

at tage på i vægt, får forældrene kuponer. 

Jeg ved godt, hvad I tænker, når jeg fortæller det her. I tænker, de gør det bare for kuponernes 

skyld, og forbinder det ikke med barnet. Der er nogle, der virkelig bliver optaget af de der kuponer, 

men samtidig lærer de også meget. Efter et stykke tid oplever de ligeså meget glæden ved at 

gøre tingene rigtigt, som den glæde de har fået af kuponerne. Efterhånden mister de lidt af interessen 

for kuponerne. 

Vi bliver ikke ved med at uddele kuponer. Det er noget, som vi gradvist trapper ned. Stopper vi 

meget pludseligt, kunne man godt forestille sig, at de igen ville præstere lidt dårligere. Derfor sker 

nedtrapningen på en lidt speciel måde. Når vi har lavet observationer, og færdighederne går fint, 

begynderbruger vi på et terningespil. Hvis forælderen slår med terningen og ét af fx tre valgte tal 

kommer op, bliver der uddelt en kupon. Efterfølgende uge er der kun to tal at vælge i mellem, og 

til sidst kun et tal. De ved godt, de får færre kuponer ud af det, men de synes det er sjovt. Det er jo 

et spil og det kan de godt lide. De vil faktisk helst veksle deres kuponer til Lotto. Jeg vil fortælle 

en lille sjov historie om Lotto. En familie fik for nogle år siden en Lottokupon. Der gik et stykke 

tid, hvor vi ikke så dem. Efterfølgende fortalte de, at de havde vundet 10.000 dollars. Da de andre 

forældre hørte det, ville de jo alle sammen gerne deltage i Lotto. 

Det er vores erfaring, at kuponerne har været en motiverende faktor, som har fremmet samarbejdet 

og indlæringen. Det har ikke vist sig være et problem at holde op med dem igen. De har faktisk i 

processen overført deres motivation fra kuponerne til dét at være gode forældre. 

Undervisning i samspil og interaktion 

Kan man lære forældre at vise mere hengivenhed? Kan man lære dem at lytte, når barnet prøver at 

sige noget? Kan man lære dem at vise anerkendelse og give ros, så barnet får et større selvværd? 

Mange af os ser interaktion som noget instinktivt, og mange taler om en medfødt evne til at tage 

sig af sit barn. Vi bemærkede i flere af vores observationer, hvor lidt samspil der var mellem mange 

af vores forældre og deres børn. Det var derfor relevant, at afdække om man overhovedet kan 

undervise i samspil og interaktion. 

Vi havde iagttaget, at mange forældre havde svært ved at tolke deres børns signaler og behov. Vi 

så fx børn på seks måneder, der var forsinket i deres udvikling. Der var ikke tvivl om, at forældre-


ne elskede deres barn, men den respons, der blev givet, var ikke som forventet. Derfor arbejdede vi 

med, at vise forældrene, hvordan de skulle vise deres hengivenhed og kærlighed overfor barnet. 

Jeg vil give et par eksempler på, hvordan vi arbejdede, selvom det kan være svært, kort at skulle 

gengive og beskrive processer om interaktion. 

Observation af interaktion i en familie 

I det ene eksempel var målet, at stimulere barnets sproglige udvikling og dermed udvide barnets 

ordforråd. Det centrale i vores undervisning af forældrene var, at lære dem gennem samvær og leg 

med barnet at give positiv respons. Vi kom i hjemmet en gang om ugen, hvor vi vejledte og instruerede 

forældrene. Vi lavede en model for forældrene på, hvordan de fik skabt en bedre kontakt 

med barnet gennem leg. Hvis barnet legede med klodser eller pegede uden at sige noget, så skulle 

de rose barnet. Vi sagde fx: ”Se, nu sidder han og leger med klodserne – hvad kan du så sige?” Vi 

viste og forældrene prøvede. Det samlede forløb var i dette eksempel på ca. 10 uger. Vi observerede 

hele forløbet, og registrerede, hvordan forældrene gav respons og barnets reaktioner herpå, og 

naturligvis også om, der var en udvikling i forløbet. På baggrund af vores observationer kunne vi 

registrere, at forældrene blev i stand til at give barnet positiv respons. Det var samtidig interessant 

at iagttage, at det samtidig blev overført til andre situationer, fx når de gav barnet bad, når de madede 

barnet, eller når de var ude at gå tur med barnet. 

Et komparativt studie af interaktion 

Det andet eksempel jeg vil nævne, var tilrettelagt på en meget anden måde. Det var to grupper af 

forældre, som blev trænet i både samspil med barnet og i sikkerhed i hjemmet. Men begge dele 

kunne ikke trænes på samme tid. Vi var nødt til at køre to forløb. Den ene gruppe fik derfor samspilstræning 

først, mens den anden blev trænet i sikkerhed i hjemmet. Vi var også her på besøg hos 

familien én gang om ugen. 

Den gruppe, der trænede sikkerhed i hjemmet, gav vi ikke samtidig instruktion eller feedback på 

samspil. Men vi observerede og registrerede, hvad de gjorde. 

Den gruppe, der trænede samspil, fik vejledning, instruktion og feedback på samme måde, som i 

det første eksempel jeg fortalte om. Og igen observerede og registrerede vi forløbet. 

En tredje gruppe bestod af forældre, som ikke var udviklingshæmmede. Disse forældre besøgte vi 

også en gang om ugen. De fik naturligvis ingen form for vejledning eller feedback. Men de havde 

indvilget i, at vi observerede og registrerede deres samspil med barnet. 

I søjlediagrammet 25 over positivt moder-barn samspil ses resultaterne af vores observationer af de 

tre forældregrupper. Søjlerne længst til venstre viser resultaterne i gruppen af udviklingshæmmede 

forældre, der fik samspilstræning. Søjlerne i midten viser resultater af samspil i gruppen af udviklingshæmmede 

forældre, der kun fik træning i sikkerhed. De sorte søjler til højre viser resultater 

for sammenligningsgruppen, hvilket altså er forældre, der ikke er udviklingshæmmede. 

Før vi påbegyndte forløbet lavede vi en prætest. Som I kan se, har udviklingshæmmede forældre i 

begge grupper mindre samspil med deres børn end dem, der ikke var udviklingshæmmede. Efter 

undervisningsforløbet på de ca. 10 uger kunne der registreres en meget stor forandring hos den 


77

78 


gruppe af de udviklingshæmmede forældre der var blevet vejledt og instrueret i samspil. For de to 

andre grupper kunne der kun konstateres mindre ændringer. 

Senere gennemgik også den anden gruppe af udviklingshæmmede forældre et uddannelsesforløb i 

samspil. Ligesom med den første gruppe af forældre kunne vi registrere en meget positiv udvikling 

for gruppen. I diagrammet kan I se på de to søjler, hvordan de to grupper af forældre lå i forhold til 

hinanden, da vi fulgte op på forløbet. Det vi samtidig fandt interessant var, at den gruppe som først 

havde gennemgået samspilstræningen havde holdt niveauet fra tidligere. De havde altså fastholdt 

deres færdigheder. 

Børnenes sproglige fremskridt 

I det komparative studie af de tre grupper, testede vi også virkningen af undervisningen ved at se 

på børnenes sproglige udvikling. Når vi sammenligner med børnene fra gruppen af ikke udviklingshæmmede 

forældre, så er der en lavere score på sprog hos børn fra de to grupper med udviklingshæmmede 

forældre 26 . Den test vi anvendte tog udgangspunkt i Baileys skala for 

småbørnsudvikling. 

Nogle vil måske undre sig over, at der er så stor en forskel mellem de to søjler længst til højre. Det 

I imidlertid skal være opmærksomme på er, at også dette diagram udtrykker den tidsmæssige forskydning 

i træningen af samspil i de to grupper af forældre. Da vi påbegyndte vores arbejde med 

den sidste gruppe af forældre, var børnene blevet ældre. Deres sproglige udvikling var derfor sat 

længere tilbage end i den første gruppe. 

Selvorienteret læring 

I vores program har også indgået, at der skulle udvikles forskelligt materiale til forældrene. Vi afprøvede 

forskelligt typer af illustrationer: fotografier, farvelagte billeder, tegneserietegninger. Det 

forældrene fortalte os var, at de bedst kunne lide en aftegning af et fotografi. I et almindeligt fotografi 

er der mange ting der forstyrrer og som egentlig ikke er relevante for det, man gerne vil have 

at de ser på. Men forældrene valgte derfor fotoet fra. Det aftegnede billede var mere instruktivt og 

budskabet fremstod samtidig klart. I materialet er der en illustration samt ganske lidt tekst, der beskriver 

hvert enkelt trin på tjeklisterne 27 . Mange forældre har betydelige læsevanskeligheder, derfor 

er materialet suppleret med lydbånd. 

Men hvorfor så ikke bare give forældrene bogen og spare den individuelle uddannelse eller træning? 

Hvorfor ikke prøve at se hvor mange, der selv kan lære det, når de får et værktøj, som de 

selv finder fornuftigt? 

Man kan sige, at hvis læring var så enkel, så ville man tilsvarende blot kunne udlevere bøger, materiale 

eller andet til andre – og også her sparer underviserne. Det ville der næppe være mange, der 

ville bifalde. Mange mennesker har brug for egentlig undervisning eller instruktion for at tilegne 

sig nye færdigheder. Det gør sig også gældende for denne gruppe. 

Den måde vi har anvendt materialet på er, at læse bogen igennem sammen med forældrene. De 

forklarer, hvad de forstår ved de enkelte billeder. Hvis forståelsen er forkert, korrigerer vi dem. Ef- 


27 se planche 3


terfølgende stiller vi nogle helt enkle spørgsmål om, det de har læst. Det er vigtigt for både dem og 

os, at de har forstået. Det er ikke sådan, at vi gennemgår materialet meget grundigt med dem. Det 

er tænkt som en støtte til dem, hvis de i hverdagen bliver usikre. Men vi iagttager om de følger anvisningerne. 

Målet var, at materialet skulle være en hjælp for mellem 30 og 50 %. Det viste sig, at vi havde undervurderet 

forældrene. 80 % blev mere selvhjulpne ved hjælp af manualerne. 

Afrunding 

Resultatet af, at undervise forældrene i at kunne vise mere hengivenhed, har generelt været meget 

positive. Den større hengivenhed og opmærksomhed har samtidig understøttet barnet sproglige 

udvikling. Det er meget interessant, at hvor forældrene var blevet samspilstrænet, der sagde børnene 

deres første ord og konstruerede deres første sætninger tidligere end forventet. Ud fra barnets 

modenhed og udvikling lå børnene faktisk med en højere score end normen på testskalaen. 

Men lad mig også sige lidt om familiens samlede situation. 80 % af de udviklingshæmmede forældre, 

der havde børn før de kom ind i vores program, havde fået fjernet deres barn. Efter forældreundervisninger 

var der kun 20 %, hvor barnet fortsat var anbragt. Det er naturligvis ikke kun samspilstræningen, 

der her har haft betydning. De andre elementer, der indgår i træningen (sikkerhed i 

hjemmet, ernæring etc.), spiller også en ganske betydelig rolle. 

Samlet set har programmet betydet, at forældrene på en række områder udviklede bedre færdigheder, 

at børnene udviklede sig bedre i takt med de øgede forældrekompetencer, ligesom det bidrog 

til, at familierne kunne holdes sammen. 

Vi var på mange måder tilfredse, men alligevel ikke helt. For vi er jo ’blot’ et program. Det er faktisk 

sådan at, i Canada er der kun os. I USA er der 2-3 steder, selvom de har ti gange så mange 

mennesker som os. 

Vores mål er, at der andre steder ydes en bedre støtte til de pågældende familier. De myndighedspersoner, 

der generelt tager sig af disse forældre, varetager mange andre opgaver, og har ikke nødvendigvis 

kompetencerne til at træne forældre, der er udviklingshæmmede. Vores program dokumenterer, 

at der er findes bedre måder at undervise på. 

79

80 


Planche 1 

Planche 2


1. Get af full baby bottle and 

a towel. 

GIVING YOUR BABY A BOTTLE 

The towel is for spills and 

burping. 

2. Test the formula on your 

hand. 

It should feel like your 

skin, not too warm or 

cold. 

Planche 3 

Planche 4 

81

82 


Planche 5 

Planche 6


Planche 7 

83

84 


Selected articles by M. Feldman 

Feldman, M.A. (2004). Self-Directed Learning of Child-Care Skills by Parents with Intellectual Disabilities . 

Infants & Young Children, 17, 17-31. 

Aunos M., & Feldman, M.A. (2002). Attitudes toward sexuality, sterilisation, and parenting rights of per- 

sons with intellectual disabilities. Journal of Applied Research in Intellectual Disability, 15, 285-296. 

Feldman, M. A., Varghese, J., Ramsay, J., & Rajska, D. (2002). Relationship between social support, stress 

and mother-child interactions in mothers with intellectual disabilities. Journal of Applied Research in Intel- 

lectual Disability, 15, 314-323. 

Feldman, M.A. (2002). Children of parents with intellectual disabilities. In R. McMahon & R. Peters (Eds.). 

The effects of parental dysfunction on children (pp. 205-223). New York: Kluwer Academic/Plenum Pub- 

lishers. 

Feldman, M.A. (2002). Parents with intellectual disabilities and their children: Impediments and supports. 

In. D. Griffiths & P. Federoff (Eds.) Ethical dilemmas: Sexuality and developmental disability (pp. 255- 

292). Kingston, NY: NADD Press. 

Feldman, M.A., & Case, L. (1999). Teaching child-care and safety skills to parents with intellectual disabilities 

via self-learning. Journal of Intellectual and Developmental Disability, 24, 27-44. 

Feldman, M.A. (1998). Preventing child neglect: Child-care training for parents with intellectual disabilities. 

Infants & Young Children, 11, 1-11. 

Feldman, M.A. (1998). Parents with intellectual disabilities: Implications and interventions. In J. Lutzker 

(Ed.). Child abuse: A handbook of theory, research, and treatment. (pp. 401-419). New York: Plenum. 

Feldman, M.A., Garrick, M., & Case, L. (1997). The effects of parent training on weight gain of nonorganic-failure-to-thrive 

children of parents with intellectual disabilities. Journal on Developmental Disabilities, 

5, 47-61. 

Feldman, M.A., & Walton-Allen, N. (1997). Effects of maternal mental retardation and poverty on intellectual, 

academic, and behavioral status of school-age children. American Journal on Mental Retardation, 

101, 352-364. 

Feldman, M.A., Léger, M., & Walton-Allen, N. (1997). Stress in mothers with intellectual disabilities. 

Journal of Child and Family Studies, 6, 471-485 

Feldman, M.A. (1994). Parenting education for parents with intellectual disabilities: A review of outcome 

studies. Research in Developmental Disabilities, 15, 299-332. 

Feldman, M.A., Sparks, B., & Case, L. (1993). Effectiveness of home-based early intervention on the language 

development of children of parents with mental retardation. Research in Developmental Disabilities, 

14, 387-408. 

Feldman, M.A., Case, L., Garrick, M., MacIntyre-Grande, W., Carnwell, J., & Sparks, B. (1992). Teaching 

child-care skills to parents with developmental disabilities. Journal of Applied Behavior Analysis, 25, 205- 

215.

Deltagere på konferencen 


Efternavn Navn Arbejdssted 

Andersson Ulrika Pohl Riks FUB 

Andersen Keld Mørch Københavns Amt 

Andersen Pia Frederiksberg Kommune 

Bang Rita SSF Kalundborg 

Bevensee Dorthe Københavns Amt 

Bille Anders Statsamtet Vejle 

Brønholt Lis Lynge Den Sociale Højskole i Esbjerg 

Buchhave Kirsten Aabenraa Kommune 

Carlsson Eva SAC Hillerød 

Christensen Ellen Egebjerg Kommune 

Christensen Frank Skovbrynskollegiet 

Christensen Rikke Herning 

Clevnert Ulla Socialstyrelsen Stockholm 

Dominicussen Jette Marie Nordborg Kommune 

Donkin Bente Borg Børne- og Unge rådgivningen 

Ebbehøj Karin SSF Kalundborg 

Ekengren Eva Ansgariegården i Stockholm 

Erland Susanne SKS Vestsjællands Amt 

Esbjerg Lasse 12éren Sønderborg Kommune 

Frank Kira Værkstedscentret 

Frederiksen Nich Fuglsang Århus Kommunes Bofællesskabsteam 

Frederiksen Ole Specialbørnehjemmet "Aahaven" 

Fälth Lena Hässelholm 

Gulev Anni Værestedet "Perlen" 

Hansen Karin Dahl Kristeligt Dagblad 

Hansen Vivi S. ULF - Udviklingshæmmedes Landsforbund 

Hansen Inger Hadsten Kommune 

Hansen Birgitte Tuxen Helsingør Kommune 

Holm Kirsten Egebjerg Kommune 

Homanen Helene Noorköbing 

Hovgaard Jette 

Husmark Kirsten Helsingør Kommune 

Høj Marianne Esbjerg Kommune 

Højbjerg Louise Ballerup Kommune 

Højsgaard Lisbeth Frederiksborg Amt 

Hørdam Marianne SUS 

Hørlyck Dorthe Helsingør Kommune 

Haagensen Dorte Støttegruppen i Rønne 

Jensen Lis Glostrup Kommune 

Jensen Susanne Aabenraa Kommune 

Jensen Anette Smedegaard Fællesbo i Grindsted 

Jensen Annette Kalundborg Kommune 

Jeppesen Annelise Statsamtet Roskilde 

Jepsen Annie Odense Kommune 

Jespersen Jette Bofællesskabet i Videbæk 

Josefsson Dick Horsens Kommune 

Jørgensen Britta Højer Vejle Kommune 

Jørgensen Bjarne 

85

86 



Karlsson Kristin Noorköbing 

Kjær Yvonne Rosenberg Vejle Kommune 

Kjær Bente SAC i Frederikssund 

Kjølbye Marie Louise Information 

Klint Karen J. Christiansborg 

Klitgaard Lis Støttegruppen i Rønne 

Knigge Marie Louise UFC Handicap 

Knudsen Knud Ballerup Kommune 

Korthsen Linda Ballerup Kommune 

Kristensen Hanne Hadsten Kommune 

Kristensen Helle Haslev Familiecenter 

Kyllingsbæk Klaus UFC Handicap 

Lange Pia Livskraft Nordborg Kommune 

Larsen Trine Østerlund Fælleshuset i Skanderborg 

Larsen Pia Odense 

Laufer Frank Århus Kommunes Bofællesskabsteam 

Lichtwarck Willy Nordlandsforskning 

Lind Bodil Grindsted Kommune 

Lindgaard Sissel UFC Handicap 

Lindqvist Pernille Værestedet "Perlen" 

Listh Susanne Svenstrup i Nordborg 

Lomholt Lone Århus Kommunes Bofællesskabsteam 

Lund Kirsten Familiehuset i Esbjerg 

Madsen Henny Samlepunkt i Odense 

Madsen Joan Nærmiljøinstitution Korsvang i Odense 

Michelsen Hanna Brage Fællesbo i Grindsted 

Mikkelsen Else Leander Thisted Kommune 

Mortensen Lisbeth Frederiksberg Kommune 

Munch Gunvør Socialministeriet 

Mundt Anette ULF - Udviklingshæmmedes Landsforbund 

Møholt Jørgen Horsens Kommune 

Møller Ruth Tranberg Fælleshuset 

Nielsen Dorte Haun Horsens Kommune 

Nielsen Joan Ballerup Kommune 

Nielsen Mogens Ryum Familieværkstedet i Esbjerg 

Nissen Tamara Bov Kommune 

Nørgaard Lene Videbæk Kommune 

Olsen Karen Hadsten Kommune 

Pedersen Ellen Margrethe Haderslev Kommune 

Pedersen Ulla Ballerup Kommune 

Persson Susanne Dragør 

Petersen Bruno Helsingør Kommune 

Petersen Kirsten Familieværkstedet i Esbjerg 

Petersen Frede Familieværkstedet i Esbjerg 

Plambech Kirsten DSI 

Poulsen Kristian Hjemmevejlederteamet i Odense 

Rahbek Kirsten Haslev Familiecenter 

Rasmussen Mie Helslev Kridthuset 

Rasmussen Anette Brøndby Kommune 

Rasmussen Kirsten Århus Kommunes Bofællesskabsteam



Rasmussen Lilian Århus Kommunes Bofællesskabsteam 

Roed Jette Ungdomskollegiet Tårnly 

Rosenlund Line VIPU 

Rousing Joan Sønderborg Kommune 

Rønholm Kit SAC Midt i Hillerød 

Schmidt Joan Familiehuset i Esbjerg 

Schwartz Annette Kalundborg Kommune 

Simonsen Louise Haderslev 

Skovenborg Joan Juelsminde Kommune 

Skovhus Anni Familieværkstedet i Esbjerg 

Spiegelhauer Joye SAC Vest 

Stavngaard Steen Landsforeningen LEV 

Sternkopf Bodil Hjemmevejleder Teamet i Odense 

Stilling Anette Birkerød Kommune 

Sutton Jytte F. Bofællesskabet i Videbæk 

Sørensen Alice Ungdomskollegiet Tårnly 

Sørensen Birgit Høg Vejle Amt 

Theilgaard Janne Familiehuset i Helsingør 

Thorup Torben Horsens Kommune 

Vennekilde Line Vaaben Politiken 

Verdoner Karin B-U Rosengården i Odense 

Vinstrup Birgit Thisted Kommune 

Wentzel Tove Den Sociale Højskole i København 

Widding Ann Vallø Kommune 

Worm Gitte Ballerup Familieværksted 

Yde Birte Silkeborg Kommune 

Zachariasen Elsa Haderslev Kommune 

Zachariasen Liane ULF - Udviklingshæmmedes Landsforbund 

Öhrn Marianne Lundquist Vuxenhabiliteringen, Nordöstra Skåne 

Aagaard Linda Nordjyllands Amt 

Åhlund Iren Studieförbundet Stocholm 

Åkesson Ingela Hässelholm 

Oplægsholdere 

Christiansen Karina Møller 

Engelbrecht John 

Faureholm Jytte 

Feldman Maurice 

Gustavsson Anders 

Ibsen Maiken 

Kjær Henriette 

Rahbek Palle Onsberg 

Pedersen Marianne 

Simonsen Heidi 

Skov Anne 

Weiglin Berit 

87

Børn og forældre under pres - Servicestyrelsen

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?