Kulturhistorisk Museum Randers - Randers Kommune

Kulturhistorisk Museum
Randers
Stemannsgade 2 - DK - 8900 Randers - Telefon 86 42 86 55 - Fax 86 41 86 49 - Hjemmeside: www.khm.dk - Email: khm@khm.dk
BYGHERRERAPPORT
KHM 2565
Frederiksdalvej 3
Ved arkæolog Thomas Guntzelnick Poulsen
Frederiksdalvej
Haslund og Kristrup Sogn
Galten og Sønderhald Herred
Århus, tidligere Randers amt.
Stednr. 140304 og 141008
Kuas j.nr. 2003-21221674

Indhold
Indledning ............................................................................................................................................3
Tidstavle...............................................................................................................................................4
Undersøgelsens forhistorie...................................................................................................................5
Udgravningens resultater .....................................................................................................................5
Undersøgelsens perspektiver – regionalt og nationalt .......................................................................19
Landskabet .........................................................................................................................................19
Udgravningens data............................................................................................................................22
Udgravningens metode ......................................................................................................................24
Litteratur.............................................................................................................................................26
Andre fund og fortidsminder..............................................................................................................26
Fremtidigt arbejde..............................................................................................................................28
Dato og underskrift ............................................................................................................................29
2

Indledning
I forbindelse med Randers Kommunes udvidelse af industriområdet omkring Frederiksdalvej
sydvest for Randers foretog Kulturhistorisk Museum en større arkæologisk undersøgelse i sidste
halvdel af 2007 og begyndelsen af 2008.
Der blev gjort fund fra en bred tidshorisont spændende fra senneolitikum til tidlig
middelalder. Den primære undersøgelse omhandlede gårdsanlæg og andre bopladsspor, såsom
gruber og brønde fra perioderne yngre bronzealder/overgang til ældre jernalder, germansk jernalder
og vikingetid. Bopladssporene fra de andre perioder var mere sporadiske. Yderligere blev registreret
fire grave fra ældre romersk jernalder. De forskellige fortidsminder lå spredt over et meget stort
område af den planlagte udstykning, hvorfor udgravningen også blev så omfangsrig.
Både forundersøgelse og udgravning finansieredes af Randers Kommune. De undersøgte
områder var blevet solgt til virksomhederne Prodan A/S og Confac A/S, der begge planlagte
opførslen af meget store fabriksbygninger. Der var derfor også en tæt dialog med begge disse
virksomheder, for at byggeriet ikke skulle blive forsinket. Alle budgetter er godkendt af
Kulturarvsstyrelsen og Randers Kommune.
Fig. 1: Kort over lokaliteten 1:50.000. Området, der omfatter Frederiksdalvej 3 udstykningen, er
markeret med gult. Det undersøgte område er markeret med grønt. Frederiksdalvejs nuværende
forløb er markeret med blåt, og den planlagte forlængelse med rødt.
Bygherre / anlægsmyndighed: Randers Kommune, Laksetorvet, 8900 Randers.
Udgravningsansvarlige: Kulturhistorisk Museum, Stemannsgade 2, 8900 Randers.
Ansvarlig udgravningsleder: Museumsinspektør Ernst Stidsing.
Daglig udgravningsleder: Arkæolog Thomas Guntzelnick Poulsen.
Øvrige samarbejdspartnere: Kulturarvsstyrelsen, Slotsholmsgade 1, København K.
Prodan A/S, Haraldsvej 66, 8900 Randers. Confac A/S, Frederiksdalvej 16, 8900 Randers.
3

Tidstavle
1500 Nyere tid Historisk tid
1050 Middelalder
900 Yngre Vikingetid Forhistorisk tid
775 Ældre vikingetid
530 Yngre germansk jernalder Yngre jernalder
375 Ældre germansk jernalder
160 Yngre romersk jernalder
0 Ældre romersk jernalder Ældre jernalder
200 f.Kr. Yngre førromersk jernalder
500 f.Kr. Ældre førromersk jernalder
1000 f.Kr. Yngre bronzealder Bronzealder
2000 f.Kr. Ældre bronzealder
2400 f.Kr. Dolktid / Senneolitikum Yngre stenalder (neolitikum)
2800 f.Kr. Enkeltgravskultur / Mellemneolitikum B.
3200 f.Kr. Tragtbægerkultur / Mellemneolitikum A.
3900 f.Kr. Tragtbægerkultur / Tidligneolitikum
5400 f.Kr. Ertebøllekultur Ældre stenalder (mesolitikum)
6800 f.Kr. Kongemosekultur
9000 f.Kr. Maglemosekultur
Ahrensburgkultur Palæolitikum
Brommekultur
12000 f.Kr. Hamburgkultur
Arkæologiske perioder og deres begyndelsesdatering i det danske område. Skemaet skal læses
sådan, at eksempelvis ældre romersk jernalder begynder omkring år 0 og skifter til yngre romersk
jernalder omkring 160 e.Kr. Perioden fra ældre førromersk jernalder til og med ældre romersk
jernalder kaldes samlet for ældre jernalder.
4

Undersøgelsens forhistorie
I forbindelse med byggemodning af et nyt erhvervsområde i forlængelse af det eksisterende ved
Frederiksdalvej sydvest for Randers (jf. lokalplan nr. 501) foretog Kulturhistorisk Museum i februar
2007, på anmodning fra bygherre, en besigtigelse og vurdering af området med henblik på
eventuelle arkæologiske undersøgelser. Området er topografisk velegnet til bebyggelse og var i
forvejen godt kendt af museet både fra arkæologiske undersøgelser og ældre beskrivelser og
besigtigelser, og der var således god grund til at forvente, at yderligere fortidsminder kunne befinde
sig i området.
Museet anbefalede derfor, at en forundersøgelse blev iværksat, hvilket bygherren anmodede
om efterfølgende. Forundersøgelsen af det 17 ha store område fandt sted i tidsrummet fra den 2. maj
til den 1. juni. Spredt over hele området, på nær den sydøstlige fjerdedel og det nordøstlige hjørne,
blev fundet talrige bopladsspor primært fra perioderne yngre bronzealder, jernalder og vikingetid.
Herudover gjorde ivrige amatører bevæbnet med metaldetektor flere flotte genstandsfund fra
samme periode i området. På baggrund af resultaterne fra den arkæologiske forundersøgelse og
detektorfundene vurderede museet, at det var nødvendigt med yderligere undersøgelser af et område
svarende til ca. 90.000 m².
Grundet udgravningens omfang ønskede Randers Kommune i første omfang kun ca. 2/3 af
området undersøgt. Dette skyldtes også, at dette område stort set udgjorde hele arealet opkøbt af
Confac A/S, og da disse meget gerne ville hurtigt i gang med byggeriet, fik dette område første
prioritet. Udgravningen, Etape 1, af dette område fandt sted i tidsrummet 26.06 2007 – 21.11 2007.
Den resterende 1/3, Etape 2, blev dog gravet i umiddelbar forlængelse, og den eneste adskillelse
mellem de to udgravninger bestod i, at de havde hvert deres budget. Udgravningen af dette område
fandt sted i tidsrummet 23.10 2007 – 07.02 2008.
Efterfølgende beretning omfatter begge udgravningskampagner, da adskillelsen imellem dem
som sagt var rent administrativ.
Udgravningens resultater
Der blev undersøgt ca. 59.000 m² fordelt på 9 felter af varierende størrelse. Dette var et betydeligt
mindre areal end først antaget, men det skyldes, at muldafrømningen flere steder kunne begrænses
på grund af en beskeden mængde registrerede anlæg. Undersøgelsens resultater fordelte sig på 3110
anlægsnumre, herunder 66 huse og 5 grave. Der blev registreret 976 genstandsnumre, primært
keramik, men også fra metalfund og trægenstande.
Undersøgelsen førte til erkendelsen af bopladser fra yngre stenalder, yngre bronzealder,
overgang til ældre førromersk jernalder, ældre romersk jernalder, ældre germansk jernalder, yngre
germansk jernalder, vikingetid og tidlig middelalder. Mest omfangsrige var bopladserne fra yngre
bronzealder/ældre jernalder, yngre jernalder og vikingetid.
5

Fig. 2: Luftfoto med markering af undersøgelsens erkendte bopladsfaser. Yngre stenalder – brun.
Yngre bronzealder – blå. Overgang til ældre førromersk jernalder – turkis. Ældre romersk
jernalder – grå. Ældre germansk jernalder – lysegrøn. Yngre germansk jernalder – mørkegrøn.
Vikingetid – rød. Tidlig middelalder – lilla.
På trods af udgravningsresultatets noget punktvise natur, er der dog i flere af de registrerede
perioder tale om afsluttede enheder, hvis fulde udstrækning undersøgelsen har dokumenteret. Det
vil her blive opsummeret.
For perioden omkring yngre stenalder var der tale om bopladsspor i form af gruber og mindst
ét hus. Med den nuværende viden om yngre stenalders bebyggelsesstruktur kan de ikke udelukkes,
at de bevarede anlægsspor repræsenter hele bebyggelsen. I højen Sb. nr. 140304-2 lidt nord for det
undersøgte område blev der i 1865 fundet et stenbygget kammer samt keramikskår fra tragtbæger
kultur (4000-2800 f.kr.). Mere stenalder fremkom mod sydøst ved Sb. nr. 140304-19, hvor gruber
med flint og stenalder keramik blev registreret. Begge dele vidner om, at området var bebygget i
yngre stenalder, men periodens generelle spredte bebyggelsesstruktur gør det svært at drage nogen
sikre konklusioner om bebyggelsernes udstrækning.
Under prøvegravningen blev der fundet en stridsøkse fra enkeltgravskultur (2800-2400 f.kr.),
og da der umiddelbart vest for blev erkendt en halvcirkulær grøft, formodedes det, at der var tale
om en gravhøj med tilhørende ringgrøft. Dette var dog ikke tilfældet, og den smule keramik, som
blev fundet, stammer fra jernalderen. Stridsøksen må således være havnet her sekundært, da der
ingen spor af hverken høj eller grav var.
6

Fig. 3: Tv. Profil af stridsøkse. Th. stridsøkse set fra oven.
Den sidste del af bronzealderen, omkring 600 f.kr., er repræsenteret ved en bebyggelse bestående af
fire ensartede huse med tilhørende gruber. Bebyggelsen er dateret ud fra kronologiske træk ved
husene og keramikken samt ved C14 prøver udført på makrofossiler fundet i stolpehullerne ved hus
A1012. Største afstand mellem husene er 18 m., hvilket, set i lyset af periodens spredte
bebyggelsesstruktur, tyder på, at de ikke har været samtidige. Dette understøttes ligeledes af de
mindre variationer i afstanden mellem de tagbærende stolper, der også kan være med til at antyde,
at husene ikke er helt samtidige. Ud fra de øvrige ligheder i husenes konstruktion kan der dog ikke
være stor forskel i dateringen af dem, og det formodes derfor, at de i stedet har afløst hinanden.
Fig. 4: Dobbeltkoniske keglehalskar fundet i gruberne omkring bebyggelsen.
I forbindelse med de fire huse lå, udover enkelte hegnsforløb, også en række gruber, der formodes
at høre til bebyggelsen.
Bebyggelsen synes umiddelbart fuldt afdækket, idet der ikke er fundet andre spor fra denne
periode i det undersøgte område. Det kan naturligvis ikke udelukkes, at en eller flere faser ligger
uden for udgravningsgrænsen, men den tætte koncentration af bopladsspor peger ikke i den retning.
Bebyggelsen repræsenterer formodentlig omkring tre til fire generationers gårde, der har huset en
enkelt familie. Den er sandsynligvis forgænger for den noget yngre bebyggelse af tilsvarende
størrelse omkring 125 m. mod vest. Til gengæld er der ikke spor af forgængerne til bronzealder
7

opladsen. Fire gravhøje, hvoraf det ved en nyere undersøgelse lykkedes at lokalisere Sb. nr.
140304- 5 og 3, vidner om aktivitet i området. I den ene fandtes bl.a. fire urnebegravelser i højens
kant. Det var ikke muligt at datere anlægget, men noget kunne tyde på, at det var fra bronzealderen.
Yderligere er der med metaldetektor ude i vådområderne med sydøst fundet en knækket kniv/sværd
klinge, en økseæg og en pincetlignende genstand alle i bronze. Alle sammen genstand, der peger
imod periodens religiøse aktiviteter.
I hvad der formodes at være en umiddelbar kronologisk forlængelse af bebyggelsen fra sidste
del af bronzealderen fandtes omkring 125 m. længere mod vest fire huse med et tilhørende større
felt af gruber fra perioden omkring 500 f.kr. Bebyggelsen er dateret ud fra kronologiske træk ved
husene og keramikken samt ved C14 prøver udført på makrofossiler fundet i stolpehullerne ved hus
A1029. Som ved den forrige bebyggelsen er der her tale om én enkelt gård repræsenteret i flere
faser. Det tyder på, at et område med datidens jordbrugsteknik har kunnet udnyttes over tre til fire
generationer, hvorefter man har måttet flyttet til nye mere næringsholdige jorde. Det er i den
forbindelse interessant at bemærke, at et skifte i byggestil ikke sker i tilknytning til flytningen, idet
de ældre huse i konstruktion minder om dem fra yngre bronzealder. Det er kun husene A1029 og
A1036, der er større om kraftigere bygget.
Fig. 5: A1029. Stolper der indgår i husets konstruktion er markeret med sort. Indgangspartierne er
markeret med røde pile. Husets grundplan er markeret med gråt.
I forbindelse med de fire huse fandtes et større antal gruber, der formodes at høre til bebyggelsen.
Flere af gruberne indeholdt kraftige lag af brændt lerklining med tydelige aftryk af fletværk. Én af
gruberne, A1641, var tydeligvis en ovn. Den bestod af en 1 m. dyb og 2x2 m. stor, cirkulær
nedgravning. Nederste fandtes af et mørkt fedtet lag med trækulsnister. Det er her man har fyret op.
Ovenpå lå ovnkammeret, der var meget omhyggeligt opbygget med et lag af sten i bunden med en
tyk lerkappe oven på. Oven på lerkappen lå et lag af sten i varierende størrelse op til 30 cm. samt en
del knust keramik, og oven på disse sten lå et fragmenteret lag af brændt ler med aftryk af fletværk,
der tolkes som den overliggende lerkappe.
8

Fig. 6: A1641. Tv ovnens bund med stenlag og knust keramik. Th det nederste stenlag fra bunden.
Opbygningen af ovnkammeret minder meget om et fundet ved Hyrdehøj nær Roskilde, om end
ovnen var af en anden type. Hyrdehøj ovnen har været anvendt til brænding af keramik, og set i
lyset af mængden af keramik fundet i ovnkammeret har en lignende funktion sandsynligvis været
tilfældet her. Andre gruber har muligvis også fungeret som ovne, men kun ved A1641 var
konstruktionen velbaret nok til, at det med sikkerhed kunne fastslås.
Fig. 7: Meget stort kar fra grube ved bebyggelsen.
9

Fig. 8: Tre husholdningskar med hanke fra gruberne omkring bebyggelsen.
Den kontinuitet, der gjorde sig gældende ved de to forrige bebyggelser, lader sig ikke føre videre til
den efterfølgende fra tiden omkring Kristi fødsel. Der er tale om en enkelt gård med et tilhørende
udhus. I forbindelse hermed er der fundet fire sikre jordfæstegrave og én usikker samt én brandgrav.
Herudover er der i vådområderne i umiddelbar nærhed til gården fundet meget store mængder
kasseret keramik.
Fig. 9: Grav A1009 ved bundniveau med gravgaverne renset frem. Set fra vest.
10

Fig. 10: Samlet lerkarssæt fra jordfæstegrav A1009. Der mangler dog et enkelt fad.
Sammenfattet udgør periodens registrerede oldtidslevn et ganske fint komplet billede, idet der er
fundet en gård, men en tilhørende gravplads og størrelserne på de to modsvarer hinanden. Gården er
ikke blevet udbedret og har derfor kun haft en begrænset levetid, sandsynligvis én generation. Dette
stemmer fint overens med fundet af de fire jordfæstegrave. Brandgraven og den tvivlsomme grav er
ikke placeret sammen med de andre grave, hvilket tyder på, at personerne som er gravlagt i dem
ikke har haft samme tilhørsforhold som de fire i jordfæstegravene.
Gården er interessant, idet denne del af landet domineres af landsbybebyggelser, hvilket
forbilledligt blev afdækket under udgravningerne 1000 m. mod nord ved begyndelsen af
Frederiksdalvej Sb. nr. 140310-13. At der samtidig har ligget en enkeltgård så relativt nær ved er
derfor bemærkelsesværdigt.
Undersøgelsens næste bebyggelse stammer fra tiden omkring 400 e.kr. Der er ikke fundet
bopladsspor fra den mellemliggende periode, hvorfor en sammenhæng til gården fra ældre romersk
jernalder ikke kan dokumenteres. Bebyggelsens bestod af fire gårdsanlæg, der hver især bestod af et
langhus, et halvtagshegn og en mindre bygning. De tre af gårdene repræsenterer faser af samme
gård, idet de er placeret oven i hinanden. Den sidste gård ligger omkring 70 m. mod sydøst, og har
sandsynligvis været samtidig med en eller flere af de andre gårde. Bebyggelse udstrækning kan ikke
bestemmes, idet den befinder op til grænsen af udgravningen. Den nærliggende udgravning
Frederiksdalvej 4 afdækkede en samtidig bebyggelse på 5 til 6 gårde, og det er derfor højst
sandsynligt, at der skjuler sig flere gårdsanlæg under mulden mod syd og vest.
11

Fig. 11: To af de fire gårdsanlæg markeret med henholdsvis rød og blå.
50 m. nord for gårdene blev fundet en grube, der muligvis har haft religiøs funktion, og en lignende
grube blev fundet 130 m. med øst. Betydningen af de to specielle anlæg kan ikke på nuværende
tidspunkt bestemmes, idet det endnu er uvist, hvordan de skal tolkes. Til gengæld var
keramikmaterialet betydeligt, og det var muligt et samle flere karprofiler. Keramikken fra perioden
ældre germansk jernalder er for størstepartens vedkommende kun kendt igennem gravfund, og da
der her var tale om bopladskeramik, ville karprofilerne fra denne grube alene betyde en betydelig
forøgelse af museets beholdning af denne bopladskeramik.
Fig. 12: Tv. et mellemstort kar med S-formet profil. Th. Skål med hank.
I forlængelse af bebyggelsen fra ældre germansk jernalder lå i det nordøstlige hjørne af det
undersøgte område syv bygninger fra slutningen af jernalderen. C14 dateringer udført på
makrofossiler fundet i stolpehullerne ved to af bygningerne afslørede, at husene skal dateres til
perioden omkring slutningen af 600-tallet og første halvdel af 700-tallet. De dateringsmæssige
12

ammer betyder således, at der ikke kan være tale om en direkte forlængelse. Bygningerne lå i et
noget rodet og ikke nærmere erkendeligt mønster, ligesom de var af meget varierende
bevaringsgrad og håndværksmæssigt kvalitet. Dette besværliggjorde en endelig udredning af
bebyggelsens struktur. Det var heller ikke muligt at afgrænse udstrækningen af bebyggelsen, da den
mod øst blev overskåret af den gamle Skanderborg landevej (se Landskab afsnit) og mod nordvest
af Thor Trans grunden, hvor eventuelle anlæg i dag ikke længere vil være bevarede. I forbindelse
med bygningerne blev også fundet en samtidig brønd.
Fig. 13: Særligt velbevaret hus med tilhørende hegn, C14 dateret til 687-779 e.kr.
En stor del af udgravningens registrerede bopladsspor stammer fra vikingetiden. Der blev registeret
mindste seks huse fra 900-tallet og ét lidt tvivlsomt vægforløb, der muligvis også stammer fra et
krumvægget hus, 12 grubehuse, et større område med væggrøfter og stolehuller, som det desværre
ikke var muligt at erkende noget system i, et funktionsområde med forskellige typer gruber og to
brønde. Bebyggelsen formodes at være fuld afdækkes.
Tre af de registrerede langhuse må ud fra dimensionerne betegnes som hovedhuse, men da
ingen af gårdene har bevarede hegn, er det svært med sikkerhed at fastslå deres indbyrdes
kronologiske relationer. Umiddelbart synes de at ligge for tæt til at kunne være samtidige, og C14
dateringerne af to af husene peger også i retning af, at der er en genration imellem dem.
Vikingetidens gårde karakteriseres ved deres meget store tofteareal, hvilket sandsynliggør, at der er
tale om et hovedhus i tre faser. Ligeledes tolkes området med væggrøfter og stolehuller som
værende en gård. Grubehusenes koncentration i to klynger synes ligeledes at passe bedst med, at
hver klynge stammer fra den samme gård. Ud fra C14 dateringerne at dømme har disse to gårde
været beboet igennem hele 900-tallet.
13

Fig. 14: Hovedbygning i det nordlige gårdsanlæg. Husets ildsteder er markeret med rødt, og
indgangen med rød pil. Husets grundplan er markeret med gråt, og den formodede fortsættelse med
mørkegråt. Huset er C14 dateret til 966-1016 e.kr.
Fig. 15: Ravperle og blå glasperle fundet i to af grubehusene.
Fig. 16: Forgyldt spænde dateret til 875 – 950 e.kr. fundet med metaldetektor i nærheden af
vikingetidsbebyggelsen.
14

Undersøgelsens yngste boplads fra den tidlige del af middelalderen er en forlængelse af
vikingetidsbebyggelsen. Den er meget fragmentarisk og erkendelsen af den baserer sig hovedsagligt
på tre brønde, som er dendrokronologisk dateret til begyndelsen af 1100-tallet samt de tre
detektorfundne gudslamsmykker fra samme periode. Disse anlæg og genstande beviser, at der har
været en bebyggelse i området i den tidlige del af middelalderen, og det er på baggrund af denne
viden, at de resterende anlæg fra perioden er blevet erkendt. Bopladssporene fordeler sig over et
meget stort areal i det undersøgte områdes nordlige halvdel. De bestod af otte huse, fem brønde, et
grubehus og et større hegnsforløb.
Fig. 17: Gudslam smykker fundet med metaldetektor i nærheden af middelalder bebyggelsen.
Det er dog meget problematisk at udtale sig om størrelse og relationer anlæggene imellem. Alene
det faktum, at tolkningen af størstedelen af husene henført til denne periode er meget tvivlsomme,
problematisere en videre udredning af bebyggelsens struktur. I forlængelse af dette er dateringen i
lige så mange tilfælde også meget mangelfuld. Under forudsætning af, at tolkning og datering er
nogenlunde korrekt, er der tale om tre gårdsanlæg. Den store forskellighed i bygningernes
konstruktion peger ikke imod, at de skulle være samtidige. Fire af husene udgør en selvstændig
gårdsenhed i flere faser. Baseret på de konstruktionsmæssige træk tolkes denne gård som den
ældste. Et mulige midtsule hus med tilhørende fægård og tre 1-skibede huse kan til gengæld ikke
adskilles ud fra kronologiske træk.
De middelalderlige brønde ligger i en øst – vest gående række, der følger en naturligt højt
liggende vandårer. Det er svært at sige hvilke gårde, de har hørt til, da placeringen mest synes
baseret på undergrundsforholdene. Brøndene var meget forskelligt konstrueret. Særlig flot var den
vestligste, der bestod af en udhulet træstamme, en såkaldt holk. En anden havde sikret siderne ved
hjælp af fletværk og atter andre med genanvendt tømmer og grene. I to af brøndene blev fundet et
stort materiale af velbevaret, bearbejdet træ og redskaber i træ.
15

Fig. 18: Profil af brønd med den fremrensede holk.
Fig. 19: Fladebillede af en af brøndene med er kraftige lag af grene, pinde og vidjer.
16

Fig. 20: Trætrug fra én af brøndene inden konservering.
Fig. 21: Trekantede, tynde træstykker med huller og tapper. Funktion uvis.
Der er ikke fundet hverken jordfaste anlæg eller genstande med en datering yngre end 1100-tallet,
og det formodes at bebyggelsen er blevet nedlagt ellers opgivet omkring denne tid, og dens jorden
fordelt blandt de omkringliggende landsbyer (jf. Landskabs afsnittet).
Mens de otte ovenfor beskrevne bebyggelser udgør et noget usammenhængende forløb, afspejler de
dog alligevel en kontinuitet, der stækker sig over en 3000 – årig periode. Den generelle store
nedslidning af områdets anlægsspor, samt det faktum at flere af bebyggelserne ligger tæt op til
17

udgravningsgrænsen, levner rige muligheder for, at bopladsfaser kan være forsvundet eller ikke
afdækket. På trods af at det stadig ville være en overdrivelse et udlægge disse forhistoriske
kulturlevn som repræsenterende et langt bebyggelsesforløb, så vidner de dog om et område, der
meget tidligt er blevet taget i brug af datidens mennesker og derefter brugt helt indtil begyndelsen af
middelalderen, hvor landsbyen endeligt er blevet nedlagt.
At folk tidligt har fået øjnene op for områdets fortrinligheder er ikke overraskende, idet det
byder på en blanding af både let og tung moræne jord samt umiddelbar adgang til store engarealer.
Der er altså tale om et område, hvorfra man fra sin boplads har kunnet udnyttet en bred vifte af
forskellige biotoper. Noget kunne dog tyde på, at ressourcerne alligevel har været begrænsede, idet
det fra de perioder, hvor det har været muligt med nogenlunde sikkerhed at udrede bebyggelsens
udstrækning, viste sig, at der kun var tale om enkelte gårde og ikke større landsbyer. Denne
vurdering kan dog hurtigt ændres, hvis det viser sig, at bebyggelsen fra ældre germanertid strækker
sig ud over markerne mod vest. På baggrund af det nuværende materiale kunne man dog forledes til
at tro, at områdets jorde kun har kunnet brødføde et par enkelte familier, og at dette sandsynligvis
også er grunden til, at landsbyen ikke har overlevet den strukturering, der fandt sted i begyndelsen
af middelalderen.
Genstandsmaterialet hjemtaget fra udgravningen oversteg langt de forventninger, man fra
begyndelsen havde. Mest spektakulære var naturligvis de flotte genstande af træ, der afslørende
billeder fra en verden, der kun ganske sjældent bliver åbnet for arkæologerne. Der er her tale om
genstande, der umiddelbart vil kunne bruges i en udstillingssammenhæng. De fine keramikfund
udgør også et materiale, der er overordentligt velegnet til viderebearbejdning. For bronzealder – og
ældre jernalderkeramikken betyder kombinationen af veldaterede huse, afgrænsede bebyggelser og
den store mængde hele eller delvist samlede kar, at det vil være muligt at stille meget skarpt på
overgangen mellem bronze og jernalder både inden for hustypologi og bopladskeramik. Det store
mængde samlede kar vil i den forbindelse være uundværlige i bestemmelsen af den resterende
keramik, og dette vil muliggøre, at det komparative materiale bliver meget stort. Det er en periode,
hvorfra man har meget materiale, men kun sjældent kan bestemme det nærmere, og netop derfor vil
materialet fra Frederiksdalvej kunne vise sig skelsættende. For perioden ældre germansk jernalder
er bopladskeramikken endnu kun begrænset beskrevet, og i museets ansvarsområde stort set ukendt.
Undersøgelsens materiale kan endnu ikke bruges i en komparativ sammenhæng, da de samlede kar
profiler stammer fra en enkelt grube, men alene det at få fat i disse vil kunne vise sig uundværligt
ved senere undersøgelser. Navnlig de mange meget ukarakteristiske mellemstore kar er gode at få
stedfæstet til perioden. Det samme gælder 900-tals keramikken fra grubehusene. Før denne
undersøgelse var der stort ikke fundet noget Østersø keramik i museets ansvarsområde. Set i lyset af
de nye proveniensbestemmelser fra Viborg er det også tvivlsomt, hvorvidt dette term overhovedet
er anvendeligt mere. Keramikken herfra vil derfor på afgørende vis kunne kaste nyt lys over en del
af vikingetidens keramik, som man ikke tidligere har erkendt i denne del af landet.
Overordnet set er resultaterne fra udgravningen overordentlig positive. Den har sandsynliggjort nye
og interessante forslag til bebyggelsesformer, i en del af Danmark, der ellers domineres af
landsbybebyggelser, og givet et genstandsmaterialet, der fra flere vinkler umiddelbart kan tages op
til videre bearbejdning og forskning. Det er således tale om en undersøgelse, der inden for en bred
emnevifte kaster muligheder for erhvervelse af ny viden af sig fra det helt lokale – og op til det
nationale niveau.
18

Undersøgelsens perspektiver – regionalt og nationalt
Det indledende perspektiv for denne udgravning var undersøgelsen af bebyggelsesmønstre i den
sidste periode af forhistorisk tid op til den tidlige middelalder, hvor landsby og sognestrukturen
endeligt blev fastlagt. Sådanne perspektiverne vil altid have et bedre afsæt, for en arkæologisk
udgravning af et omfang som denne end ved mindre undersøgelser, hvilket skyldes, at de af gode
grunde kræver, at man får afdækket meget store flader.
Studiet af bebyggelsesmønstret har mange facetter. På det mindre plan er der udviklingen af
de enkelte bygningers form og videre til udviklingen af gårdens opbygning og antallet af bygninger
tilknyttet hver gårdsenhed og dennes størrelse. Udgravninger af et omfang som denne tillader også
studier af landsbyernes udformning og bevægelse i landskabet. Forud for etableringen af vore
nuværende landsbyer ”vandrede” disse, hvilket vil sige, at man jævnligt flyttede dem, når jordene
omkring dem blev udpinte. Denne praksis ophørte i løbet af vikingetiden og den tidlige middelalder
som følge af bedre landbrugsdrift og øgede administrative krav fra både konge og kirke.
Disse forventninger blev dog kun delvist opfyldt ved udgravningen, idet store dele af de
undersøgte gårdsanlæg var så dårligt bevarede, at et detailstudie af deres udvikling ikke var muligt.
Til gengæld overraskede dateringen af brøndene ved at være yngre end forventet. Områdets
anlægsspor måtte derfor omtolkes, idet det ikke længere kunne være forgænger til en af de
nærliggende landsbyer, men i stedet måtte være en selvstændig, ikke tidligere kendt, bebyggelsen,
der blev nedlagt engang i begyndelsen af middelalderen. Undersøgelsen føjer således et helt nyt
aspekt til vores forståelse af det nuværende bebyggelsesmønster, idet den viser hvorledes ikke alle
oldtids bebyggelser kom til at danne baggrund for landsbyer. Nogen blev kort og godt nedlagt til
fordel for andre. Dette er ikke uden fortilfælde i dansk arkæologi, men mængden af undersøgte
lokaliteter er for begrænset til, at man har kunnet begynde et generalisere. Undersøgelser som denne
udgør derfor stadig grundstenene i vores opfattelse af landbebyggelsen i Danmarks forhistorie.
Udover studiet af bebyggelsesmønstre gav denne udgravning også et ganske uventet afkast i
form af den meget store mængde keramik. Særligt store forskningsmæssige potentialer har
keramikken fra området med bebyggelse fra yngre bronzealder og ældre førromersk jernalder, idet
de to bebyggelser kun er adskilt af 100-150 år. Materiale vil således gøre det muligt at stille skarpt
på overgangen mellem bronze – og jernalder, hvilket ellers er en noget diffus periode, hvad angår
vores viden om hus – og keramiktyper. Yderligere betød den relativt store mængde keramik fra
ældre germansk jernalder samt østersøkeramikken fra 900-talsbebyggelsen en kraftig forøgelsen af
en ellers stor set fraværende genstandsgruppe i museets ansvarsområde.
Der er altså store nationale perspektiver i en udgravning som denne, i form af nye facetter af
landsbyernes udviklingsmønster samt bedre forståelse af overgangen mellem bronze – og jernalder.
Dette har naturligvis også betydning på det regionale plan, hvor man er endnu mere interesseret i
detailviden om fænomener og genstande. Her har den forøgede mængde af keramik også stor
betydning. På de lokale niveau kunne udgravningen være med til at kaste nyt lys over et gammelt
marknavn, Trædbacket. Tidlige vidste man kun, at navnet henviste til den strid de omkringliggende
landsbyer havde om jorden i området, men ikke hvorfor ejerskabet ikke var præciseret.
Landskabet
Ved første indtryk fremstod landskabet plant men jævnt skrånende mod øst. Efter GPS opmålingen
viste det sig dog, at det drejede sig om et terrænfald på 13,5 m., og at de første 8 meters fald lå i
områdets vestlige tredjedel, mens det resterende område var mere plant. Dette skrånende bakkedrag
kaldes tidligere Bouxenbierg. Efter muldafrømningen fremstod landskabet noget mere ujævnt, idet
der overalt i området, men særligt på den sydlige halvdel, var utallige større eller mindre
19

sænkninger, hvor undergrunden bar præg af at have stået under vand. Samme resultat gav også den
geotekniske undersøgelse Randers Kommune fik udført af firmaet GEO Eksperter i jord og vand,
Saralyst Allé 52, 8270 Højbjerg. Denne undersøgelse viste, at højeste vandspejl kun lå 0,8 m. under
terræn, men at koten til vandspejlet generelt var meget varierende. Arkæologisk kunne dette også
Fig. 22: Tv.: Uudgravningens felter. Områder med leret undergrund er markeret med grønt og
sandet undergrund med rødt. Th.: Luftfoto af udgravningen. Det nordligste, store sandområde ses
tydeligt. Bemærk at de tre nordligste felter, der udgjorde Etape 2 endnu ikke er påbegyndt.
ses i den forholdsvis ringe dybde størsteparten af de påtrufne brønde havde, samt i de makrofossile
analyser af jordprøver fra den ene af brøndene, der afslørede korn fra bidende pileurt og
tiggerranunkel. Begge er nemlig planter, som gror på kanten til åbent vand. Bebyggelsen i området
lå også udenfor disse sænkninger, men i flere tilfælde ganske nær dem, og der blev også i flere af
sænkningerne fundet endog meget keramik, der må betegnes som udkastet affald. Selvom de ikke
kan betegnes som kulturhistoriske levn, har disse sænkninger altså spillet en central rolle for
datidens beboere, både som kilder til vand og engarealer til græsning. Dræning og århundredes
landbrug betyder, at disse i dag fuldstændig er udjævnet. Under den arkæologiske udgravning fik de
dog igen betydning, idet den meget våde vinter gjorde, at disse områder fuldstændig
oversvømmedes, og derved kom til at dække anlæg i nærheden af dem.
Undergrunden i det undersøgte område bestod af lige dele fint, gult sand og gult til gråligt ler.
Skiftet mellem disse to typer undergrund var skarp, og havde stor betydning for bevaringsgraden af
bopladssporene, hvis disse befandt sig på sådan et skift. Langt bedst bevaret var de anlæg, der
befandt sig i den lerede undergrund, og det sås flere steder, at mindre kraftige anlægstyper som
hegn eller vægge simpelthen forsvandt, når undergrunden skiftede til sand. I flere tilfælde var det
også i de sandede områder meget svært at skelne pletter i undergrunden fra regulære anlæg, da disse
var meget udvaskede. Yderligere var sandfygning et ganske kraftigt problem. Ikke kun fordi
undersøgelse stod på i længere tid. I visse perioder kunne et undersøgt område med snittede
stolpehuller kun få dage efter fremstår helt udjævnet. I vådområderne var undergrunden sort, gråt
eller hvidt sand og enkelte steder også mere gruset end ellers.
20

Muldtykkelsen var for det meste omkring 30 cm., men på flere af de sandede områder var de
første 15-20 cm. af undergrunden så opblandet med og farvet af mulden, at man måtte yderligere
dette stykke ned for at få en flade, hvor det var muligt at udskille anlæggene.
Fig. 23: Udgravningen er markeret med en rød plet. Haslunds jorde er markeret med grøn, Sdr.
Borup med sort, Munkdrup med gult og Vorup med blå.
Den gamle landevej, der forbandt Randers med Skanderborg, løb igennem det undersøgte område.
Landevejen kunne, indtil byggeriet gik i gang, ses på den sydlige side af Haslund Klostervej som
den grusvej, der udgjorde bagvejen ned til gården Frederiksdal. Den blev dog fjernet, da
produktionsbygningen til Confac betonelementfabrikken blev anlagt i efteråret 2007, men en rest af
den kan endnu ses nordøst for Amstrupgård op mod den nuværende landevej. 1 Der blev under
udgravningen lavet et snit igennem vejen med gravemaskinen, hvorved det blev tydeligt, at den i
hvert fald ikke var ældre end germanertids bebyggelsen fra slutningen af 700-tallet, idet den skar
ind over et par af disse huse. Til gengæld lå vikingetidsbebyggelsen fra 900-tallet næsten vinkelret
på vejen kun omkring 25 m vest for den, hvilket taler for, at de kan være samtidige.
Bebyggelsessporen befinder sig på kanten af flere forskellige administrative grænser. Ikke
alene støder Vorup, Kristrup og Haslund sogne sammen her, men det gør også Galten og
Sønderhald herreder. Yderligere mødes byjorderne fra Vorup, Munkdrup, Sdr. Borup og Haslund
lige i dette område. De forskellige grænser i området følger ikke naturlige skel, og ejerforholdene til
jorden er faktisk aldrig er blevet afklaret. I stedet henlå noget af området som fællesjord for de fire
landsbyer, og gik under navnet ”Trædbacket”, hvilket henviser til den evige uenighed, kaldet ”kiff
og trætte”, der stod om jordens ejerforhold. Dette fremgår bl.a. af herredsbogen fra1660 i afsnittet
om Haslund præstegård, der også har jord i området. 2 Det formodes, at dette noget ualmindelige
forhold skyldes, at bebyggelsen på et tidspunkt er blevet nedlagt, og dens jord løseligt delt mellem
fire omkringliggende landsbyer. Hvornår dette er sket vides ikke, men de yngste registrerede
1 Johansen, 1997, s.88.
2 Johansen, 1997, s. 37.
21

ebyggelsesspor stammer fra begyndelsen af 1100-tallet, så engang i den tidlige del af
middelalderen synes sandsynligt.
Udgravningens data
Både den arkæologiske forundersøgelse samt den videre undersøgelse skete på baggrund af
Museumslovens kap. § 27 stk. 4. Alle undersøgelser finansieredes af Randers Kommune som led i
byggemodningen forud for grundsalgene. Alle budgetter er godkendt af Randers Kommune og
Kulturarvsstyrelsen. Yderligere er alle naturvidenskabelige og konservatormæssige tiltag først sat i
værk efter godkendelse fra Kulturarvsstyrelsen.
Opdelingen af den arkæologiske undersøgelse i to etaper, blev besluttet af Randers Kommune.
Baggrunden for denne beslutning var en blanding af udgravningens omfang både økonomisk og
arealmæssigt, og det faktum at den eneste køber med umiddelbare planer om snarest at påbegynde
byggeriet var Confac A/S. Da store dele af deres grund stod for at skulle undersøges, fandt alle det
tilrådeligt, at dette blev ordnet først. I grove træk blev denne del af undersøgelsen lavet fra nord
mod syd, idet Confac A/S i første omgang kun var interesseret i den nordlige del af deres grund. Det
lykkedes at have dette område færdigundersøgt som aftalt til 1. september, og den arkæologiske
undersøgelse kom derfor ikke til at forsinke byggeriet. Under undersøgelsens Etape 2 blev
udgravningen afsluttet inden Prodan A/S påbegyndte deres byggeri, og der var altså heller ikke her
tale om forsinkelse i byggeriet. Ved begge udgravningens etaper blev det aftalt med Randers
Kommune, at denne ville tage sig af eventuel tildækning eller fjernelse af det bortgravede muld.
Det undersøgte område skæres af både sogne - og herredsgrænser. Således befinder
bopladserne fra bronzealder og germansk jernalder samt gravene fra ældre romertid sig i Haslund
sogn, Galten herred. Bebyggelsessporen fra vikingetid og tidlig middelalder findes i Kristrup sogn,
Sønderhald herred. Denne opdeling er ikke videreført under den arkæologiske undersøgelse eller i
denne beretning. I det omfang det lader sig gøre vil begge sogne og herreder i sammenhæng med
sagen blive nævnt, men visse registreringsprogrammer tillader kun et sogn og herred, så dette bør
man være opmærksom på. Sagsmappen står under Haslund sogn, Galten herred, mens
fundanmeldelsen, der dog ligger i sagsmappen, er registreret under Kristrup sogn, Sønderhald
herred. Til fremtidig registrering på dkc.online (Fund og Fortidsminder. Det Kulturhistoriske
Centralregister) vil sagen kunne findes under Haslund sogn, Galten herred.
Oldsager, original dokumentation, videnskabelige prøver m.v. opbevares på Kulturhistorisk
Museum Randers. Her vaskes og nummereres fund, inden de stilles på museets magasin. Kun et
udvalg af de genstande, museet finder hvert år ved udgravninger, bliver udstillet. De fleste
udgravningsresultater bruges først og fremmest i videnskabelige rapporter i sammenhæng med de
øvrige fund, der gøres i museets ansvarsområde. En del af museets udgravninger bliver omtalt i
populær form i museets årbog, der udkommer årligt. Det er muligt at få fremvist eventuelle
genstande fundet ved udgravningen efter henvendelse til museets arkæologer.
Udgravningens Etape 1 startede den 26. juni 2007 og afsluttedes den 21. november 2007. For at
kunne starte umiddelbart herefter på Etape 2 påbegyndtes muldafrømningen af denne den 23.
oktober 2007. Selve udgravningen startede den 26. november 2007 og afsluttede den 7. februar
2008.
Ansvarlig leder for udgravningen var museumsinspektør Ernst Stidsing. Daglig leder var
arkæolog Thomas Guntzelnick Poulsen, der også har udfærdiget denne beretning. Indledningsvis
fungerede også stud. mag. Birgitte Ribert som daglig leder, grundet udgravningens omfang. Da
hendes ansættelse ophørte 30. september 2007, blev det dog besluttet at fortsætte kun med Thomas
Guntzelnick Poulsen som daglig leder. Yderligere deltog også cand. phil. Trine Fristed Jensen samt
22

arkæologistuderende Lotte B Christensen, Signe Strandvig, Marika Graae Palitzsch, Thomas Phillip
Booker Nielsen, Rasmus Brethvad, Anne Mette Poulsen, Andreas Enge og cand. mag. Kaj
Fredsgaard Rasmussen. Konservator Carsten Korthauer var flere gange ude og give råd og
vejledning og udførte yderligere feltkonserveringen af brønden A608. For GPS-opmålingen stod
Christoph Briese. Kontaktperson og ansvarlig ved Randers Kommune var Morten Aabo. Kontakt
person ved Confac A/S var Peter Adamsen og ved Prodan A/S Morten Thomassen.
Til jordarbejde benyttedes en stor maskine på hjul fra entreprenørfirmaet Erik Pedersen
Kirkegade 1, 8950 Ørsted, med maskinfører Peer Madsen bag rattet. For ikke at skulle flytte for
meget på mulden anvendtes ligeledes to dumpere fra samme firma. Ved undersøgelsen af flere af de
større anlæg, så som brønde, grubehuse og store gruber, anvendtes en minigraver, også fra Erik
Pedersen.
For at byens borgere kunne få indsigt i den arkæologiske undersøgelse, indrettedes en montre
på Kulturhistorisk Museum Randers med fund, oversigtsplaner og billeder fra udgravningen. Denne
opdateres løbende, i takt med at udgravningen skred frem. Ligeledes kontaktedes Randers Amtsavis
i oktober. Dette blev til en forside og en dobbeltside inde i avisen, hvor detektoramatørerne også fik
en stor plads. Endeligt blev der i museets årbog 2008 bragt en 12 sider lang artikel om
udgravningens resultater.
Grundet undersøgelsens varighed var vejret meget varierende. Under muldafrømningen i
forsommeren led maskinerne meget under det kraftige regnfald sidst i juni og kørte flere gange fast.
Enden på det blev, at muldafrømningen blev standset lidt tidligere end planlagt op til industriferien.
Efterfølgende var der ingen problemer. For arkæologerne i felten var den våde sommer måske ikke
det optimale udendørsvejr, men den betød, at observationsforholdene aldrig blev ødelagt af
udtørring eller stærk sol, samt begrænsede sandfygningen der ellers kunne have været meget værre,
hvis sommeren havde været mere tør. Omvendt var efteråret forholdsvist tørt, og i perioden op til
jul måtte arbejdet kun indstilles en enkelt dag pga. regn. I januar og februar gav regnen til gengæld
problemer, idet vandet ikke kunne komme af felterne. Dette betød, at enkelte anlæg ikke kunne
undersøges, fordi de blev oversvømmet, fladskovling var ikke muligt, da de øverste 10 cm. af feltets
overflade var helt opløst, samt at to brønden skred sammen, inden de kunne nå at blive tegnet.
Fig. 24: Stilhed før stormen.
23

Fig. 25: Frostvejr i december.
Overordnet set var vejret dog med os, idet vi gik fri af den værste frost og helt slap for sne.
Undersøgelsen blev gennemført uden forsinkelser, og anlæggene berørt af problemerne med vand
udgjorde kun en meget lille del af den samlede mængde undersøgte anlæg.
Udgravningens metode
Målene for udgravningen var primært at afdække bebyggelsesstruktur for området og eventuelt
bidrage med viden om tidlig sognestruktur, idet udgravnings yngre dele stammede fra tiden
omkring dennes etablering, men samtidig ikke lå i umiddelbar nærhed af landsbyer eller kirker.
Første prioritet var således at udrede eventuelle gårdanlæg, enheder eller lignende, så at pladsen
kunne opdeles. Anden prioritet var at udrede bygningerne inden for hver enkelt enhed. Tredje
prioritet var at udrede de kronologiske forhold mellem gårdanlæggene og enheder. Fjerde prioritet
er datering og funktionsbestemmelse er enheder og bygninger.
Grundet lokalitetens generelt dårlige bevaringstilstand lod dette sig dog ikke gennemføre
konsekvent. Næsten ingen hegn blev konstateret, hvilket i høj grad besværliggjorde udpegningen af
enheder, og dette ellers højt prioriterede punkt kom derfor ikke til at spille så stor en rolle i
feltarbejdet. Flere af husene var også så dårligt bevarede, at stort set alle stolpehuller måtte
undersøges, for at de med sikkerhed kunne erkendes.
Funktionsbestemmelse af både bygninger men også større enheder forventes at kunne opnås
igennem grundige undersøgelser af de omkringliggende anlæg, hvorfor disse fik højere prioritet,
end man ofte ser på tidens arkæologiske udgravninger.
Mulden blev afrømmet med en maskine på hjul med en ca. 2m. bred skovl, og mulden kørt i
depot af to dumpere. Gravemaskinen blev konstant fulgt af en arkæolog og fladen blev skovlet ren i
nødvendigt omfang, og anlæg ridset ind og markeret med gule træpinde eller søm med
manilamærker, da vi en årgang løb tør for gule træpinde. Sandflugt og kraftig regn betød, at anlæg
ofte måtte ridset ind en ekstra gang, men dette blev også delvist afhjulpet af, at vi oftere fik lavet
GPS-opmåling. I begyndelsen gik to mand efter maskinen, men dette ændredes hurtigt til én, der så
i områder med særlig mange anlæg kunne få hjælp.
Udgravnings udstrækning blev for størstepartens vedkommende afgrænset på baggrund af en
vurdering af anlægsintensiteten. Enkelte steder som i den sydvestlige og nordvestlige del af det
24

undersøgte område lå anlæggene dog helt op til grænsen for byggeriet, hvilket satte grænsen for
udvidelsen af udgravningsfeltet.
Under udgravningen blev alle, under muldafrømningen registrerede, anlæg i videst muligt
omfang som et minimum undersøgt i overfladen. Stolpehuller og gruber ikke kommenteret direkte i
teksten er ikke nødvendigvis ikke undersøgt. Snarere var det udefinerede gruber, sandsynligvis
materialetagningsgruber, eller spredte stolpehuller uden system eller lignende stolpehuller i
nærheden. Der er i videst mulig omfang søgt at kompenserer for dette ved at lave en udvidet
beskrivelse i anlægslisten.
Størsteparten af anlæggene, stolpehuller, gruber og brønde, er undersøgt ved hjælp af et
profilsnit, hvor den ene halvdel af anlægget forsigtigt er gravet væk. Herved kan profilen af det
aftryk anlægget har sat i undergrunden registreres, og man kan danner sig et overblik over hvorledes
nedgravningen har set ud, subsidiært hvad dens funktion har været. For eksempel vil stolper, der har
båret taget, været dybere nedgravet, end dem der har båret væggene. Profilerne af anlæggene bliver
herefter skitsetegnet oftest i 1:20 og i særlige tilfælde fotograferet. Udover at afhjælpe tolkningen
undersøges anlæg også i håb at gøre daterende fund, for eksempel potteskår, samt for at udtage
jordprøver til naturvidenskabelige prøver. Enkelte anlæg blev efterfølgende helt tømt. Enten fordi
der var tale om særligt interessante anlæg eller fordi keramikken lod til at stamme fra hele kar, der
eventuelt senere kunne samles. Større gruber blev snittet med minigraver under observation. Stødtes
der på større keramik koncentrationer blev disse forsigtigt udgravet, mens minigraveren blev sendt
videre til et andet anlæg.
De fire grave blev renset af i fladen og tegnet i 1:10 og fotograferet. Omkring graven blev
markeret en rektangulær kasse, hvorfra alt gravfyld og undergrund forsigtigt blev fjernet. I midten
blev dog efterladt en ca. 30 cm. bred jordbalk, hvor profilen af gravens nedgravningen kunne
registreres.
Fra udgravningens begyndelse næredes der et stort ønske om at udnytte de
naturvidenskabelige metodiske ressourcer til det yderste. Der blev fra flere gruber udtaget jordprøve
med det formål at kunne bestemmes deres funktion og derigennem også funktionsbestemme
nærliggende bygninger og større enheder. Sidstnævnte lykkedes desværre ikke, grundet svage
resultater fra gennemgangen af jordprøverne. Til gengæld blev der gennemført 18 C14 dateringer på
9 af de undersøgte bygninger, hvilket ikke alene styrkede det endelige resultat men også ændrede
flere af de typebaserede dateringer foretaget under feltarbejdet. Yderligere blev der også på 3 af de
velbevarede brønde lavet åringsdateringer. Dette styrkede bestemt konklusionsdragningerne, idet de
fundtomme brønde stort set var den eneste daterbare rest af lokalitetens tidlig middelalder
bebyggelse. Denne kunne derfor uden åringsdateringer være blevet overset. Flotering af jordprøver
og kursoriske makrofossile undersøgelser blev lavet på Moesgård Museums Konserverings- og
naturvidenskabelige afdeling. C14 dateringerne blev gennemført på Institut for Fysik og Astronomi
på Aarhus Universitet, og de dendrokronologiske dateringer på Trædaterings Laboratoriet ved Skalk
i Højbjerg. c
Der blev under udgravningen hjemtaget et meget stort keramik materiale, med det formål
senere at samle det til hele karprofiler. Særligt fra en mindre bebyggelse fra ældre førromersk
jernalder og fra en lignende ca. 100 år ældre bronzealderbebyggelse 100 m. mod øst. På trods af den
noget hårdhændede udgravningsmetode, men hyppig brug af minigraver, var det muligt at samle et
meget stort antal karprofile. Kombineret med de C14 daterede huse fra de to bebyggelser har dette
keramikmateriale et overordentligt stort forskningspotentiale.
Fyldskifter, tolket som anlæg, er henført til som A-nr. Tolkninger af konstruktioner (huse,
gårdsanlæg osv.) bestående af anlæg er ligeledes givet A-nr. Genstande fra udgravningen er
registreret som x-nr. Trækuls- og jordprøver er gemt som D-nr. Fotolisten er fortløbende, startende
med film 1, billede 1. Det er registreret, i hvilken form fotodokumentationen foreligger (digitalt
25

eller analogt). Flade- og profiltegninger er registreret under T-nr., og det er anført på tegningen, i
hvilket målestoksforhold, de er udført.
Litteratur
Christiansen, Folmer: Frederiksdalvej – en boplads fra ældre jernalder. Kulturhistorisk Museum,
Årbog 1995. Randers 1995, s. 103-110.
Ethelberg, Per, Nis Hardt, Bjørn Poulsen og Anne Birgitte Sørensen: Det Sønderjyske Landbrugs
Historie. Jernalder, vikingetid og middelalder. Haderslev 2003.
Ethelberg, Per, Erik Jørgensen, Dirk Meier og David Robinson: Det Sønderjyske Landbrugs
Historie. Sten – og bronzealder. Haderslev 2000.
Ingvardson, Gitte Tarnow: Hyrdehøj – ovnen. Keramikproduktion i yngre bronzealder. Aabøger for
Nordisk Oldkyndighed og Historie 2002, s. 79-82.
Iversen, Mette, David Earle Robinson, Jesper Hjermind og Charlie Christensen (red): Viborg
Søndersø 1018-1030. Arkæologi og naturvidenskab i et værkstedsområde fra vikingetid. Højbjerg
2005.
Liebgott, Niels-Knud: Keramik fra vikingetid og middelalder. København 1978.
Møller-Hansen, Keld og Henrik Høier: Næs - en vikingebebyggelse med hørproduktion. Kuml
2000.
Andre fund og fortidsminder
Området er i forvejen velkendt af museet, om end der kun en enkelt gang tidligere er blevet lavet en
større udgravning (Sb. nr. 140310-13). Størsteparten af museets viden om området stammer ellers
fra mindre gravninger og rekognosceringer eller fra ældre besigtigelser og undersøgelse i 1800tallets
anden halvdel.
Mest opmærksomhed tiltrækker, naturligvis, udgravningen af en hel landsby fra perioden
omkring Kristi fødsel, foretaget af museet i slutningen af 1980érne og begyndelsen af 1990érne, sig
(Sb. nr. 140310-13). Grave og bebyggelsesspor fra perioden blev også fundet ved herværende
undersøgelse. Ved opførslen af stuehuset på Munkholm i begyndelsen af 1870érne blev der fundet
”adskillelige” kar fra oldtiden, og det er ikke utænkeligt at disse kar kan have været rester fra
lignende grave (Sb. nr. 141008-37). Desværre er de ikke bevaret til i dag. Alligevel viser
udgravningen af landsbyen fra perioden omkring Kristi fødsel tydeligt, at lokaliteten her har været
kontinuerligt bebygget i en meget lang periode.
Det samme gør de fire oldtidshøje, som er registreret umiddelbart nord for det undersøgte
område. Ved en nyere undersøgelse lykkedes det at lokalisere Sb. nr. 140304- 5 og 3 mens Sb. nr.
140304-4 var helt væk. I de to første var der rester af graven i form af lejer af håndstore sten, og der
blev også fundet randsten. I den ene fandtes yderligere fire urnebegravelser i højens kant. Det var
ikke muligt at datere anlægget, men noget kunne tyde på, at det var fra bronzealderen. Umiddelbart
syd for disse fandtes også ved rekognoscering keramik og flint dateret til bronzealder. I højen Sb.
nr. 140304-2 blev der i 1865 fundet et kammer bygget af mindre sten og keramikskår fra tragtbæger
26

kultur, yngre stenalder. Mere stenalder fremkom ved Sb. nr. 140304-19 hvor gruber med flint og
stenalder keramik blev registreret.
En udateret gravplads lokaliseredes i slutningen af 1860érne lige nord for det i denne omgang
undersøgte område. Fundet skete under grusgravning, og det eneste sikre spor var kulstriber med
aske, der viser, at der må have været tale om brand – eller urnegrave. Da denne gravform anvendtes
i store dele af oldtiden, er det umuligt at sige noget om dateringen.
Fig. 26: andre fund og fortidsminder i området. Kortet stammer fra Kulturarvstyrelsens
hjemmesiden: www.dkconline.dk.
Det er svært umiddelbart et sammenkæde de foregående undersøgelser, udover landsbyen fra Kristi
fødsel, med herværende. Godt nok blev der fundet boplads og gravspor fra yngre stenalder og
detektorfund fra bronzealder, men kun i begrænset omfang. Vigtigst er den kontinuitet, som de
mange fund fra oldtiden viser.
Én undersøgelse af et langhus foretaget i maj 2007, Sb. nr. 140304-15, lå til gengæld helt op
ad bebyggelsen fra vikingetid og er også medtaget i den endelig tolkning af denne. Ligeledes
tilknyttet er også fortsættelsen af industriudstykningen mod syd, hvor udgravningen Frederiksdalvej
4 gik i gang i 2008. Her afdækkedes en landsby fra ældre germansk jernalder, hvis endelige forhold
til bebyggelsen fra samme periode i denne undersøgelse dog endnu ikke er fuldstendigt udredt.
Som det fremgår af kortet på fig. ?., er der forskellige typer markeringer. En □ markerer
bebyggelse, en O placerer en gravhøj, et + er en grav og et x er et løsfund, hvilket vil sige en
genstand fundet uden den kan knyttes til en nedgravning. Den store markering som indrammer flere
af lokaliteterne er udpeget i forbindelse med den landsdækkende kortlægning af arkæologiske
kulturarvsarealer af national betydning. Herved bliver de arealer i Danmark udpeget, som der er stor
sandsynlighed for, at der gemmer sig værdifulde fund. Den endegyldige klassifikation af arealet
som særlig bevaringsværdigt afventer en samlet vurdering. Ved siden af de forskellige markeringer
står et tal, som henfører til sognebeskrivelsen. Sognebeskrivelsen er et omfattende materiale, der
befinder sig på Nationalmuseet. Materialet består af både tekster og kort. Sognebeskrivelsen blev
27

grundlagt i 1873, hvor man begyndte de såkaldte "herredsrejser". Resultatet blev en systematisk og
landsdækkende optegnelse af de danske fund og fortidsminder.
Hver lokalitet er forsynet med et nummer, der refererer til et punkt på et tilhørende kort.
Antallet af numre pr. sogn varierer meget. Både de sløjfede og de eksisterende fortidsminder er
registreret. Derfor kan man finde oplysninger om langt flere gravhøje m.v. end dem, der er bevaret i
dag. Alle de fund, der er dukket op i tidens løb, er blevet tilføjet som nye numre i
Sognebeskrivelsen. Det er altså et levende og stadig voksende arkiv.
Fremtidigt arbejde
Fig. 27: Frederiksdalvej 3 undersøgelsen er markeret med rødt. Næste del, Frederiksdalvej 4 er
markeret med blå skravering, og de endnu ikke undersøgte marker med grøn skravering.
På baggrund af museets forskellige undersøgelser i området er det helt tydeligt, at området omkring
Frederiksdalvej har været udnyttet i gennem hele oldtiden, idet stort set alle periode på den ene eller
anden måde er repræsenteret. Velrepræsenteret er tiden omkring Kristi fødsel, her tænkes særligt på
undersøgelsen mod nord KHM 274/89, men denne synes til gengæld også ganske velafgrænset. I
hvert fald er områderne omkring landsbyen i dag bebygget med industri. Yngre jernalder og
vikingetid er derimod takket være denne undersøgelse og næste, Frederiksdalvej 4 der begyndte i
februar 2008, blevet meget dominerende i området. Her er udsigterne til at gøre yderligere fund
fortsat meget gode. Hele området syd for Frederiksdalvej 3 undersøgelsen og vest for
Frederiksdalvej 4 er i dag bar mark, og da der blev fundet velbevarede bebyggelsesspor helt ud til
denne grænse, samt er gjort talrige detektorfund fra samme periode på markerne, er det oplagt at
forvente yderligere bebyggelse på disse marker. Undersøgelser i dette område vil også hjælpe med
til at klarlægge bebyggelsessporenes relation i forhold til landsbyen Haslund. Mængden af sten – og
bronzealderfund gør også, at det på ingen måde kan udelukkes at fortidslevn fra disse perioder
ligeledes vil dukke op.
Det er derfor museet vurdering, at kommende jord og anlægsarbejde i dette område kun bør
ske efter arkæologiske forundersøgelser og eventuelt videre undersøgelser er blevet gennemført.
28

Dato og underskrift
29
Randers 15/02/2008
Arkæolog, cand.mag. Thomas Guntzelnick Poulsen