Magasinet Vold som Udtryksform

More documents

Recommendations

Info

16 V o l d s o m U d t r y k s f o r m fes blot for at passe sit arbejde, er det værste. Selv om det oftest er helt urimeligt, føler mange skyld for den opståede situation; de forstår ikke, hvorfor episoden udviklede sig så voldsomt, og de gransker sig selv for at finde ud af, hvad de kunne have gjort anderledes for at undgå, at situationen opstod. Tillbud om krisehjælp Når en chauffør oplever et overgreb, kalder han eller hun op til Connex’ radiocentral, der sender bud efter den nødvendige hjælp. Skal chaufføren afløses? Skal der politi til? Det vurderer man i første omgang sammen med chaufføren. Er der behov for det, kommer en trafikleder til stede, ofte sammen med chaufførens sikkerhedsrepræsentant. Skønnes det, at chaufføren ikke er i stand til at fortsætte sin vagt, bliver han eller hun naturligvis afløst, og man tager tilbage til driftsområdets kontor. Her snakker man episoden igennem. Ofte vil chaufføren gerne flyttes væk fra „åstedet“, til en anden linje, eller måske flyttes fra nattevagt til dag- vagt. Et sådan ønske imødekommes som regel. Chaufføren får tilbudt psykologisk krisehjælp. Connex abonnerer på Falcks kriseberedskab. Det er langtfra alle, der ønsker at tage imod psykologhjælpen. Nogle er ofre for „Tarzansyndromet“ og skal nok klare ærterne selv (det er ikke altid, de kan). Andre tager ikke imod psykologhjælpen, fordi de hellere vil snakke oplevelsen igennem med deres pårørende eller en kollega, det kan i mange tilfælde være nok. Dog har en overraskende stor del af chaufførerne et dårligt socialt netværk, og i de tilfælde er det særlig vigtigt, at arbejdspladsen står til rådighed og efterfølgende følger med i, hvordan han eller hun klarer sig. I branchen er der en fastgroet holdning om, at man skal „op på hesten igen“ så hurtigt som muligt. Det er rigtigt i nogle situationer, men ikke alle. Det er et skøn, man bør overlade til de professionelle, og derfor er det ofte en lettelse, når chaufføren tager imod krisehjælpen tidligt i forløbet. Mangelfuld registrering Busvognmændene har pligt til at indrapportere volden til HUR (Hovedstadens Udviklings Råd), som registrerer episoderne i HTområdet. Registreringen er dog så tilfældig og mangelfuld, at den må betegnes som misvisende. På Connex’ driftsanlæg i Glostrup ved København er det lykkedes at få chaufførerne til at melde, om ikke alle, så dog de fleste alvorlige og mindre alvorlige episoder (typisk trusler). Skal man dømme efter omfanget af disse registreringer, er der tale om et stort problem. Alene i Glostrup blev der i 2002 registreret 33 anmeldelser. Connex beskæftiger ca. 1200 chauffører i København, og i hele HT-området kører ca. 3.500 chauffører. Der er ingen grund til at tro, at mønstret på de øvrige driftsanlæg er væsentligt anderledes. Det betyder, at ca. 640 HT-chauffører på et år oplever et overgreb af en eller anden slags. Tallene er som sagt baseret på anmeldte episoder – og der er ikke tvivl om, at det reelt er langt højere. ■ Job med vold: En bog fra Vold som Udtryksform En række personer giver i bogen deres bud på væsentlige teoretiske og metodiske spørgsmål i arbejdet med at forebygge vold i socialog sundhedssektoren. Bogens målgruppe er ledere, medarbejdere og beslutningstagere i socialog sundhedssektoren. Også studerende på socialog sundhedsuddannelserne vil kunne finde faglig inspiration til deres fremtidige virke. Bogen er på 170 sider. Prisen er 150 kr. (+ forsendelsesomkostninger) Job med vold kan bestilles ved henvendelse til Socialt Udviklingscenter SUS, på tlf. 3393 4450, fax 3393 5450 eller e-mail sus@sus.dk Indhold • Vold på jobbet – en fælles udfordring Per Holm • Voldens aspekter Henrik Robert Nielsen & Ingrid Hviid • Aggression og vold – et bidrag til begrebsafklaring Bjørn Kaldan & Bodil Svare • Ledelsen er drivkraften Charlotte Bredal • Ledelse og samarbejde i specialpædagogisk arbejde Hanne Kildevang • Refleksioner over omsorg og vold Lise Lotte Schrøder • Den professionelle rolle Ida Schwartz • Den dynamiske model – at tackle vold med teoretisk refleksion Naja Schødt Jensen & Knud Ejner Jessen • Krisepsykologi Liv Starheim • Psykologisk debriefing Ingrid Hviid
Udrykning mod vold Når ambulancen rykker ud, er det for at hjælpe andre i nød. I den situation er det en barsk oplevelse, hvis ambulancemanden selv bliver mødt med psykisk eller fysisk vold. Af SiU-medlem, sikkerhedsrepræsentant Bjarne Skov Pedersen, Ambulancetjenesten i Københavns Brandvæsen Vold er en del af ambulancemandens arbejde. Uanset hvor man kører i byen, vil man møde dette hæslige „ansigt“. Som oftest går volden ud over andre end mandskabet på ambulancen, og vi kan være behjælpelige med at lindre smerter eller trøste offeret. Men hvad, når volden er rettet direkte mod ambulancemanden? Ambulancetjenesten i Københavns Brandvæsen kører hvert år ca. 105.000 ture i Københavns Kommune. Ca. halvdelen er planlagte ture (til hospitalet mv.), den anden halvdel er udrykninger via 112. 112-beredskabet i kommunen består af ti døgnbetjente ambulancer, fordelt på syv stationer. Her er der altid minimum to mand klar til at rykke ud, inden der er gået et minut, fra alarmen er modtaget. Det er typisk på disse ture, ambulancefolkene møder volden. Måske ikke så meget, når turen drejer sig om vold to eller flere mennesker imellem – for der er politiet med. Men mere, når man er alene og i en situation, hvor man ikke forventer at bliver mødt med vold. Det gør, at volden opleves ekstra stærkt. Følgende skete for mig for en del år siden: V o l d s o m U d t r y k s f o r m „Hvad er problemet?“ Mens vi er ude at køre i byen, bliver vi stoppet af nogle mennesker. De gør opmærksom på, at der ligger en mand i en bus, og at de ikke ved, hvad han fejler. I bussen fortæller chaufføren, at der ligger en beruset mand i bussen. Vi henvender os til manden og siger, at „det er ambulancen – hvad kan vi hjælpe med?“. Manden reagerer ikke, først da vi rusker i ham, springer han op og siger: „Hvad er problemet?“ Vi spørger, om han har brug for hjælp eller i det mindste kan forlade bussen, så den kan komme videre. Manden forlader bussen, men idet han går ud af døren, giver han min kæbe et slag med sin albue. „Lad være med det“, siger jeg, hvorefter han igen vender sig om og spørger: „Hvad er problemet?“. Vi står nu ude på fortovet, og da manden går sin vej, går jeg tilbage til bussen for at snakke med chaufføren og skrive min ambulancerapport. Manden kommer så tilbage, spytter på min arm og hiver mig sidelæns ud af bussen. Buschaufføren og min makker ser alt dette, og vi ender tre mand oven på manden for at holde ham i ro. Politiet bliver tilkaldt, og de kommer og anholder manden. Resultatet for mig var to kraftige bidemærker og blå mærker over det meste af kroppen. Manden blev efterfølgende idømt 60 dages fængsel for vold mod tjenestemand i funktion. Det mest uhyggelige ved denne episode var faktisk, at mit navn blev nævnt, og at voldsmanden sagde, at han nok skulle finde mig og min familie for at slå dem ihjel. Derfor bad vi om navnebeskyttelse i retssalen, men da tiltalte ikke kunne huske episoden, og da man som tiltalt har ret til at høre anklagen, blev navneforbudet ikke imødekommet! Tæt-på-hændelser Vi har ikke ret meget statistik på, hvor mange voldsepeisoder der sker i Ambulancetjenesten. Hvert år har vi ca. fire voldelige overfald, det vil sige direkte kontakt, men hvor går grænsen? Den verbale vold med trusler på liv og familie fylder desværre mere og mere, og den er næsten mere ubehagelig end den fysiske. Arbejdstilsynet skyder på, at der for hver arbejdsskade er ti tæt-på-hændelser. Passer det også med volden? For at imødekomme vold og trusler og for at vide, hvor vi skal sætte ind, har vi i sikkerhedsorganisationen bl.a. indført et nyt skema til registrering af tæt-på-hændelser. Et eksempel på en tæt-på-hændelse er følgende episode, som jeg selv var udsat for, for ca. et år siden. Min makker og jeg bliver kaldt ud til en adresse i København.Vi kører med udrykning og får at vide, at det drejer sig om en pulsåreblødning. Fremme på adressen bliver vi lukket ind af hoveddøren. På anden sal banker vi på døren, og da der ikke bliver åbnet, tager jeg fat i dørhåndtaget, åbner døren og siger, at det er ambulancen. Da jeg træder ind i lejligheden, står der en mand med en kniv bag døren. Han stikker kniven frem mod mig, og jeg tager et skridt baglæns ud på trappen igen. Stående ude på trappen får vi en længere snak med manden om, hvad vi kan hjælpe med, og om han ikke godt vil lægge sin kniv. Det vil han ikke, og da han igen laver udfald mod os, beder vi politiet om assistance. Manden var kendt i det psykiatriske system, men var sendt hjem og boede alene. Denne episode var en typisk tæt-på-hændelser, hvor ingen kom til skade, men ved nærmere analyse fandt vi ud af, at vi i ambulancen godt kunne have været informeret bedre om mandens tilstand. Så kunne vi have taget vores forholdsregler og evt. ventet på, at politiet kom frem til adressen. Uddannelse Jobbet som ambulancemand stiller store krav, og udannelsesmæssigt er den enkelte medarbejder et stort program igennem. At kvalifikationerne er i orden allerede ved ansættelsen har stor betydning. Gennem udvælgelse og prøver af forskellige karakter og til sidst samtale med psykolog, vælges kun dem, der menes bedst egnet. Selve uddannelsen til ambulancebehandler tager ca. tre år, og med fag som psykologi, krise- og kon- 17
Page 1 and 2: 9 . å r g a n g N r . 2 O k t o b
Page 3 and 4: Parkering · København: Fokus på
Page 5 and 6: V o l d s o m U d t r y k s f o r m
Page 7 and 8: • at tage hånd om de medarbejder
Page 9 and 10: Det nye forslag til definition tage
Page 11 and 12: har redskaber til at forebygge og m
Page 13 and 14: Når netværket fungerer For anden
Page 15: „Vi ved, hvor du bor!“ Mange bu
Page 19 and 20: V o l d s o m U d t r y k s f o r m
Page 21 and 22: Ro i Rådhusbutikken Da Stenløse K
Page 23 and 24: Kontaktadresser Amtsgrupperne Bornh

Magasinet Vold som Udtryksform

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?