Slægtsblad 2001 - Foreningen Pierre Dornonville de la Cours Slægt

Danske Bettina forelskede sig
i en australsk farmer og hans land
Bettina La Cour Lynn hæger om sin selvstændighed, der
- næsten - kom til at koste hende hendes australske kærlighed.
Jeg ville emigrere ved egen kraft - ikke fordi jeg
blev gift med en australier. Forholdet var så ungt, at jeg
ikke turde, og da jeg ikke kunne anerkendes som selvstændig
indvandrer, aflyste jeg det hele. Jeg er ikke naturligt
eventyrlysten, og jeg tager ingen chancer, og hvis
jeg blev gift - så var det for livet, erklærer Bettina, 39, der
havde forelsket sig i en mand, hans land og hans liv, men
havde svært ved at mobilisere modet til at dele det med
ham.
Jeg analyserer sommetider alt for meget, og der var mange
overvejelser, før jeg flyttede herud permanent. Selv mine
ufødte børns skolegang var med i debatten, fortæller Bettina.
Bettina La Cour kom til Australien på ferie. Hun
var 26, sygeplejerske, arbejdede på Rigshospitalet og boede
i det indre København. Hun havde sparet sammen til
turen i flere år og en af kontakterne i Australien var en
Philip Lynn -“farmer og en flink fyr“ - som der stod på
den lille seddel, en fælles dansk bekendt havde givet
hende.
Da jeg ringede Philip op, spurgte han, om jeg kunne ride
en hest, for de skulle til at drive kvæg sammen og havde
brug for så mange hænder som muligt. Og så sagde han,
at „vi skal nok finde en plads til dig i huset“. „Vi“ lød i
Bettinas øren, som om han var gift, men Philip var ungkarl
og ved første øjekast - ikke et „emne“.
Han var slet ikke, som jeg havde forestillet mig min
kommende mand. Han lignede ikke den læge-agtige type,
jeg havde haft i tankerne. Han var ligeglad med sin
Artikel af Karen Glahn, Femina nr. 31 - 2001
Om Bettina la Cour (73-412)
påklædning, billard-bordet dominerede stuen, og køleskabet
var fyldt op med øller. Men han havde godt nok denne
flotte australske hat, der gjorde ham rå, og hans øjne var
dejlige. Man følte sig i gode hænder, og han var en ven
lige fra starten, husker Bettina. Hun flyttede ind, og hun
arbejdede hårdt. Hun drev kvæg og får sammen, var med
til at brændemærke og klippe uld, afluse, kastrere, slagte
høns og gæs og tilså marker: Og hun elskede det hele -
atmosfæren på farmen, naturen og det australske landskab.
Jeg sendte et billede hjem til mor og far, hvor jeg var i
gang med at klippe et får, og da far så mine øjne, sagde
han: „Hun er forelsket, hun kommer aldrig hjem.“ Jeg
havde det dejligt. Jeg passede ind i det hele. Men selv om
hun passede ind, så lagde man alligevel mærke til hende
i byen.
KONSERVATIVT SAMFUND
Det er mere end 10 år siden, jeg først kom hertil. Glen
Innes er stadig et lille, konservativt samfund, men dengang
var det endnu mere udtalt. Jeg har bare aldrig følt
det. Jeg er blevet modtaget med åbne arme og accepteret
helt og fuldt, og det er jeg meget taknemmelig for, for når
jeg ser tilbage, så udfordrede jeg godt nok konventionerne.
Jeg flyttede ind til Philip - og efter nogle uger også ind i
hans soveværelse. Jeg tog solbad - topløs - gik på pub,
drak øl, arbejdede med mændende i marken - gjorde en
masse, som piger ikke almindeligvis gjorde på det tidspunkt.
Men jeg tror, at de accepterede mig og min danske
opførsel og indstilling, fordi „hun er derovre fra det frie
Skandinavien“. Det forklarede alle mine mærkværdig
heder. Efter fire måneder i Glen Innes vendte hun tilbage
til Danmark. Hendes turist-visum var udløbet, og hun var
forelsket til op over begge ører.
Men det er jo anderledes, når det er en ferieforelskelse.
Der er ikke tid til stille og roligt at lære hinanden at kende,
at have en dagligdag sammen igennem flere år - og jeg er
grundig. Jeg iler ikke til noget, så jeg var besluttet på at
komme til Australien ved egen kraft - ikke som et vedhæng.
Min uafhængighed er vigtig for mig, ellers kunne
jeg ikke give forholdet et fair go. Hun søgte om permanent
opholdstilladelse og blev afvist.
Det slog helt benene væk under mig, og faktisk aflyste
jeg det hele - selv om mormors servante og alle mine
andre ting lå i en container på et eller andet skib undervejs
til Australien. Jeg griner ad det nu, men det var fak-
15