Slægtsblad 2001 - Foreningen Pierre Dornonville de la Cours Slægt

Efter desserten spillede vor disk jockey op til dans, der
varede til ud på de små timer og blev afsluttet med et
stykke natmad.
* * *
Søndag morgen var der afgang med 2 busser på en 3 timers
rundtur på Mols. Første stop var Dråby kirkegård,
hvor en stor del af Skærsø liniens afdøde slægtninge ligger
begravet. Dette gravsted er at af de gravsteder slægtsforeningen
har ansvaret for at vedligeholde.
Derefter besøgte vi Skærsø, hvor en meget stor del af familien
har sine rødder. Ca. halvdelen af deltagerne i udflugten
har en forfader, der er født på Skærsø. Det er
nemlig ikke kun Skærsålinien (nr. 72-73) der stammer
fra Skærsø. Gården kom i familiens eje i 1825, da Lauritz
Ulrik la Cour (nr. 52) købte den sammen med sin ven
Jacob Ludvig Vauvert Hansen. Det er således også Hjørring-linien
(67), Lyngby-linien (69), USA-linien (70),
Trinderup-linien (71), Askov-linien (74) og Holmegårdlinien
(77), der har rødder på Skærsø.
Om gården kan man i den nye slægtsbog læse følgende:
Skærsø var, hvad der allerede er nævnt, da Lauritz Ulrik
overtog den, i allerhøjeste grad både vanrygtet og
vanrøgtet, markerne var forsømte, skoven misbrugt, bygningerne
dels nedbrudte og solgte, dels faldefærdige. Der
var ingen besætning, ingen redskaber, intet ind- eller udbo,
knap et bindsel til en kalv. Men han tog fat med frisk
mod. Først måtte han sørge for de nødvendigste avlsredskaber,
og han lavede dem for en stor del selv. Det
første år kunne han kun nå at tilså en lille part af jorden
og udførte også selv det meste arbejde derved. Indtægterne
var i begyndelsen meget små, og af udgiftskrav
meldte der sig flere, end han formåede at fyldestgøre. Til
gården hørte betydelige strækninger kærjord. Han fik
kæret udgrøftet, fik tuer jævnet, huller opfyldt, fik den
seje grønsvær brudt op og bearbejdet, såede dels korn,
dels raps heri, lagde en del ud med godt græsfrø og avlede
på denne hidtil oversete jord afgrøder af en størrelse
og værdi, som overraskede ikke alene naboerne, men som
endog oversteg Lauritz Ulriks dristigste forventninger. På
sandjorden lagde han sig efter en vidt dreven kartoffeldyrkning,
og det var i en årrække en såre indbringende
forretning for ham. I de første år sejlede han selv til København
med kartoflerne, senere, da priserne faldt, brugte
han dem mest til fedning af stude, og i årenes løb vandt
han stort ry på egnen som studefeder. Som kartoffeldyrker
var han i det hele noget nær sin tids største. Når der om
foråret skulle tages kartofler op på Skærsø, blev dette kundgjort
ved kirkestævne, og folk fra en vid omegn strømmede
da til for at tjene noget derved. Han indførte et fast
ordnet sædskifte og var vel en af de første i egnen, der
indførte ren brak. Han hentede godt sædekorn fra fjerne
egne, prøvede jævnlig handelsplanter: Tobak, kommen,
sennep, humle m.m. I 1857 forskrev han lupiner fra udlandet,
både blå og gule, og de var dengang så at sige
ukendte her i landet. Også skoven, der hørte til Skærsø,
blev skøttet og vogtet af Lauritz Ulrik. Han indhegnede
den og tilplantede de åbne steder og fik således lidt efter
lidt de 80 tønder land fredskov i god orden. Dele af sandjorden
plantede han til, og blandt hans plantnings-foretagender
kan særlig nævnes en gran- og fyrre-plantning i
skovens vestre side, som han udførte 1838, og hvoraf han
havde den glæde at se hjembragt det nødvendige tømmer
til spændetræer og stolper i en ny stald, der opførtes 1873.
Thi også bygningerne forvandledes under hans hænder.
Straks bødede han dem, der fandtes, efter evne, men allerede
1833-34 opførte han den store lade, 1846 den såkaldte
forpagterbygning, der skulle tjene ham som midlertidig
bolig. I 1853 lagdes grundstenen til den nye hovedbygning,
og staldlængerne blev dels nyopførte, dels
udbedrede af ham til forskellige tider. Hans ældste søn
har udtalt sig således om hans landmandsgerning: “Ikke
blot havde han et naturligt anlæg for landbruget - et menneskes
virkelige kald er givet det af Vorherre, givet det
med fødslen og grundet i vedkommendes hele ejendommelige
bygning (tålmodighed, sagtmodighed, udholdenhed,
nøjsomhed, en fast, ikke flyvende eller vovespillende
tankegang, et åbent øje for naturen både i det små og det
store, samt lyst til legemligt arbejde, kunne måske nævnes
som nødvendige særpræg hos dem, der virkelig har
et indre kald til landbruget), - ej alene, siger jeg, havde
han et virkeligt kald og bestemt anlæg til landvæsenet,
og ej alene støttedes dette, både i hans oprindelige hjem
og i hans plejehjem, men han blev også i sit øvrige liv
bevaret i overensstemmelse med sit kald. Hans lyst og
kærlighed til agerbruget anfægtedes aldrig og svigtede
aldrig.
Og Morten Pontoppidan, der som l4-årig dreng gæstede
Skærsø, skriver: “Skærsø var en dejlig stor gård i skønne,
ægte jyske omgivelser. Man befandt sig mellem hjertelige,
livlige, stovte og smukke mennesker. Man deltog i
et dagligt liv, der var præget af velstand og en vis
herskabelighed, men dog tillige af noget hyggelig-jævnt
og noget vist poetisk - noget i god præstegårdsstil. Man
havde det godt på Skærsø og blev forsynet både på sjæl
og legeme.” Hun døde 6 dage efter sin mand, 5. marts
1875, efter få dages sygeleje, men om hendes sidste vandring
fra dagligstuen på Skærsø den dag, hendes husbond
havde lukket sine øjne, skal her gengives den skønne
skildring, der skyldes hendes ældste søn, Jørgen, og om
hvilken, der er blevet sagt, at den “er af en så betagende
højhed, at den kun har få sidestykker i vor litteratur”.
Om eftermiddagen følte hun smerter i sin højre side og
om aftenen kl. 8 blev hun overfaldet af heftige kuldegys-
7