Slægtsblad 2001 - Foreningen Pierre Dornonville de la Cours Slægt

More documents

Recommendations

Info

tisk en svær tid. Jeg havde brug for både venner og familie til at støtte mig. Men hun savnede Philip, gik lidt på kompromis og gjorde endnu en gang turen til den sydlige halvkugle på et turist-visum. Men efter et halvt år gjorde de det forbi, og Bettina rejste hjem. Jeg var ulykkelig, Philip og hans familie var ulykkelige, men jeg savnede Danmark og min familie, og så stod vi også alt for langt fra hinanden i vores indstilling, syntes jeg. Et af de største problemer var, at Philip ville sende vore eventuelle børn på kostskole. Philip har selv gået på kostskole og elskede det, og det er en ret almindelig praksis herude, fordi det især tidligere var svært at få en ordentlig skoleuddannelse ude på landet. Men som dansker er det for mig utænkeligt at sende mine børn hjemmefra når de er 11-12 år. Hvorfor få børn og så ikke være sammen med dem? Det kunne jeg ikke acceptere. Bettina havde imidlertid fået mange allierede i Glen Innes, bl.a. Philips mor, Joan: - Joan er et dejligt menneske, og hun har været en fantastisk støtte, siden jeg mistede min egen mor. SÅ KOM HAN OG HENTEDE MIG Hun bevarede kontakten, og jeg husker, hun skrev: „Hvis du ikke gifter dig med Phil, hvem vil så?“ Men det er nu ikke helt rigtigt. Han havde mange kærester, men som jeg siger til ham, når han synes, at NU er jeg for mærkelig: „Du kunne have fået en pige, der gjorde, som man plejer herude, men det ville du jo ikke have.“ Og det ville Philip ikke. Han er som sin familie, meget traditionel, men også med et stort udsyn og meget tolerant og åben. Jeg blev i Danmark i to år og havde faktisk et fantastisk job i Ebeltoft, men der var noget, der manglede. Jeg savnede Philip voldsomt - og jeg savnede også Australien, så med Philips mors mellemkomst fik vi atter forbindelse med hinanden, og så kom han og hentede mig i Danmark. Og de år skulle til. Vi var begge blevet lidt ældre og lidt mere tolerante, og vi var begge klar over, at vi havde det bedst, når vi var sammen. Og vi fandt ud af, at vi begge måtte slække på principper og ider, og det betød, at nu turde jeg gifte mig med Philip og gå ind til en australsk tilværelse. Jeg kunne ikke stå ved altret og sige ja - og have i baghovedet, at hvis det ikke går, så kan jeg bare tage hjem. For mig er en vielse for livet. Så de blev gift og fik i hurtig rækkefølge to børn, Peter og Katrina, i dag ni og syv år, som Bettina altid taler dansk til. 16 - Jeg ville gerne have haft mange børn, men i 1994 døde min mor, Karen. Hun blev kun 60 år, og det slog mig noget ud af kurs, og så løb vi ud af tid, og jeg har såmænd travlt nok med to. Bettina er stærkt involveret i driften af gården, der ikke mere har får, men geder, kvæg og økologiske sojabønner. - Vi eksporterer gedekødet til Taiwan og sælger i øvrigt også en del lokalt. Jeg vidste det ikke, men gedekød er faktisk verdens mest spiste kød - ikke i kvantitet, men af antal mennesker, og sojabønnerne har også vist sig at være en god forretning. Hun overtalte Philip til at tilså en mark, da hun opdagede, at Katrina - der altid var blegnæbbet og snottet - blev helt rask på økologisk mad. - Jeg begyndte at dyrke vores egne grøntsager, bruge egne æg, malke geden og give Katrine mælken, slagte eget kød og fjærkræ og i det hele taget lave mere mad selv og købe færre forarbejdede varer fra supermarkedet. Vi har alle fået det bedre, og så slog det mig, at det problem nok er universelt, så vi vil gå mere og mere ind i økologisk landbrug, og vi har netop fået fuld registrering. Det tog fire år. Men for få siden drev hun også en af Glen Innes’ lokale pubber. Philip havde købt en pub, mens jeg stadig var i Danmark, så jeg syntes, at det kunne være sjovt at køre den. Det var det også, men et enormt arbejde - lange arbejdsdage og nætter, så til sidst solgte vi den. Men Bettina har ingen problemer med at udfylde sin dag. Hun passer gårdens regnskab, er dybt involveret i børnenes skole, hvor hun - som det er meget almindeligt - giver et par timer frivilligt hver uge. Desuden driver hun en Bed & Breakfast til turister i et lille hus, der faktisk blev bygget til hendes far. Efter at mor døde, kom far herud halvdelen af året, så vi byggede et lille hus, der er indrettet med skandinaviske møbler og dansk kunst, ved siden af vores eget. Her boede han, når han var her.
I mellemtiden var hendes søster, Marianne, og niece, Jennifer, også kommet til landet, og nu er både Marianne og deres far, Jørgen La Cour, blevet australsk gift, og alle bor i Glen Innes. Og huset er et lille stykke Danmark i et australsk landskab. Skandinaviske møbler og dansk kunst på væggene - selv et par signerede Per Kirkebylitografier! - Det har været meget interessant at blive involveret i turisme heroppe. Det har åbnet helt nye perspektiver, for der er mange muligheder i et moderne landbrug, og hvis det som vores ligger ret nær en by, så har vi det bedste af begge verdener. Og så elsker jeg i øvrigt det lille samfund. Nogle mennesker kan ikke lide, at alle ved, hvad man laver. Det gør ikke mig noget, og jeg opfatter ikke altid sladder som noget dårligt. Sladder er også udtryk for interesse fra ens medmennesker, og for mig personlig har det netop været den interesse og accept af mig, der har betydet så meget. Desuden har jeg et liv her med Philip og børnene, som jeg er meget glad for. Vi har travlt, men tilbringer megen tid sammen og arbejder på lige fod, men jeg har valgt at passe hjemmefronten, mens Philip er den udearbejdende. Og når jeg ser tilbage på de 10 år, vi har været gift, så syntes jeg, at vi har et helt specielt godt liv sammen. Jeg er meget heldig. Oldemors leverpostej Kære Slægtninge Det var morsomt at læse „gammelt brev fra Vilhelm la Cour“ (min mors farbror) i Slægtsbladet 2000. Jeg har lyst til at give en nutidig opskrift på samme leverpostej videre. Min mor kalder den altid „Bedstemors leverpostej“, men nu kan jeg forstå at det faktisk er „oldemors opskrift“ d.v.s. min tipoldemor. Det er ret morsomt, at det er lykkedes at holde liv i sådan noget i så mange år, og jeg ved at den stadig bliver flittigt brugt til jul. 1½kg svinelever 3/4 kg svinesmåkød 6 små løg hakkes sammen. heri blandes 625 g. fersk spæk i små terninger 4 tsk. salt 2 tsk. st. nelliker 2 tsk .allehånde 1 tsk. peber 20 tvebakker (mast med kagerullen) 1 l. sødmælk Bages i rugbrødsbageforme ved 170 grader i 1-1½ time. Formene stilles koldt natten over og postejen kan derefter skæres i ca. 1 cm tykke skiver. Tåler dybfrysning. God fornøjelse kære slægtninge Venlig hilsen Merete Adamsen (69-135) brev fra Merete Adamsen * * * * * * 17
Page 1 and 2: Pierre Dornonville de la Cours slæ
Page 3 and 4: HVOR SKAL NAVNET STÅ. Det spørgsm
Page 5 and 6: Som nævnt i referatet af generalfo
Page 7 and 8: Efter desserten spillede vor disk j
Page 9 and 10: TRE LEGATER SAMMENLAGT MED SLÆGTSF
Page 11 and 12: Den nye slægtsbog er udkommet. Som
Page 13 and 14: 34 Peter de la Cour 35 Charlotte Bo
Page 15: Danske Bettina forelskede sig i en
Page 21 and 22: ,,Deres families stamtavle nævner
Page 23 and 24: LEGATER Det er sjældent man må be

Slægtsblad 2001 - Foreningen Pierre Dornonville de la Cours Slægt

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?