Maj 2005 - Lystfiskeriforeningen

Jørgen Hansen, æresmedlem af LF, har haft et langt
og spændende fi skerliv – men han kan blive søsyg af
at stirre på et fl åd
Der er ingen tvivl, når man møder Jørgen Hansen,
æresmedlem af LF og før det i en lille menneskealder
foreningens inspektør ved den store station ved
Gyrstinge Sø: Hans fi skerliv har været et godt, herligt
og afvekslende fi skerliv, og det har indtil nu varet 70
år. Fisketurene med Lis, der også er medlem af LF, er
blevet færre, men interessen, både for lystfi skeriet og
vor gamle forening er usvækket. Jørgen Hansen er en
af de stille fi skere, men det er ikke små fangster, han
har båret hjem. Pralefi sk for somme; mad for Hansen
& Hansen, der er blevet en institution i LF.
”Det har været dejlige år, spændende”.
Lystfi skeriet var ellers nær aldrig blevet til noget.
Det begyndte i 1930’erne med energisk tyvfi skeri
ved Damhussøen, som dengang blev bestyret af
Københavns Vandforsyning. Søen lå lige om hjørnet,
og Jørgen var der årle og silde, indtil lægen sagde
”stop”. Jørgen blev søsyg af at stirre på fl åddet. Det
har han sikkert gjort i timevis, for som fi sker er Jørgen
både ihærdig og opmærksom.
Men han blev altså dårlig. Det gør han stadig på
vand. For intervieweren var det for mange år siden
uventet, at ”gamle Hansen”, som en lille fl ok af
Det er Jørgen Hansen i “midten”.
16500
“Mange dejlige år”
fi skekammerater og venner kalder ham, kunne blive
søsyg en nogenlunde rolig dag i en åben LF-jolle.
Når man minder ham om hans gode og
bemærkelsesværdige fangster, griner han bare: Ansigtet
krøller sammen, og han gnægger, klør sig måske
lidt i det grå skæg og begynder at snakke om noget
andet. Jørgen Hansen maser sig ikke frem, men som
inspektør på stationen i og omkring ”Kildehuset”
ved Gyrstinge Sø har han gjort et kæmpearbejde for
foreningen. I indtil for få år siden blev hvert eneste
bundtøj i foreningens glasfi berjoller lavet af ham. Det
var ham en kilde til stadig undren, at der ikke var to
joller, som var ens, så arbejdet blev stort og besværligt,
selv for en pensioneret snedker.
De store gedder
På væggen i selvbyggerhuset i Herlev hænger to
præparerede geddehoveder - det største sad på en godt
14 kilos fra Hjulby Sø på Østfyn, det lidt mindre på
en 10-kilos fra Søndersø, hvor gedder i den kaliber er
sjældne.
”Kan du se, at jeg har fået vendt ”dråben” i øjnene
forkert? Nå, det er der nok ikke så mange, der lægger
mærke til”. Næh, intervieweren gjorde såmænd ikke,
måske fordi han var optaget af at hale ud af Jørgen om
den fi sk blev præmieret, dvs. anmeldt som præmiefi sk.
Efter megen halen kom tilståelsen:
”Den gav vist en sølvmedalje det år”, siger Jørgen og
giver sig til at snakke om noget andet. Intervieweren
behøver ikke at spørge. Størrelsen på fangsten er ikke
vigtig for andre end Jørgen og fi sken. Det er ikke
meget forkert gættet, at den store Søndersø-gedde er
en af de få præmiefi sk, Jørgen Hansen har anmeldt i
de snart 45 år har været LF’er. Gedden fangede han, da
han havde været LF’er i ganske få år. Præmiefi sk er lidt
mere almindelige i Hansens husholdning end i de fl este
LF’eres fangtstatistikker.
”Jeg har ikke siden fanget fl ere så store i Søndersø”.
Fiskeri med ”drivbåd”
Damhussøen, hvor Jørgen Hansens søfi skeri begyndte,
var mange senere LF’eres ”læreplads” – f.eks. Erik
Skaaning, der siden blev foreningens formand og
æresmedlem, Holger Gjerløff, der for mange år siden
i Furesøen fangede den rekord-gedde, som først blev
overgået i Tissø i fjor.
Jørgen Hansen fortæller, at man kunne forny sit
fi sketegn til Damhussøen år for år, og tegn der af en
eller anden grund var blevet ledige, blev solgt første