hverdag efter nytår. Først når man opnåede sådan et, kunne man forny fra år til år. Jørgen Hansen stod fl ere gange i kø fra klokken to nat for kun at opleve, at manden foran ham i rækken fi k det sidste kort det år. Der var få både i søen, men det almindelige var bredfi skeri. De agnede kroge blev sejlet ud med ”drivbåd”, en modelbåd med sejl, og når der var bid skulle hele herligheden hales ind igen. Jørgen lavede en drivbåd, hvor han med øskner og øjer kunne stille lidt på sejlet. Så kunne den sejle skråt mod vinden, ikke bare plat læns, med vinden ret agterind. Den søsyge blev skibskonstruktør i det små. Vendte vinden, løb ”bådfi skerne” rundt om søen. Damhussøen var ikke noget ringe fi skevand. Jørgen Hansen har hørt om gedder på 8-10 kg. Aborrer og den bomstærke suder var der også. Det mest almindelige var medefi skeri med levende agn f.eks. Grejerne – bambusstang, line, fl åd og krog kunne købes for ganske lidt. Senere fi k Jørgen Hansen et Boca-hjul og endnu senere et Record 1600-multiplikatorhjul. Nu var han blevet både mede- og spindefi sker. Fulderikker Med det eftertragtede fi skekort til Damhussøen i brystlommen fi skede Jørgen Hansen ”altid”, for eksempel tidligt om morgenen, ”når fulderikkerne var på vej hjem”. ”De stod og gloede, mens man fi skede, forstod ikke at man gad sidde der i timevis og bare vente … de havde selv stået og gloet en halv times tid uden at foretage sig spor”. Siden fi k Jørgen Hansen fi skekort til fæstningskanalen, systemet af grave, volde og efterhånden nedlagte forter i en halvcirkel om København, groft taget fra Charlottenlund i nord til Avedøre i syd. ”Der var gedder og mange ål, mudderål”. I 1962 blev han medlem af LF. Dengang skulle nye medlemmer proponeres, dvs. anbefales af to medlemmer, som forpligtede sig til at tage sig lidt af den nye. ”Det var ikke så nemt at fi nde to; jeg kendte jo ingen”. Det første par år dyrkede Jørgen Hansen Søndersø, som var inden for bekvem rækkevidde. ”Fiskeriet har forandret sig meget. Dengang kunne man om efteråret træffe gedderne jævnt fordelt over søen. Nu er det, som om gedderne om efteråret klumper sig sammen i hullet. Måske fordi der er kommet smelt i søen”. Da Jørgen Hansen fi k bil midt i 1960’erne, blev ”Kildehuset” og Gyrstinge Sø ”vores andet hjem”. Straks blev Jørgen belejret som inspektør-emne, men han strittede imod, indtil den tidligere overinspektør Ejnar Jensen, som han havde for vane, nærmest gav Jørgen en ordre. ”Det blev en dejlig tid. Dengang var vi de unge”. Jørgen Hansen fortæller, hvordan familien satte påsken af til at gøre stationens træbåde i stand til geddepremieren 1. maj. Jørgen Hansens specialitet blev ål, både medeål og ål på langline i Søndersø og Gyrstinge Sø. Måske synes han, at han betaler lidt tilbage, når han lægger håndkraft til foreningens årlige åleudsætninger. Intervieweren spurgte ikke. Da han spurgte, hvor mange ål Jørgen egentlig har fanget, kom svaret prompte: ”Man kan ikke tælle ål”. Man ser dem for sig, myrende rundt i dammen. Dét ville intervieweren blive søsyg af. (Fortsættes). ME 16501
16502 Fangstrapport