Smukke veje altid - Vejdirektoratet

More documents

Recommendations

Info

For en mand er det at miste sit kørekort det samme, eller måske værre end at miste sin potens. Pludselig er han invalideret. Han er ikke længere en frygtløs ridder i panser og plade. Rigtige mænd rejser ikke med tog og slet ikke med bus. Der er arbejdsløse, som om morgenen kaster sig ud i motor<strong>veje</strong>nes fortrolige kaos. At blive hjemme ville være at synliggøre sig som taber og afviger. Også fly er frihed. De åbner for hele verden til faldende priser. Vi har vænnet os til at rejse verden rundt, både på arbejdet og i fritiden, og til at betragte eksotiske rejsemål som varer i et supermarked. Så transport med bil og fly står ikke til rationel diskussion. Den er en hellig, umistelig ret. Et moderne menneske er et mobilt menneske. NÅR BEKVEM transport forvandles fra et luksusbehov hos eliten til en ret for alle, opstår det problem, at alles frihed underminerer alles frihed. Det er et sært problem, som opstår kollektivt og utilsigtet. Ingen har skabt det og ingen kan løse det. Ens eget bidrag er en dråbe i havet. Derfor fortsætter vi med at levere hver vores dråbe, som tilsammen skaber et hav af problemer. Der er i moderne samfund et stadig mindre forråd af det, som i gamle dage hed samfundssind og som kunne begrunde individuelle afsavn. 20 Staten eller „samfundet“ har ingen moralsk appel. Vi vil ikke ofre noget for miljøet eller for samfundet. Selv om trafikkens problemer ikke er „med vilje“, er de umiskendelige - kæden af biler bliver tættere, det er sværere at finde parkeringsplads, og luften smager bittert. Hertil kommer ubehaget ved de usynlige partikler, som truer vort kostbare helbred. Men for den enkelte er løsningen ikke at opgive bilen eller flyet. De kan ikke undværes, selv om det ville være rart, hvis andre opgav dem. Stoppes trafikken, udløses en ukontrolleret ophidselse, fordi den hårde planlægning af hverdagen bremses. Det er et ejendommeligt fænomen, at jo rigere vi bliver, jo hårdere arbejder vi og jo mere sårbare bliver vor tid. Vi har vænnet os til en bevægelsesfrihed uden grænser, så vi kan aflevere børnene i skolen, købe ind -og tage på arbejde, og så på hjem<strong>veje</strong>n hente det billede, som skulle til indramning. Det skaber den milde dobbeltmoral, at vi kan være imod biler, og selv køre i bil, „fordi vi er nødt til det“. Skulle det klares med offentlige transportmidler, ville det tage timers frustrerende rejseri med de pakkenelliker, vi har vænnet os til. Feriebiler rummer orgier af ting, som forhindrer os i at blive sindssyge. Bilen er hurtig, og er den langsom, er den bekvem. Flyet er hurtigt, og selv om alle
hader lufthavne, så ved vi, at der ikke er bedre alternativer. DERFOR ER der ingen vilje til at stoppe væksten i transport med fly og bil. De som vil have mindre trafik af hensyn til miljø og sundhed og som måske vil sende os tilbage til cyklen og hestevognen, afvises som sortseere, der lufter private meninger. Stik mod al fornuft håber vi på en teknisk løsning - motorer, som ikke forurener, så alt og alle kan transporteres til hver plet på jorden. Moderne samfund er slået af en tvang til vækst, som også er vækst i transport. Og alle områder har deres talsmænd, der gør interesser gældende og nægter at rokke sig. Og de, som ikke vil rokke sig, har adgang til mange metoder. En metode er at insistere på, at vi ikke kan vide noget med sikkerhed. Der er for mange sammenvævede årsager og virkninger mellem trafikken og skovdøden og lungesygdommene til, at en kausalkæde kan isoleres og gøres til den ansvarlige. En anden metode er at slå på, at befolkningen vil have transport - skønt denne vilje ikke er spontan, men løbende masseres med lokkende reklamer, der kæder transport sammen med luksus og 21 prestige. Politikere og erhvervsfolk gemmer sig bag befolkningens eller endda folkets ønsker, som kun bedrevidende mørkemænd kan ønske at lægge låg på. En tredje metode er at omdirigere påstande om fare til påstande om risiko. Det kan lyde som det samme, men er det ikke. En fare er noget sagligt, mens en risiko er en følge af menneskers beslutninger. Ved at omdirigere trafikkens problemer fra fare til risiko kan man erstatte diskussion med mudderkastning, som er nemmere og ofte mere underholdende. Komplicerede analyser erstattes af blamegame og kamp om at undgå at sidde tilbage med sorteper. De som er bekymrede på miljøets vegne kan spørge sig selv, hvorfor de skal udsættes for risiko, blot fordi andre vil have mere transport. Og de som vil have vækst kan spørge sig selv, hvorfor de skal begrænse sig, blot fordi andre ser en risiko. DENNE TYPE konflikter, som ikke har nogen saglig løsning, er almindelige i moderne samfund. De har ingen løsning og skal have en løsning, eftersom status quo er ikke acceptabel. Konflikterne opstår i et sammenstød af hensyn, som er uforenelige og afviser hinanden. Og problemet er, at hverken videnskab, økonomi eller politik kan levere løsninger.
Page 3 and 4: Smukke veje altid
Page 5 and 6: Indhold At vejprise 6 af vejdirekt
Page 7 and 8: fundsmæssige ressourcer i renoveri
Page 9 and 10: De tidligere modtagere har været m
Page 11 and 12: På samme måde fungerer forskellig
Page 13: Hvad er da smukt? Hvad er hensigtsm
Page 16 and 17: Et andet problem er, at vejenes omg
Page 19: Trafik etik af lektor, dr. phil. Ol
Page 23 and 24: Derfor har trafikkens problemer ing
Page 25: Intet samfund kan løse sine proble
Page 28 and 29: Pladsen og byens form Alene det at
Page 31: I historiens karrusel Et andet kval
Page 34: Træerne artikulerer rummet. Når d
Page 37 and 38: Træer og kotering hører sammen. V
Page 39: I Vejle kommune har man udarbejdet
Page 42 and 43: Synlige resultater Arbejdet med at
Page 45: Smukke veje altid af vicedirektør

Smukke veje altid - Vejdirektoratet

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?