Da flåden blev røvet og byen brændte ned ... - Skoletjenesten

skoletjenesten.dk

Da flåden blev røvet og byen brændte ned ... - Skoletjenesten

Da flåden blev røvet og byen brændte ned

Københavns bombardement 1807 og dets følger

JENS RAHBEK RASMUSSEN

Den Britiske Ambassade


©: Skoletjenesten, Den Britiske

Ambassade København og forfatteren

2007

Redaktion: Jan Rindom og

Poul Vestergaard (ansv.)

Tekst: Jens Rahbek Rasmussen

Jens Rahbek Rasmussen er lektor i

britisk historie ved Københavns

Universitet og forfatter/udgiver af

Briterne og Europa (1997), Modernitet

eller åndsdannelse: Engelsk i skole

og samfund 1800-1935 (2003) og „Det

venskabelige bombardement“:

København 1807 som historisk begivenhed

og national myte (2007).

Layout: Kristin Wiborg/

Skoletjenesten

Tryk: Schultz Grafisk

Forsidebillede: Udsnit af

„Københavns bombardement 1807“.

Håndkoloreret kobberstik af

G.L. Lahde efter tegning af

C.W. Eckersberg, udateret.

Tilhører Det Nationalhistoriske

Museum på Frederiksborg.

Hæftet er udgivet i samarbejde med

og med økonomisk tilskud fra

Den Britiske Ambassade København

www.skoletjenesten.dk

Den Britiske Ambassade

Indhold

Foreword 3

Da Danmark var meget større 4

Slaget på Reden – en advarsel 5

Patriotisme og overmod 6

„Som en lus mellem to negle“ 8

Bombardementet 11

Krigen mod England 14

Konsekvenser for Danmark 16

Holdningen til England 17

Fra 1807 til 2001: „Verdenshistoriens første

terrorbombardement?“ 18

Litteratur 23

Foreword

by HE The British Ambassador, David Frost CMG

The 1807 bombardment of Copenhagen was one of the shocking events of the

Napoleonic Wars. It caused controversy in Britain itself, where to some it seemed

hard to reconcile with our self-image as the defender of peaceful relations and

of small countries in the face of Napoleon. It resulted in Britain and Denmark

being on opposite sides in the great confrontation of the era, with an impact on

our relations which took time to heal. Its impact was such that it left echoes in

the naval history of a much later time: even a hundred years later Imperial

German admirals worried about the Kaiser’s navy being “Copenhagen-ed” in

its ports.

For all that, despite the presence of one of Britain’s great national heroes, the

(future) Duke of Wellington, the bombardment is largely forgotten in Britain, or

confused with the earlier Battle of Copenhagen in 1801. It is forgotten for many

reasons, but including one good one: that relations between Britain and Denmark

are now so close and so friendly that an event like the bombardment

seems almost inconceivable. In 1807 we were enemies; in 2007, we are close

allies and friends. That is how it should be.

I hope that this year’s commemorations will help increase knowledge and

awareness of the events of 1807 in both Britain and Denmark, and I am sure

this booklet will make an excellent contribution. I wish it every success.


| 4 |

Ved nytår 1807 kunne Danmark se tilbage på en af de længste fredsperioder

i landets historie, og ingen kunne ane den katastrofe, året skulle bringe.

Ganske vist var England og Frankrig i krig, som de med mellemrum havde været

i over hundrede år, men det var netop grunden til, at Danmark i disse år

ikke alene havde fred, men også velstand. Danmark holdt sig nemlig neutral,

så mens England, Frankrig og deres allierede brugte resurser på krigen,

kunne danske skibe overtage en betydelig del af handelen i Europa og på verdenshavene.

Danske købmænd og skibsredere tjente formuer i disse år.

Det var den almindelige forventning, at de gode tider ville vare ved. En

skribent forestillede sig således, at København tredive år senere ville være

prydet med nye offentlige bygninger, deriblandt et nyt Christiansborg Slot (det

gamle var brændt i 1794), og i slottet skulle der blandt andet indrettes et museum

– det vi i dag kender som Nationalmuseet. Dette gik faktisk i opfyldelse:

museet fik fra 1832 hjemsted i et hjørne af det nybyggede Christiansborg. Men

forudsigelsen om en rolig og lykkelig tid frem til da holdt mildest talt ikke stik.

Inden året var omme, var dele af hovedstaden en rygende ruinhob, og Danmark

havde mistet sin orlogsflåde.

Da Danmark var meget større

København var i 1807 hovedstad, ikke kun i Kongeriget Danmark, men også i

det langt større Danske Monarki eller Helstaten. Den danske konge var nemlig

også konge af Norge samt hertug af Slesvig og Holsten. Desuden herskede

han over Island, Grønland og Færøerne samt nogle tropekolonier, af hvilke de

vigtigste var De Vestindiske Øer.

Af de ca. 2,5 mio. indbyggere i dette sammensatte monarki boede over

halvdelen uden for Danmarks nuværende grænser. Der blev talt en række forskellige

sprog, men der var to hovedsprog. Det ene var dansk, som ogblev

brugt i Norge (som dengang ikke havde eget skriftsprog), de Nordatlantiske

Øer og dele af Slesvig. Det andet var tysk, der især blev brugt i Slesvig-Holsten,

men som mange embedsmænd, købmænd og intellektuelle også beherskede.

Regeringen havde for at modvirke splittelse i den flernationale og flersproglige

stat i 1776 indført loven om Indfødsretten. Den forbeholdt alle offentlige stillinger

i det Danske Monarki dem, der var født inden for dets grænser, men skelnede

her ikke mellem danskere, nordmænd og holstenere. Den regulerede hel-

ler ikke indvandringen, som man måske kunne tro af navnet. Ville udlændinge

arbejde eller investere, var de velkomne i Helstaten, og investerede de tilstrækkeligt

meget, fik de indfødsret (og deres her fødte børn naturligvis også).

Dengang rettede patriotismen sig mod en fyrste (konge), der oftest, som i

det danske monarki, regerede over forskellige folk eller det, vi i dag ville kalde

nationer. En nordmand kunne udmærket betragte sig som norsk snarere end

dansk, men samtidig være undersåt i det danske monarki. Efter de dramatiske

begivenheder i 1801 og 1807 kom der mange norske erklæringer om loyalitet

mod kongen og Helstaten, og i 1801 tilmed patriotiske digte på tysk.

Slaget på Reden – en advarsel

I 1801 fik danskerne en advarsel om, at der var grænser for, hvad neutrale stater

kunne tillade sig over for stormagterne. Danmark havde længe provokeret

England ved at misbruge neutraliteten, bl.a. ved at lade skibe fra Frankrig og

Holland sejle under dansk flag. Desuden lod man krigsskibe eskortere han-

Som storkøbmand og

skibsreder tjente

Frédéric de Coninck

en formue på den

danske neutralitetspolitik.

Her ses han på

sit landsted Dronninggaard

ved Furesøen.

Malet i London 1799 af

Daniel Orme.

Tilhører Handels- og

Søfartsmuseet på

Kronborg.

| 5 |


| 6 |

delsskibene, og man hævdede princippet „frit skib giver fri ladning“, dvs. man

nægtede stormagterne ret til at undersøge lasten på neutrale skibe for at se,

om reglerne blev overtrådt (hvad de altså somme tider gjorde). Det kom ved et

par lejligheder til skududveksling mellem danske og engelske krigsskibe.

I 1800 tilsluttede Danmark sig et såkaldt „væbnet neutralitetsforbund“

sammen med Sverige og Rusland, hvorefter England sendte en flåde til København

og krævede Danmarks udtræden af forbundet. Men det kunne den

danske regering ikke bare gøre. Neutralitetsforbundet var blevet til på russisk

initiativ, og Rusland var Danmarks „beskyttelsesmagt“, som skulle hjælpe os,

hvis svenskerne prøvede at erobre Norge. Så enten tog man kampen op med

den britiske flåde - selvom alle vidste, at det var en umulig opgave - eller og

risikerede man repressalier fra Rusland.

Danmark valgte kampen mod briterne, og i Slaget på Reden den 2. april

1801 kæmpede en overlegen, kampvant britisk flåde under admiral Horatio

Nelson mod en stationær dansk forsvarslinje bestående af nogle forter og en

række opankrede skibe uden master og sejl (blokskibe). Den store danske orlogsflåde

(orlog=krig) blev derimod liggende i sin base på Holmen i København.

Den skulle ikke udsættes for overlast, for uden den kunne man ikke beskytte

landets indbringende handel.

Den indædte danske modstand kom bag på Nelson, men udfaldet var givet,

og han ønskede ikke unødvendige tab af sine egne folk. Derfor tilbød han efter

fire en halv times kamp danskerne våbenhvile, dog under trussel om at genoptage

slaget, ødelægge flåden og bombardere København. Under forhandlingerne

kom meddelelsen om, at den russiske zar var blevet myrdet en uge før

Slaget på Reden havde fundet sted (nyheder bevægede sig langsomt dengang).

Den nye zar var i modsætning til faderen engelskvenlig, så Danmark kunne nu

roligt forlade neutralitetsforbundet. Dermed havde briterne opnået det, de ønskede,

København slap for at blive bombarderet, og vi beholdt flåden. I nogle år.

Patriotisme og overmod

Før Slaget på Reden blev der skrevet sange for at styrke modstandsviljen.

Nogle var hånende, anonyme skillingsviser („Du Nelson med dit øje“), andre

skrevet af kendte digtere som Jens Baggesen. Men det var især efter Slaget

på Reden, at en bølge af patriotisme skyllede over landet. Det var ikke mindst

Her ses linjeskibet „Indfødsretten“ under konvoj hjem fra Kap det Gode Håb med tre Kinafarere.

Flådens beskyttelse af handelsskibene var en klar demonstration af den danske

neutralitet. Usigneret akvarel.

Tilhører Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg.

studenter, intellektuelle og digtere, der blev grebet af stemningen. For dem

havde de idéer om fædrelandskærlighed, der var blevet udviklet gennem 1700tallet,

hermed stået deres prøve.

Problemet var, at i erindringen kom slaget til at stå som jævnbyrdigt, ja, en

moralsk dansk sejr. Derfor var der heller ingen frygt, da en engelsk flåde dukkede

op i sommeren 1807: „Lad dem bare komme an og få børst [tæv]“, var den

almindelige mening. Schack Staffeldt, en af tidens største digtere, skrev en

Danesang“ fuld af nedladenhed og hån over for englænderne:

| 7 |


| 8 |

„Ha, Bretland! i skændsel du dypper dit flag

Urost var al længe din fane;

Ad den ler selv Asias blødling i mag

ad hint ler den hårdføre dane.“

Som det skulle vise sig, var dette en alvorlig fejlbedømmelse af situationen.

England og Frankrig var i kamp på liv og død og kunne ikke længere acceptere

neutralitet: enten var man med, eller også var man imod.

Danskerne nærede en helt urealistisk tillid til forsvaret. Et højstemt digt til

„fædrelandets forsvarere“ appellerede til bønderne:

„Op, landmand! kast din blanke le,

ombyt den med en stridbar kårde!

Og lad hovmodig brite se

at også du kan kriger vorde!“

Disse linjer er ganske afslørende. I virkeligheden bestod det såkaldte landeværn

af dårligt udstyrede og uddannede amatørsoldater, og i det eneste

egentlige slag uden for København, „Træskoslaget ved Køge“, stod de over for

professionelle, kampvante britiske tropper, som vandt en let sejr.

„Som en lus mellem to negle“

I begyndelsen af 1807 beherskede den franske kejser Napoleon det europæiske

fastland, mens England var herre på havet, efter at Nelson i 1805 havde

knust den franske flåde ved Trafalgar i Sydspanien. I juli skete der imidlertid

det uventede, at Rusland sluttede fred og indgik en alliance med Frankrig.

Snart gik der rygter om, at de to magter ville lægge pres på de neutrale stater,

deriblandt Danmark, for at få dem til at slutte sig til Napoleons såkaldte

„fastlandsspærring“. Krigen var ikke blot militær, men også økonomisk. Fastlandsspærringen

skulle blokere eksporten af engelske varer til kontinentet og

ruinere landet, så det ikke længere kunne føre krig. England forbød til gengæld

neutrale skibe at anløbe de blokerede havne.

Danmark ønskede at bevare neutraliteten, men stemningen var nærmest

anti-fransk. Udenrigsminister Christian Bernstorff betragtede Napoleon som

en tyran, der holdt Europas stater som slaver. Når briterne fik et andet indtryk,

var det fordi danskerne ustandseligt brokkede sig over krænkelser af neutraliteten.

Danskerne betragtede disse klager som rutinemæssige diplomatiske

protester, men resultatet blev, at briterne begyndte at betragte danskerne

som „uvenlige“ – måske endda franskvenlige.

Samtidig fortalte en engelsk rapport, at danskerne var begyndt at udruste

flåden. Det havde intet på sig, men den pressede britiske regering turde ikke

tage nogen chancer. Kom den danske flåde under fransk kontrol, kunne den

blokere adgangen til Østersøen. Det ville ramme ikke alene den britiske eksport,

men også importen af varer, som var livsvigtige for flåden: hamp til reb

og tovværk, hør til skibssejl og jern til blandt andet kanoner.

Desuden frygtede de britiske politikere, at Napoleon og hans allierede var

begyndt at tvivle på Englands evne og vilje til at vinde krigen. Det kunne forklare,

hvorfor den russiske zar Alexander havde skiftet side. Man kunne demonstrere

handlekraft ved at sikre sig de danske krigsskibe ved en kommandoaktion.

I august stod en britisk flåde uantastet ind i Øresund, og 30.000

mand blev landsat.

Danmark stod nu i et dilemma, for uanset hvilken stormagt man valgte –

eller blev tvunget til – at støtte, var staten truet af splittelse. Gik man sammen

med franskmændene, ville briternes sømagt afskære forbindelsen til Norge.

Imidlertid var Norge afhængig af kornimport, og uden den ville hungersnød

kunne føre til social og politisk uro. Hvis svenskerne angreb Norge, kunne

Danmark heller ikke sende forstærkninger. Alt dette kunne man undgå ved en

alliance med briterne, men så ville franskmændene til gengæld besætte Slesvig-Holsten

og Jylland.

I juli 1807 blev Frankrig opfattet som en større trussel end England, blandt

andet fordi landet var allieret med Rusland. Derfor stod hovedparten af den danske

hær ved sydgrænsen. De 30-40.000 soldater kunne næppe have stoppet et

fransk angreb. Men deres opstilling viste, at Danmark var parat til at forsvare sin

neutralitet, og hvem man betragtede som den mest sandsynlige fjende.

Med hæren i Holsten var også den sindssyge konge Christian 7. og landets

egentlige regent, kronprins Frederik (den senere Frederik 6.). Efter landgangen

på Sjælland dukkede en britisk gesandt op i Kiel og præsenterede regeringen

for et ultimatum: enten blev den danske flåde overgivet til briterne, eller

også ville man simpelthen tage den. Dette fremstilles ofte som helt enestående

og uhørt, men andre lande blev stillet over for lignende krav. En rus-

| 9 |


| 10 |

Frederik 6. (1768-1839) huskes i dag for landboreformerne (stavnsbåndets ophævelse) og

skoleloven af 1814, men det var militæret, der var hans store lidenskab. Her ses han ridende

med sine adjudanter, „de røde fjer“. Malet af J.C.C. Dahl i 1813.

Tilhører Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg.

sisk flåde i Middelhavet accepterede således at sejle til Portsmouth og blive

der under krigen, og beskyttet af engelske krigsskibe bragte den portugisiske

flåde sig selv, hoffet og centraladministrationen i sikkerhed i landets største

og rigeste koloni, Brasilien.

Fra dansk side afviste man de engelske krav, og kronprins Frederik kom til

København for at organisere forsvaret. Som øverstkommanderende udpegede

han den 72-årige ingeniørgeneral Ernst Peymann, som var uden militær erfaring,

hvorefter han tog tilbage til hæren i Holsten. Det skuffede københavnerne

dybt, for de havde ventet, at han selv ville lede forsvaret af hovedstaden,

som han havde gjort det i 1801 – og som Frederik 3. havde gjort det under den

svenske belejring 1658-59, en begivenhed som københavnerne endnu mindedes

hvert år den 11. februar, dagen for det svenske angreb.

Militært kunne Danmark intet stille op mod briterne. Søforsvaret var ganske

vist stærkere end i 1801, og briterne valgte derfor et angreb fra landsiden.

I København havde man samlet forråd med henblik på en længere belejring.

Den øverstbefalende for de engelske styrker, Arthur Wellesley (den senere

hertug af Wellington), hævdede senere, at han også ville have foretrukket en

belejring frem for et bombardement. Det ville dog næppe have været mere humant,

for ved en belejring ville mange dø af sult eller smitsomme sygdomme.

Da Danzig (Gdansk) blev belejret i 1813, døde 17.000 mennesker af tyfus. Under

alle omstændigheder besluttede briterne sig til at bombardere byen for at

gennemtvinge flådens udlevering.

Bombardementet

Den 2. september 1807, klokken halv otte om aftenen, begyndte i København –

som et øjenvidne skrev – „det mest rasende bombardement, bomber, granater,

brandkugler, Congreves nye brandpile, og kugler fløj os om ørerne“. En

bombe slog ned i familiens hus, hvor den i gården sprang „med et græsseligt

knald, slog taget af, stenbroen op og knuste omtrent 900 ruder“.

De følgende nætter fortsatte rædslerne, som er beskrevet i en lang række

erindringer. Særlig skræk skabte de nævnte Congreveske brandraketter, som

med deres modhager satte sig fast i træværket og antændte det, hvis de ikke

straks blev slukket. Mange husejere flygtede til Christianshavn eller Amager,

uden for bombernes rækkevidde, og kunne ikke hjælpe med at slukke brandene.

Derfor kom det den tredje nat i kvarteret mellem Nørrevold og Gammeltorv

til en fladebrand, som de udmattede brandfolk ikke kunne stille noget op

overfor. Til sidst gik der ild i Vor Frue Kirkes tårn. Kobbertaget begyndte at

smelte, og klokken kvart i fem om morgenen den 5. september skete det: „Jeg

| 11 |


| 12 |

så tårnet synke ind i tårnmuren og af denne, som af en uhyre skorsten, nej

som af et ildsprudende bjerg opstå en fontæne af ild, der af kobberet var blå

og grøn, jeg glemmer aldrig det syn“.

Øjenvidnet hed Christian Jürgensen Thomsen. Han blev grundlæggeren af

det Nationalmuseum, der (som nævnt ovenfor) blev til virkelighed 25 år senere.

Men i 1807 var han kun 19 år gammel, og som søn af en velstående handelsmand

havde han under den britiske belejring meldt sig til et frivilligt politikorps.

Han oplevede at se en slagtersvend ved siden af ham få begge ben knust

af en bombe, men slap selv fra bombardementet uden fysiske mén. Hans korps

ydede en behjertet indsats sammen med bl.a. studenterkorpset, livjægerne og

matroserne, en stor og vellidt befolkningsgruppe i flådebyen København.

Andre enheder var derimod ikke meget værd; fra marinekorpset deserterede

således omkring halvdelen. Forsvaret blev også svækket af, at hæren og

flåden ikke kunne enes, og kronprinsens fravær gjorde, at der ikke var det

samme patriotiske sammenhold som i 1801. Det var en udbredt opfattelse, at

generalerne var i ledtog med fjenden. I sine erindringer hævdede en præst, at

en engelsk officer havde vist ham et kort, hvor de fattige og de mere velstående

dele af København var markeret, og at han havde sagt, at de havde fået

ordre til at sigte efter den fattige del. Regeringen kendte i øvrigt udmærket

den kritiske stemning, for den åbnede og læste posten fra hovedstaden.

Efter den tredje bombenat og Vor Frue Kirkes fald bad general Peymann

under stærkt folkeligt pres om våbenstilstand. Et døgn senere, om morgenen

den 7. september, kapitulerede København, hvad der dog også førte til protester,

bl.a. fra matroserne. Kronprinsen blev rasende, for han havde sendt en

ordre om, at byen ikke måtte overgives. Men ordren var blevet opsnappet af

briterne og nåede derfor aldrig frem. Peymann og andre officerer blev stillet

for en krigsret og dømt efter en juridisk uholdbar proces, mest fordi kronprinsen

skulle berolige Napoleon, som fandt, at Danmark havde givet op for let. De

dømte fik senere straffen nedsat eller eftergivet.

Den første reaktion i København var forsigtig. Man glædede sig over, at

rædslerne var forbi, og de britiske soldater opførte sig disciplineret og betalte

godt. Et skotsk regiment i kilt blev et populært udflugtsmål. Men da det gik op

for københavnerne, at flådenbyens og landets stolthed – skulle udleveres,

slog stemningen om. „Flåderanet“ gjorde, at englænderne blev stemplet som

en nation af tyve og røvere – noget af det værste, man dengang kunne beskylde

folk for. Digteren Jens Baggesen skrev om „den britiske fregattyv“, og en vise-

Branden i Vor Frue

Kirkes tårn blev

symbolet på KøbenhavnsBombardement.

Her dramatisk

gengivet af C.W.

Eckersberg.

Udateret, håndkoloreret

kobberstik af G.L.

Lahde efter tegning af

C.W. Eckersberg.

Tilhører Det Nationalhistoriske

Museum på

Frederiksborg.

| 13 |


København inden for

voldene var tæt bebygget

i begyndelsen

af 1800-tallet. Bombardementet

forvoldte

derfor store materielle

skader, selv om

bomber, granater og

brandraketter savnede

præcision.

Tilhører Københavns

Bymuseum.

| 14 |

forfatter i bekneb for et rim på „attenhundredsyv“ skabte den faste vending

„engelskmanden, den forbandede tyv“.

Modviljen gjaldt i høj grad kronprinsen, men kom kun sjældent på tryk på

grund af censuren. Der opstod dog også fjendtlighed mod alt, hvad der var engelsk,

eller lød til at være det. En flok amerikanske sømænd fik klø, selv om

de fortvivlet prøvede at forklare, at de ikke var englændere. Det var også typisk,

at man troede på næsten ethvert rygte om engelsk modgang, for eksempel

at kong Georg 3. eller William Congreve skulle være døde.

Krigen mod England

Fra 1807 til 1814 var Danmark allieret med Frankrig og i krig med England.

Franske og spanske tropper blev i 1808 sendt til Jylland med henblik på en in-

vasion af Skåne; Sverige var nemlig på engelsk side i krigen. Mens franskmændene

var ilde set, blev spanierne vældigt populære; de var glade for børn

og spiste øllebrød og andre sære danske retter uden at gøre vrøvl. Men fordi

de frøs, fyrede de så kraftigt i deres kvarter på Koldinghus, at slottet brændte

ned. Det var dog næppe sket, hvis ikke de danske brandvagter havde forladt

deres post i kulden

Angrebet på Skåne blev aldrig til noget, og tilmed lykkedes det den britiske

flåde at evakuere spanierne og sejle dem hjem for at de kunne deltage i

den nationale modstandskamp mod Napoleon. Den britiske flåde beherskede

helt de danske farvande; den angreb og ødelagde ogflådens eneste tilbageværende

linjeskib, „Prinds Christian“, da det forsøgte at nå hjem fra Norge.

Man forsøgte så en slags guerillakrig til søs med små roede kanonbåde. De

kunne manøvrere også i vindstille og derved erobre langt større britiske skibe,

der ikke kunne komme ud af stedet. Men det var rene nålestik. Gennem hele

krigen lykkedes det briterne at nå til og fra Østersøområdet, især ved at bruge

Storebælt (som man havde opmålt omhyggeligt på hjemvejen i 1801) i stedet

for det smalle Øresund. Hver anden uge stod en flåde på flere hundrede handelsskibe,

beskyttet af orlogsskibe, gennem bæltet.

Under krigen blev 2.000 danskere og 5.000 nordmænd taget til fange og anbragt

på fængselsskibe omkring London, kaldet „prisonskibe“ eller bare „prisonen“

(med tryk på „-so“). Efter tidens forhold blev de rimelig godt behandlet, og

de fleste blev løsladt efter et eller to år, skønt nogle blev taget til fange senere

og røg tilbage i prisonen. Danmark tog omvendt nogle britiske krigsfanger og internerede

de englændere, der opholdt sig i Danmark, da krigen brød ud.

Det meste af krigen lykkedes det at forsyne Norge med fødevarer, men i

1809 og 1812-13 betød den britiske blokade af landet hungersnød i flere områder.

Disse „nødsår“ blev husket længe, og Henrik Ibsen skildrede senere de

desperate forsøg på at skaffe mad i sit digt „Terje Vigen“. I Norge begyndte

man så småt at overveje, om landet var bedre stillet uden forbindelsen med

Danmark. Nogen bred folkelig utilfredshed var der dog ikke tale om. Det var

stormagterne, der ved freden i Kiel 1814 bestemte, at Norge skulle danne en

union (med fælles konge og udenrigspolitik) med Sverige.

Der var nemlig i 1808-09 sket det, at Finland (som var en del af det svenske

rige) blev erobret af Rusland, mens russerne var allieret med Frankrig. I

1812 brød Frankrig imidlertid alliancen og angreb Rusland. Da Sverige var allierede

med briterne, endte både Sverige og Rusland på den sejrende side, og

| 15 |


| 16 |

derfor måtte Sverige opgive at genvinde Finland. Den svenske tronfølger Karl

(14.) Johan – som var Sveriges faktiske hersker, selvom han først blev konge i

1818 – besluttede i stedet at satse på at få Norge fra Danmark, som jo var på

den tabende side.

Nordmændene blev ikke spurgt og måtte acceptere beslutningen. Når den

norsk-svenske union ikke mødte særlig modstand i Norge, skyldtes det, at

landet blev friere stillet end i den gamle union med Danmark. Afgørende var

det, at der i 1814 opstod et magttomrum, hvor hverken Danmark eller Sverige

kontrollerede landet militært. Det lykkedes derfor Norge at få vedtaget den for

sin tid meget demokratiske Eidsvoll-grundlov, og den fik man (trods svensk

utilfredshed) lov til at beholde, da man gik ind i unionen.

For Danmark betød krigsudgifterne, at staten i 1813 måtte gennemføre en

pengeombytning og nedskrivning af statsobligationerne („statsbankerotten“)

for at standse den galopperende inflation. Da man tilmed i Norge tabte en god

kunde for danske landbrugsvarer, og konjunkturerne efter krigen i det hele taget

var dårlige, oplevede Danmark en økonomisk krise. Dertil kom, at der i hele

Europa efter 1815 var en stemning, der mindede om tiden umiddelbart efter 2.

Verdenskrig: man glædede sig over freden, men frygtede, at Europa efter den

blodige borgerkrig ville miste indflydelse i forholdet til Amerika og Asien.

Konsekvenser for Danmark

I 1819 skrev digteren B.S. Ingemann en sang til Dannebrog, „Vift stolt på Kodans

bølge“ (dvs. Østersøen). I en af stroferne hedder det: „Vaj stolt på indisk

kyst!“ – hvor Danmark havde kolonien Trankebar. Men i løbet af de næste 100

år overtog briterne og amerikanerne de danske kolonier, og det var forbi med

den indbringende verdenshandel. Dannebrog blev mindre synligt på havene,

og Danmark blev med digteren Poul Martin Møllers ord „et lidet, fattigt land“.

Det havde nu nok ikke hjulpet meget, at vi havde beholdt flåden. Med freden i

Europa ophørte de kolossale fortjenester, som neutraliteten havde givet i en

kort, hektisk krigsperiode.

Danmark skulle få år efter blive involveret i to krige med tyske magter, og

forløbet havde klare lighedspunkter med 1801 og 1807: en tilsyneladende sejr,

der førte til en uholdbar overvurdering af egen styrke, der igen førte til et katastrofalt

nederlag. Krigen mod slesvig-holstenerne 1848-51, der også kan

beskrives som en borgerkrig inden for det danske monarki, blev ikke vundet

militært, men fordi stormagterne valgte at støtte Danmark. Det gjorde de til

gengæld ikke, da det kom til krig med Preussen og Østrig. Nederlaget i 1864

fik lige så katastrofale konsekvenser som det mod England i 1807-14: første

gang måtte det danske monarki afstå Norge, anden gang Slesvig-Holsten.

Nederlaget i 1807-14 bidrog til at skabe en dansk mentalitet, der var påfaldende

uheroisk. Man besang det flade, danske landskab som symbol på det

lille, men fredelige land, hvis sammenhængskraft var baseret på social solidaritet

(Grundtvigs „Langt højere bjerge så vide om jord“, Oehlenschlägers

nationalsang „Der er et yndigt land“). Man glemte efterhånden, at Danmark

ikke altid havde været en fredelig småstat, men at der i århundreder før 1814

havde eksisteret et „dansk imperium“.

Krigene i 1848 og 1864 genoplivede kortvarigt patriotismen, og som i 1801

og 1807 undervurderede man både krigens alvor og modstanderens styrke.

Nederlaget og tabet af Slesvig, herunder den dansktalende del, skabte imidlertid

på ny katastrofestemning. Mange frygtede, at Danmark på længere sigt

slet ikke ville overleve som selvstændig nation. Landet havde måske nok den

ideelle størrelse, når det gjaldt social lighed og sammenhængskraft, men til

gengæld var vi som småstat magtesløse i verdenspolitikken. Fokus var nu på

danskheden (suppleret med skandinavisk samarbejde, når det gik højt), mens

der var en forbitret mistro mod alle stormagter, herunder England, som man

mente havde svigtet os ved ikke at komme til hjælp mod Preussen i 1864.

Trods de anti-tyske stemninger vendte danskerne sig derfor ikke umiddelbart

til England. En dansk politiker udtrykte meget præcist den danske holdning,

da han i en debat sagde om englænderne, at „i det mindste hader de os

ikke, som man må sige, at tyskerne hader os“. Spørgsmålet er så, hvor længe

vi blev ved med at hade englænderne?

Holdningen til England

Historikeren E.C. Werlauff oplevede både det engelske bombardement som

26-årig og nederlaget til Tyskland som 83-årig. Han hævdede kort før sin død,

at hadet mod Tyskland „ikke er så stærkt som det, hvormed man i hine syv Aar

(1807-1814) forfulgte Englænderne“. Det lyder måske mærkeligt i dag, for efter

nazismen og den tyske besættelse blev englænderne vore venner og be-

| 17 |


| 18 |

Hadet til englænderne

fremgår af denne

karikatur af Sir Lord

Popham, som var

leder af den engelske

flåde under

Københavns bombardement.

Ubekendt,

koloreret stik.

Tilhører Kort- og

Billedafdelingen,

Det Kongelige

Bibliotek.

friere, og tyskerne symbolet på alt ondt. Men meget tyder på, at Werlauff havde

ret.

I sine erindringer fortæller forfatteren Vilhelm Bergsøe, at hans far i 1807

havde fået pålagt af sin far „aldrig at glemme dette og aldrig at give en englænder

hånden“. Engang i 1840’erne fik Bergsøe i skolen bank af en kammerat,

der kom fra Dansk Vestindien og derfor (også) talte engelsk. Ham kaldte

Bergsøe nu „en engelsk tyveknægt“. Det var dengang en meget alvorlig be-

skyldning og indbragte Bergsøe et par lussinger fra skolens leder, men udtrykket

var røget ud af ham, „fordi jeg fra barn havde hørt englænderne betegnes

som ‚engelske tyveknægte‘ efter røvertoget 1807“.

Da en forfatter i 1906 betegnede nederlaget i 1864 som den største katastrofe

i Danmarks historie, protesterede økonomen Marcus Rubin, der var forfatter

til hovedværket om perioden 1807-14. Efter hans opfattelse havde 1807

været betydeligt værre, men det havde de fleste bare glemt. Det var ikke Rubins

pointe, at folk skulle begynde at hade englænderne igen. Men havde man

kunnet glemme og tilgive det, de havde gjort, burde man anlægge den samme

pragmatiske holdning over for tyskerne, altså acceptere tabet af Sønderjylland

og komme videre.

Rubin mente altså, at folk efter 1900 ikke længere nærede den samme

modvilje mod englænderne som tidligere. Mange liberale, som selv beundrede

Englands politiske og økonomiske frihed, var derimod overbevist om, at

de fleste danskere var præget af den kontinentale „kontor- og kasernementalitet“

og hverken kunne lide eller forstå de forretningsmindede englændere.

Nu findes der ikke opinionsmålinger fra den tid. Men de tyske (og franske)

kulturpåvirkninger var længe stærkest, bl.a. fordi så få danskere kunne engelsk.

De personlige og kulturelle forbindelser var også, trods al politisk

fjendtlighed, tættere med Tyskland end med England, og de blev aldrig helt afbrudt,

selv ikke efter nazisternes magtovertagelse og den tyske besættelse.

Fra 1945, da Danmark blev befriet af engelske tropper, blev danskerne derimod

stærkt engelskvenlige, og den tidligere modvilje gik i glemmebogen.

Fra 1807 til 2001:

„Verdenshistoriens første terrorbombardement?“

Angrebet på København fremkaldte en omfattende international kritik, bl.a.

fra USA's præsident Thomas Jefferson. Den gik dels på folkeretten – havde

England været berettiget til at foretage et præventivangreb mod et neutralt

land? – dels på det store antal civile ofre.

Hvad folkeretten angår, fik briterne ofte 1807 revet i næsen af rivaler og

fjender, især Frankrig og Tyskland. Briterne var ikke selv helt stolte af aktionen,

og under 1. Verdenskrig gik de så vidt som at indrømme, at angrebet

havde været en beklagelig, men enkeltstående, overtrædelse af folkeretten.

| 19 |


| 20 |

Men faktisk foretog de tidligt i 1807 en lignende (men mislykket) aktion mod den

osmanniske flåde i Konstantinopel (Istanbul), og i 1812 gik de i land i Amerika

og brændte dele af hovedstaden Washington ned, heriblandt præsidentboligen.

Under 2. Verdenskrig blev der draget sammenligninger med 1807, da briterne

sænkede den franske flåde ved basen Mers-el-Kebir i Nordafrika i 1940.

Den tyskvenlige Vichy-regering havde formelt kontrol over den ene halvdel af

Frankrig, mens tyskerne havde besat den anden. Briterne frygtede for, at flåden

skulle falde i tyskernes hænder og gav derfor franskmændene det samme

ultimatum, som man havde givet danskerne i 1807, nemlig at udlevere flåden

eller få den sænket. Da den franske admiral afviste kravet, sænkede briterne

skibene, med store franske tab til følge.

Men også fremgangsmåden, et bombardement af en by og dens civile befolkning,

blev livligt debatteret. Raketter havde i århundreder været anvendt

under slag og ved belejringer, bl.a. i Indien, hvor briterne lærte dem at kende.

Men i 1807 blev der som nævnt brugt en ny type brandraketter, opkaldt efter

opfinderen William Congreve. De havde modhager og kunne sætte sig fast i

træværket, som de derefter satte ild i. Og selvom der kun blev affyret ca. 300

af dem (under ledelse af Congreve selv), bidrog de til, at branden i byen blev

voldsom, at den til sidst ikke kunne slukkes. Derimod slog de næppe mange

mennesker ihjel, sammenholdt med de ca. 6.000 traditionelle bomber og granater.

Den engelske politiker William Wilberforce, der samme år var manden

bag afskaffelsen af slavehandelen i det britiske kolonirige, fandt det positivt,

at raketterne skadede bygninger snarere end personer.

I dag er det almindeligt at se 1807 omtalt som „verdenshistoriens første terrorbombardement

af civile“. Noget kan der være om det, men det er alligevel en

uheldig formulering. I århundreder var byer blevet belejret og beskudt, ofte med

store civile tab, når de blev stormet. I 1760 blev Dresden udsat for et ni dage langt

preussisk bombardement, som blev en europæisk mediebegivenhed. Også her

sigtede angriberne efter et kirketårn (Kreuzkirche), som til sidst blev skudt i

brand. Skønt der ikke blev brugt brandraketter, diskuterede man også her brugen

af „uhørte“ og „uacceptable“ nye våben. For den preussiske konge Frederik

den Store som for englænderne var angrebets hensynsløshed det vigtigste,

mens han ignorerede den humanitære kritik af de ca. 50 civile dødsfald.

Det er i denne sammenhæng, Københavns bombardement skal ses. Der

var formentlig tale om det voldsomste bombardement af nogen europæisk by

før 1. Verdenskrig. Hver af de tre nætter blev der, ifølge en britisk historiker,

fyret lige så meget krudt af som i hele slaget ved Waterloo! Det ser ganske vist

ud til, at de 1.600 eller 2.000 civile ofre, der ofte omtales i historiske fremstillinger,

er en voldsom overdrivelse; nyere forskning sætter tallet til under 200.

Men det var dog stadig 10 gange så mange pr. døgn som i Dresden.

I visse henseender giver det mening at se Napoleonskrigene som et tidligt

eksempel på den totale krig – for eksempel den økonomiske krigsførelse og

masseudskrivningen af soldater. Men på andre områder er det mere rimeligt

at se krigene, og dermed 1807, som kulminationen af den førmoderne krig.

Reaktionen på rædslerne førte til en periode på 100 år, hvor krigene i Europa

stort set skånede civilbefolkningen og alene var et anliggende for soldater –

ligesom atombombernes udslettelse af Hiroshima og Nagasaki fik stormagterne

til at afstå fra brugen af dem efter 2. Verdenskrig.

Før de moderne medier

gjorde os alle til øjenvidner,

var det op til

kunstnerne at indfange

begivenhederne.

Koloreret kobberstik

af G.L. Lahde efter

tegning af

C.W. Eckersberg.

Tilhører Københavns

Bymuseum.

| 21 |


| 22 |

Efter 1945 begyndte man i Danmark at sammenligne 1807 med 2. Verdenskrigs

rædsler – København 1807 blev til „det 19. århundredes Warszawa“ eller „Danmarks

Guernica“. For indbyggerne dengang har den subjektive oplevelse af

bomber og brande sikkert været lige så rædselsvækkende som for dem, der

blev udsat for luftangreb på byer før og under 2. Verdenskrig; her er forskellen

i sprængkraft og antallet af ofre irrelevant. Men sammenligningerne kan

let opfattes som lidt usmagelige forsøg på at fremstille Danmark, der var

sluppet relativt let gennem krigen, som det første, omend nu uretfærdigt

glemte, offer for et terrorbombardement.

Også angrebet på World Trade Center i New York den 11. september 2001

gav anledning til sammenligninger med 1807. Et fællestræk var, at folk reagerede

overraskende roligt og uden panik på en uventet katastrofe, som de ikke

kunne undslippe. Dette træk er ofte blevet bemærket om 1807, og man har peget

på, at både død og brand dengang var dagligdags fænomener og integreret

i en tilværelsestolkning, hvor Guds straf kunne ramme hvem som helst når

som helst. Men reaktionen var altså den samme hos folk i New York, hvis livssyn

alt i alt har været mindre pessimistisk og mere materialistisk. Dertil kom,

at angrebet i New York, i modsætning til Københavns bombardement, kom

fuldstændig uventet og må have ligget helt uden for folks forestillingsevne.

Fælles var også, at der skabtes ikoniske billeder af byens symbolkraftige

højeste bygning indhyllet i flammer. I New York skete det som tv-billeder, der

straks gik jorden rundt. I København dannede C.W. Eckersbergs og C.A. Lorentzens

malerier grundlag for stik, der længe prydede danske hjem og mindede

både om rædslerne og om den fjende, der havde udløst dem. At gense

billederne holdt hadet til englænderne i live.

De kollektive stereotyper, som kom i brug efter 11. september („alle muslimer

er terrorister“), kan minde om de hadefulde generaliseringer om englændere

i årene efter 1807. Pointen er, at sådan tænker vi ikke længere om

englænderne. Måske kan man drage den konklusion, at fjendskab kan huskes

meget længe og endda gå i arv, men at arvefjendskaber også kan gå i glemmebogen.

Litteratur

Rasmus Glenthøj & Jens Rahbek Rasmussen, udg., „Det venskabelige

bombardement“: København 1807 som historisk begivenhed og national myte.

Museum Tusculanum, 2007.

Peter Henningsen, udg., København 1807: Belejring og bombardement.

Jyllandspostens forlag, 2007.

Dansk udenrigspolitiks historie, bd. 2. Gyldendal 2002.

Svend Cedergreen Bech, Københavns historie, bd. 3: 1728-1830. Gyldendal 1981.

Rasmus Glenthøj, På fædrelandets alter: National identitet og patriotisme hos det

danske borgerskab 1807-1814. Museum Tusculanum 2006.

Magtspillet Danmark og Napoleon. Det Kongelige Bibliotek 2006.

Lars Lindeberg, udg., Englandskrigene 1801-14. Lademann 1974.

Dan H. Andersen, „1807“, i: Rasmus Dahlberg, udg., En anden historie: ni alternative

Danmarkshistorier. Aschehoug 2001.

Rasmus Glenthøj, „Da terroren slog ned i København“, Berlingske Tidende 27.5.2003;

Thomas Oldrup, „København 1807 New York 2001“, Politiken 10.8.2004.

Kilder og tekster:

Jørn Ørum Hansen, udg., „Herre Jesu! Nu vaagner Ulykken!“: En tekstsamling om

1807 i samtid og erindring. Århus: Centrum 1983.

Skønlitteratur:

Mogens Klitgaard, De røde fjer. 1940.

Bernard Cornwell, Sharpe’s Prey. 2002..

| 23 |


Den Britiske Ambassade

More magazines by this user
Similar magazines