Da flåden blev røvet og byen brændte ned ... - Skoletjenesten

Da flåden blev røvet og byen brændte ned
Københavns bombardement 1807 og dets følger
JENS RAHBEK RASMUSSEN
Den Britiske Ambassade

©: Skoletjenesten, Den Britiske
Ambassade København og forfatteren
2007
Redaktion: Jan Rindom og
Poul Vestergaard (ansv.)
Tekst: Jens Rahbek Rasmussen
Jens Rahbek Rasmussen er lektor i
britisk historie ved Københavns
Universitet og forfatter/udgiver af
Briterne og Europa (1997), Modernitet
eller åndsdannelse: Engelsk i skole
og samfund 1800-1935 (2003) og „Det
venskabelige bombardement“:
København 1807 som historisk begivenhed
og national myte (2007).
Layout: Kristin Wiborg/
Skoletjenesten
Tryk: Schultz Grafisk
Forsidebillede: Udsnit af
„Københavns bombardement 1807“.
Håndkoloreret kobberstik af
G.L. Lahde efter tegning af
C.W. Eckersberg, udateret.
Tilhører Det Nationalhistoriske
Museum på Frederiksborg.
Hæftet er udgivet i samarbejde med
og med økonomisk tilskud fra
Den Britiske Ambassade København
www.skoletjenesten.dk
Den Britiske Ambassade
Indhold
Foreword 3
Da Danmark var meget større 4
Slaget på Reden – en advarsel 5
Patriotisme og overmod 6
„Som en lus mellem to negle“ 8
Bombardementet 11
Krigen mod England 14
Konsekvenser for Danmark 16
Holdningen til England 17
Fra 1807 til 2001: „Verdenshistoriens første
terrorbombardement?“ 18
Litteratur 23
Foreword
by HE The British Ambassador, David Frost CMG
The 1807 bombardment of Copenhagen was one of the shocking events of the
Napoleonic Wars. It caused controversy in Britain itself, where to some it seemed
hard to reconcile with our self-image as the defender of peaceful relations and
of small countries in the face of Napoleon. It resulted in Britain and Denmark
being on opposite sides in the great confrontation of the era, with an impact on
our relations which took time to heal. Its impact was such that it left echoes in
the naval history of a much later time: even a hundred years later Imperial
German admirals worried about the Kaiser’s navy being “Copenhagen-ed” in
its ports.
For all that, despite the presence of one of Britain’s great national heroes, the
(future) Duke of Wellington, the bombardment is largely forgotten in Britain, or
confused with the earlier Battle of Copenhagen in 1801. It is forgotten for many
reasons, but including one good one: that relations between Britain and Denmark
are now so close and so friendly that an event like the bombardment
seems almost inconceivable. In 1807 we were enemies; in 2007, we are close
allies and friends. That is how it should be.
I hope that this year’s commemorations will help increase knowledge and
awareness of the events of 1807 in both Britain and Denmark, and I am sure
this booklet will make an excellent contribution. I wish it every success.

| 4 |
Ved nytår 1807 kunne Danmark se tilbage på en af de længste fredsperioder
i landets historie, og ingen kunne ane den katastrofe, året skulle bringe.
Ganske vist var England og Frankrig i krig, som de med mellemrum havde været
i over hundrede år, men det var netop grunden til, at Danmark i disse år
ikke alene havde fred, men også velstand. Danmark holdt sig nemlig neutral,
så mens England, Frankrig og deres allierede brugte resurser på krigen,
kunne danske skibe overtage en betydelig del af handelen i Europa og på verdenshavene.
Danske købmænd og skibsredere tjente formuer i disse år.
Det var den almindelige forventning, at de gode tider ville vare ved. En
skribent forestillede sig således, at København tredive år senere ville være
prydet med nye offentlige bygninger, deriblandt et nyt Christiansborg Slot (det
gamle var brændt i 1794), og i slottet skulle der blandt andet indrettes et museum
– det vi i dag kender som Nationalmuseet. Dette gik faktisk i opfyldelse:
museet fik fra 1832 hjemsted i et hjørne af det nybyggede Christiansborg. Men
forudsigelsen om en rolig og lykkelig tid frem til da holdt mildest talt ikke stik.
Inden året var omme, var dele af hovedstaden en rygende ruinhob, og Danmark
havde mistet sin orlogsflåde.
Da Danmark var meget større
København var i 1807 hovedstad, ikke kun i Kongeriget Danmark, men også i
det langt større Danske Monarki eller Helstaten. Den danske konge var nemlig
også konge af Norge samt hertug af Slesvig og Holsten. Desuden herskede
han over Island, Grønland og Færøerne samt nogle tropekolonier, af hvilke de
vigtigste var De Vestindiske Øer.
Af de ca. 2,5 mio. indbyggere i dette sammensatte monarki boede over
halvdelen uden for Danmarks nuværende grænser. Der blev talt en række forskellige
sprog, men der var to hovedsprog. Det ene var dansk, som også blev
brugt i Norge (som dengang ikke havde eget skriftsprog), de Nordatlantiske
Øer og dele af Slesvig. Det andet var tysk, der især blev brugt i Slesvig-Holsten,
men som mange embedsmænd, købmænd og intellektuelle også beherskede.
Regeringen havde for at modvirke splittelse i den flernationale og flersproglige
stat i 1776 indført loven om Indfødsretten. Den forbeholdt alle offentlige stillinger
i det Danske Monarki dem, der var født inden for dets grænser, men skelnede
her ikke mellem danskere, nordmænd og holstenere. Den regulerede hel-
ler ikke indvandringen, som man måske kunne tro af navnet. Ville udlændinge
arbejde eller investere, var de velkomne i Helstaten, og investerede de tilstrækkeligt
meget, fik de indfødsret (og deres her fødte børn naturligvis også).
Dengang rettede patriotismen sig mod en fyrste (konge), der oftest, som i
det danske monarki, regerede over forskellige folk eller det, vi i dag ville kalde
nationer. En nordmand kunne udmærket betragte sig som norsk snarere end
dansk, men samtidig være undersåt i det danske monarki. Efter de dramatiske
begivenheder i 1801 og 1807 kom der mange norske erklæringer om loyalitet
mod kongen og Helstaten, og i 1801 tilmed patriotiske digte på tysk.
Slaget på Reden – en advarsel
I 1801 fik danskerne en advarsel om, at der var grænser for, hvad neutrale stater
kunne tillade sig over for stormagterne. Danmark havde længe provokeret
England ved at misbruge neutraliteten, bl.a. ved at lade skibe fra Frankrig og
Holland sejle under dansk flag. Desuden lod man krigsskibe eskortere han-
Som storkøbmand og
skibsreder tjente
Frédéric de Coninck
en formue på den
danske neutralitetspolitik.
Her ses han på
sit landsted Dronninggaard
ved Furesøen.
Malet i London 1799 af
Daniel Orme.
Tilhører Handels- og
Søfartsmuseet på
Kronborg.
| 5 |

| 6 |
delsskibene, og man hævdede princippet „frit skib giver fri ladning“, dvs. man
nægtede stormagterne ret til at undersøge lasten på neutrale skibe for at se,
om reglerne blev overtrådt (hvad de altså somme tider gjorde). Det kom ved et
par lejligheder til skududveksling mellem danske og engelske krigsskibe.
I 1800 tilsluttede Danmark sig et såkaldt „væbnet neutralitetsforbund“
sammen med Sverige og Rusland, hvorefter England sendte en flåde til København
og krævede Danmarks udtræden af forbundet. Men det kunne den
danske regering ikke bare gøre. Neutralitetsforbundet var blevet til på russisk
initiativ, og Rusland var Danmarks „beskyttelsesmagt“, som skulle hjælpe os,
hvis svenskerne prøvede at erobre Norge. Så enten tog man kampen op med
den britiske flåde - selvom alle vidste, at det var en umulig opgave - eller også
risikerede man repressalier fra Rusland.
Danmark valgte kampen mod briterne, og i Slaget på Reden den 2. april
1801 kæmpede en overlegen, kampvant britisk flåde under admiral Horatio
Nelson mod en stationær dansk forsvarslinje bestående af nogle forter og en
række opankrede skibe uden master og sejl (blokskibe). Den store danske orlogsflåde
(orlog=krig) blev derimod liggende i sin base på Holmen i København.
Den skulle ikke udsættes for overlast, for uden den kunne man ikke beskytte
landets indbringende handel.
Den indædte danske modstand kom bag på Nelson, men udfaldet var givet,
og han ønskede ikke unødvendige tab af sine egne folk. Derfor tilbød han efter
fire en halv times kamp danskerne våbenhvile, dog under trussel om at genoptage
slaget, ødelægge flåden og bombardere København. Under forhandlingerne
kom meddelelsen om, at den russiske zar var blevet myrdet en uge før
Slaget på Reden havde fundet sted (nyheder bevægede sig langsomt dengang).
Den nye zar var i modsætning til faderen engelskvenlig, så Danmark kunne nu
roligt forlade neutralitetsforbundet. Dermed havde briterne opnået det, de ønskede,
København slap for at blive bombarderet, og vi beholdt flåden. I nogle år.
Patriotisme og overmod
Før Slaget på Reden blev der skrevet sange for at styrke modstandsviljen.
Nogle var hånende, anonyme skillingsviser („Du Nelson med dit øje“), andre
skrevet af kendte digtere som Jens Baggesen. Men det var især efter Slaget
på Reden, at en bølge af patriotisme skyllede over landet. Det var ikke mindst
Her ses linjeskibet „Indfødsretten“ under konvoj hjem fra Kap det Gode Håb med tre Kinafarere.
Flådens beskyttelse af handelsskibene var en klar demonstration af den danske
neutralitet. Usigneret akvarel.
Tilhører Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg.
studenter, intellektuelle og digtere, der blev grebet af stemningen. For dem
havde de idéer om fædrelandskærlighed, der var blevet udviklet gennem 1700tallet,
hermed stået deres prøve.
Problemet var, at i erindringen kom slaget til at stå som jævnbyrdigt, ja, en
moralsk dansk sejr. Derfor var der heller ingen frygt, da en engelsk flåde dukkede
op i sommeren 1807: „Lad dem bare komme an og få børst [tæv]“, var den
almindelige mening. Schack Staffeldt, en af tidens største digtere, skrev en
„Danesang“ fuld af nedladenhed og hån over for englænderne:
| 7 |

| 8 |
„Ha, Bretland! i skændsel du dypper dit flag
Urost var al længe din fane;
Ad den ler selv Asias blødling i mag
ad hint ler den hårdføre dane.“
Som det skulle vise sig, var dette en alvorlig fejlbedømmelse af situationen.
England og Frankrig var i kamp på liv og død og kunne ikke længere acceptere
neutralitet: enten var man med, eller også var man imod.
Danskerne nærede en helt urealistisk tillid til forsvaret. Et højstemt digt til
„fædrelandets forsvarere“ appellerede til bønderne:
„Op, landmand! kast din blanke le,
ombyt den med en stridbar kårde!
Og lad hovmodig brite se
at også du kan kriger vorde!“
Disse linjer er ganske afslørende. I virkeligheden bestod det såkaldte landeværn
af dårligt udstyrede og uddannede amatørsoldater, og i det eneste
egentlige slag uden for København, „Træskoslaget ved Køge“, stod de over for
professionelle, kampvante britiske tropper, som vandt en let sejr.
„Som en lus mellem to negle“
I begyndelsen af 1807 beherskede den franske kejser Napoleon det europæiske
fastland, mens England var herre på havet, efter at Nelson i 1805 havde
knust den franske flåde ved Trafalgar i Sydspanien. I juli skete der imidlertid
det uventede, at Rusland sluttede fred og indgik en alliance med Frankrig.
Snart gik der rygter om, at de to magter ville lægge pres på de neutrale stater,
deriblandt Danmark, for at få dem til at slutte sig til Napoleons såkaldte
„fastlandsspærring“. Krigen var ikke blot militær, men også økonomisk. Fastlandsspærringen
skulle blokere eksporten af engelske varer til kontinentet og
ruinere landet, så det ikke længere kunne føre krig. England forbød til gengæld
neutrale skibe at anløbe de blokerede havne.
Danmark ønskede at bevare neutraliteten, men stemningen var nærmest
anti-fransk. Udenrigsminister Christian Bernstorff betragtede Napoleon som
en tyran, der holdt Europas stater som slaver. Når briterne fik et andet indtryk,
var det fordi danskerne ustandseligt brokkede sig over krænkelser af neutraliteten.
Danskerne betragtede disse klager som rutinemæssige diplomatiske
protester, men resultatet blev, at briterne begyndte at betragte danskerne
som „uvenlige“ – måske endda franskvenlige.
Samtidig fortalte en engelsk rapport, at danskerne var begyndt at udruste
flåden. Det havde intet på sig, men den pressede britiske regering turde ikke
tage nogen chancer. Kom den danske flåde under fransk kontrol, kunne den
blokere adgangen til Østersøen. Det ville ramme ikke alene den britiske eksport,
men også importen af varer, som var livsvigtige for flåden: hamp til reb
og tovværk, hør til skibssejl og jern til blandt andet kanoner.
Desuden frygtede de britiske politikere, at Napoleon og hans allierede var
begyndt at tvivle på Englands evne og vilje til at vinde krigen. Det kunne forklare,
hvorfor den russiske zar Alexander havde skiftet side. Man kunne demonstrere
handlekraft ved at sikre sig de danske krigsskibe ved en kommandoaktion.
I august stod en britisk flåde uantastet ind i Øresund, og 30.000
mand blev landsat.
Danmark stod nu i et dilemma, for uanset hvilken stormagt man valgte –
eller blev tvunget til – at støtte, var staten truet af splittelse. Gik man sammen
med franskmændene, ville briternes sømagt afskære forbindelsen til Norge.
Imidlertid var Norge afhængig af kornimport, og uden den ville hungersnød
kunne føre til social og politisk uro. Hvis svenskerne angreb Norge, kunne
Danmark heller ikke sende forstærkninger. Alt dette kunne man undgå ved en
alliance med briterne, men så ville franskmændene til gengæld besætte Slesvig-Holsten
og Jylland.
I juli 1807 blev Frankrig opfattet som en større trussel end England, blandt
andet fordi landet var allieret med Rusland. Derfor stod hovedparten af den danske
hær ved sydgrænsen. De 30-40.000 soldater kunne næppe have stoppet et
fransk angreb. Men deres opstilling viste, at Danmark var parat til at forsvare sin
neutralitet, og hvem man betragtede som den mest sandsynlige fjende.
Med hæren i Holsten var også den sindssyge konge Christian 7. og landets
egentlige regent, kronprins Frederik (den senere Frederik 6.). Efter landgangen
på Sjælland dukkede en britisk gesandt op i Kiel og præsenterede regeringen
for et ultimatum: enten blev den danske flåde overgivet til briterne, eller
også ville man simpelthen tage den. Dette fremstilles ofte som helt enestående
og uhørt, men andre lande blev stillet over for lignende krav. En rus-
| 9 |

| 10 |
Frederik 6. (1768-1839) huskes i dag for landboreformerne (stavnsbåndets ophævelse) og
skoleloven af 1814, men det var militæret, der var hans store lidenskab. Her ses han ridende
med sine adjudanter, „de røde fjer“. Malet af J.C.C. Dahl i 1813.
Tilhører Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg.
sisk flåde i Middelhavet accepterede således at sejle til Portsmouth og blive
der under krigen, og beskyttet af engelske krigsskibe bragte den portugisiske
flåde sig selv, hoffet og centraladministrationen i sikkerhed i landets største
og rigeste koloni, Brasilien.
Fra dansk side afviste man de engelske krav, og kronprins Frederik kom til
København for at organisere forsvaret. Som øverstkommanderende udpegede
han den 72-årige ingeniørgeneral Ernst Peymann, som var uden militær erfaring,
hvorefter han tog tilbage til hæren i Holsten. Det skuffede københavnerne
dybt, for de havde ventet, at han selv ville lede forsvaret af hovedstaden,
som han havde gjort det i 1801 – og som Frederik 3. havde gjort det under den
svenske belejring 1658-59, en begivenhed som københavnerne endnu mindedes
hvert år den 11. februar, dagen for det svenske angreb.
Militært kunne Danmark intet stille op mod briterne. Søforsvaret var ganske
vist stærkere end i 1801, og briterne valgte derfor et angreb fra landsiden.
I København havde man samlet forråd med henblik på en længere belejring.
Den øverstbefalende for de engelske styrker, Arthur Wellesley (den senere
hertug af Wellington), hævdede senere, at han også ville have foretrukket en
belejring frem for et bombardement. Det ville dog næppe have været mere humant,
for ved en belejring ville mange dø af sult eller smitsomme sygdomme.
Da Danzig (Gdansk) blev belejret i 1813, døde 17.000 mennesker af tyfus. Under
alle omstændigheder besluttede briterne sig til at bombardere byen for at
gennemtvinge flådens udlevering.
Bombardementet
Den 2. september 1807, klokken halv otte om aftenen, begyndte i København –
som et øjenvidne skrev – „det mest rasende bombardement, bomber, granater,
brandkugler, Congreves nye brandpile, og kugler fløj os om ørerne“. En
bombe slog ned i familiens hus, hvor den i gården sprang „med et græsseligt
knald, slog taget af, stenbroen op og knuste omtrent 900 ruder“.
De følgende nætter fortsatte rædslerne, som er beskrevet i en lang række
erindringer. Særlig skræk skabte de nævnte Congreveske brandraketter, som
med deres modhager satte sig fast i træværket og antændte det, hvis de ikke
straks blev slukket. Mange husejere flygtede til Christianshavn eller Amager,
uden for bombernes rækkevidde, og kunne ikke hjælpe med at slukke brandene.
Derfor kom det den tredje nat i kvarteret mellem Nørrevold og Gammeltorv
til en fladebrand, som de udmattede brandfolk ikke kunne stille noget op
overfor. Til sidst gik der ild i Vor Frue Kirkes tårn. Kobbertaget begyndte at
smelte, og klokken kvart i fem om morgenen den 5. september skete det: „Jeg
| 11 |

| 12 |
så tårnet synke ind i tårnmuren og af denne, som af en uhyre skorsten, nej
som af et ildsprudende bjerg opstå en fontæne af ild, der af kobberet var blå
og grøn, jeg glemmer aldrig det syn“.
Øjenvidnet hed Christian Jürgensen Thomsen. Han blev grundlæggeren af
det Nationalmuseum, der (som nævnt ovenfor) blev til virkelighed 25 år senere.
Men i 1807 var han kun 19 år gammel, og som søn af en velstående handelsmand
havde han under den britiske belejring meldt sig til et frivilligt politikorps.
Han oplevede at se en slagtersvend ved siden af ham få begge ben knust
af en bombe, men slap selv fra bombardementet uden fysiske mén. Hans korps
ydede en behjertet indsats sammen med bl.a. studenterkorpset, livjægerne og
matroserne, en stor og vellidt befolkningsgruppe i flådebyen København.
Andre enheder var derimod ikke meget værd; fra marinekorpset deserterede
således omkring halvdelen. Forsvaret blev også svækket af, at hæren og
flåden ikke kunne enes, og kronprinsens fravær gjorde, at der ikke var det
samme patriotiske sammenhold som i 1801. Det var en udbredt opfattelse, at
generalerne var i ledtog med fjenden. I sine erindringer hævdede en præst, at
en engelsk officer havde vist ham et kort, hvor de fattige og de mere velstående
dele af København var markeret, og at han havde sagt, at de havde fået
ordre til at sigte efter den fattige del. Regeringen kendte i øvrigt udmærket
den kritiske stemning, for den åbnede og læste posten fra hovedstaden.
Efter den tredje bombenat og Vor Frue Kirkes fald bad general Peymann
under stærkt folkeligt pres om våbenstilstand. Et døgn senere, om morgenen
den 7. september, kapitulerede København, hvad der dog også førte til protester,
bl.a. fra matroserne. Kronprinsen blev rasende, for han havde sendt en
ordre om, at byen ikke måtte overgives. Men ordren var blevet opsnappet af
briterne og nåede derfor aldrig frem. Peymann og andre officerer blev stillet
for en krigsret og dømt efter en juridisk uholdbar proces, mest fordi kronprinsen
skulle berolige Napoleon, som fandt, at Danmark havde givet op for let. De
dømte fik senere straffen nedsat eller eftergivet.
Den første reaktion i København var forsigtig. Man glædede sig over, at
rædslerne var forbi, og de britiske soldater opførte sig disciplineret og betalte
godt. Et skotsk regiment i kilt blev et populært udflugtsmål. Men da det gik op
for københavnerne, at flåden – byens og landets stolthed – skulle udleveres,
slog stemningen om. „Flåderanet“ gjorde, at englænderne blev stemplet som
en nation af tyve og røvere – noget af det værste, man dengang kunne beskylde
folk for. Digteren Jens Baggesen skrev om „den britiske fregattyv“, og en vise-
Branden i Vor Frue
Kirkes tårn blev
symbolet på KøbenhavnsBombardement.
Her dramatisk
gengivet af C.W.
Eckersberg.
Udateret, håndkoloreret
kobberstik af G.L.
Lahde efter tegning af
C.W. Eckersberg.
Tilhører Det Nationalhistoriske
Museum på
Frederiksborg.
| 13 |

København inden for
voldene var tæt bebygget
i begyndelsen
af 1800-tallet. Bombardementet
forvoldte
derfor store materielle
skader, selv om
bomber, granater og
brandraketter savnede
præcision.
Tilhører Københavns
Bymuseum.
| 14 |
forfatter i bekneb for et rim på „attenhundredsyv“ skabte den faste vending
„engelskmanden, den forbandede tyv“.
Modviljen gjaldt i høj grad kronprinsen, men kom kun sjældent på tryk på
grund af censuren. Der opstod dog også fjendtlighed mod alt, hvad der var engelsk,
eller lød til at være det. En flok amerikanske sømænd fik klø, selv om
de fortvivlet prøvede at forklare, at de ikke var englændere. Det var også typisk,
at man troede på næsten ethvert rygte om engelsk modgang, for eksempel
at kong Georg 3. eller William Congreve skulle være døde.
Krigen mod England
Fra 1807 til 1814 var Danmark allieret med Frankrig og i krig med England.
Franske og spanske tropper blev i 1808 sendt til Jylland med henblik på en in-
vasion af Skåne; Sverige var nemlig på engelsk side i krigen. Mens franskmændene
var ilde set, blev spanierne vældigt populære; de var glade for børn
og spiste øllebrød og andre sære danske retter uden at gøre vrøvl. Men fordi
de frøs, fyrede de så kraftigt i deres kvarter på Koldinghus, at slottet brændte
ned. Det var dog næppe sket, hvis ikke de danske brandvagter havde forladt
deres post i kulden
Angrebet på Skåne blev aldrig til noget, og tilmed lykkedes det den britiske
flåde at evakuere spanierne og sejle dem hjem for at de kunne deltage i
den nationale modstandskamp mod Napoleon. Den britiske flåde beherskede
helt de danske farvande; den angreb og ødelagde også flådens eneste tilbageværende
linjeskib, „Prinds Christian“, da det forsøgte at nå hjem fra Norge.
Man forsøgte så en slags guerillakrig til søs med små roede kanonbåde. De
kunne manøvrere også i vindstille og derved erobre langt større britiske skibe,
der ikke kunne komme ud af stedet. Men det var rene nålestik. Gennem hele
krigen lykkedes det briterne at nå til og fra Østersøområdet, især ved at bruge
Storebælt (som man havde opmålt omhyggeligt på hjemvejen i 1801) i stedet
for det smalle Øresund. Hver anden uge stod en flåde på flere hundrede handelsskibe,
beskyttet af orlogsskibe, gennem bæltet.
Under krigen blev 2.000 danskere og 5.000 nordmænd taget til fange og anbragt
på fængselsskibe omkring London, kaldet „prisonskibe“ eller bare „prisonen“
(med tryk på „-so“). Efter tidens forhold blev de rimelig godt behandlet, og
de fleste blev løsladt efter et eller to år, skønt nogle blev taget til fange senere
og røg tilbage i prisonen. Danmark tog omvendt nogle britiske krigsfanger og internerede
de englændere, der opholdt sig i Danmark, da krigen brød ud.
Det meste af krigen lykkedes det at forsyne Norge med fødevarer, men i
1809 og 1812-13 betød den britiske blokade af landet hungersnød i flere områder.
Disse „nødsår“ blev husket længe, og Henrik Ibsen skildrede senere de
desperate forsøg på at skaffe mad i sit digt „Terje Vigen“. I Norge begyndte
man så småt at overveje, om landet var bedre stillet uden forbindelsen med
Danmark. Nogen bred folkelig utilfredshed var der dog ikke tale om. Det var
stormagterne, der ved freden i Kiel 1814 bestemte, at Norge skulle danne en
union (med fælles konge og udenrigspolitik) med Sverige.
Der var nemlig i 1808-09 sket det, at Finland (som var en del af det svenske
rige) blev erobret af Rusland, mens russerne var allieret med Frankrig. I
1812 brød Frankrig imidlertid alliancen og angreb Rusland. Da Sverige var allierede
med briterne, endte både Sverige og Rusland på den sejrende side, og
| 15 |

| 16 |
derfor måtte Sverige opgive at genvinde Finland. Den svenske tronfølger Karl
(14.) Johan – som var Sveriges faktiske hersker, selvom han først blev konge i
1818 – besluttede i stedet at satse på at få Norge fra Danmark, som jo var på
den tabende side.
Nordmændene blev ikke spurgt og måtte acceptere beslutningen. Når den
norsk-svenske union ikke mødte særlig modstand i Norge, skyldtes det, at
landet blev friere stillet end i den gamle union med Danmark. Afgørende var
det, at der i 1814 opstod et magttomrum, hvor hverken Danmark eller Sverige
kontrollerede landet militært. Det lykkedes derfor Norge at få vedtaget den for
sin tid meget demokratiske Eidsvoll-grundlov, og den fik man (trods svensk
utilfredshed) lov til at beholde, da man gik ind i unionen.
For Danmark betød krigsudgifterne, at staten i 1813 måtte gennemføre en
pengeombytning og nedskrivning af statsobligationerne („statsbankerotten“)
for at standse den galopperende inflation. Da man tilmed i Norge tabte en god
kunde for danske landbrugsvarer, og konjunkturerne efter krigen i det hele taget
var dårlige, oplevede Danmark en økonomisk krise. Dertil kom, at der i hele
Europa efter 1815 var en stemning, der mindede om tiden umiddelbart efter 2.
Verdenskrig: man glædede sig over freden, men frygtede, at Europa efter den
blodige borgerkrig ville miste indflydelse i forholdet til Amerika og Asien.
Konsekvenser for Danmark
I 1819 skrev digteren B.S. Ingemann en sang til Dannebrog, „Vift stolt på Kodans
bølge“ (dvs. Østersøen). I en af stroferne hedder det: „Vaj stolt på indisk
kyst!“ – hvor Danmark havde kolonien Trankebar. Men i løbet af de næste 100
år overtog briterne og amerikanerne de danske kolonier, og det var forbi med
den indbringende verdenshandel. Dannebrog blev mindre synligt på havene,
og Danmark blev med digteren Poul Martin Møllers ord „et lidet, fattigt land“.
Det havde nu nok ikke hjulpet meget, at vi havde beholdt flåden. Med freden i
Europa ophørte de kolossale fortjenester, som neutraliteten havde givet i en
kort, hektisk krigsperiode.
Danmark skulle få år efter blive involveret i to krige med tyske magter, og
forløbet havde klare lighedspunkter med 1801 og 1807: en tilsyneladende sejr,
der førte til en uholdbar overvurdering af egen styrke, der igen førte til et katastrofalt
nederlag. Krigen mod slesvig-holstenerne 1848-51, der også kan
beskrives som en borgerkrig inden for det danske monarki, blev ikke vundet
militært, men fordi stormagterne valgte at støtte Danmark. Det gjorde de til
gengæld ikke, da det kom til krig med Preussen og Østrig. Nederlaget i 1864
fik lige så katastrofale konsekvenser som det mod England i 1807-14: første
gang måtte det danske monarki afstå Norge, anden gang Slesvig-Holsten.
Nederlaget i 1807-14 bidrog til at skabe en dansk mentalitet, der var påfaldende
uheroisk. Man besang det flade, danske landskab som symbol på det
lille, men fredelige land, hvis sammenhængskraft var baseret på social solidaritet
(Grundtvigs „Langt højere bjerge så vide om jord“, Oehlenschlägers
nationalsang „Der er et yndigt land“). Man glemte efterhånden, at Danmark
ikke altid havde været en fredelig småstat, men at der i århundreder før 1814
havde eksisteret et „dansk imperium“.
Krigene i 1848 og 1864 genoplivede kortvarigt patriotismen, og som i 1801
og 1807 undervurderede man både krigens alvor og modstanderens styrke.
Nederlaget og tabet af Slesvig, herunder den dansktalende del, skabte imidlertid
på ny katastrofestemning. Mange frygtede, at Danmark på længere sigt
slet ikke ville overleve som selvstændig nation. Landet havde måske nok den
ideelle størrelse, når det gjaldt social lighed og sammenhængskraft, men til
gengæld var vi som småstat magtesløse i verdenspolitikken. Fokus var nu på
danskheden (suppleret med skandinavisk samarbejde, når det gik højt), mens
der var en forbitret mistro mod alle stormagter, herunder England, som man
mente havde svigtet os ved ikke at komme til hjælp mod Preussen i 1864.
Trods de anti-tyske stemninger vendte danskerne sig derfor ikke umiddelbart
til England. En dansk politiker udtrykte meget præcist den danske holdning,
da han i en debat sagde om englænderne, at „i det mindste hader de os
ikke, som man må sige, at tyskerne hader os“. Spørgsmålet er så, hvor længe
vi blev ved med at hade englænderne?
Holdningen til England
Historikeren E.C. Werlauff oplevede både det engelske bombardement som
26-årig og nederlaget til Tyskland som 83-årig. Han hævdede kort før sin død,
at hadet mod Tyskland „ikke er så stærkt som det, hvormed man i hine syv Aar
(1807-1814) forfulgte Englænderne“. Det lyder måske mærkeligt i dag, for efter
nazismen og den tyske besættelse blev englænderne vore venner og be-
| 17 |

| 18 |
Hadet til englænderne
fremgår af denne
karikatur af Sir Lord
Popham, som var
leder af den engelske
flåde under
Københavns bombardement.
Ubekendt,
koloreret stik.
Tilhører Kort- og
Billedafdelingen,
Det Kongelige
Bibliotek.
friere, og tyskerne symbolet på alt ondt. Men meget tyder på, at Werlauff havde
ret.
I sine erindringer fortæller forfatteren Vilhelm Bergsøe, at hans far i 1807
havde fået pålagt af sin far „aldrig at glemme dette og aldrig at give en englænder
hånden“. Engang i 1840’erne fik Bergsøe i skolen bank af en kammerat,
der kom fra Dansk Vestindien og derfor (også) talte engelsk. Ham kaldte
Bergsøe nu „en engelsk tyveknægt“. Det var dengang en meget alvorlig be-
skyldning og indbragte Bergsøe et par lussinger fra skolens leder, men udtrykket
var røget ud af ham, „fordi jeg fra barn havde hørt englænderne betegnes
som ‚engelske tyveknægte‘ efter røvertoget 1807“.
Da en forfatter i 1906 betegnede nederlaget i 1864 som den største katastrofe
i Danmarks historie, protesterede økonomen Marcus Rubin, der var forfatter
til hovedværket om perioden 1807-14. Efter hans opfattelse havde 1807
været betydeligt værre, men det havde de fleste bare glemt. Det var ikke Rubins
pointe, at folk skulle begynde at hade englænderne igen. Men havde man
kunnet glemme og tilgive det, de havde gjort, burde man anlægge den samme
pragmatiske holdning over for tyskerne, altså acceptere tabet af Sønderjylland
og komme videre.
Rubin mente altså, at folk efter 1900 ikke længere nærede den samme
modvilje mod englænderne som tidligere. Mange liberale, som selv beundrede
Englands politiske og økonomiske frihed, var derimod overbevist om, at
de fleste danskere var præget af den kontinentale „kontor- og kasernementalitet“
og hverken kunne lide eller forstå de forretningsmindede englændere.
Nu findes der ikke opinionsmålinger fra den tid. Men de tyske (og franske)
kulturpåvirkninger var længe stærkest, bl.a. fordi så få danskere kunne engelsk.
De personlige og kulturelle forbindelser var også, trods al politisk
fjendtlighed, tættere med Tyskland end med England, og de blev aldrig helt afbrudt,
selv ikke efter nazisternes magtovertagelse og den tyske besættelse.
Fra 1945, da Danmark blev befriet af engelske tropper, blev danskerne derimod
stærkt engelskvenlige, og den tidligere modvilje gik i glemmebogen.
Fra 1807 til 2001:
„Verdenshistoriens første terrorbombardement?“
Angrebet på København fremkaldte en omfattende international kritik, bl.a.
fra USA's præsident Thomas Jefferson. Den gik dels på folkeretten – havde
England været berettiget til at foretage et præventivangreb mod et neutralt
land? – dels på det store antal civile ofre.
Hvad folkeretten angår, fik briterne ofte 1807 revet i næsen af rivaler og
fjender, især Frankrig og Tyskland. Briterne var ikke selv helt stolte af aktionen,
og under 1. Verdenskrig gik de så vidt som at indrømme, at angrebet
havde været en beklagelig, men enkeltstående, overtrædelse af folkeretten.
| 19 |

| 20 |
Men faktisk foretog de tidligt i 1807 en lignende (men mislykket) aktion mod den
osmanniske flåde i Konstantinopel (Istanbul), og i 1812 gik de i land i Amerika
og brændte dele af hovedstaden Washington ned, heriblandt præsidentboligen.
Under 2. Verdenskrig blev der draget sammenligninger med 1807, da briterne
sænkede den franske flåde ved basen Mers-el-Kebir i Nordafrika i 1940.
Den tyskvenlige Vichy-regering havde formelt kontrol over den ene halvdel af
Frankrig, mens tyskerne havde besat den anden. Briterne frygtede for, at flåden
skulle falde i tyskernes hænder og gav derfor franskmændene det samme
ultimatum, som man havde givet danskerne i 1807, nemlig at udlevere flåden
eller få den sænket. Da den franske admiral afviste kravet, sænkede briterne
skibene, med store franske tab til følge.
Men også fremgangsmåden, et bombardement af en by og dens civile befolkning,
blev livligt debatteret. Raketter havde i århundreder været anvendt
under slag og ved belejringer, bl.a. i Indien, hvor briterne lærte dem at kende.
Men i 1807 blev der som nævnt brugt en ny type brandraketter, opkaldt efter
opfinderen William Congreve. De havde modhager og kunne sætte sig fast i
træværket, som de derefter satte ild i. Og selvom der kun blev affyret ca. 300
af dem (under ledelse af Congreve selv), bidrog de til, at branden i byen blev så
voldsom, at den til sidst ikke kunne slukkes. Derimod slog de næppe mange
mennesker ihjel, sammenholdt med de ca. 6.000 traditionelle bomber og granater.
Den engelske politiker William Wilberforce, der samme år var manden
bag afskaffelsen af slavehandelen i det britiske kolonirige, fandt det positivt,
at raketterne skadede bygninger snarere end personer.
I dag er det almindeligt at se 1807 omtalt som „verdenshistoriens første terrorbombardement
af civile“. Noget kan der være om det, men det er alligevel en
uheldig formulering. I århundreder var byer blevet belejret og beskudt, ofte med
store civile tab, når de blev stormet. I 1760 blev Dresden udsat for et ni dage langt
preussisk bombardement, som blev en europæisk mediebegivenhed. Også her
sigtede angriberne efter et kirketårn (Kreuzkirche), som til sidst blev skudt i
brand. Skønt der ikke blev brugt brandraketter, diskuterede man også her brugen
af „uhørte“ og „uacceptable“ nye våben. For den preussiske konge Frederik
den Store som for englænderne var angrebets hensynsløshed det vigtigste,
mens han ignorerede den humanitære kritik af de ca. 50 civile dødsfald.
Det er i denne sammenhæng, Københavns bombardement skal ses. Der
var formentlig tale om det voldsomste bombardement af nogen europæisk by
før 1. Verdenskrig. Hver af de tre nætter blev der, ifølge en britisk historiker,
fyret lige så meget krudt af som i hele slaget ved Waterloo! Det ser ganske vist
ud til, at de 1.600 eller 2.000 civile ofre, der ofte omtales i historiske fremstillinger,
er en voldsom overdrivelse; nyere forskning sætter tallet til under 200.
Men det var dog stadig 10 gange så mange pr. døgn som i Dresden.
I visse henseender giver det mening at se Napoleonskrigene som et tidligt
eksempel på den totale krig – for eksempel den økonomiske krigsførelse og
masseudskrivningen af soldater. Men på andre områder er det mere rimeligt
at se krigene, og dermed 1807, som kulminationen af den førmoderne krig.
Reaktionen på rædslerne førte til en periode på 100 år, hvor krigene i Europa
stort set skånede civilbefolkningen og alene var et anliggende for soldater –
ligesom atombombernes udslettelse af Hiroshima og Nagasaki fik stormagterne
til at afstå fra brugen af dem efter 2. Verdenskrig.
Før de moderne medier
gjorde os alle til øjenvidner,
var det op til
kunstnerne at indfange
begivenhederne.
Koloreret kobberstik
af G.L. Lahde efter
tegning af
C.W. Eckersberg.
Tilhører Københavns
Bymuseum.
| 21 |

| 22 |
Efter 1945 begyndte man i Danmark at sammenligne 1807 med 2. Verdenskrigs
rædsler – København 1807 blev til „det 19. århundredes Warszawa“ eller „Danmarks
Guernica“. For indbyggerne dengang har den subjektive oplevelse af
bomber og brande sikkert været lige så rædselsvækkende som for dem, der
blev udsat for luftangreb på byer før og under 2. Verdenskrig; her er forskellen
i sprængkraft og antallet af ofre irrelevant. Men sammenligningerne kan
let opfattes som lidt usmagelige forsøg på at fremstille Danmark, der var
sluppet relativt let gennem krigen, som det første, omend nu uretfærdigt
glemte, offer for et terrorbombardement.
Også angrebet på World Trade Center i New York den 11. september 2001
gav anledning til sammenligninger med 1807. Et fællestræk var, at folk reagerede
overraskende roligt og uden panik på en uventet katastrofe, som de ikke
kunne undslippe. Dette træk er ofte blevet bemærket om 1807, og man har peget
på, at både død og brand dengang var dagligdags fænomener og integreret
i en tilværelsestolkning, hvor Guds straf kunne ramme hvem som helst når
som helst. Men reaktionen var altså den samme hos folk i New York, hvis livssyn
alt i alt har været mindre pessimistisk og mere materialistisk. Dertil kom,
at angrebet i New York, i modsætning til Københavns bombardement, kom
fuldstændig uventet og må have ligget helt uden for folks forestillingsevne.
Fælles var også, at der skabtes ikoniske billeder af byens symbolkraftige
højeste bygning indhyllet i flammer. I New York skete det som tv-billeder, der
straks gik jorden rundt. I København dannede C.W. Eckersbergs og C.A. Lorentzens
malerier grundlag for stik, der længe prydede danske hjem og mindede
både om rædslerne og om den fjende, der havde udløst dem. At gense
billederne holdt hadet til englænderne i live.
De kollektive stereotyper, som kom i brug efter 11. september („alle muslimer
er terrorister“), kan minde om de hadefulde generaliseringer om englændere
i årene efter 1807. Pointen er, at sådan tænker vi ikke længere om
englænderne. Måske kan man drage den konklusion, at fjendskab kan huskes
meget længe og endda gå i arv, men at arvefjendskaber også kan gå i glemmebogen.
Litteratur
Rasmus Glenthøj & Jens Rahbek Rasmussen, udg., „Det venskabelige
bombardement“: København 1807 som historisk begivenhed og national myte.
Museum Tusculanum, 2007.
Peter Henningsen, udg., København 1807: Belejring og bombardement.
Jyllandspostens forlag, 2007.
Dansk udenrigspolitiks historie, bd. 2. Gyldendal 2002.
Svend Cedergreen Bech, Københavns historie, bd. 3: 1728-1830. Gyldendal 1981.
Rasmus Glenthøj, På fædrelandets alter: National identitet og patriotisme hos det
danske borgerskab 1807-1814. Museum Tusculanum 2006.
Magtspillet Danmark og Napoleon. Det Kongelige Bibliotek 2006.
Lars Lindeberg, udg., Englandskrigene 1801-14. Lademann 1974.
Dan H. Andersen, „1807“, i: Rasmus Dahlberg, udg., En anden historie: ni alternative
Danmarkshistorier. Aschehoug 2001.
Rasmus Glenthøj, „Da terroren slog ned i København“, Berlingske Tidende 27.5.2003;
Thomas Oldrup, „København 1807 New York 2001“, Politiken 10.8.2004.
Kilder og tekster:
Jørn Ørum Hansen, udg., „Herre Jesu! Nu vaagner Ulykken!“: En tekstsamling om
1807 i samtid og erindring. Århus: Centrum 1983.
Skønlitteratur:
Mogens Klitgaard, De røde fjer. 1940.
Bernard Cornwell, Sharpe’s Prey. 2002..
| 23 |

Den Britiske Ambassade