Da flåden blev røvet og byen brændte ned ... - Skoletjenesten

More documents

Recommendations

Info

| 6 | delsskibene, og man hævdede princippet „frit skib giver fri ladning“, dvs. man nægtede stormagterne ret til at undersøge lasten på neutrale skibe for at se, om reglerne blev overtrådt (hvad de altså somme tider gjorde). Det kom ved et par lejligheder til skududveksling mellem danske og engelske krigsskibe. I 1800 tilsluttede Danmark sig et såkaldt „væbnet neutralitetsforbund“ sammen med Sverige og Rusland, hvorefter England sendte en flåde til København og krævede Danmarks udtræden af forbundet. Men det kunne den danske regering ikke bare gøre. Neutralitetsforbundet var blevet til på russisk initiativ, og Rusland var Danmarks „beskyttelsesmagt“, som skulle hjælpe os, hvis svenskerne prøvede at erobre Norge. Så enten tog man kampen op med den britiske flåde - selvom alle vidste, at det var en umulig opgave - eller også risikerede man repressalier fra Rusland. Danmark valgte kampen mod briterne, og i Slaget på Reden den 2. april 1801 kæmpede en overlegen, kampvant britisk flåde under admiral Horatio Nelson mod en stationær dansk forsvarslinje bestående af nogle forter og en række opankrede skibe uden master og sejl (blokskibe). Den store danske orlogsflåde (orlog=krig) blev derimod liggende i sin base på Holmen i København. Den skulle ikke udsættes for overlast, for uden den kunne man ikke beskytte landets indbringende handel. Den indædte danske modstand kom bag på Nelson, men udfaldet var givet, og han ønskede ikke unødvendige tab af sine egne folk. Derfor tilbød han efter fire en halv times kamp danskerne våbenhvile, dog under trussel om at genoptage slaget, ødelægge flåden og bombardere København. Under forhandlingerne kom meddelelsen om, at den russiske zar var blevet myrdet en uge før Slaget på Reden havde fundet sted (nyheder bevægede sig langsomt dengang). Den nye zar var i modsætning til faderen engelskvenlig, så Danmark kunne nu roligt forlade neutralitetsforbundet. Dermed havde briterne opnået det, de ønskede, København slap for at blive bombarderet, og vi beholdt flåden. I nogle år. Patriotisme og overmod Før Slaget på Reden blev der skrevet sange for at styrke modstandsviljen. Nogle var hånende, anonyme skillingsviser („Du Nelson med dit øje“), andre skrevet af kendte digtere som Jens Baggesen. Men det var især efter Slaget på Reden, at en bølge af patriotisme skyllede over landet. Det var ikke mindst Her ses linjeskibet „Indfødsretten“ under konvoj hjem fra Kap det Gode Håb med tre Kinafarere. Flådens beskyttelse af handelsskibene var en klar demonstration af den danske neutralitet. Usigneret akvarel. Tilhører Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg. studenter, intellektuelle og digtere, der blev grebet af stemningen. For dem havde de idéer om fædrelandskærlighed, der var blevet udviklet gennem 1700tallet, hermed stået deres prøve. Problemet var, at i erindringen kom slaget til at stå som jævnbyrdigt, ja, en moralsk dansk sejr. Derfor var der heller ingen frygt, da en engelsk flåde dukkede op i sommeren 1807: „Lad dem bare komme an og få børst [tæv]“, var den almindelige mening. Schack Staffeldt, en af tidens største digtere, skrev en „Danesang“ fuld af nedladenhed og hån over for englænderne: | 7 |
| 8 | „Ha, Bretland! i skændsel du dypper dit flag Urost var al længe din fane; Ad den ler selv Asias blødling i mag ad hint ler den hårdføre dane.“ Som det skulle vise sig, var dette en alvorlig fejlbedømmelse af situationen. England og Frankrig var i kamp på liv og død og kunne ikke længere acceptere neutralitet: enten var man med, eller også var man imod. Danskerne nærede en helt urealistisk tillid til forsvaret. Et højstemt digt til „fædrelandets forsvarere“ appellerede til bønderne: „Op, landmand! kast din blanke le, ombyt den med en stridbar kårde! Og lad hovmodig brite se at også du kan kriger vorde!“ Disse linjer er ganske afslørende. I virkeligheden bestod det såkaldte landeværn af dårligt udstyrede og uddannede amatørsoldater, og i det eneste egentlige slag uden for København, „Træskoslaget ved Køge“, stod de over for professionelle, kampvante britiske tropper, som vandt en let sejr. „Som en lus mellem to negle“ I begyndelsen af 1807 beherskede den franske kejser Napoleon det europæiske fastland, mens England var herre på havet, efter at Nelson i 1805 havde knust den franske flåde ved Trafalgar i Sydspanien. I juli skete der imidlertid det uventede, at Rusland sluttede fred og indgik en alliance med Frankrig. Snart gik der rygter om, at de to magter ville lægge pres på de neutrale stater, deriblandt Danmark, for at få dem til at slutte sig til Napoleons såkaldte „fastlandsspærring“. Krigen var ikke blot militær, men også økonomisk. Fastlandsspærringen skulle blokere eksporten af engelske varer til kontinentet og ruinere landet, så det ikke længere kunne føre krig. England forbød til gengæld neutrale skibe at anløbe de blokerede havne. Danmark ønskede at bevare neutraliteten, men stemningen var nærmest anti-fransk. Udenrigsminister Christian Bernstorff betragtede Napoleon som en tyran, der holdt Europas stater som slaver. Når briterne fik et andet indtryk, var det fordi danskerne ustandseligt brokkede sig over krænkelser af neutraliteten. Danskerne betragtede disse klager som rutinemæssige diplomatiske protester, men resultatet blev, at briterne begyndte at betragte danskerne som „uvenlige“ – måske endda franskvenlige. Samtidig fortalte en engelsk rapport, at danskerne var begyndt at udruste flåden. Det havde intet på sig, men den pressede britiske regering turde ikke tage nogen chancer. Kom den danske flåde under fransk kontrol, kunne den blokere adgangen til Østersøen. Det ville ramme ikke alene den britiske eksport, men også importen af varer, som var livsvigtige for flåden: hamp til reb og tovværk, hør til skibssejl og jern til blandt andet kanoner. Desuden frygtede de britiske politikere, at Napoleon og hans allierede var begyndt at tvivle på Englands evne og vilje til at vinde krigen. Det kunne forklare, hvorfor den russiske zar Alexander havde skiftet side. Man kunne demonstrere handlekraft ved at sikre sig de danske krigsskibe ved en kommandoaktion. I august stod en britisk flåde uantastet ind i Øresund, og 30.000 mand blev landsat. Danmark stod nu i et dilemma, for uanset hvilken stormagt man valgte – eller blev tvunget til – at støtte, var staten truet af splittelse. Gik man sammen med franskmændene, ville briternes sømagt afskære forbindelsen til Norge. Imidlertid var Norge afhængig af kornimport, og uden den ville hungersnød kunne føre til social og politisk uro. Hvis svenskerne angreb Norge, kunne Danmark heller ikke sende forstærkninger. Alt dette kunne man undgå ved en alliance med briterne, men så ville franskmændene til gengæld besætte Slesvig-Holsten og Jylland. I juli 1807 blev Frankrig opfattet som en større trussel end England, blandt andet fordi landet var allieret med Rusland. Derfor stod hovedparten af den danske hær ved sydgrænsen. De 30-40.000 soldater kunne næppe have stoppet et fransk angreb. Men deres opstilling viste, at Danmark var parat til at forsvare sin neutralitet, og hvem man betragtede som den mest sandsynlige fjende. Med hæren i Holsten var også den sindssyge konge Christian 7. og landets egentlige regent, kronprins Frederik (den senere Frederik 6.). Efter landgangen på Sjælland dukkede en britisk gesandt op i Kiel og præsenterede regeringen for et ultimatum: enten blev den danske flåde overgivet til briterne, eller også ville man simpelthen tage den. Dette fremstilles ofte som helt enestående og uhørt, men andre lande blev stillet over for lignende krav. En rus- | 9 |
Page 1 and 2: Da flåden blev røvet og byen bræ
Page 3: | 4 | Ved nytår 1807 kunne Danmark
Page 7 and 8: | 12 | så tårnet synke ind i tår
Page 9 and 10: | 16 | derfor måtte Sverige opgive
Page 11 and 12: | 20 | Men faktisk foretog de tidli
Page 13: Den Britiske Ambassade

Da flåden blev røvet og byen brændte ned ... - Skoletjenesten

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?