Bryd morsekoden - Tele

More documents

Recommendations

Info

Fra morsekode til world wide web Forestil dig en verden uden internet og mail. Det er næsten helt utænkeligt i vore dage. Vi er dybt afhængige af, at vores kommunikation med omverdenen virker. Men vi skal faktisk kun skrue tiden 40 år tilbage, da man første gang brugte trådløs kommunikation – nemlig tilbage til telegrafisternes tid. De dér seje mennesker, der kunne et eller andet med deres hænder. Efteråret har i høj grad været præget af fremtidsvisioner hos TELE-POST. Først havde vi konferencen i Katuaq, hvor det var muligt, at få en smagsprøve på fremtidens teknologiske udvikling. Dernæst ankom søkablet, som jo skal sikre Grønland et hurtigere og bedre internet. Man kan godt blive helt overvældet af alle de store fremtidsvisioner. Der er ikke 10 Online nr. 3 • 008 grænser for hvad vi kan i fremtiden. Men for lige at komme ned på jorden igen, vil vi nu tage dig med på en rejse tilbage i tiden til dengang, hvor telefon, faxmaskiner, mail og internet alt sammen var noget, der lå langt ude i fremtiden. Girl power – og lidt mandehørm I TELEs hovedbygning sidder Ane Katrine Laugesen. En af de første kvindelige telegrafister, der fik det udvidede store telegrafist-certifikat. Ane Katrine blev uddannet som telegrafist i 1975 sammen med Peter Lyberth og året efter fulgte Johannes Møller med. Ane Katrine fik det store certifikat, så hun også kunne fungere som censor for den kommende generation af telegrafister. Der var nogle få kvindelige ansatte, der fungerede som telegrafister, idet de både kunne modtage Fra venstre mod højre: Peter Lyberth, Ane Katrine Laugesen og Johannes Møller, i selskab med Ane Katrines hjemmelavede morsenøgle. når først rytmen ligger i hænderne er det som at lære at cykle; man glemmer det aldrig ... og sende morse, men Ane Katrine var en af de rigtige seje – med girl power, som tog uddannelsen bl.a. i Kastrup. Vi har sat dem stævne for at få dem til at fortælle om dengang verden endnu var ung og uskyldig. Vi var jo unge og singler, og så kunne vi aflaste lidt, så de garvede morsere kunne komme hjem til deres kære og holde jul
det er ikke svært at forestille sig, at der gik spøgelser rundt ... Ane Katrine fortæller: ”Uddannelsen som telegrafist tog 2 år, alt i alt 5 år inklusiv teleelev. Jeg valgte at blive telegrafist, fordi det var dét, der dengang var mest spændende. Der skete altid noget i telestationerne, og der var ikke to dage, der var ens.” Mens Peter efter endt uddannelse blev udstationeret i Sisimiut, blev Ane Katrine udstationeret som vikar i Tasiilaq, der dengang kun havde morsen som en eneste kommunikation udadtil (bortset fra lokaltelefoni). Johannes blev efter sin uddannelse udstationeret i Aasiaat. Johannes’ far Både Peter og Ane Katrine begynder at grine, da vi spørger ind til Johannes’ historie: ”Ja, det ligger i generne, at jeg skulle blive telegrafist, klukker Johannes. De andre ler og bryder ind ”Ja, Johannes’ far var den hurtigste morser vi nogensinde har mødt. Han kunne noget, vi andre ikke kunne og aldrig har lært, han kunne høre radioavisen blive morset, gå ud i køkkenet og sætte kaffe over – di-di-daa-daa-di – komme tilbage igen, med morsetegnene gemt i hovedet, og morse videre, også selvom resten af transmissionen blev sendt. Og han missede ikke en eneste prik eller streg. Det er da en bedrift, er det ikke?”. De fortæller videre, at Johannes selv var en utrolig dygtig og hurtig morser med en usædvanlig god sans for rytme. Og det er sjovt at tænke på, at ham, der i sin tid oplærte Johannes, var ”utrolig dårlig” til at morse. Men omvendt var Johannes’ lærer meget imponeret over grønlænderes evne til at fange <strong>morsekoden</strong> – de var meget mere ”trommedans-rytmiske” og hurtigere til at lære, end deres tilkaldte medmorsere. morseskader og lange tynde mænd De tre garvede telegrafister fortæller også, at de led af morseskade – ikke at forveksle med nutidens museskade. Når de gik ude i byen og kiggede vejskilte kom det prompte: Daa-di-di-daa-daa-di og de læste simpelthen op hvad vejene hed i morse ... Det blev til en yndet sport at kunne læse vejnavnene op først. Håndleddene kunne også blive meget ømme af alt det morseri, så ”Senegal” var ikke et land i Afrika, men simpelthen morsekrampe. Med lidt stjerner i øjnene fortæller Ane Katrine også om Jesper, som hun morsede rigtig meget med. ”Man får jo sådan en forestilling om personen, der sidder i den anden ende af morsenøglen, og man bliver jo lige som venner, og jeg havde en helt klar forestilling om, hvordan Jesper måtte se ud, men jeg må sige, at det var vildt underligt og en smule komisk at se personen bag. I min forestilling var han en lille tæt mand, men da jeg mødte den her lange tynde fyr første gang blev jeg smule forskrækket”. Ane Katrine ler videre og fortæller: ”Han gav mig en hjemmelavet morsenøgle”, og man kan ikke lade være med at spekulere lidt på om der var små uskyldige hjerter imellem alle stregerne og prikkerne, når de to morsede sammen. ”Man kunne også høre på andre morsere, om de havde en dårlig dag”, siger de tre samstemmende, og ikke mindst kunne man høre, hvem der morsede. ”Alle havde en helt speciel rytme og måde at morse på, så man vidste altid, hvem der sad bag nøglen.” de mørke nætter som elev, og andre falbelader Både Johannes, Peter og Ane Katrine tog tit både weekend-, natte-, og ikke mindst julevagter, da de var elever. ”Vi var jo unge og singler, og så kunne vi aflaste lidt, så de garvede morsere kunne komme hjem til deres kære og holde jul”, fortæller de. Men de fortæller også om lange ensomme vinternætter alene, i en telestation i mørke: ”Det er ikke svært at forestille sig, at der gik spøgelser rundt, og man blev nogle gange en smule bange,” fortæller Ane Katrine. ”Især når vi skulle ud og lave vejrmålinger midt om natten, kunne det godt blive lidt uhyggeligt, når man var helt alene dér i mørket.” Peter bryder ind og fortæller ”Jeg mødte engang på arbejde d. 21. december og fik fri d. 23. december, det var lidt hårdt, men så var alle juletelegrammerne også blevet afleveret”. ”Da jeg skulle eksamineres, skulle jeg op i morseforkortelser. ”QRL” betød f.eks. ”jeg er optaget” og man kan ikke lade være med at drage en parallel til nutidens forkortelser, som f.eks. *S*, *G*, som letter skrivehastigheden, når man skriver digitalt,” fortæller Johannes.” Det har ikke været svært for de tre garvede morsere at omstille sig til et liv uden morsenøglen. ”Det har været en skøn tid, og omstillingen fra at være garvede morsere til deres stillinger i dag, har været uproblematisk. Det var da lidt sørgeligt da telestationen i 1999 blev nedtaget, og store gravkøer rev det hele ned, men nu var det jo en ny tid, en ny æra, der begyndte. Og andre spændende udfordringer ventede på os i TELEs regi. Med computere, internet og søkabler og satellitter der kredser omkring vores klode, og sørger for kommunikation i dag.”, siger de. (Fortsættes s. 12) <strong>Tele</strong>grafister anno 1975: Fra venstre Rene Th. Høegh, Julius Olsen, Ane Katrine Laugesen, Marie Ostermann, Peter Lyberth og Hans Ottosen. Online nr. 3 • 008 11
Page 1 and 2: Stemmen bag frk. Klokken s. 4 Fra m
Page 3 and 4: Gør aataa mobil En kunde i TELE-PO
Page 5 and 6: indleveringsfrister for julepost me
Page 7 and 8: i en travl hverdag med blandt andet
Page 9: Toldbehandling af postpakker fra Da
Page 13 and 14: Søkablet er landet! Søkablet Gree
Page 15 and 16: Under oplæringen var der hele tide
Page 17 and 18: Juleshop fra din computer undgå at
Page 19: Vind 10.000 kr. I løbet af 2008 ha

Bryd morsekoden - Tele

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?