MARS: koloni eller laboratorium? - Horsens HF og VUC

En tegning af Mars
Odyssey i kredsløb
omkring Mars.
Billedet i baggrunden
viser Meridiani Planum
– området, hvor den
ene af de nye robotrovere
skal landsættes.
4
aktuel ASTRONOMI – SOMMER NR. 3/03
Illustration: NASA / JPL
MARS:
Foto: NASA
koloni eller
laboratorium?
Science fiction-folk og rumforskere er enige: Mars vil blive
koloniseret i nær fremtid. Et af de store dilemmaer er, om
vi skal omforme den røde planet til den lune og våde verden,
den engang var. Eller om vi skal ”nøjes” med at lede efter
små forstenede Marsmikrober – det endegyldige bevis på,
at liv kan og vil opstå overalt, og at vi ikke er alene!
Af Jens J. Kjærgaard
Rester efter tidligere
tiders mulige kildevæld
på Mars.

Det er børnelærdom, at Mars har været kold,
knastør og død i æoner. Men nu er der fundet
troværdige vidnesbyrd om, at den rustrøde
planet har været lun og våd for ganske nylig,
hvis vi bruger geologernes kalender – og måske
var den vrimlende fuld af liv. Den amerikanske
sonde Mars Odyssey har registreret tykke
lag af is i et område nær planetens sydpol.
Ja, der er formentlig mægtigere forekomster
af is under ørkensandet, altså vand i overflod
til flokke af opdagelsesrejsende og kolonister
fra Jorden. Der skulle angiveligt være nok
til at forvandle Mars til et soppebassin. Det er
også muligt, at der kan findes ukendte livsformer
i dvaletilstand, slumrende plantekim
og lynfrosne mikrober i revner og sprækker
under permafrosten. Hvem ved – der kan
endda være perkolerende kildevæld, et skjult
system af forbundne kar dybt nede i klippebunden.
Det er en tanke, som for alvor slog rod,
mens forskere skændtes om besynderlige spor
i den kartoffelformede meteorit ALH 84001,
der for en snes år siden blev fundet på blå is i
Antarktis. Den er med garanti fra Mars. Formentlig
er den sendt på fjernrejse i rummet
ved en dampeksplosion, da en meteorit slog
ned derude. Der er gode gæt på både tid og
sted.
Landnam på Mars
Mange venter i spænding på resultaterne fra
de ”selvtænkende” robotbiler, som i 2004 vil
trille rundt på Mars. Det er køretøjer med
danske instrumenter – og angiveligt mere
kløgtige end forgængeren Sojourner, der ankom
med Pathfinder i 1997. Men appetitten
vokser, mens vi spiser – og der er formentlig
bemandede ekspeditioner på vej til Mars inden
2015.
Rumforskerne har set på 155 områder, der
kan fortælle os om vandets historie på Mars.
Og valget er truffet med omhu. Den ene robotrover
landsættes ved Gusev-krateret 15 grader
syd for Mars’ ækvator, hvor et tørt flodleje
tyder på, at der for længe siden var et sølandskab.
Den anden skal arbejde i Meridiani Planum,
der ligger ca. to grader syd for ækvator,
halvvejs rundt om planeten i forhold til Gusev.
Drømmen om kolonier på Mars kan opfyldes
noget billigere, end vi forestiller os. Set
med vore øjne er de arktiske landskaber i
Grønland, Alaska og Canada golde ødemarker,
men for de gamle fangerfolk var det herlige
jagtmarker. I 1800-tallet sendte den britiske
flåde flotiller til Ishavet for at finde vej
gennem Nordvestpassagen – tungt lastet med
kul til kedlerne og masser af proviant, for der
var jo risiko for at fryse inde i halve eller hele
år. Alt imens rejste små flokke af pelsjægere
frit omkring på Nordkalotten, uden stor bagage.
De kørte hundeslæde som inuitterne,
og de lærte meget mere end de tungtlastede
maritime videnskabsfolk. Vi bør tage ved lære
af fangerne.
Blandt de ivrigste fortalere for grundig udforskning
og landnam på Mars er de amerikanske
forskere Jeffrey S. Kargel og Robert
Strom fra Flagstaff i Arizona.
Jeffrey Kargel udgiver i nær fremtid ”Mars
– A Warmer, Wetter Planet” i en populærvidenskabelig
serie af astronomiske bøger fra
Springer Praxis. Forordet er skrevet af astronauten
Jack Schmitt, sidste mand på Månen
med Apollo 17 og ekssenator i den amerikanske
kongres. Han har i øvrigt besøgt Danmark
– og Tycho Brahe Planetarium. Kargels fagfælle
Strom er ikke med på titelbladet, men
han har selv en bog undervejs fra samme
forlag. Det er ”Exploring Mercury”, et værk
om den skoldede jernplanet, som kredser tæt
på Solen.
Terraformning
De pludselige klimaskift på Mars giver stof
til eftertanke. Hvad var det, som førte til, at
vandet forsvandt – eller rettere gik under
jorden? De tre-fire kilometer tykke, snavsede
iskapper i de polare områder kan tjene som
en Rosetta-sten, der vidner om udsving i den
nære fortid. Akkurat som boreprøver i den
grønlandske indlandsis fortæller om begivenheder
på vores egen klode, Jorden.
Temperaturforandringerne på Mars kan
være forårsaget af syndfloder, af vulkanske
udbrud, af globale støvstorme og store meteoritfald,
for ikke at tale om cykliske ændringer
i planetens rokkende rejse i en foranderlig,
elliptisk bane omkring en Sol, der somme
tider skruer ned for blusset. Vores Solsystem
er ikke helt så stabilt, som vi tror. Det fungerer
ikke forudsigeligt som et urværk.
Jeffrey Kargel spørger sig selv og læserne:
Kan de første mennesker på Mars igangsætte
en kæde af forandringer, der får planeten til
at grønnes – og blive våd og lun, som den formentlig
var i fortiden. Det er en proces, der i
fagsprog kaldes terraformning. Så absolut et
ingeniørprojekt af ufattelige dimensioner. Det
er ikke helt umuligt at skabe en ny verden,
men måske skulle vi lade være – og lade Mars
forblive ødemark, akkurat som den er nu.
Kan vi forsvare at tæmme og forvandle den
røde planet til et DisneyMars?
Foto: NASA
Foto: NASA Johnson Space Center
Forskerne debatterer
stadig, om der findes
spor af fossilt liv i Marsmeteoritten
ALH 84001.
Sådan kunne terraformning af Mars foregå.
Øverst (i år 2200): Atmosfæren er stadig lyserød.
Primitive algetyper (lichener) importeret fra Jorden
trives (øverst til højre).
Nederst ses samme område i år 2400: Den store
forskel er nu, at atmosfæren helt har skiftet farve.
Se fortsættelse side 7.
aktuel ASTRONOMI – SOMMER NR. 3/03 5

Gusev-krateret på Mars.
Det marsiske
drivhus i Arizonas
ørken: Biosphere II.
Marskort fra romanserien
Red Mars, Green Mars,
Blue Mars.
6 aktuel ASTRONOMI – SOMMER NR. 3/03
Illustration: Frans Blok
Måske er vi ved at ødelægge Jorden, vores
oase i verdensrummet, og hvad kan der ikke
ske på Mars? En terraformet planet er bogstavelig
talt et kontrolleret miljø, hvor alt vildt,
eksotisk, fjendtligt og farligt er luget bort.
Kort sagt, vi risikerer at skabe en fattig verden.
Romanserie
Dilemmaet skildres i romanform i den glimrende
romanserie ”Red Mars”, ”Green Mars”
og ”Blue Mars”, forfattet af Kim Stanley Robinson.
Nogle af hans kolonister samles i en udenjordisk
version af miljøorganisationen Greenpeace,
kald dem blot Redpeace: De vil leve i
harmoni med et totalfredet ørkenland, mens
en modsat og lige så entusiastisk fløj vil lade
regnen strømme i områder, der har været
golde i årtusinder, og plante parker omkring
Solsystemets mægtigste bjerg, den 27 kilometer
høje skjoldvulkan Olympus Mons.
Robinson skriver science fiction i en skrabet,
nøgtern stil. Det er overbevisende og tro-
Foto: John A. Vink

værdig prosa om erobringen af Mars. Læsere,
der sætter pris på rabalderhistorierne om
John Carters eventyr som øverste krigsherre,
skuffes fælt. Virkelighedens Mars er jo ikke
det Barsoom med grønne mænd og røde og
hvide prinsesser, som sprang ud af Tarzanforfatteren
Edgar Rice Borroughs løbske fantasi.
Trilogien roses af den gamle mester Arthur
C. Clarke som den bedste skønlitteratur om
den uafvendelige bosættelse på Mars. Man
skulle tro, at Robinson råder over en tidsmaskine
og er vendt tilbage fra fremtiden for at
fortælle, hvordan det hele vil gå til: 100 ingeniører
og forskere udvalgt ved skrappe optagelsesprøver
på Sydpolen lander på Mars i
2027. De tager fat på opgaven. I hælene på dem
følger beduiner, kinesere og ikke-autoriserede
vesterlændinge, der har deres egne ideer
– og nærer ønskedrømme om at forvandle
ødemarken til vor tids sidestykke til det lovløse
vilde Vesten, et grænseland uden paragraffer.
Let er det ikke, men Mars bliver en
ny verden. Det lykkes efter blodige konflikter
med moder Jord, som ikke vil slippe tøjlerne.
Det er plausibelt. For 200 år siden ville den
engelske monark George III ikke give Amerika
friheden.
Atmosfære og Marsmænd
I filmen ”Total Recall” fra 1990 saboteres en
koloni, til dels befolket af stråleskadede mutanter.
Men da de livsvigtige maskiner går i
stå, kommer Arnold Schwarzenegger heldigvis
til og trykker på en knap, der aktiverer et
hemmeligt mirakelværk bygget af de forsvundne,
oprindelige Marsbeboere. I løbet
af ingen tid har planeten atter fået en tæt
atmosfære, så mennesker kan færdes i det fri
uden iltmaske. Det er action. Det er buldervås.
Ifølge Arthur C. Clarkes tredje lov kan
en tilpas avanceret teknologi sammenlignes
med ren magi. Men Mars kan ikke få så meget
luft ved et slag med en tryllestav. Det er muligt
at genskabe en atmosfære. Men det sker
ikke på sekunder. Det vil vare århundreder,
snarere årtusinder.
Hvordan ser en Marsmand ud? Kik i spejlet.
Han har ikke følehorn i panden. Han er ikke
grøn i huden. Han ligner os. Han er måske
nær familie. Et barnebarn, et oldebarn. Mars
vil i meget nær fremtid blive koloniseret af
folk fra Jorden. Tiptiptipfamilien vil vokse
sig en del højere end os. Det er en naturlig
følge af den lavere tyngdekraft. Klitroser og
bjergfyr udplantet derude må vel også ranke
sig. De tilpasser sig de nye biotoper.
Borebisser, drivhuse og mikrober
Med de første raketskibe ankommer en håndfuld
aerologer og exobiologer med videnskabelige
instrumenter i bagagen. Det er pionerer
og spejdere, som skal bane vejen i et forjættet
land, der med garanti ikke flyder med mælk
og honning. Derpå lander fremtidens ”borebisser”,
som bygger bopladser til emigranter,
der er indstillet på at leve som hulemennesker,
mens den barske natur tæmmes. Deres landsbyer
vil minde om militærlejre, en krans af
barakker forbundet med et netværk af tunneler.
Langt senere rejses marsiske drivhuse i
jætteformat – kopier af det lukkede bofællesskab
Biosphere II i Arizonas ørken. Friluftsliv
på Mars er udelukket. Planeten er midt i
en istid. Atmosfæren er tynd og iltfattig. Lufttrykket
er målt til syv millibar. Toppen af
vort jordiske Mount Everest er et paradis i
sammenligning med den luneste ækvatoriale
plet på Mars.
Jamen hvorfor længes så mange jordboere
da efter en rejse til Mars, ikke nødvendigvis
med returbillet? Vi kan ikke give et fyldestgørende
svar. Bjerge bestiges, fordi de ligger,
hvor de ligger. Og Mars er andet og mere end
et bjerg. Planeten er arnested for drømme og
fantasier. Fundet af den mindste forstenede
marsiske mikrobe vil være et fuldgyldigt bevis
på, at liv kan og vil opstå overalt – i mangfoldige
former og skikkelser, som vi ikke har
fantasi til at forestille os. Derude kan vi måske
få et endegyldigt svar på det store spørgsmål:
Er mennesket alene i universet?
Ny renæssance
Den gamle forsker og science fiction-forfatter
Arthur C. Clarke har visioner om en ny guldalder,
en herlig fremtid, hvor civilisationens
fakkel er overtaget af Marsfolket. Han er aldeles
sikker på, at menneskeheden vil stagnere
og visne, hvis vi vender ryggen til verdensrummet.
Historien kan lære os, at alle kulturer visner
og går i forfald. Jordens allerførste byer er
skjult af meterhøje, tussegamle klitter. Kunne
de stolte mennesker i Ur og Babylon forestille
sig New York og London? Næppe, lige så lidt
som vi kan beskrive de citadeller, som vore
fjerne efterkommere vil bygge i solskinnet
på Merkur og i mørket på Pluto.
Vi står på tærsklen til en ny renæssance,
siger Arthur C. Clarke. For vore børn kan
Månen blive, hvad Amerika var for århundreder
siden. En verden med farer, løfter og
muligheder. Mars er også inden for rækkevidde.
Grib!
Den gamle mester, science
fiction-forfatteren Arthur
C. Clark, som i bogen
The Snows of Olympus
har leget med tanken
om terraformning
af Mars.
Illustrationer: Fra A.C. Clarke ”The Snows of Olympus”
Øverst: Den terraformede Mars i år 2500. Småsøer
er opstået. Men de er frosset til det meste af året.
Nederst: I år 2700 har dybtgående ændringer
af den tidligere helt livløse planet fundet sted.
Nu trives fyrretræer mellem søerne, der om sommeren
giver plads for vegetation langs bredderne.
aktuel ASTRONOMI – SOMMER NR. 3/03 7