MARS: koloni eller laboratorium? - Horsens HF og VUC

værdig prosa om erobringen af Mars. Læsere,
der sætter pris på rabalderhistorierne om
John Carters eventyr som øverste krigsherre,
skuffes fælt. Virkelighedens Mars er jo ikke
det Barsoom med grønne mænd og røde og
hvide prinsesser, som sprang ud af Tarzanforfatteren
Edgar Rice Borroughs løbske fantasi.
Trilogien roses af den gamle mester Arthur
C. Clarke som den bedste skønlitteratur om
den uafvendelige bosættelse på Mars. Man
skulle tro, at Robinson råder over en tidsmaskine
og er vendt tilbage fra fremtiden for at
fortælle, hvordan det hele vil gå til: 100 ingeniører
og forskere udvalgt ved skrappe optagelsesprøver
på Sydpolen lander på Mars i
2027. De tager fat på opgaven. I hælene på dem
følger beduiner, kinesere og ikke-autoriserede
vesterlændinge, der har deres egne ideer
– og nærer ønskedrømme om at forvandle
ødemarken til vor tids sidestykke til det lovløse
vilde Vesten, et grænseland uden paragraffer.
Let er det ikke, men Mars bliver en
ny verden. Det lykkes efter blodige konflikter
med moder Jord, som ikke vil slippe tøjlerne.
Det er plausibelt. For 200 år siden ville den
engelske monark George III ikke give Amerika
friheden.
Atmosfære og Marsmænd
I filmen ”Total Recall” fra 1990 saboteres en
koloni, til dels befolket af stråleskadede mutanter.
Men da de livsvigtige maskiner går i
stå, kommer Arnold Schwarzenegger heldigvis
til og trykker på en knap, der aktiverer et
hemmeligt mirakelværk bygget af de forsvundne,
oprindelige Marsbeboere. I løbet
af ingen tid har planeten atter fået en tæt
atmosfære, så mennesker kan færdes i det fri
uden iltmaske. Det er action. Det er buldervås.
Ifølge Arthur C. Clarkes tredje lov kan
en tilpas avanceret teknologi sammenlignes
med ren magi. Men Mars kan ikke få så meget
luft ved et slag med en tryllestav. Det er muligt
at genskabe en atmosfære. Men det sker
ikke på sekunder. Det vil vare århundreder,
snarere årtusinder.
Hvordan ser en Marsmand ud? Kik i spejlet.
Han har ikke følehorn i panden. Han er ikke
grøn i huden. Han ligner os. Han er måske
nær familie. Et barnebarn, et oldebarn. Mars
vil i meget nær fremtid blive koloniseret af
folk fra Jorden. Tiptiptipfamilien vil vokse
sig en del højere end os. Det er en naturlig
følge af den lavere tyngdekraft. Klitroser og
bjergfyr udplantet derude må vel også ranke
sig. De tilpasser sig de nye biotoper.
Borebisser, drivhuse og mikrober
Med de første raketskibe ankommer en håndfuld
aerologer og exobiologer med videnskabelige
instrumenter i bagagen. Det er pionerer
og spejdere, som skal bane vejen i et forjættet
land, der med garanti ikke flyder med mælk
og honning. Derpå lander fremtidens ”borebisser”,
som bygger bopladser til emigranter,
der er indstillet på at leve som hulemennesker,
mens den barske natur tæmmes. Deres landsbyer
vil minde om militærlejre, en krans af
barakker forbundet med et netværk af tunneler.
Langt senere rejses marsiske drivhuse i
jætteformat – kopier af det lukkede bofællesskab
Biosphere II i Arizonas ørken. Friluftsliv
på Mars er udelukket. Planeten er midt i
en istid. Atmosfæren er tynd og iltfattig. Lufttrykket
er målt til syv millibar. Toppen af
vort jordiske Mount Everest er et paradis i
sammenligning med den luneste ækvatoriale
plet på Mars.
Jamen hvorfor længes så mange jordboere
da efter en rejse til Mars, ikke nødvendigvis
med returbillet? Vi kan ikke give et fyldestgørende
svar. Bjerge bestiges, fordi de ligger,
hvor de ligger. Og Mars er andet og mere end
et bjerg. Planeten er arnested for drømme og
fantasier. Fundet af den mindste forstenede
marsiske mikrobe vil være et fuldgyldigt bevis
på, at liv kan og vil opstå overalt – i mangfoldige
former og skikkelser, som vi ikke har
fantasi til at forestille os. Derude kan vi måske
få et endegyldigt svar på det store spørgsmål:
Er mennesket alene i universet?
Ny renæssance
Den gamle forsker og science fiction-forfatter
Arthur C. Clarke har visioner om en ny guldalder,
en herlig fremtid, hvor civilisationens
fakkel er overtaget af Marsfolket. Han er aldeles
sikker på, at menneskeheden vil stagnere
og visne, hvis vi vender ryggen til verdensrummet.
Historien kan lære os, at alle kulturer visner
og går i forfald. Jordens allerførste byer er
skjult af meterhøje, tussegamle klitter. Kunne
de stolte mennesker i Ur og Babylon forestille
sig New York og London? Næppe, lige så lidt
som vi kan beskrive de citadeller, som vore
fjerne efterkommere vil bygge i solskinnet
på Merkur og i mørket på Pluto.
Vi står på tærsklen til en ny renæssance,
siger Arthur C. Clarke. For vore børn kan
Månen blive, hvad Amerika var for århundreder
siden. En verden med farer, løfter og
muligheder. Mars er også inden for rækkevidde.
Grib!
Den gamle mester, science
fiction-forfatteren Arthur
C. Clark, som i bogen
The Snows of Olympus
har leget med tanken
om terraformning
af Mars.
Illustrationer: Fra A.C. Clarke ”The Snows of Olympus”
Øverst: Den terraformede Mars i år 2500. Småsøer
er opstået. Men de er frosset til det meste af året.
Nederst: I år 2700 har dybtgående ændringer
af den tidligere helt livløse planet fundet sted.
Nu trives fyrretræer mellem søerne, der om sommeren
giver plads for vegetation langs bredderne.
aktuel ASTRONOMI – SOMMER NR. 3/03 7