MARS: koloni eller laboratorium? - Horsens HF og VUC

Det er børnelærdom, at Mars har været kold,
knastør og død i æoner. Men nu er der fundet
troværdige vidnesbyrd om, at den rustrøde
planet har været lun og våd for ganske nylig,
hvis vi bruger geologernes kalender – og måske
var den vrimlende fuld af liv. Den amerikanske
sonde Mars Odyssey har registreret tykke
lag af is i et område nær planetens sydpol.
Ja, der er formentlig mægtigere forekomster
af is under ørkensandet, altså vand i overflod
til flokke af opdagelsesrejsende og kolonister
fra Jorden. Der skulle angiveligt være nok
til at forvandle Mars til et soppebassin. Det er
også muligt, at der kan findes ukendte livsformer
i dvaletilstand, slumrende plantekim
og lynfrosne mikrober i revner og sprækker
under permafrosten. Hvem ved – der kan
endda være perkolerende kildevæld, et skjult
system af forbundne kar dybt nede i klippebunden.
Det er en tanke, som for alvor slog rod,
mens forskere skændtes om besynderlige spor
i den kartoffelformede meteorit ALH 84001,
der for en snes år siden blev fundet på blå is i
Antarktis. Den er med garanti fra Mars. Formentlig
er den sendt på fjernrejse i rummet
ved en dampeksplosion, da en meteorit slog
ned derude. Der er gode gæt på både tid og
sted.
Landnam på Mars
Mange venter i spænding på resultaterne fra
de ”selvtænkende” robotbiler, som i 2004 vil
trille rundt på Mars. Det er køretøjer med
danske instrumenter – og angiveligt mere
kløgtige end forgængeren Sojourner, der ankom
med Pathfinder i 1997. Men appetitten
vokser, mens vi spiser – og der er formentlig
bemandede ekspeditioner på vej til Mars inden
2015.
Rumforskerne har set på 155 områder, der
kan fortælle os om vandets historie på Mars.
Og valget er truffet med omhu. Den ene robotrover
landsættes ved Gusev-krateret 15 grader
syd for Mars’ ækvator, hvor et tørt flodleje
tyder på, at der for længe siden var et sølandskab.
Den anden skal arbejde i Meridiani Planum,
der ligger ca. to grader syd for ækvator,
halvvejs rundt om planeten i forhold til Gusev.
Drømmen om kolonier på Mars kan opfyldes
noget billigere, end vi forestiller os. Set
med vore øjne er de arktiske landskaber i
Grønland, Alaska og Canada golde ødemarker,
men for de gamle fangerfolk var det herlige
jagtmarker. I 1800-tallet sendte den britiske
flåde flotiller til Ishavet for at finde vej
gennem Nordvestpassagen – tungt lastet med
kul til kedlerne og masser af proviant, for der
var jo risiko for at fryse inde i halve eller hele
år. Alt imens rejste små flokke af pelsjægere
frit omkring på Nordkalotten, uden stor bagage.
De kørte hundeslæde som inuitterne,
og de lærte meget mere end de tungtlastede
maritime videnskabsfolk. Vi bør tage ved lære
af fangerne.
Blandt de ivrigste fortalere for grundig udforskning
og landnam på Mars er de amerikanske
forskere Jeffrey S. Kargel og Robert
Strom fra Flagstaff i Arizona.
Jeffrey Kargel udgiver i nær fremtid ”Mars
– A Warmer, Wetter Planet” i en populærvidenskabelig
serie af astronomiske bøger fra
Springer Praxis. Forordet er skrevet af astronauten
Jack Schmitt, sidste mand på Månen
med Apollo 17 og ekssenator i den amerikanske
kongres. Han har i øvrigt besøgt Danmark
– og Tycho Brahe Planetarium. Kargels fagfælle
Strom er ikke med på titelbladet, men
han har selv en bog undervejs fra samme
forlag. Det er ”Exploring Mercury”, et værk
om den skoldede jernplanet, som kredser tæt
på Solen.
Terraformning
De pludselige klimaskift på Mars giver stof
til eftertanke. Hvad var det, som førte til, at
vandet forsvandt – eller rettere gik under
jorden? De tre-fire kilometer tykke, snavsede
iskapper i de polare områder kan tjene som
en Rosetta-sten, der vidner om udsving i den
nære fortid. Akkurat som boreprøver i den
grønlandske indlandsis fortæller om begivenheder
på vores egen klode, Jorden.
Temperaturforandringerne på Mars kan
være forårsaget af syndfloder, af vulkanske
udbrud, af globale støvstorme og store meteoritfald,
for ikke at tale om cykliske ændringer
i planetens rokkende rejse i en foranderlig,
elliptisk bane omkring en Sol, der somme
tider skruer ned for blusset. Vores Solsystem
er ikke helt så stabilt, som vi tror. Det fungerer
ikke forudsigeligt som et urværk.
Jeffrey Kargel spørger sig selv og læserne:
Kan de første mennesker på Mars igangsætte
en kæde af forandringer, der får planeten til
at grønnes – og blive våd og lun, som den formentlig
var i fortiden. Det er en proces, der i
fagsprog kaldes terraformning. Så absolut et
ingeniørprojekt af ufattelige dimensioner. Det
er ikke helt umuligt at skabe en ny verden,
men måske skulle vi lade være – og lade Mars
forblive ødemark, akkurat som den er nu.
Kan vi forsvare at tæmme og forvandle den
røde planet til et DisneyMars?
Foto: NASA
Foto: NASA Johnson Space Center
Forskerne debatterer
stadig, om der findes
spor af fossilt liv i Marsmeteoritten
ALH 84001.
Sådan kunne terraformning af Mars foregå.
Øverst (i år 2200): Atmosfæren er stadig lyserød.
Primitive algetyper (lichener) importeret fra Jorden
trives (øverst til højre).
Nederst ses samme område i år 2400: Den store
forskel er nu, at atmosfæren helt har skiftet farve.
Se fortsættelse side 7.
aktuel ASTRONOMI – SOMMER NR. 3/03 5