Kulturmøde i psykiatrien - Region Hovedstadens Psykiatri

løsningen. Problemet med indsmugling af stoffer knytter sig ikke til patienter med
anden etnisk baggrund. Ligeså er problemet med at kunne kontrollere, hvad der
foregår i patientgruppen generelt. Det eksisterer uanset, om patienterne taler
dansk eller ej. Løsningen er derfor snarere at arbejde meget mere intensivt på at
skabe større alliancer og tillid til patienter med anden etnisk baggrund end dansk.
Det handler om at få dem som medspillere fremfor modspillere i videst muligt
omfang. Da bliver det faktum, at der blandt patienterne foregår en del, som ligger
udenfor personalets kontrol, heller ikke et problem.
5.2.4 Etnicitet, identitet og aktivitet
Patienter i psykiatrien er for en periode ”patienter”, men de skal rustes til at leve
et andet liv med en anden identitet bagefter, og det arbejder man bevidst med i
psykiatrien. Man arbejder bevidst med at give patienter “succesoplevelser” på
forskellige områder, heriblandt “med at have gode relationer til andre
mennesker”, “med en indkøbstur til brugsen” eller med praktiske gøremål, som de
skal opdage, at de kan. Som en personale forklarer det:
”De patienter, der er her, har en rolle, hvor de har meget få
handlemuligheder. De er dømt til at være her. Men derudover
har mange af dem haft en lav status i samfundet, hvor de har
været vandt til at være pacificeret og vant til, at andre tog
centrale beslutninger for, hvad der skulle ske i deres liv. Dette
gælder ikke mindst for de etniske patienter. Det underliggende
mål med mit arbejde er derfor at give dem en fornemmelse af, at
de kan blive aktivt handlende og have medindflydelse på deres
her og nu situation - og forhåbentligt også på deres fremtid.
Det, man i praksis kan gøre er gennem en aktivitet at lade
patienten mærke en anden identitet. Det kan være en identitet de
har haft før, f.eks. som arbejdende. I aktiviteten genfinder
patienten en værdighed.”
Personale
Spørgsmålet i relation til dette projekts fokus er, i hvilket omfang aktiviteter, der
relaterer sig til en etnisk identitet, kan have samme funktion, og om der gøres
plads til det i pleje- og behandlingsmiljøet. I den forbindelse er der flere ting at
tage hensyn til. Det ene er, i hvilket omfang patienten ønsker sig en etnisk
identitet. Det andet er, i hvilket omfang personalet er istand til at bistå med det;
hvordan får man patienter til overhovedet at påbegynde aktiviteterne, og hvordan
skal man finde ud af hvilke aktiviteter, der er mest optimale til denne gruppe
mænd?
“Og så ville de have mig til at lave ’etnisk’ mad. Jeg har aldrig
lavet mad, og da slet ikke ’etnisk’. Hvis de så havde spurgt mig,
om jeg ville lave lasagne eller burgere, det er jeg god til.”
’etnisk’ patient
38