Læs et uddrag

uddeltes der omkring 750 dekorationer for udvist tapperhed under kampene.
Deraf var de 320 ridderkors til officersgruppen, mens de resterende 430 var
Sølvkors til menige og underbefalingsmænd. Det svarede til, at næsten 24 procent
af de 1.330 deltagende officerer modtog et ridderkors, mens blot 0,6 procent
af det menige mandskab og underbefalingsmandsgruppen på omkring
71.000 mand modtog et Sølvkors.
Dertil kom dog senere tildelinger ved særlige lejligheder som jubilæer og
veteranstævner. Og ikke mindst efter Genforeningen i 1920 blev der gjort en
stor indsats for at opspore og dekorere veteraner både nord og syd for den
gamle Kongeågrænse, som trods tapper indsats ikke tidligere var blevet dekoreret.
Det var ikke et øjeblik for tidligt, idet de fleste endnu levende veteraner
på dette tidspunkt typisk havde rundet de 80 år. Ikke desto mindre lykkedes
det i løbet af 1920’erne at opspore et betragteligt antal og tildele dem ikke
færre end 2.000 Sølvkors, hvilket i sidste øjeblik rettede lidt op på den oprindelige
skævhed i tildelingen af ridderkors og Sølvkors. De veteranberetninger,
der gengives nedenfor, er alle produkter af denne sene tildelingsrunde, hvilket
både fremgår af selve beretningerne og de ledsagende fotos, der stort set alle
viser mænd, som har nået oldingealderen.
LEVNEDSBERETNINGERNE
Læseren kunne med føje spørge, hvorfor der ikke til denne udgivelse er valgt
veteranberetninger, der tidsmæssigt lå noget tættere på krigsbegivenhederne
i 1864, og som derfor med noget større nøjagtighed kan formodes at afspejle
de faktiske forløb. Det er der to gode grunde til, hvoraf den ene – slotsbranden
i 1884, der fortærede hele Ordenskapitlets samling af levnedsbeskrivelser –
allerede er nævnt. Den anden – og nok så afgørende i denne sammenhæng –
er, at modtagerne af Dannebrogsmændenes Hæderstegn (Sølvkorset) langt op
i tiden ikke blev bedt om at indsende en levnedsbeskrivelse til Ordenskapitlet.
Det hang blandt andet sammen med, at man – med mere end et anstrøg af
åndshovmod – simpelthen ikke tiltroede de almindelige mennesker, som var
de normale modtagere af dette udmærkelsestegn, evnen til at formulere en
personlig beretning på skrift.
Først efter en indtrængende indstilling fra den daværende ordenshistoriograf,
kulturhistorikeren professor Troels Troels-Lund, som også var forfat-
ORDENSKAPITLET OG LEVNEDSBESKRIVELSERNE
63