1 LUMEN nr. 70 | December 2009 - Sankt Mariæ Kirke

LUMEN
1
LUMEN nr. 70 | December 2009

nyt om LUMEN
Anders Kaare Frederiksen er, som de fl este ved, tiltrådt
som ny ansvarshavende redaktør af LUMEN.
Anders blev budt velkommen på menighedsrådets
møde i november. På samme møde blev grundlaget
for udgivelsen af sognebladet gennemgået, og
Anders skitserede planerne for indholdet i de kom-
Sankt Mariæ Kirke
Jens Jessensvej 5
2000 Frederiksberg
Postgiro 303-2442
Bank: Danske Bank
4250 - 3184 - 021196
www.mariae.dk
Sædvanlige messetider
Søndag kl. 11 (Højmesse)
Mandag, torsdag og lørdag kl. 7.30
Tirsdag og fredag kl. 16.30
Onsdag kl. 7
Evt. ændringer i hverdagsmesserne
bekendtgøres ved opslag i våbenhuset
og på kirkens hjemmeside.
Sognepræst
Jesper Fich – jesper.fi ch@gmail.com
Marielystvej 16
2000 Frederiksberg
Tlf.: 61 62 27 37
Sognekontor
Jens Jessensvej 5
2000 Frederiksberg
Tlf.: 38 71 52 25
Normalt åbent fredag 10-12
Regnskabsfører
Christel Helleshøj
Lumens nye redaktør,
chefkonsulent Anders
Kaare Frederiksen
Kordegn
Sr. Rut Maria Schmidt OSB
Træffes normalt fredag formiddag
Menighedsrådsformand
Ivar Hoel, Amager Strandvej 382
2770 Kastrup
Tlf.: 32 46 17 12 – ialh@mail.dk
Næstformand: Kirsten Gravgaard
Sekretær: Torben Wamberg
Øvrige medlemmer: Mie Egeskov,
Flemming Emmering, Jesper Fich,
Anette Hanghøj Høyer, Sr. Benedikte
Nielsen OSB
Sankt Lioba Kloster
Jens Jessensvej 7
2000 Frederiksberg
Priorinde: Sr. Benedikte Nielsen
OSB
Tlf.: 38 71 48 72 – Fax 38 71 12 96
Sankt-lioba-kloster@mail.dk
Sankt Mariæ Unge Katoliker
SMUK@post.cybercity.dk
Sankt Mariæ Kirkes børne- og ungdomsarbejde
Herunder ministranter og religionsundervisning
Formand: Christian Elverberg
cwe21@ofi r.dk
hjemmeside: www.smuknet.dk
2
mende numre. En afspejling af sognet som en helhed
har også fremover høj prioritet. Der foretages
nogle justeringer i bladets opsætning for at gøre det
overskueligt og understøtte indholdet i teksten. På
den baggrund benyttes assistance fra en ekstern layouter.
LUMEN skal
● Afspejle sognets liv og vores selvforståelse som
katolsk menighed, og gøre det på en måde, der
inviterer og opmuntrer til medleven i Kirkens
fællesskab.
● Være et instrument, der tjener til refl eksion over
troen og Kirkens liv.
● Samle væsentlige oplysninger om aktiviteter i
sognet og omtale dem i bladet.
● Indeholde fakta-oplysninger om sognet.
Katolsk Ældre Klub (KÆK)
Kontakt:
Birthe Blichert-Toft – 36 46 20 38
bbt@youmail.dk
Hanna Busch-Møller – 38 71 20 35
Hanne Majholm – 39 20 62 49
Hans K Thomsen – 38 74 78 09
Sognebladet Lumen, redaktion
sognebladetlumen@gmail.com
anders@kaarefrederiksen.dk
Deadline for næste nummer:
15. februar 2010
Forsidefoto:
Børnene fra børneundervisningen
lavede Lucia-optog i kirken den 13.
december. Under messen lavede
børnene et ”jule-tableau”.
Se fl ere fotos på hjemmesiden www.
mariae.dk. (Fotos: Anders Kaare
Frederiksen)
Layout
Vibeke Beck

Prædiken til juledag
I begyndelsen af december sidste år var jeg i Rom
for sammen med Jakob Thorsen at give paven den
danske oversættelse af hans bog om Jesus. Inden jeg
tog derned, tænkte jeg: Hvad nu, hvis paven spørger
mig, om der er noget, der har gjort særligt indtryk på
mig i bogen? Hvad skal jeg så svare?
Nu kom det aldrig så vidt, at paven spurgte om det,
det var der slet ikke tid til, men jeg fi k alligevel forberedt
mit svar. Jeg ville have sagt: Det har gjort indtryk
på mig, hvor stærkt De fremhæver Kristi medlidenhed.
Og det gør paven igen og igen, alene af den grund er
bogen værd at læse.
Et sted, som med overraskelsens styrke betog mig, er
der, hvor Paven trækker en parallel mellem profeten
Jonas og Jesus. Jonas, det var ham, der fi k besked på
at drage til Ninive for at udråbe byens undergang,
men som nægtede at påtage sig opgaven, og fl ygtede
på et skib, langt væk fra Guds kald. Men Gud sendte
en voldsom storm, som truede med at slå skibet til
pindebrænde. Da trådte Jonas frem, bevidst om, at
det var ham, der var årsag til den truende katastrofe
og sagde: Tag mig! Tag mig og smid mig i havet. Besætningen
gjorde det, de smed altså Jonas over bord,
havet blev da omgående blikstille og Jonas slugt af
hvalfi sken. Tag mig!
Det er udelukkende scenen fra skibet, som paven
bruger af historien, og naturligvis ikke den del, der
handler om den fl ygtende profet. Dem på fl ugt, dem
er der så mange af, dem er der aldeles ikke noget særligt
profetisk ved. Det profetiske i Jonas historien begynder
først, da hans medlidenhed vokser inde i ham,
da hans medlidenhed midt i stormen bliver stærkere
end kærligheden til ham selv. Tag mig!
Sådan siger Paven, sådan sagde Jesus også i erkendelse
af menneskene, der var udleveret til druknedød
og undergang i det store intet, sådan sagde Jesus: Tag
mig, og smid mig i havet…
Paven synes i sin bog hele tiden stærkt optaget af motivet
bag Kristi handlinger, og nu dette: tag mig, og
smid mig i havet, hvor mennesker ikke kan leve, men
drukner, og bliver borte i det store intet, og smid mig
3
i havet, fordi jeg vil redde menneskene fra netop at
drukne, så hellere selv drukne!
Jeg hører det som en kommentar til Johannes-evangeliets
berømteste vers, som i kortform samler hele
frelseshistorien: ”Så højt elskede Gud verden, at han
gav sin søn, den enbårne, for at enhver som tror på
ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.” (Joh.
3.16).
Dog endnu skarpere – det var en medlidende kærlighed,
som lod Kristus blive menneske, en af os, de
druknende.
Jeg forsætter lidt videre i samme spor, for paven bygger
videre på en optagethed af Kristi medlidenhed,
som fi nder nedslag i hele kirkens åndelige tradition:
Arnoulf af Louvains har i sin salme ”Hil dig frelser
og forsoner” et mystisk vers, hvor han spørger
Kristus: ”Hvad har dig hos Gud bedrøvet, og hvad elsked
du hos støvet, at du ville alt opgive for at holde
os i live, os dig at meddele hel?” I sandhed et forbløffende
spørgsmål! Kan der virkelig være noget, der
tæller mere end Guds egen fylde, er der noget, der
mangler dér, endda i sådan en grad, at det er værd at
opgive Guds herlighed? Hvad skulle det dog være,
har man lyst til at spørge.
Svaret er os nær i dag på juledag: Svaret, som den enbårne
har med sig i krybbegave til os, der bliver rige
ved hans fattigdom, er et svar, som må slå benene
væk under enhver, der ved sig truet af druknedøden:
”Det er da dig, der er så vigtig for mig, at hele saligheden
er værd at opgive….”
Tag mig…!
Jesper Fich

Præsterådsmødet
På præsterådsmødet i november havde jeg fået
opgaven at sige noget om ”tidsnær forkyndelse.”
Ikke mere end 7 minutter…. Og her er så, hvad
det blev til.
Mon ikke de fl este præster, ligesom jeg, oplever et
vist gys, når man skal prædike, og der er mange præster
blandt tilhørerne. Så meget mere gys er der, når
jeg ligefrem skal holde et – om end – nok så kort
oplæg til præster om prædikenen, og hvilke udfordringer,
jeg mener at kunne identifi cere i dag.
Men det må jo kunne lade sige gøre…
Mit første indfald overhovedet, var dette: ”Skal man
gøre sig håb om at gribe andre, må man selv være
grebet.” Det er jo så sandt, at med de ord behøver
jeg i grunden ikke sige mere. Men så let går det nok
heller ikke. Så jeg måtte tænke på de situationer, hvor
jeg selv hører en prædiken. Det sker heldigvis ret tit
– og så har jeg naturligvis ligesom alle andre kirkegængere
kvalitetsforventninger. Hvad gør en prædiken,
som jeg skal høre, til en god prædiken?
Og så begynder jeg et helt andet sted: Det sker nemlig,
at jeg i min egenskab af skolekonsulent bliver
spurgt, om jeg med meget få ord kan sige noget, der
karakterisere katolsk dannelse. Og jeg plejer at svare:
4
”man må aldrig – heller ikke i det godes navn – genstandsgøre
nogen.” Det gælder i skolen, men så meget
mere i kirken.
I kirken og ikke mindst i messen har jeg/vi et håb om
at være i et rum, hvor jeg aldrig bliver reduceret til
objekt, men hvor jeg kan vokse som menneske, som
det subjekt og som den kristne, jeg nu engang er. Det
betyder konkret: jeg kan ikke FORDRAGE, at blive
talt ned til. Den gode prædiken derimod, i den springer
det ligefrem fra hjerte til hjerte.
Men så, inden jeg kom videre i mine overvejelser,
huskede jeg, at kirken har en ældgammel lære om det
at prædike. En prædiken - en ægte én af slagsen - skal
være en homili. Det vil sige: den skal holde sig til
evangeliet og ikke have andet som grundlag og mål
end evangeliet – eller til nøds den bibelske læsning,
som man ellers vælger.
En genfortælling alene keder. Prædikenen mere, den
skal åbne nye perspektiver for mig, kalde på mig,
men ikke nødvendigvis ”tygge” det hele for mig. I
den franske dominikanerprovins har vi for tiden en
provincial, der er en gudbenådet prædikant. Bruno
Cadoret, prædiker intelligent, åndeligt modent og vovet,
skaber hele tiden nye rum, men da jeg hørte ham
første gang, blev jeg helt forbløffet, for pludselig kom

der ikke mere. Jeg tænkte: Hov! der må mangle noget,
slutningen – papiret med slutningen må være blevet
væk! Indtil det gik op for mig, at han prædikede til
voksne mennesker, at dette var som 60ernes franske
fi lm og at slutningen – den sad altså i bænkene, det er
tilhørerne, der skal være slutningen, eller rettere fortsættelsen,
for prædikenen skal jo pege ud på den hverdag,
der venter lige på den anden side kirkeportalen.
Altså: ikke nødvendigvis tygge alt – en menighed
kan tit mere end præsten forestiller sig, mange gange
meget mere, så behold respekten for menigheden, og
lad være med at tygge alt. Hellere skærpe appetitten,
meget hellere skærpe appetitten…
I forlængelse af det, MÅ jeg nu understrege, at prædikenen
ikke er præstens ejendom. Derfor må han
heller ikke behandle den, som var den en tumleplads
for præstens egne dagsordner, fordomme og meninger
– prædikenen skal, jeg må sige det igen: være
bestemt af evangeliet.
Nu har jeg aldrig kendt Peter Schindler, men jeg har
ladet mig fortælle, at han havde et ret solidt ego. Men
– og måske derfor – i den lille bitte og smukke kirke,
som han lod opføre i Rudkøbing, lod han tilføje
en vigtig pointe. Når præsten skulle ud på prædikestolen,
så skulle han passere en væg, og dér lod han
skrive – sådan at han – og evt. andre præster ikke
kunne udgå at se det: ”Vi ville se Jesum”… Det er
hvad menigheden ville: de ville se Jesum – ikke Peter
Schindler. Det er hvad en menighed vil: de vil se
Jesus, ikke mig. Kan jeg ikke vise dem HAM, så har
jeg ikke noget at sige.
Dette er i virkeligheden en udfoldelse af prædikebrødrenes,
dominikanernes klassiske løsen: ”Comtemplata
allis tradere” – kontempler/be for at give
det videre, som du har ”gennem-bedt”.
Det skal man tage meget alvorligt. I prædikesituationen
har præsten megen magt. Alle andre skal tie,
mens han taler. Men autoriteten, som præsten har,
bunder alene i hans fortrolighed med skriften og
skriftens Herre.
Og så kunne man jo gøre alle disse overvejelser meget
lettere ved at sige, at også her er skriftens Herre
selv modellen. Kristus, forkynderen, han er også i det
stykke model. Og se hvad jeg siger: Han talte net-
5
op aldrig ned til nogen, hånede ingen, men fra hans
mund strømmer tilgivelse…
En af de personer, som igen og igen inspirerer mig er
Henri-Dominique Lacordaire – han var nogenlunde
samtidig med sognepræsten af Ars, levede altså i slipstrømmen
af den franske revolution. I sine unge år var
han medudgiver at et tidsskrift om samfund og kirke,
og fornyelse af begge dele. Han blev tidens mest hørte
prædikant og han samlede tusinder. Tidsskriftet havde
som undertitel: Dieu et liberté – Gud og frihed! Han
mente, at kunne identifi cere den længsel efter frihed,
som samtidens liberalisme var eksponent for, med den
frihed, som Kristus skænker. Dybest set, kan der også
dårligt være nogen modsætning mellem menneskets
mest ærlige længsel, og det Kristus skænker.
Den tid, Lacordaire levede i, var begyndt at blive døv
for det budskab. Og han så, at Gud alt for ofte blev
reduceret til det kit, som præsten brugte, for at få sin
argumentation til at holde sammen. Men det er at tage
Guds navn forfængeligt, så det skal man lade være med.
Det ord, som til alle tider har været det mest selvfølgelige
– ”Gud” – er i dag et fremmedord. Men ingen
skal bilde sig ind, at det bliver spor anderledes ved at
præsten bare gentager det. Der skal mere til.
I sin anmeldelse af en Lacordaires berømte fasteprædikener
i Notre Dame skrev en Pariseravis – jeg
husker ikke lige hvilken: ”Det lykkedes Pater Lacordaire
at holde en hel prædiken uden at nævne ordet
Gud!” Men derved åbnede han fl ere ører for det
transcendente end mange med fromhed.
Jeg siger det, fordi det gentager, hvad jeg begyndte
med, denne tommelfi ngerregel: at en præst aldrig må
gøre nogen tilhører til objekter for sandheden. Det er
klogt at huske, at rigtigheder bliver ikke til sandhed,
før det lever. Hjerte til hjerte. Selv være grebet for
at gribe andre… Og jeg siger det, fordi Lacordaire
lod tiden inspirere ham, og ikke udelukkende så sin
samtids forfald, men også så de andre af tidens tegn,
dem, som har Gud som grund.
Og så Lacordaire igen, fordi han jo siger det så direkte,
det, jeg ønsker for mit liv, det som I ønsker for
jeres, det som menigheden ønsker for sig selv, ja det,
som selv verden tørster efter, måske uden at vide det:
Dieu et liberté – Gud og frihed.
Jesper Fich op

Sr. Mikaelas 25 års jubilæum
I en samtale med redaktøren Anders Kaare Frederiksen
fortæller Sr. Mikaela om sin opvækst og sin
livsgerning i anledning af hendes 25 års jubilæum.
Hvorfra stammer familien?
Jeg kommer fra Bodensee i Schwaben, Tyskland. Et
skønt område med bjerge, søer, skove, marker, alt
simpelthen. Et område med høj fritidsværdi, men
byen blev desværre slemt tilredt under krigen, idet
det var en industriby, som også rummede våbenindustri.
Vi var ni børn, 6 piger og 3 drenge, hvor jeg var den
yngste. To er faldet væk, så vi er 7 søskende tilbage.
Det bliver en stor familie, når vi samles, bare den
nærmeste familie bliver et halvt hundrede personer.
De fl este bor omkring Bodensee, en enkelt i Frankrig
og en i Stuttgart.
Uddannelse og opvækst
Jeg fi k en normal skolegang med folkeskole og mellemskole,
hvorefter jeg tog en sygeplejeuddannelse.
Iklædningen blev forestået af P. Lars Messerschmidt
sammen med P. L. Dorn den 2.09.1982 under en
Vesper Gudstjeneste.
6
Sr. Mikaela på 25. års jubilæumsdagen. (Foto:
Anders Kaare Frederiksen)
Som 21 årig skulle jeg se verden og tilbragte først ½
år i kibbutz i Israel. Siden blev det til Canada, hvor
det var svært at fi nde arbejde, så det blev en bondegård
ved Winnepek med 70 malkekøer. Min fritid var
meget sportslig orienteret med kano, skiløb, håndbold
og svømning. Efter et ophold i Berlin i 2 år kom
turen så til Danmark.
Hvordan opstod interessen / kaldet ?
Jeg fi k en katolsk opvækst, idet min far var katolik,
men det var min mor, som var en fl ittig kirkegænger.
I de unge år gled kirken imidlertid i baggrunden til
fordel for fritidsinteresserne.
Så var det, at Guds plan med mig tog form. Måske
var den allerede tilrettelagt fra fødslen. Min moster,
Sr. Ludovica, indtrådte hos Benediktinerinderne af
den Hellige Lioba i Freiburg i 1931 og afl agde de
første løfter i 1934. Hun var medgrundlægger af klostret
i Danmark. Jeg kom til verdenen på Liobasøstrenes
fødehjem i Konstanz og min jordemoder hed
Sr. Michaela.
Allerede under min opvækst fornemmede jeg noget
væsentligt ved klosterlivet, ligeledes under sygeplejeuddannelsen,
men jeg skød det fra mig. Men så i
januar 1980 besøgte jeg min moster Sr. Ludovica i

Danmark, og efter det besøg ønskede jeg at vende
tilbage og bo og arbejde i Danmark.
Det lod sig gøre, jeg boede i starten på gæstegangen
i klostret og fi k arbejde på St. Lioba-hjemmet, siden
fi k jeg egen lejlighed i Godsbanegade, og jeg lærte
dansk på sprogskolen KISS.
I min første tid her fi k jeg nogle oplevelser på religiøst
plan, hvor jeg var (objekt) eller part i kampen
mellem Gud og den onde, og oplevede bønnens
kraftfulde virkning. Sr. Lioba var mig en uvurderlig
hjælp i denne tid, hvilket så afstedkom en omvendelse
på 180 grader i min livsstil og mit religiøse
liv.
Omsider Danmark
Den 21. jan 1981 søgte jeg om at indtræde i klostret,
hvilket så skete den 5. september, og løfterne blev
afl agt 3 år senere i 1984. Det var dagen for moster,
Sr. Ludovicas 50 års jubilæum.
Lige fra første gang jeg fornemmede noget om klosterliv
i min barndom, var det igangsættende øjeblik
budskabet fra Fatima, mere præcist passagen om,
hvordan børnene så helvede med kommentaren dertil,
at der kommer synderne hen, hvis de ikke omvender
sig og mennesker går tabt, fordi ingen beder
for dem. Her er det afgørende øjeblik! Jeg kan ikke
komme det nærmere mere.
7
Sr. Mikaela i sit atelier med ikoner og dåbslys.
(Foto: Anders Kaare Frederiksen)
Hverdagen i klostret, hvordan begyndte malerierne
på lys?
De malede dåbslys startede, da Sr. Angela, som stod
for dåbslysene, ikke kunne mere og fl yttede på plejehjem.
Familierne ønskede at de halvfærdige lys
blev lavet færdige, så jeg er sådan lidt autodidakt.
Herefter fulgte ikon-maleriet, da Moder Benedikte
sendte mig på et ikonkursus. Det er meget personligt
Billedet er taget i Valby i anledning af Sr. Ludovicas 25 års jubilæum i 1959. Det er Sr. Ludovicas 3 søskende,
en kusine af hende og deres ægtefæller samt lille mig som 5 årig.

at male en ikon, det kræver stor selvbeherskelse og
en lille detalje kan tage utroligt mange forsøg, førend
det lykkes. Man lever sig ind i ikonen og beder undervejs
i processen.
I klostret har jeg mine daglige pligter i køkkenet, med
indkøbene, vi er fælles om haven og ind imellem bliver
der lidt sygepleje af de ældre søstre. Søstrene er
min nye familie og livet i klostret er en formningsproces
under faste rammer. Jeg har set meget i verdenen
med store oplevelser, men her er der lige så store
og intensive oplevelser, hvor man kan søge Gud, idet
man arbejder på sig selv, i den ramme HAN har sat
mig.
Som pastor Jesper Fich sagde ved jubilæumsmessen:
Det er ikke Sr. Mikaela, vi fejrer, det skulle da
bare mangle, men Vorherres troskab, som fandt sin
ramme i Sr. Mikaela. Det er jeg enig i, og det er en
stor rigdom, som fylder mig med glæde. Således har
jeg fundet min ramme i klostret, og jeg fortryder ikke
en eneste dag!
Hjertelig tak til alle, som var med til at fejre min dag
og for de mange hilsener, jeg fi k!
8
Som 22 årig var jeg i Kibbutz Ruhama i Negev
Ørkenen mellem Beerscheba og Askelon. Vi var sat
i arbejde på alle områder: ud på marken, i plastik-
og børstefabrikken, i haven og som på billedet i
køkkenet (mad til 400 personer)
Billedet er taget på Klostrets tagterrasse i anledning af Sr. Ludovikas 50 års jubilæum og min første
Profes (afl æggelse af ordensløfte), sammen med min mor.

Valg til menighedsrådet 21. marts 2010
Menighedsrådet har nedsat en valgstyrelse på 4 personer
til det kommende menighedsrådsvalg. Formand
for valgstyrelsen er Anders Kaare Frederiksen,
næstformand er Stefan Stæger og herudover Kirsten
Beenfeldt og Gert Ryom-Hansen.
Oplysning om valget vil blive givet i forbindelse med
messen den 10. januar, og de praktiske forhold om
valget vil blive gennemgået på et møde efter søndagsmessen
den 24. januar 2010.
Valgret har enhver katolik i menigheden, som senest
på valgdagen er fyldt 16 år og som senest 21. februar
er optaget på valglisten. For at være valgbar skal man
være optaget på valglisten og betale kirkeskat. Valglisten
fremlægges på kirkens kontor fra 20. januar til
21. februar.
Enhver, der har valgret, kan skriftligt indgive forslag
om en eller fl ere kandidater til valgstyrelsen. Forsla-
Menighedsrådet er forpligtet til at overholde de regler,
som SKAT foreskriver for indberetning af løn,
feriepenge mv. til sognets ansatte. Det kan måske se
ud som et temmelig stort administrativt apparat, der
skal holdes i gang, og sandt er det også, at menighedsrådet
er gået forgæves med at betale sig fra lønadministration
hos et professionelt fi rma. Det ville
koste uforholdsmæssigt meget i forhold til de timer,
der afl ønnes af midlerne fra kirkeskatten i et sogn
som Skt. Mariae. Menighedsrådet vil derfor stræbe
mod en så enkel og overskuelig administration som
muligt. For at der ikke skal opstå tvivl, vil de, der
9
get, der skal være underskrevet af forslagsstilleren,
skal være ledsaget af en erklæring fra den foreslåede
om at være villig til at modtage valg samt en påtegning
om, at kandidaten betaler kirkeskat eller sognebidrag.
Man kan godt bringe sig selv i forslag. Forslag
til kandidater skal være valgstyrelsen i hænde
senest 21. februar kl. 16.
Menighedsrådet består af 8 medlemmer + sognepræsten.
Brevstemmer kan afgives fra 10. januar til lørdag
den 20. marts. Kandidatliste fremlægges fra 25.
februar til og med valgdagen.
Spørgsmål, ønske om brevstemmeafgivning eller
kandidatforslag kan sendes til formanden for valgstyrelsen,
Anders Kaare Frederiksen, sognekontoret,
Sankt Mariæ Kirke, Jens Jessensvej 5, 2000 Frederiksberg
eller på e-mail: anders@kaarefrederiksen.dk.
Referatsammendrag fra Menighedsrådets
26. møde 14. september 2009
fremover modtager honorar for udførte timer blive
gjort bekendt med, at honoreringen er inklusiv feriepenge.
På menighedsrådsmødet den 14. september blev der
lagt et program for et orienteringsmøde for menigheden
(såkaldt §12-møde). Desuden blev situationen
omkring redaktørskiftet på LUMEN drøftet. Præsentation
af den ny redaktør for LUMEN Anders Kaare
Frederiksen kan læses andetsteds.
Torben Wamberg

Om helgener og helgenkåring
Helgener
Den offentlige dyrkelse af en særlig gruppe kristne
mænd og kvinder, samt anvendelsen af betegnelsen
hellig på dem som enkeltpersoner, tager i første omgang
udgangspunkt i den ære, man viste martyrerne,
dem, der havde givet deres liv for troen på Jesus
Kristus. Denne dyrkelse af martyrerne som hellige
kom først til udtryk på de steder, hvor de havde lidt
og var blevet begravet.
Herfra bredte den sig videre til andre steder, og for
visses vedkommende til hele Kirken.
De troende samledes ved graven og fejrede årsdagen
for martyriet af den hellige person ved en Messe,
hvorunder martyrens navn blev nævnt med ære. Dagen
blev anset for at være en festdag, ikke en sørgedag,
idet man jo fejrede, at den hellige med ære
var gået hjem til det evige liv hos Gud. Det var en
triumf. Hurtigt begyndte de troende også at anråbe
de døde martyrer om hjælp, især i form af forbøn.
Deres jordiske levninger, som man fra begyndelsen
omhyggeligt opbevarede, samt andre ting, som de
havde været i berøring med, blev skattet og æret, og
deres navne blev givet i dåben, ligesom også kirker
blev indviet til dem.
Da kejser Konstantin i 313 udstedte sit ”toleranceedikt”,
der tillod kristendommen, ophørte forfølgelserne,
og herefter skete det ikke så ofte, at kristne
led martyrdøden. De troende blev nu stillet over for
andre fristelser og prøvelser.
Kirkelærere som den hellige Basilius og den hellige
Johannes Chrysostomos fremhævede, at det kristne
liv i sig selv kunne være et martyrium, hvis det blev
levet under afsavn og askese. Ved slutningen af det
første århundrede blev den ære, man hidtil havde vist
martyrerne, udstrakt til også at kunne vises over for
de store asketer i ørkenen. Hertil føjede man efterhånden
særligt beundringsværdige biskopper, kirkelærere
og ordensgrundlæggere (både mænd og kvinder).
De blev æret uden at have lidt martyriet. Tanken
var, at man i stedet for at dø for troen kunne leve helt
for troen og give afkald på alle goder for troens skyld.
Livet skulle leves som en slags martyrium. Den type
helgener kaldes confessores på dansk bekendere.
10
Denne betegnelse antyder, at de ved udholdende at
bekende den kristne tro i deres liv, afl ægger et lige så
virkningsfuldt vidnesbyrd om Kristus, som martyren
gør ved at dø for Ham.
Som nævnt blev efterladenskaber efter de hellige,
det gælder både direkte efterladenskaber, dvs.
rester af deres legemer, for Jesu Kristi vedkommende
også korset, naglerne og tornekronen, og
indirekte efterladenskaber, for eks. ting, helgenerne
havde været i berøring med, så som klædningsstykker,
redskaber, de havde brugt, og meget
mere, opbevaret og æret, idet man mente, at de
indeholdt en kraft, man kunne få del i. Sådanne
jordiske levninger kaldes relikvier. Ordet reliquiae
betød i det senantikke Rom måltidsrester eller
asken efter en kremeret person, i første omgang
efter en martyr, men senere også efter eremitter og
bekendere. Det blev sædvane at opbevare relikvier
i kirkers og kapellers altre, ligesom man indviede
kirker til den pågældende hellige person ved navns
nævnelse. Faktisk blev det besluttet, at der skulle
være et relikvie i enhver katolsk kirkes alter. De
troende kunne så komme til helligstedet og bede
om helgenens eller helgenindens hjælp, især i form
af forbøn. Det er vigtigt at understrege, at katolikker
ikke tilbeder relikvierne eller helgenerne, men
ærer dem. Baggrunden for at dyrke relikvierne er
et sted i den Hellige Skrift, Paulus’ første brev til
Korintherne, 3. 16+17, hvor der står: Ved I ikke,
at I er Guds tempel, og Guds ånd bor i Jer? Hvis
nogen ødelægger Guds tempel, skal Gud ødelægge
ham; thi Guds tempel er helligt, og I er jo hans
tempel!
Helgenkåring.
Helgenkåringen eller med den offi cielle betegnelse,
kanoniseringen, som den foregår i dag, er afslutningen
på en såkaldt helgenkåringsproces. Kanonisering
betyder egentlig blot den lovmæssige indskrivning af
den helgenkårede persons navn i helgenfortegnelsen.
Forud for den må der være gået en saligkåringsproces,
også kaldet beatifi kation. Selve processen føres
af en ”postulator”, en, der fremlægger sagen. Desuden
medvirker en ”advocatus diaboli”, djævelens
advokat, der skal fremlægge alt det negative, der kan
tale imod en saligkåring. Man skal fastslå, om den

kommende helgen rent faktisk har levet et heroisk og
dydigt liv i hellighed. Desuden må man kunne påvise,
at han/hun har udvirket to mirakler efter sin død.
Forud går en række grundige undersøgelser, foretaget
af eksperter, inden processen indledes på foranledning
af biskoppen over det bispedømme, hvor den
potentielle helgen/helgeninde levede eller døde, og
hvor alle dokumenter skal føres til bogs. Når alt er
nøje undersøgt, overgives den videre behandling af
sagen til Vatikanet i Rom, der indleder den apostoliske
proces. Først når alle betingelser er opfyldt, kan
Paven beslutte, at en højtidelig saligkåring kan fi nde
sted. Forløbet afsluttes altså i vore dage centralt, i
Rom.
Kirsten Grubb Jensen, som lige har færdiggjort en
bog om Lioba. Den udkommer ca. 20. maj i anledning
af Liobasøstrenes 75 års jubilæum for ankomsten
til Danmark. Kirsten Grubb Jensen er cand.
phil. i italiensk og er licentiat i middelalderlitteratur.
11
Salige æres fortrinsvis lokalt i et bispedømme eller
i en del af kirken. For at blive helgenkåret (kanoniseret)
skal den hellige person have betydning for
hele kirken og æres af et større antal troende. Desuden
skal vedkommende have udvirket yderligere
to mirakler. Sådan foregår helgenkåringer i dag, og
således er det foregået siden konciliet i Trentoo, 25.
samling, i 1563, altså siden modreformationstiden.
Før den tid foregik saligkåringer og helgenkåringer
på en anden måde.
Man kalder den tidligere måde at kåre helgener på
for ”Canonisatio aequipollens” (en kanonisation der
er ”lige så stærk”). Der var tale om en helgenkåring
uden juridisk proces, ved koncilfædrenes, eller endnu
tidligere ved hele folkets akklamation – under opsyn
af den stedlige biskop. Det var faktisk den måde,
hvorpå den Hellige Lioba, forbillede for Liobasøstrene
på Frederiksberg, blev kåret til helgen.
Også i denne tidlige periode skulle man påvise, at
kandidaten havde levet et dydigt og heroisk liv i troen
på Jesus Kristus. På en synode i Frankfurt 794
blev det for at undgå alt for udokumenterede helgenkåringer
vedtaget, at man i fremtiden i forbindelse
med salig- og helgenkåringer skulle lade udfærdige
en levnedsskildring, et såkaldt ”Vita”, der skulle dokumentere
kandidatens hellighed. Når dokumentationen
var tilendebragt, kunne man skride til at grave
relikvierne op fra det sted, hvor de indtil da havde
hvilet (elevatio), overføre dem til det nye hvilested,
hvor de fremtidig skulle æres (tranlatio) og nedlægge
dem i et helgenskrin, der blev anbragt på alteret i en
kirke, hvor de troende herefter kunne samles for at
ære den nye helgen/helgeninde.
Sådan foregik det, da Lioba i 836/838 blev erklæret
for at være helgen, og sådan var forløbet frem til
modreformationen, hvor det blev besluttet at henlægge
den slags sager til Rom, direkte under Paven.
Helgenvita
Hvad er et ”helgenvita”, somme tider også kaldet en
”helgenlegende”? (noget, der bør læses op) Hvilke
træk med hensyn til indhold, form og stilistiske virkemidler
er karakteristiske for denne genre?
Et ”helgenvita” beskriver en hellig persons levned
helt tilbage fra han/hun blev født, til efter helgenens

eksemplariske død, og medtager som oftest også de
mirakler, der har fundet sted under helgenens medvirken
i levende live og efter dennes død. Der er
naturligvis ikke tale om objektive, historiske dokumenter,
og ”vita’ets” historiske kildeværdi er derfor
stærkt begrænset. Et ”helgenvita” er snarere fi ktion
end et historisk dokument, selvom forfatteren ofte giver
udtryk for, at han fortæller ”sandheden”, og som
dokumentation bl.a. henviser til pålidelige øjenvidner
eller personer, der har været i nær kontakt med
fortællingernes helte/heltinder. Det gælder også Rudolf
af Fulda, der i prologen til Sankt Lioba’s ”Vita”
henviser til nogle af hendes gamle elever, der citeres
for at have givet ham vigtige informationer om Lioba
og derved, ifølge Rudolf’s måde at tænke på, styrker
”vita’ets” troværdighed.
Visse faste elementer og stiltræk er sædvanligvis at
fi nde i et ”helgenvita”. Fortællingen lægger ud med
at beskrive, hvorledes moderen til den kommende
helgen har en drøm eller vision, der lader forstå, at
hun skal føde et ganske særligt barn med et overnaturligt
kald. Barnet vokser op og viser allerede
som lille tegn på hellighed. Den lille ”helgenspire”
er usædvanlig from og god, har ofte overnaturlige
evner, er kort sagt ganske anderledes end andre
børn. Måske gennemlever den kommende helgen en
periode af oprør imod Guds plan med ham/hende,
men trækker sig derefter tilbage fra verden (”ud i
ørkenen”) og erkender Guds plan med sit liv. Som
voksen træder han/hun frem, tager sit kald på sig
og lever et liv i Guds tjeneste, enten ved at gå i kloster
eller ved på anden måde at tjene Gud blandt
de fattige, eller måske som en stor prædikant eller
ordensgrundlægger. De specielt udvalgte får lov til
at dø for Gud som martyrer. Måske udretter den hellige
person allerede i levende live mirakler og får til
sidst en vision om, at døden nærmer sig. Den kommende
helgen forbereder sig fromt til døden, dør i
hellighed, nogle endda som martyrer, og viser ved
at udrette mirakler, at han/hun rent faktisk er salig
hos Gud og kan gå i forbøn for de endnu levende,
hvis disse beder vedholdende om det.
Helgenernes forbindelse med de endnu levende er
af stor betydning, idet det er forudsætningen for,
at de kan hjælpe de levende, som derfor har fordel
af at henvende sig i bøn til helgenerne. Et ”helgenvita”
er fuld af dyder og mirakler, ofte præsenteret
som hele ”kataloger”, og beskriver en verden, der
12
ikke er et billede af den faktiske virkelighed. Genrens
opgave er ikke at beskrive virkeligheden, men
at vække undren og beundring og påvirke læseren
i from retning!
”Helgenvita’ets” opgave og betydning er spirituel og
didaktisk. Det er denne genres opgave at cementere
samtidens fromhedsforestillinger. Den siger måske
ikke så meget om, hvordan den enkelte helgen levede
og virkede, men derimod en hel del om, hvilke
forventninger man i samtiden havde til en helgen.
Den slags fortællinger har altså for os moderne læsere
ikke så stor historisk værdi. Men vi må huske
på, at grænserne imellem fakta og fi ktion i middelalderen
var fl ydende. Historikeren var både rhetoriker
og digter, og man blandede gerne historie og legende
sammen. Den slags beretninger blev læst op under
gudstjenester, eller i munke og nonners refektorier
under måltidet; de var beregnet på at være opbyggelige,
snarere end på rent faktisk at belære, så derfor
blev der lagt vægt på dyder og mirakler, som de
troende, herunder munke og nonner, kunne lade sig
inspirere af til efterfølgelse.
Derfor gjorde det heller ikke så meget, at en forfatter
overtog dyder og mirakler, hele afsnit eller
værkets struktur som sådan, fra tidligere ”helgenvitae”,
som for eks. Athanasius’ ”Vita Antonii” eller
Sulpicius Severus’ ”Martin af Tours-Vita”, der blev
forbillede for senere middelalderlige helgenvitae,
endda selvom det skete uden at henvise til forbilledet.
Det var blot udtryk for beundring for den slags
dyder og mirakler. Forfatteren lod sig inspirere af
tidligere beretninger og overtog nogle gange hele
afsnit fra sine forbilleder. Det var imidlertid ikke
ensbetydende med plagiat. Sammenfattende kan
vi altså konstatere, at ”helgenvitae” måske kun i
begrænset omfang kan sige os noget om, hvordan
den beskrevne helgen rent faktisk har været som
person, men derimod en hel del om samtidens
forestillinger om og forventninger til en helgen.
Kirsten Grubb Jensen

Møde i KÆK den 13. oktober 2009
Emne: Børn. Kirkens fremtid og ressource
Vi fi k et godt indblik i sognets arbejde med yngste
generations introduktion til vores kirke ved KÆKmødet
13. oktober. Under titlen: ”Børn. Kirkens
fremtid og ressource” fortalte vore kateketer Klara
Kaare Frederiksen og Maria Isabel B. Nielsen om
deres undervisning af børneholdene, dvs. de 3-7 årige,
og om 1. kommunionholdene.
Det kom tydeligt frem, at meget har ændret sig fundamentalt
i forhold til tidligere. Det er nu i høj grad
børnene selv, som ”styrer” forløbet i den forstand, at
deres iver og engagement får lov at slå igennem ved
deres ”ledende” spørgsmål, som deres vejledere griber
fat i og gerne tager som udgangspunkt i det videre
arbejde. Børn er nu tildags friere og tidligere udviklet
end foregående generationer på tilsvarende alders-
Birthe Blichert-Toft ved mødet i KÆK den
12. januar, hvor hun bl.a. kunne fortælle om
forårets program. (foto: Anders Kaare Frederiksen).”
13
trin, de er nysgerrige og meget gerne særdeles aktive
i undervisningen. Det er spændende – og krævende –
for vejlederne at møde denne udfordring og tilmed en
stor tilfredsstillelse, at de alleryngstes optagethed og
synlige glæde ved børnelørdagene bakkes positivt op
af forældrene. I blandingen af leg, praktiske opgaver
og spørgerunder indgår også en introduktion til Sankt
Lioba Klosteret, så børnene ved at besøge klosteret
lærer nonnerne at kende, og til kirkerummet – gerne
i form af en skattejagt rundt i alle hjørner og afkroge.
Også Jacob, Rasmus og Christian fungerer som vejledere,
bl.a. ved ministranttjenesten, og selvfølgelig
ikke mindst Jesper (vor sognepræst), som børnene
vist først og fremmest opfatter som en (lidt) ældre
kammerat.
Der er en afgrund til forskel fra al katekismus-terperi
og sort tale og så til denne uhøjtidelige måde at introducere
vores fremtidige kirkefolk til katolsk tro
og menighedsliv. Stor tak til underviserne! – også
fra ældreklubben for et levende og muntert indsyn i
denne del af sognekirkens aktivitet.
Som indledning til mødet kom Birthe ind på nogle
mere generelle forhold omkring ældreklubben, hvor
et glidende generationsskifte af naturlige årsager efterhånden
vil gøre sig gældende, og hvor vi må søge
at interessere fl ere i menigheden for at slutte op om
vores – synes vi da selv – velfungerende og hyggelige
klub. Vi har spændende ting på programmet for
vinterperioden. Så kom og vær med!!
HKT

Møde i KÆK den 10. november 2009
Emne: Dominikansk spiritualitet
Hvad er dominikansk spiritualitet? Det kan der næppe
gives nogen egentlig, dvs. fast og udtømmende
defi nition på. Den må opfattes som visse retningsgivende
vejvisere i en livsopfattelse, der har grundlag
og udgangspunkt i vores tro og tradition.
Jesper Fich (vor sognepræst) gav os ved KÆK mødet
10. november et indblik i dominikanerordenen
– ikke så meget ordenens historie siden 1200-tallet,
herunder dens administrative struktur, men i den
mentalitet, som gennem tiderne har været det særligt
nærende og bærende inden for netop dette katolske
ordenssamfund.
Her i al korthed et forsøg på en sammenfatning:
Åbenhed for forskelligheder i den fælles stræben efter
sandhed. Det indebærer en vilje til dialog, fordi
man udviser lydhørhed over for hinanden. Erkendel-
Emne: Julemøde
KÆK holdt sit traditionelle julemøde den 8. december
i selskab med biskop Martensen, der glædede os
med sin nærværelse og med sin trofasthed over for
vores klub, idet han nu igennem 13 år – dvs. siden
1997 – har været en usvigelig deltager i vores decembersammenkomster.
Som altid forløb julemødet hyggeligt med 22 fremmødte
omkring friskbrygget kaffe og dejlige æbleskiver
samt dertil portvin m.m. Carly Majholm stod
for eftermiddagens mere ”saglige” indhold ved at
læse tre både underfundige og tankevækkende julehistorier
for os – den første forfattet af biskop i Basel
Kurt Koch, betitlet ”Guds julebrev” og den anden af
Margrit Ruesch med titlen ”Mellem okse og æsel”.
14
sens veje er mangfoldige, og det skal man ikke være
bange for at se i øjnene. Ordenen er således ikke
præget af nogen bestræbelse på uniformitet, og dens
organisation er derfor løsere, mindre hierarkisk end i
andre ordenssamfund som fx jesuitternes.
Samtale på tværs – sådan kan måske noget helt
grundlæggende for ordenen summeres op.
Jeg kunne kun ønske, at mange andre i menigheden
end os i KÆK havde haft lejlighed til at høre Jesper
fortælle om de træk ved dominikanernes samfund,
som han især fi nder stimulerende i sit pastorale virke.
Ovenstående ”minireferat” kan overhovedet ikke
udtømme indholdet, kun søge at fastholde et hovedpunkt.
Stor tak til vor sognepræst for en varm eftermiddag
i den kolde og grå november.
Møde i KÆK den 8. december 2009
HKT
De handlede hver især om mennesket i relation til
Gud og dets famlende begreber om det hinsidige.
Den sidste historie, vi fi k læst højt, er skrevet af p.
Steph. Wevers, ”De hellige tre Konger i Danmark”,
en fri fantasi over julenat i genskær af besættelsestidens
uhygge.
Stor tak til Carly for gedigen og stimulerende ”juleunderholdning”.
At gennemføre lang og fl ot højtlæsning
uden en eneste pause til vanddrikning (for ikke
at tale om portvin) er i sandhed en bedrift i sig selv.
Og til afslutning fi k vi tilmed alle sammen de tre fortællinger
i særtryk med hjem i julegave!
HKT

Møde i KÆK den 12. januar 2010
Vi vovede det – og det gik godt! For første gang i
KÆK´s historie holdt vi en sammenkomst uden
dagsorden tirsdag den 12. januar. Intet foredrag, intet
emne undtagen indtagelse af sandwich og rødvin/hvidvin
plus kaffe og småkage – suppleret med
portvin, som Erik Ellyton så overdådigt har forsynet
KÆK med igennem adskillige år, og som han da
også ved denne lejlighed - hvor han nu holder inde
med yderligere leverancer – modtog en særdeles
velfortjent tak for fra mødedeltagerne. Vi holdt altså
en tvangfri sammenkomst, hvor man i nogle timer
havde lejlighed til at tale om løst og fast med hvem
KÆK indbyder alle i forår/sommer 2010
til at deltage i følgende arrangementer
Møderne fi nder sted i menighedssalen den anden
tirsdag kl. 14 i hver måned.
Februar
Hvordan verdens største Kristus-fi gur blev til.
Helga Steensen viser billeder og beretter.
Marts
Fra klaverbænk til prædikestol
Sognepræst Eva Meile om sit liv
15
man ville, og hvor også Jesper på et tidspunkt kom
til og fi k lejlighed til en uformel snak med adskillige
af de nogle og tyve fremmødte.
En god start på det nye år for KÆK – og ikke mindst
fordi fl ere nye ansigter fra menigheden havde fundet
vej til os og vores hyggelige samvær på den ellers
råkolde og vintermørke eftermiddag, hvor Birthe til
indledning orienterede os om klubbens forestående
aktiviteter.
April
Bayeux-tapetet.
Ved tidl. højskoleforstander Steen Espersen
Maj
Jordens alder og historie
Ved geolog Feiko Kalsbeek
Juni
Vi mødes med vores sognepræst Jesper Fich
HKT

Stor spørgelyst ved
menighedsmødet i november
Indledning
Sognepræst Jesper Fich bød de mange fremmødte
velkommen til dette møde, der havde menighedens
liv som overordnet tema. Med de glæder og ærgelser,
vi kan støde på som sogn. Jesper gav et tilbageblik
over den nyligt overståede sammenlægning blandt
sognene i Københavnsområdet. Skt. Mariae blev ved
den lejlighed ikke ændret, men afgørelsen var ikke
udråbt som den endegyldige. Derfor, hvis man sætter
pris på livet i denne menighed, så vil det være en god
idé at forberede sig godt.
Ivar Hoel, formand for menighedsrådet, uddybede
begrebet sogn som det område, hvorfra man søger
den samme kirke. Fælles for menighedens medlemmer
er, at de bliver betjent af den samme præst. Før
det 2. Vatikanerkoncil blev ”sogn” som regel opfattet
som en geografi sk afgrænsning, hvorimod menneskene
i sognet nu er det centrale. Skulle man foretage
en beskrivelse, kunne man tage udgangspunkt i den
årlige indsamling af oplysninger (fra dette ligesom
fra alle andre sogne), lige fra antal døbte og antal
af øvrige kirkelige handlinger til antal kirkesangere
16
m.v. En sådan opregning vil dog langtfra afspejle den
måde, vi lever sammen på i menigheden. Rigtig mange
kommer i kirken, og en del har sagt ja til en ekstra
opgave, hvad enten det er i forbindelse med gudstjenesten,
katekesen, sognets repræsentation udadtil eller
det arbejde, som udføres i menighedsrådet. Dette
møde var en anledning til at få sagt tak til de mange,
der har været og er med til at holde aktiviteterne i
vores sogn i gang på en måde, der skaber fællesskab.
Om valget til menighedsrådet i 2010 sagde Ivar, at
det ville ske på den velkendte måde. Der skal indvælges
nye medlemmer, da fl ere af de nuværende har
ønsket ikke at genopstille. Medregnet sognepræsten
udgør menighedsrådet 9 voksne i vores sogn. Der
er en række bestemmelser, som skal overholdes ved
valget. En af dem er, at man til kirkens centrale register
skal have meddelt sin fødselsdag. Til Pastoralrådet
skal der ikke længere vælges medlemmer, men
derimod udpeger Skt. Mariae (sammen med Skt. Nikolaj
menighed) et pastoralrådsmedlem.
Da ordet blev frit, ønskede Hanne, at der blev afl agt
beretning fra de enkelte områder.
Menighedsrådets formand Ivar Hoel orienterer om det forestående valgt til menighedsrådet den 21. marts
2010. (Foto: Anders Kaare Frederiksen).

Sognepræst Jesper Fich fortalte om sognets indtægter fra kirkebidragsordningen og arbejdet omkring
omlægning til ny ordning. (Foto: Anders Kaare Frederiksen).
Da aktiviteterne i sognet er så vidtrækkende, ville
menighedsrådet på et møde som dette ikke kunne nå
at få beretning fra mere end nogle få. I stedet vil det
være op til de, som er engageret i sogneaktiviteter
eller de, som nyder godt af det, at fortælle det videre.
Der er også indimellem en beretning i LUMEN eller
på sognets hjemmeside med fotos, synspunkter eller
oplevelser fra deltagere i en af de mange fester i dette
år, et møde eller en udfl ugt osv. Ved at høre om oplevelserne
eller læse om dem, kan andre i menigheden
følge lidt med i, hvad der foregår uden om højmesserne.
Tema: Kirkens indretning
Der er vel ingen, der har kunnet undgå at lægge mærke
til kirkens fl otte nye fl øjdøre. De er med glasruder,
som understreger en åben indstilling til den, der befi
nder sig uden for kirken.
På et direkte spørgsmål om, hvornår så Maja Lisa
Engelhardts glasmosaikker i vinduerne mod Jens
Jessens vej vil blive sat op, måtte Sr Benedikte svare
lidt henholdende. Ikke fordi der mangler penge. Indsamlingen
er gået over al forventning, så udskiftningen
kan iværksættes i foråret 2010. Snarere må man
se i øjnene, at der ved en kunstnerisk medvirken som
17
denne, er et element af uforudsigelighed. Det gælder
således også for tidspunktet for, hvornår de isatte ruder
kan indvies.
Der var på mødet fl ere, som havde en kommentar til
kirkens indretning. Det lagde op til en til tider livlig
debat, som mundede ud i venlige henstillinger og en
slutbemærkning om, at det ikke er menighedsrådets
område at fastlægge regelsæt for menighedens gøren
og laden under messerne.
Kirkekaffen er på det nærmeste en del af kirkens
indretning, og det er klart, at der må hele tiden står
nogen parat på en liste med ansvar for at stille kirkekaffen
frem. Og kage ikke at forglemme. Der var stor
ros til kagebagerne.
Hans ville gerne vide, hvad der lå bag de offentliggjorte
tal om tilbagegang i antal medlemmer af vores
menighed fra 2006-2008. Jesper forklarede, at sognekontoret
ganske vist modtager indmeldelser for de
børn og voksne, som døbes i vores kirke. Sker det
derimod, at et medlem af menigheden beslutter sig
for at melde sig ud, vil registreringen i så fald kunne
foretages fl ere steder (bispekontoret eller sognet) og
oplysningen sendes videre til det sogn, hvor vedkom-

mende blev døbt/optaget som konvertit. Desuden er
det svært at sammenligne menighedens tal fra tiden
før med tal fra tiden efter CPR-numrenes overgang
til bispedømmets centralregister.
Kirkeskat
Der var også unge mennesker til mødet, og blandt
dem var Rasmus en af de spørgelystne. På hans
spørgsmål til økonomien generelt og til kirkeskat i
vores sogn svarede Jesper, at det var svært at gøre
det op. Der fi ndes opgørelser, der viser en overraskende
stor tilmelding til kirkeskat i de små sogne i
Sydjylland og på Bornholm. Omvendt så er det i et
stort sogn i Jylland langtfra alle, der har sagt ja til at
modtage en opkrævning. Faktisk opnår vores sogn
med halvt så mange medlemmer lige så stort et økonomisk
tilskud, fordi rigtig mange har tilsluttet sig
kirkeskatteordningen. Det er lidt af en myte, at medlemmerne
her hører til de rigeste i samfundet. Efter
Jespers opfattelse skal de mange kirkebidrag snarere
forstås som et udtryk for, at mange er tilfredse. Hvis
det om nogle år bliver besluttet, at kirkeskat ved lov
afkræves katolikker, baptister og medlemmer af andre
frikirker, så kan det ikke på samme måde ventes,
at økonomien via skattemyndigheden bliver fordelt
med største tilskud til sogne med mange aktive og
tilfredse trosfæller. En indtægtsnedgang i vores sogn
må så søges oprettet på anden måde: gennem kollekter
eller ved etablering af f.eks. en venneforening
for Liobaklostret
Søster Benedikte supplerede med, at klostrets søstre
er glade for menigheden, og hun kunne berette om,
at ordenssøstre fra udlandet på det nærmeste måbede
over, at menigheden i så høj grad var engageret i fællesskabet
- som vekselsangere, kirkekaffebryggere,
arrangører af menighedsfester, katekese osv. Med
hensyn til visioner havde klostret store planer, om
bl.a. at få lagt nyt tag på kirken (Men hvem har millionerne?).
Liobahjemmet kunne måske også på sigt
udlejes til formål, der havde tæt relation til sognets
liv og virke.
Ivar Hoel rundede mødet af med at give en orientering
om det kommende valgt af menighedsråd. Han
havde selv tænkt sig at trække sig ud af menighedsrådet,
hvor han har siddet i 12 år. Der skal i alt vælges
8 medlemmer til det ny menighedsråd, og Ivar
opfordrede alle med evner og interesse for at gå ind
i arbejdet, om at stille op. De nærmere detaljer om
18
opstilllingsfrister mm. vil kunne læses på sognets
hjemmeside og i Katolsk Orientering.
Torben Wamberg, referent i menighedsrådet
PS.
For at valget kan afvikles efter bestemmelserne,
er der af det siddende menighedsråd udpeget en
lokal valgstyrelse. Den har følgende medlemmer:
Kirsten Beenfeldt, Gert Ryom-Hansen,
Anders Kaare Frederiksen og Stefan Stæger
I begyndelsen af januar vil den lokale valgstyrelse
bekendtgøre reglerne for kandidatopstilling mv, samt
mere præcise oplysninger om hvorledes valget, der
fi nder sted søndag 21. marts, afholdes.
FAQ (frequently asked questions) om
at komme i kirken om søndagen
Hvad gør du,…
…….hvis kaffen på kanden slipper op? Det er enkelt,
fi nd bønnerne frem fra skabet og hæld vand på kaffebryggeren.
Så er der en kande frisk kaffe på mindre
end 10 minutter. Det er ikke forbeholdt personerne
på kaffelisten at sørge for forsyningen.
…….hvis du har ondt ved at knæle eller bænken føles
hård at sidde på? Det er helt i orden at snuppe en
af de løse puder, som børnene tager frem til familiemesserne,
og bruge den på bænken og/eller knæfaldet.
Eller søg hen til en plads på de fi re forreste
bænke, som er polstrede.
…….hvis du har svært ved både at være knælende
og samtidig holde øje med præstens konsekration af
brødet og vinen, fordi de i bænken foran står op og
spærrer udsynet? Det er ikke sikkert, at løsningen
ligger lige for, idet opfattelsen af, hvad der er den
”rigtige” stilling (knæle, sidde eller stå), kan variere
fra sted til sted og fra person til person. Tag en snak
med den, du føler generer dit udsyn. Eller tag plads
længere fremme mod alteret, hvor udsynet er bredere
(og forhåbentlig bedre).
…….hvis det er svært at få øje på en ledig plads i
kirken? Det er enkelt at hente en klapstol og anbringe
den ud for en af bænkerækkerne. Eller hav lidt tålmodighed,
så vil en elskværdig søster (Sr Benedikte
er helt suveræn) dukke op med et tip, hvor langt du
skal frem mod alteret for at fi nde en plads. Ved julevigilien
eller en af de andre højtider kan det hænde,
at du bliver inviteret til at komme med i koret og dele
bænk med søstrene.
Torben Wamberg

Nyt fra Sankt Mariæ Kirkes børneundervisning
Så er børneundervisningen skudt i gang for efteråret.
En kanonstart på undervisningen: der er 13 forventningsfulde
børn til 1. kommunionsundervisningen
og omkring 27 livlige børn til børnelørdag. Så det er
ikke i vores kirke, den ”kristne krise” kradser.
Det er vores største opgave at få børnene til at glæde
sig til at komme lørdage og det er ikke så lidt af
en opgave, da både sengevarme, hyggestund, tv og
computer er særdeles tillokkende alternativer og alskens
sportsarrangementer har det også med at kollidere
med vores katekese.
At det alligevel lykkes i så høj grad efter antallet af
børn at dømme, fylder os kateketer med både stolthed
og glæde. Som en 1. kommunionspige, der i starten
var meget ked af at skulle hen til undervisningen,
udtrykte: ”det var meget bedre end kun at være
hjemme”. Så tænkte vi ”yes” og fællesskabsfølelsen
forstærkedes endnu en gang.
Vi bestræber os på - som nævnt tidligere - at undervise
i et nutidigt sprog og inddrage hverdagslivet mest
muligt, så vi taler i øjenhøjde med vores fremmelige
børn. Således at tro og liv bliver ét sammenhængende
hele for dem. Ydermere slår vi på stortromme for
ministranttjenesten, som giver børnene en betydning
19
i messen samtidig med, at den tjener som socialt netværk
til at få venner, hvilket er altafgørende for deres
lyst til at komme regelmæssigt i kirke.
Undervisningen underbygges af nogle faste traditioner
i begge grupperinger, hvorved det religiøse
aspekt automatisk fremmes. Det kan være i form af
lys, for at mindes Guds tilstedeværelse i vor midte.
Stilhed og bøn til at få kontakt med Guds stemme i
vort indre. Der kan være en stor rosenkrans at samles
rundt om, hvorpå dagens emne er repræsenteret i
form af en Maria statue, en skål jord, billeder osv., så
børnene forberedes på, hvad der skal ske og opfordres
til at give deres besyv med fra.
Derefter tales lidt om deres oplevelser siden sidst,
om de kan huske, hvad vi lærte osv.
Første kommunikanterne bliver tillige mindet om,
hvorfor de er til undervisning via et ikon i børnevenligt
design forestillende Jesus i færd med sit sidste
måltid, så der kan puttes lidt forventningens glæde
med i købet.
Musik, sang, bevægelse, leg og kreativ udfoldelse er
naturlige elementer til at fange opmærksomheden og
forklare vor kirkes trosbegreber på en levende måde.

Endelig bliver der også lagt bøger frem fra vores
bibliotek, som de store børn kan læse i eller forældre
læse højt, da det ikke er alle, som har lyst til at
klippe-klistre eller lege.
Omkring kl. 11.30 får samtlige børn en forfriskning,
får læst en historie højt, hvorefter vi slutter af i kirken
med et lille ”opsamlingsheat” samt et Fader Vor og
Hil dig Maria til at gå hjem på.
Første kommunikanternes selvlavede kors var med i
børnemessens procession og det var et hit af format.
Børnene lyste ligefrem af stolthed over eget værk, så
det opfordrer til mere udstilling af børnenes kreative
evner fremover.
Allerede nu vil vi gøre opmærksom på datoerne for
forårssæsonen:
Januar: den 16.1 og den 30.1
Februar: den 13.2 og den 27.2
Marts: den 13.3. og den 27.3
1. kommunionsfesten er 2. påskedag den. 5. april
2010.
Hermed slutter sæsonen og starter op igen til september
2010.
20
Vigtigt er det også at nævne SMUK i denne forbindelse.
SMUK – Sankt Mariæ Unge Katolikker – er en lokal
afdeling af DUK (Danmarks Unge Katolikker).
SMUK tager sig af vores menigheds børn og unge,
primært med undervisning såsom børnelørdage –
forberedelse til 1. kommunion – forberedelse til fi rmelse
og andre beslægtede aktiviteter samt tilrettelægger
forskellige weekendture. Vi var også med til
at organisere og deltage i ”Den Store Dag” i Odense
her i efteråret.
Kort sagt: SMUK varetager børnenes interesser i vores
sogn.
Vi har en bestyrelse på 5 – 7 medlemmer som mødes
4 – 5 gange om året, og som holder os ajour med det,
der sker i vores sogn. Alle de børn, som bliver undervist
i vores sogn, skal være medlemmer af SMUK og
er på den måde automatisk med i DUK, hvorved de
kan deltage i fælles aktiviteterne med andre sogne.
På vegne af hele holdet bag børneundervisningen
Klara Kaare Frederiksen

SMUK
- indtryk fra
december måned
21

Navnenyt
Dåb
020509 Victor Tomasz Nalecz
090509 Arthur Giesel
090509 Isak Giesel
090509 William James Wrisberg
310509 Anna Maria Vibe Zorrilla
240809 Gloria Esmeralda Nigro
010809 Clara Hadberg Eckhoff
090809 Christian Johannes Hindahl
150809 Thomas Hoffmann Christiansen
290809 Gustav Martinez Hendriksen
060909 Daniel Magnus Bjørgo
120908 Mathilde Janning Stitz
041009 Semek Nielsen
041009 Atusa Jafari Behjat Abad
100109 Rosa Marie Ludwig
241009 Sebastian Wichmann Nielsen
311009 Stella Mølbak
311009 Sandra Tina Mølbak
311009 Sarah Mai Troung Riis
Optagelse
090809 Marianne Bang Rasmussen
Ægtevielse
020509 Kamil Nalecz og Agneiszka Cygan
020509 Nikolaj Nennecke Hartmann og Rebekka Chaplin-Hartmann
300509 Rasmus Rosengren Stockmar og Rebekka Maria Wiese Majholm
240709 Sebastian Nigro Jensen og Lorena Ximena Nigro
010809 Morten Ravn og Anne-Louise Tekla Ravn
120909 Johnny Topp og Anne Ruvina Flandrup
Begravelse
010509 Catherine Christophersen
110509 Svend Arne Nielsen
040809 Michael Micislaus Matysiak
22

Sognekalender
Søndag den 31. Januar Ansgar Kl. 11 Højmesse
Søndag den 7. Februar Kyndelmisse Kl. 11 Højmesse med lysvielse
og børneprædiken
Søndag den 14. Februar 6. alm. Søndag Kl. 11 Højmesse
Onsdag den 17. Februar Askeonsdag Kl. 17 messe med askevielse
Søndag den 21. Februar 1. Søndag i fasten Kl. 11 Højmesse
Søndag den 28. Februar 2. Søndag i fasten Kl. 11 Højmesse
Søndag den 7. Marts 3. Søndag i fasten Kl. 11 Højmesse med børneprædiken
Søndag den 14. Marts 4. Søndag i fasten Kl. 11 Højmesse
– midfaste
Søndag den 21. Marts 5. Søndag i fasten Kl. 11 Højmesse
Søndag den 28. Marts Palmesøndag Kl. 11 Højmesse med palmevielse
Torsdag den 1. April Skærtorsdag Kl. 17 Højmesse
Fredag den 2. April Langfredag Kl. 15 liturgi
Lørdag den 3. April Påskelørdag Kl. 21 påskevigilie
Søndag den 10. April Kl. 11 Højmesse
Mandag den 17. April Kl. 11 Højmesse
23

Fantastisk, hvad man også kan fi nde på Internettet – en passende hyldest
til den store fest, vi netop har fejret med tak til Jacob Zakarias Larsen fra Crux’
hjemmesiden for en bøn i moderne indpakning.
Fred over jorden! Menneske, fryd dig, os er en evig frelser fød – Det er Guds gave
til dig og mig pakket ind i hud og hår. Glædelig jul og Guds fred.
Af Jacob Zakarias Larsen
Kære Gud
Så sidder jeg her igen med juleand ud over hele ansigtet og fødderne
begravet i iturevet gavepapir.
Tak for året der gik. Tak for glæder og sorger, for familie og venner.
Tak at du blev menneske, at du blev som en af os. Skænk os din fred når vi er ved at kvæles i
livets gavebånd og giv os et los bag i når vi bliver for selvfede.
Tak at du ikke glemmer os og tvivle på os når vi glemmer dig og tvivler på dig.
Vær du denne jul særlig med dem, der har mistet nogle af deres kære og dem hvis kære er
langt borte. Vær du med alle dem der må tilbringe julen alene, i fængsel og på sygehusene.
Vær du med alle de mennesker verden over der er fanget i krig og ødelæggelse.
Vær du med alle dem for hvem julen er en svær tid. Mind dem og os om at du
blev menneske for os og ønsker at give os alle fred.
Kære Gud, spred juleglæde, fred og forsoning verden over, i vores land, i min by,
hos min nabo og hos mig. Jeg vil forsøge at starte med mig selv gøre som Gandhi
sagde ”vær den forandring, du ønsker at se i verden”.
Amen
Glædelig jul - og godt nytår vil LUMEN tilføje.
24