1 LUMEN nr. 70 | December 2009 - Sankt Mariæ Kirke

sankt.mariae.kirke.dk

1 LUMEN nr. 70 | December 2009 - Sankt Mariæ Kirke

LUMEN

1

LUMEN nr. 70 | December 2009


nyt om LUMEN

Anders Kaare Frederiksen er, som de fl este ved, tiltrådt

som ny ansvarshavende redaktør af LUMEN.

Anders blev budt velkommen på menighedsrådets

møde i november. På samme møde blev grundlaget

for udgivelsen af sognebladet gennemgået, og

Anders skitserede planerne for indholdet i de kom-

Sankt Mariæ Kirke

Jens Jessensvej 5

2000 Frederiksberg

Postgiro 303-2442

Bank: Danske Bank

4250 - 3184 - 021196

www.mariae.dk

Sædvanlige messetider

Søndag kl. 11 (Højmesse)

Mandag, torsdag og lørdag kl. 7.30

Tirsdag og fredag kl. 16.30

Onsdag kl. 7

Evt. ændringer i hverdagsmesserne

bekendtgøres ved opslag i våbenhuset

og på kirkens hjemmeside.

Sognepræst

Jesper Fich – jesper.fi ch@gmail.com

Marielystvej 16

2000 Frederiksberg

Tlf.: 61 62 27 37

Sognekontor

Jens Jessensvej 5

2000 Frederiksberg

Tlf.: 38 71 52 25

Normalt åbent fredag 10-12

Regnskabsfører

Christel Helleshøj

Lumens nye redaktør,

chefkonsulent Anders

Kaare Frederiksen

Kordegn

Sr. Rut Maria Schmidt OSB

Træffes normalt fredag formiddag

Menighedsrådsformand

Ivar Hoel, Amager Strandvej 382

2770 Kastrup

Tlf.: 32 46 17 12 – ialh@mail.dk

Næstformand: Kirsten Gravgaard

Sekretær: Torben Wamberg

Øvrige medlemmer: Mie Egeskov,

Flemming Emmering, Jesper Fich,

Anette Hanghøj Høyer, Sr. Benedikte

Nielsen OSB

Sankt Lioba Kloster

Jens Jessensvej 7

2000 Frederiksberg

Priorinde: Sr. Benedikte Nielsen

OSB

Tlf.: 38 71 48 72 – Fax 38 71 12 96

Sankt-lioba-kloster@mail.dk

Sankt Mariæ Unge Katoliker

SMUK@post.cybercity.dk

Sankt Mariæ Kirkes børne- og ungdomsarbejde

Herunder ministranter og religionsundervisning

Formand: Christian Elverberg

cwe21@ofi r.dk

hjemmeside: www.smuknet.dk

2

mende numre. En afspejling af sognet som en helhed

har også fremover høj prioritet. Der foretages

nogle justeringer i bladets opsætning for at gøre det

overskueligt og understøtte indholdet i teksten. På

den baggrund benyttes assistance fra en ekstern layouter.

LUMEN skal

● Afspejle sognets liv og vores selvforståelse som

katolsk menighed, og gøre det på en måde, der

inviterer og opmuntrer til medleven i Kirkens

fællesskab.

● Være et instrument, der tjener til refl eksion over

troen og Kirkens liv.

● Samle væsentlige oplysninger om aktiviteter i

sognet og omtale dem i bladet.

● Indeholde fakta-oplysninger om sognet.

Katolsk Ældre Klub (KÆK)

Kontakt:

Birthe Blichert-Toft – 36 46 20 38

bbt@youmail.dk

Hanna Busch-Møller – 38 71 20 35

Hanne Majholm – 39 20 62 49

Hans K Thomsen – 38 74 78 09

Sognebladet Lumen, redaktion

sognebladetlumen@gmail.com

anders@kaarefrederiksen.dk

Deadline for næste nummer:

15. februar 2010

Forsidefoto:

Børnene fra børneundervisningen

lavede Lucia-optog i kirken den 13.

december. Under messen lavede

børnene et ”jule-tableau”.

Se fl ere fotos på hjemmesiden www.

mariae.dk. (Fotos: Anders Kaare

Frederiksen)

Layout

Vibeke Beck


Prædiken til juledag

I begyndelsen af december sidste år var jeg i Rom

for sammen med Jakob Thorsen at give paven den

danske oversættelse af hans bog om Jesus. Inden jeg

tog derned, tænkte jeg: Hvad nu, hvis paven spørger

mig, om der er noget, der har gjort særligt indtryk på

mig i bogen? Hvad skal jeg så svare?

Nu kom det aldrig så vidt, at paven spurgte om det,

det var der slet ikke tid til, men jeg fi k alligevel forberedt

mit svar. Jeg ville have sagt: Det har gjort indtryk

på mig, hvor stærkt De fremhæver Kristi medlidenhed.

Og det gør paven igen og igen, alene af den grund er

bogen værd at læse.

Et sted, som med overraskelsens styrke betog mig, er

der, hvor Paven trækker en parallel mellem profeten

Jonas og Jesus. Jonas, det var ham, der fi k besked på

at drage til Ninive for at udråbe byens undergang,

men som nægtede at påtage sig opgaven, og fl ygtede

på et skib, langt væk fra Guds kald. Men Gud sendte

en voldsom storm, som truede med at slå skibet til

pindebrænde. Da trådte Jonas frem, bevidst om, at

det var ham, der var årsag til den truende katastrofe

og sagde: Tag mig! Tag mig og smid mig i havet. Besætningen

gjorde det, de smed altså Jonas over bord,

havet blev da omgående blikstille og Jonas slugt af

hvalfi sken. Tag mig!

Det er udelukkende scenen fra skibet, som paven

bruger af historien, og naturligvis ikke den del, der

handler om den fl ygtende profet. Dem på fl ugt, dem

er der så mange af, dem er der aldeles ikke noget særligt

profetisk ved. Det profetiske i Jonas historien begynder

først, da hans medlidenhed vokser inde i ham,

da hans medlidenhed midt i stormen bliver stærkere

end kærligheden til ham selv. Tag mig!

Sådan siger Paven, sådan sagde Jesus også i erkendelse

af menneskene, der var udleveret til druknedød

og undergang i det store intet, sådan sagde Jesus: Tag

mig, og smid mig i havet…

Paven synes i sin bog hele tiden stærkt optaget af motivet

bag Kristi handlinger, og nu dette: tag mig, og

smid mig i havet, hvor mennesker ikke kan leve, men

drukner, og bliver borte i det store intet, og smid mig

3

i havet, fordi jeg vil redde menneskene fra netop at

drukne, så hellere selv drukne!

Jeg hører det som en kommentar til Johannes-evangeliets

berømteste vers, som i kortform samler hele

frelseshistorien: ”Så højt elskede Gud verden, at han

gav sin søn, den enbårne, for at enhver som tror på

ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.” (Joh.

3.16).

Dog endnu skarpere – det var en medlidende kærlighed,

som lod Kristus blive menneske, en af os, de

druknende.

Jeg forsætter lidt videre i samme spor, for paven bygger

videre på en optagethed af Kristi medlidenhed,

som fi nder nedslag i hele kirkens åndelige tradition:

Arnoulf af Louvains har i sin salme ”Hil dig frelser

og forsoner” et mystisk vers, hvor han spørger

Kristus: ”Hvad har dig hos Gud bedrøvet, og hvad elsked

du hos støvet, at du ville alt opgive for at holde

os i live, os dig at meddele hel?” I sandhed et forbløffende

spørgsmål! Kan der virkelig være noget, der

tæller mere end Guds egen fylde, er der noget, der

mangler dér, endda i sådan en grad, at det er værd at

opgive Guds herlighed? Hvad skulle det dog være,

har man lyst til at spørge.

Svaret er os nær i dag på juledag: Svaret, som den enbårne

har med sig i krybbegave til os, der bliver rige

ved hans fattigdom, er et svar, som må slå benene

væk under enhver, der ved sig truet af druknedøden:

”Det er da dig, der er så vigtig for mig, at hele saligheden

er værd at opgive….”

Tag mig…!

Jesper Fich


Præsterådsmødet

På præsterådsmødet i november havde jeg fået

opgaven at sige noget om ”tidsnær forkyndelse.”

Ikke mere end 7 minutter…. Og her er så, hvad

det blev til.

Mon ikke de fl este præster, ligesom jeg, oplever et

vist gys, når man skal prædike, og der er mange præster

blandt tilhørerne. Så meget mere gys er der, når

jeg ligefrem skal holde et – om end – nok så kort

oplæg til præster om prædikenen, og hvilke udfordringer,

jeg mener at kunne identifi cere i dag.

Men det må jo kunne lade sige gøre…

Mit første indfald overhovedet, var dette: ”Skal man

gøre sig håb om at gribe andre, må man selv være

grebet.” Det er jo så sandt, at med de ord behøver

jeg i grunden ikke sige mere. Men så let går det nok

heller ikke. Så jeg måtte tænke på de situationer, hvor

jeg selv hører en prædiken. Det sker heldigvis ret tit

– og så har jeg naturligvis ligesom alle andre kirkegængere

kvalitetsforventninger. Hvad gør en prædiken,

som jeg skal høre, til en god prædiken?

Og så begynder jeg et helt andet sted: Det sker nemlig,

at jeg i min egenskab af skolekonsulent bliver

spurgt, om jeg med meget få ord kan sige noget, der

karakterisere katolsk dannelse. Og jeg plejer at svare:

4

”man må aldrig – heller ikke i det godes navn – genstandsgøre

nogen.” Det gælder i skolen, men så meget

mere i kirken.

I kirken og ikke mindst i messen har jeg/vi et håb om

at være i et rum, hvor jeg aldrig bliver reduceret til

objekt, men hvor jeg kan vokse som menneske, som

det subjekt og som den kristne, jeg nu engang er. Det

betyder konkret: jeg kan ikke FORDRAGE, at blive

talt ned til. Den gode prædiken derimod, i den springer

det ligefrem fra hjerte til hjerte.

Men så, inden jeg kom videre i mine overvejelser,

huskede jeg, at kirken har en ældgammel lære om det

at prædike. En prædiken - en ægte én af slagsen - skal

være en homili. Det vil sige: den skal holde sig til

evangeliet og ikke have andet som grundlag og mål

end evangeliet – eller til nøds den bibelske læsning,

som man ellers vælger.

En genfortælling alene keder. Prædikenen mere, den

skal åbne nye perspektiver for mig, kalde på mig,

men ikke nødvendigvis ”tygge” det hele for mig. I

den franske dominikanerprovins har vi for tiden en

provincial, der er en gudbenådet prædikant. Bruno

Cadoret, prædiker intelligent, åndeligt modent og vovet,

skaber hele tiden nye rum, men da jeg hørte ham

første gang, blev jeg helt forbløffet, for pludselig kom


der ikke mere. Jeg tænkte: Hov! der må mangle noget,

slutningen – papiret med slutningen må være blevet

væk! Indtil det gik op for mig, at han prædikede til

voksne mennesker, at dette var som 60ernes franske

fi lm og at slutningen – den sad altså i bænkene, det er

tilhørerne, der skal være slutningen, eller rettere fortsættelsen,

for prædikenen skal jo pege ud på den hverdag,

der venter lige på den anden side kirkeportalen.

Altså: ikke nødvendigvis tygge alt – en menighed

kan tit mere end præsten forestiller sig, mange gange

meget mere, så behold respekten for menigheden, og

lad være med at tygge alt. Hellere skærpe appetitten,

meget hellere skærpe appetitten…

I forlængelse af det, MÅ jeg nu understrege, at prædikenen

ikke er præstens ejendom. Derfor må han

heller ikke behandle den, som var den en tumleplads

for præstens egne dagsordner, fordomme og meninger

– prædikenen skal, jeg må sige det igen: være

bestemt af evangeliet.

Nu har jeg aldrig kendt Peter Schindler, men jeg har

ladet mig fortælle, at han havde et ret solidt ego. Men

– og måske derfor – i den lille bitte og smukke kirke,

som han lod opføre i Rudkøbing, lod han tilføje

en vigtig pointe. Når præsten skulle ud på prædikestolen,

så skulle han passere en væg, og dér lod han

skrive – sådan at han – og evt. andre præster ikke

kunne udgå at se det: ”Vi ville se Jesum”… Det er

hvad menigheden ville: de ville se Jesum – ikke Peter

Schindler. Det er hvad en menighed vil: de vil se

Jesus, ikke mig. Kan jeg ikke vise dem HAM, så har

jeg ikke noget at sige.

Dette er i virkeligheden en udfoldelse af prædikebrødrenes,

dominikanernes klassiske løsen: ”Comtemplata

allis tradere” – kontempler/be for at give

det videre, som du har ”gennem-bedt”.

Det skal man tage meget alvorligt. I prædikesituationen

har præsten megen magt. Alle andre skal tie,

mens han taler. Men autoriteten, som præsten har,

bunder alene i hans fortrolighed med skriften og

skriftens Herre.

Og så kunne man jo gøre alle disse overvejelser meget

lettere ved at sige, at også her er skriftens Herre

selv modellen. Kristus, forkynderen, han er også i det

stykke model. Og se hvad jeg siger: Han talte net-

5

op aldrig ned til nogen, hånede ingen, men fra hans

mund strømmer tilgivelse…

En af de personer, som igen og igen inspirerer mig er

Henri-Dominique Lacordaire – han var nogenlunde

samtidig med sognepræsten af Ars, levede altså i slipstrømmen

af den franske revolution. I sine unge år var

han medudgiver at et tidsskrift om samfund og kirke,

og fornyelse af begge dele. Han blev tidens mest hørte

prædikant og han samlede tusinder. Tidsskriftet havde

som undertitel: Dieu et liberté – Gud og frihed! Han

mente, at kunne identifi cere den længsel efter frihed,

som samtidens liberalisme var eksponent for, med den

frihed, som Kristus skænker. Dybest set, kan der også

dårligt være nogen modsætning mellem menneskets

mest ærlige længsel, og det Kristus skænker.

Den tid, Lacordaire levede i, var begyndt at blive døv

for det budskab. Og han så, at Gud alt for ofte blev

reduceret til det kit, som præsten brugte, for at få sin

argumentation til at holde sammen. Men det er at tage

Guds navn forfængeligt, så det skal man lade være med.

Det ord, som til alle tider har været det mest selvfølgelige

– ”Gud” – er i dag et fremmedord. Men ingen

skal bilde sig ind, at det bliver spor anderledes ved at

præsten bare gentager det. Der skal mere til.

I sin anmeldelse af en Lacordaires berømte fasteprædikener

i Notre Dame skrev en Pariseravis – jeg

husker ikke lige hvilken: ”Det lykkedes Pater Lacordaire

at holde en hel prædiken uden at nævne ordet

Gud!” Men derved åbnede han fl ere ører for det

transcendente end mange med fromhed.

Jeg siger det, fordi det gentager, hvad jeg begyndte

med, denne tommelfi ngerregel: at en præst aldrig må

gøre nogen tilhører til objekter for sandheden. Det er

klogt at huske, at rigtigheder bliver ikke til sandhed,

før det lever. Hjerte til hjerte. Selv være grebet for

at gribe andre… Og jeg siger det, fordi Lacordaire

lod tiden inspirere ham, og ikke udelukkende så sin

samtids forfald, men også så de andre af tidens tegn,

dem, som har Gud som grund.

Og så Lacordaire igen, fordi han jo siger det så direkte,

det, jeg ønsker for mit liv, det som I ønsker for

jeres, det som menigheden ønsker for sig selv, ja det,

som selv verden tørster efter, måske uden at vide det:

Dieu et liberté – Gud og frihed.

Jesper Fich op


Sr. Mikaelas 25 års jubilæum

I en samtale med redaktøren Anders Kaare Frederiksen

fortæller Sr. Mikaela om sin opvækst og sin

livsgerning i anledning af hendes 25 års jubilæum.

Hvorfra stammer familien?

Jeg kommer fra Bodensee i Schwaben, Tyskland. Et

skønt område med bjerge, søer, skove, marker, alt

simpelthen. Et område med høj fritidsværdi, men

byen blev desværre slemt tilredt under krigen, idet

det var en industriby, som også rummede våbenindustri.

Vi var ni børn, 6 piger og 3 drenge, hvor jeg var den

yngste. To er faldet væk, så vi er 7 søskende tilbage.

Det bliver en stor familie, når vi samles, bare den

nærmeste familie bliver et halvt hundrede personer.

De fl este bor omkring Bodensee, en enkelt i Frankrig

og en i Stuttgart.

Uddannelse og opvækst

Jeg fi k en normal skolegang med folkeskole og mellemskole,

hvorefter jeg tog en sygeplejeuddannelse.

Iklædningen blev forestået af P. Lars Messerschmidt

sammen med P. L. Dorn den 2.09.1982 under en

Vesper Gudstjeneste.

6

Sr. Mikaela på 25. års jubilæumsdagen. (Foto:

Anders Kaare Frederiksen)

Som 21 årig skulle jeg se verden og tilbragte først ½

år i kibbutz i Israel. Siden blev det til Canada, hvor

det var svært at fi nde arbejde, så det blev en bondegård

ved Winnepek med 70 malkekøer. Min fritid var

meget sportslig orienteret med kano, skiløb, håndbold

og svømning. Efter et ophold i Berlin i 2 år kom

turen så til Danmark.

Hvordan opstod interessen / kaldet ?

Jeg fi k en katolsk opvækst, idet min far var katolik,

men det var min mor, som var en fl ittig kirkegænger.

I de unge år gled kirken imidlertid i baggrunden til

fordel for fritidsinteresserne.

Så var det, at Guds plan med mig tog form. Måske

var den allerede tilrettelagt fra fødslen. Min moster,

Sr. Ludovica, indtrådte hos Benediktinerinderne af

den Hellige Lioba i Freiburg i 1931 og afl agde de

første løfter i 1934. Hun var medgrundlægger af klostret

i Danmark. Jeg kom til verdenen på Liobasøstrenes

fødehjem i Konstanz og min jordemoder hed

Sr. Michaela.

Allerede under min opvækst fornemmede jeg noget

væsentligt ved klosterlivet, ligeledes under sygeplejeuddannelsen,

men jeg skød det fra mig. Men så i

januar 1980 besøgte jeg min moster Sr. Ludovica i


Danmark, og efter det besøg ønskede jeg at vende

tilbage og bo og arbejde i Danmark.

Det lod sig gøre, jeg boede i starten på gæstegangen

i klostret og fi k arbejde på St. Lioba-hjemmet, siden

fi k jeg egen lejlighed i Godsbanegade, og jeg lærte

dansk på sprogskolen KISS.

I min første tid her fi k jeg nogle oplevelser på religiøst

plan, hvor jeg var (objekt) eller part i kampen

mellem Gud og den onde, og oplevede bønnens

kraftfulde virkning. Sr. Lioba var mig en uvurderlig

hjælp i denne tid, hvilket så afstedkom en omvendelse

på 180 grader i min livsstil og mit religiøse

liv.

Omsider Danmark

Den 21. jan 1981 søgte jeg om at indtræde i klostret,

hvilket så skete den 5. september, og løfterne blev

afl agt 3 år senere i 1984. Det var dagen for moster,

Sr. Ludovicas 50 års jubilæum.

Lige fra første gang jeg fornemmede noget om klosterliv

i min barndom, var det igangsættende øjeblik

budskabet fra Fatima, mere præcist passagen om,

hvordan børnene så helvede med kommentaren dertil,

at der kommer synderne hen, hvis de ikke omvender

sig og mennesker går tabt, fordi ingen beder

for dem. Her er det afgørende øjeblik! Jeg kan ikke

komme det nærmere mere.

7

Sr. Mikaela i sit atelier med ikoner og dåbslys.

(Foto: Anders Kaare Frederiksen)

Hverdagen i klostret, hvordan begyndte malerierne

på lys?

De malede dåbslys startede, da Sr. Angela, som stod

for dåbslysene, ikke kunne mere og fl yttede på plejehjem.

Familierne ønskede at de halvfærdige lys

blev lavet færdige, så jeg er sådan lidt autodidakt.

Herefter fulgte ikon-maleriet, da Moder Benedikte

sendte mig på et ikonkursus. Det er meget personligt

Billedet er taget i Valby i anledning af Sr. Ludovicas 25 års jubilæum i 1959. Det er Sr. Ludovicas 3 søskende,

en kusine af hende og deres ægtefæller samt lille mig som 5 årig.


at male en ikon, det kræver stor selvbeherskelse og

en lille detalje kan tage utroligt mange forsøg, førend

det lykkes. Man lever sig ind i ikonen og beder undervejs

i processen.

I klostret har jeg mine daglige pligter i køkkenet, med

indkøbene, vi er fælles om haven og ind imellem bliver

der lidt sygepleje af de ældre søstre. Søstrene er

min nye familie og livet i klostret er en formningsproces

under faste rammer. Jeg har set meget i verdenen

med store oplevelser, men her er der lige så store

og intensive oplevelser, hvor man kan søge Gud, idet

man arbejder på sig selv, i den ramme HAN har sat

mig.

Som pastor Jesper Fich sagde ved jubilæumsmessen:

Det er ikke Sr. Mikaela, vi fejrer, det skulle da

bare mangle, men Vorherres troskab, som fandt sin

ramme i Sr. Mikaela. Det er jeg enig i, og det er en

stor rigdom, som fylder mig med glæde. Således har

jeg fundet min ramme i klostret, og jeg fortryder ikke

en eneste dag!

Hjertelig tak til alle, som var med til at fejre min dag

og for de mange hilsener, jeg fi k!

8

Som 22 årig var jeg i Kibbutz Ruhama i Negev

Ørkenen mellem Beerscheba og Askelon. Vi var sat

i arbejde på alle områder: ud på marken, i plastik-

og børstefabrikken, i haven og som på billedet i

køkkenet (mad til 400 personer)

Billedet er taget på Klostrets tagterrasse i anledning af Sr. Ludovikas 50 års jubilæum og min første

Profes (afl æggelse af ordensløfte), sammen med min mor.


Valg til menighedsrådet 21. marts 2010

Menighedsrådet har nedsat en valgstyrelse på 4 personer

til det kommende menighedsrådsvalg. Formand

for valgstyrelsen er Anders Kaare Frederiksen,

næstformand er Stefan Stæger og herudover Kirsten

Beenfeldt og Gert Ryom-Hansen.

Oplysning om valget vil blive givet i forbindelse med

messen den 10. januar, og de praktiske forhold om

valget vil blive gennemgået på et møde efter søndagsmessen

den 24. januar 2010.

Valgret har enhver katolik i menigheden, som senest

på valgdagen er fyldt 16 år og som senest 21. februar

er optaget på valglisten. For at være valgbar skal man

være optaget på valglisten og betale kirkeskat. Valglisten

fremlægges på kirkens kontor fra 20. januar til

21. februar.

Enhver, der har valgret, kan skriftligt indgive forslag

om en eller fl ere kandidater til valgstyrelsen. Forsla-

Menighedsrådet er forpligtet til at overholde de regler,

som SKAT foreskriver for indberetning af løn,

feriepenge mv. til sognets ansatte. Det kan måske se

ud som et temmelig stort administrativt apparat, der

skal holdes i gang, og sandt er det også, at menighedsrådet

er gået forgæves med at betale sig fra lønadministration

hos et professionelt fi rma. Det ville

koste uforholdsmæssigt meget i forhold til de timer,

der afl ønnes af midlerne fra kirkeskatten i et sogn

som Skt. Mariae. Menighedsrådet vil derfor stræbe

mod en så enkel og overskuelig administration som

muligt. For at der ikke skal opstå tvivl, vil de, der

9

get, der skal være underskrevet af forslagsstilleren,

skal være ledsaget af en erklæring fra den foreslåede

om at være villig til at modtage valg samt en påtegning

om, at kandidaten betaler kirkeskat eller sognebidrag.

Man kan godt bringe sig selv i forslag. Forslag

til kandidater skal være valgstyrelsen i hænde

senest 21. februar kl. 16.

Menighedsrådet består af 8 medlemmer + sognepræsten.

Brevstemmer kan afgives fra 10. januar til lørdag

den 20. marts. Kandidatliste fremlægges fra 25.

februar til og med valgdagen.

Spørgsmål, ønske om brevstemmeafgivning eller

kandidatforslag kan sendes til formanden for valgstyrelsen,

Anders Kaare Frederiksen, sognekontoret,

Sankt Mariæ Kirke, Jens Jessensvej 5, 2000 Frederiksberg

eller på e-mail: anders@kaarefrederiksen.dk.

Referatsammendrag fra Menighedsrådets

26. møde 14. september 2009

fremover modtager honorar for udførte timer blive

gjort bekendt med, at honoreringen er inklusiv feriepenge.

På menighedsrådsmødet den 14. september blev der

lagt et program for et orienteringsmøde for menigheden

(såkaldt §12-møde). Desuden blev situationen

omkring redaktørskiftet på LUMEN drøftet. Præsentation

af den ny redaktør for LUMEN Anders Kaare

Frederiksen kan læses andetsteds.

Torben Wamberg


Om helgener og helgenkåring

Helgener

Den offentlige dyrkelse af en særlig gruppe kristne

mænd og kvinder, samt anvendelsen af betegnelsen

hellig på dem som enkeltpersoner, tager i første omgang

udgangspunkt i den ære, man viste martyrerne,

dem, der havde givet deres liv for troen på Jesus

Kristus. Denne dyrkelse af martyrerne som hellige

kom først til udtryk på de steder, hvor de havde lidt

og var blevet begravet.

Herfra bredte den sig videre til andre steder, og for

visses vedkommende til hele Kirken.

De troende samledes ved graven og fejrede årsdagen

for martyriet af den hellige person ved en Messe,

hvorunder martyrens navn blev nævnt med ære. Dagen

blev anset for at være en festdag, ikke en sørgedag,

idet man jo fejrede, at den hellige med ære

var gået hjem til det evige liv hos Gud. Det var en

triumf. Hurtigt begyndte de troende også at anråbe

de døde martyrer om hjælp, især i form af forbøn.

Deres jordiske levninger, som man fra begyndelsen

omhyggeligt opbevarede, samt andre ting, som de

havde været i berøring med, blev skattet og æret, og

deres navne blev givet i dåben, ligesom også kirker

blev indviet til dem.

Da kejser Konstantin i 313 udstedte sit ”toleranceedikt”,

der tillod kristendommen, ophørte forfølgelserne,

og herefter skete det ikke så ofte, at kristne

led martyrdøden. De troende blev nu stillet over for

andre fristelser og prøvelser.

Kirkelærere som den hellige Basilius og den hellige

Johannes Chrysostomos fremhævede, at det kristne

liv i sig selv kunne være et martyrium, hvis det blev

levet under afsavn og askese. Ved slutningen af det

første århundrede blev den ære, man hidtil havde vist

martyrerne, udstrakt til også at kunne vises over for

de store asketer i ørkenen. Hertil føjede man efterhånden

særligt beundringsværdige biskopper, kirkelærere

og ordensgrundlæggere (både mænd og kvinder).

De blev æret uden at have lidt martyriet. Tanken

var, at man i stedet for at dø for troen kunne leve helt

for troen og give afkald på alle goder for troens skyld.

Livet skulle leves som en slags martyrium. Den type

helgener kaldes confessores på dansk bekendere.

10

Denne betegnelse antyder, at de ved udholdende at

bekende den kristne tro i deres liv, afl ægger et lige så

virkningsfuldt vidnesbyrd om Kristus, som martyren

gør ved at dø for Ham.

Som nævnt blev efterladenskaber efter de hellige,

det gælder både direkte efterladenskaber, dvs.

rester af deres legemer, for Jesu Kristi vedkommende

også korset, naglerne og tornekronen, og

indirekte efterladenskaber, for eks. ting, helgenerne

havde været i berøring med, så som klædningsstykker,

redskaber, de havde brugt, og meget

mere, opbevaret og æret, idet man mente, at de

indeholdt en kraft, man kunne få del i. Sådanne

jordiske levninger kaldes relikvier. Ordet reliquiae

betød i det senantikke Rom måltidsrester eller

asken efter en kremeret person, i første omgang

efter en martyr, men senere også efter eremitter og

bekendere. Det blev sædvane at opbevare relikvier

i kirkers og kapellers altre, ligesom man indviede

kirker til den pågældende hellige person ved navns

nævnelse. Faktisk blev det besluttet, at der skulle

være et relikvie i enhver katolsk kirkes alter. De

troende kunne så komme til helligstedet og bede

om helgenens eller helgenindens hjælp, især i form

af forbøn. Det er vigtigt at understrege, at katolikker

ikke tilbeder relikvierne eller helgenerne, men

ærer dem. Baggrunden for at dyrke relikvierne er

et sted i den Hellige Skrift, Paulus’ første brev til

Korintherne, 3. 16+17, hvor der står: Ved I ikke,

at I er Guds tempel, og Guds ånd bor i Jer? Hvis

nogen ødelægger Guds tempel, skal Gud ødelægge

ham; thi Guds tempel er helligt, og I er jo hans

tempel!

Helgenkåring.

Helgenkåringen eller med den offi cielle betegnelse,

kanoniseringen, som den foregår i dag, er afslutningen

på en såkaldt helgenkåringsproces. Kanonisering

betyder egentlig blot den lovmæssige indskrivning af

den helgenkårede persons navn i helgenfortegnelsen.

Forud for den må der være gået en saligkåringsproces,

også kaldet beatifi kation. Selve processen føres

af en ”postulator”, en, der fremlægger sagen. Desuden

medvirker en ”advocatus diaboli”, djævelens

advokat, der skal fremlægge alt det negative, der kan

tale imod en saligkåring. Man skal fastslå, om den


kommende helgen rent faktisk har levet et heroisk og

dydigt liv i hellighed. Desuden må man kunne påvise,

at han/hun har udvirket to mirakler efter sin død.

Forud går en række grundige undersøgelser, foretaget

af eksperter, inden processen indledes på foranledning

af biskoppen over det bispedømme, hvor den

potentielle helgen/helgeninde levede eller døde, og

hvor alle dokumenter skal føres til bogs. Når alt er

nøje undersøgt, overgives den videre behandling af

sagen til Vatikanet i Rom, der indleder den apostoliske

proces. Først når alle betingelser er opfyldt, kan

Paven beslutte, at en højtidelig saligkåring kan fi nde

sted. Forløbet afsluttes altså i vore dage centralt, i

Rom.

Kirsten Grubb Jensen, som lige har færdiggjort en

bog om Lioba. Den udkommer ca. 20. maj i anledning

af Liobasøstrenes 75 års jubilæum for ankomsten

til Danmark. Kirsten Grubb Jensen er cand.

phil. i italiensk og er licentiat i middelalderlitteratur.

11

Salige æres fortrinsvis lokalt i et bispedømme eller

i en del af kirken. For at blive helgenkåret (kanoniseret)

skal den hellige person have betydning for

hele kirken og æres af et større antal troende. Desuden

skal vedkommende have udvirket yderligere

to mirakler. Sådan foregår helgenkåringer i dag, og

således er det foregået siden konciliet i Trentoo, 25.

samling, i 1563, altså siden modreformationstiden.

Før den tid foregik saligkåringer og helgenkåringer

på en anden måde.

Man kalder den tidligere måde at kåre helgener på

for ”Canonisatio aequipollens” (en kanonisation der

er ”lige så stærk”). Der var tale om en helgenkåring

uden juridisk proces, ved koncilfædrenes, eller endnu

tidligere ved hele folkets akklamation – under opsyn

af den stedlige biskop. Det var faktisk den måde,

hvorpå den Hellige Lioba, forbillede for Liobasøstrene

på Frederiksberg, blev kåret til helgen.

Også i denne tidlige periode skulle man påvise, at

kandidaten havde levet et dydigt og heroisk liv i troen

på Jesus Kristus. På en synode i Frankfurt 794

blev det for at undgå alt for udokumenterede helgenkåringer

vedtaget, at man i fremtiden i forbindelse

med salig- og helgenkåringer skulle lade udfærdige

en levnedsskildring, et såkaldt ”Vita”, der skulle dokumentere

kandidatens hellighed. Når dokumentationen

var tilendebragt, kunne man skride til at grave

relikvierne op fra det sted, hvor de indtil da havde

hvilet (elevatio), overføre dem til det nye hvilested,

hvor de fremtidig skulle æres (tranlatio) og nedlægge

dem i et helgenskrin, der blev anbragt på alteret i en

kirke, hvor de troende herefter kunne samles for at

ære den nye helgen/helgeninde.

Sådan foregik det, da Lioba i 836/838 blev erklæret

for at være helgen, og sådan var forløbet frem til

modreformationen, hvor det blev besluttet at henlægge

den slags sager til Rom, direkte under Paven.

Helgenvita

Hvad er et ”helgenvita”, somme tider også kaldet en

”helgenlegende”? (noget, der bør læses op) Hvilke

træk med hensyn til indhold, form og stilistiske virkemidler

er karakteristiske for denne genre?

Et ”helgenvita” beskriver en hellig persons levned

helt tilbage fra han/hun blev født, til efter helgenens


eksemplariske død, og medtager som oftest også de

mirakler, der har fundet sted under helgenens medvirken

i levende live og efter dennes død. Der er

naturligvis ikke tale om objektive, historiske dokumenter,

og ”vita’ets” historiske kildeværdi er derfor

stærkt begrænset. Et ”helgenvita” er snarere fi ktion

end et historisk dokument, selvom forfatteren ofte giver

udtryk for, at han fortæller ”sandheden”, og som

dokumentation bl.a. henviser til pålidelige øjenvidner

eller personer, der har været i nær kontakt med

fortællingernes helte/heltinder. Det gælder også Rudolf

af Fulda, der i prologen til Sankt Lioba’s ”Vita”

henviser til nogle af hendes gamle elever, der citeres

for at have givet ham vigtige informationer om Lioba

og derved, ifølge Rudolf’s måde at tænke på, styrker

”vita’ets” troværdighed.

Visse faste elementer og stiltræk er sædvanligvis at

fi nde i et ”helgenvita”. Fortællingen lægger ud med

at beskrive, hvorledes moderen til den kommende

helgen har en drøm eller vision, der lader forstå, at

hun skal føde et ganske særligt barn med et overnaturligt

kald. Barnet vokser op og viser allerede

som lille tegn på hellighed. Den lille ”helgenspire”

er usædvanlig from og god, har ofte overnaturlige

evner, er kort sagt ganske anderledes end andre

børn. Måske gennemlever den kommende helgen en

periode af oprør imod Guds plan med ham/hende,

men trækker sig derefter tilbage fra verden (”ud i

ørkenen”) og erkender Guds plan med sit liv. Som

voksen træder han/hun frem, tager sit kald på sig

og lever et liv i Guds tjeneste, enten ved at gå i kloster

eller ved på anden måde at tjene Gud blandt

de fattige, eller måske som en stor prædikant eller

ordensgrundlægger. De specielt udvalgte får lov til

at dø for Gud som martyrer. Måske udretter den hellige

person allerede i levende live mirakler og får til

sidst en vision om, at døden nærmer sig. Den kommende

helgen forbereder sig fromt til døden, dør i

hellighed, nogle endda som martyrer, og viser ved

at udrette mirakler, at han/hun rent faktisk er salig

hos Gud og kan gå i forbøn for de endnu levende,

hvis disse beder vedholdende om det.

Helgenernes forbindelse med de endnu levende er

af stor betydning, idet det er forudsætningen for,

at de kan hjælpe de levende, som derfor har fordel

af at henvende sig i bøn til helgenerne. Et ”helgenvita”

er fuld af dyder og mirakler, ofte præsenteret

som hele ”kataloger”, og beskriver en verden, der

12

ikke er et billede af den faktiske virkelighed. Genrens

opgave er ikke at beskrive virkeligheden, men

at vække undren og beundring og påvirke læseren

i from retning!

”Helgenvita’ets” opgave og betydning er spirituel og

didaktisk. Det er denne genres opgave at cementere

samtidens fromhedsforestillinger. Den siger måske

ikke så meget om, hvordan den enkelte helgen levede

og virkede, men derimod en hel del om, hvilke

forventninger man i samtiden havde til en helgen.

Den slags fortællinger har altså for os moderne læsere

ikke så stor historisk værdi. Men vi må huske

på, at grænserne imellem fakta og fi ktion i middelalderen

var fl ydende. Historikeren var både rhetoriker

og digter, og man blandede gerne historie og legende

sammen. Den slags beretninger blev læst op under

gudstjenester, eller i munke og nonners refektorier

under måltidet; de var beregnet på at være opbyggelige,

snarere end på rent faktisk at belære, så derfor

blev der lagt vægt på dyder og mirakler, som de

troende, herunder munke og nonner, kunne lade sig

inspirere af til efterfølgelse.

Derfor gjorde det heller ikke så meget, at en forfatter

overtog dyder og mirakler, hele afsnit eller

værkets struktur som sådan, fra tidligere ”helgenvitae”,

som for eks. Athanasius’ ”Vita Antonii” eller

Sulpicius Severus’ ”Martin af Tours-Vita”, der blev

forbillede for senere middelalderlige helgenvitae,

endda selvom det skete uden at henvise til forbilledet.

Det var blot udtryk for beundring for den slags

dyder og mirakler. Forfatteren lod sig inspirere af

tidligere beretninger og overtog nogle gange hele

afsnit fra sine forbilleder. Det var imidlertid ikke

ensbetydende med plagiat. Sammenfattende kan

vi altså konstatere, at ”helgenvitae” måske kun i

begrænset omfang kan sige os noget om, hvordan

den beskrevne helgen rent faktisk har været som

person, men derimod en hel del om samtidens

forestillinger om og forventninger til en helgen.

Kirsten Grubb Jensen


Møde i KÆK den 13. oktober 2009

Emne: Børn. Kirkens fremtid og ressource

Vi fi k et godt indblik i sognets arbejde med yngste

generations introduktion til vores kirke ved KÆKmødet

13. oktober. Under titlen: ”Børn. Kirkens

fremtid og ressource” fortalte vore kateketer Klara

Kaare Frederiksen og Maria Isabel B. Nielsen om

deres undervisning af børneholdene, dvs. de 3-7 årige,

og om 1. kommunionholdene.

Det kom tydeligt frem, at meget har ændret sig fundamentalt

i forhold til tidligere. Det er nu i høj grad

børnene selv, som ”styrer” forløbet i den forstand, at

deres iver og engagement får lov at slå igennem ved

deres ”ledende” spørgsmål, som deres vejledere griber

fat i og gerne tager som udgangspunkt i det videre

arbejde. Børn er nu tildags friere og tidligere udviklet

end foregående generationer på tilsvarende alders-

Birthe Blichert-Toft ved mødet i KÆK den

12. januar, hvor hun bl.a. kunne fortælle om

forårets program. (foto: Anders Kaare Frederiksen).”

13

trin, de er nysgerrige og meget gerne særdeles aktive

i undervisningen. Det er spændende – og krævende –

for vejlederne at møde denne udfordring og tilmed en

stor tilfredsstillelse, at de alleryngstes optagethed og

synlige glæde ved børnelørdagene bakkes positivt op

af forældrene. I blandingen af leg, praktiske opgaver

og spørgerunder indgår også en introduktion til Sankt

Lioba Klosteret, så børnene ved at besøge klosteret

lærer nonnerne at kende, og til kirkerummet – gerne

i form af en skattejagt rundt i alle hjørner og afkroge.

Også Jacob, Rasmus og Christian fungerer som vejledere,

bl.a. ved ministranttjenesten, og selvfølgelig

ikke mindst Jesper (vor sognepræst), som børnene

vist først og fremmest opfatter som en (lidt) ældre

kammerat.

Der er en afgrund til forskel fra al katekismus-terperi

og sort tale og så til denne uhøjtidelige måde at introducere

vores fremtidige kirkefolk til katolsk tro

og menighedsliv. Stor tak til underviserne! – også

fra ældreklubben for et levende og muntert indsyn i

denne del af sognekirkens aktivitet.

Som indledning til mødet kom Birthe ind på nogle

mere generelle forhold omkring ældreklubben, hvor

et glidende generationsskifte af naturlige årsager efterhånden

vil gøre sig gældende, og hvor vi må søge

at interessere fl ere i menigheden for at slutte op om

vores – synes vi da selv – velfungerende og hyggelige

klub. Vi har spændende ting på programmet for

vinterperioden. Så kom og vær med!!

HKT


Møde i KÆK den 10. november 2009

Emne: Dominikansk spiritualitet

Hvad er dominikansk spiritualitet? Det kan der næppe

gives nogen egentlig, dvs. fast og udtømmende

defi nition på. Den må opfattes som visse retningsgivende

vejvisere i en livsopfattelse, der har grundlag

og udgangspunkt i vores tro og tradition.

Jesper Fich (vor sognepræst) gav os ved KÆK mødet

10. november et indblik i dominikanerordenen

– ikke så meget ordenens historie siden 1200-tallet,

herunder dens administrative struktur, men i den

mentalitet, som gennem tiderne har været det særligt

nærende og bærende inden for netop dette katolske

ordenssamfund.

Her i al korthed et forsøg på en sammenfatning:

Åbenhed for forskelligheder i den fælles stræben efter

sandhed. Det indebærer en vilje til dialog, fordi

man udviser lydhørhed over for hinanden. Erkendel-

Emne: Julemøde

KÆK holdt sit traditionelle julemøde den 8. december

i selskab med biskop Martensen, der glædede os

med sin nærværelse og med sin trofasthed over for

vores klub, idet han nu igennem 13 år – dvs. siden

1997 – har været en usvigelig deltager i vores decembersammenkomster.

Som altid forløb julemødet hyggeligt med 22 fremmødte

omkring friskbrygget kaffe og dejlige æbleskiver

samt dertil portvin m.m. Carly Majholm stod

for eftermiddagens mere ”saglige” indhold ved at

læse tre både underfundige og tankevækkende julehistorier

for os – den første forfattet af biskop i Basel

Kurt Koch, betitlet ”Guds julebrev” og den anden af

Margrit Ruesch med titlen ”Mellem okse og æsel”.

14

sens veje er mangfoldige, og det skal man ikke være

bange for at se i øjnene. Ordenen er således ikke

præget af nogen bestræbelse på uniformitet, og dens

organisation er derfor løsere, mindre hierarkisk end i

andre ordenssamfund som fx jesuitternes.

Samtale på tværs – sådan kan måske noget helt

grundlæggende for ordenen summeres op.

Jeg kunne kun ønske, at mange andre i menigheden

end os i KÆK havde haft lejlighed til at høre Jesper

fortælle om de træk ved dominikanernes samfund,

som han især fi nder stimulerende i sit pastorale virke.

Ovenstående ”minireferat” kan overhovedet ikke

udtømme indholdet, kun søge at fastholde et hovedpunkt.

Stor tak til vor sognepræst for en varm eftermiddag

i den kolde og grå november.

Møde i KÆK den 8. december 2009

HKT

De handlede hver især om mennesket i relation til

Gud og dets famlende begreber om det hinsidige.

Den sidste historie, vi fi k læst højt, er skrevet af p.

Steph. Wevers, ”De hellige tre Konger i Danmark”,

en fri fantasi over julenat i genskær af besættelsestidens

uhygge.

Stor tak til Carly for gedigen og stimulerende ”juleunderholdning”.

At gennemføre lang og fl ot højtlæsning

uden en eneste pause til vanddrikning (for ikke

at tale om portvin) er i sandhed en bedrift i sig selv.

Og til afslutning fi k vi tilmed alle sammen de tre fortællinger

i særtryk med hjem i julegave!

HKT


Møde i KÆK den 12. januar 2010

Vi vovede det – og det gik godt! For første gang i

KÆK´s historie holdt vi en sammenkomst uden

dagsorden tirsdag den 12. januar. Intet foredrag, intet

emne undtagen indtagelse af sandwich og rødvin/hvidvin

plus kaffe og småkage – suppleret med

portvin, som Erik Ellyton så overdådigt har forsynet

KÆK med igennem adskillige år, og som han da

også ved denne lejlighed - hvor han nu holder inde

med yderligere leverancer – modtog en særdeles

velfortjent tak for fra mødedeltagerne. Vi holdt altså

en tvangfri sammenkomst, hvor man i nogle timer

havde lejlighed til at tale om løst og fast med hvem

KÆK indbyder alle i forår/sommer 2010

til at deltage i følgende arrangementer

Møderne fi nder sted i menighedssalen den anden

tirsdag kl. 14 i hver måned.

Februar

Hvordan verdens største Kristus-fi gur blev til.

Helga Steensen viser billeder og beretter.

Marts

Fra klaverbænk til prædikestol

Sognepræst Eva Meile om sit liv

15

man ville, og hvor også Jesper på et tidspunkt kom

til og fi k lejlighed til en uformel snak med adskillige

af de nogle og tyve fremmødte.

En god start på det nye år for KÆK – og ikke mindst

fordi fl ere nye ansigter fra menigheden havde fundet

vej til os og vores hyggelige samvær på den ellers

råkolde og vintermørke eftermiddag, hvor Birthe til

indledning orienterede os om klubbens forestående

aktiviteter.

April

Bayeux-tapetet.

Ved tidl. højskoleforstander Steen Espersen

Maj

Jordens alder og historie

Ved geolog Feiko Kalsbeek

Juni

Vi mødes med vores sognepræst Jesper Fich

HKT


Stor spørgelyst ved

menighedsmødet i november

Indledning

Sognepræst Jesper Fich bød de mange fremmødte

velkommen til dette møde, der havde menighedens

liv som overordnet tema. Med de glæder og ærgelser,

vi kan støde på som sogn. Jesper gav et tilbageblik

over den nyligt overståede sammenlægning blandt

sognene i Københavnsområdet. Skt. Mariae blev ved

den lejlighed ikke ændret, men afgørelsen var ikke

udråbt som den endegyldige. Derfor, hvis man sætter

pris på livet i denne menighed, så vil det være en god

idé at forberede sig godt.

Ivar Hoel, formand for menighedsrådet, uddybede

begrebet sogn som det område, hvorfra man søger

den samme kirke. Fælles for menighedens medlemmer

er, at de bliver betjent af den samme præst. Før

det 2. Vatikanerkoncil blev ”sogn” som regel opfattet

som en geografi sk afgrænsning, hvorimod menneskene

i sognet nu er det centrale. Skulle man foretage

en beskrivelse, kunne man tage udgangspunkt i den

årlige indsamling af oplysninger (fra dette ligesom

fra alle andre sogne), lige fra antal døbte og antal

af øvrige kirkelige handlinger til antal kirkesangere

16

m.v. En sådan opregning vil dog langtfra afspejle den

måde, vi lever sammen på i menigheden. Rigtig mange

kommer i kirken, og en del har sagt ja til en ekstra

opgave, hvad enten det er i forbindelse med gudstjenesten,

katekesen, sognets repræsentation udadtil eller

det arbejde, som udføres i menighedsrådet. Dette

møde var en anledning til at få sagt tak til de mange,

der har været og er med til at holde aktiviteterne i

vores sogn i gang på en måde, der skaber fællesskab.

Om valget til menighedsrådet i 2010 sagde Ivar, at

det ville ske på den velkendte måde. Der skal indvælges

nye medlemmer, da fl ere af de nuværende har

ønsket ikke at genopstille. Medregnet sognepræsten

udgør menighedsrådet 9 voksne i vores sogn. Der

er en række bestemmelser, som skal overholdes ved

valget. En af dem er, at man til kirkens centrale register

skal have meddelt sin fødselsdag. Til Pastoralrådet

skal der ikke længere vælges medlemmer, men

derimod udpeger Skt. Mariae (sammen med Skt. Nikolaj

menighed) et pastoralrådsmedlem.

Da ordet blev frit, ønskede Hanne, at der blev afl agt

beretning fra de enkelte områder.

Menighedsrådets formand Ivar Hoel orienterer om det forestående valgt til menighedsrådet den 21. marts

2010. (Foto: Anders Kaare Frederiksen).


Sognepræst Jesper Fich fortalte om sognets indtægter fra kirkebidragsordningen og arbejdet omkring

omlægning til ny ordning. (Foto: Anders Kaare Frederiksen).

Da aktiviteterne i sognet er så vidtrækkende, ville

menighedsrådet på et møde som dette ikke kunne nå

at få beretning fra mere end nogle få. I stedet vil det

være op til de, som er engageret i sogneaktiviteter

eller de, som nyder godt af det, at fortælle det videre.

Der er også indimellem en beretning i LUMEN eller

på sognets hjemmeside med fotos, synspunkter eller

oplevelser fra deltagere i en af de mange fester i dette

år, et møde eller en udfl ugt osv. Ved at høre om oplevelserne

eller læse om dem, kan andre i menigheden

følge lidt med i, hvad der foregår uden om højmesserne.

Tema: Kirkens indretning

Der er vel ingen, der har kunnet undgå at lægge mærke

til kirkens fl otte nye fl øjdøre. De er med glasruder,

som understreger en åben indstilling til den, der befi

nder sig uden for kirken.

På et direkte spørgsmål om, hvornår så Maja Lisa

Engelhardts glasmosaikker i vinduerne mod Jens

Jessens vej vil blive sat op, måtte Sr Benedikte svare

lidt henholdende. Ikke fordi der mangler penge. Indsamlingen

er gået over al forventning, så udskiftningen

kan iværksættes i foråret 2010. Snarere må man

se i øjnene, at der ved en kunstnerisk medvirken som

17

denne, er et element af uforudsigelighed. Det gælder

således også for tidspunktet for, hvornår de isatte ruder

kan indvies.

Der var på mødet fl ere, som havde en kommentar til

kirkens indretning. Det lagde op til en til tider livlig

debat, som mundede ud i venlige henstillinger og en

slutbemærkning om, at det ikke er menighedsrådets

område at fastlægge regelsæt for menighedens gøren

og laden under messerne.

Kirkekaffen er på det nærmeste en del af kirkens

indretning, og det er klart, at der må hele tiden står

nogen parat på en liste med ansvar for at stille kirkekaffen

frem. Og kage ikke at forglemme. Der var stor

ros til kagebagerne.

Hans ville gerne vide, hvad der lå bag de offentliggjorte

tal om tilbagegang i antal medlemmer af vores

menighed fra 2006-2008. Jesper forklarede, at sognekontoret

ganske vist modtager indmeldelser for de

børn og voksne, som døbes i vores kirke. Sker det

derimod, at et medlem af menigheden beslutter sig

for at melde sig ud, vil registreringen i så fald kunne

foretages fl ere steder (bispekontoret eller sognet) og

oplysningen sendes videre til det sogn, hvor vedkom-


mende blev døbt/optaget som konvertit. Desuden er

det svært at sammenligne menighedens tal fra tiden

før med tal fra tiden efter CPR-numrenes overgang

til bispedømmets centralregister.

Kirkeskat

Der var også unge mennesker til mødet, og blandt

dem var Rasmus en af de spørgelystne. På hans

spørgsmål til økonomien generelt og til kirkeskat i

vores sogn svarede Jesper, at det var svært at gøre

det op. Der fi ndes opgørelser, der viser en overraskende

stor tilmelding til kirkeskat i de små sogne i

Sydjylland og på Bornholm. Omvendt så er det i et

stort sogn i Jylland langtfra alle, der har sagt ja til at

modtage en opkrævning. Faktisk opnår vores sogn

med halvt så mange medlemmer lige så stort et økonomisk

tilskud, fordi rigtig mange har tilsluttet sig

kirkeskatteordningen. Det er lidt af en myte, at medlemmerne

her hører til de rigeste i samfundet. Efter

Jespers opfattelse skal de mange kirkebidrag snarere

forstås som et udtryk for, at mange er tilfredse. Hvis

det om nogle år bliver besluttet, at kirkeskat ved lov

afkræves katolikker, baptister og medlemmer af andre

frikirker, så kan det ikke på samme måde ventes,

at økonomien via skattemyndigheden bliver fordelt

med største tilskud til sogne med mange aktive og

tilfredse trosfæller. En indtægtsnedgang i vores sogn

må så søges oprettet på anden måde: gennem kollekter

eller ved etablering af f.eks. en venneforening

for Liobaklostret

Søster Benedikte supplerede med, at klostrets søstre

er glade for menigheden, og hun kunne berette om,

at ordenssøstre fra udlandet på det nærmeste måbede

over, at menigheden i så høj grad var engageret i fællesskabet

- som vekselsangere, kirkekaffebryggere,

arrangører af menighedsfester, katekese osv. Med

hensyn til visioner havde klostret store planer, om

bl.a. at få lagt nyt tag på kirken (Men hvem har millionerne?).

Liobahjemmet kunne måske også på sigt

udlejes til formål, der havde tæt relation til sognets

liv og virke.

Ivar Hoel rundede mødet af med at give en orientering

om det kommende valgt af menighedsråd. Han

havde selv tænkt sig at trække sig ud af menighedsrådet,

hvor han har siddet i 12 år. Der skal i alt vælges

8 medlemmer til det ny menighedsråd, og Ivar

opfordrede alle med evner og interesse for at gå ind

i arbejdet, om at stille op. De nærmere detaljer om

18

opstilllingsfrister mm. vil kunne læses på sognets

hjemmeside og i Katolsk Orientering.

Torben Wamberg, referent i menighedsrådet

PS.

For at valget kan afvikles efter bestemmelserne,

er der af det siddende menighedsråd udpeget en

lokal valgstyrelse. Den har følgende medlemmer:

Kirsten Beenfeldt, Gert Ryom-Hansen,

Anders Kaare Frederiksen og Stefan Stæger

I begyndelsen af januar vil den lokale valgstyrelse

bekendtgøre reglerne for kandidatopstilling mv, samt

mere præcise oplysninger om hvorledes valget, der

fi nder sted søndag 21. marts, afholdes.

FAQ (frequently asked questions) om

at komme i kirken om søndagen

Hvad gør du,…

…….hvis kaffen på kanden slipper op? Det er enkelt,

fi nd bønnerne frem fra skabet og hæld vand på kaffebryggeren.

Så er der en kande frisk kaffe på mindre

end 10 minutter. Det er ikke forbeholdt personerne

på kaffelisten at sørge for forsyningen.

…….hvis du har ondt ved at knæle eller bænken føles

hård at sidde på? Det er helt i orden at snuppe en

af de løse puder, som børnene tager frem til familiemesserne,

og bruge den på bænken og/eller knæfaldet.

Eller søg hen til en plads på de fi re forreste

bænke, som er polstrede.

…….hvis du har svært ved både at være knælende

og samtidig holde øje med præstens konsekration af

brødet og vinen, fordi de i bænken foran står op og

spærrer udsynet? Det er ikke sikkert, at løsningen

ligger lige for, idet opfattelsen af, hvad der er den

”rigtige” stilling (knæle, sidde eller stå), kan variere

fra sted til sted og fra person til person. Tag en snak

med den, du føler generer dit udsyn. Eller tag plads

længere fremme mod alteret, hvor udsynet er bredere

(og forhåbentlig bedre).

…….hvis det er svært at få øje på en ledig plads i

kirken? Det er enkelt at hente en klapstol og anbringe

den ud for en af bænkerækkerne. Eller hav lidt tålmodighed,

så vil en elskværdig søster (Sr Benedikte

er helt suveræn) dukke op med et tip, hvor langt du

skal frem mod alteret for at fi nde en plads. Ved julevigilien

eller en af de andre højtider kan det hænde,

at du bliver inviteret til at komme med i koret og dele

bænk med søstrene.

Torben Wamberg


Nyt fra Sankt Mariæ Kirkes børneundervisning

Så er børneundervisningen skudt i gang for efteråret.

En kanonstart på undervisningen: der er 13 forventningsfulde

børn til 1. kommunionsundervisningen

og omkring 27 livlige børn til børnelørdag. Så det er

ikke i vores kirke, den ”kristne krise” kradser.

Det er vores største opgave at få børnene til at glæde

sig til at komme lørdage og det er ikke så lidt af

en opgave, da både sengevarme, hyggestund, tv og

computer er særdeles tillokkende alternativer og alskens

sportsarrangementer har det også med at kollidere

med vores katekese.

At det alligevel lykkes i så høj grad efter antallet af

børn at dømme, fylder os kateketer med både stolthed

og glæde. Som en 1. kommunionspige, der i starten

var meget ked af at skulle hen til undervisningen,

udtrykte: ”det var meget bedre end kun at være

hjemme”. Så tænkte vi ”yes” og fællesskabsfølelsen

forstærkedes endnu en gang.

Vi bestræber os på - som nævnt tidligere - at undervise

i et nutidigt sprog og inddrage hverdagslivet mest

muligt, så vi taler i øjenhøjde med vores fremmelige

børn. Således at tro og liv bliver ét sammenhængende

hele for dem. Ydermere slår vi på stortromme for

ministranttjenesten, som giver børnene en betydning

19

i messen samtidig med, at den tjener som socialt netværk

til at få venner, hvilket er altafgørende for deres

lyst til at komme regelmæssigt i kirke.

Undervisningen underbygges af nogle faste traditioner

i begge grupperinger, hvorved det religiøse

aspekt automatisk fremmes. Det kan være i form af

lys, for at mindes Guds tilstedeværelse i vor midte.

Stilhed og bøn til at få kontakt med Guds stemme i

vort indre. Der kan være en stor rosenkrans at samles

rundt om, hvorpå dagens emne er repræsenteret i

form af en Maria statue, en skål jord, billeder osv., så

børnene forberedes på, hvad der skal ske og opfordres

til at give deres besyv med fra.

Derefter tales lidt om deres oplevelser siden sidst,

om de kan huske, hvad vi lærte osv.

Første kommunikanterne bliver tillige mindet om,

hvorfor de er til undervisning via et ikon i børnevenligt

design forestillende Jesus i færd med sit sidste

måltid, så der kan puttes lidt forventningens glæde

med i købet.

Musik, sang, bevægelse, leg og kreativ udfoldelse er

naturlige elementer til at fange opmærksomheden og

forklare vor kirkes trosbegreber på en levende måde.


Endelig bliver der også lagt bøger frem fra vores

bibliotek, som de store børn kan læse i eller forældre

læse højt, da det ikke er alle, som har lyst til at

klippe-klistre eller lege.

Omkring kl. 11.30 får samtlige børn en forfriskning,

får læst en historie højt, hvorefter vi slutter af i kirken

med et lille ”opsamlingsheat” samt et Fader Vor og

Hil dig Maria til at gå hjem på.

Første kommunikanternes selvlavede kors var med i

børnemessens procession og det var et hit af format.

Børnene lyste ligefrem af stolthed over eget værk, så

det opfordrer til mere udstilling af børnenes kreative

evner fremover.

Allerede nu vil vi gøre opmærksom på datoerne for

forårssæsonen:

Januar: den 16.1 og den 30.1

Februar: den 13.2 og den 27.2

Marts: den 13.3. og den 27.3

1. kommunionsfesten er 2. påskedag den. 5. april

2010.

Hermed slutter sæsonen og starter op igen til september

2010.

20

Vigtigt er det også at nævne SMUK i denne forbindelse.

SMUK – Sankt Mariæ Unge Katolikker – er en lokal

afdeling af DUK (Danmarks Unge Katolikker).

SMUK tager sig af vores menigheds børn og unge,

primært med undervisning såsom børnelørdage –

forberedelse til 1. kommunion – forberedelse til fi rmelse

og andre beslægtede aktiviteter samt tilrettelægger

forskellige weekendture. Vi var også med til

at organisere og deltage i ”Den Store Dag” i Odense

her i efteråret.

Kort sagt: SMUK varetager børnenes interesser i vores

sogn.

Vi har en bestyrelse på 5 – 7 medlemmer som mødes

4 – 5 gange om året, og som holder os ajour med det,

der sker i vores sogn. Alle de børn, som bliver undervist

i vores sogn, skal være medlemmer af SMUK og

er på den måde automatisk med i DUK, hvorved de

kan deltage i fælles aktiviteterne med andre sogne.

På vegne af hele holdet bag børneundervisningen

Klara Kaare Frederiksen


SMUK

- indtryk fra

december måned

21


Navnenyt

Dåb

020509 Victor Tomasz Nalecz

090509 Arthur Giesel

090509 Isak Giesel

090509 William James Wrisberg

310509 Anna Maria Vibe Zorrilla

240809 Gloria Esmeralda Nigro

010809 Clara Hadberg Eckhoff

090809 Christian Johannes Hindahl

150809 Thomas Hoffmann Christiansen

290809 Gustav Martinez Hendriksen

060909 Daniel Magnus Bjørgo

120908 Mathilde Janning Stitz

041009 Semek Nielsen

041009 Atusa Jafari Behjat Abad

100109 Rosa Marie Ludwig

241009 Sebastian Wichmann Nielsen

311009 Stella Mølbak

311009 Sandra Tina Mølbak

311009 Sarah Mai Troung Riis

Optagelse

090809 Marianne Bang Rasmussen

Ægtevielse

020509 Kamil Nalecz og Agneiszka Cygan

020509 Nikolaj Nennecke Hartmann og Rebekka Chaplin-Hartmann

300509 Rasmus Rosengren Stockmar og Rebekka Maria Wiese Majholm

240709 Sebastian Nigro Jensen og Lorena Ximena Nigro

010809 Morten Ravn og Anne-Louise Tekla Ravn

120909 Johnny Topp og Anne Ruvina Flandrup

Begravelse

010509 Catherine Christophersen

110509 Svend Arne Nielsen

040809 Michael Micislaus Matysiak

22


Sognekalender

Søndag den 31. Januar Ansgar Kl. 11 Højmesse

Søndag den 7. Februar Kyndelmisse Kl. 11 Højmesse med lysvielse

og børneprædiken

Søndag den 14. Februar 6. alm. Søndag Kl. 11 Højmesse

Onsdag den 17. Februar Askeonsdag Kl. 17 messe med askevielse

Søndag den 21. Februar 1. Søndag i fasten Kl. 11 Højmesse

Søndag den 28. Februar 2. Søndag i fasten Kl. 11 Højmesse

Søndag den 7. Marts 3. Søndag i fasten Kl. 11 Højmesse med børneprædiken

Søndag den 14. Marts 4. Søndag i fasten Kl. 11 Højmesse

– midfaste

Søndag den 21. Marts 5. Søndag i fasten Kl. 11 Højmesse

Søndag den 28. Marts Palmesøndag Kl. 11 Højmesse med palmevielse

Torsdag den 1. April Skærtorsdag Kl. 17 Højmesse

Fredag den 2. April Langfredag Kl. 15 liturgi

Lørdag den 3. April Påskelørdag Kl. 21 påskevigilie

Søndag den 10. April Kl. 11 Højmesse

Mandag den 17. April Kl. 11 Højmesse

23


Fantastisk, hvad man også kan fi nde på Internettet – en passende hyldest

til den store fest, vi netop har fejret med tak til Jacob Zakarias Larsen fra Crux’

hjemmesiden for en bøn i moderne indpakning.

Fred over jorden! Menneske, fryd dig, os er en evig frelser fød – Det er Guds gave

til dig og mig pakket ind i hud og hår. Glædelig jul og Guds fred.

Af Jacob Zakarias Larsen

Kære Gud

Så sidder jeg her igen med juleand ud over hele ansigtet og fødderne

begravet i iturevet gavepapir.

Tak for året der gik. Tak for glæder og sorger, for familie og venner.

Tak at du blev menneske, at du blev som en af os. Skænk os din fred når vi er ved at kvæles i

livets gavebånd og giv os et los bag i når vi bliver for selvfede.

Tak at du ikke glemmer os og tvivle på os når vi glemmer dig og tvivler på dig.

Vær du denne jul særlig med dem, der har mistet nogle af deres kære og dem hvis kære er

langt borte. Vær du med alle dem der må tilbringe julen alene, i fængsel og på sygehusene.

Vær du med alle de mennesker verden over der er fanget i krig og ødelæggelse.

Vær du med alle dem for hvem julen er en svær tid. Mind dem og os om at du

blev menneske for os og ønsker at give os alle fred.

Kære Gud, spred juleglæde, fred og forsoning verden over, i vores land, i min by,

hos min nabo og hos mig. Jeg vil forsøge at starte med mig selv gøre som Gandhi

sagde ”vær den forandring, du ønsker at se i verden”.

Amen

Glædelig jul - og godt nytår vil LUMEN tilføje.

24

More magazines by this user
Similar magazines