1 LUMEN nr. 70 | December 2009 - Sankt Mariæ Kirke

Prædiken til juledag
I begyndelsen af december sidste år var jeg i Rom
for sammen med Jakob Thorsen at give paven den
danske oversættelse af hans bog om Jesus. Inden jeg
tog derned, tænkte jeg: Hvad nu, hvis paven spørger
mig, om der er noget, der har gjort særligt indtryk på
mig i bogen? Hvad skal jeg så svare?
Nu kom det aldrig så vidt, at paven spurgte om det,
det var der slet ikke tid til, men jeg fi k alligevel forberedt
mit svar. Jeg ville have sagt: Det har gjort indtryk
på mig, hvor stærkt De fremhæver Kristi medlidenhed.
Og det gør paven igen og igen, alene af den grund er
bogen værd at læse.
Et sted, som med overraskelsens styrke betog mig, er
der, hvor Paven trækker en parallel mellem profeten
Jonas og Jesus. Jonas, det var ham, der fi k besked på
at drage til Ninive for at udråbe byens undergang,
men som nægtede at påtage sig opgaven, og fl ygtede
på et skib, langt væk fra Guds kald. Men Gud sendte
en voldsom storm, som truede med at slå skibet til
pindebrænde. Da trådte Jonas frem, bevidst om, at
det var ham, der var årsag til den truende katastrofe
og sagde: Tag mig! Tag mig og smid mig i havet. Besætningen
gjorde det, de smed altså Jonas over bord,
havet blev da omgående blikstille og Jonas slugt af
hvalfi sken. Tag mig!
Det er udelukkende scenen fra skibet, som paven
bruger af historien, og naturligvis ikke den del, der
handler om den fl ygtende profet. Dem på fl ugt, dem
er der så mange af, dem er der aldeles ikke noget særligt
profetisk ved. Det profetiske i Jonas historien begynder
først, da hans medlidenhed vokser inde i ham,
da hans medlidenhed midt i stormen bliver stærkere
end kærligheden til ham selv. Tag mig!
Sådan siger Paven, sådan sagde Jesus også i erkendelse
af menneskene, der var udleveret til druknedød
og undergang i det store intet, sådan sagde Jesus: Tag
mig, og smid mig i havet…
Paven synes i sin bog hele tiden stærkt optaget af motivet
bag Kristi handlinger, og nu dette: tag mig, og
smid mig i havet, hvor mennesker ikke kan leve, men
drukner, og bliver borte i det store intet, og smid mig
3
i havet, fordi jeg vil redde menneskene fra netop at
drukne, så hellere selv drukne!
Jeg hører det som en kommentar til Johannes-evangeliets
berømteste vers, som i kortform samler hele
frelseshistorien: ”Så højt elskede Gud verden, at han
gav sin søn, den enbårne, for at enhver som tror på
ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.” (Joh.
3.16).
Dog endnu skarpere – det var en medlidende kærlighed,
som lod Kristus blive menneske, en af os, de
druknende.
Jeg forsætter lidt videre i samme spor, for paven bygger
videre på en optagethed af Kristi medlidenhed,
som fi nder nedslag i hele kirkens åndelige tradition:
Arnoulf af Louvains har i sin salme ”Hil dig frelser
og forsoner” et mystisk vers, hvor han spørger
Kristus: ”Hvad har dig hos Gud bedrøvet, og hvad elsked
du hos støvet, at du ville alt opgive for at holde
os i live, os dig at meddele hel?” I sandhed et forbløffende
spørgsmål! Kan der virkelig være noget, der
tæller mere end Guds egen fylde, er der noget, der
mangler dér, endda i sådan en grad, at det er værd at
opgive Guds herlighed? Hvad skulle det dog være,
har man lyst til at spørge.
Svaret er os nær i dag på juledag: Svaret, som den enbårne
har med sig i krybbegave til os, der bliver rige
ved hans fattigdom, er et svar, som må slå benene
væk under enhver, der ved sig truet af druknedøden:
”Det er da dig, der er så vigtig for mig, at hele saligheden
er værd at opgive….”
Tag mig…!
Jesper Fich