KIRKEBLADET - BROMME og PEDERSBORG kirker

Intet må gå
til spilde -
alt skal
genbruges
Jeremias var lidt mut. Som Guds udvalgte profet havde
han fået den lidet morsomme opgave at fortælle sine
jødiske landsmænd, at de skulle opføre sig ordentlig
overfor hinanden, for ellers ville Gud smide dem ud af
deres elskede land.
Det var hårde ord, som ingen gad høre på, så Jeremias
var ofte alene. Han følte sig mislykket. Mislykket
som profet – for der skete tilsyneladende ikke noget.
Gud håbede måske på, at de ville høre på Jeremias,
så han alligevel ikke skulle straffe jøderne – men jo
længere han ventede, desto mere hul og tom forekom
Jeremias’ tale. Og Jeremias følte sig mislykket som
ven.
Han ville gerne opmuntre sine landsmænd, men han
kunne på den anden side heller ikke lyve overfor dem.
De var nemlig ikke særlig søde ved hinanden.
Og nu truede Gud med gøre en ende på det hele.
Gå til pottemageren
Midt i alle disse mørke tanker blev Jeremias forstyrret
af Gud, der talte til ham:
“Jeremias. Jeg ser du er lidt mut. Gå ned til byens
håndværkerkvarter og gå hen til pottemagerens værksted
– så skal jeg vise dig noget.”
Jeremias gik så derned og stillede sig i åbningen til
pottemagernes værksted, og så på pottemageren, som
var i færd med at forme et kar på sin drejeskive.
Det så ikke særligt nemt ud, for da karret havde nået
en vis størrelse klaskede leret sammen for pottemageren.
Han gryntede bare lidt, men lod sig ellers ikke gå
på. I stedet begyndte han bare forfra med den samme
klat ler.
Rundt og rundt gik det, indtil et nyt kar langsomt tog
form – større og stærkere end det forrige.
Da sagde Gud til Jeremias:
“Se engang, Jeremias! Som leret er i pottemagerens
hånd, sådan er du og dine landsmænd i min hånd.
Selvom om noget mislykkes, kan det stadig bruges og
gøres til noget nyt og stort, hvis bare jeg får lov at forme
det om påny.”
Så var der måske alligevel håb, tænkte Jeremias ved
sig selv. Måske kunne Gud alligevel få noget stort ud
af sit folk, jøderne, selvom de ligesom det første lerkar
skulle klaskes sammen, så at noget nyt og noget andet
kunne opstå?
Og måske kunne Gud alligevel bruge Jeremias, selvom
han følte sig totalt mislykket?
Måske var Gud ikke præget af nutidens “brug-ogsmid-ud-kultur”,
men kunne genanvende det, som andre
ville kassere.
Måske alle mennesker i virkeligheden var som ler på
Guds store drejeskive, og som han nænsomt formede
og omformede med sine varme hænder, indtil der kom
netop det kar, den kop, den skål frem, som Gud havde
i tankerne fra begyndelsen af.
Jeremias gik hjem igen. Dagen syntes pludselig at
være meget mere klar og imødekommende.
En lettere gendigtning af Jeremias’ Bog kap. 18, v. 1-6 ved
Anders Bo Jørgensen
3