Dragtjournalen - årg. 6 Nr. 8 2012 (PDF - 2,9mb) - Dragter i Danmark

De Lichtenbergs enke, Bodil Hoffmann, solgte i 1784 papirmøllen til Schmidt-Walther familien,
der var købmænd i Flensborg. Papirmøllen og siden tekstilfabrikken blev hele tiden drevet
ved hjælp af driftsledere / fabriksbestyrere. Ejerne boede der aldrig, og kom kun af og til på
besøg.
Denne artikel handler om udviklingen fra papirmølle over stoutfabrik til klædefabrik og
bomuldsvæveri. Hvordan kom tekstilindustrien til Randbøldal? Hvor kom råmaterialerne fra?
Hvilke stoffer produceredes? Hvem var kunderne, og hvordan var driften?
Bygninger og drift i midten af 1800-tallet
Efter en brand i papirfabrikken den 20. marts 1846 blev fabrikken genopbygget og indrettet til
et bomuldsvæveri under navnet Engelsholm Mekaniske Stoutfabrik. Åens vand blev opstemmet,
så der fremkom en sø, hvorved underfaldshjulene kunne udskiftes med overfaldshjul,
hvilket forøgede drivkraftens kapacitet. Vinkelret på fabriksbygningen mod nordvest opførtes
en bygning mere i grundmur på ni fag i 12 3/4 alens dybde. Der var to etagers ”boloft” over
fire fag, dvs. en kvist på huset, indrettet med værelse og et lille køkken på hver etage til bolig
for arbejderne. Bygningen var dækket med tegltag. I 1855 opførtes et stuehus, beregnet til fabriksmesteren.
Driftsleder og fra 1841 ejer var Poul Heinrich Julius Walther fra Flensborg, hvor familien
drev flere papirværker. Han opførte i 1839 Det Hvide Palæ i klassicistisk stil oppe på bakken
over for fabrikken og nedrev avlsgårdens stuehus. Samtidig fornyedes fra 1837-39 de gamle
økonomi- og sidelænger med stalde, vognport og lade. Fabrikken bestod fortsat af sit eget lille
samfund, hvor produktion og arbejderbeboelse havde til huse i samme bygninger. Meget karakteristisk
for de første værk- og fabriksamfund.
Efter branden søgte P.H.J. Walther om at drive ”Tøjfabrik”, hvortil han fik bevilling 30.
marts 1847. Indkaldte vævesvende fra Sachsen overtog papirsvendenes boliger. Desuden kom
arbejdskraften til at bestå af lokale kvinder og mænd. I 1849 havde fabrikken en driftsleder, 16
væversker, syv mænd og en tømrer. Flere af mændene arbejdede også på avlsgården. Gennem
årene opførte fabrikken boliger langs Rodalvej nord for åen.
Papirproduktion af linnedklude blev i midten af 1800-tallet overhalet af papir, fremstillet af
træmasse. Fabriksfremstillede tekstiler vandt frem. Der var god afsætning til Europas stigende
befolkning. Damemoden krævede mange lag lærredsskørter, og den voksende hygiejne krævede
oftere skift af under- og ydertøj samt af sengelinned. Stout er et svært lærredsvævet bomuldstøj,
der forekommer bleget eller ubleget. Det anvendtes især til grove lagner, arbejdstøj og
lignende.
Walther købte bomuldsgarn i udlandet til de nyanskaffede 32 vævestole, men ifølge fabrikslister
fra 1847 var kun 10 væve i gang på grund af mangel på duelige arbejdere. Treårskrigen fra
1848-51 gjorde ikke situationen bedre. Indførslen af bomuldsgarner stoppede, så man sparede
på garnet for at produktionen ikke gik helt i stå. I 1851 produceredes 350.000 alen lærred, men
i 1854 var produktionen kommet op på 495.000 alen. Stouten afsattes udelukkende i Jylland og
på Øerne. Udover driftslederen var der nu 27 væversker og 10 mænd ansat foruden fire karle
og tre tjenestepiger på avlsgården.
Fig. 3.
Det Hvide Palæ, opført
1839 i grundmur på 17 fag,
20 alen dyb, blå tagsten. I to
etager med stort uudnyttet
loft og ½ kælder, idet palæet
er bygget ind i skrænten. Den
høje kælder er indrettet med to
køkkener, et til hver lejlighed
i stueetage. Det fredede palæ
står næsten uforandret i 2012.
Til højre ses den ene sidelænge,
oprindelig indrettet til
stald, fra 1875 til tre lejligheder.
Her boede bl.a. fabrikkens
værkfører. (Randbøl arkiv, ca.
1890)
17