Dragtjournalen - årg. 6 Nr. 8 2012 (PDF - 2,9mb) - Dragter i Danmark

Forord
Af Kirsten Rykind-Eriksen
I Dragtjournalens redaktionsgruppe besluttede vi i september 2010, at Dragtjournalens nr.
8 skulle handle om industriel fremstilling af stoffer inden for de sidste 150 år. I opråbet
og indkaldelse til artikler skrev jeg, at fokus helt naturligt vil være på perioden fra sidst i
1800-tallet, da bomulds- og klædefabrikker opstod, og til produktionen outsources. Sådan kom
det ikke helt til at gå. Jeg fik derfor tanken at henvende mig direkte til personer, der producerer
stoffer, for at få denne synsvinkel med. Det gav et interview med tekstildesigner Marie Louise
Rosholm og en lille artikel fra væver Susanne Nielsen.
Danmark har haft en betydelig tekstilindustri, navnlig omkring Herning, i den nævnte
periode, men der opstod også klædefabrikker andre steder i landet. I 1700-tallet tilkom mange
stampemøller, ofte i forbindelse med kornmøller, der lettede arbejdet med at valke stofferne,
en behandling, der gjorde dem slidstærke og vandafvisende. Sådanne stoffer havde stor
udbredelse hos den jævne befolkning, og de samme typer fremstilledes i flere hundrede år.
Produktion af stoffer er et væsentligt led i udvikling og implementering af stil og mode. Ofte
kan det være stoffet alene, der gør en dragt spændende, interessant og æstetisk. Dette møder
vi i artiklen om Hammerumpigens dragt og stofstykker. Det er utroligt, hvad videnskabelige
prøver kan udsige om oldtidens materialer. Hans Rostholm skriver om fundet og den unge
piges dragt.
To artikler, Stout og klæde og Den Militære Klædefabrik i Usserød supplerer hinanden. I
den første kommer forfatteren ind på produktionsvilkår og overvejelser omkring etablering
af tekstilproduktion i industriel skala i Randbøldal i midten af 1800-tallet. Som så mange
andre steder blev det til en produktion af klædesstoffer, ofte ret kraftige, til brug for den
jævne befolkning. Ingeborg Cock-Clausen interviewede i 1983 arbejderne på Den Militære
Klædefabrik, og her får vi et indblik i arbejdsvilkårene og i stoftyperne, der mindede om
dem fra Randbøldal Klædefabrik. Det er karakteristisk, at der ikke skete store forandringer
med disse jævne stoffer, selvom produktionen industrialiseredes. Stofbogen fra 1759 i
Trondhiem rummer samme type stoffer, som der produceredes i Randbøldal og Usserød. Disse
traditionelle stoffer havde ingen specielle designere, således som det senere blev almindeligt.
Interviewet med Marie Louise Rosholm bringer læseren helt frem til, hvordan hun i de sidste
30 år har arbejdet med tekstildesign og trends.
Brugte stoffer bærer på en personlig historie, man kan erindre eller drømme om, som det
er tilfældet for Susanne Nielsen, der har gemt moderens små tøjlapper, hun legede med som
barn. Stoffer kan genbruges og genbruges til nye emner, hvilket før industrialiseringen var en
nødvendighed for store dele af befolkningen. Inger Kirstine Bladt giver eksempler på genbrug
ud fra en udstilling på Ålborg Historiske Museum. I dag er genbrug i form af genbrugsbutikker
meget fremme, men det har ikke noget at gøre med nøjsomhed og mangel på stoffer.
En form for genbrug kan Esther Grølsteds fortælling om Frisen i Grundtvigs Hus også
kaldes. I alle tilfælde arbejdedes der hårdt med at skaffe ”de rette” kopier af bøndernes dragter
til brug for maleren i bestræbelserne på at gengive de travlt optagne bønder – Danmarks
menneskelige grundstof - i den nationalromantiske ånd.
I Favorit nr. 8 fortælles om købmanden i Randers og hans pæne dimplomatsæt, fremstillet af
sort klædesstof.
God fornøjelse med læsningen!
Tak til alle bidragyderne for jeres indsats og til redaktionsgruppen for jeres arbejde.
3