S C E NARIO - Instituttet for Fremtidsforskning

kommunikere utvungent og have en stor
omgangskreds af mennesker med tilsvarende
gode forbindelser at kommunikere
med”, skriver han.
Og det er netop dannelsen af netværk,
medarbejdere hos WE-architecture har
den største glæde af:
”Kontoret er et hyggeligt og socialt
sted, hvor folk kommer og går som de
vil under forudsætning af, at arbejdet
bliver gjort. Generelt har folk et enormt
godt engagement. De slider både for en
fælles og en personlig sag, og derfor kan
vi også følge med de store firmaer,” fortæller
Marc Jay.
Det var savnet af fællesskabsfølelse
og pionerånd, der for snart tre år siden
fik Marc Jay til at opsige sin stilling på en
stor tegnestue og starte for sig selv. Både
navnet WE og strukturen er en kommentar
til topstyrede firmaer.
”I arkitektverdenen er det normalt,
at en tegnestues identitet refererer til
en Master Mind: BIG for Bjarke Ingels
Group og HLA for Henning Larsen
Architects. Vores navn er en reaktion
mod dét. Vi tror ikke på geniet, men på
fællesskabet”, fortæller Marc Jay, som
dog heller ikke er blind for, at det kollektive
er blevet moderne. Denne måde
E K S PLORAT I VT E K S PLORAT I VT
at promovere sig på har nemlig en yderst
positiv effekt i markedsføringssammenhænge,
og tegnestuen oplever generelt
at blive bemærket netop på grund af deres
sociale indstilling.
FORENEDE INDIVIDUALISTER
I bogen Fællesskab skriver Zygmunt
Bauman, at fællesskaber i sociologisk forstand
er blevet sværere at få øje på. I en
tid hvor alting bevæger sig og forandres,
leder mennesker efter grupper, de kan
tilhøre og finde tryghed i. Han forklarer,
at i et samfund hvor informationsstrømme
udefra konstant bryder ind i de små
fællesskabers private sfærer, er fællesskabet,
i klassisk forstand, brudt sammen og
blevet erstattet af identiteten.
”»Identiteten«, dagens hedeste samtaleemne
og mest udbredte »selskabsleg«,
tiltrækker sin opmærksomhed og bringer
sindene i kog, fordi den er et surrogat
for fællesskabet (…). Hverken det
»naturlige hjem« eller den »varme
kreds« står til rådighed i vores hastigt
privatiserede, individualiserede og globaliserede
verden(…). Den (identiteten)
må benægte, at den »kun er et surrogat«
- må fremmane et genfærd af det selv
samme fællesskab, den er kommet for at
erstatte. Identiteten spirer frem på fællesskabernes
kirkegård, men blomstrer
takket være løftet om de dødes (fællesskabets)
genopstandelse”, skriver han.
Fællesskaberne i 1970’erne er altså set
med Baumans øjne et mere uforstyrret
fællesskab, sammenlignet med nutidens
fællesskaber, der nærmere er et spørgsmål
om sociale og erhvervsmæssige forbindelser.
Det stemmer fint overens med det, jeg
selv har iagttaget i henholdsvis bofællesskabet
og arkitektvirksomheden. I det
kollektive 2.0 får jeget frie rammer. Bo- og
arbejdsfællesskaber åbner for muligheden
for større personlig udfoldelse, fordi man
ved at dele pligter og ansvar med sine naboer
og kolleger i sidste ende får mere tid
og større styrke til at udleve egne behov.
De moderne fællesskaber er personlige
projekter – sammen med andre.
I 1970’erne var tiden præget af kampsange.
Dens slags er ikke moderne længere,
men måske i fremtiden? I givet
fald bliver det bare ikke alene for omkvædets
skyld, men i høj grad også for
solostykkets.
S C E N A R I O 50 0 1 : 2 0 1 0 S C E N A R I O 51 0 1 : 2 0 1 0