S C E NARIO - Instituttet for Fremtidsforskning

Kunstneren som provokatør er
en arketype, vi alle kender til.
Marcel Duchamp ophøjede
det latrinære pissoir til kunst og tegnede
overskæg på en kopi af Mona Lisa. Danske
Bjørn Nørgaard skar hovedet af en
hest, parterede kroppen og puttede den
på syltetøjsglas som led i en kunstnerisk
happening – og den italienske konceptkunstner
Piero Manzoni (1933-1963)
puttede sin egen lort
på dåse og solgte den
som kunst.
For Manzoni handlede
det om at sætte
kunstbegrebet under
debat, det var i 1961,
men så sent som i
Danmark i foråret
2010 var sagen oppe
igen i den danske offentlighed.
Den nyudnævntekulturminister
Per Stig Møller
mente nemlig ikke, at
den slags var kunst –
”noget lort”, kaldte han det. ”Men jo!”,
sagde store dele af kunsteliten, herunder
direktøren for kunstmuseet HE-
ART i Herning, der ejer et eksemplar af
dåselorten, ”det ER kunst”. Og sådan
kunne salig Manzoni provokere fra sin
grav, mere end 40 år efter sin død. Debatten
lever endnu i de danske medier.
Kunsten har altid provokeret og
skabt debat, men det er ikke den eneste
rolle, den har og har haft – og rollerne
har skiftet fra århundrede til
århundrede og fra årti til årti. Blandt
andet har kunsten jo helt indlysende
T END ENS
Lort på dåse, afskårne hestehoveder – provokation! Sådan kender vi kunsten.
Men rundt omkring spirer en ny rolle for kunsten frem, nemlig rollen som det samlende
omdrejningspunkt for mennesker i belastede boligområder
KUNST SOM FORSONING
Af Morten Grønborg
skullet udsmykke og forskønne i visse
tilfælde, ligesom den har skullet oplyse
og formidle i andre. Og så har ”kunst”
jo nok aldrig nogensinde været én ting,
men i høj grad flere ting på samme tid.
Målet med denne artikel er at fortælle
om en ny tendens, der peger på, at kunsten
igen er under forvandling; at den
tager en ny rolle, der eksisterer sideløbende
med alt det andet, som kunsten
også er. Det handler om, at kunst nu
bruges til redskab til forsoning og som
stopklods for marginalisering. I princippet
det stik modsatte af kunst som
provokation, der jo netop handler om
at dele vandene og udstille eller fremprovokere
modsætninger.
FORSONING
Det er Instituttet for Fremtidsforsknings
Sofie Myschetzky, der iagttager
og arbejder med tendensen. Hun har
for nylig modtaget 640.000 kroner af
Socialministeriet til at arbejde med
’Kunst og kultur som strategisk og
praktisk værktøj til udvikling af sociale
belastede boligområder’, som projektet
hedder officielt.
”Socialministeriet har bevilget midler
til undersøgelsen i erkendelse af, at samfundet
har behov for nye redskaber til
sociale forandringsprocesser, og fordi,
at kunsten har noget at byde på i den
forbindelse. Vores projekt går ud på at
kortlægge eksisterende
projekter”, fortæller
hun.
Udgangspunktet for
Sofie Myschetzkys arbejde
er de socialt belastede
boligområder,
for det er her, at der
kan iagttages en forandring:
”Jeg ser en stigende
tendens til, at kunsten
er ved at tage en
ny form og betydning.
Ved at bringe kunsten
ud til folket søger
man at skabe nye fællesskaber med
kunsten som centrum. Kunsten bliver
dermed en stopklods for kriminalitet
og ligegyldighed. Det er en ny strategi i
forhold til at involvere de marginaliserede
og belastede grupper og give dem
en følelse af ansvarlighed for det område,
de lever i. Men det er altså samtidig
også en ny rolle for kunsten”, fortæller
hun og betoner et afgørende skifte i
forhold til tidligere:
”Hvor kunsten tidligere primært søgte
konfrontation gennem provokation i
det enkelte værk, og med en enkeltper-
son som afsender, peger den ny tendens
på det modsatte: Kunst som redskab til
dialog og fælles forandring. Heri består
det nye”.
Hun understreger, at der ikke er tale
om en forandring af hele kunstfeltet,
men snarere om en udvidelse, hvor
community art – som man kunne oversætte
til ”fællesskabskunst” – vinder
frem på flere områder. ”Det er ikke
kun en tendens, som vi ser i Danmark.
Også hos vores svenske naboer, samt i
England og Frankrig, er det noget, som
vokser frem”, slår hun fast.
NED FRA PIEDESTALEN
OG UD I VIRKELIGHEDEN
Men hvad sker der konkret, når kunsten
anvendes til forsoning? Sofie Myschetzky
forklarer tendensen ud fra en
række eksempler – blandt andet projektet
T-ARD, som blev igangsat af kunstneren
Kenneth A. Balfelt i 2009. Det løber
over en treårig periode og indeholder
en række processer i det udsatte og udskældte
område Tingbjerg i udkanten
af København. Her indgår blandt andet
uddannelse af konfliktmæglere.
”Kenneth A. Balfelt har erfaring med
den slags processer”, fortæller hun. ”Blandt
andet lavede han i 2006 et forsøg, hvor
unge rødder fra en produktionsskole
ved boligområdet Mjølnerparken i København
lavede et nyt facadeskilt til
Café Heimdal. Det er en bodega, der
ligger tæt ved boligområdet i et vejkryds,
som ofte havde været centrum for
en konflikt mellem to grupper: ’drankerne’
og ’rødderne’. Ved at arbejde
T END ENS
mod et fælles mål – en renovering af bodegaen
– skabte Balfelt et rum for et
møde mellem de to grupper. Det gav
grupperne plads til at vise positive sider
af sig selv overfor hinanden. Resultatet
blev et nyt facadeskilt udskåret i træ. Og
endnu vigtigere: Der har ikke siden været
problemer mellem grupperne, og facadeskiltet
hænger stadig uberørt og
graffitifrit”, fortæller hun.
Tendensen peger også på en ny rolle for
kunstneren, der i langt højere grad end
tidligere involverer sig i det miljø, som
værkerne skabes til. ”Der er ikke tale om
en ensom, ophøjet kunstnertype, men en
kunstner i dialog – en procesorienteret,
politisk engageret eller socialt ansvarlig
kunstner”, fortæller Sofie Myschetzky.
Dermed har tendensen rod i en overordnet
retning i samtidskunsten, nemlig
relationel æstetik. Det er en kunstretning,
der arbejder på at bringe kunstinstitutionerne
ind i samfundets sociale områder
og disse områders mellemmenneskelige
relationer – herunder altså byrummet,
men også fx arbejdspladsen og kommercielle
virksomheder. Den relationelle
æstetiks manifest og idégrundlag er formuleret
af Nicolas Bourriaud i bogen
Relationel Æstetik (Esthétique relationnelle)
fra 1998.
”For at skabe et kunstværk, må der
være en forløbende proces, og taler man
om kunstneriske processer inden for
kunstfeltet community-art indebærer
denne proces en interaktion med lokalområdets
beboere”, siger Sofie Myschetzky:
”Netop interaktionen med
lokalområdet er essentiel for at opnå til-
S C E N A R I O 76 0 1 : 2 0 1 0 S C E N A R I O 77 0 1 : 2 0 1 0
hørsforhold til et bestemt lokalområde,
og for at kunne fremhæve netop det,
som er kendetegnet ved den konkrete
lokalitet – det faktiske community. Det
er således det lokale, som bliver kunstværkets
essens”.
Myschetzky fortæller, at man ved at
involvere borgerne skaber et rum, hvor
beboere inviteres til at forholde sig til
deres lokalområde. Der skabes et rum,
hvor de kan ytre deres oplevelser og
opfattelser af deres eget lokalområde
– og få en indflydelse på, hvad der skal
ske i og med det. Rummet er frit i den
forstand, at der ikke er et fikseret sigte
– som fx en bestemt arbejdsplan med
konsekvenser for ”forkert deltagelse”.
Det er et åbent rum, hvor ”processen er
i centrum”, og hvor resultatet beror på
”beboernes engagement og deltagelse”.
”Det kan i værste fald skabe en lille
forstyrrelse i hverdagen eller blot forblive
ved status quo. Men i bedste fald skaber
det rammer for dialog med udsatte
borgere – borgere, som ellers regnes
for at stå uden for samfundet og måske
endda pædagogisk rækkevidde”, siger
hun og peger dermed på et demokratisk
aspekt:
”Når kunsten bringes ud til folket, og
når kunstneren involverer sig i et lokalområde
og anerkender vigtigheden af
den lokale historie og ånd, kan man tale
om en ny måde at opfordre til at deltage
i demokratiet på. Det er en måde at
fremhæve nuancerne i et samfund, hvor
konflikter og modsætninger ellers ofte
er på dagsordenen”.