Hent "tættere på VGT" - Vestjysk Gymnasium Tarm

– og VUC er sikret lærerbetjening af sine
hold.
For eksempel fik vi mulighed for at afvikle
en række psykologi-hold for Banedanmark
i en fleksibel og krævende, men
samtidig spændende form.
Tilbage – og frem – og nye indgreb
Men VUC befinder sig fortsat i turbulens.
Efter nogle magre år midt i 00’erne
udløste finanskrisen og de mange fyringer
på egnen ny kursisttilstrømning og gav
fra 2010 igen grundlag for en dagafdeling
i Tarm. Men dermed steg statens udgifter
til voksen- og efteruddannelse, og med
en gabende tom statskasse indførtes en
række drastiske stramninger på VUC for
at ”kvalificere efterspørgslen” (læs: holde
nogle kursistgrupper væk): Taksterne
til skolerne blev reduceret, voksenuddannelsesstøtteordningen
forringet og
deltagerbetalingen sat i vejret, især for alderspensionister
og folk med en tidligere
uddannelse.
På trods af dette lever sektoren udmærket
i kraft af den høje ledighed, fordi
uddannelse nu igen anvendes mere i aktivering
af ledige, og fordi mange VUC’er
nu også tilbyder 2-årigt HF.
Men nogle steder, bl.a. hos os, har det
betydet tilbagegang. Nogle fag er forsvundet
fra aktivitetspaletten, aftenaktiviteten
er død - og så er mangfoldigheden i
kursistgruppen indsnævret.
De meget modne kursister og deres
positive indflydelse på miljøet er næsten
forsvundet, og VUC har nu en smallere,
men også mere tydelig profil med langt
overvejende yngre og kortuddannede
kursister, som skal have et adgangspapir
til videreuddannelse – faktisk en tilbagevenden
til udgangspunktet i 50’erne og
60’erne.
Det skal ses i lyset af de politiske
målsætninger om at få 95% af en årgang
gennem en ungdomsuddannelse og 50%
gennem en videregående uddannelse.
Det har altid været og vil fortsat være
VUC’s rolle at løse de uddannelsesopgaver,
som samfundet til enhver tid stiller.
Lige nu handler det om at være ”second
chance uddannelsen” for de alt for mange
unge, som dropper ud af andre uddannelser
eller som aldrig kom i gang med én
samt at tilbyde en skolebænk i stedet for
fabriksgulvet til voksne, som skal i gang
med et sporskifte efter at være blevet
fyret eller nedslidt.
Den livslange læring og det folkeoplysende
må foregå andre steder. VUC er
ikke længere for ALLE voksne med behov
for og lyst til uddannelse, men skal først
og fremmest være eksamensskole og ikke
så meget højskole.
VUC-systemet har samtidig oplevet
22
’
Mange kursister har
måttet overvinde, fighte
- mod omgivelserne,
mod fortiden, mod eget
selvbillede. De fleste er
kommet med en drøm
om forandring, om at få
et bedre og rigere liv.
store forandringer på institutionssiden.
Det er blevet mere fragmenteret og ensartetheden
landet over er mindre end for
10-20 år siden. Der er nu kun 31 institutioner
(men antallet af undervisningssteder
er stort set uændret)og meget forskellige,
fordi nogle ligesom os indgår i tværsektorielle
fusioner, mange udbyder nu også
2-årigt HF, og den fælles identitet med
samme logo og navn er svagere.
VUC har gjort nytte!
Og sådan vil systemet også i fremtiden
ændre sig, men fortsat bestå.
Nok er befolkningens uddannelsesniveau
steget, men det samme er samfundets
krav til viden og kvalifikationer. Og
nogle vil altid have brug for et uddannelsessystem,
som kan samle op og bygge
op, flytte, løfte og skubbe, opmuntre,
oplyse og oplive, udfordre og udfolde, til
glæde for dem selv – og for samfundet.
Og nok koster uddannelse dyrt, men ikke
nær så meget som uvidenhed.
Og hvad står så tilbage i erindringen
efter 31 år i VUC?
Ikke besparelser, politiske begrænsninger,
nedlæggelsestrusler, rutsche-turene
i kursisttallet eller bøvlet med de mange
flytninger.
Men samarbejdet med en perlerække af
medarbejdere, som ikke blot hævede en
løncheck, men brændte for at undervise
kursisterne, kerede sig om dem, mødte
dem med respekt, i en voksen-voksen
relation. Som affandt sig med belastninger
som spredte arbejdstider mellem 8
og 22 i lærdommens døgnkiosk, skiftende
arbejdssteder, kort varsling af opgaver,
usikkerhed om næste års beskæftigelse,
konstante krav til omstilling og udvikling
– og ikke mindst kursisternes tårnhøje
forventninger til lærerpersonligheden.
Og især står prentet erindringen om de
mange kursister:
Damefrisøren, landposten, tømreren og
alle de andre, som vovede at sætte sig på
skolebænken.
Syerskerne, som var nedslidte eller
havde mistet jobbet til en polak – og som
i stedet ville ind på SoSu-skolen.
De unge kvinder, som både klarede
at være enlige mødre til flere børn og
at tage en hel HF-eksamen, sommetider
med den yngste i barnevogn uden for
klasselokalet.
Stoltheden hos de meget modne kvinder
over det eksamensbevis, de ikke fik
lov til at få i ungdommen.
De ordblinde, som erkendte og
overvandt deres problem og efter VUC
fortsatte på en boglig uddannelse.
Ex-misbrugeren, roden, ham med en
psykisk diagnose – de endte som lærere
eller pædagoger.
Den selvudslettende, langs-fodlistenkrybende
pige, som var så glad for på
VUC at lære at sige sin mening – uden
at blive rød i hovedet, at turde diskutere
alvorlige emner med andre.
De ikke så få, som vi skulle give
flere chancer, inden det lykkedes dem at
komme i mål.
De, som ikke selv troede, at de havde
mange brikker at flytte rundt med, men
som opdagede, at det havde de – og at
brikkerne kunne lægges sammen til et
billede.
Nå, ja, og så manden, hvis kone var
skredet. Nu ville han gå til psykologi for at
finde ud af, hvordan kvinder tænker!
En mangfoldighed af kursister, hver
med deres projekt, deres formål, deres
bidrag til undervisning og samvær, deres
historie og ”rygsæk”. For en dels vedkommende
en rygsæk fyldt med negative
oplevelser, familieproblemer, nederlag,
overgreb, mindreværd, måske misbrug.
Mange kursister har måttet overvinde,
fighte - mod omgivelserne, mod fortiden,
mod eget selvbillede. De fleste er kommet
med en drøm om forandring, om at få
et bedre og rigere liv. Og selv om VUC
bestemt ikke kun er et glansbillede af
succeshistorier og tilfredse brugere, taler
brugerundersøgelser og mange udsagn
fra kursister om et system, som har været
til nytte og som har haft held til at få fat i
mange uden for uddannelsestraditionen,
VUC’s vigtigste mission.
Som sagt af Grundtvig:
Er lyset for de lærde blot
til ret og galt at stave?
Nej, himlen under flere godt,
og lys er himlens gave.
Artiklen er bla. baseret på
”Historien om VUC” af Erling Klinkby.