Hvidkilde - Kulturarv Svendborg

Hvidkilde
Tema, tid og fortælling
Hovedgårdsejerlav, opstået helt tilbage i 1300‐tallet eller tidligere .
Området fortæller om hovedgårdsanlæggets udvikling gennem tiderne, og om relationerne til de
omkringliggende byer og landsbyer. Området rummer en rig og tilgængelig bygnings‐ og
landskabskulturarv.
Bærende bevaringsværdier og sårbarhed
Ejerlavet fresmtår i sin struktur velbevaret, bortset fra enkelte rydninger i skoven mod nord, som i dag er
beplantet med skov. De bærende værdier i området er den overordnede fordeling af skov og åbne marker,
hele bygningsanlægget ved selve hovedgården, herunder de bevarede rester af alléer og haveanlæg,
møllerne med tilhørende vandregulering, landarbejderboligerne spredt i landskabet, Hestehavegård og
Skovridergård, savværket og stationen samt Lehnshøj.
Selve hovedgårdsanlægget fremstår velholdt. De mest sårbare dele omfatter landskab og haveanlæg
umiddelbart omkring hovedgården, som i nogen grad er udsat for tilgroning og manglende pleje. Savværket
trues af forfald, ligesom resterne af Fruens Vænge. Det er væsentligt at bevare de rene udsigter til og fra
ladegården.
Beskrivelse af området
Hvidkilde ejerlav dækker et stort areal omkring Hvidkilde Sø og nordpå mod Kirkeby Sand. Selve
hovedgårdsanlægget ligger i den vestlige del ned mod Hvidkilde sø. Her var der vand til voldgrave og
vandkraft, så det har været et godt sted at lægge gården. Hvidkilde var i øvrigt længe hovedsæde i baroniet
Lehn, som også omfattede nabohovedgården Nielstrup, og regnes Nielstrup ejerlav med ligger Hvidkilde
netop midt i området.
Voldgraven omkring hovedbygningen er i dag et æstetisk greb (tv). Røde Mølle (th).
Ejerlavet kan deles i tre omtrent lige store dele. Syd for hovedgården er der dyrkede jorde med et lille
skovområde, Amalielyst, ned mod Hvidkilde Sø. Øst for gården ligger et andet lille skovområde, Hestehave.
Nord for gården er der igen åbne marker, mens den nordligste tredjedel af ejerlavet er dækket med skov.
Denne fordeling er i store træk bevaret fra gammel tid. Dog er skoven mod nord i dag mere omfattende

end tidligere. Det ses blandt andet ved, at gården Hestehavegård i dag er omgivet af skov, hvor den
tidligere lå i en stor lysning i skoven med plads til marker. Rester af endnu en gård, Fruens Vænge, gemmer
sig angiveligt også i skoven. Stendigerne omkring Fruens Vænges marker findes endnu.
Rønninge Mølle i Amalielyst blev drevet af den opdæmmede sø (tv). Hestehavegård ligger i dag i
skovopmråde, men var oprindeligt en "rigtig" gård (th).
Hovedgårdens ladegård ligger højt og markant i forhold til landevejen, med stor synlighed. Herfra er der
flotte udsigter over det ret kuperede marklandskab mod nord. Selve bygningsanlægget er meget
sammensat, og har ikke en stor symmetrisk plan, men de fleste bygninger er gode, især de store
rumdannende bygninger, som de tre primære avlsbygninger. Nord for dem ligger en fjerde, som er mindre
væsentlig ift oplevelsen af anlægget. Nogle enkeltstående træer på marken nord for er en rest fra det
tidligere haveanlæg. Længere vestpå er haveanlægget overgået til en blanding af eng og små skovområder,
hvilket virker lidt usammenhængende.
Ladegården ligger højt og markant (tv). Ruin af Orangeri i haven syd for landevejen (th).
Selve hovedbygningen ligger markant ved bredden af Hvidkilde Sø. Hovedvejen snor sig ind mellem søen og
hovedbygningen. Ved siden af ligger den fine Røde Mølle, klinet op ad vejen, der løber på en dæmning
mellem sø og mølle.
Flere bygninger ligger spredt i ejerlavet. Lehnshøj i den østligste udkant af ejerlavet, og Skovridergård ved
siden af førnævnte Hestehavegård er vel de mest markante. De fleste øvrige bygninger er næsten alle af
samme type, og har karakter af land‐ og skovarbejderboliger. Længst mod nord, og delvis uden for

ejerlavet, ligger Hvidkilde Savværk. Savværket ligger lige ved banen, hvor der også har været en station ‐
stationsbygningen findes endnu. Selve savværket står dog tomt, og de mange lagerbygninger anvendes
tilsyneladende hovedsageligt til blandet oplag.
Skovridergård (tv). Hvidkilde Savværk (th).
Naturgrundlag og landskab
Hvidkilde ligger netop hvor Hvidkilde Tunneldal skærer sig gennem landskabet som et markant snit mellem
Egebjerg bakker nord for, og morænelandskabet mod syd. I Tunneldalen ligger en række forbundne søer ‐
Sørup, Hvidkilde, Nielstrup og Ollerup søer, som til sidst ender i Syltemade Å. Landskabet nord for
tunneldalen er kuperet og urolig randmoræne, mens det mod syd er mere jævnt kuperet morænelandskab.
Det jævnt kuperede morænelandskab med åbne marker dominerer den sydlige del af ejerlavet (tv). Kig mod
Hvidkilde Sø fra Hvidkildevej (th).
Når man færdes gennem ejerlavet er denne landskabelige opdeling tydelig, og den giver en række
markante oplevelser. Ankommer man fra syd er det jævnt kuperede landskab præget af åbne marker, med
et lille skovområde, Amalielyst, ned mod Hvidkilde sø. Landskabet giver lejlighedsvise kig til søen.
Efterhånden som man nærmer sig hovedgårdsanlægget falder terrænet dramatisk, indtil man fra egnen har
udsigt mod ladegården, der ligger hævet på tunneldalens modsatte skråning. Videre mod nord bliver
landskabet stærkere kuperet, først med åbne marker, og senere skov.

Ladegården ligger højt og markant i landskabet (tv). Landskabet i den nordlige del er mere ujævnt (th).
Bevæger man sig i stedet ad landevejen fra øst falder vejen jævnt gennem Hestehaveskov, med et lille
åbent stykker der igen giver udsigt til den imponerende ladegård. Herefter snor vejens sig mellem
hovedbygninen og Hvidkilde sø, hvor der er vid udsigt, blandt andet til den lille Rønninge Mølle på den
modsatte side af søen. Vejen ligger på en dæmning, der adskiller Hvidkilde sø fra det lavere liggende terræn
nord for vejen ved Røde Mølle, der har hele Hvidkilde sø som mølledam!
Udsigt fra Røde Mølle over Hvidkilde Sø mod Rønninge Mølle
Ejerlavet er mange steder afgrænset af markante stendiger. I skovene mod nord er der desuden flere diger,
der sikkert har fungeret som vildthegn inde i skoven. Langs landevvejen øst for hovedgården er der

allétræer. En tidligere adgangsvej til slottet fra vest kendes endnu på den bevarede alléplantning, men er
kun delvis bevaret som vej.
Slotsalléen øst for hovedgårdne (tv), og den gamle adgangsvej mod vest (th).
Stendige ved Skovridergården i Hedeskov.
Kulturhistorie
Hvidkilde er opstået i middelalderen som en enestegård ved skovrydning og er dermed en af de
karakteristiske skovrydningsgårde, som den overvejende del af kommunens hovedgårde er. Den store
andel af skovrydningsgårde vidner om et fordums landskab med store skovandele og dermed en
ressourcerigdom som gjorde det attraktivt at oprette nye enestegårde, som over tid mange gange
udviklede sig til hovedgårde.

Hvidkilde er opkaldt efter kilden, der udsprang tæt ved hovedbygningen (tv). Hovedbygningen er oprindeligt
opført i 1500‐tallet, men fremstår som en barokbygning efter om‐ og tilbygning i 1742 (th).
Hvidkildes hovedbygnings midtfløj er opført omkring 1550, udvidet 1742 samtidig med opførelsen af vest
og østfløjene. Bygningerne er restaureret 1919 og 1959‐60. Ladegården er opført 1820, delvis nyopført
efter brand 1932, restaureret 1959‐60.
I 1781 oprettedes baroniet Lehn som bestod af hovedgården Hvidkilde, der var baroniets hovedsæde, og
hovedgårdene Nielstrup, Lehnskov og avlsgårdene Heldagergård, Lehnshøj og godset Kiding ved Slesvig.
Baroniet blev afløst i 1925, hvor der blev afgivet jord fra godset ved Kiding.
Arkitektur og byggeskik
Området rummer en meget righoldig og spændende bygningskultur.
En lang række landarbejderboliger og huse er spredt rundt i hele ejerlavet. De ældste af dem er holdt i
Hvidkildes signaturfarver: rødt stolpeværk og hvide tavl, og med hel‐ eller trekvartvalmet stråtag. Samme
grundlæggende træk går igen både i de to vandmøller og i en række af driftsbygningerne. En særlig
variation ses ved en lille bygning hvor kopper med jævne mellemrum er udtaget af tavlene, så bygningen er
godt ventileret. Huset har vel været anvendt til tørring af korn eller lignende. Omkring hovedgårdsanlægget
ses også en række boliger, som i modsætning til driftsbygningerne er fuldmurede og hvidkalkede, og
udformet i forskellige klassiske stilarter.

hus ved Løvehave skov i nord (tv) og i ejerlavets sydvestlige hjørne ved Egensevej (th).
Rønninge Mølle (tv) og Røde Mølle (th).
Driftsbygninger ved hovedgården. Stråtaget er erstattet med tegl(tv) eller betontegl (th).

Tørrebygningen med det karakteristiske mønster (tv). Det tidligere godskontor, udbygget i flere omgange
Rundt omkring i ejerlavet ses desuden flere bygninger i nyere stilarter. Umiddelbart mindst markant er en
række landarbejderhuse, som imidlertid findes mange steder i variationer af samme grundform: Et
fuldmuret klassicistisk hus med helvalmet, højt rejst tegltag. Gentaglesen tyder på, at samme arkitekt eller
bygmester har stået for husene.
To landarbejderhuse i variationer over samme klassicistiske grundform.
Rundt omkring ses desuden en række villaer i historicistiske villastilarter. Endelig bør også Lehnshøjs
smukke hovedbygning fremhæves.
Lehnshøj (tv). Villa ved Sørup Kirkevej (th).

Ladegården er opført i flere omganen. De nyeste bygninger fra 1930´erne udmærker sig ved deres høje tag
med makrante, store træklædte gavle. Ind mod gårdspladsen er en hel facade med flere porte også bygget i
rødmalet træ.
Gavl og facade på de nyere ladebygninger
Målt mod al denne fine bygningskultur spredt i ejerlavet forekommer selve hovedbygningen med sit
sortemanzardtag og tunge sidefløje tung og langt mindre elegant. Til gengæld er den velplaceret med
udsigten ud over søen, og det fine barokke indgangsparti i den enkle, hvidkalkede facade leder tankerne
mod sydlige himmelstrøg.
Hovedbygningens indgangsparti