Niels Hansens Vej - Kulturarv Svendborg

Boligområde ved Niels Hansensvej
Tema, tid og fortælling
Området er et boligområde fra 1950´erne.
Området omkring Niesl Hansensvej fremstår som et velbevaret og tidstypisk eksempel på drømmen om
egen havebolig ‐ et technicolor‐kvarter hvor husene røde, græsset er grønt og himlen er blå…
Bærende bevaringsværdier og sårbarhed
Beskrivelse af området
Området er bebygget med enfamilehuse i form af murermesterhuse fra 1950´erne. Centralt i området er en
mindre gruppe opført som ensartede huse, grupperet omkring et fælles grønt område, mens den øvrige
bebyggelse er individuelt opførte huse.
Ensartet bebyggelse langs Johan Lundbyesvej (tv), og individuel bebyggelse på sydsiden af Niels Hansensvej
(th). Bemærk hvor ensartet udtrykket er.
Særligt husene langs Johan Lundbyesvej danner med deres præcise rytme en markant bygningsrække. Men
generelt fremstår området bygningsmæssigt helstøbt, fordi stort set al bebyggelse har samme grundform ‐
en kompakt grundplan og høj tagrejsning, opført i røde eller sjældnere gule tegl.
Området fremstår med en klar og entydig plan, bygget op omkring det centrale grønne rum, der udvides
mod syd med en "grøn plads" mellem Kai Nielsensvej og Sybergsvej, der giver luft til en fin udsigt over
Svendborgsund og Tåsinge. Fra Johan Lundbyesvej og Sonnesvej giver små sideveje adgang til de
bagvedliggende grunde.
Naturgrundlag og landskab
Området ligger lige op til Kristinedalen, som er en skovbevokset smeltevandsdal. Naturgrundlaget er i øvrigt
et let kuperet morænelandskab.
De vigtigste landskabelige træk er det centrale grønne rum med udvidelsen mod syd, der giver udsigt over
sundet. Udvidelsen har som nævnt karakter af en grøn plads, hvilket understreges af placeringen af en
skulptur for enden af rummet.

Det cirkulære bassin midt i parken (tv), og den grønne plads med udsigt til Tåsinge og Bregninge Kirke (th).
Det centrale grønne rum er nærmest skålformet med et cirkulært bassin omkrænset af klippede træer i
midten. Ved adgangene til denne lille park står små grupper af store træer. Samlet set fremstår
landskabsanlægget enkelt men fint udformet, og kombinationen af det sluttede, skålformede parkrum og
den grønne plads med udsigt mod sundet er en stor kvalitet i området.
Kulturhistorie
Området er bebygget med en kombination af enfamiliehuse og boligforeningsbebyggelse (?). Området er
udstykket og bebygget fra 1953 og frem til ca 1965. Langt størstedelen af bebyggelsen, herunder
bebyggelsen på Johan Lundbyesvej er opført i 1953‐55, mens den ensartede bebyggelse ind mod parken på
Sonnesvej og Sybergsvej er opført i starten af 1960´erne. Det fortæller måske, at parken oprindelig har
været tænkt større, men den nuværende løsning fremstår ikke desto mindre vellykket ‐ netop på grund af
den sluttede form.
Arkitektur og byggeskik
Området fremstår arkitektonisk helstøbt. Alle huse har karakter af fritliggende huse i egen have, selv om
husene rundet om parken er opført i to ensartede grupper ‐ en langs Johan Sonnesvej og en langs
Sybergsvej og Lundbyesvej. Et fællestræk for hele bebyggelsen er en kompakt, ofte næsten kvadratisk
grundplan, kombineret med teglhængt saddeltag med høj rejsning. Hertil er det ‐ i tidens stil ‐ meget
almindeligt med høj kælder. Husene er næsten uden særlige detaljer og udsmykning. Flere steder ses et
fremhævet rulleskifte rundt om døre og vinduer. Tagene er med udhæng, men med synlige spærender i
stedet for de senere så karakteristiske bræddeklædte sternkasse. Det giver tagene en klædelig lethed.
Næsten al bebyggelse er opført i røde tegl med rødt tegltag, mens enkelte er i gule tegl med rødt tegltag.
Indimellem ses egentlige typehuse med lav taghældning, men det er absolut undtagelsen.

Karakteristiske bygningsdetaljer: Rulleskifter der indrammer vinduerne, synlige spærender ved tagudhæng,
og det lette gelænder ved indgangsdørens trappe.
Et af de sjældne eksempler på gul tegl, men med samme karakteristiske detaljering.