Kommer I store, og kommer I små, lad - Det Danske Missionsforbund

NR 65
DECEMBER 2009
121. ÅRGANG
Kommer I store,
og kommer I små,
lad os gå for at stå ved
krybben i Betlehem.
Der livets ord
blev åbenbaret i kød;
der for de fattige
en Frelser blev født
Santon

Magasinet udgives af Det Danske Missionsforbund
og udkommer 7 gange om året. Magasinet udsendes
til menighedernes medlemmer. Artikler og indlæg
udtrykker ikke nødvendigvis Missionsforbundets
teologiske grundlag.
Abonnement
Abonnement: Kr. 325,–
(Pensionister kr. 275,–)
Ansvarshavende
Forbundsrådet
v/formand Bo Lundgaard
Se oplysninger nedenfor
Redaktion
Søren Mortensen, Ultvedparken 68
9382 Tylstrup. Tlf. 98 26 13 41
smort@stofanet.dk
Faste medarbejdere
Peter Götz
Gunni Bjørsted
Ruben Andersen Hoel
Tomas Lindholm
Annoncer
Kr. 3,25 pr. sp/mm for digitalt materiale. +25% for
opsætning.
Støtteannoncer kr. 3,– pr. sp/mm.
Henvendelse til Missionsforbundets sekretariat (se
nedenfor).
Nyt om navne
Deadline: den 1. 3 måneder før bladet udkommer.
Henvendelse til Missionsforbundets sekretariat (se
nedenfor).
Næste udgivelser
Udkommer den 1. november 2009 /deadline 1.10.
Udkommer den 15. november 2009 /deadline 20.11.
Ekspedition
Birgitte Tinggaard Nielsen
Folstedvej 35, 9700 Brønderslev
Tlf. 98 82 32 11
magasinet@nypost.dk
Grafisk design
Giraffe | mail@giraffe.dk
Oplag og Tryk
1.250 hos HANDY PRINT, Skive
ISSN 1603–1954
Missionsforbundets sekretariat
Rosenlunden 17, 5000 Odense C
Tlf.: 66 14 83 31. Fax: 66 14 83 00
Nordea Reg 2374 konto 0370110700
ddm@email.dk www.missionsforbundet.dk
Missionsforbundet
Missionsforstander: Peter Götz,
Hyacintvej 6, 3060 Espergærde
Tlf. 49 17 04 16
missionsforstander@missionsforbundet.dk
peter@goetz.dk
Formand
Bo Lundgaard
Fælledvej 16, 7200 Grindsted
Tlf.: 75 32 48 85
formand@missionsforbundet.dk
KALENDER
09.01.2010: Fokus på fremtiden,
Odense
15.-17.01.2010 Jeremias, Odense
15.01.2010 Forbundsrådsmøde,
Odense
16.01.2010 Thailandsudv. møde i Odense
19.-21.03.2010 Jeremias, Odense
09-10.04.2010 Forbundsrådsmøde, Odense
10.04.2010 Formandsmøde, Odense
De næste nummer af Magasinet udkommer:
15. feb. 2010 – deadline 20. december
1. april 2010 – deadline 10. marts
DK KØKKEN design
køkken - bad - garderobe
dansk topkvalitet - til lavpris
3D tegning - tilbud uden forbindende
kommer over hele landet
www.jc-koekken.dk, 96 44 02 03
9460 BROVST Leo Leed
2

3
Rør blot ikke
ved min gamle jul...
Af Peter Götz, Missionsforstander
Du som skænkte os den skønne fest,
hvad der båder os, det ved du bedst,
dog har jeg det håb, at - før jeg dør -
du ej nægter mig en vis favør:
Drej kun universet helt omkring,
vend kun op og ned på alle ting,
jorden med, thi den er falsk og hul,
rør blot ikke ved min gamle jul.
Jul, jul, jul, jul, jul, jul,
rør blot ikke ved min gamle jul,
jul, jul, jul, jul, jul,
rør blot ikke ved min gamle jul.
Peter Fabers sang om juletidens trængsel
og alarm hørte ikke med til repertoiret i mit
hjem. Dertil handlede den vist for meget
om verden og for lidt om Jesus. Og rigtigt
nok. Set med de øjne udtrykker den muntre
sang ikke mange af evangeliets kerneværdier.
Eller gør den?
Hvis nu vi lader sidste vers få den plads,
som det skal have, så er Hr. Faber sig både
Guds omsorg bevidst – og verdens tomhed.
Desuden er han mere end tydelig med at
meget kan der ændres på, men julen – den
begivenhed, der handler om lyset i mørket
– den skal der ikke røres ved.
Det er naturligvis ikke det ordvalg, den
glødende vækkelsesprædikant ville have
valgt. Ej heller den ivrige evangelist. Men
nu lever vi jo også i H.C. Andersens land,
hvad enten vi kan lide det eller ej. Og de lidt
mere floromvundne antydninger ændrer
ikke på sandheden i ordene - uanset hvad
forfatteren så end har tænkt. Meget kan
ændres i denne verden. Alt kan vendes op
og ned. Meget er tomt og uden ægthed,
men julen og det, som julen vidner om, er
en sandhed, der ikke skal der røres ved.
For på denne virkelighed bygger alt. Ud
af dette springer troen, håbet og kærligheden.
I lys af dette, får vi trang til at
juble og synge og gribe om livet som den
smukkeste gave. Og så er alt det lystige
og skælmske og hverdagsagtige i Peter
LEDER
Fabers sang slet ikke så langt borte. For
sådan er livet jo også.
FoRANDRiNG soM Et viLkÅR
Sangen om den voldsomme trængsel og
alarm er skrevet i 1848(året før den skelsættende
nye grundlov, trådte i kraft – den
med religionsfrihed og meget andet).
Vi kan måske godt mene at forandringerne
i dag går forfærdeligt stærkt og at verden
næsten stod stille for mere end 160 år siden,
men det er næppe sandheden. Livsformerne,
mønstrene, rammerne er konstant
i bevægelse – og ikke mindst flytter
vores forståelse sig hele tiden. Og det er i
orden siger Faber: Drej kun universet helt
omkring, vend kun op og ned på alle ting,
jorden med, thi den er falsk og hul! – MEN
der er begivenheder i verdenshistorien, vi
aldrig kan ændre på, livsværdier, vi har fået
og som ikke står til diskussion. En af dem
er det, vi fejrer i julen. Det skal der ikke
røres ved. Derfor: Glædelig jul!

Guds arbejde – et liv med og i mission
Stort interview med missionær og professor
Viggo Søgaard
Viggo Søgaard har netop rundet de
70 år og stopper derfor på grund af
alder med at være med i ”Fredens
Stemmes” bestyrelse fra 1. jan. 2010.
”Fredens Stemme”- i dag en moderne
radio- og tvstation – blev grundlagt af
Ketty og Viggo Søgaard i Chiang Mai i
Thailand i 60-erne. Desuden har han
lige skrevet og udgivet bogen: Knudepunkter
– et liv med mission.
Magasinet ønsker Viggo tillykke med de 70,
og har stillet ham en række spørgsmål
Viggo, du er vokset op i Hanherred i
Nordjylland. Hvad ballast har du med
fra hjemmet og egnen?
Den nordjyske mentalitet er nok en styrke,
da man ikke så let bliver væltet eller giver
op. Men det største er selvfølgelig det, at
jeg kommer fra et kristent hjem og fik et
vigtigt fundament gennem menighedens
spejder- og ungdomsarbejde. Vi var mange
i familien, og der var beskedne kår, så der
skulle ikke bruges penge på unødvendige
ting. På mange måder lærte at leve et beskedent
liv. Med mange søskende lærte
man også at tage hensyn til andre og at
deles om tingene. Jeg tror, at vi lærte at
”se det store i det små”.
Du fik din første uddannelse i marinen
Familien Søgaards hus i Tak, 1964.
Det første radiostudie var indrettet i et Folkevognsrugbrød.
som radiotelegrafist – var det et fingerpeg,
om det som siden fulgte?
På dette tidspunkt vidste jeg ikke, at der
ventede en missionsopgave ude foran.
Da vi først var i Thailand og startede Fredens
Stemme, var denne til dels tekniske
uddannelse af meget stor værdi. Når man
arbejder med kommunikation og medier,
er det en stor hjælp at have en vis teknisk
forståelse. Gud er hele tiden i gang med at
forberede os til næste opgave.
Mission – hvad fik dig på den tanke?
Det skete over en længere tid. Lidt efter lidt
kom missionstanken til mig, mest gennem
det jeg læste i bøger og blade. Da jeg var
usikker om det, bad jeg Gud om at gøre det
klart for mig. Det gjorde han, og jeg lovede
at bruge resten af mit liv i mission. Jeg var
da 19 år gammel, så der er godt 50 år siden.
Esajas 6,8: ”Hvem skal jeg sende? Og
jeg svarede, her er jeg, send mig.”
Og hvorfor Thailand?
Det var i Thailand, at Missionsforbundet
havde et missionsfelt, og det var Thailand,
der var i tankerne, da Gud gav mig kaldet.
Under min videre uddannelse, fik jeg flere
4
opfordringer til at gå ind i arbejdet andre
steder, men det var kun Thailand, vi havde
fred i. Siden er mit ”arbejdsområde” jo udvidet
en hel del, men Thailand er og vil altid
være det vigtigste område.
Hvorfra fik du visionen om brugen af
medier?
Det begyndte, før vi rejste til Thailand,
måske på grund af min første uddannelse.
Under studierne i Glasgow mødte jeg også
flere repræsentanter fra kristne radioorganisationer.
På mange måder, var det jo noget
helt nyt i missionsarbejdet. Da vi kom
derud og så opgaven, var det klart for mig,
at hvis Thailand skulle nås med evangeliet,
da måtte vi bruge alle de tekniske midler,
som var til rådighed. Gennem radioen kunne
vi nå hele landet.
Hvordan var det, at formidle Mission i
en helt anden kultur?
Det meste lærte vi hen ad vejen. I Knudepunkter
har jeg et kapitel om thai kultur og
religion. Deres verdensbillede er fuldstændig
anderledes end vores. Vi havde stor
hjælp i bøger og i mødet med mennesker,
der havde studeret emnet og kunne lede

5 iNtERviEW
os ind på en vej, der hele tiden ville søge
forståelse for de mennesker, vi var i blandt.
Jeg lærte også meget fra vore medarbejdere
ved Fredens Stemme, især fra Sanit,
der havde været buddhistpræst, inden han
blev en kristen.
”Fredens Stemme” – hvorfor det navn
på radiostationen?
Det var Sanit, der foreslog navnet. Vi ville
gerne have et navn, der både var neutralt,
men samtidig kommunikerede det budskab,
vi gerne ville bringe. Det thailandske
begreb for fred er et fint ord, der leder
tankerne hen på en indre fred og harmoni.
Det drejer sig ikke kun om fred med Gud,
men også fred med sig selv og med andre.
Baggrunden til ordet kom fra Johannes
evangeliet 14,27, hvor Jesus siger: ” Fred
efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg
giver jer ikke, som verden giver.
De ældste læsere husker helt sikkert
Folkevognsrugbrødet – var det begyndelsen
på radio-arbejdet?
Da vi kom til Thailand, var der kun omkring
30.000 protestantiske kristne. For et radioarbejde
har man brug for mange talenter
og ressourcer, men de var spredte over
hele landet. Vi havde ikke et sted, hvortil
vi kunne indbyde dem, så vi måtte komme
der, hvor der var nogen, der kunne tale,
synge og vidne. Derfor opstod idéen med
et mobilt studie, som vi indrettede i folkevognen.
Der blev dog hurtigt også et behov
for et permanent studie. Den første bygning
i Chiang Mai blev påbegyndt i 1968.
Kassettebåndet gjorde Fredens Stemme
verdenskendt – hvad er forklaringen?
De fleste thailændere var ikke læsere, så
det var klart for mig, at hvis der skulle en
god undervisning til og oplæring i bibelen,
da måtte det ske gennem et lydmedie . Vi
forsøgte forskellige tiltag, så vi var sådan
set parate, da Philips kom med kassettebåndet.
Vi gik straks i gang, og der var en
omgående respons. I løbet af et år var der
kassettespillere i brug over hele landet,
og efterhånden i lande over hele verden.
Kassettebåndet er et fantastisk undervisningsredskab,
hvis vi behandler det rigtigt.
Der blev hurtigt brug for en håndbog, som
jeg så skrev som mit speciale ved studierne
i Wheaton.
Hvad fik dig til at begynde studierne i
USA omkring kommunikation?
Det var under vores anden 4-års periode
i Thailand. Kommunikationsteori var et
nyt område, som jeg følte kunne hjælpe
os med at formulere og udvikle arbejdet
på en god måde. Da jeg så hørte om den
nye mastersuddannelse i kommunikation
ved Wheaton Graduate School, havde det
min store interesse. Jeg havde brug for
at sætte vore erfaringer ind i et bredere
perspektiv, hvor den sekulære videnskab
kunne hjælpe os, men samtidig se det fra
et kristent perspektiv. I forbindelse med
studierne lærte jeg strategi og markedsundersøgelser,
samt en række andre ting,
som alt sammen hjalp mig med at formulere
den kristne kommunikationsteori, som
fik det alt sammen til at hænge sammen.
Hvad førte Lausanne-konferencerne
med sig?
Lausannebevægelsen har betydet
meget i mit liv. Jeg blev
bedt om at undervise tre
eftermiddage ved den
store Lausannekonference
i 1974, og dette
ledte til mange invitationer
fra forskellige
lande. Jeg var så en
af hovedtalerne ved
Lausannes lederkonference
i 1980,
som igen ledte
mig til mit engagement,
forskning og
undervisning ved
Fuller. Det har også
betydet deltagelse i
komitéen, i ledelsen af
konferencer og en masse andre opgaver.
Du formulerede fire enkle spørgsmål
om kommunikation – de har medført,
at du siden hen har rejst verden rundt
og undervist. Hvorfor blev de fire
spørgsmål så revolutionerende?
Jeg har altid forsøgt at gøre det teoretiske
praktisk, og jeg har lært, at hvis vi skal have
indflydelse på en udvikling, da skal tingene
siges enkelt og konkret. De fire spørgsmål
handler om det, vi kan kalde en modtagerorienteret
teori, hvor man begynder med
modtageres situation og forståelse, og
derefter formulerer et budskab, som han
eller hun forstår og kan bruge. Det meste
kristent arbejde, både i kirkernes gudstjenester
og i mediearbejdet, har været baseret
på en envejs kommunikationsmodel. De
Professor Søgaard.

fire spørgsmål åbner op for en dialog, hvor
modtageren tages alvorlig. Det er meget
enkle spørgsmål, som jo synes at være indlysende,
og det har forbavset mig igen og
igen, når jeg er blevet opfordret til at skrive
artikler og undervise om netop disse fire
spørgsmål.
17 år som konsulent for De Forenede
Bibelselskaber førte dig jorden rundt.
Kan de forskellige folkeslag ikke selv
læse i Bibelen?
På basis af de undersøgelser, der er lavet,
samt vores erfaring, kan vi sige, at under
halvdelen af verdens befolkning læser. En
tredjedel kan slet ikke læse. Hvis bibelen
skal gøres tilgængelig for alle mennesker,
da må vi bruge andre medier. Min opgave
i De Forenede Bibelselskaber var sådan
set at udvikle en hel ny videnskab, så det
drejede sig om oversættelsesprincipper,
om produktion og om brug af bibelen. Jeg
skrev de håndbøger, som oversættere og
bibelselskabers medarbejdere kunne bruge
i deres arbejde. Det betød mange forsøgsprojekter,
research og undervisning på alle
niveauer i lande over hele kloden. Det var
spændende at arbejde med, og mange af
dem, jeg fik lov til at samarbejde med, var
fantastiske mennesker, der lærte mig mange
ting. Det var ofte i meget vanskelige områder,
hvor vi skulle finde fremgangsmåder,
Viggo og alligator i Brasilien.
Viggo sammen med familien ved Fredens Stemmes 40 års jubilæum.
der passede til kulturen og den religiøse
kontekst.
Professor på Fuller – og Ansgar Teologiske
Høgskole. Var det hvad du havde
drømt om tilbage i teenageårene i
Hanherred?
Nej, det kunne jeg aldrig have drømt om.
Fuller er jo et videregående universitet, der
er verdenskendt. At være professor der er
et stort privilegium. Vi får lov til at arbejde
med de allerbedste mennesker, som kommer
der for at studere. De fleste har adskillige
års erfaring, og de skal nu videre i
deres akademiske uddannelse for at kunne
besætte vigtige poster rundt om i verden.
Gennem mange år har mine opgaver ved
Fuller hovedsagelig koncentreret sig om
dem, der skal skrive doktorafhandlinger, så
det er et videnskabeligt arbejde, men samtidig
et spændende arbejde, hvor vi sætter
missionstænkning ind i utallige sammenhænge.
Jeg blev engageret ved Ansgar var
fordi, de havde brug for akademisk godkendelse
af deres bachelor grad i interkulturelle
studier. Jeg havde tidligere givet en del
forelæsninger. Det var en 20% stilling over
en treårig periode, men jeg har netop lovet
dem at hjælpe på en lignende måde gennem
de næste to år. Det drejer sig om 40-
50 forelæsninger om året. Undervisningen
foregår hovedsagelig på engelsk, da de har
vanskeligheder med at forstå mit danske!
6
Udtrykket ”verdensmissionær” – hvad
siger det dig? – Har du selv følt det sådan?
Nej, sådan set ikke. Mine opgaver har været
over hele verden, men hvor jeg har accepteret
kaldet fra mennesker, der havde brug
for min hjælp. Jeg føler mig som missionær,
det er mit kald og min tjeneste, men
det har medført opgaver som professor og
konsulent, hvor sigtet har været at hjælpe
og uddanne andre til missionstjenesten.
Din netop udgivne bog Knudepunkter
har undertitlen – Et liv med mission.
Kan du nævne et par af højdepunkterne?
Det er ikke let at plukke noget ud, da der jo
i bogen beskrive mange forskellige oplevelser.
Det har været en særlig oplevelse at
erfare, at når man er ”derude” i verden, helt
alene, da er man ikke alene. Omsorgen fra
den store familie har været højdepunkter.
Men det var selvfølgelig et højdepunkt, da
de teorier og fremgangsmåder, som vi havde
udviklet i Thailand, blev accepteret med
begejstring af ledere fra hele verden ved
konferencen i 1980. Det var også spændende
at forhandle med kommunistiske
ministre i Sovjetunionen og andre lande
om udrejsetilladelse for kristne ledere til
Lausanne-konferencer. Det har også været
højdepunkter, når jeg har kunnet lægge
doktorkappen på skuldrene at mennesker,

7
Thaidans ved indvielsen af ny bygning i 2005.
som jeg havde fået lov til at undervise. De
største glæder har dog været en familie,
der støttede og er med i arbejdet, samt
et kirkesamfund, der var villig til at stå bag
os.
I forordet til din bog omtaler missionsforstander
Peter Götz dig som mønsterbryder
– hvordan forholder du dig
til det?
Jeg har altid fået lov til at arbejde med nye
ting, så der bryder man jo altid grænser.
Hvis tingene skal være effektive, da må
man stille spørgsmål, og det har jeg nok
altid gjort. Derfor kommer man til at bryde
mønstre, som har været gældende, men
som ikke længere er effektive og relevante.
Da mine teorier om procestænkning blev
fremlagt i Wheaton, var det sådan set bare
logik for mig, men det forårsagede masser
af diskussioner i klasser over hele universitetet.
Det drejede sig om at se den åndelige
udvikling som en proces. I dag er det
en selvfølge, men nogen skal jo bryde de
gængse mønstre.
Til januar stopper du med at være med
i bestyrelsen for Fredens Stemme – og
været med i processen fra Folkevognsrugbrød
til moderne radio- og tv produktion.
Var det hvad den unge missionærfamilie
så for sig for knap 50 år
siden?
Vi kunne aldrig drømme om, at Fredens
Stemme kunne udvikle sig til den organisation,
som den er i dag. Nu er Fredens
Stemme en samarbejdspartner for os, som
giver os muligheder for at nå ind i lukkede
lande som Laos, Kina og Burma. Vi havde
heller ikke set, at det kunne blive et arbejde,
der blev kendt og efterlignet i lande verden
over. Med hensyn til bestyrelsen, så har vi
en unik bestyrelse med ledere fra forskellige
kirkesamfund, alle meget dygtige mennesker,
som vi kan være glade og stolte af.
De har for øvrigt bedt mig om at deltage
i bestyrelsesmøderne indtil en ny leder er
ansat. Jeg vil arbejde tæt sammen med afdelingslederne
gennem de kommende måneder
for at sikre en god udvikling.
Siden 1977 har du haft udgangspunktet
fra Danmark. I lange perioder har
du været væk fra familien, men som
specialist i kommunikation har det vel
ikke været noget problem?
Det er da aldrig rart at være væk fra familien
i lang tid, men vi har oplevet Guds
løfter om, at dem, der forlader hjem og
familie for evangeliets skyld, vil få det igen
hundrede fold. I bogen fortæller jeg om
nogle af disse situationer. Tidligere var en
regelmæssig kommunikation næsten umulig,
og breve tog lang tid, men i dag har vi
jo Internet alle steder, så kommunikationen
er nu hovedsagelig gennem e-mail.
iNtERviEW
Familien har hele tiden støttet mig i arbejdet.
Ketty har aldrig klaget over at være
ene hjemme. Nu bor begge vore børn i
Grindsted, så der er altid nogen i nærheden,
og børnebørnene kommer tit på besøg
eller skal hentes i skolen. For Ketty
har det også betydet, at hun har kastet sig
over opgaver i menigheden, og hun har jo
også haft mange opgaver i Forbundsrådet,
redigeret Magasinet (Morgenstjernen),
samt haft internationale opgaver.
Når du nu ser tilbage på 50 år med
mission – er der så noget du ville lave
om?
Nej, sådan set ikke. Jeg har lavet de ting,
som Gud lagde foran mig. Selvfølgelig har
jeg begået fejl, og der er mange ting, man
gerne ville kunne gøre om, men det kan
man ikke. Det hjælper ikke at græde over
fejl. Lad os glædes over de positive ting,
som vi har fået lov til at være med i.
Når du ser fremad – hvordan ser det
så ud med at kommunikere mission til
verden?
Der er mange udfordringer. I dag udfordres
alle medarbejde, inkluderet alle præster til
en missionsopgave, da vore samfund er
blevet multi-etniske og multi-religiøse. Opgaven
er alle steder. Men det får os samtidig
til at rette blikket til vore nærmeste
omgivelser, og så glemmer man let opgaven
derude i verden. På den ene side ville
jeg gerne, at alle præster og medarbejdere
studerede kommunikation, men jeg ville
også ønske, at der var nogen, der ville give
deres liv til en missionsopgave ude i verden.
Det er der brug for, og det vil styrke
menighederne.
Til sidst Viggo – hvad har i alle årene
været din drivkraft, motivation og vision?
Drivkraften har altid været, at det var Guds
arbejde, og det var Gud, der kaldte. At efterfølge
Jesus er et kæmpe privilegium, og
det at være med til at give fred og håb til
mennesker, er den største belønning.

Balloner i luften
Af Stine Larsen, Forbundsrådet
Der var stort fremmøde da der blev afholdt
samtaleaften i Vanløse torsdag
d. 8. oktober. Omkring 70 personer fra
menighederne på Sjælland og Bornholm!
var mødt frem. Kaffen var god
og bollerne nybagte. Herved adskilte
mødet sig ikke fra et godt traditionelt
møde i Det Danske Missionsforbund.
Samtalerne var bygget op omkring livsnære
oplevelser og små realistiske historier
der medvirkede til en god samtale om
menighedens fællesskab og udvikling. Tanken
bag var at få stillet skarpt på hvad der
egentlig skal til for, at kirken er relevant for
mennesker i dag og om det vi gør, er det
optimale.
Bent Bjerring Nielsen (præst i Amagerbro
Frikirke i København)var inviteret med som
kommentator på aftenen og det var vellyk-
ket. Hans viden, analyse og erfaring var
gode input til drøftelserne. Og som han
startede med at sige: ”Det er modigt at
arrangere dette møde. Jeg har aldrig før
været med til et møde i kirken, hvor man på
den måde sender balloner op i luften, uden
at vide hvor de falder ned”.
Efterfølgende har Mission-Danmarkudvalget
bedt om at få tilbagemeldinger
fra nogle af deltagerne på aftenen.
Nedenstående er en sammenskrivning
af tilbagemeldingerne og drøftelserne
på aftenen.
”De ting vi skulle drøfte, var helt elementære
ting. Som en erfaren kristen kunne
spørgsmålene hurtigt besvares med ja og
nej troede jeg, men ved nærmere eftertanke
viste det sig ikke at være tilfældet.
Der var noget vigtigt nyt at komme efter.”
var tilbagemeldingen fra en overrasket deltager.
”Vi skal være opmærksomme på at vi ved
vores måde at være på kan holde mennesker
borte fra kirken.” ”Det var ikke tidligere
Bent Bjerring Nielsen fra Amagerbro Frikirke.
8
tydeligt for mig,” siger en af deltagerne.
”Jeg synes jo vi er rare nok, men det blev
tydeligt at vi mere ønsker andre tilpasser
sig os end vi ønsker at møde dem på deres
præmisser.”
”Det er et uacceptabelt, ja vel egentligt ubibelsk
krav. Derfor var det godt at sætte ord
på, hvordan den kristne tro ikke kun opleves
som en skillelinje, men også som en
proces for det enkelte menneske.”
EN ÅBEN kiRkE
Åbenhed mod mennesker er også en åbenhed
mod samfundet, kulturen og de mennesker,
der på forskellig måde befinder sig
rundt om kirken.
Gud kan ikke lukkes inde i færdige dogmer
og vedtagne bekendelsesskrifter. Det betyder,
at mennesker i en kirke, til stadighed
må være indstillede på at lade sig overraske
af Gud, der nok til evig tid er den
samme, men alligevel ikke den samme på
samme måde.
En åbenhed for Gud rummer en forståelse
af, at Gud hele tiden har noget på hjerte.
Hver ny generation og hver ny tid må på
egne præmisser opdage Guds hemmeligheder.
Det kan handle om helt nye erkendelser,
eller genopdagelser af den uudtømmelige
guddommelige virkelighed.
Det handler desuden også om den verden,
hvori vi er placeret. For selvom evangeliet
er det samme, må det genformuleres og
kommunikeres i ord og gerning i et sprog
og med relevans for den verden kirken lever
i.
Som kirkesamfund og som menigheder må
vi handle på det vi ser ske.
EN æRLiG kiRkE
”Indtrykket af aftenen var at der i DDMs
menigheder findes en rummelighed som
kan det som kirken skal: Nemlig favne
hvem Jesus favner”, sagde en anden af
deltagerne.
”Kirken af i dag skal ikke være pæn og poleret.
Det har den aldrig skulle være. Men det
er den blevet, specielt her i vores vestlige
del af verden. Den skal være ærlig, og sige
sandheden. Ikke hvordan sandheden burde

9
være. Vi hævder ikke at have sandheden,
men at Jesus er sandheden, og vi ønsker
at søge Ham sammen og møde mennesker
der hvor de er - uden at forsøge at ændre
på dem. Ændringen skal Jesus Kristus sørge
for. Ændringer foretaget af Jesus skaber
frihed. Ændringer vi kræver af andre
skaber bundethed.”
.”Hvem vil vi være kirke sammen med? Er
det kun de kendte fra menighedens miljø -
eller vil vi også være det med ham/hende
som søger Gud?” spurgte en tredje deltager
retorisk.
”Med andre ord - vil vi være en kirke, der
inkluderer alle de mennesker som søger
Gud?
Når vi kombinerer åbenhed for mennesker
med åbenhed for Gud, placerer kirken sig i
en afgørende vigtig rolle med en profetisk
tjeneste, der både gør den troværdig og
værd at lytte til. At kirkens Herre ønsker,
at hans kirke taler, så andre forstår det, er
allertydeligst illustreret på pinsedag, hvor
disciplene ved Åndens hjælp pludselig talte
således, at de blev forstået – også af dem,
der var uden forudsætninger.”
EN histoRiE oM FÅR
Bent Bjerring Nielsen sammenfattede i en
lille historie noget af den konflikt som vi i
frikirkerne har skabt gennem de sidste årtier.
”I Danmark holder vi får inde bag et pænt
hegn, som afgrænser det område de kan
gå på og som gør at bonden hele tiden kan
overskue hvad der sker med fårene og kan
gribe ind, hvis noget går galt. Indenfor hegnet
kan man fodre og vande med de rette
ting og desuden holder hegnet jo også uønskede
elementer ude. I Australien er der
så langt til vand at man blot behøver grave
en brønd. Fårene vil aldrig gå længere væk
end de kan finde tilbage til brønden for at
slukke deres tørst.” Spørgsmålet som Bent
sluttede med at udfordre os på var: Tror vi
så meget på kraften i troen på den levende
Gud, at hans kalden er nok eller er det
nødvendigt at ramme grænserne ind for at
holde styr på de værste udskejelser?
Det er naturligvis svært at forklare alle de
nuancer som kommer frem i løbet af sådan
en aften. Hvis du har fået lyst til at være en
del af en samtale omkring dette vil der i løbet
af foråret 2010 blive arrangeret endnu
en eller to aftener et eller andet sted i det
sAMtALEAFtEN i vANLØsE
jyske. Det vil du høre nærmere om.
FoRBuNDsRÅDEts iNDsAtsoMRÅDER
Som en afslutning kan vi fra Forbundsrådet
fortælle, at vi prøver at handle på det vi ser
ske i tiden. Vi har 3 indsatsområder, som vi
prioriterer højt:
1) Samtaleaftener som den her refererede,
hvor vi ønsker at mærke det liv
og de tanker som leves i mennesker af
kød og blod,
2) Samtaler med andre Frikirker i Danmark
om det de oplever der sker i tiden
og om muligt samarbejde, fx. i frikirkenet
og endelig
3) har vi nedsat en arbejdsgruppe,
som skal kigge på en nyformulering af
synodeudtalelsen. Arbejdet omkring
Missionsforbundets menigheds- og
kirkesyn er yderst aktuelt. Der er sket
meget i sprog, kirke og samfund siden
1967, hvor Synoden blev skabt. Vores
drøm er at kunne formulere en ny synodeudtalelse,
som fastholder troens og
kirkens fundament, og som i sprog og
relevans taler lige ind i vor tid og især til
de generationer som skal bære kirken
videre.

Ønsker vi samarbejde på tværs af kirkes
Af Bo Lundgaard, formand for Forbundsrådet
Nogen siger at det er uundgåeligt at
skulle samarbejde fremover, mens andre
har flere forbehold. Derfor er Missionsforbundet
midt i en samtale, som
vi håber at alle DDM’ere vil tage del i.
På den netop afholdte lederdag i Grindsted
havde vi inviteret Tonny Jakobsen, som er
leder af FrikirkeNet’s koordinationsgruppe.
Han fortalte om FrikirkeNets visioner,
drømme og årsagen til at bruger tid på at
samarbejde. FrikirkeNet ønsker helt klart,
at endnu flere ikke-kirkevante danskere bliver
nået med evangeliet. Det handler derfor
om, at vi i fællesskab bliver bedre til
at række ud og nå flere mennesker. FrikirkeNet
skal hjælpe til, at lokalkirkerne skal
blive bedre til at nå ud til danskerne, og
derfor er FrikirkeNet’s vision:
FrikirkeNet ønsker at være et netværk af
selvstændige menigheder i Danmark, hvor
vi kan opleve en fælles identitet, og hvor
vi i fælles mission kan virke mere hensigtsmæssigt,
end vi kan hver for sig.
Der har været mange samtaler om FrikirkeNet’s
organisation, og det er hverken
et traditionelt kirkesamfund eller løst netværk.
Man bruger udtrykket et forpligtende
netværk af selvstændige menigheder som
betyder, at man aktivt ønsker at gøre ting
sammen, og at det er relationerne til hinan-
den, som har den store betydning. Lige nu
samarbejder man om magasinet Domino,
lederinspiration og en pressetjeneste.
Pressetjenesten handler om at få fortalt
den gode historie om troen til danskerne
og være med til at øge informationen og
afklare misforståelser om frikirker.
FRikiRkENEt’s
FREMtiDiGE sAMARBEjDsoMRÅDER
Der ligger flere ting på tegnebrættet i FrikirkeNet.
Det er bl.a. regionale ledersamlinger,
hvor ledere fra menighederne mødes
i et regionalt netværk. Man håber, at der ud
af disse samlinger kan opstå regionale og
lokale samarbejder.
Et andet stort fokusområde er de internationale
menigheder i Danmark. Der opstår
hele tiden nye internationale menigheder,
som alle har brug for at blive integreret
i samfundet og i det danske kirkeliv. Der
tales om at lave partnerskaber mellem
danske og internationale menigheder, som
uden tvivl vil kunne bringe meget ny dynamik.
Der er også stort fokus på præsteuddannelse,
og man arbejder med at definere uddannelsen
for fremtidens præster til frikirkerne.
Den indeholder bl.a. en kombination
af undervisning, praktik og International
Mission.
Ud over disse områder arbejdes der også
med mentorering, etiske retningslinjer og
international mission.
10
spØRGsMÅL pÅ LEDERDAGEN
Efter Tonny Jakobsens oplæg blev der åbnet
for samtalen, som bl.a. bød på følgende
kommentarer, spørgsmål og svar:
Spørgsmål:
Det er helt indlysende, at der er fordele
ved at arbejde sammen på nationalt
plan. Der kan man umiddelbart gå
i gang, men hvorfor er det interessant
med samarbejdet på græsrodsniveau?
Svar: FrikirkeNet bærer på en stærk værdi
om at brede evangeliet ud til alle danskere.
Der kan ligge en stor inspiration til os alle
i at se, hvordan man gør det på forskellige
måder. Når vi lærer at have plads til hinanden
som kirker, så bliver vi også bedre
til at sætte pris på ikke-kirkevante’s andre
måder at se på kirken.
Spørgsmål:
Risikerer vi at splitte Missionsforbundet
ved at tale om samarbejde med
FrikirkeNet?
Svar: Der er en risiko at vi som menigheder
fremover ikke gør så mange ting sammen,
men vi håber at menighederne også fremover
vil betragte Missionsforbundet som sit
kirkesamfund og FrikirkeNet som et yderligere
netværk, hvor man kan hente inspiration
og arbejde sammen. Vi forsøger også
at tage denne samtale om samarbejde, for
at vi som Missionsforbund i fællesskab kan
finde nye samarbejdspunkter. Vi fastholder
også Sommerkonferencen som et vigtigt
fælles omdrejningspunkt.
Spørgsmål:
Hvordan vælger man ledelse i FirkirkeNet?
Svar: Menighederne har forskellig stemmevægt
i forhold til størrelse og alle kan
nominere.
Spørgsmål:
Bliver den fælles administration en
stor fælles kasse?
Svar: Der er ingen fælles kasse, og DDM
bevarer sin egen kasse, som dog bliver
neddroslet for at give plads til, at lokale

11 LEDERDAG i GRiNDstED
amfund?
menigheder kan blive medlem af Frikirke-
Net, uden at belaste den lokale økonomi
ekstra.
Spørgsmål:
Hvad tror FrikirkeNet at man kan gøre
bedre end DDM på IM området?
Svar: Ikke så meget. Ved at sætte alle de
gode ressourcer sammen, så kan vi sikre
at IM området fortsat udvikles.
Spørgsmål:
Er det muligt for Missionsforbundet
som kirkesamfund at samarbejde med
FrikirkeNet?
Svar: Pt. Nej. FrikirkeNet består af selvstændige
lokale kirker, fordi man gerne vil
rodfæste FrikirkeNet i det lokale.
Grundstenslægning i Saralystkirken, Århus
Af Hans Højgaard
Søndag den 18. oktober var en helt speciel
dag i Saralystkirken ved Ringvej Syd
i Århus. Det var nu over 3 år siden vi
solgte Saronkirken og Højbjerg Frikirke
for i fællesskab at bygge en ny og tidssvarende
kirke, og vi var nu kommet så
langt i processen, at vi kunne lægge
grundstenen.
Da vi for første gang mødtes i det rum,
der bliver den nye kirkesal, var det med
stor glæde og forventning. Vi tog spontant
hinanden i hænderne, mens vi sang
til Guds ære.
Derefter læste menighedens formand
Werner Berle de kendte ord fra Efeserbrevet
kapitel 2: 20-22.
”Guds menighed er ligesom en bygning,
der bliver opført på et solidt fundament,
som lægges af apostlene og profeterne
med Jesus Kristus som den altafgørende
hjørnesten. I kraft af at Jesus er menighedens
Herre, sammenføjes de forskellige
dele af bygningen og opbygges til et
helligt Guds tempel. Og i kraft af ham er
Fra forbundsrådet håber vi at samtalen vil
fortsætte i menighederne, og for at følge
op på disse lokale samtaler inviterer forbundsrådet
til en samtaledag d. 9. januar i
Odense, hvor vi håber, at menighederne vil
sende folk til at fortsætte samtalen.
10 april afholdes formandsmøde i Odense,
hvor vi skal tale om repræsentantskabsmødets
dagsorden, men hvor vi også kommer
til at arbejde videre med tankerne om det
fælleskirkelige samarbejde.
Gennem disse samtaler håber vi at finde
fælles vej, således at vi på repræsentantskabsmødet
2010 kan føre en rigtig god
debat, og evt. kan tage beslutninger om
hvordan vi ønsker at samarbejde med andre
kirker i fremtiden.
Vi håber, rigtig mange vil involvere sig i
I også blevet en del af den bygning, der er
en ny, åndelig bolig for Gud.”
Werner Berle understregede, at den nye
kirke er en bygning til Guds ære, og at den
skal være et åbent og imødekommende
sted for mennesker i alle aldre.
Efter bøn for den nye kirke var det tid til nedlægning
af grundstenen. I stenen var der
forskellige aktuelle dokumenter samt personlige
bønner og ønsker for den nye kirke,
som menigheden havde lagt i. Formanden
lagde grundstenen, og menighedens ældste
medlem Karen Jørgensen lagde den
første murske med cement over stenen. Simun
lagde som den yngste den næste ske,
og derefter var der rigtig mange, som tog
del i indmuringen af grundstenen.
Efter grundstenslægningen havde vi en dejlig
dåbsgudstjeneste i Baptistkirken, hvor
vi holder vore gudstjenester og andre aktiviteter
indtil den nye kirke indvies i marts
2010.
Saralystkirken bliver en moderne hvid kirke
på godt 700 m 2 med en kirkesal med plads
til 200 og en cafè med plads til 100, der-
Tonny Jakobsen fra Frikirkenet
denne debat, da den er vigtig for lokalemenighederne
og DDM som national organisation.
udover bliver der god plads til børn og
unge.
Kirken ligger på et synligt hjørne af
Ringvej syd, og med en grund på
12000 m 2 er der masser af plads til
udendørsaktiviteter.

International mission i Danmark
Af Leif Lundtoft, Odense
Lidt om baggrunden for den vietnamesiske
menighed i Slagelse, der blev
optaget i Missionsforbundet ved Sommerkonferencen
2009.
Året var 1959, da en 14-årig kostskoleelev
i Binh Long, Vietnam ved navn Dieu Huynh
hørte evangeliet om Jesus Kristus gennem
vietnamesiske skolekammerater. Huynh
var af Stieng-folket (en minoritetsstamme),
og blandt dem var der ingen kristne.
Stieng-folkets ”gudsdyrkelse” var en stærk
overtro, åndemaneri og ritualer, hvor man
fx tilbad rismarker og bjerge m.m.
Binh Long er området, hvorfra vi under vietnamkrigen
så så mange grusomheder med
bl.a. napalmbomber og fordrivelser.
De kristne, der var i området, var ”almindelige
vietnamesere” og ikke stammefolk.
Den 1. marts 1960 kom Dieu Huynh til tro
på Jesus som sin frelser – som den første
af Stieng-folket, og han begyndte straks at
fortælle sine Stieng kammerater på kostskolen
om sin nye tro og om sin frelser.
Hans forældre døde, og en vietnamesisk
præstefamilie tog ham til sig og hjalp ham.
Han brændte for at nå sit eget folk med
evangeliet, deltog selv i bibelkurser, og da
han var 18 år blev han indsat som præst
for Stieng-menigheden i Binh Long. Ca. 50
af hans skolekammerater blev efterhånden
omvendt, og de brændte for at fortælle
andre om Jesus. Blandt dem var der også
nogle af de børn, der i 1975 kom til Danmark
som flygtninge
En af dem, Dieu Huynh førte til tro, var hans
navnebror Dieu Huynh, der nu er leder af
den vietnamesiske menighed i Slagelse.
Huynh fortæller om, hvordan han – som
også andre af hans kammerater – allerede
som 12-årig cyklede til andre landsbyer for
at fortælle om Jesus og være med til at
føre Stieng-folket til tro. De havde rigtig
mange både vidunderlige og skrækindtagende
oplevelser i deres tjeneste, der
var medvirkende til, at der i 1970 var en
Stieng-menighed på ca. 1500 medlemmer
i Binh Long.
uD AF viEtNAM
Den dansk-tyske journalist Henning Becker
oprettede et børnehjem i Thu Duc (ca. 30
km øst fra Saigon) for at tage sig af flygtende
og forældreløse børn, og blandt dem
var også hovedparten af den gruppe, der
senere kom til Danmark. Han fik løfte om,
at Danmark ville tage sig af dem, hvis de
måtte forlade Vietnam. Den 24 april 1975
lettede flyet med de 204 børn og unge
fra Saigon, der faldt den 30. april, og da
var Dansk Flygtningehjælps formand Lise
Østergaard i Thailand for at finde et sted
i nærområdet, hvor gruppen kunne være
midlertidigt.
Men tidspresset var stort, og det endte
med, at flyet fløj ”den anden vej” – altså
via USA og videre til Aalborg Lufthavn. Derfra
blev gruppen bragt til Livø ved Løgstør,
hvor de var i ca. 8 måneder, mens der blev
arbejdet på en anden mere holdbar løsning.
Gruppen bestod da af ca. 80 kristne
børn/unge, hvoraf kun tre var piger. Alle de
kristne fik efternavnet ”Dieu”, mens resten,
der hovedsageligst var buddhister, alle fik
efternavnet ”Lam”.
Da gruppen kom til Danmark, havde de
betegnelsen ”montagnarder”. Det var
franskmændene, der lagde alle vietnamesiske
stammer under én hat og kaldte dem
montagnarder og derved skilte dem ud fra
andre vietnamesere.
DEN FØRstE tiD i DANMARk
Mens de sad i flyet, talte de største blandt
Dieu-erne om, hvad de nu kunne gøre for
at ”passe på hinanden” under de helt nye
og ukendte forhold. De dannede et ”menighedsråd”,
og da flere af dem jo – den unge
alder til trods – havde været forkyndere,
så fordelte de opgaverne mellem sig. Dieu
Huynh (DK) blev deres ”formand/leder”, og
lige fra de var fremme i Danmark, holdt de
sammen og mødtes til bøn, sang og bibelundervisning.
I 1976 flyttede hele gruppen til ”Den Sociale
Højskole” i Roskilde, der stod tom.
Jeg var dengang præst i Osted menighed,
og samme efterår blev jeg kontaktet af
Viggo Søgård, der ude i Østen havde mødt
12
hollænderen Johan Companjen, som arbejdede
sammen med Broder Andreas / Åbne
Døre. Companjen havde spurgt Viggo, om
han ikke kendte en præst i nærheden af
Roskilde, der kunne være til hjælp for de
kristne vietnamesere, der nu var kommet
til Roskilde. Companjen havde haft kontakt
til dem i Vietnam og vidste, hvor de nu var.
Det blev starten på nogle af de rigeste og
meget meningsfyldte år i min tjeneste for
Gud. Der var en klar adskillelse mellem
kristne og buddhister, og den buddhistiske
leder var meget målbevidst. Det samme
var jeg, og sammen med menighedsrådet
blev der lagt en målrettet plan, der havde
med både kristentro, kirke, fællesskab, undervisning,
sprog og integration at gøre.
Vi havde gudstjenester og bibelundervisning,
og Bibelselskabets generalsekretær
Grethe Morthorst kom og gav alle i gruppen
en dansk bibel. Vi havde dåbsundervisning,
og i 1978 havde vi dåbsgudstjeneste i
Osted med 21 vietnamesere og 4 af menighedens
egne unge. Denne gudstjeneste fik
både avisernes, radioens og TVs bevågenhed.
En del af menighedens hjem i Osted
var absolut til stor hjælp i starten, hvor de
åbnede sig for vietnameserne, og der fx
skabtes mulighed for, at alle holdt juleaften
i et dansk hjem.
uD i MiNDRE ENhEDER
I 1979 flyttede hele gruppen ud fra Roskilde
og de kristne blev delt mellem Slagelse
og Nykøbing Falster, mens de fleste af buddhisterne
kom til Skælskør, Dianalund og
Haslev. De boede på nedlagte hoteller og
lignende.
Før udflytningen begyndte, blev jeg spurgt
af Dansk Flygtningehjælp, om jeg var villig
til at lade mig ansætte på 50% for at være
til støtte for den kristne del og hjælpe dem
– både som præst og integrationsmæssigt,
og være med til at skabe kontakter,
så de unge kunne få kontaktfamilier og uddannelsesmuligheder,
så de kunne flytte
ud og få egne hjem og muligheder. Jeg tog
opgaven og udfordringen som et kald, og
jeg angrede det ikke et eneste øjeblik –
tværtimod, for glæderne og velsignelserne

13
var meget store!
Vi gjorde busture rundt i landet for at besøge
nogle af vore menigheder og give
dem et indtryk af vietnamesernes situation
og tro. Samtidig fik vietnameserne et godt
indblik i Danmarks liv og historie – såvel
som i danske traditioner, menighedsliv og
familieliv. Der blev skabt venskaber, som
stadigvæk holder.
Vi havde megen undervisning af alle former
– også konfirmandundervisning, og der
blev konfirmationer, bryllupper, barnevelsignelser
etc.
uNDER uDDANNELsE oG viDERE
Eftersom de unge afsluttede deres skolegang,
begyndte de på et uddannelsesforløb
– og flyttede ud fra centrene i egne
lejligheder og grupper. Det har været kendetegnende
for vietnamesiske flygtninge i
det hele taget, at de har villet klare sig selv
og tage ansvar. Hvis alle flygtninge/indvandrere
havde deres holdning, ville meget se
anderledes ud i dag.
Nogle blev håndværkere, pædagoger
o.m.a., og jeg havde samtaler og forhandlinger
med biskop Karsten Nissen, der da
var forstander på Diakonhøjskolen, og der
blev givet dispensation fra det folkekirkelige
tilhørsforhold, så flere fik lov at tage uddannelse
på Diakonhøjskolen. Blandt dem
var den tidligere omtalte Dieu Huynh, der
også senere læste teologi for at kunne blive
præst for og blandt vietnameserne. Han
har, lige siden han kom til tro, erfaret Guds
kald til tjeneste, og Gud har bekræftet kaldet
og nådegaverne ved at lade tjenesten
bære frugt, lige siden han var teenager.
I 1992 stiftede de kristne vietnamesere i
Slagelse egen menighed med nogle af de
ældste blandt ”drengene” som menighedsråd
og med Dieu Huynh som leder. De fik
efterhånden også egne lejede lokaler.
Menigheden voksede, og Gud velsignede
rigt. I 1997 blev menigheden tilsluttet Baptistkirken,
der også gerne ville hjælpe vietnameserne
med at nå deres egne hjemme
i Vietnam. Derfor var Dieu Huynh i 1998-
2002 ansat af Baptistkirken på ¾ tid for at
varetage menigheden og skabe kontakt til
Fra dåbsgudstjenesten i august måned.
Glædesgråd i dåben.
DEN viEtNAMEsiskE MENiGhED i sLAGELsE

Det gamle bedehus i Binh Long.
Pams mor med 2 døtre, svigersøn og 3 børnebørn.
14
andre kristne vietnamesere rundt om i Danmark
og Norden. Det resulterede i menighedsdannelser
flere steder, og Huynh har
stadigvæk kontakter rundt omkring.
I starten på 2007 blev Dieu Huynh, der
sammen med sin hustru Pam altid har givet
sig selv helt og fuldt, på grund af overanstrengelse,
der bl.a. gav ham hjerteproblemer,
nødt til at træde ud af tjeneste som
menighedens leder og afholde sig fra at
engagere sig, indtil kræfterne var vendt
tilbage, og andre tog over. Det tog nogle
måneder, før kræfterne var tilbage.
DEt BEGyNDtE MED BØRNEARBEjDE
Men da Huynh igen var på toppen, kunne
han og Pam ikke bare ”nøjes med at være
menighedsmedlemmer”, for de var parate
til nye opgaver, og de havde jo kaldet og
nådegaverne. Derfor begyndte de i efteråret
2007 et børnearbejde i deres hjem, og
de fik kontakt til mange børn og familier.
Efter en tid voksede ønsket blandt flere
voksne frem om at skabe en ny menighed,
og den dannet den 3. dec. 2007. Da var
gruppen på 15 voksne og 10 børn.
Der er jo mange andre vietnamesiske flygtninge
i Danmark – fx bådflygtninge, så der
er mange at nå med evangeliet.
Det varede ikke længe, før menigheden begyndte
at vokse, for flere kom til tro, og
nogle flyttede til og sluttede sig til menigheden.
Det var meget vanskeligt for menigheden
at finde et sted, hvor de kunne
holde gudstjenester. Men efter megen bøn
og mange forhandlinger med Indre Mission
i Fredericia endte det med, at de fik lov
at leje Indre Missions hus i Slagelse hver
søndag, hvor de jo ikke selv benytter det.
I øvrigt havde IM kun meget få aktiviteter i
Slagelse.
Efter kort tid besluttede IM at restaurere
missionshuset, der er ca. 100 år gammelt
og er historisk bevaringsværdigt.
Den store rødstensbygning blev restaureret
for 750.000 kr., og vietnameserne var
lidt bange for, hvad huslejen nu ville blive
fremover. Men de blev yderst glædeligt
overraskede, for kort efter genindvielsen
modtog de et brev med besked om, at IM

15
havde sat huslejen ned fra 900 til 800 kr.
pr uge. Det gjorde de af glæde over den
store evangeliske indsats, vietnameserne
gør i Slagelse!!
MENNEskER koMMER tiL tRo
Nu tæller den vietnamesiske menighedsfamilie
81 børn og voksne, og Guds velsignelse
over arbejdet kan ses, fornemmes – og
læses i klare tal! Det skal også fortælles, at
der er ”almindelige hvide danskere” i menigheden
og i ægteskaberne. Det 7-personers
store menighedsråd gør et målbevidst
arbejde, og de bruger med glæde og iver
masser af kræfter på opgaven.
I august blev 14 mennesker døbt på deres
bekendelse til Kristus – og de gik ind i menigheden.
Neel og Peter Gøtz og Anna og
jeg var med ved dåbsgudstjenesten, og det
var en vidunderlig dag. Senere er flere kommet
til tro, og når dette skrives, har mindst
fire mere ytret ønske om at blive døbt.
Den 24. august havde menigheden for
første gang arrangeret en gudstjeneste
i Skælskør. Lederen for den buddhistiske
gruppe – Lam Phol, der sidder i byrådet i
Slagelse, og hvis søster og hustru er kommet
til tro og er blevet døbt, havde hjulpet
menigheden med at låne en stor sal på skolen.
De håbede på, at der ville komme 60-
75 mennesker til gudstjenesten, og de vidste,
at der kom nogle gæster fra Odense.
Der kom ca. 200!
Mod gudstjenestens afslutning sagde Dieu
Huynh enkelt, at hvis nogle ønskede at overgive
sig til Jesus, kunne de komme frem til
prædikestolen. Flere kom frem, og blandt
dem kom Lam Phols ca. 80-årige mor,
der har været buddhist hele sit liv. Hun gik
frem, bøjede sine knæ ved trinet og sagde,
at hun gerne ville tilhøre Jesus. Også hun
har fjernet sin buddhafigur og sit åndealter
i stuen, og hun ønsker at blive døbt.
Gud er stor – og han gør undere!
tæt FæLLEsskAB
Hver søndag efter gudstjenesten i Slagelse,
indbydes alle til at spise middag – og
familierne bliver og glæder sig sammen –
små og store.
Tak fra børnene i Burma
Af Neel Götz
iNtERNAtioNAL MissioN
Fra fam. Eubank har vi modtaget følgende hilsen:
”På vegne af børnene i Burma, sender vi jer tak for jeres kærlighed og omsorg.
I hjælper med at holde håbets flamme i live på et sted hvor der ellers er meget lidt
grund til at håbe. I hjælper virkelig med at bringe det rige liv, Kristus kom for at
bringe. Mange tak og Gud velsigne jer”.
Denne tak gælder dem på børnestævnet i sommer var med til at lave de 40 pakker
til større børn, som blev sendt ud til Good Life Club`s arbejde i Burma, samt alle
dem der sidder og strikker trøjer, huer, vanter og sokker til de mindste børn.
Børn i Burmas jungle som har besøg af Good Life Club
Hver lørdag er der bibelundervisning og
bøn i Skælskør og i Slagelse, og menigheden
har både børne- og voksenkor, der
synger ved gudstjenesterne og andre anledninger.
Familiernes engagement er et
stort eksempel på hengivenhed, glæde,
tjenesteiver og omsorg.
De to største grupper kristne vietnamesere
bor nu i Slagelse og Odense, mens
gruppen i Nykøbing F er mindre, og der er
også mindre husmenigheder i andre jyske
byer. De vietnamesiske børn, der kom til
Danmark i 1975, har næsten alle fået gode
uddannelser, har arbejde, har stiftet hjem
og har fået familier. Børnene er som regel
bedre til dansk end forældrene, men det er
jo naturligt, da de er født her i landet. Flere
har fået lov til at få familiemedlemmer hertil
fra Vietnam.
Jo, det var en livskraftig evangelisk menighed,
der blev optaget i Missionsforbundet
i sommeren 2009. De er sig helt bevidste
om, at deres hovedopgave er at nå deres
egne, der er kommet til Danmark, og derfor
vil opgaven ændre karakter, eftersom tiden
går og børnene tager over. Jeg vil opfordre
– ikke mindst de sjællandske menigheder
– til at støtte dem meget og tage kontakt
til dem. Lad dem opleve, at vi i Missionsforbundet
er en stor familie, der kan berige
hinanden og har brug for hinanden. Man
kan finde adresse m.m. på Missionsforbunders
hjemmeside under Slagelse. Dieu Huynh
har sagt, at hvis nogen menighed eller
familie event. har brug for hjælp til kontakt
med vietnamesere, er I altid velkommen til
at ringe på 58533316.
Jeg var ansat i Dansk Flygtningehjem 1979-
1981, og det var meget, meget rige år,
der strakte sig langt ud over 1981. Mange
af vietnameserne kalder stadigvæk Anna
og mig for mor og far, og det er vi stolte
over at være for dem. Jeg glæder mig hver
eneste gang, vi har mulighed for at have
fællesskab med dem og dele Guds ord ved
gudstjenester m.m., og min tjeneste for og
blandt vietnameserne vil fortsætte.

MBu
Nyt missionsår på vej
Af Nana Holm Green, spejderrådsformand
Tilbage i 2004 havde Missionsforbundets
Børn og Unge (MBU) et Ghana-år, hvor missionsfeltet,
kulturen og landet Ghana fik
fokus gennem et år. Siden har MBU’s fokus
på landsplan ikke haft en fælles retning
hvad angår missionsindsatsen. Det betyder
dog ikke, at MBU ikke har arbejdet med
mission. Arbejdet er sket lokalt, hvor børnekirker
og spejdergrupper har deltaget i
lokale tiltag med at skabe missionsengagement,
bevidsthed om missionsfelterne og
indsamlinger.
Selvom flere lokalforeninger har sørget for
at holde missionsengagementet højt, så er
der også brug for de fælles tiltag og den
fælles indsats på landsplan, og det er tid
til, at landsarbejdet tager initiativ til og prioriterer
missionsengagementet.
iNtiAtivtAGER
I sin tid var det Missionsforbundets Spejdere
(MS) der tog initiativ til Ghana-året.
Det har altid været MS’ ønske, at der skulle
følge nye missionsår hvor andre af Missionsforbundets
missionsfelter kunne få fokus.
Det er bl.a. en del af MS’ visions- og
handlingsplan 2008-2012. Derfor har MS
endelig fået lavet en køreplan og nedsat en
arbejdsgruppe, der kan arbejde frem mod
endnu et missionsår.
Arbejdsgruppen tager udgangspunkt i det
eksisterende udvalg, der arbejder med et
af vores missionsfelter. Desuden har spejderrådet
(MS’ landsledelse) forsøgt at finde
nogle kompetente medhjælpere, der kan
bidrage til udviklingen af missionsåret, så
det er rettet mod børn og unge.
Det næste missionsår bliver et Rumænien-
16
år, og der er allerede en arbejdsgruppe
som knokler for at få tanker og idéer til at
blive virkelighed.
Et MBu pRojEkt?
Med opbakning fra styrelsen i MBU har MS
søsat arbejdet med endnu et missionsår.
Udgangspunktet er, at det bliver udviklet til
spejderarbejdet, men det øvrige arbejde i
MBU vil forholdsvis nemt kunne gøre brug
af det materiale og de idéer som der bliver
udviklet. Derfor bliver resten af MBU’s arbejde
og menighederne tilbudt at få del i
materialet, så flest muligt kan få del i det
arbejde, som Rumæniens-udvalget knokler
med. Måske kan Rumænien-året vokse fra
at være et MS-projekt til at blive et MBUprojekt
– ligesom det skete for Ghanaåret?
Sigtet med missionsårene er overordnet at
skabe engagement og bevidsthed om, at vi
har et ansvar for at hjælpe mennesker ude
omkring i verden og at bidrage med indsamling
og hjælp til arbejdet. Engagementet
og bevidstheden ønsker vi skal være
varig og have betydning for fremtidens
missionsengagement i Missionsforbundet
og Danmark.
I løbet af de kommende måneder vil du
kunne læse mere om Rumænien-året og
efterfølgende missionsår på www.mbu.dk/
ms_spejder/missionsaar/.
Sponsorløb
- en super-idé
Af Jonas Møller Christensen, MBU, Vadum
I foråret blev der i Vadum MBU afholdt et lokalt cykelsponsorløb
til fordel for Qupaloraarsuk-Klubbi på Grønland, hvis
hytte uheldigvis nedbrændte totalt sidste år. Tilbage stod
de uden et mødested. Derfor besluttede vi i Vadum MBU
at indsamle penge til genopførelse af hytten. Der blev indsamlet
over 30.000 kr.!!, som alle er gået ubeskåret til
Qupaloraarsuk-Klubbi. En dundrende succes som vi også
håber, kan inspirere andre til at lave noget lignende.

17
Sammenstød
Af Kim Nissen, forstander
I den forgangne uge havde 9. klasserne
projektopgave med den overordnede
overskrift: Sammenstød. Og
eleverne havde mange gode bud på
problemfelter med sammenstød i deres
dagligdag.
Det giver mig anledning til at reflektere
over de mange sammenstød, vi som voksne
udsættes for i vores dagligdag. Ikke kun
på efterskolen, men også som kirke, som
menneske…
sAMMENstØD uDFoRDRER
Efterskolens dagligdag er betinget af
fornuftige samværsregler til at regulere
dagligdagen og til at sikre, at den enkelte
tilbydes tryghed og plads til udfoldelse og
udvikling. Men sådanne samværsregler er
samtidig også en klar årsag til sammenstød.
Sammenstød eleverne imellem hvis
de fortolker reglerne forskelligt eller sammenstød
mellem eleven og den voksne.
Det kan skyldes uenighed om hvorvidt
mobilen blev anvendt korrekt, uenighed om
hvorvidt sengetiderne blev overholdt eller
uenighed om hvem der var årsag til en given
konflikt.
Sammenstød kan derfor kendes på konflikt…
men er sammenstød at sidestille
med konflikt? Er det ikke også i sammenstødet,
at vi udvikles som mennesker. Fordi
vi i sammenstødet udfordres på vore vaner,
udfordres på vores stædighed, traditioner
og holdninger? Altså kan sammenstød også
være forudsætning for vækst og modning.
kRistNE ELEvER ER viGtiGE…
Vi har dagligt morgensang på Øresund, og
vi bruger tiden på, at fortælle om det der
er vigtigst for os. Om troen og livet – om
den værdi som Jesus repræsenterer for
os. Denne fortælling er årsag til refleksion
og eftertænksomhed blandt eleverne. For
nogle er der måske sammenstød mellem
foruddannede holdninger og de holdninger,
som vi som kristne repræsenterer. For andre
er der sammenstød i forhold til ønsket
om at tro og udfordringen ved at leve troen
ud. Vi har mange elever, der er nysgerrige
på troen og som udfordrer os på holdninger.
Vi har ikke så helt så mange elever, der
kommer fra kristne hjem, som vi ønsker os.
Vi har drømmen om, at vi også får lov til at
se mange fra kristne hjem… måske endda
fra missionsforbundske hjem?? Hvorfor er
det overhovedet vigtigt? Og er det gavnligt
for elever med kirkelig baggrund at gå på
netop Øresund?
Det er vigtigt for os! Fordi al erfaring viser,
at de årgange, hvor der har været elevgrupper
med baggrund i kirkelivet, har været årgange,
hvor det har været nemmere at italesætte
Jesus som Frelser, og det har været
meget nemmere at etablere fællesskaber
på skolen med fokus på samvær om Jesus.
Så jo flere med kirkebaggrund – jo større
egengevinst for den enkelte og jo større
indflydelse på andres vinding. Dette er ikke
bare et udtryk for en forstanderholdning –
det er et dokumenterbart faktum!
MissioNsFoRBuNDEts skoLE –
oGsÅ FoR MissioNsFoRBuNDERE
Og på spørgsmålet om det er gavnligt for
elever med kirkebaggrund at gå på Øresund…
Da er svaret også JA. Dette er ikke
dokumenterbart, men altså udtryk for forstanderens
holdning! Og hvorfor? Jeg tror
at den enkelte udfordres i kristenlivet i den
livssituation man bringes i. Og jeg tror, at
EFtERskoLEN ØREsuND
det på nogle kristne efterskoler kan være
nemmere at være bekendende kristen end
på andre! På Øresund er det måske middelsvært
at bekendende, men til gengæld udrustes
den enkelte til et kristenliv, der ikke
i livet fremover leves i en beskyttet boble.
Det kræver altså sammenstød!
Og hvis jeg i denne artikel - en sidste gang -
skal bruge begrebet sammenstød. Så skal
det være i en lille provokation/udfordring
til dig. Hvordan kan det være, at vi på forbundets
efterskole, som dagligt fylder i så
manges forbønssituationer, som betænkes
i jeres indsamlinger i menighederne, som
fylder på vores sommerstævne; at på denne
skole, der vækker minder hos mange af
jer fra jeres ungdom og måske skolegang;
på denne skole går der i skrivende stund
kun 2 piger med baggrund/tilknytning til
Missionsforbundet? Er det ikke også en
slags sammenstød i holdning og praksis?
Jeg har igennem de seneste 25 år været
med til at arrangere lejre for ungdom og
teenagere. Og jeg har altid set sommerens
ugelange lejre, som en enestående chance
for at vores børn og unge får et møde med
Jesus. Fordi lejrenes intensitet gør en forskel.
Intensiteten er ikke så tydelig på efterskolen
– slet ikke! Men vi har 42 uger til at
være med til at udruste og danne forudsætning
for sammenstød i de unges liv.
Det er da en tanke værd!

iNtERNAtioNAL MissioN
Evangeliet der forandrer
mennesker og landsbyer
Af Dorthe og Cornel Pascu
For ca. 2 år siden mødte vi for første
gang Alin og hans kone Dorica under
et evangelisk møde i en af kirkerne.
Familien har 2 børn og bor i Prajoaia, 20 km
fra Onesti. Mens evangeliet blev forkyndt,
kunne vi meget tydeligt se, hvordan Gud
rørte ved Alins hjerte. Atmosfæren, forkyndelsen
og ikke mindst sangene gjorde et
stort indtryk på ham, sådan at han havde
lyst til at komme igen.
Efter mødet spurgte Alin om han måtte
prøve min guitar. Jeg sagde ja og opfordrede
ham samtidig til at komme og spille en
gang sammen med os andre. Det ville han
meget gerne, og han begyndte at komme
trofast til møderne og nogle måneder efter
overgav han sit liv til Jesus.
Gud har en plan
Sidste år i maj fik Alin muligheden for at spille
guitar på en ungdomskonference i Livezi.
Arne Hansen fra Tylstrup og jeg underviste
under temaet ”At have et mål i livet”. Her
kom han til at forstå, at Gud har en plan for
hans liv. Det var skønt at se ham tage både
konen, kusiner og flere venner med.
Dorica, Alins kone, blev også frelst og døbt
i juli 2009. Hun har et stort hjerte for børnene.
Der hvor familien bor, samles ofte
mange børn for at høre om Jesus. Dorica
synger med dem og fortæller bibelhistorier.
Familien bor primitivt i et lille hus og har
det meget svært økonomisk, da hverken
Dorica eller Alin har fast arbejde. Vi er derfor
glade for, at vi har kunnet tage Stefania
(8 år), deres meget dygtige og søde pige,
med i skoleprojektet. Hun går i anden klasse,
og er den bedste i klassen. De er alle
meget taknemlige for hjælpen.
MED i husMENiGhED
Vores hjerte er fyldt af glæde og taknemlighed
over at se dem trofast følge Jesus.
Vi føler, vi har et stort ansvar for at hjælpe
dem videre både åndeligt og økonomisk.
Vi beder for dem og besøger dem så ofte,
som det er muligt. Sidste år var Alin, jeg
og flere andre med på en stor konference
i Timisoara, hvor 60.000 mennesker var
samlet for at høre Franklin Graham tale.
Disse møder blev til stor opmuntring og inspiration
for Alin, han begyndte at brænde
for mission. I dag arbejder han i en ny husmenighed,
der er blevet plantet i Livezi.
FRA NØDhjæLp tiL tRo
Sidste efterår fik vi besøg af en gruppe
dejlige mennesker fra Vestermarkskirken
i Grindsted, der kom med nødhjælp. Vi fik
18
at vide, at Dorica kommer fra Poduri, en
meget fattig landsby. Vi blev derfor enige
om, at de også skulle have hjælp og hver
familie fik en kasse tøj. Disse mennesker
lever i en så forfærdelig fattigdom, at det
ikke kan beskrives. I Danmark bor selv dyrene
bedre end dem; husene er så dårlige,
at de slet ikke kan repareres.
Lige som andre steder har Gud også her
gennem nødhjælpen åbnet en stor dør
for evangeliet. Vi blev spurgt, om vi ikke
ville komme og fortælle om den Jesus, der
havde sendt dem hjælp. Det har vi nu gjort
adskillige gange enten alene eller i fællesskab
med gæster fra Danmark og senest
med Ester og Egil Toft fra Aalborg.
Over 100 personer kom på trods af regn
for at høre det gode budskab til de fattige
(Lukas 4). Eigil forkyndte med stor passion
om, at Guds rige er kommet nær, og flere
sagde ja til Jesus. Med hjælp fra Danmark
har alle fået et Nyt Testamente gratis, samt
andre kristne materialer for at hjælpe dem
videre i troen. Desuden har vi flere gange,
også med hjælp fra Danmark, givet dem
noget at spise, da det er meget svært at
forkynde om Guds kærlighed, når de sulter.
væR MED i BØN
Vi håber, at mange i Danmark vil være med
til at bede for dem. Bed også for Alin, der
brænder for mission og har stillet sig selv
til rådighed til trofast at tage til Poduri og
følge op på det, Gud allerede har gjort der
indtil nu.
Denne historie er et stærkt vidnesbyrd om,
hvordan Gud forandrer mennesker og kalder
dem til tjeneste. Fordi Han er suveræn,
åbner Han altid muligheder for at tjene
Ham. Vi føler os så privilegeret over at stå
i sådan en tjeneste.
Vi takker Gud for året, der snart er gået, og
ikke mindst alle vores venner i Danmark,
der trofast beder og støtter os på alle mulige
måder. Med ønske om en Glædelig Jul
og et Velsignet Nytår.

19 BoGANMELDELsE
Lille vejledning til SMÅ GRUPPER
– ny bog af Magnus Malm
Anmeldt af Søren Mortensen
Magnus Malm er en kendt svensk skribent.
Han har tidligere skrevet bøger om ledelse,
fordybelse, retræte og kristen livsstil. Nu
er hans lille bog om det at være med i en
lille gruppe udkommet på dansk. Mange
menigheder samles en eller flere gange om
måneden i fællesskabsgrupper.
I grunden var det vel sådan det begyndte
i de første kristnes tid, man samledes i
hjemmene. Her er fællesskabet mærkbart,
og man kommer hinanden ved på en anden
måde end i et gudstjeneste. Ikke, at det
ikke er vigtigt, for vi har også brug for, at
være en del af en større familie.
Bogen beskriver enkelt og klart hvordan
sådan et fællesskab kan fungere – på godt
og ondt – og hvad man gør, når det ikke
fungerer. Her beskrives enkelte løsninger
og måder på hvordan man får det bedste
ud af en fællesskabsgruppe. Bogen er let
læst og inddelt i en masse små kapitler.
Nyt fra
Missionsforbundet
•
•
•
DØDsFALD
Dorte Lundgaard stopper i
Aabenraa 31.12.2009, for at
flytte til Holstebro. Dorthe har
bl.a. været ansat til at arbejde
med musiklivet i menigheden.
John Lorenzen stopper som
præst i Vestermarkskirken
31.12.2009. Han fortsætter sin
tjeneste i Saralystkirken i Århus
Allan Møller stopper som præst i
Osted 31.12.2009. Han har fået
job på Skovbo Efterskole, men
vil fortsat tilhøre menigheden i
Osted.
16.10.2009 er Ester Olesen Luneborgvej 16G, 9382 Tylstrup afgået ved døden
Hildegard Nielsen Slagelse, født 12. nov. 1919 - død 14. september 2009
Bogen henvender sig mest til de som tænker
på eller netop er begyndt med at samles
i små grupper.
Magnus Malm: Lille vejledning til SMÅ
GRUPPER, 80 sider, udgivet 2009 af
cBooks.dk. Kr. 98,-
Kan bestilles på: info@cbooks.dk
Sæt x
i kalenderen
SENIORLEJREN 2010
afholdes i Virksund i dagene 3.- 7. maj
Studieleder: Missionsforstander
Peter Götz, Espergærde
Sang og musik: Jane Johansen, Vadum
- desuden mange andre medvirkende
Brochuren vil være ude i
menighederne i januar
MæRkEDAGE
DECEMBER
75 år
17.12.2009
Edith Kofoed
Manøvej 76 st.tv., 4700 Næstved
31.12.2009
Karin Lindgreen Stolligvej 57, 6200 Aabenraa
70 år
02.12.2009
Michael Svanholm
Ørhagevej 72, Klitmøller, 7700 Thisted
65 år
05.12.2009
Helen Thomsen Friggsvej 3, 9700 Brønderslev
23.12.2009
Lise Lotte Arentløw
Rothesgade 15, 2100 København Ø
27.12.2009
Irma Thomsen Torndalsvej 4, 2650 Hvidovre
60 år
09.12.2009
Britta Hansen Harestien 9, 9382 Tylstrup
12.12.2009
Ingvar Mogensen Nebbe Oddevej 19, 3700 Rønne
jANuAR
Guldbryllup
01.01.10
Esther og Knud Erik Pedersen
Dannerhøj 64, Visse, 9210 Aalborg SØ
90 år
17.01.10
Didde Greisen Gravløkke 24, 6272 Bylderup Bo
20.01.10
Jens Peter Hansen Bakken 43, 7700 Thisted
22.01.10
Immanuel Larsen Rosenvej 6, Sorø
26.01.10
Sinne Johansen
Østre Kanal Gade 14 1.,th., 9000 Aalborg
85 år
05.01.10
Oluf Nielsen Heimdalsgade 35. 9000 Aalborg
07.01.10
Poul Chr.Jensen
Th.Laubsgade 35, 2., 2100 København Ø
80 år
08.01.10
Anna Lissy Vigsø Thylandsgade 33, 77550 Bedsted
75 år
10.01.10
Lill Roswall Christensen Gyvelvej 38, 9460 Brovst
30.01.10
Christian Kruse
Kystvej 39, Egense, 9280 Storvorde
70 år
01.01.10
Mogens Højgaard Hune
60 år
24.01.10
Tom Kiil Nielsen
Vestergade 3 C st.th., 9800 Hjørring

AFsENDER
MAGASINETs ekspedition
Birgitte Tinggaard Nielsen
Folstedvej 35
9700 Brønderslev
BLAD ID 47749
Returneres ved varig adresseændring
Indsættelse i Bethel
Af Kristian Nielsen, ansat i Bethelkirken og SALTstuderende
Den 4. oktober 2009 havde
Bethelkirken på Amagerindsættelsesgudstjeneste.
Ved gudstjenesten tog
menigheden imod vores
nye præst Gunni Bjørsted
og undertegnede, Kristian Nielsen, som
medarbejder. Det var i sagens natur en
festlig formiddag og gudstjeneste.
Vi lagde ud med sammen at synge: ”Velkommen
i Guds Hus i dag”. Og det var
netop, hvad alle de tilstedeværende var
- velkomne i Guds Hus. En fyldt kirkesal
kunne bevidne indsættelsen og fejre vores
nye præst. Bethelkirken har i noget tid
stået uden præst og som menighed kunne
man mærke et lettelsens suk over igen at
have en åndelig inspirator og præst til rådighed.
I arbejdet med at finde ny præst
har der desuden været arbejdet med kirkens
overordnede vision. Den lyder nu: Vi
ønsker at møde mennesker, hvor de er, og
sammen søge Gud. Under denne vision er
det vores drøm, at Gunni kan være med
at inspirere og lede os til, at denne vision
bliver til virkelighed. Forud for indsættelsen
talte Peter Götz om hvad det vil sige
for en menighed at få en præst; at det på
én gang både er en velsignelse for en menighed,
men samtidig også en opgave for
en menighed at passe på sin præst. Det er
vores store ønske at både at tage del i de
glæder, det er at have en præst samt at
passe rigtig godt på Gunni i sin tjeneste.
Gunni talte med stort engagement ud fra
vores vision – at vi jo alle sammen, kristne
såvel som ikke-kristne har brug for at mødes
og blive mødt, og at vi på samme tid,
alle sammen har brug for at søge Gud.
I løbet af oktober har Bethelkirkens medarbejderteam,
som nu består af Gunni Bjørsted,
Anders Nielsen og Kristian Nielsen,
på skift forsøgt yderligere at udfolde og
inspirere menighedens vision. Det er vores
fælles håb, at vision må tage form og liv i
os alle fra menigheden, så vi alle kan arbejde
sammen om at føre den ud i livet.
Selve gudstjenesten sluttede, som det sig
hør og bør, med, at Gunni lyste velsignelsen
og der blev indbudt til en festlig reception
med hilsner fra Bethelkirkens kirkelige
venskaber. Der er noget fantastisk over, at
vide, at man ikke står alene som kirke med
at føre Guds mission (og vision) ud i livet.
I den kommende tid følger så arbejdet –
både for præst, medarbejdere og menighed.
Men det er altid rart at skyde en ny
epoke i gang med at holde en glædes- og
forventningsfest. Og det er netop mit indtryk,
at Bethelkirken går ind i en ny epoke.
Konferencens tema for 2010 er HÅB
Håb er et nøgleord i den kristne tro
Når Jesus træder frem – er hele hans virke én lang demonstration af hvordan man bringer
håb og nyt mod til mennesker, der er fanget af livets fortrædeligheder.
Når Paulus skal placere håbet kommer det til at stå imellem troen og kærligheden og kan
næsten ikke løftes højere op.
Håbet er en livskraft, der holder livet i live.
Håbet får os til at tegne billeder af det, vi gerne vil se.
Håbet giver os mod til at tro på det, der endnu ikke er.
Håbet er en fantastisk vigtig faktor for et hvert menneske. Det er sjælens lys. Det er dine
tankers fokus. Det er dine drømmes endemål.
EFtERLysNiNG:
Kender du
denne person?
– eller lagkagegeneration
søger muffinspiser
Grønlandsudvalget er efterhånden stærkt
præget af, at samtlige medarbejdere tilhører
”lagkagegenerationen”! Derfor vil vi
gerne opfordre til, at du ser dig omkring
i din menighed - og får du øje på et yngre
menneske, som du tror vil egne sig til lettere,
men spændende udvalgsarbejde, vil
vi gerne høre fra dig.
Vi savner 1 - 2 yngre mennesker der har
lyst til at:
- tænke langsigtet
- arbejde med målsætning
- være med i mission
- være budbringere
- afsætte 4 - 6 hele dage om året til
møde
- samarbejde med mennesker fra Ilulissat,
Sjælland og Jylland!
Hvis du kender en, som du tror, vil være
interesseret/ egnet - eller kunne du selv
have lyst, så kontakt venligst Bent Fodgård
(97933057).
DET DANSKE MISSIONSFORBUNDS SOMMERKONFERENCE 2010
UGE 30 • 24. - 30. juli 2010 • Apostolsk Højskole i Kolding
Info 29 71 22 22 • www.missionsforbundet.dk