Kapitel 11 Offentlige sektor

dag årligt afgiver omkring 78 mio. kr. til udligningsordningen, hvoraf Qaasuitsup Kommunia
modtager omkring 75 mio. kr., mens Kommune Kujalleq modtager de resterende 3 mio. kr.
Qeqqata Kommunia befinder sig i det interval, hvor den hverken bidrager eller modtager.
Det kommunale bloktilskud samt provenuerne for den fælleskommunale skat og selskabs‐ og
udbytteskatten fordeles efter samme metode. Det indebærer, at disse fordeles efter kommunens
relative befolkningstal vægtet med kommunens relative forsørgerbyrde. Forsørgerbyrden
beregnes ved summen af børn og unge under 18 år og antallet af ældre over 65 år i forhold til
antallet af personer i den arbejdsduelige alder mellem 18 år og 64 år. Midlerne fordeles på den
måde for at sikre, at pengene følger borgerne i form af børn, unge og ældre, der er de
aldersgrupper, som kommunerne typisk afholder flest udgifter til.
Det kommunale bloktilskud har gennem de senere år udgjort i størrelsesordenen 800 mio. kr.,
mens provenuerne for den fælleskommunale skat på 6 % samt selskabs‐ og udbytteskatten udgør
henholdsvis omkring 425 mio. kr. og 100 mio. kr. årligt. Dermed fordeles der i alt omkring 1.325
mio. kr. årligt mellem kommunerne efter denne metode. Eftersom der er relativt flere i den
erhvervsaktive alder, som er bosiddende i Kommuneqarfik Sermersooq, end i de andre
kommuner, så betyder det, at Kommuneqarfik Sermersooq modtager væsentligt mindre pr.
borger end de tre andre kommuner ved fordelingen af disse midler.
I 2009 udgjorde Kommuneqarfik Sermersooqs indtægter over 63.000 kr. pr. borger, hvilket er
godt 10.000 kr. mere pr. borger end i de 3 andre kommuner 1 . Med de gældende skatteprocenter
og udligningsordninger er det udtryk for at indkomstniveauet blandt borgerne i Kommuneqarfik
Sermersooq er væsentligt højere end i de andre kommuner.
Forskellige kommunale skattesatser bruges i andre lande som instrument til at tiltrække
skattebetalende borgere eller virksomheder. Den konkurrence kan være medvirkende til at sikre
mere omkostningseffektive løsninger, og tilpasninger af udbud til borgernes ønsker. Den kan dog
også have uheldige effekter i form af et såkaldt ”race to the bottom”, hvor kommunerne forsøger
at overføre problemer til andre kommuner eller underbyde andre kommuner med dårligere
service til følge.
Forudsætninger for en effektiv kommunal ”konkurrence” er ikke til stede i Grønland.
Kommunernes geografiske størrelse og spredning gør sådan en mobilitet illusorisk. Borgerne har
generelt ikke mulighed for at bosætte sig i en kommune for så at pendle til arbejde i en anden
kommune. Her er det i langt de fleste tilfælde placeringen af arbejds‐ og uddannelsessteder, der
er afgørende for borgernes bosættelse. Derfor kan der stilles spørgsmål tegn ved, om den
decentrale kommunale struktur overhovedet er en god løsning på organiseringen af den
offentlige sektor.
1 Kilde: De kommunale regnskaber for 2009, www. Kanukoka.gl.
16