Kapitel 11 Offentlige sektor

være finansieret af de løbende indtægter fra primært skatter og statens bloktilskud), mens
investeringsaktiviteterne kan finansieres ved låntagning, da de netop gennemføres fordi de giver
et samfundsmæssigt afkast. Selvom dette princip umiddelbart kan virke attraktivt lider det af det
problem, at det i praksis ofte er svært præcist at opsplitte udgifter i løbende udgifter og
investeringsudgifter. Dette indebærer også en politisk risiko for at løbende udgifter klassificeres
som investering for at omgå kravet om budgetbalance. Af denne grund og den ovenfor omtalte
sårbarhed anbefales det ikke at følge dette princip.
Imidlertid er det vigtigt at have en mere præcis opgørelse og opdeling af offentlig udgifter. Det er
vigtigt med en sådan registrering for at kunne foretage en løbende vurdering af de igangsatte
investeringsprojekter.
I forhold til store investeringsprojekter er det også vigtigt at gøre sig de budgetmæssige
implikationer klart. Dette gælder også selvom det er et kriterium, at sådanne projekter kun skal
gennemføres såfremt en samfundsøkonomisk analyse viser, at det er hensigtsmæssigt. En
samfundsøkonomisk analyse kan indeholde både ”costs” og ”benefits” som ikke er monetære, og
typisk vil mange ”benefits” ikke være monetære. Det betyder, at en del af afkastet ikke giver et
direkte monetært afkast i form af f.eks. en skatteindtægt. Derfor vil et sådant projekt belaste det
offentlige budget og under et balanceret budgetkrav fortrænge andre aktiviteter eller finansiering
af velfærdsydelser. Det er derfor vigtigt at sondre mellem de direkte budgeteffekter og de
generelle samfundsøkonomiske effekter af sådanne projekter, for at tage stilling til deres
eventuelle gennemførelse.
11.5.2 Finanspolitiske pejlemærker
De fremadrettede finansieringsproblemer er store. Skatte‐ og Velfærdskommissionen fremlægger
i denne betænkning en forslagspakke (se kapitel 12), der samlet set vurderes at være finansieret.
Det er dog samtidig nødvendigt at betone den store usikkerhed både knyttet til det underliggende
grundforløb og effekterne af forslagspakken. Generelt gælder der, at der er usikkerhed omkring
den fremtidige udvikling, selvom retningen kan forudsiges med meget stor præcision er der
selvklart usikkerhed omkring de mere specifikke detaljer, og desto længere horisont, desto større
usikkerhed. Usikkerheden forstærkes af et mangelfuldt statistisk grundlag og analyseværktøjer
tilpasset den grønlandske økonomi. Usikkerhed er ikke et argument for ikke forholde sig til
fremtidige udfordringer, men usikkerheden skal tages alvorligt.
Da en robust finansiering af velfærdssamfundet er helt afgørende for at det kan være
velfungerende anbefaler Skatte‐ og Velfærdskommissionen, at finanspolitikken løbende styres
efter nogle pejlemærker og en regelmæssig revurdering af de fundamentale udviklingstræk.
Med et ønske om at føre en finanspolitik, hvor der er balance mellem indtægter og udgifter, så vil
der være en risiko for, at der i perioder med højkonjunktur gennemføres udgiftsøgninger og
investeringer, som ikke er finanspolitisk holdbare på længere sigt. I perioder med lavkonjunktur vil
der omvendt være behov for at sænke udgifter og investeringer for at opnå balance mellem
indtægter og udgifter, hvilket vil medvirke til at forværre og forlænge lavkonjunkturen. Det er
24