Solist John Storgårds - DR

JOHN 

STORgåRdS 

Lørdag 6. februar 2010 kl. 16.00 

Koncerthuset, Koncertsalen 

09 10 

Koncerthuset 

Klassisk Sæson

John Storgårds 

Program 

LØRdAgSKONCERT 

Lørdag 6. februar 

2010 kl. 16.00 

dR SymfoniOrkestret 

Koncertmester: 

Christina åstrand 

Dirigent: 


Solist: 

John Storgårds, violin 

Redaktion: Nicolai Michelsen 

Korrektur: Magna Blanke 

Tryk: Rek-Art 

design: E-types A/S 

Koncerthuset 2008/09 2009/10 2 

Robert Schumann (1810-1856) 

Ouverturen til genoveva, op. 81 (1848) 

Varighed: ca.11’ 

Cellokoncert, i arr. for violin og orkester, 

op. 129 (1850) 

I. Nicht zu schnell 

II. Langsam 

III. Sehr lebhaft 

Varighed: ca.21’ 

Pause: ca. 16.40 

Ludwig van Beethoven (1770-1827) 

Symfoni nr. 1, C-dur, op. 21 (1800) 

I. Adagio molto 

II. Andante cantabile con moto 

III. Menuetto: Allegro molto e vivace 

IV. Finale: Adagio — Allegro molto e vivace 

Varighed: ca. 27’ 

Layout: Lotte Ring Kvist 

Forsidefoto: Marco Borggreve 

Producent: Meta Alm 

Producer: Morten Mogensen 

Teknik: Lars Christensen 

Regissør: Lotte Melchior


Solist 

Solist 


Af Jens Cornelius 

Koncerthuset 2009/10 3 

John Storgårds er chefdirigent for Helsinki Filharmonikerne. Ved 

siden af sin dirigentkarriere er han også en strålende violinist, og han 

har gjort et betydningsfuldt pionerarbejde indenfor den ny musik. 

Storgårds blev chefdirigent i Helsinki i 2008 efter at have været 

orkestrets faste gæstedirigent i en årrække. Desuden er John 

Storgårds også chef for et andet orkester, det eventyrlige Laplands 

Kammerorkester, der nord for polarcirklen giver nogle af Europas 

mest fantasifulde koncerter. 

I udlandet dirigerer John Storgårds internationale symfoniorkestre 

som Orchestre de Paris og BBC’s Symfoniorkester og specialensembler 

for ny musik, bl.a. det parisiske Ensemble Intercontemporain. 

Den ny musik er i det hele taget en mission for John Storgårds. Han 

var medstifter af det finske kammerorkester Avanti!, hvor han både 

var koncertmester og dirigent. Hans indspilning af den lettiske 

komponist Peteris Vasks’ violinkoncert Distant Light blev kåret 

som Classical Disc of the Year ved MIDEM-festivalen i Cannes 2004. 

Blandt de mange værker, han har uropført, er musik af blandt andre 

Kaija Saariaho, Kalevi Aho, Karin Rehnqvist – og sågar et nyfundet 

værk af Sibelius. 

På cd har John Storgårds indspillet alt fra Haydn til nye islandske 

værker. Og han er efterhånden kendt af det danske publikum 

som en hyppig gæst hos DR SymfoniOrkestret. Med DR Symfoni- 

Orkestret har han indspillet to dobbeltkoncerter af Anders Koppel 

og som solist Sunleif Rasmussens Violinkoncert nr. 2. Hans 

nyeste udgivelse er en meget rost cd med danske violinkoncerter 

af Niels W. Gade, Rued Langgaard og Lange-Müller, hvor DR 

SymfoniOrkestrets koncertmester Christina Åstrand er solist.


Værker 

Af Jens Cornelius 


Ouverturen til Genoveva, op. 81 (1848) 


I år fejrer DR SymfoniOrkestret, at Robert Schumann blev født 

for 200 år siden. Ved denne koncert får man lejlighed til at høre 

et par af de mere ukendte sider af hans produktion. Og det er faktisk 

meget karakteristisk for Schumanns musik, at hans værker 

stadig kan overraske og udføres på mange forskellige måder. 

I dag er der ikke mange, der tænker på Schumann som operakomponist, 

men på Schumanns tid regnede man bestemt med, at 

det var fra hans hånd, en gennemgribende fornyelse af tysk opera 

ville komme. Schumann selv var også virkelig opsat på at komponere 

en opera fri for franske og italienske manerer. Efter gennembruddet 

for tysk romantisk opera med Webers Jægerbruden 

i 1821 var det tid til at komme videre. 

Schumann overvejede mere end 50 forskellige emner og tekster 

uden at bestemme sig. Han var på nippet til at bruge germanske 

sagn som Lohengrin og Nibelungens ring, før han i 1844 bestemte 

sig for en passende historie til sin første opera: Legenden 

om Genoveva. 

Genoveva er en europæisk sagnfigur fra middelalderen, der er 

bygget på to forskellige virkelige personer. Den ene er Genevieve 

af Brabant, som levede i 700-tallet, og den anden er den bayerske 

dronning Marie af Brabant, der levede i 1200-tallet. Med årene 

blev deres historier filtret sammen, og også den katolske helgen 

Genevieve blev blandet ind i forvirringen. 

Kernen i fortælling har de to førstnævnte tilfælles, nemlig at de 

blev anklaget for at være deres mand utro. Straffen var døden 

ved halshugning. Marie af Brabant blev rent faktisk halshugget i 

1256, mens de historiske kendsgerninger om Genevieve fra 700tallet 

er mere end luftige. 

Schumann lader operaen udspille sig i 700-tallet. Som dramatisk 

forlæg brugte han to forskellige skuespil, der var blevet digtet 

over sagnet af henholdsvis Ludwig Tieck og Friedrich Hebbel. 

I de versioner er Genoveva gift med grev Siegfried, der har meldt 

sig til korstoget mod araberne. Mens Siegfried er væk, skal den 

unge ridder Golo passe på Genoveva. Han bliver forelsket i 

hende, men hun modstår hans tilnærmelser (til sidst med kraft-


Værker 


udtrykket ”Vig bort, lumpne bastard!”). Golo bliver så rasende, 

at han bestemmer sig for at bespotte Genovevas ry, og han sørger 

for, at hendes mand får overbragt besked om, at hun har været 

ham utro. Grev Siegfried kræver hende henrettet som straf, 

men han når at få sandheden at vide i sidste øjeblik, så Genoveva 

bliver skånet. 

Det ’tyske’ i handlingen, mente man dengang, viste sig i 

Genovevas troskab mod ægtemanden og hendes faste kristenhed, 

men som man måske fornemmer, fik Schumann i øvrigt 

ikke fjernet alle de skavanker, som han selv syntes, operagenren 

var kommet til at lide under. 

Genoveva blev ikke ret godt modtaget, da den fik premiere i 

Leipzig 1850. Fiaskoen gjorde at Schumann aldrig skrev flere 

operaer og derfor heller ikke fik opfyldt drømmen om at blive 

fornyeren af den tyske opera. Den titel gik til Wagner, som tog fat 

på nogle af de germanske sagn, Schumann havde droppet 

at sætte i musik. 

Genovevas drama fandt man for mat, men ouverturen er til 

gengæld intens og velformet. Den begynder med en langsom introduktion, 

hvor hvileløshed og dysterhed hersker. Spændingen 

trækkes pinefuldt ud, paukerne ruller, og violinerne bliver gang 

på gang efterladt i ensomhed. 

Så går hoveddelen af ouverturen i gang. Den er rytmisk uregelmæssig 

og skal spilles ’lidenskabeligt bevæget’, noterer 

Schumann. Det er typisk for Schumanns stil, men også et symbol 

på handlingen i operaen. Sidetemaet præsenteres som et ’redningskald’ 

fra hornene, der bryder ind og skaber en ny åbning i 

situationen. Det er dog først ved gentagelsen af redningskaldet, 

at ouverturen bevæger sig mod lyset, og musikken ender i en 

jublende og berusende optimistisk C-dur. 

Schumanns opera har altid været en stor sjældenhed på scenen. 

Faktisk kendes kun en enkelt opsætning i hele det 20. århundrede. 

Til gengæld er den blevet pladeindspillet tre gange, og 

det af så berømte dirigenter som Kurt Masur, Gerd Albrecht og 

Nikolaus Harnoncourt.


Værker 

Koncerthuset 2009/10 6


Værker 



Cellokoncert, i arr. for violin og orkester, op.129 (1850) 

Et af Schumanns allersidste værker er hans Violinkoncert. Den 

blev færdig bare fem måneder, før Schumann i en voldsom 

depression forsøgte at drukne sig Rhinen. Selvmordsforsøget 

mislykkedes, men livet var i praksis slut for Schumann. Han blev 

indlagt på et hospital for psykisk syge, og som led i kuren blev det 

ham forbudt at få besøg af sine hustru, Clara. Hans to sidste år 

blev tilbragt i total formørkelse og rablen. 

Violinkoncerten fortæller intet om dette drama. Den er et inspireret 

og vitalt værk, som Schumann skrev i begejstring over den unge 

violinist Joseph Joachims talenter. Joachim havde sørget for at 

trække Beethovens store Violinkoncert frem af glemslen, og ved 

en af sine mange koncerter vakte han Schumanns store interesse. 

Schumanns tilegnede sin nye violinkoncert til Joseph Joachim, 

men de to nåede aldrig at gennemgå værket sammen, før 

Schumann sank ned i sin fatale depression. Joachim så først 

manuskriptet til violinkoncerten efter Schumanns død, og 

han opførte aldrig værket. Først så sent som i 1937 (!) blev 

Schumanns Violinkoncert opført, og da havde Joseph Joachim 

været død i 30 år. 

Da man i 1907 ryddede op i Joseph Joachims efterladte papirer, 

fandt man også solostemmen til en anden ukendt violinkoncert. 

Man regnede med, at det var et af Joachims egne værker (han 

var selv en glimrende komponist) og skænkede ikke noden 

mange tanker. 

I 1980’erne opdagede en kvik musikforsker, at solostemmen var 

identisk med solostemmen i Schumanns Cellokoncert – men 

altså skrevet om for violin! Ud fra håndskriften kunne man se, at 

det var Schumann selv, der havde lavet violin-versionen. 

Hvornår Schumann lavede en violin-version af sin egen 

cellokoncert kan ikke siges præcist. Han skrev cellokoncerten i 

1850, og violin-versionen er sikkert lavet cirka samtidig med, at 

han skrev sin ’rigtige’ Violinkoncert i 1853. Tilsyneladende har 

Schumann været så begejstret for Joseph Joachim, at han ville 

give ham mere end én koncert at spille. Desværre blev hverken 

den ene eller den anden nogensinde opført af Joachim – og fak-


Værker 


tisk gik de begge i glemmebogen. Violin-versionen af cellokoncerten 

måtte vente helt til 1987, før den blev opført. 

Der er ikke de store forskelle på cello-versionen og violin-versionen 

af værket. Tonearten er den samme, og det meste af tiden 

er violinstemmen simpelthen rykket en oktav op i forhold til 

den dybere cello. Orkesterstemmerne er de samme, og de største 

forandringer er mest cellotekniske detaljer, der ikke ville give 

mening på en violin. Det er kort sagt det samme værk – bare med 

et andet soloinstrument. 

Violin-versionen af cellokoncerten er stadig en sjældenhed i koncertsalene, 

men aftenens solist og dirigent John Storgårds gør, 

hvad han kan, for at udbrede kendskabet til den. Han har også 

indspillet violin-versionen på cd – sammen med Schumanns 

’officielle’ Violinkoncert. 

Ludwig van Beethoven (1770-1827) 

Symfoni nr. 1, C-dur, op. 21 (1800) 

Han var gnistrende talentfuld. Energisk og vital, en idealist, en 

pro-vokatør og noget af en særling. Da Beethoven slog sig ned 

i Wien som 22-årig i 1792 tog han byen med storm. Især som 

pianist gjorde han et voldsomt indtryk. Man havde aldrig hørt så 

kraftfuldt et spil og så dramatiske og brillante improvisationer. 

Beethoven var én, man talte om, og som man gerne ville være 

nær. En vinder. 

Wiens publikum huskede stadig med sorg Mozart, der alt for 

tidligt var død året før. Men man havde dog stadig Haydn, verdens 

største komponist, og også andre dygtige og flittige folk som 

Salieri. Begge oplevede de at få den unge Beethoven som elev, og 

begge havde de deres hyr med det. Beethoven var nemlig indtil 

dette tidspunkt stort set selvlært. Han havde huller i sin teoretiske 

viden og manglede den skoling, som var en selvfølgelighed 

for en komponist (selv om det ikke nødvendigvis skulle kunne 

høres). Faktisk var Beethoven så langt bagud, hvad angik lærde 

discipliner som kontrapunkt, at han var flov over, at Haydn 

skulle bruge tid på at lære ham det. Senere bralrede Beethoven 

gerne op om, at Haydn ikke havde lært ham noget som helst …


Værker 


I 1794 rejste Haydn til London, og Beethoven mistede sit forbillede. 

Hele tre lærere måtte deles om undervisningen fremover, 

heriblandt Salieri, der i dag uretfærdigt er kendt som skurken 

i Amadeus-filmen. Beethoven opførte sig dårligt, var fræk og 

utilpasset, men hans genialitet og gevaldige personlighed vejede 

tungest. Hurtigt fik han et stort netværk i byen, også i de højere 

snirkler. To store problemer viste sig desværre efterhånden at få 

afgørende betydning for ham. For det første kærligheden: Selv 

om han var forelsket et utal af gange, lykkedes det ham aldrig at 

blive gift. For det andet helbredet, som var belastet af depressioner 

og alkohol og efterhånden også af den katastrofale døvhed. 

Beethovens unge elev Carl Czerny erindrede et besøg hos 

Beetho-ven i 1799. Det var på den tid, hvor Beethoven var 

begyndt at skrive sin 1. Symfoni: ”Hans værelse var stort set 

umøbleret bortset fra en vakkelvorn skammel ved klaveret. Papir 

og tøj lå smidt rundt over det hele,” huskede han. En ussel, usoigneret 

Beethoven gryntede en hilsen, og Czerny så, at ”i hans ører 

var der stukket vat, der så ud til at være dyppet i en gullig væske”. 

Efterhånden gik Beethoven til bekendelse og fortalte, at han var 

ved at miste hørelsen. 

Døvheden stoppede som bekendt ikke Beethoven. Hans 1. Symfoni 

blev et ’debutværk’ af en voksen komponist, der vidste præcis, 

hvad han ville. Beethoven kendte sin arv og sit håndværk, og 

nu var det tid til at lægge sit eget syn på sagen frem. I dag kan det 

være svært for os at høre, hvornår Beethoven provokerer eller 

ligefrem er uartig i sin musik. Vores ører er blevet bombarderet 

med musik fra alle tidsaldre i sådan en grad, at vi desværre ikke 

står for skud på den måde, Beethoven regnede med. Men det kan 

man gøre noget ved, hvis man lytter mere nøje efter stiltræk og 

detaljer i musikken. 

Alene de indledende takter til 1. Symfoni indeholder nærmest 

et helt manifest. Symfonien begynder ’forkert’ tre gange, hvor 

Beethoven lader akkorderne føre musikken i gal retning. Først 

efter at denne indledning er overstået, kommer Beethoven ud af 

busken og slår fast, at symfonien skam står i C-dur som lovet. 

Også på mikroplanet udfordrer Beethoven forventningerne. Den 

allerførste akkord i symfonien har han koloreret på en helt særpræget 

måde: Strygerne skal knipse på strengene og ikke stryge 

med bue, mens træblæserne danner en bizar, udhulet klang med 

deres akkorder. Konservative lyttere på Beethovens tid må have


Værker 


fundet den slags påfund helt unødvendige. For eftertiden er det 

derimod netop det syn på traditionen, der gør, at Beethovens 

musik adskiller sig fra al anden klassisk musik fra tiden. 

Endnu en omvæltning – ikke af navn, men af gavn – kommer i 

3. sats. Helt efter bogen kalder Beethoven tredjesatsen for en 

menuet, og på papiret ser den tilsyneladende også nogenlunde 

normal ud. Men Beethoven hæver menuettens tempo kraftigt, og 

i stedet for at reducere orkestrets udtryk i denne ’pause-sats’, lader 

han det koge og boble med grovkornet humor. I realiteten bliver 

det en helt ny type sats. Beethoven har erstattet den gammeldags 

menuet med en satsgenre, han fremover ville gå over til at kalde 

scherzo. 

Selvfølgelig skal der også være en overraskelse i den sidste sats, 

og det er igen den skæve humor, Beethoven trækker frem. Efter 

den kraftige indledningsakkord går musikken i stå. Derefter 

lyder det, som om violinerne må stave sig frem og bid for bid nå 

lidt længere i teksten, inden den meget veloplagte og livskraftige 

sats går i gang. Beethoven nød at nærme sig grænserne. I sin 

1. Symfoni tager han afsæt i traditionerne, men tager samtidig 

afsked med dem. Han brugte sin debut som symfoniker til at vise 

for alverden, at en ny tid var på vej.


Musikerne 

dR SyMFONIORKESTRET 

1. Violin 

Christina åstrand 

Soo-Jin Hong 

Elisabeth dingstad 

Jan Rohard 

Anders Jonsson 

Per Friman 

Alexandre Zapolski 

Camilla Sand Kjeldsen Fogh 

Elizabeth Jane Jones 

Sarah McClelland 

Tine Rudloff 

Sabine Bretschneider 

Sophia Bæk 

Arne Balk-Møller 

Ilia Bilet 

2. Violin 

Staffan Rejle 

Tue Lautrup 

Bodil Kuhlmann 

Ludmilla Spektor 

Julie Meile 

Marianne Bindel 

Morten dulong Jensen 

Julie Fontenay 

Vibeke Larsen 

Ikuko Takahashi 

Jakob Elmedahl Johansen 

Mari-Katariina Roth 

Bratsch 

Claus Myrup 

dmitri golovanov 

Per Nørby Hansen 

Flemming Lave 

Ulla Knudsen 

Carina Andersson 

Michail dolgin 

Janne Ahvenienen 

Anne Soren 

Trine Mikkelsen 

Cello 

Soo-kyong Hong Elverkjær 

Henrik dam Thomsen 

Peter Morrison 

Inger guldbrandt Jensen 

Nils Sylvest Jeppesen 

Mats Larsson 

Birgitte Øland 

Karin dalsgaard 

Kontrabas 

Joel gonzález 

Michael dabelsteen 

Henrik Schou Kristensen 

gerrit Hamacher 

Mads Lundahl Kristensen 

Katharina Richter 

Fløjte 

Ulla Miilmann 

Mikael Beier 

Jens Boje Hansen 

Obo 

Kristine Vestergaard 

gert Herzberg 

Klarinet 

Olli Leppäniemi 

Jørgen Misser Jensen 

Fagot 

Audun Halvorsen 

dorte Bennike 

Horn 

Henning Hansen 

Thorbjørn gram 

Leif Lind 

Per McClelland Jacobsen 

Jakob Arnholtz 


Trompet 

Michael Frank Møller 

Bo Fuglsang 

Karl Husum 

Christer Nilsson 

Basun 

Jesper Juul 

Brian Bindner 

Basbasun 

Thomas dahlkvist 

Tuba 

Janus Mogensen 

Pauke & Slagtøj 

René Mathiesen 

Slagtøj 

gert Sørensen 

Tom Nybye

dR Musik 

dR Byen 

Emil Holms Kanal 20 

0999 København C 

Tlf.: 35 20 30 40 

e-mail: rso-rk@dr.dk 

Musikchef 

Leif Lønsmann 

Orkesterchef – DR SymfoniOrkestret 

Ole Bækhøj 

DRs ensemblers virksomhed er muliggjort 

gennem støtte fra blandt andre: 

Augustinus Fonden 

Beckett-Fonden 

Bikubenfonden 

Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat 

FrederiksbergFonden 

gangstedfonden 

Knud og dagny gad Andresens Fond 

Nordea danmark 

Hvor, hvad og hvordan 

i Koncerthuset 

Garderobe 

Overtøj og større tasker skal af sikkerhedsmæssige 

hensyn afleveres i garderoben 

i foyeren. Man kan enten aflevere sit overtøj 

i en ubemandet garderobe uden betaling, 

eller man kan for 20 kroner aflevere sit 

overtøj i en bemandet garderobe. Har man 

ikke kontanter med, kan man købe en 

garderobe-bon i baren for 20 kroner. 

Toiletforhold 

Der er i alt 58 toiletter i Koncerthuset, 

herunder 4 handicaptoiletter. 

I niveau -1 findes toiletterne v. elevatoren 

ved Studie 4. I niveau +1 findes toiletterne i 

den nordlige ende af den store foyer. Endvidere 

findes der toiletter på 

3. niveau v. parterre-indgang (mod øst) 

og på 4. niveau ved Orkester A-indgang 

til Koncertsalen. 

Forudbestilling af pausedrink 

HUSK at du kan springe køen til baren 

over i pausen - bestil og forudbetal din 

drink i baren før koncerten. Så venter 

den på dig i pausen. 

Pause 

Pausen varer 20 minutter, og vi ringer 

nu ind 10 - 7 - 5 minutter, før dørene 

lukker til salen. 

Til og fra Koncerthuset 

Du kan læse mere om transport og parkering 

på dr.dk/koncerthuset/omkoncert-huset/ 

foerkoncerten. Her kan du også læse mere 

om tilgængelighed for publikum med nedsatte 

funktioner. 

www.dr.dk/koncerthuset 

www.dr.dk/drso

Solist John Storgårds - DR

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?