Polarfronten 2001 – 3

More documents

Recommendations

Info

Alle mand i god behold Den britiske opdagelsesrejsende Ernest Shackleton ville i 1914 krydse Antarktis som den første. Han nåede aldrig at sætte fod i Antarktis, men alligevel blev det en højdramatisk og meget langvarig ekspedition. Af Poul-Erik Philbert Da Ernest Shackleton i 1914 søgte deltagere til en ekspedition, som skulle krydse Antarktis, lagde han ikke fingrene imellem: - Men wanted for hazardous journey. Small wages. Bitter cold. Long months of complete darkness. Constant danger. Safe return doubtful. Honour and recognition in case of success. Men selv ikke Shackleton havde i sin vildeste fantasi forestillet sig, hvor rammende hans beskrivelse skulle vise sig at blive. Fra kyst til kyst Ernest Shackleton havde allerede to Antarktis-ekspeditioner bag sig, da han gik i gang med at planlægge British Imperial Trans-Antarctic Expedition. I 1901 deltog han i Robert Scotts første forsøg på at nå Sydpolen, og i 1908 måtte han på sin egen Nimrod-ekspedition give op kun 150 kilometer fra målet. 10 • Polarfronten 3 / 01 Da nordmanden Roald Ammundsen i 1911 i tæt kapløb med Scott som den første nåede Sydpolen, proklamerede Shackleton, at han ville være den første, som krydsede den ufremkommelige iskappe fra kyst til kyst. Akkompagneret af kanontordenen fra en begyndende verdenskrig forlod Shackleton i august 1914 London på ekspeditionsskibet Endurance med kurs mod South Georgia Island. Isen lukker sig Kun to dage efter at Endurance den 5. december 1914 havde forladt South Georgia Island løb ekspeditionen ind i uventet store mængder pakis, som gjorde sejladsen ekstremt besværlig. Gennem den næste halvanden måned krydsede Endurance møjsommeligt igennem Weddellhavet frem mod Vahsel Bugt, som var udset til at være landgangssted for ekspeditionen. Foto: Frank Hurley, venligst udlånt af Scott Polar Institute Ekspeditionsskibet Endurance i ismassernes faste greb. Efter mere end 300 dage blev skibet suget ned mellem de 5-10 meter høje isskruninger og endte på havets bund. Den 18. januar havde pakisen lukket sig helt om skibet, og Endurance var nu totalt overladt til ismasserne, som langsomt drev mod vest. Shackleton vidste, at først med det antarktiske forårs komme i oktober ville der igen være håb om at få skibet vristet fri af isen. Alt blev nu organiseret omkring det ene mål at overvintre så komfortabelt som muligt ombord på Endurance. Shackleton var meget opmærksom på at styrke besætningens moral og sammenhold og arrangerede fodbold- og hockeyturneringer på isen, fællessang, fester og meget andet. I Endurances lastrum var der stuvet rigeligt dåsemad og saltkød ned. Men Shackleton var klar over, at frisk kød - som indeholder C-vitaminer - kunne forebygge skørbug, så kødgryderne blev fyldt med sæl- og pingvinkød så tit som muligt.
Foto: Frank Hurley, venligst udlånt af Scott Polar Institute Reddet! Shackleton når frem til sine 22 strandede besætningsmedllemmer på Elephant Island den 30. august 1916. På det tidspunkt var der gået 635 dage siden ekspeditionens start, og mange var utvivlsomt ved at opgive håbet om at blive reddet. En kamp for at overleve Alle ventede i spænding på, at foråret skulle få isen til at bryde op og åbne en sejlrende for Endurance. Men i stedet for at lette presset på skibets sider fik isens bevægelser Endurance til at knage og brage faretruende i sammenføjningerne, og den 27. oktober måtte Shackleton rømme det halvt nedskruede skib og i hast hejse redningsbåde, udstyr og proviant ned på isen. Fire uger senere blev Endurance – efter omkring 300 dage fastlåst i isen – suget ned mellem de 5-10 meter høje isskruninger og sank til Weddellhavets bund. Om ikke før stod det nu helt klart for Shackleton og hans besætning, at målet ikke længere var at krydse Antarktis, men ganske enkelt at overleve. Ude af stand til at forcere ismasserne eller finde åbent vand til de tre redningsbåde måtte de 28 mand tilbringe de næste fem måneder i en lejr på isflagerne, som med mellemrum slog revner under dem og i øvrigt drev af sted, som vinden blæste. Ekspeditionens ufrivillige rute Først i begyndelsen af april viste der sig åbent vand, som gjorde det muligt at laste redningsbådene og begive sig af sted på en iskold, våd og stormfuld rejse, som efter 7 dage førte dem til klippeøen Elephant Island. Fast grund under fødderne har efter 497 dage været en lettelse for de fleste, men det var indlysende, at den ugæstfrie og isolerede ø ikke gav noget håb om redning, men blot havde ført ekspeditionen endnu et skridt mod den endelige katastrofe. Den eneste chance for overlevelse lå i at nå den beboede South Georgia Island 1000 kilometer borte. En overmenneskelig præstation Den 24. april 1916 begyndte Shackleton sammen med fem mand i James Caird, den største af redningsbådene, den halsbrækkende tur over et af verdens mest barske havområder. Gennemblødte og forfrosne kæmpede de i 17 dage med tårnhøje bølger og konstante storme, som på et tidspunkt gik over til orkanstyrke. I en blanding af dygtighed og ufatteligt held lykkedes det kaptajn Frank Worsley at beregne den rigtige kurs, så de udmattede mænd den 8. maj fik det første glimt af South Georgias sorte klipper og to dage senere kunne vakle i land på den øde vestside af øen. Den lille båd var så havareret, at videre sejlads var umulig. Kun en sidste desperat klatretur over South Georgias bjerge og gletshere kunne bringe redningsholdet frem til hvalstationen Stromness. På kun tre dage lykkedes det Shackleton og to af hans folk med et minimum af udstyr at gøre turen, hvor de måtte søge ned fra højderne, når nattekulden lagde sig, og ikke fik nogen søvn af frygt for at fryse ihjel. En plads i historien Shackleton gik straks i gang med at organisere en undsætningsekspedition, og efter tre mislykkede forsøg nåede han endelig frem til de 22 strandede på Elephant Island den 30. august 1916, 635 dage efter ekspeditionens start. Alle var i god behold. Shackletons ekspedition mislykkedes, han nåede ikke sit mål, men han har alligevel fået sin plads i historien om de store opdagelsesrejsende. Han bliver i dag husket og beundret for sin hårdnakkede og modige kamp for at redde sin besætning og ikke mindst for sin evne til at holde sammen på sit mandskab i de mange krisesituationer. Hans liv sluttede i 1922 på South Georgia Island, hvor han døde af et hjerteslag ... på vej til en ny Antarktis-ekspedition. Shackleton i storformat Shackletons dramatiske rejse er netop blevet filmatiseret til visning på kæmpeskærm, og filmen, ‘Shackletons ekspedition - Den antarktiske overlevelseshistorie’, kan fra den 1/10 ses i Tycho Brahe Planetariets rumteater. Optagelserne har fundet sted on location på South Georgia Island, Elephant Island og Weddellhavet, så filmholdet har været igennem deres egne barske udfordringer og dramatiske oplevelser. Med i filmen er også tre veltrænede og erfarne bjergbestigere, som 85 år efter Shackleton & Co’s klatretur over South Georgia Islands bjerge forsøger at gentage vovestykket. Efter en hård og udfordrende bestigning havde de tre bjergbestigere svært ved at forstå, hvordan forgængerne - nedslidte og forkomne og uden det mest elementære udstyr - havde kunnet gøre turen på bare 3 dage. Tycho Brahe Planetarium har desuden planlagt en række foredrag om Antarktis. Find de nærmere detaljer på www.tycho.dk 11 • Polarfronten 3 / 01
Page 1 and 2: LØSSALGSPRIS 25 kr. UDGIVET AF DAN
Page 3 and 4: Mennesker ved isens rand Af Poul-Er
Page 5 and 6: - Det er som at vandre gennem tiden
Page 7 and 8: meter lange, blotlagte del af Kaled
Page 9: Bunden blev ikke nået Efter en fel
Page 13 and 14: På flere af Grønlands egne videre
Page 15 and 16: Visioner på tre ben Hanne Petersen
Page 17 and 18: Hold din viden ajour i - fugl eller
Page 19 and 20: scanmaps.dk - hele verden i én but
Page 21 and 22: Grønland rundt Amerikaneren Lonnie
Page 23 and 24: Nye bøger Per Herholdt Jensen: Gr

Polarfronten 2001 – 3

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?