Polarfronten 2001 – 3

More documents

Recommendations

Info

Verdens nordligste ø Flere nye øer er denne sommer observeret nord for Grønland. En af dem er verdens nordligste stykke landjord. Af Poul-Erik Philbert En rekognoscering fra fly i juli måned denne sommer har med stor sandsynlighed fastslået eksistensen af en lille ø nordvest for verdens hidtil nordligste ø, Oodaaq Ø, som ligger ud for Grønlands nordspids. Samtidig afslørede flyrekognosceringen, at der i området muligvis er to-tre andre, hidtil ukendte øer, hvoraf én er endnu længere mod nord. Dem kender man dog endnu ikke den præcise position på. Den nye ø blev fundet i 1996 af deltagerne på sportsekspeditionen American Top of the World Expedition, som i et forsøg på at finde Oodaaq Ø stødte ind i et 10x10 meter, stenfyldt landområde ca. 1700 meter vestnordvest for denne. Ekspeditionen bestemte øens præcise position til at være 83° 40’ 34.8” N, 30° 38’ 38.6” W Da ekspeditionsdeltagerne sammen med logistikchef Hauge Andersson fra Dansk Polarcenter i sommer overfløj stedet, bekræftede en ny GPS-måling, at der ligger en ø på nøjagtig den position, som ekspeditionen havde besøgt i 1996. 8 • <strong>Polarfronten</strong> 3 / 01 Hauge Andersson siger, at havisens struktur i området viser, at der er en grænse mellem kystnær havis, der ikke bryder op hvert år, og havis, der regelmæssigt bryder op og fryser sammen igen. Grænsen går netop i det område, hvor øerne ligger, omtrent parallelt med kysten, og meget tyder på, at havisen i dette område er stabiliseret af undersøiske rev og banker samt enkelte banker, der når op over havniveau. Tilfældigheder ved snefygning og afsmeltning kan føre til, at det ikke altid er de samme øer, der fra år til år ses i sommermånederne. Det kan derfor ikke afvises, at der gemmer sig flere øer under havisen. Det er uden tvivl også de skiftende isforhold, som er forklaringen på, at Oodaaq Ø, som blev fundet i 1978, ikke har været synlig siden 1997. Dansk Polarcenter forventer, at det i de kommende år i forbindelse med andre aktiviteter i området vil være muligt at nå frem til de nye øer med helikopter. Kontakt: Hauge Andersson, DPC, tlf.: 32 88 01 13, ha@dpc.dk En af deltagerne fra sportsekspeditionen American Top of the World Expedition fotograferet på den nye ø, som de i 1996 tilfældigt nåede frem til under søgen efter Oodaaq Ø, som dengang var verdens nordligste. Foto: American Top of the World Expedition En strategi for Nationalparken Foto: Jens Søndergaard/Polarphotos Under et fælles ophold på Zackenberg Forskningsstation i august har miljø- og energiminister Svend Auken og landsstyremedlem for miljø Alfred Jakobsen indgået en aftale om at beskytte og udvikle Nationalparken i Nordøstgrønland. Aftalen lægger vægt på at beskytte områdets enestående natur- og kulturhistoriske værdier på en måde, så man lever op til internationale forpligtelser. Men samtidig lægger aftalen op til, at Nationalparken skal indgå i en regional udvikling i Grønland, som især skal komme indbyggerne i Ittoqqortoormiit /Scoresbysund tilgode. International forskning og uddannelse, turisme og forbedrede adgangsforhold er vigtige elementer i den udvikling, som ministrene mener skal finde sted i forbindelse med ‘Det arktiske vindue’ under EU’s Nordlige Dimension. Nationalparken i Grønland er verdens største og dækker med sine 972.000 km 2 et areal, som er større end England og Frankrig tilsammen. Det meste er indlandsis, men de isfrie områder langs kysterne spænder lige fra ørkenagtige sletter over blide bakkedrag til skarpskårne bjergkæder. Her lever isbjørne, hvalrosser, moskusokser og en stigende bestand af ulve side om side med mindre dyr og et varieret fugleliv. Læs aftalens fulde indhold på www.dpc.dk/polarfronten/ zackenbergaftalen.html
Bunden blev ikke nået Efter en feltsæson med mange og komplicerede tekniske problemer mangler iskerneborerne på Indlandsisen stadig omkring 80 meter, før de er nede ved bunden. Og det kan blive vanskeligt at få det sidste stykke op. Af Poul-Erik Philbert Det kunne umiddelbart virke som en overkommelig opgave. 150 meter iskerne manglede der, da boreholdet ved North- GRIP-iskerneprojektet på Indlandsisen sidste år sluttede boringen i 2930 meters dybde. Men det var et dårligt varsel, at sæsonen samtidig sluttede med, at boret satte sig fast i isen og måtte lirkes fri. Et genstridigt bor Det blev da også problemer med boret, som kom til at overskygge alt i denne sommer. Fem gange satte boret sig fast, og det skabte forsinkelser, både fordi borefolkene brugte mange dage på at få det fri, og fordi mekaniske og elektroniske dele måtte udskiftes og flyves ind til lejren på Indlandsisens top. Det har vist sig, at isen er betydeligt varmere tæt på Indlandsisens bund, og at det kan være forklaringen på, at boret igen og igen sætter sig fast: - Vores teori er, at det næsten smeltede issavsmuld fra boreknivene tæt på bunden fryser inde i boret og dermed får spånerne til at sætte sig i en prop, som ikke kan komme op. Temperaturen i bunden af hullet er kun 2ºC, og der skal derfor kun meget lidt varme til, før der kommer smeltning, siger Niels Gundestrup fra Geofysisk Afdeling på Niels Bohr Instituttet. Borefolkene hælder glykol i hullet for at smelte boret frit, og det har i år virket efter hensigten og forhindret en gentagelse af katastrofen i 1997. Da satte boret sig fast i 1371 meters dybde og tvang iskerneprojektet til at starte helt forfra med den nuværende boring i 1999. Vellykket trods alt En amerikansk og en europæisk boring fra 90’ernes begyndelse har givet sikre oplysninger om de seneste 90.000 år, mens der har været uenigheder om detaljerne i den såkaldte Eem-periode (115.000-130.000 år før nu). Denne periode er specielt interessant i en klima- sammenhæng, fordi det er en mellemistid, der kan minde om vores egen tid. NorthGRIP-boringen blev derfor anlagt et sted, hvor forskerne forventede, at islagene fra Eem-tiden ville ligge højt over bunden og dermed give adgang til en iskerne, som kunne give en mere sikker viden om perioden. Det ser ikke ud til at lykkes: - Boringerne denne sommer har styrket vores mistanke om, at de nederste lag er meget tæt på smeltepunktet, og derfor smelter langsomt bort, siger Sigfus Johnsen fra Geofysisk Afdeling. Ved en af de sidste boringer, sad der således klar is på boret, hvilket kan betyde, at boret har været i berøring med flydende vand. Så i værste fald er de interessante lag fra Eem-tiden simpelthen smeltet bort. De kun 70 meter iskerne var ganske vist et skuffende resultat af sommerens boring, men iskerneforskerne trøster sig med, at de som helhed har fået en iskerne med så stor lagtykkelse, at det giver mulighed for verdens bedste registrering af klimaet de sidste 105.000 år. Fotos: Geofysisk Afdeling Forskerne bag projektet, som ledes af Glaciologigruppen ved Niels Bohr Instituttet for Astronomi, Fysik og Geofysik på Københavns Universitet, håber stadig på, at det vil være muligt at afslutte boringen næste år. Kontakt: Niels Gundestrup, Geofysisk Afdeling, tlf.: 35 32 05 53, ng@gfy.ku.dk Øverst: Renseudstyr med skær, som blev brugt til at fjerne isbroer og tonsvis af frosset glykol. Glykolen blev hældt i borehullet for at frigøre iskerneboret de gange, det satte sig fast. Nederst: Der kom kun 70 meter iskerne ud af denne sommers boring på Indlandsisens top. 9 • <strong>Polarfronten</strong> 3 / 01
Page 1 and 2: LØSSALGSPRIS 25 kr. UDGIVET AF DAN
Page 3 and 4: Mennesker ved isens rand Af Poul-Er
Page 5 and 6: - Det er som at vandre gennem tiden
Page 7: meter lange, blotlagte del af Kaled
Page 11 and 12: Foto: Frank Hurley, venligst udlån
Page 13 and 14: På flere af Grønlands egne videre
Page 15 and 16: Visioner på tre ben Hanne Petersen
Page 17 and 18: Hold din viden ajour i - fugl eller
Page 19 and 20: scanmaps.dk - hele verden i én but
Page 21 and 22: Grønland rundt Amerikaneren Lonnie
Page 23 and 24: Nye bøger Per Herholdt Jensen: Gr

Polarfronten 2001 – 3

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?