FREMTIDIG KINESISK DOMINANS? - Forsvarsakademiet

Morten Birch-Jensen 

April 2012 

Institut for Strategi 

FREMTIDIG KINESISK DOMINANS? 

”One who cannot be victoriuos assumes a defensive posture; 

Forsvarsakademiet, København 

one who can be victorious attacks. 

Sun Tzu – Art of War

FREMTIDIG KINESISK DOMINANS? 

Speciale af Morten Birch-Jensen 

København 16. april 2012. 

Specialet er udarbejdet under vejledning af Thomas G. Nielsen, Institut for Strategi ved 

Forsvarsakademiet. 

Specialet fylder 20.944 ord (Eksklusiv forside, resumé, noteapparat og bibliografi). 

Illustationen på forsiden er hentet på: www.enduringamerica.com 

2

ABSTRACT 

This thesis bridges the gap between scepticism and positivism regarding China. Without 

lending credit to those scholars who depict China as a future U.S. contender, the thesis 

shows that China puts her national powers to use in support of economic expansion, 

sometimes taking risks, but stopping short of outright conflict. 

Using the realist theory of Morgenthau as analytical framework, the thesis examines 

whether China pursues a policy of status quo or expansionism vis-à-vis Japan, and how 

the enhancement of Chinese prestige is utilized to serve these possible ends. The Sino- 

Japanese conflict over the Senkaku Islands in the East China Sea is used as a case study. 

The thesis concludes that China finds herself constrained by Japan backed by U.S. preponderance, 

leaving open the maintenance of status quo as the most viable strategy for 

China to pursue. Simultaneously China has embarked on a strategy of economic imperialism, 

albeit in an incremental fashion. China does so by a seemingly deliberate exploitation 

of hydrocarbons and biological resources in the contested area. Using an effective balance 

of diplomacy and occasional flexing of military muscles, China appears to be extracting 

whatever concessions it can obtain from Japan, while reiterating her own claim for sovereignty. 

3

RESUMÉ 

I dette speciale analyseres af kinesisk strategi overfor Japan i det Østkinesiske hav, med 

særligt fokus på de to landes uløste territoriale stridigheder omkring Senkaku øgruppen. 

Analysen tager udgangspunkt i en operationaliseret version af Hans J. Morgenthaus klas- 

siske realisme. Modellen opererer med begreberne status quo og imperialisme som muli- 

ge målsætninger for en stats udenrigspolitiske strategi. Formålet med specialet er at iden- 

tificere hvilke strategiske virkemidler Kina bringer i anvendelse i sin politik overfor Japan. I 

muligt omfang perspektiveres til gennerelle tendenser i kinesisk strategi. 

Problemformulering 

Med udgangspunkt i klassisk realisme analyseres Kinesisk strategi overfor Japan i Det 

Østkinesiske Hav. Det søges herunder belyst hvilken indflydelse begreberne status quo, 

imperialisme og prestige har for Kinas ageren. 

Teori og metode 

Morgenthaus realistiske teori er operationaliseret i en model, der opstiller kriterier for sta- 

tus quo, imperialisme og prestige. De kinesisk-japanske relationer i det Øst-kinesiske hav 

er brugt som case. Analysen foretages på baggrund af et (single) casestudie efter den 

kvalitative metode. Casen er anvendt som paradigmatisk case. 

Analyse 

Specialets analysekapitel falder i tre afsnit. Efter en indledende diskussion af den overord- 

nede magtbalance i regionen, hvor USA's relationer til Japan behandles, gennemføres en 

analyse af hvilken rolle status quo spiller for Kinas strategi. Dernæst undersøges det hvor- 

vidt Kina kan siges at forfølge en imperialistisk politik og endelig undersøges det hvordan 

en prestigepolitik kan siges at understøtte henholdsvis en status quo og en imperialistisk 

politik. I delanalysen om status quo undersøges hvordan Kina benytter del og hersk, kom- 

pensationer, oprustning samt alliancer til at understøtte sin politik. I delanalysen om impe- 

rialisme undersøges henholdsvis, militær-, økonomisk- og kulturel imperialisme. I specia- 

lets sidste delanalyse om prestige undersøges hvordan Kina anvender diplomati og demonstration 

af militær magt til at understøtte henholdsvis en status quo og en imperiali- 

stisk politik. 

4

Konklusion 

På baggrund af analysen konkluderes det at Kina, på grund at USA's dominerende rolle i 

det internationale system samt Kinas egen relative svaghed, overordnet set forfølger en 

status quo politik. Det konkluderes tillige, at Kina i mange år fremover sandsynligvis fortsat 

vil have balancering af Japan og USA som sin primære målsætning. Det konkluderes imid- 

lertid også, at Kina forfølger en økonomisk imperialistisk politik overfor Japan i det Østki- 

nesiske Hav. Kina synes i høj grad at være bevidst om hvordan prestige påvirker andre 

staters opfattelse af landet, og i forhold til den kombinerede status quo og økonomisk im- 

perialistiske politik, gennemføres en prestigepolitik med en kombination af diplomatiske og 

militære midler. 

Perspektivering 

Specialets analyser og konklusionen peger på, at Kina vil fortsætte med at forfølge en 

overordnet status quo politik, kombineret med økonomisk imperialisme. Det skyldes at Ki- 

na, trods sin markante økonomiske udvikling, fortsat vil være USA underlegent i mange år 

fremover. Sålænge USA og Japan bevarer deres nuværende tætte strategiske samarbej- 

de på det sikkerhedspolitiske område, vil Kina heller ikke kunne ændre sin nuværende 

strategi overfor Japan i nævneværdig grad. Skulle Japan ønske øget selvstændighed fra 

USA, eller skulle USA selv ønske at begrænse sine forpligtigelser i Fjernøsten, tegner Ki- 

nas muligheder sig anderledes. Med et isoleret Japan står Kina overfor en mere jævnbyr- 

dig aktør. Såfremt Kina skulle ønske et strategisk kursskifte i retning af en mere aktiv im- 

perialistisk politik, vil indikatorer på et sådant skifte særligt være at finde på det militære 

område. Her vil Kina skulle anskaffe sig en række kapaciteter som forudsætning for bedre 

at kunne projicere sin magt. Det gælder særligt hangarskibe, fly og amfibieenheder. 

Metodisk refleksion 

Morgenthaus realistiske teori, har generelt vist velegnet til at belyse Kinas til tider konflikt- 

fyldte ageren overfor Japan. Trods realismens fokus på magtbegrebet, har teorien også 

muliggjort at økonomiske aspekter er tillagt vægt. Prestigebegrebet, der inddrager mere 

subjektive elementer som staters perception, giver teorien relevans, også i situationer hvor 

direkte væbnet konflikt ikke ligger lige for. Specialets konklusion peger dog på usikker- 

hedselementer i forhold til teoriens opstilling af status quo og imperialisme som entydigt 

modsatrettede mål for en stats strategi. 

5

INDHOLDSFORTEGNELSE 

1. INDLEDNING ………………………………………………………………………………. 8 

2. TEORI OG METODE ……………………………………………………………………… 14 

Operationalisering af teorien ……………………………………………………………... 17 

Metodiske overvejelser ……………………………………………………………………. 27 

3. ANALYSE ………………………………………………………………………………….. 30 

Analyse af status quo ………………………………………………………………………. 32 

- Del og hersk …………………………………………………………………………………. 36 

- Kompensationer …………………………………………………………………………….. 38 

- Oprustning …………………………………………………………………………………… 39 

- Alliancer ……………………………………………………………………………………… 42 

Analyse af imperialisme …………………………………………………………………… 44 

- Militær imperialisme ………………………………………………………………………… 44 

- Økonomisk imperialisme …………………………………………………………………… 53 

- Kulturel imperialisme ……………………………………………………………………….. 57 

Analyse af prestige………………………………………………………………………….. 60 

- Diplomati ……………………………………………………………………………………... 60 

- Demonstration af militær magt …………………………………………………………….. 64 

4. KONKLUSION ……………………………………………………………........................ 70 

Perspektivering ……………………………………………………………………………… 71 

BILAG 1: BIBLIOGRAFI ……………………………………………………………………. 75 

6

FORKORTELSESLISTE: 

Forkortelse Betydning Bemærkning 

CNA Computer Network Attack Offensiv brug af CNO. 

CNO Computer Network Operations Populært kendt under betegnelsen Cyber 

Warfare. 

CNOOC China National Offshore Oil Corporation 

DDG 

EEZ Exclusive Economic Zone Økonomisk udnyttelseszone, hvortil en stat 

har eneret til ressourceudvinding. 

INEW Integrated Network Electronic Warfare Kombineret elektronisk og Computer Network 

Warfare. 

I.P. International Politik Som teoretisk emnefelt. 

JMSDF Japanese Maritime Self Defense Forces Det japanske søværn. 

PLA 

Peoples Liberation Army, Folkets befrielseshær 

Fællesbetegnelse for de kinesiske væbnede 

styrker (alle værn). 

PLAAF Peoples Liberation Army Air Force Det kinesiske flyvevåben. 

PLAN Peoples Liberation Army Navy Det kinesiske søværn. 

PRC Peoples Republic of China Den Kinesiske Folkerepublik. 

SCO Shanghai Cooperation Organisation 

SLOC Sea Lines Of Communication Forbindelses- og handelsveje til søs. 

SSM Surface to Surface Missile Misil til overflademål, f.eks. andre skibe. 

UNCLOS UN Convention on the Law of the Sea FN havretskonvention. 

7

1. INDLEDNING 

Med udgangspunkt i Hans J. Morgenthaus klassiske realisme analyseres kinesisk strategi 

overfor Japan i det Østkinesiske Hav. Det søges belyses hvilken indflydelse begreberne 

status quo, imperialisme og prestige har for Kinas ageren. Specialets formål er at identifi- 

cere hvilke strategiske virkemidler Kina bringer i anvendelse overfor Japan samt de mulige 

årsager hertil. I muligt omfang perspektiveres til gennerelle tendenser i kinesisk strategi. 

Opgaven gennemføres på baggrund af et (single) casestudie efter den kvalitative metode, 

hvor de kinesisk-japanske relationer i det Østkinesiske hav er brugt som case. Casen er 

anvendt som paradigmatisk case. 

Problemdiskussion 

Kina opfattes af mange som en stormagt, der forventeligt vil komme til at spille en betydelig 

rolle i fremtiden i kraft af sin økonomiske vækst, befolkningsmæssige størrelse og teknologiske 

udvikling. Kinas indflydelse gør sig ikke længere gældende udelukkende på det 

regionale plan, men i stigende omfang også globalt. Økonomiske prognoser forudsiger 

således, at Kina forventes at overtage rollen som verdens største økonomi omkring år 

2040 1 andre kilder siger 2025 2 . Det afgørende er ikke hvornår eller om det sker, men der- 

imod den klare tendens, der viser et stadigt økonomisk stærkere Kina og et USA med stadigt 

stigende økonomiske udfordringer. Militært kan det diskuteres, hvorvidt Kina kvalificerer 

til stormagtsstatus 3 , men Kinas status som atommagt, et stadig stigende forsvarsbud- 

get og landets militære moderniseringer sammenholdt med den forventede økonomiske 

udvikling, har også medført øget fokus på Kina som strategisk aktør. Senest udtrykt i 

USA's nyligt offenligtgjorte sikkerhedsstrategi. 4 Samlet betyder disse forhold at der ligefrem 

tales om at Kina, på længere sigt vil kunne udfordre USA's rolle som verdens eneste 

supermagt. Set med vestlige øjne er Kina tillige er en aktør, der internt ikke lever op til 

gængse normer for demokrati og menneskerettigheder og desuden har en række sociale 

og miljømæssige udfordringer. Heri ligger kimen til indre ustabilitet. Sammenholdes dette 

med Kinas til tider konfliktfylde forhold til aktører i nærområdet 5 

, forekommer det relevant 

at analysere Kinas strategiske ageren nærmere. I den internationale debat om Kinas frem- 

1 

Sådan Bliver Kina Supermagt, p. 48. 

2 

The Return of China, Globalization and Economic Power, pp. 8-9. 

3 

The Balance of Power in Asia-Pacific Security, pp. 50-51. 

4 

Sustaining U.S. Global Leadership, pp. 2og 4. 

5 

Kina har siden anden verdenskrig været i krig i Korea, med Indien i 1962, med Sovjetunionen i 1969 og med Vietnan i 1979: Foreign 

Affairs, March/April 2012, p. 50. 

8

tidige rolle i den internationale orden synes der at være to overordnede skoler 6 . På den 

ene side findes de, der anlægger et, med vestligt perspektiv, pessimistisk syn på Kina. 

Herunder argumenteres der for, at Kina forventeligt vil bruge sin voksende økonomiske 

indflydelse til at opruste militært og på længere sigt aspirere til at udfordre USA's rolle som 

verdens eneste supermagt. På den anden side udtrykkes et mere optimistisk synspunkt, 

hvor der, ligeledes med afsæt i Kinas voksende økonomi, argumenteres for at Kina i sti- 

gende grad vil åbne sig mod verden og, som følge af blandt andet voksende økonomisk 

interdependens, vil vise sig som en rationel og ansvarlig aktør på den internationale politi- 

ske arena. En helt tredje retning betoner, med afsæt i Kinas interne politiske udfordringer, 

at Kina i mange år fremover vil fokusere sine kræfter på at opretholde intern orden og sta- 

bilitet. Kina betoner selv at landet alene har fredelige hensigter og ikke ønsker at anvende 

militære magtmidler i andet end forsvarsøjemed. 7 Det kan derfor undre, at Kina, trods en 

høj grad af samhandel og økonomisk interdependens, 8 fortsat har uløste territoriale kon- 

flikter med Japan om Senkaku Øgruppen i det Østkinesiske Hav, og at Kina ikke har vist 

mine til at løse disse konflikter ved hjælp af juridiske eller forhandlingsmæssige mekanis- 

mer. Tværtimod har konflikten ført til jævnlige kriser og spændinger mellem de to stater. 

Herunder har Kina vist sig villig til at indsætte militære magtmidler som led i krisestyringen. 

Spændingerne og konflikterne mellem Kina og Japan har ifølge nogle undersøgelser 9 

rod i 

nationalisme og dermed indenrigspolitiske forhold i både Kina og Japan. I dette speciale 

søges et andet svar. Et svar der måske kan findes i en analyse af Kinas strategiske interesser 

og muligheder. Formålet med en sådan strategisk analyse bliver at udlede mulige 

faktorer der former Kinesisk strategi. I det omfang disse faktorer kan identificeres, vil de 

kunne pege på mulige udviklingsperspektiver i Kinas fremtidige ageren som strategisk ak- 

tør – en ageren der efter alt at dømme vil få voksende betydning for os alle, hvad enten 

den påvirker det internationale system i positiv eller negativ retning. 

Problemformulering. 

Med udgangspunkt i klassisk realisme analyseres Kinesisk strategi overfor Japan i det 

Østkinesiske Hav. Det søges herunder belyst hvilken indflydelse begreberne status quo, 

imperialisme og prestige har for Kinas ageren. 

6 On China, pp. 504-522 og Foreing Affairs, March/April 2011, pp 80-81. 

7 China’s National Defense in 2010, pp. 5 og 8 samt On China, pp. 508-512. 

8 Japan Statistical Yearbook 2011, pp. 458-460: Kinas samlede import og eksport til Japan udgjorde i 2008 knapt 28 mia Yen. 

9 Popular Nationalism in China and the Sino-Japanese Relationship. 

9

Teori og metode. 

Specialet er skrevet med udgangspunkt i Hans J. Morgenthaus klassiske realisme, hvor 

staters ageren beskrives ud fra statens ønske om magtmaksimering. Morgenthau anviser 

en række metoder til fastholdelse eller forøgelse af staters relative magt. Blandt metoder- 

ne er teorien om status quo, imperialisme og prestige. Disse tre overordnede metoder, 

hvoraf prestige kan anvendes til støtte for de to første, er operationaliseret ind i specialets 

analysemodel og dermed anvendt som analysevariabler med henblik på at analysere Ki- 

nas strategi. 

Empirisk tages udgangspunkt i et case study med det formål at kunne udlede generelle 

konklusioner om Kinas strategiske ageren overfor Japan, og som strategisk aktør i øvrigt. 

Som case er valgt det Østkinesiske Hav. Denne case er valgt fordi den, sammen med 

analyseparametrene fra Morgenthaus teori, på en række områder synes velegnet til at 

analysere Kinas strategi. Her er tale om en uløst territorial konflikt, hvorfor Kinas ageren i 

forhold til at gøre sine krav gældende og ikke mindst i hvilken grad Kina aktivt forfølger 

disse krav, forventeligt kan kaste lys over betydningen af status quo eller imperialisme. 

Dernæst rummer den valgte case både diplomatiske, militære og økonomiske aspekter og 

vil derfor kunne belyse hvilke metoder og midler Kina bringer i anvendelse for at forfølge 

sine politiske mål. Da den valgte case omhandler en isoleret øgruppe langt fra det kinesiske 

fastland, har den desuden den geopolitiske dimension, 10 at Kina for at forfølge sine 

mål må besidde evnen til at projicere magt. Dette har traditionelt været en udfordring for 

det Kinesiske forsvar, der siden sin revolutionære begyndelse har været fokuseret på forsvar 

af fastlandet og i forhold til Taiwan. 11 

Kinas nuværende og fremtidige evne til magtprojektion, 

herunder ikke mindst i hvilken grad Kina efterstræber en sådan evne, forventes 

at kunne sige noget om Kinas strategiske ambitionsniveau, ikke bare i forhold til den konkrete 

case, men generelt. Endelig giver casen mulighed for at diskutere magtbalancen me- 

re bredt på grund af Japans relationer til USA, sammenholdt med USA's interesser i regionen. 

Den valgte case bliver derved en paradigmatisk case, idet jeg i nogen grad forventer 

at kunne perspektivere til Kinas rolle som international strategisk aktør mere generelt. 

10 Geopolitik er her forstået i sin rumlige betydning, jf. Collin Grays definition i Geopolitics, Geography and Strategy, pp. 163-164. 

11 A History of the Modern Chinese Army, pp. 297-300 og Chinese Warfighting, pp. 243-244. 

10

Specialets struktur. 

Efter dette indledende kapitel gennemgås i 2. kapitel teori og metode med henblik på at 

operationalisere teorien og opstille variabler og mulige kriterier for den videre analyse. 3. 

kapitel indeholder projektets analyse. Analysen er opdelt i tre delanalyser, hvor casen analyseres 

ud fra Morgenthaus begreber om henholdsvis status quo, imperialisme og prestige 

som midler til staters magtmaksimering. 

I delanalysen om status quo undersøges det med udgangspunkt i magtbalancen, mellem 

på den ene side Kina og på den anden side Japan og USA, hvilke strategiske muligheder 

og begrænsninger Kina har. Dermed søges svar på hvilket manøvrerum Kina kan agere i. 

Analysen gennemføres med udgangspunkt i fire analyseparametre: Efter en indledningsvis 

diskussion af USA's betydning for Kinas relationer til Japan undersøges begreberne del og 

hersk, kompensationer, oprustning samt alliancer. 

I delanalysen om imperialisme tages der udgangspunkt i tre forskellige analyseparametre. 

Først undersøges militær imperialisme, dernæst økonomisk imperialisme og kortfattet kul- 

turel imperialisme. 

I delanalysen om prestige som politisk strategi, undersøges, med udgangspunkt i hen- 

holdsvis diplomati og demonstration af militær magt som analyseparametre, i hvilken grad 

en sådan prestigepolitik føres og hvordan den ses at understøtte de overordnede strategi- 

er status quo og/eller imperialisme. 

4. kapitel indeholder projektets konklusion og perspektivering. I dette kapitel svares der, 

med udgangspunkt i en sammenstilling af de tre delanalyser, på hvilken strategi Kina an- 

vender overfor Japan, og i forlængelse heraf perspektiveres til Kinas generelle muligheder 

som strategisk aktør. Specialet afsluttes med en kort metodisk refleksion over den anvend- 

te teori og metode. 

11

Samlet ser specialets struktur således ud: 

Magtbalance og 

status quo 

Specialets fokus og afgrænsning. 

Kapitel 1 

Indledning 

Kapitel 2 

Teori og metode 

Kapitel 3 

Analyse 

Imperialisme 

Kapitel 4 

Konklusion og 

perspektivering 

Figur 1: Specialets struktur 

I specialet analyseres Kinas strategi overfor Japan i det Østkinesiske Hav. Denne afgrænsning 

er dels valgt fordi det her er muligt at undersøge Kinas ageren overfor en anden 

statslig aktør (Japan) og dels fordi casen omhandler et geografisk afgrænset område. 

Dette geografiske område består af Senkaku Øgruppen med omliggende søterritorium, 

hvilket betyder at der ikke andre nationer end Kina 12 

og Japan direkte involveret i konflikten. 

Uagtet at opgavens fokus er på Kina, vil det derfor være nødvendigt at inddrage ja- 

12 Taiwan gør også krav på dele af øgruppen, men er ikke aktivt engageret i konflikten. 

Prestige 

12

panske forhold til at forklare den kontekst Kina agerer i. I forhold til Kinas strategi overfor 

Japan er det, særligt i spørgsmålet om magtbalance, tillige relevant at inddrage USA, der 

er militært tilstede i Japan og en væsentlig aktør i regionen. 

I forhold til de enkelte analyser er der inddraget empiri af politisk, sikkerhedspolitisk, poli- 

tisk strategisk og militærstrategisk tilsnit. I forhold til det militære er vægten overvejende 

lagt på sømilitære forhold og herunder er det i relevant omfang også taget i betragtning 

hvilken betydning specifikke militære kapaciteter kan have for Kinas strategi. 

Projektet er udarbejdet på baggrund af dansk- og engelsksprogede åbne kilder. 

Kildeindhentning er afsluttet 15. april 2012. 

Øvrige forhold og formalia 

Specialets formalia følger Forsvarsakademiets angivne retningslinjer. 13 

Citater indsat i 

brødteksten er dog kursiverede af hensyn til den samlede læsbarhed. Tilsvarende kan der 

i enkelte modeller være brugt anden skriftstørrelse end pitch 12. 

Referencer er angivet som fodnoter med angivelse af kildens titel, idet der dog ved gengi- 

velse af mere vurderende udsagn også er angivet forfatter i brødteksten. Øvrige biografiske 

oplysninger fremgår af bibliografien i bilag 1. 

I en række af kilderne, herunder Morgenthaus, bruges det engelske ord ”nation” i betydningen 

stat, også uden at det nødvendigvis betyder nationalstat. 14 

Ordet er selvsagt bibe- 

holdt i citater, hvorimod der i øvrigt i dette speciale bruges ordet stat med reference til aktører 

som Kina m.fl. 

13 

Forsvarsakademiets Vejledning i Udarbejdelse af Speciale, 5. september 2011. 

14 

På engelsk bruges nation både i betydningen folkeslag og stat: Oxford Advanced Learnes Dictionary, Oxford University Press, 1995: 

Opslag ”Nation” p. 773. 

13

2. TEORI OG METODE 

I dette kapitel fokuseres det valgte teoretiske perspektiv og der gennemføres en operatio- 

nalisering med henblik på at skabe grundlag for analyserne i specialets tredje kapitel. Der 

indledes med en diskussion og operationalisering af Morgenthaus overordnede begrebs- 

apparat, efterfulgt af en diskussion og operationalisering af Morgenthaus underliggende 

begreber. Herunder identificeres mulige kriterier og der opstilles en model til brug for spe- 

cialets analyser. 

Metateori 

Der synes for tiden som nævnt at være to overordnede anskuelser i forhold til, hvordan 

Kinas rolle i det internationale samfund skal forstås. På den ene side udtrykkes forventnin- 

gerne til Kina i overvejende optimistiske vendinger begrundet i blandt andet Kinas tiltagende 

åbning over for den omkringliggende verden. I den forbindelse pointeres det, at den 

voksende økonomiske interdependens forventeligt vil medføre at Kina bliver en stadig mere 

ansvarlig aktør, der i tiltagende grad forventes at understøtte sin udenrigspolitik med 

såkaldt blød magt eller soft power. Andre, herunder særligt iagttagere i USA og Japan, er 

af en mere pessimistisk opfattelse og ser med bekymring på Kinas voksende økonomiske 

og militære potentiale. Ikke ulig Vestens opfattelse af Sovjetunionen under den kolde krig. 

Andre igen har søgt at forklare Kinas udenrigspolitiske ageren ud fra overvejende indenrigspolitiske 

forhold, herunder behovet for at tøjle nationalistiske strømninger og dermed 

undgå intern uro. 

Det vil være rimeligt at antage at alle disse opfattelser har deres berettigelse afhængigt af 

hvilket perspektiv, der anlægges. Denne analyse af staten Kinas strategi vil imidlertid forudsætte 

en positivistisk tilgang ud fra et ønske om at forklare landets ageren i det internationale 

system og om muligt udlede generaliserbare (kontekstuafhængige) konklusioner. 

Dette skal tillige ses i sammenhæng med valget af en paradigmatisk case. Da udgangspunktet 

for min undren har været, hvorfor Kina synes at være i fortsat konflikt med Japan 

og hvorfor Kina i denne konflikt tilsyneladende ofte har benyttet sig af militære magtmidler, 

anvender jeg den realistiske I.P. teori til at foretage min undersøgelse. 

14

Hvorfor Morgenthau? 

Morgenthau har som en grundlæggende præmis for sin realistiske teori at stater ledes af 

rationelle aktører. Ud fra en analyse af udførte handlinger, disses mulige konsekvenser og 

den givne situation, kan det ifølge Morgenthau vurderes, hvilke rationelle alternativer en 

stat sandsynligt vil vælge. 15 

Det bliver således en præmis for denne opgave, at Kina kan 

betragtes som en rationel aktør, og dermed også at jeg, gennem en analyse at Kinas 

handlinger i forhold til en given strategisk kontekst, kan drage slutninger, der forklarer disse 

handlinger rationelt i forhold til de muligheder, der gives stater indenfor det realistiske 

paradigme. Tilsvarende kan jeg også tillade mig at slutte den anden vej, og ved at tage 

udgangspunkt i en given situation eller tilstand og de muligheder og begrænsninger, der 

ligger heri, konkludere hvilke mulige handlinger Kina rationelt vil kunne foretage sig. Derved 

bliver det muligt at generalisere mere bredt. 

Morgenthau beskæftiger sig med staten som aktør og har herunder fokus på magtbegre- 

bet som centralt i forhold til, hvordan stater kan udfolde deres politik og strategier i det internationale 

system. Morgenthaus teoretiske begrebsapparat rummer dog en spændvidde 

både i forhold til hvad stater vil søge at opnå for enten at fastholde eller udvide deres 

magt, og hvilke midler og metoder en stat kan bringe i anvendelse for at forfølge sine mål. 

Idet en stat enten gennem balancering kan søge at opnå eller fastholde status quo eller 

gennem imperialisme kan søge at øge sin relative magt. Hvad angår metoder og midler 

kan staten benytte sig af en række midler dækkende bl.a. militære, økonomiske, kulturelle 

og diplomatiske midler. Det er således min forventning med Morgenthau at kunne belyse 

Kinas strategi overfor Japan på en sådan måde at der både tages højde for såvel Kinas 

militære og økonomiske interesser samt kompleksiteten i de regionale magtrelationer. 

Hans J. Morgenthaus overordnede begrebsapparat: 

Morgenthau opererer med seks grundlæggende principper for politisk realisme 16 

, hvor det 

første princip om statsmanden som rationel aktør er diskuteret ovenfor. De øvrige principper 

omhandler magtbegrebet koblet til statens interesser. Ifølge Morgenthau vil stater altid 

handle på den måde, der bedst tjener deres interesser og grundlæggende er det i statens 

interesse at fastholde eller forøge sin relative magt, enten som et middel til opnåelse af 

15 

Politics Among Nations, pp. 4-5. 

16 


15

nationens mål, eller som et muligt mål i sig selv. 17 I forhold til dette speciale bliver en 

grundlæggende præmis dermed at Kinas strategi og handlinger fortolkes ud fra, hvordan 

Kina kan fastholde eller forøge sin relative magt og indflydelse. Det medfører også at an- 

dre begreber som moral og normer, der spiller en mere fremtrædende rolle i andre I.P. 

teoretiske retninger som den liberalistiske, 18 hos Morgenthau bliver faktorer, som er underordnet 

præmissen om at stater fokuserer på egne interesser. 19 

Disse faktorer vil derfor, 

i det omfang de identificeres, blive fortolket i forhold til, om de overordnet tjener Kinas interesser 

eller ej. 

Morgenthau opererer med tre mulige målsætninger, der er styrende for en stats politik: “A 

nation whose foreign policy tends toward keeping […] power […] pursues a policy of the 

status quo. A nation whose foreign policy aims at acquiring more power […] through a re- 

versal of existing power relations […] pursues a policy of imperialism. A nation whose for- 

eign policy seeks to demonstrate the power it has, either for the purpose of maintaining it 

20 

or increasing it, pursues a policy of prestige.” Morgenthau ser dog ikke megen værdi i en 

prestige politik for prestigens egen skyld. 21 

Dermed bliver status quo og imperialisme de 

overordnede væsensforskellige målsætninger, og prestigepolitik en understøttende politik 

til fremme af enten status quo eller imperialisme. 

Delkonklusion: Magtbegrebet er således centralt hos Morgenthau, hvor en nations udenrigspolitik 

afhængigt af dens relative styrke i forhold til andre nationer vil være præget af, 

enten opretholdelse af den nuværende situation: Status quo, eller ændring af de nuværende 

magtrelationer (til egen fordel): Imperialisme. Som et af midlerne til opnåelse af sta- 

tus quo eller imperialisme kan nationens udenrigspolitik være en prestigepolitik, med det 

formål at demonstrere nationens magt. Jeg ønsker derfor overordnet at undersøge om 

Kinas strategiske målsætning er at fastholde status quo eller at forøge sin magt gennem 

en imperialistisk politik. Prestigepolitik undersøges i forhold til hvordan den understøtter de 

øvrige områder. 

17 Politics Among Nations, p. 29. 

18 Introduction to Global Politics, pp. 23-25. 

19 Politics Among Nations, pp. 5-12 

20 Politics Among Nations, pp. 50-51. 


16

Operationalisering af teori. 

Forholdet mellem magtbalance og status quo. Centralt for Morgenthaus forståelse af 

magtbegrebet er magtbalancen. Magtbalance (Balance of Power) opstår ifølge Mor- 

genthau som en nødvendig følge af nationers ønske om magt for enten at fastholde eller 

ændre status quo. 22 Morgenthau tillægger begrebet magtbalance flere betydninger 23 

. Hvor 

det i relation til dette speciale dels er relevant at undersøge den aktuelle tilstand, idet den 

nuværende magtbalance overordnet må forventes at dimensionere Kinas strategiske muligheder. 

Dernæst er det, i forbindelse med analysen af hvorvidt Kina forfølger en status 

quo politik, relevant at undersøge magtbalancen som en politik rettet mod en særlig tilstand. 

Derfor tages udgangspunkt i magtbalance, ledende over i en analyse af status quo, 

efterfulgt af analysen af en mulig imperialistisk politik. 

Ifølge Morgenthau er magtbalance en uundgåelig og væsentlig stabiliserende faktor mel- 

24 

lem suveræne stater. I fravær af ligevægt, vil der opstå en situation hvor ét element vil få 

stigende indflydelse og ultimativt ødelægge de andre. 25 

Det er væsentligt her at hæfte sig 

ved det todelte formål, rettet både mod systemets stabilitet og mod enkeltelementernes 

overlevelse. Det bliver derved en præmis for specialet, at Kina i egen interesse som minimum 

vil søge at balancere stærkere stater. 

Morgenthau beskriver to overordnede udtryk for magtkampene i international politik: Direk- 

26 

te opposition og konkurrence. Under direkte opposition er der tale om at to stater er en- 

gageret direkte i en konflikt mod hinanden som i tilfældet Kina mod Japan i det østkinesiske 

hav og måske også i forholdet mellem Kina og USA. Konkurrence er en konflikt mel- 

lem to stater om kontrol med en tredjepart, hvilket ikke er en relevant faktor i dette speciale. 

Magtbalancen opstår og opretholdes under direkte opposition som en funktion af sta- 

ternes stadige forsøg på at øge deres relative magt. Den enes oprustning resulterer i den 

andens tilsvarende oprustning, først som et forsøg på at undgå den anden aktørs domi- 

nans og, i fald det lykkes, efterfølgende som forudsætning for at føre en imperialistisk politik 

på egen hånd. 27 Systemet er således, ifølge Morgenthau grundlæggende ustabilt. 28 








17

Denne dynamik er søgt synliggjort i specialet ved dels at vælge en case, der er udstrakt 

over tid og dels ved at beskrive handlinger og bevæggrunde hos både Kina og Japan, 

hvorved netop det dialektiske element kommer til udtryk. 

Morgenthau anfører, at der i geografisk adskilte regioner kan være lokale dynamikker i 

forhold til magtbalance, men også at der kan være dominerende dynamikker. Nærheden til 

den dominerende dynamik afgør frihedsgraden i den lokale magtbalance. 29 

En præmis for 

min analyse af Kinas strategiske muligheder, bliver derfor at USA, overordnet set, er den 

stærkeste magt i det internationale system, og i medfør at USA's særlige relationer til Ja- 

pan, bliver det derfor også relevant at undersøge hvilken betydning USA har for magtrela- 

tionerne mellem Kina og Japan, idet dette må forventes at dimensionere Kinas strategiske 

manøvrerum. 

Morgenthau skelner mellem begreberne ”Power” og ”Force”, hvor førstnævnte beskriver 

potentiel magt og sidstnævnte faktisk magt udøvet under brug af vold. Morgenthau under- 

streger i den forbindelse væbnet styrke som den vigtigste magtfaktor. 

Delkonklusion: Magtbalancen er i følge Morgenthau et grundvilkår, indenfor hvilket stater 

kan forfølge enten en status quo eller imperialistisk politisk. Den førte politik afhænger dels 

af staternes opfattelse af den eksisterende magtbalance, og dels af hvilke muligheder sta- 

terne ser for at ændre balancen. Det betyder i forhold til dette speciale, at det først er nød- 

vendigt at undersøge magtbalancen overordnet set, herunder at inddrage USA's betyd- 

ning. Dernæst kan Kinas muligheder i forhold til at balancere med henblik på status quo og 

eventuelle muligheder for at føre en imperialistisk politik overfor Japan undersøges nær- 

mere. Det er i den forbindelse især relevant at undersøge særligt Kinas militære magtmid- 

ler. 

30 

Militære magtmid- 

ler fremstår således centralt i Morgenthaus forståelse af magt og vil også indgå med bety- 

delig vægt i mine analyser. 



18

Operationalisering af Status Quo 

Morgenthau beskriver status quo som politik rettet mod en fastholdelse af den nuværende 

magtfordeling, idet der dog indenfor rammen af den overordnede magtfordeling godt kan 

finde mindre justeringer sted. 31 

32 

Morgenthau anfører fire forskellige metoder til magtbalancering: Del og hersk, kompensationer, 

oprustning og alliancer. 

Del og hersk består ifølge Morgenthau i at svække modstandere ved at holde dem delt 

33 

eller ved at styrke svagere nationer, der står i modsætning til den stærke. 

I forhold til den valgte case, vil det derfor være relevant at undersøge, om Kina søger at 

isolere Japan eller på anden måde prøver at holde USA udenfor konflikten. For eksempel 

ved at udnytte interesseforskelle de to lande imellem, afskrække eller på anden måde påvirke 

USA, eller ved at fremme bilaterale drøftelser med Japan på bekostning af involve- 

ring af USA. 

Kompensationer har i følge Morgenthau sit udspring i territorial deling, men kan også 

indbefatte aftale af interessesfærer og tildeling af økonomiske rettigheder. Set i relation til 

magtbalance kan kompensation komme på tale for at udligne andre uligheder, for derved 

at bevare den overordnede status quo eller magtbalance. 34 Morgenthau angiver også ek- 

sempler på mindre absolutte former for territorial kompensation, hvor stater uden at have 

formel suverænitet opnår rettigheder til for eksempel økonomisk udnyttelse, militær tilstedeværelse 

og lignende. 35 

Det er derfor relevant at undersøge om Kina forsøger at opnå kompensation, for eksempel 

af økonomisk eller politisk art, til gengæld for at slække på sine territoriale krav. Kinesiske 

forhandlinger med Japan om andre forhold end selve territorialspørgsmålet bliver derfor 

indikatorer på, at Kina søger at opnå kompensationer. 






19

Oprustning er ifølge Morgenthau det primære middel til etablering og fastholdelse af 

magtbalancen, hvilket kan resultere i et stadigt kapløb. 36 Dette kapløb medfører i stigende 

grad frygt og usikkerhed. Mekanismen er også alment kendt som sikkerhedsdilemmaet. 

En indikator er stadig stigende forsvarsudgifter. 37 

Det er derfor relevant at undersøge hvilke militære midler Kina har til balancering og af- 

skrækkelse, samt hvordan Kina bringer disse midler i spil overfor Japan og USA, og om 

Kina søger at øge sit potentiale ved at opruste kvalitativt eller kvantitativt. 

Alliancer er ifølge Morgenthau et betydende element til magtbalancering idet fuldstændig 

ligevægt mellem to nationer er sjældent. 38 Konkurrerende stater må derfor enten øge de- 

res magt gennem oprustning, gennem magten fra andre stater, eller ved at hindre andre 

staters støtte til konkurrenten. 39 Det fremgår ikke eksplicit, men Morgenthau udelukker ikke 

at metoderne kan kombineres. Morgenthau anfører dog, at statens tro på egen styrke og 

de samlede fordele og ulemper ved en eventuel alliance har betydning for statens valg. 40 

Morgenthau anfører videre at alliancer ikke altid behøver at være eksplicitte og traktatslig- 

gjorte, idet stater blot kan have tilstrækkelig stærke fælles interesser. 41 Det kan derfor væ- 

re relevant i forhold til Kina også at undersøge mere løst etablerede fællesskaber foruden 

egentlige alliancer. Morgenthau maner dog til besindighed for så vidt angår den faktiske 

værdi af mange alliancer. Specifikt nævner han overvejelserne omkring hvorvidt en atom- 

magt allieret med en ikke atommagt faktisk vil risikere atomkrig for at håndhæve alliancen i 

en eventuel konflikt mod en anden atommagt. Han anfører eksplicit at tvivlen har svækket 

alliancer med USA. 42 

Dette forhold vil være relevant at undersøge i relation til Kinas mulig- 

hed for at føre en del og hersk politik overfor Japan, der jo netop har fravalgt at have egne 

atomvåben på grund af sikkerhedsgarantierne fra USA. 

Både egentlige alliancer, men også mindre forpligtende fora indenfor sikkerhedssamarbej- 

de rettet mod afskrækkelse og balancering af USA og Japan kan benyttes som indikatorer 

på Kinesisk brug af alliancer. 








20

Operationalisering af Imperialisme. 

Ifølge Morgenthau er imperialisme ikke i sig selv et værdiladet begreb, men alene udtryk 

for en nations politiske ønske om at forbedre sin relative magtposition i forhold til andre 

nationer. 43 Modsat den gængse og værdiladede betydning af begrebet, er det altså ikke så 

meget underkastelsen af andre folkeslag, som forøgelsen af egen magt mere bredt, der er 

målet. 44 

Morgenthau nævner tre mulige udgangspunkter, der kan føre til en imperialistisk udenrigs- 

45 

politik. For det første ”Victoriuos war”. Her udnyttes sejr, uanset casus belli, til at opnå en 

permanent forbedring i magtbalancen. 46 Dernæst ”Lost war”. Her opstår imperialisme iføl- 

ge Morgenthau ud fra et hævnmotiv, hvor den tabende part ikke alene ønsker at tilbagevinde 

det tabte, men om muligt vinde endnu mere. 47 Og endelig ”Weakness”. Her udnyttes 

magttomrum eller andre staters svaghed til egen vinding. 48 

Det indgår ikke som en del at 

dette speciale at vurdere motiverne bag Kinas strategi overfor Japan, men afhængig af 

fortolkning kan Kina med udgangspunkt i situationen efter anden verdenskrig, dels bruge 

sin egen ”sejr” som argument for at landet har legitim adkomst til at få indfriet sine histori- 

ske krav på territorierne i det Østkinesiske Hav, og dels tolke Japans nederlag, derhen at 

landet ikke har ret til øerne, men kun har fået tildelt suveræniteten på grund af USA's inte- 

resser i regionen. Endelig kan en Kinesisk tolkning af et udenrigspolitisk, relativt set, 

svækket Japan være motivation for at øge sin indflydelse i det Østkinesiske Hav. Et 

hævnmotiv kan heller ikke udelukkes, når de to landes konfliktfyldte fortid tages i betragtning. 

Motivanalyse er som nævnt ikke en del af dette speciale, men der synes at være en 

række mulige motiver for en Kinesisk imperialistisk politik, hvorfor dette element bliver en 

del af opgavens analyse. 

Morgenthau ser, med baggrund i de ovennævnte årsager til imperialisme, tre mulige målsætninger: 

”The objective of imperialism can be the domination […] a world empire. Or it 

can be an empire or hegemony of approximately continental dimensions. Or it can be a 

49 

strictly localized preponderance of power.” Den valgte case muliggør alene en analyse i 

43 


44 


45 

Politics Among Nations, p. 65. 

46 


47 


48 


49 


21

forhold til målsætningen om ”localized preponderance”. En vurdering af de to øvrige mål- 

sætninger vil indgå som en del af specialets perspektivering. 

Imperialismens metoder: 

I forhold til imperialismens årsager og målsætninger opererer Morgenthau med tre meto- 

der for imperialisme eller midler til imperialistisk politik: Militær, økonomisk og kulturel im- 

perialisme. 50 Morgenthau anfører her, at det er vigtigt ikke at forveksle midler med mål – 

idet f.eks. økonomisk imperialisme ikke kun har økonomisk vinding for øje men med baggrund 

i principperne om magtmaksimering altid har en forbedring af status quo som formål. 

De tre metoder kan bruges i kombination. 51 

Vedrørende militær imperialisme anfører Morgenthau at denne kan medføre afgørende 

resultater, men på den anden side er risikobetonet, idet udfaldet er usikkert og indsatsen 

52 

er stor. 

I forhold til militær imperialisme er det relevant at undersøge hvilke midler Kina råder over, 

eller søger at anskaffe sig, med henblik på at kunne understøtte en sådan politik. Militær 

imperialisme forudsætter evnen til at projicere magt uden for egne grænser i en størrelsesorden, 

der sætter aktøren i stand til at opnå en, som minimum lokal, militær overlegen- 

hed. Det er derfor relevant at undersøge Kinas midler til magtprojektion i form af offensive 

militære kapaciteter, der sammen med Kinas eventuelle brug af disse midler, bliver indika- 

torer på en militær imperialistisk politik. 

Økonomisk imperialisme ser Morgenthau som en rationel metode til opnåelse af magt 

(modsat militær imperialisme). 53 

Dette forhold er relevant at inddrage i analysen, idet Ki- 

nas krav på øgruppen kan diskuteres i et ressourceperspektiv. 

Nøgleordet er økonomisk kontrol. Dette kan (i yderste konsekvens) være i form af mono- 

polisering, men også i form af en mere inkrementel udvidelse af kontrollen med sparsomme 

ressourcer, handelsruter o. lign. Kontrollen kan være direkte og fysisk, men også juri- 

disk i form af ejerskab, koncessioner m.v. Disse elementer bliver dermed indikatorer på en 

økonomisk imperialistisk politik. Indikatorerne er ikke ulig dem, jeg har identificeret i relati- 





22

on til kompensationer. Forskellen ses primært at ligge i, hvorvidt de økonomiske fordele er 

opnået som led i officielle forhandlinger med Japan om suverænitetsspørgsmålet, eller 

som resultat af unilaterale kinesiske tiltag, måske oveni købet uden Japansk billigelse, 

hvilket kan indikere økonomisk imperialisme. 

Morgenthau beskriver kulturel imperialisme som en metode hvormed man kan opnå kontrol 

med en fremmed befolknings sindelag, som middel til forbedring at det relative magtforhold 

mellem to nationer. 54 

Denne parameter lader sig vanskeligt operationalisere, da 

øerne i den valgte case er ubeboede, hvorfor der ikke er nogen befolkning at påvirke. Jeg 

vælger dog at medtage elementet i forhold til en kortere diskussion af hvorvidt Kina aktivt 

har benyttet sig af kulturelle og nationalistiske virkemidler overfor Japan eller ej. 

Operationalisering af Prestige: 

Som en tredje vej til forøgelse af en stats relative magtposition anviser Morgenthau ”The 

Policy of Prestige”, der overordnet har til formål at øge en stats anerkendelse og anseelse, 

– og dermed magt, blandt andet gennem påvirkning af andres staters perception. 55 

Prestige kan have to formål: Enten prestige for prestigens egen skyld, eller (oftere) presti- 

56 

ge for at understøtte en status quo eller imperialistisk politik. Det kan således konklude- 

res at en prestigepolitik i Morgenthaus perspektiv tjener til at påvirke andre staters perception 

af en stats styrke, for at opnå forøget succes i gennemførelsen af enten en status quo 

eller en imperialistisk politik. Morgenthau ser dog ikke megen værdi i en prestige politik for 

prestigens egen skyld. 57 

Prestige kan eksempelvis understøtte en de facto status quo poli- 

tik, ved at bidrage til indtrykket af en stats overlegne styrke, hvorved andre stater afholder 

sig fra at udfordre den perciperede stærkere stat, og status quo bliver resultatet. 

Morgenthau påpeger prestigepolitikkens voksende betydning i forhold til at påvirke perception: 

”Prestige has become particulary important as a political weapon in an age in which 

the struggle for power is fought not only with […] political pressure and military force, but in 

large measure as a struggle for the minds of men. […] prestige – reputation for perfor- 

58 

mance and power – has become the main stake for which political warfare is waged. 






23

Morgenthau åbner interessant nok her en mulighed for, at andre midler end militær magt i 

sig selv, kan have afgørende indflydelse på staters relationer. Det vil derfor være relevant 

at inddrage prestige nærmere i analysen. 

Prestigepolitik underopdeles i to metoder: Diplomati og demonstration af militær 

magt. 59 Morgenthau beskriver diplomati som et væsentligt og velegnet middel til at føre en 

prestigepolitik, 60 hvor veludført diplomati kan forstærke en stats eksisterende magt også 

ud over hvad magten i sig selv berettiger til. 61 

Kinas brug af diplomati overfor Japan og 

eventuelt også USA, bliver derfor en relevant faktor at analysere med henblik på at belyse 

i hvilken grad Kina fører en prestigepolitik. 

Morgenthau anviser tre midler for diplomatiet, i form af: Overtalelse, kompromis og truslen 

om magt. De tre midler bruges i følge Morgenthau bedst og mest succesfuldt i forening. 

Som indikatorer medtages diplomatiske tiltag, i form af politiske ytringer, topmødeaktivite- 

ter, forhandlingstiltag samt aftaler. Karakteren af tiltagene vurderes i forhold til om de er 

udtryk for overtalelse, kompromis og/eller trusler om brug af magt. 

Om prestigepolitikens andet element demonstration af militær magt bemærker Mor- 

genthau at militær magt, fordi den er et åbenlyst udtryk for et lands magt, tjener til at påvir- 

ke modparten. 63 Morgenthau nævner herunder specifikt flådemagt som et synligt, mobilt 

og magtfuldt middel. 64 

En nærmere analyse af Kinas sømilitære formåen og brug af flå- 

demagt i øvrigt, vil derfor være relevant for at belyse en mulig prestigepolitik men også 

fordi flådemagt er et væsentligt element i at kunne projicere magt i øvrigt. Jeg forventer at 

kunne belyse såvel balancering og dermed status quo, mulig imperialisme og prestigepoli- 

tik, gennem en analyse af særligt Kinas flådemagt. Jeg vil dog også inddrage andre mili- 

tære magtmidler, der ikke var så fremtrædende, da Morgenthau skrev sin teori i 1948. 

Indikatorer bliver derfor øvelser, demonstrationer og fremvisninger, samt omtale af militær 

formåen. 

59 Politics Among Nations, pp. 84-85. (Morgenthau bruger termen ”display of military force”). 






62 

24

Sammenfattende Delkonklusion: En undersøgelse af Kinas ageren vil forventeligt kunne 

belyse to mulige udfaldsrum for Kinas strategi/kinesiske aspirationer over for Japan. Kina 

må forventes at ville forfølge enten en status quo politik eller en imperialistisk politik og evt. 

understøtte den førte politik med en prestige politik. Som forudsætning for de to mulige 

politikker gennemføres først en diskussion af den overordnede magtbalance. I forhold til 

den samlede analyse, vil en undersøgelse af Kinas militære magtmidler udgøre et betyde- 

ligt element, idet disse midler jf. Morgenthau udgør en af de primære kilder til magt. 

Samlet kan Morgenthaus teori operationaliseres i nedenstående model, der samtidig angi- 

ver de overordnede delanalyser samt delanalysernes underområder og kriterier formuleret 

som spørgsmål: 

25

Teoretisk 

ramme: 

Delanalyser: 

(Variable) 

Operationaliseringsmodel: Kinas strategi overfor Japan 

Morgenthaus klassiske realisme: 

Status quo (og magtbalance) 

Formål: Fastholde en given magtfordeling 

Metoder: 

(Underordnede 

Variable) 

• Del og hersk 

• Kompensationer 

• Oprustning 

• Alliancer 

Indikatorer: Del og hersk: 

Udnyttes af interesseforskelle 

de to lande imellem? 

Påvirkers USA gennem f.eks. 

afskrækkelse? 

Føres bilaterale drøftelser 

med Japan på bekostning af 

USA? 

Kompensationer: 

Forsøger Kina at opnå kompensation, 

for eksempel af 

økonomisk eller politisk art til 

gengæld for at slække på 

sine territoriale krav? 

Fører Kina forhandlinger med 

Japan om andre forhold end 

selve territorialspørgsmålet? 

Oprustning: 

Hvilke militære midler har 

Kina har til balancering og 

afskrækkelse (deterrence)? 

Hvordan bringes midlerne i 

spil, og øger Kina sit potentiale, 

ved at opruste kvalitativt 

eller kvantitativt? 

Alliancer: 

Indgår Kina i egentlige alliancer 

eller mindre forpligtende 

sikkerhedssamarbejdsfora 

rettet mod balancering af 

USA og Japan? 

Imperialisme Prestige 

Ophæve status quo. 

• (World Empire). 

• (Continental Empire). 

• Local Preponderance. 

• Militær imperialisme. 

• Økonomisk imperialisme. 

• Kulturel imperialisme. 

Militær imperialisme: 

Har Kina midler til magtprojektion 

i form af offensive militære 

kapaciteter? 

Hvordan benytter Kina disse 

midler? 

Økonomisk imperialisme: 

Søger Kina kontrol gennem 

monopolisering, eller i form af 

en mere inkrementel udvidelse 

af kontrollen med sparsomme 

ressourcer, handelsruter o. 

lign? (Kontrollen kan være 

direkte og fysisk, men også 

juridisk i form af ejerskab, koncessioner 

m.v.). 

Kulturel imperialisme: 

Har Kina aktivt har benyttet sig 

af kulturelle og nationalistiske 

virkemidler overfor Japan? 

Ændre perceptionen af statens 

magt som middel til at 

forfølge en status quo eller 

imperialistisk politik. 

• Diplomati 

- Overtalelse 

- Kompromis 

- Trusler om magt 

• Demonstration af mili- 

tær magt. 

Diplomati/Overtalelse: 

Benyttes diplomatiske tiltag, i 

form af politiske ytringer, 

topmødeaktiviteter, forhandlingstiltag 

samt aftaler i forsøg 

på overtalelse? 

Diplomati/Kompromis: 


form af politiske ytringer, 

topmødeaktiviteter, forhandlingstiltag 

samt aftaler i forsøg 

på kompromis? 

Diplomati/Trusler om magt: 


form af politiske ytringer til at 

fremsætte trusler om brug af 

magt? 

Demonstration af militær 

magt: 

Benyttes øvelser, demonstrationer 

og fremvisninger samt 

omtale af militær formåen? 

Figur 2: Operationaliseret analysemodel. 

26

Det skal bemærkes at modellens elementer angiver yderpunkter, eller idealtyper om man 

vil. Analysen vil der derfor indeholde elementer af Kinas strategiske virkemidler og meto- 

der, der er analyseret og diskuteret i forhold til flere af de forskellige variable. 

Metodiske overvejelser. 

Som case er valgt Kinas ageren overfor Japan i det Østkinesiske Hav fordi de to stater her 

har tilsyneladende uforenelige interesser med modstridende territoriale krav. Det synes 

her som om Kina betjener sig af en uforsonlig strategi, præget at magt, trusler og bilateralt 

diplomati på bekostning af samkvem i internationale fora. Ved at se på Kinas strategi overfor 

til Japan tilsikres på grund af de Japansk-amerikanske relationer, også at USA's indfly- 

delse i regionen bliver en faktor i min undersøgelse. Casen ses derfor at være velegnet til 

at belyse Kinas strategi i forhold til latente eller potentielle konflikter mere generelt. Casen 

bliver herved en paradigmatisk case 65 

. 

Forståelse for en aktørs handlemuligheder er en udfordring, dels på grund af de mange 

variable og dels på grund kompleksiteten i det internationale system. Det kan gøres ud fra 

tre overordnede variable: Evne (forstået som kapabilitet), vilje og hensigt. Evnen lader sig i 

nogen grad kvantificere, selv om faktorer som uddannelse og moral kan spille en ligeså 

stor rolle som mængden og kvaliteten af militære kapaciteter. Viljen og hensigten forholder 

det sig derimod vanskeligere med. Her er en kvalitativ analyse, på baggrund af. af f.eks. 

observeret adfærd sammenholdt med tidligere handlemønstre – holdt op imod eksterne 

faktorer, den eneste mulighed. Opgaven vil derfor forme sig som et kvalitativt casestudy. 

Strategi er af Yarger beskrevet som kombinationen af Ends, Ways and Means, i betydnin- 

66 

gen mål, metoder og midler . I forhold til dette speciale, søges der overordnet svar på 

Ends i forhold til hvilke målsætninger Kina ses at forfølge. For at søge svar på dette, analyseres 

de to andre elementer; Ways og Means, udtrykt gennem opgavens operationalisering. 

Specialet forholder sig til Kina som aktør i det internationale system. Det medfører at det 

empiriske fokus er på Kinas ageren overfor Japan. Empiri vedrørende Japans strategiske 

ageren og japanske forhold i øvrigt er medtaget i det omfang det ses nødvendigt for at belyse 

det kinesiske perspektiv. Der ses således på Kina udefra. En række interne kinesiske 

65 Håndværk og Horisonter, pp. 38-41 og 43-46. 

66 Strategy and the National Security Professional, pp. 16-17 og 24. 

27

variable, herunder sammenhængen mellem udenrigspolitiske målsætninger og indenrigs- 

politiske udfordringer, kunne givet være inddraget. Det ligger imidlertid udenfor specialets 

fokus og den dertil valgte teori, der netop betragter staten som en enhedsaktør. 

Trods specialets positivistiske udgangspunkt og valget af en paradigmatisk case, er jeg 

bevidst om begrænsninger i forhold til særligt generaliserbarheden af mine konklusioner. 

Morgenthau forholder sig, trods sit positivistiske udgangspunkt, selv kritisk til hvorvidt 

fremtiden lader sig forudsige på baggrund af analyse af lignende situationer: ”The best the 

scholar can do, is to […] point out the different conditions that make it more likely for one 

tendency to prevail than for another and, finally, assess the probabilities for the different 

conditions and tendencies to prevail in actuality.” 67 

Morgenthau maner her til forsigtighed i 

forhold til generaliserbarheden eller kontekstuafhængigheden om man vil. Dette forbehold 

bliver relevant i forhold til min brug af en paradigmatisk case, idet særligt perspektiverin- 

gen må omfattes af en række forbehold. 

Ifølge Morgenthau involverer magtstræb ikke alle stater i det politiske system. Det indgår 

dog som en præmis for dette speciale at Kina som en betydelig aktør søger at maksimere 

sin indflydelse. 

I forhold til en vurdering af hvilke midler Kinas strategi kan understøttes af, er der også en 

række usikkerheder. Dels vil staters reelle strategiske intentioner sjældent være eksplicit 

formulerede i offentlig tilgængelig form. Dels vil der, for en række af de til rådighed ståen- 

de midler, være tale om at de ikke nødvendigvis er direkte koblet til en specifik strategi. 

Dette gør sig ikke mindst gældende for så vidt angår militære kapaciteter. Jeg har forsøgt 

at tage højde for dette ved primært at beskæftige mig med sø- og luftmilitære kapaciteter, 

der er fleksible og deployerbare og derfor med nogen ret vil kunne bringes i anvendelse i 

en kinesisk strategi overfor Japan. Endeligt har jeg primært inddraget kapaciteterne, der 

hvor mine kilder specifikt nævner brug eller mulig brug direkte i relation til Japan. 

Metodeafsnit om kilder 

Som omtalt synes opfattelsen af Kina som strategisk aktør at være præget af enten en 

relativt pessimistisk eller en relativt optimistisk grundantagelse. Disse synspunkter farver 



68 

28

også meget af den tilgængelige litteratur. Jeg har i min udvælgelse af kilder søgt at være 

bevidst om dette forhold ved dels at inddrage kilder, der udtrykker begge synspunkter 

samt ved at inddrage mere neutrale kilder. Endelig har jeg søgt at forholde mig kritisk til 

kilderne ved at holde deres udsagn op i mod min operationaliserede analysemodel og de 

deri indbyggede kriterier. I den forbindelse har jeg flere steder undersøgt enkeltelementers 

betydning i forhold til både status quo, imperialisme og prestige. Det gælder eksempelvis 

diskussionen af betydningen af Kinas mulige anskaffelse af hangarskibe, der som min 

analyse viser, ikke alene kan tages som et udtryk for, at Kina aktivt forfølger en imperiali- 

stisk politik. 

Som empiri er, af hensyn til ønsket om offentliggørelse, alene valgt uklassificerede dansk 

og engelsksprogede kilder, herunder af kinesisk og japansk oprindelse. 

29

3. ANALYSE 

I dette kapitel, der udgør projektets analysedel, redegøres kort for casens hovedlinjer, 

hvorefter der gennemføres tre delanalyser. Delanalyserne gennemføres med det formål at 

identificere hvorvidt, og i hvilken grad, kinesisk strategi overfor Japan er præget af status 

quo, imperialisme og/eller prestige. 

Kort redegørelse for casens hovedlinjer 

Konflikten har to hovedbestanddele: For det første er der strid om de territoriale rettigheder 

i forhold til Senkaku Øgruppen, og for det andet er der uenighed om udstrækningen af par- 

ternes eksklusive økonomiske udnyttelseszoner (EEZ) i det Østkinesiske Hav. 69 Havområdet 

omkring øgruppen indeholder rige fiskeforekomster og menes at indeholde betragteli- 

ge tilgængelige olie- og gasreserver. 70 Øerne er under japansk suverænitet og har været 

det siden anden verdenskrig, men såvel Kina som Taiwan gør krav på dem. 71 Kina og Japans 

krævede EEZ overlapper hinanden i et område på 210,000 kvadratkilomater. 72 

Geografisk behandles det Østkinesiske Hav, der er betegnelsen for havområdet mellem 

Kina, Japan og Taiwan. Øgruppen består af fem ubeboede øer og tre skær – i alt ca. 7 

kvadratkilometer og er placeret ca. halvvejs mellem det kinesiske fastland og den japan- 

73 

ske ø Okinawa, med ca. 400 km til hver. 

69 The Long March to Power, p. 39. 

70 Popular Nationalism in China and the Sino-Japanese Relationship, p. 9. 

71 Popular Nationalism in China and the Sino-Japanese Relationship, pp. 7 – 9. 

72 Senkaku er det japanske navn, Kina bruger navnet Diaoyo. 


30

74 

www.strategic.discourse.com Hentet 2. december 2011, kl. 0955. 

75 www.2space.net Hentet 2. December 2011, kl. 0952. 

Figur 3: Det Østkinesiske Hav 74 

Figur 4: Senkaku Øgruppen 75 

31

Figur 5: Kinesiske og Japanske territoriale krav 76 

Kinesiske optegnelser tilbage fra Ming dynastiet (1368-1644) danner baggrund for det Ki- 

nesiske krav. Kina har dog aldrig haft permanent tilstedeværelse på øerne. Øgruppen blev 

i 1895 overdraget til Japan efter Kinas nederlag i den første Kinesisk-Japanske krig. Efter 

anden verdenskrig kom øgruppen under amerikansk administration frem til 1972, herefter 

overdroger USA kontrollen til Japan, hvilket medførte protester fra Kina og Taiwan. USA 

undlader dog, ifølge Beukel, helst at forholde sig til suverænitetsspørgsmålet. 77 

Siden har konflikten vekslet i intensitet med skiftevis fremgang i diplomatiske tilnærmelser 

mellem Kina og Japan og lejlighedsvise konfrontationer, hvoraf nogle har involveret ind- 

sættelse af militære magtmidler. På det politiske plan fremsætter såvel Kina som Japan 

78 

ved skiftende lejligheder deres fortsatte krav på området. 

derfor stadig uafklaret. 

3.1 Analyse af Status Quo. 

Det territoriale spørgsmål er 

Formålet med denne delanalyse er at søge svar på, i hvilken grad Kinas strategi overfor 

Japan bærer præg af en status quo politik. Indledningsvis analyseres forhold af betydning 

for magtbalancen, herunder USA's rolle i forhold til Japan. Dernæst analyseres elementerne 

del og hersk, kompensationer, oprustning og alliancer. 

Magtbalancen som rammesættende for Kinas muligheder: 

76 www.japanfocus.org Hentet 2. December 2011, kl. 0949. 

77 Popular Nationalism in China and the Sino-Japanese Relationship, pp. 7-8. 

78 Popular Nationalism in China and the Sino-Japanese Relationship, pp. 7 – 21. 

32

Betydningen af USA's relationer til Japan 

Udover de direkte relationer mellem Kina og Japan, er det relevant at se på USA og Ja- 

pan, set fra et kinesisk magtbalanceperspektiv. Både på grund af USA's militære tilstede- 

værelse i Japan 79 , landets sikkerhedsgarantier overfor Japan og endelig på grund af 

USA's generelle interesser i regionen. USA og Japan har indgået en gensidigt forpligti- 

gende forsvarsalliance, først i den såkaldte San Francisco traktat fra 1951 og senere i 

1960 i Washington. USA betoner i sin nye sikkerhedsstrategi sit fokus på Asien og nævner 

specifikt Kina som en potentiel trussel 80 

. 

Udover parternes forpligtigelser i tilfælde af aggression indebærer alliancen også den før- 

81 

omtalte permanente tilstedeværelse af amerikanske styrker i og omkring Japan . Der har 

tillige været forlydender om en yderligere styrkelse af de Japansk-Amerikanske forsvarsre- 

lationer i form en mulig alliance med det formål at imødegå Kina og Rusland. 82 Derfor 

frygter Kina, ifølge Clarke, for Japansk genoprustning og en mere aktivt brug af det japan- 

ske militær; ikke mindst i sammenhæng med et fælles japansk-amerikansk forsøg på at 

hindre Kinas voksende indflydelse. 83 Jævnfør Japansk Forsvars egen hvidbog er der også 

konkrete japanske tiltag til balancering af Kina i form at strategi og fælles øvelser med 

USA med det formål at imødegå fjendtlig besættelse af øer under japansk kontrol. Disse 

øvelser har involveret det amerikanske marinekorps, hvilket udover en kraftig signalgivning 

overfor Kina også betyder at der rent faktisk er planlagt indsættelse af kapaciteter, der re- 

elt vil kunne operere med succes i det omstridte område. 84 Hvidbogen nævner ikke specifikt 

Kina, og Japan har også andre potentielle fjender, herunder ikke mindst Nordkorea. 

Der er dog næppe tvivl om at der sigtes til Kina. NordKorea gør ikke krav på de omstridte 

øer og råder ikke over tilstrækkelige midler til militær magtprojektion over større afstan- 

. Det er derfor interessant her at notere sig Japans hensigt, i forhold til at imødegå en 

mulig invasion før den finder sted. Det er ligeledes interessant at notere sig den fælles 

de 85 

øvelse med USA, der understreger at Kina, i forhold til magtbalance og opretholdelse af 

status quo overfor Japan, må regne med USA som aktør på Japansk side. 

79 th rd th 

The Military Balance 2010, p. 43 (bl.a. U.S. 7 fleet , 3 U.S. Marine Corps Division samt 5 Airforce). 

80 

Sustaining U.S. Global Leadership, pp. 2 og 4. 

81 

For Mutual Benefit, pp. 11-13. 

82 

Aircraft Carriers: China’s way to Great Power Status?, p. 24. 

83 

Chinese Energy Security, p. 88. 

84 

Asia Looks Seaward, p. 166. 

85 

The Military Balance 2010, pp. 411-413. 

33

Dette inddæmnings- eller balanceringsperspektiv kan, ifølge Nødskov, understøttes med 

de overvældende militære kapaciteter USA råder over udenfor regionen. 86 Med den nyligt 

annoncerede amerikanske sikkerhedsstrategi, lægges der netop øget fokus på Asien. 

Strategien nævner specifikt Kina som en potentiel trussel, ligesom støtten til allierede i 

regionen fremhæves. 87 Som en mulig årsag til Kinesisk oprustning anfører Nødskov også 

kinesisk bekymring for japansk oprustning og tilbagevenden til en “normal” udenrigspolitik i 

sammenhæng med de tætte bånd til USA. Således tog Japan i 2007 skridt til at revidere 

sin forfatning under indflydelse af det kinesiske hangarskibsprogram. Kina udtrykte bekym- 

ring over initiativet og udtalte i den forbindelse tvivl om, hvorvidt Japan ville fortsætte sin 

fredelige udvikling, og disse bekymringer kunne være et argument for netop anskaffelsen 

af en kinesisk hangarskibskapacitet. 88 

Dette peger umiddelbart i retning af et behov for 

kinesisk magtbalancering med henblik på en status quo politik 

Er japansk enegang en risiko? 

Som følge af anden verdenskrig blev Japan pålagt udenrigs- og forsvarspolitiske bindinger 

i medfør af den japanske grundlovs artikel 9. Til trods for disse har Japan med mellemrum 

debatteret om der skulle finde en ”normalisering” sted. Dette ville give Japan større sikkerhedspolitisk 

manøvrerum. 89 Debatten vækker bekymring i Kina. Allerede nu opererer ja- 

panske orlogsskibe tæt på kinesisk søterritorium, og i 2002 vedtog Japan lovændringer 

med henblik på flere beføjelser til japanske forsvar i tilfælde af væbnet konflikt. Kina ud- 

trykte sin bekymring over dette og opfordrede Japan til at fastholde den defensive linje, der 

hidtil har kendetegnet japansk forsvarspolitik siden anden verdenskrig. Flere iagttagere ser 

den kinesiske bekymring som udtryk for, at Kina ikke kan opfylde egne maritime ambitioner, 

hvis Japan igen bliver en aktiv udenrigspolitisk aktør på det militære område. 90 Kina 

nævner kun i meget begrænset omfang Japan i sin forsvarshvidbog fra 2011, men taler i 

genrelle vendinger om riskoen for øget international strategisk konkurrence samt opblussende 

territoriale stridigheder 91 

. 

Også andre kilder anfører, at Kina opfatter Japan som en fremtidig trussel, og at dette er 

årsagen til Kinas militære ageren overfor Japan, særligt på det maritime område, hvor Ki- 

86 Aircraft Carriers: China’s way to Great Power Status?, p.26. 

87 Sustaining U.S. Global Leadership, pp. 2 og 4. 

88 Aircraft Carriers: China’s way to Great Power Status?, p. 24. 

89 For Mutual Benefit, p. 14. 

90 Chinese Energy Security, p. 90. 

91 China’s National Defense in 2010, pp. 5 og 7 

34

na i 2005 sendte en ubåd gennem japansk territorialfarvand, ligesom rekognosceringsfly 

har overfløjet japansk farvand. 92 Japan har da også under den kolde krig defineret en mu- 

lig 1600 km forsvarsperimeter rundt om de japanske øer, ikke ulig det fremskudte forsvar 

Kina selv taler om at etablere. 93 Kina frygter således, ifølge Clarke, at en eventuel konflikt 

mellem Kina og USA, eksempelvis i relation til Taiwan, kan få Japan til at opruste og frigø- 

re sig fra de pålagte bindinger på brug af militær magt. Ikke mindst vakte det kinesisk be- 

kymring, da den daværende George W. Bush administration opfordrede Japan til fornyet 

oprustning. Kina opfattede dette som et signal om en koordineret amerikansk-Japansk 

indsats mod Kina i tilfælde at en konflikt over Taiwan. 94 Japans flådestyrker er, selv med 

de nuværende forfatningsmæssige begrænsninger, de kinesiske klart overlegne, hvorfor 

Japan potentielt er den største regionale trussel mod Kina. 95 Denne Japanske maritime 

overlegenhed er både kvalitativ og kvantitativ. Således råder Japan over en betydelig flåde 

med blandt andet 44 destroyere af vestlig standard. 96 Dertil kommer at de japanske selv- 

forsvarsstyrker er meget veluddannede og ikke mindst, at Japan anses for hurtigt at kunne 

skaffe sig atomvåben, såfremt landet måtte ønske det. Endelig er der den betydelige ame- 

rikanske militære tilstedeværelse på japansk jord. 97 Der er også mere konkrete indikatio- 

ner på, at Japan også efterstræber muligheden for bedre at kunne projicere magt på egen 

hånd, herunder har Japan udviklet store helikopterbærende destroyere med kapaciteter 

ikke ulig hangarskibe. 98 

Delkonklusion vedrørende magtbalancen 

Den ovenfor beskrevne magtbalance peger på, at det, set med kinesiske øjne, er nødven- 

digt at øge landets militære magt, alene for at fastholde status quo, og dermed også at en 

sådan status quo politik er hvad Kina realistisk kan opretholde i en overskuelig fremtid. 

Den gensidige kinesisk-japanske bekymring, kan imidlertid også ses som et udtryk for sik- 

kerhedsdilemmaet. Såfremt dette er tilfældet, er det mere vanskeligt at konkludere entydigt 

til fordel for en kinesisk status quo strategi. 

92 People’s Liberation Army Navy, p. 180. 

93 Asia Looks Seaward, p. 157. 

94 Chinese Energy Security, pp. 23-24. 


96 Aircraft Carriers: China’s way to Great Power Status?, p. 23. 



35

Del og hersk 

I denne delanalyse diskuteres Kinas muligheder for at isolere Japan og dermed holde USA 

ude af en eventuel konflikt. 

En sådan kinesisk politik overfor USA og Japan synes ved første øjekast næppe at være 

mulig set i lyset af USA's alliancemæssige forpligtigelser overfor Japan. Dertil har USA og 

Japan for mange fælles interesser. Desuden ønsker de to lande også uafhængigt af hinanden,som 

nævnt at balancere og måske inddæmme Kina. USA's nye strategi synes at 

bekræfte denne tendens 99 . Ikke desto mindre har der dog alligevel været tilfælde, der kan 

tolkes som kinesiske forsøg på at splitte de to lande. Således trængte en kinesisk atom- 

ubåd i 2004 ind i japansk territorialfarvand sydvestfor Okinawa. Efter japanske protester 

undskyldte den kinesiske viceudenrigsminister under henvisning til en teknisk fejl. Det vur- 

deredes dog ifølge Bussert og Elleman mere sandsynligt at kineserne afprøvede de japanske 

modforholdsregler og samtidigt prøvede at drive en kile ind mellem USA og Japan, 

idet de to lande ikke tolker de internationale transitregler ens. I dette tilfælde fulgte den 

kinesiske ubåd amerikansk praksis. 100 USA har, når bortses fra de ovenfor nævnte flåde- 

øvelser, ikke taget aktivt del i den konkrete konflikt siden overdragelsen af Senkaku 

øgruppen til Japan. Alle diplomatiske forhandlinger har været bilaterale og dermed rent 

japansk-kinesiske. Det kan således ikke udelukkes at Kina øjner muligheden for, i et isoleret 

tilfælde som i forhold til Senkaku, at holde USA ude af en eventuel konflikt. Kina har 

ifølge Wortzel før haft øje for at isolere USA fra sine allierede 101 

. Der har også, ifølge 

Sakurada, været rejst tvivl om, hvorvidt Japan kunne forlade sig på sikkerhedsgarantier 

udefra og om det overhovedet var ønskeligt at forlade sig på sikkerhedsgarantier fra 

fremmede magter. Denne debat har været ført i forbindelse med den interne japanske dis- 

kussion om alliancen med USA og de sikkerheds- og udenrigspolitiske bindinger i den Japanske 

forfatning. Japanske ultranationalister hævder at traktaten med USA lægger bånd 

på japansk suverænitet, og opponerer mod at Japan skal forsvares af en ”fremmed magt”. 

I stedet burde Japan forfølge fuld selvstændighed og udvikle egne atomvåben. Bag dette 

synspunkt lurer, ifølge Sakurada, frygten for at USA ikke vil leve op til sin atomare sikkerhedsforpligtigelse 

overfor Japan og gennemføre et atomart gengældelsesangreb i tilfælde 

99 

Sustaining U.S. Global Leadership, p. 2. 

100 

People’s Liberation Army Navy, pp. 80-81. 

101 

The Chinese Armed Forces in the 21st Century, pp. 228-230. 

36

et atomangreb på Japan. 102 Denne kritik er interessant nok næsten et ekko af Mor- 

genthaus egne betragtninger vedrørende den mulige svaghed ved alliancer jeg omtalte i 

kapitel 2. Her gengives bekymringen dog af hvad Sakurada betegner som ultranationali- 

ster. I USA's nye sikkerhedsstrategi nævnes eksplicit at USA, trods reduktioner i sine ker- 

nevåben fortsat vil sikre sine allierede 103 . Den generelle japanske tilslutning til forsvarsalli- 

ancen med USA er, trods til tider heftig Japansk debat, uændret. Japan har da også, mod- 

sat hvad Beukel anfører, 104 søgt og fået USA's støtte i tilfælde af en væbnet konflikt over 

Senkaku. Således har både udenrigsminister Hillary Clinton og forsvarsminister Robert 

Gates lovet amerikansk støtte så sent som i 2010 105 . Dette indikerer hvor vanskeligt det er 

for Kina reelt af forsøge at splitte USA og Japan. En problematik Brzezinski bekræfter i en 

analyse af den nye amerikanske strategi. 106 Kina fremhæver selv i sin forsvarshvidbog fra 

2011, at USA styrker sine alliancer i regionen 107 . Spørgsmålet er også hvad Kina ville få 

ud en sådan splittelse på længere sigt, idet Kina derved risikerer den Japanske oprustning 

landet i øvrigt søger at undgå. Denne risiko har også været fremført af Odgaard, der anfø- 

rer at Japan, i tilfælde af at USA ikke længere på overbevisende vis kan balancere Kina, 

meget vel kunne overtage denne rolle. Et kinesisk forsøg på at fremme multipolaritet som 

modvægt til USA vil dermed kunne vise sig at være kontraproduktivt, idet Kina ikke nødvendigvis 

vil kunne matche Japans militære potentiale. 108 Dette er naturligvis en risiko ved 

en del og hersk politik set med kinesiske øjne, men Odgaards argumentation synes dog at 

rumme nogle svagheder. For det første vil et Japan uden støtte fra USA, isoleret set, være 

en svagere modstander, uanset en eventuel Japansk oprustning. For det andet er der, 

udover Japans selvpålagte forfatningsmæssige militære begrænsninger, ikke noget som 

udelukker muligheden for Japansk oprustning indenfor rammerne af det nuværende sik- 

kerhedssamarbejde med USA. Dette har som nævnt, ligefrem været ønsket fra amerikansk 

side. 109 

Risikoen fra et kinesisk perspektiv synes derfor snarere at være langsigtet, 

idet et isoleret Japan både kan opruste og indlede en mere aggressiv politik overfor Kina. 

Disse risici udelukker derfor næppe at Kina i forhold til mere specifikke problemstillinger, 

som for eksempel spørgsmålet om Senkaku Øgruppen, kan søge en japansk amerikansk 

102 

For Mutual Benefit, pp. 6-7. 

103 

Sustaining U.S. Global Leadership, p. 5. 

104 

Popular Nationalism in China and the Sino-Japanese Relationship, pp. 8-9. 

105 

Strategic Survey 2011, pp. 346-348. 

106 

Foreign Affairs January/February 2012, Vol. 91, number 1, pp. 100-103. 

107 

China’s National Defense in 2010, p. 7. 

108 

The Balance of Power in Asia-Pacific Security, p. 103. 

109 

A Rising China and Security in East Asia, p. 125. 

37

splittelse for derved at isolere Japan. Dette kunne muliggøre en imperialistisk politik med 

mere begrænset målsætning. 

Delkonklusion vedrørende del og hersk. 

Samlet synes der at være indikationer på, at Kina har søgt at føre en del og hersk politik i 

forhold til konflikten, om end i begrænset omfang. Der er dog ikke indikationer at Kina på 

afgørende vis har haft held til dette, hvorfor en amerikansk intervention til fordel for Japan i 

tilfælde af en eskaleret konflikt ikke kan udelukkes. 

Kompensationer. 

I denne delanalyse undersøges det, om Kina søger at opnå andre fordele til gengæld for 

ikke at forfølge sit krav på suverænitet. 

Ud fra en kinesisk logik, hvor Senkaku Øgruppen oprindeligt har tilhørt Kina, vil en kom- 

pensationspolitik kunne give mening. Den vil ikke rykke afgørende ved status quo, da Japan 

fortsat vil bevare den formelle suverænitet. Til gengæld vil Kina kunne få del i de øko- 

nomiske ressourcer og måske Japansk accept at sømilitær tilstedeværelse i området. 

Netop disse to formål er vel også hvad Kina selv ville bruge øerne til, set i lyset af Kinas 

energibehov og ønsket om mere strategisk dybde i Kinas sømilitære forsvar. Dette undersøges 

i analysen af imperialisme. 

Kina er, ifølge Gungwu og Yongian, generelt tilbageholdende med at afgive suverænitet 

ved at indgå bindende økonomiske aftaler. 110 Selvom Kina dermed risikerer at cementere 

den nuværende situation, hvor Japan har den territoriale overhøjhed, kan Kina dog opnå 

økonomiske fordele, der måske overgår en risikofyldt politik rettet mod at ændre ejerfor- 

holdet til øerne. Dette vil i givet fald kunne understøtte en kinesisk status quo politik i det 

omfang Kina vurderer, at gevinsten på andre områder overstiger indsatsen i form af de 

facto at give afkald på de territoriale krav. Kina har også en stor samhandel med Japan at 

tage hensyn til, hvor Kina er nettoeksportør. 111 

Mod en sådan politik taler imidlertid det 

forhold, at det omstridte område er af en anseelig størrelse, rummer endnu ikke fuldt kortlagte 

økonomiske ressourcer og er af militærgeografisk betydning i forhold til Kinas ønske 

om en fremskudt forsvarspolitik. Dette kan i givet fald være forklaringen på den nuværen- 

110 

China and the New International Order, p. 160. 

111 

Japan Statistical Yearbook 2011, pp. 458-460. 

38

de situation, hvor Kina på den ene side søger at opnå økonomiske gevinster uden på af- 

gørende vis at gøre mine til at ændre sine fordringer på suverænitetsspørgsmålet. 

Delkonklusion vedrørende kompensationer. 

Der kan dermed argumenteres for at Kina søger at holde status quo spørgsmålet labilt 

samtidig med at der føres en politik, der muliggør økonomisk imperialisme. 

Oprustning: 

I denne delanalyse undersøges kinesisk oprustning som et muligt element i magtbalancering 

og dermed en fastholdelse af status quo. 

Kina har i absolutte termer meget store væbnede styrker og et stadigt voksende forsvars- 

budget. Et budget der, så sent som i marts 2012, er blevet forøget med 17,8% 112 . Kina 

gennemfører også omfattende, særligt sømilitære materielanskaffelsesprogrammer med 

udvikling af konventionelle og atomdrevne ubåde, samt moderne fregatter og destroyere. 

113 Noget andet er imidlertid forsvarets styrker og kvalitet i relative termer. Kina har da 

også selv nedtonet betydningen af denne seneste forøgelse af forsvarsbudgettet. 114 Trods 

oprustning og budgetforhøjelser vurderes det, ifølge Clarke, ikke at Kinas søværn pt. be- 

sidder tilstrækkelige ressourcer i forhold til en konventionel væbnet konflikt mod USA og 

Japan. PLAN vurderes i stedet at satse på asymmetriske midler, ikke for at kunne tilføje et 

afgørende nederlag til en modstander, men derimod for at påføre ham uacceptable tab, 

trappe konflikten ned, eller helt undgå den. 115 Dette afskrækkelsesperspektiv peger på 

status quo eller “begrænset imperialisme”. Andre kilder peger, så sent som i 2010, på 

samme forhold, idet Kina, trods import af moderne våbensystemer, fortsat besidder en 

forældet materielarv, hvor mere end to tredjedele af de kinesiske ubåde, overfladeskibe og 

fly reelt er operativt forældede. 116 Dertil kommer, at også Kinas egen produktion af sømilitært 

materiel fortsat ikke er teknologisk på højde med tilsvarende vestligt materiel. 117 

Set i 

det lys er Kinas modernisering af sit søværn udtryk for nødvendige forbedringer snarere 

end et forsøg på at ændre magtbalancen. 

112 

Danmarks Radio, P1, Orientering, 5. marts 2012. 

113 


114 

Danmarks Radio, P1, Orientering, 5. marts 2012. 

115 


116 

People’s Liberation Army Navy, p. 178. 

117 

Aircraft Carriers: China’s way to Great Power Status?, p.15. 

39

Clarke taler videre om udviklingen af kinesiske militære kapaciteter særligt indenfor amfi- 

biske operationer rettet direkte mod Senkaku Øerne, hvor Kina allerede har aftalt våbenle- 

verencer i form af luftpudefartøjer fra Rusland. Disse leverancer vil forbedre Kinas nuvæ- 

rende amfibiske kapacitet. Samlet vurderer Clarke, at udviklingen af kapaciteterne dels vil 

tjene til afskrækkelse af Japan og dels kunne sikre kinesiske interesser i det Østkinesiske 

hav og om Senkaku Øerne. 118 

Det er uklart hvad Clarke mener med at ”sikre” kinesiske 

interesser i det Østkinesiske Hav, eftersom han flere steder omtaler Japans militære over- 

legenhed og i øvrigt bruger ordet i forbindelse med omtale af afskrækkelse overfor Japan. 

Også i forbindelse med Kinas mulige anskaffelse af en hangarskibskapacitet, synes der 

blandt kineserne selv at være en bevidsthed om, at rådighed over en sådan kapacitet ikke 

vil rykke afgørende ved USA's overlegne magtposition. Således har en højtstående kine- 

sisk embedsmand udtalt at Kina ikke vil forsøge at konkurrere med USA på det åbne hav, 

idet: ”Selv tyve kinesiske hangarskibe ikke kan konkurrere med amerikanske hangarski- 

be.” 

119 

Kina råder også over kernevåben, der kan betragtes som et middel til både afskrækkelse 

120 

og balancering. Kina har løbende foretaget moderniseringer af disse våben og råder 

også over en såkaldt triade af fremføringsmidler i form af landbaserede, ubådsbaserede 

og luftbårne kernevåben, i alt ca. 200. 121 At dømme efter Kinas egne udtalelser om emnet, 

ser Kina alene sine kernevåben i afskrækkelses og balanceringsøjemed 122 . Således 

har Kina en ikke-førstebrugs politik og også en politik om minimum gengældelse. Mao så 

kernevåben som primært ”politiske våben” med henblik på at undgå pression fra andre 

magter. Senere fulgte principperne om ”ikke førstebrug” og ”minimum gengældelse”. 123 

Kinas kernevåben synes således med sikkerhed at være et element i en status quo politik. 

Udover traditionelle midler til land- sø- og luftmilitær magtprojektion har Kina kapaciteter 

indenfor informationskrigsførelse i form af ”Cyber Warfare” eller Computer Network Operations 

(CNO). Det er den almindelige opfattelse, at Kina udviklingsmæssigt er langt fremme, 

både hvad angår doktrin og egentlige kapaciteter, herunder ser kineserne selv muligheden 

118 


119 


120 

Strategy The Logic of War and Peace, pp. 218-220 og 230-233. 

121 

Beyond the Strait, p. 183 samt SIPRI Yearbook 2011, pp. 340-343. 

122 

China’s National Defense in 2010, pp. 13 og 42. 

123 

Beyond the Strait, p. 171. 

40

for at opnå en asymmetrisk fordel overfor i øvrigt teknologisk overlegne modstandere. 124 

Kina definerer CNO som indeholdende både offensive som defensive elementer. 125 Kina 

har dog ikke offentliggjort en officiel doktrin på området, men kinesiske forfattere, der har 

beskrevet CNO, omtaler dels muligheden for at afskrække potentielle modstandere og 

dels CNO som et supplement til øvrige konventionelle kapaciteter og betoner brugen af 

CNO til afskrækkelse. 126 

Metoder 

Kina har demonstreret vilje og evne til at håndhæve egen suverænitet i regionen, herunder 

i det Østkinesiske hav – også overfor USA. I 1994 afholdt Kina således en større flåde- 

øvelse med deltagelse af mere en 50 større krigsskibe inklusive atomubåde. 127 I den for- 

bindelse nærmede en kinesisk ubåd sig en amerikansk hangarskibsgruppe, der opsendte 

overvågningsfly med henblik på at følge ubåden. Som modsvar sendte Kina adskillige ja- 

gerfly med henblik på at afvise et af de amerikanske overvågningsfly, og en kinesisk em- 

bedsmand udtalte til en amerikansk forsvarsattaché at: ”Passende modforholdsregler ville 

blive taget når kinesisk luftrum og søterritorium bliver krænket.” 128 USA og Kina tolker 

imidlertid ikke territorialspørgsmålet på same måde: Eftersom den ovennævnte hændelse 

fandt sted mere en 12 sømil fra den kinesiske kyst, hævder den amerikanske flåde at den 

var udenfor kinesisk territorialfarvand, men Kinas EEZ strækker sig 200 sømil fra kysten 

og Kina påberåber sig suverænitet over de lavvandede dele af det Østkinesiske hav. 129 

Hændelsen kan derfor betragtes som et rent kinesisk forsøg på at håndhæve sin suverænitet 

og dermed forfølge en status quo politik. Omvendt kan det, afhængig hvordan man 

tolker territorialspørgsmålet, også ses som et forsøg på at udstrække kinesisk dominans 

udenfor sit nuværende område og dermed som en indikation på at Kina forfølger en impe- 

rialistisk politik. 

Delkonklusion vedrørende oprustning. 

Kina besidder velegnede midler til afskrækkelse, herunder kernevåben og en veludviklet 

kapacitet til CNO, trods en kvalitativ og kvantitativ underlegenhed overfor Japan støttet af 

124 Beyond the Strait, p. 253. 




128 People’s Liberation Army Navy, pp. 84-85. 


41

USA. Kina har også vist vilje til at sætte magt bag håndhævelsen af sin suverænitet. Kina 

har påbegyndt anskaffelse af offensive kapaciteter, der vil kunne finde anvendelse i en 

konflikt om Senkaku øerne og har også brugt midlerne i afskrækkelsesøjemed. Hvorvidt 

disse midler også kan understøtte en imperialistisk politik undersøges senere. 

Alliancer: 

I denne delanalyse undersøges hvilken betydning alliancer har for Kinas mulighed for at 

opretholde status quo. 

Trods sin isolationistiske fortid og traditionelle modvilje mod deltagelse i internationale 

traktater, har Kina efter murens fald været en af de drivende kræfter i etableringen af SCO, 

der efter indledende drøftelser i 1996 oprettedes i 2001. Herved fik Kina knyttet tættere 

bånd til Rusland og en række tidligere sovjetrepublikker som Kina importerer våben fra. 

Dette vurderes at have haft betydning for især udviklingen af Kinas flåde. 130 Samarbejdet i 

SCO regi er et sikkerhedssamarbejde, der blandt andet fokuserer på at bekæmpe terrorisme. 

131 

Der er således ikke tale om en egentligt gensidigt forpligtigende forsvarsalliance, 

ligesom der heller ikke er tale om at organisationen er direkte orienteret mod trusler fra 

hverken USA eller Japan. 

Nogle kilder anfører at Kinas deltagelse i disse internationale fora, primært tjener til at give 

132 

Kinas udenrigspolitik legitimitet og moralsk autoritet. Det udelukker dog ikke at Kina og- 

så kan bruge de selv samme fora til at opnå øget indflydelse og derigennem søge at balancere 

USA's indflydelse i regionen som et led i en status quo politik. Netop muligheden 

for indirekte at balancere Vestens tilstedeværelse i regionen har da også været anført af 

Gungwu og Yongian, der siger at det er forståeligt, at Kina og Rusland, trods fælles inte- 

resser med vesten i kampen mod terror, ønsker at styrke deres egen koordination og 

samarbejde og begrænse den voksende tilstedeværelse fra USA og NATO i regionen. 133 

Samme opfattelse deler Zhu, der direkte udtaler at Kina og Rusland ønsker at imødegå en 

USA domineret verdensorden. 134 

Kinas samarbejde med regionale aktører synes ifølge 

Wu og Lansdowne, da også at følge et mønster, hvor Kina primært engagerer sig i fora 

130 


131 

China and the New International Order, p. 156 og China’s National Defense in 2010, p. 6. 

132 


133 

China and the New International Order, p, 241. 

134 

China’s New Diplomacy, p. 137. 

42

som SCO, ASEAN Plus One og for nyligt East Asian Summit, hvor USA ikke er repræsen- 

teret. Det kan tjene det dobbelte formål at USA på den side holdes uden for indflydelse og 

Kina på den anden side øger sin relative indflydelse internt i de selv samme fora. 135 Det 

kinesiske forsøg på balancering gennem multilateralisme rummer dog, ifølge Wu og Lans- 

downe, begrænsninger, idet der siden Sovjetunionens kollaps ikke har eksisteret nogen 

mulig ideologisk alliancepartner af betydning for Kina. Landet står derfor, blandt andet på 

grund af sin egen fortsat kommunistisk prægede styreform, på mange områder alene i for- 

hold til at balancere USA. 136 

Efter min opfattelse overser kilderne dog det forhold at Kina, gennem forskellige former for 

politisk- og sikkerhedssamarbejde med sine naboer på det asiatiske fastland, får mulighed 

for i højere grad at fokusere sine militære midler andetsteds, hvilket også indebærer en 

bedre mulighed for balancering af USA og Japan. 

Delkonklusion vedrørende alliancer. 

Da Kina ikke er med i alliancer i traditionel forstand, sætter det dog nogle begrænsninger 

for graden af hvilket udbytte Kina kan få i forhold til at balancere USA og Japan direkte. 

Dette betyder, at Kina, for at forfølge en status quo politik, også må forlade sig på andre 

metoder. Det kan være en medvirkende årsag til Kinas fortsatte militære modernisering og 

oprustning behandlet ovenfor. Sikkerhedssamarbejdet i regi af blandt andet SCO er dermed 

ikke af en karakter, der i sig selv muliggør Kinesisk ligevægt overfor USA og Japan, 

og kan dermed heller ikke være afsæt for en eventuel imperialistisk politik, selvom det relativt 

set styrker Kina. 

Sammenfattende delkonklusion vedrørende status quo. 

Den foregående analyse peger på, at Kina overordnet forfølger en status quo politik i forhold 

til Japan og formodeligt vil føre en sådan politik i en årrække. For dette taler Japans 

alliance med USA, der indebærer at Kina militært både er kvalitativt og kvantitativt underlegen 

og trods sin nuværende oprustning vil være det i mange år fremover. Set i det perspektiv 

kan den kinesiske oprustning betragtes i lyset af sikkerhedsdilemmaet, ud fra den 

antagelse at Kina opfatter Japan som en mulig trussel og sig selv som militært underlegen. 

135 China Turns to Multilateralism, p. 7. 

136 China Turns to Multilateralism, pp. 9-10. 

43

3.2 Analyse af Imperialisme. 

Denne analyse har til formål at undersøge i hvilken grad Kinas strategi overfor Japan bærer 

præg af imperialisme. Herunder undersøges elementerne militær, økonomisk og kultu- 

rel imperialisme, med hovedvægten på de to første elementer. 

Militær imperialisme. 

I dette afsnit foretages først en analyse af militære kapaciteter, dernæst analyseres mid- 

lernes mulige anvendelse. 

Kina har, som nævnt, i de senere år iværksat en modernisering af deres sømilitære kapa- 

citeter. Særligt indenfor moderne destroyere og ubåde med tilhørende radar-, kommando 

og kontrol samt våbensystemer. Moderniseringen vil i stigende grad sætte Kina i stand at 

gennemføre operationer længere væk fra det kinesiske fastland. Det gælder særligt fire 

russiske Sovremennyy klasse missilbevæbnede destroyere. 137 Kina har brugt netop disse 

destroyere som et af sine primære magtmidler i sine hidtidige konfrontationer med Japan. 

138 Destroyerne vil også kunne indgå som del af en eventuel hangarskibsstyrke, hvor 

det er nødvendigt med omfattende eskorte og beskyttelse organiseret i en såkaldt carrier 

task group. Således fremhæver Bussert og Elleman at destroyerne, med deres missiler og 

evner indenfor bekæmpelse af fly, ubåde og elektronisk krigsførelse, har bidraget til de 

offensive våbenplatforme Kina skal bruge til at formere en hangarskibsgruppe. 139 

Også indenfor de mindre skibstyper anskaffer og udvikler Kina moderne kapaciteter, der 

kan bruges til magtprojektion udover Kinas nærområde. Blandt andet har Kina gennem 

moderniseringer forøget den operative anvendelighed på sine ”Jiangwei” fregatter så disse 

140 

kan indgå i en ”Blue Water Navy”. 

Indenfor ubådsområdet udvikler Kina egne systemer som erstatning for russisk materiel, 

blandt andet avancerede atomubåde såvel til angreb på andre ubåde som til affyring af 

ballistiske missiler. Samlet giver det, ifølge Bussert og Elleman, den kinesiske ubådsflåde 

141 

både forøget rækkevidde og større taktisk anvendelighed. De, og andre, vurderer, at 

moderniseringen af det kinesiske ubådsvåben sammenholdt med Kinas øvrige kystfor- 

137 


138 


139 


140 


141 


44

svarsenheder og amfibiske enheder samlet set udgør en voksende og alvorlig trussel. 142 

De taler ud fra et vestligt og rimeligvis derfor også japansk perspektiv, og set i det lys kan 

det tale for, at Kina i stigende omfang skaffer sig mulighed for at forfølge en imperialistisk 

politik: Kina har også opbygget amfibieenheder og herunder etableret et marinekorps på i 

alt to brigader 143 . Det er dog vurderingen at disse enheder primært er til brug for Kinas 

politik overfor Taiwan. 144 

En anden anvendelse, herunder muligheden for at Kina kan sætte 

sig fysisk i besiddelse af Senkaku øgruppen, er dog ikke udelukket. Kina har, som jeg 

kommer nærmere ind på i afsnittet om prestige, afholdt amfibieøvelser som signalgivning 

overfor Japan. 

Kina råder tillige over luftbårne styrker om end med en begrænset indsættelseskapacitet 

145 

på ca. 2000 mand ad gangen. Ud fra et militært synspunkt vil en luftbåren indsættelse 

dog være forbundet med store risici på grund af Senkaku Øernes ringe størrelse og mang- 

lende infrastruktur, hvilket vil vanskeliggøre såvel landing som efterfølgende genforsyning 

og evakuation. Sidstnævnte vil reelt kun være muligt ad søvejen. Kina har, til trods for sta- 

dige moderniseringer indenfor blandt andet jagerfly, i det hele taget vanskeligt ved at projicere 

sin luftmilitære magt over større afstande, grundet blandt andet manglende lufttankningskapacitet 

og mangel på store transportfly. 146 

Samlet betyder det, at Kina ikke kan 

projicere sin luftmagt længere end der kan flyves fra fastlandet og dermed heller ikke har 

mulighed for at opnå luftherredømme i en eventuel væbnet konflikt om Senkaku Øgruppen 

så længe landet ikke råder over hangarskibe. Denne anskaffelse behandles nærmere i 

afsnittet om prestige. 

Kinas kapaciteter indenfor informationskrigsførelse (CNO) er som nævnt både defensive 

og offensive. I forhold til en imperialistisk politik er det primært relevant at diskutere offen- 

sive kapaciteter og dermed muligheden for Computer Network Attack (CNA). Her ser Kina 

et middel, der vil kunne bruges forebyggende, altså til såkaldt ”preemption” i forbindelse 

147 

med en konflikt. Netop preemption er et kerneelement i nyere kinesisk doktrin. Kina ser 

ikke kun CNA som et strategisk middel, der kan bruges isoleret, men også som et middel, 

142 

People’s Liberation Army Navy, pp. 81 og 182-183 samt China’s Rise and its Limitations, pp. 66-67. 

143 

Det præcise antal er omstridt, idet også hærenheder modtager uddannelse i amfibiske operationer: The Chinese Army Today, pp. 

151-160. 

144 


145 

The Long March to Power, pp. 109-110. 

146 

Beyond the Strait, p. 292 og The Chinese Army today, pp. 160-162 samt 191. 

147 

Beyond the Strait, p. 259 og People’s Liberation Army After Next, p. 87. 

45

der kan anvendes som en integreret del af militære operationer: 148 Kinas CNA kapaciteter 

vil således forventeligt være en integreret del af en eventuel konflikt med Japan i forhold til 

det Østkinesiske Hav. Konkret i forhold til dette område vil CNA kunne bruges til at hindre 

eller sinke amerikansk og japansk deployering af styrker til området, idet en deployering 

grundet de store afstande, der karakteriserer operationer i Stillehavet, er stærkt afhængig 

af præcist koordinerede transport-, logistik- og kommunikationsnetværk. 149 

Det er dog væsentligt 

her at bemærke, hvad forfatterne synes at overse: At CNA alene aldrig vil kunne 

bringe kinesisk dominans over øerne, der jo ikke sig selv råder over nogen IT infrastruktur. 

Kina vil derfor, uagtet af landet måtte besidde en teknologisk overlegenhed indenfor CNA, 

fortsat være tvunget til at gennemføre operationer med konventionelle militære styrker. 

Som analysen har vist, råder Kina over en række militære kapaciteter, der vil kunne bringes 

i anvendelse i forbindelse med en militær konflikt – også i nogen afstand fra Kinas 

fastland. Det er dog vigtigt at hæfte sig ved, at der indenfor alle kapaciteter, er mangler af 

særligt teknologisk art. Disse mangler vanskeliggør såvel magtprojektion som vedvarende 

understøttelse af de midler, der rent faktisk kan indsættes. Dertil kommer, at Kina ikke synes 

i besiddelse af de styringsmekanismer, herunder særligt en værnsfælles doktrin og 

150 

tilhørende kommando og kontrolfaciliteter, der er forudsætningen for at kunne indsætte 

og føre de militære midler: Denne vurdering deles af en række analytikere - særligt uden 

for Japan og USA, der anfører at Kinas militære magt ikke er så betydelig, som nogle ønsker 

at gøre den til. Begrænsninger i moderne materiel, operativ rækkevidde og mangel- 

fuld doktrinudvikling fortsætter med at begrænse det kinesiske militærs evne til at projicere 

magt. 151 Kina er dog, ifølge Blasko, opmærksom på disse udfordringer og forbedringer 

finder løbende sted. 152 

Metoder: Selvom analytikere, som Clarke, vurderer at Kinas militære strategi alene har 

defensive formål, er der dog også i officielle kinesiske dokumenter udtrykt behov for at ud- 

153 

vikle og udvide PLANs strategiske rækkevidde. Dette behøver ikke i sig selv være et 

udtryk for imperialisme, idet Kina på linje med en række vestlige lande også deltager i 

148 

Beyond the Strait, p. 261. 

149 

Beyond the Strait, pp. 269-270. 

150 

Interpreting China’s Military Power, p. 123. 

151 

China, the United States, and Southeast Asia, pp. 197-198. 

152 

The Chinese Army Today, pp. 146-156. 

153 

Chinese Energy Security, p. 27 og China’s National Defense in 2010, p.12. 

46

landt andet antipirateri operationer i Adenbugten. 154 Til det brug har Kina behov for stra- 

tegisk deployerbare styrker. Sammenholder man imidlertid disse udtalelser med Kinas øn- 

ske om at opnå strategisk dybde gennem etableringen af et antal ”forsvars ringe”, falder 

områderne indenfor Japans territorialfarvand, også selv hvis Kina fik rettigheder til Senka- 

ku Øerne. En højtsående kinesisk general og viceformand for den centrale militærkommite 

har fremsat forslag om et ændret fokus fra kystforsvar til et mere aktivt fremskudt forsvar, 

hvilket geografisk indbefatter den omstridte øgruppe. Et sådant aktivt forsvar, udviklet i tre 

faser, skulle indbefatte to forsvarsringe og etableringen af en egentlig “Blue Water Navy”. 

155 Jeg citerer her et relativt fyldigt uddrag af denne strategi, idet den kan få afgørende 

betydning for Kinas relationer til Japan: “The […] first island chain area encompasses the 

Yellow Sea, facing Korea and Japan; the western East China Sea; and the South China 

Sea,[…] It addresses many of China’s maritime national interests: the concentration of 

economic investment along the coast, offshore territorial claims [Min fremhævelse], oceanic 

resources, and coastal defense. […] The second island chain […] encompasses mari- 

time areas out to approximately 1,800 nm from China’s coast.” 156 “The third stage […] 

poses the PLAN as a global force built around aircraft carriers, deployed by the middle of 

the 21 st century.” 157 

154 


155 

The People’s Libeartion Army, pp. 133 og 180 samt People’s Liberation Army After Next, pp. 293-295. 

156 

The People’s Liberation Army, pp. 129-130. 

157 

The People’s Liberation Army, p. 130. 

47

Figur 6: Mulig udstrækning af et fremskudt kinesisk forsvar 158 

Flanagan og Marti samt Puska stiller dog spørgsmålstegn ved om en “Blue Water Navy”, 

reelt er hvad Kina efterstræber og formår, eller om Kina i virkeligheden fokuserer sin ind- 

sats mod et aktivt fremskudt forsvar fremfor en konkurrence om søherredømme langt fra 

det kinesiske fastland. 159 Denne rent defensive strategi slås der også til lyd for i den kine- 

siske regerings hvidbog om nationalt forsvar fra 2006, hvor det fremskudte forsvar alene 

tillægges defensiv betydning. 160 

Denne argumentation taler imod mere en mere vidtræk- 

kende imperialistisk politik og dermed imod hvad Morgenthau betegner som World Empire. 

Det udelukker imidlertid ikke en mere lokal imperialistisk politik i form af Local Preponde- 

rance. Der er da også iagttagere som Yoshimara og Holmes, der mener, at Kina, med sine 

158 


159 

The People’s Liberation Army, p. 137 og People’s Liberation Army After Next, p. 295. 

160 

Aircraft Carriers: China’s way to great Power Status?, p.11. 

48

nuværende kapaciteter, vil kunne gennemføre et overraskelsesangreb og dermed sætte 

sig i besiddelse af japanske øer før Japan kan nå at reagere. 161 At dette kan være en trus- 

sel ses afspejlet i Japans offentliggjorte strategi, der, som anført, netop omtaler angreb på 

fjerntliggende øer. 162 

Det er imidlertid væsentligt at hæfte sig ved to forhold: For det første 

er der her tale om Japans perception af en sådan trussel og for det andet vil en kinesisk 

succes forudsætte at USA ikke intervenerer. Dette forudsætter, at Kina såfremt de måtte 

ønske at gennemføre en sådan operation, først skulle have held til at gennemføre en del 

og hersk politik jf. ovenfor og dermed holde USA ude af en eventuel konflikt. 

En kinesisk fremskudt forsvarspolitik kan også have til formål alene at sikre magtbalancen 

gennem afskrækkelse og dermed understøtte en status quo politik, idet Kina, ifølge Flana- 

gan og Marti, ikke de næste mange år efterstræber en global rækkevidde på linje med 

163 

USA's militær, men i stedet vil fokusere på et moderne forsvar af alle domæner , inklusi- 

ve rummet og cyberspace, med henblik på at undgå at USA kan true Kina. 164 Andre som 

Bussert og Elleman slår imidlertid til lyd for en mere offensiv fortolkning af de kinesiske 

intentioner, idet der har været forlydender fremme om en kinesisk ”National Interest Frontier”, 

der strækker sig videre end de ovenfor nævnte to forsvarslinjer. Kina har i 2010 holdt 

øvelser med to flådestyrker udenfor den første ø-kæde. 165 Begreber som ”Greater Periphy 

Security” dækkende den Persiske Golf og det Indiske Ocean mod vest og dækkende den 

anden ø-kæde og videre mod øst er dukket op i kølvandet på antipiraterioperationen ud for 

Somalia. Begrebet ”Far Sea Defense”, dækkende områder udenfor den 200 sømil store 

EEZ, er også blevet anvendt af styret i Beijing som argument for anskaffelse af hangarskibe. 

166 

Såfremt denne strategi er udtryk for mere end blot ord, kan det indikere et kinesisk 

ønske om på længere sigt at forfølge en imperialistisk politik. De vestlige interesseområder 

kan forklares ud fra et kinesisk ønske om at sikre frie handelsveje, herunder olieimport fra 

især Mellemøsten. De østlige områder, der rækker langt ud i Stillehavet på den fjerne side 

af Japan, er vanskelige at betragte som andet end et forsøg på at legitimere egne økono- 

miske interesser bakket op af militær tilstedeværelse. For det første er der her ikke en 

nævneværdig pirattrussel og for det andet dækker området samhandelsveje med Japan 

161 


162 


163 

Dækker over land-, sø- og luft. 

164 

The People’s Liberation Army, pp. 272-273. 

165 


166 


49

og USA, som alle tre parter i fredstid har en fælles interesse i at holde åbne. Det peger 

derfor på en mulig imperialistisk politik, enten militært, men mere sandsynligt økonomisk i 

forhold til ressourceudnyttelse og evt. håndhævelse af territoriale krav. Som endnu et mu- 

ligt middel til en mere vidtrækkende projektion at kinesiske magtmidler kan ses den mulige 

anskaffelse af en kinesisk hangarskibskapacitet, med en tilhørende flåde af eskorteskibe 

formeret i en såkaldt carrier task group. Emnet behandles i en rapport fra 2008 fra For- 

svarsakademiet i Danmark. Rapporten citerer højtplacerede kinesiske forsvarspersoner 

for, at Kina vil udvikle og bygge deres eget hangarskib og en hangarskibsflåde. Eskorte- 

og støtteskibene er allerede bygget eller under konstruktion. Trods disse indrømmelser, 

har Kina ikke fra officielt hold ville bekræfte, at de har et hangarskibsprogram. 167 I rappor- 

ten kobler Nødskov direkte behovet for en hangarskibskapacitet til muligheden for at gennemføre 

maritime operationer omkring den første ø-kæde og længere ud. Ifølge Nødskov 

har Kina som mål at kunne gennemføre ”sea control” ud til den første ø-kæde og på længere 

sigt “sea denial” ud til den anden ø-kæde. For nuværende løser Kina denne opgave 

med en kombination af ubåde omkring den første ø-kæde samt ballistiske missiler og 

krydsermissiler på strategiske bombefly og orlogsskibe. Men hvis Kina virkelig efterstræ- 

ber det mere ambitiøse mål, at kunne demonstrere aktiv tilstedeværelse og indflydelse 

længere end til den første ø-kæde, forudsætter det evnen til at kunne kontrollere situationen 

såvel på som under havoverfladen, samt ikke mindst i luften. Til dette er der brug for 

kampfly og eftersom disse operationer finder sted for langt fra land vil en hangarskibskapacitet 

være afgørende. 168 Nødskov bruger her de militære termer ”Sea control” og ”Sea 

denial” som han definerer som henholdsvis: ”A strategy, in which a maritime forcee controls 

a defined maritime area rendering it impossible for an opponent to conduct effective 

military operations.” 169 Og: ”A strategy, by which it is attempted to deny the enemy the 

ability to use the sea in a certain geographical area.” 170 

Begge disse strategier vil, selvom 

de alene skulle understøtte en rent defensiv strategi i forhold til forsvar af det kinesiske 

fastland, indebære at Kina med militære midler ville kontrollere områder henholdsvis omkring 

det Japanske fastland (den første ø-kæde) og øst for det Japanske fastland (den 

anden ø-kæde). En sådan strategi vil således være i modstrid med Japanske interesser, i 

alle andre situationer end hvor Kina og Japan måtte have en fælles fjende. Det taler der- 

167 

Aircraft Carriers: China’s way to Great Power Status?, pp. 7-8. Og The Long March to Power, p 158. 

168 

Aircraft Carriers: China’s way to Great Power Status?, pp. 12-12. 

169 


170 


50

med for en de facto kinesisk imperialistisk politik, selvom den overordnede hensigt, ifølge 

kineserne, er rent defensiv og dermed synes at understøtte en status quo politik. 

Bussert og Elleman opsummerer i deres vurdering af Kinas muligheder, at Kina militært 

ikke kan udfordre den amerikanske flåde på lige vilkår, og at Kina derfor i stedet håber at 

udvikle en maritim strategi, der overvinder manglerne indenfor doktrin, udrustning og ud- 

dannelse, ved at ramme USA's svagheder asymmetrisk. Dette burde sikre kinesisk paritet 

med japansk flådeteknologi. Kinas nuværende strategi er baseret på Sea Denial i lavvandede 

områder, men PLAN udvikler hastigt sine kapaciteter med henblik på længere ræk- 

kevidde. Således er det område, der skal forsvares, udvidet til mere end 200 sømil fra kysten 

de seneste år. 171 Det anføres dog også, at størsteparten af de offensivt egnede styr- 

ker er placeret, så de kan løse opgaver i forhold til Taiwan. Samme opfattelse deler Nødskov, 

der dog påpeger, at en Kinesisk hangarskibsanskaffelse vil muliggøre evnen til at 

projicere magt længere væk end Taiwan, hvorved Kina : ”Will have the military capability 

to permit a change of strategy […] to a more assertive strategy, with potentially farreaching 

consequences for the countries in the region.” 172 

Det er dog væsentlig her at be- 

mærke at Nødskov alene taler om evnen til et muligt skift i kinesisk strategi. Rådigheden 

over militære kapaciteter siger, som nævnt, noget om en stats potentielle muligheder, men 

ikke noget om en stats faktiske hensigter. Kinas mulige anskaffelse af en hangarskibska- 

pacitet diskuteres derfor også nedenfor i afsnittet om prestigepolitik. 

Under alle omstændigheder synes Kina ikke umiddelbart at være i stand til at forfølge en 

militær imperialistisk politik på kort sigt. Dels er der som nævnt behov for en fortsat flåde- 

opbygning, hvilket koster både tid og ressourcer; særligt hvis ønsket om en hangarskibskapacitet 

skal forfølges. Dels er der behov for uddannelse og træning og doktrinudvikling 

eftersom Kinas flåde hidtil udelukkende har været fokuseret på kystnære operationer. Ifølge 

Nødskov starter Kina fra et meget lavt niveau. Dog har der indenfor en to års periode 

været fem til seks tilfælde, hvor kinesiske orlogsfartøjer har gennemført operationer omkring 

den første ø-kæde. Kina udvider altså langsomt sit operationsområde, men vil for- 

venteligt være mange år om at udvikle en doktrin til sin ”Blue Water Navy”. Selv om Kinas 

nuværende militære kapaciteter således vanskeligt kan understøtte en imperialistisk 

171 


172 


173 

Aircraft Carriers: China´s way to Great Power Status?, p. 20. 

173 

51

strategi i bred forstand, er det dog et åbent spørgsmål, i hvilken grad Kina vil søge at sæt- 

te militær magt bag sine mange uløste territoriale konflikter. Yoshimara og Holmes citerer 

to kinesiske generalmajorer: “China is unusual in the number and magnitude of its territori- 

al disputes: one million square kilometers of maritime territory […] remains under conten- 

tion.” […] The authors voice concerns that remaining challenges in long-distance power 

projection, operations, and logistics will make these battlefields very different from “inland 

war fields,” and thereby “disadvantageous to us.” 174 Udtalelsen er interessant af flere årsager. 

Dels må det anses for sandsynligt at kinesiske officerer ikke fremkommer med udtalelser, 

der ikke er sanktioneret af regimet og her tales om at bruge militære midler i forhold 

til territoriale konflikter. Dertil kommer, at der tales om konflikter, der forudsætter ”long 

distance power projection”, hvilket er interessant set i forhold til de ovenfor nævnte økæder 

og dermed en mulig konflikt med Japan. For at kompensere for Kinas vanskeligheder 

med magtprojektion over større afstande foreslår to kinesiske forfattere til de konventionelle 

militære midler brugt i kombination med guerillakrig til søs og en koordineret indsættelse 

af politiske, økonomiske samt juridiske midler i en samlet politisk-militær indsats. 175 

Japan har på sin side ikke gjort mine til at ændre standpunkt i forhold til suverænitetsspørgsmålet, 

hvilket efterlader spørgsmålet om, hvorvidt Kina vil bruge magt for at sikre 

sine interesser. Dette vurderer Clarke dog er mindre sandsynligt grundet Japans nuvæ- 

176 

rende sømilitære overlegenhed og relationerne til USA. Ikke desto mindre er der japansk 

bekymring at spore i forhold til Kinas hensigter, hvilket ifølge Yoshimara og Holmes 

blandt andet blev udtrykt af den daværende japanske premierminister i 1996 da Kina gennemførte 

missil prøveaffyringer tæt på japansk territorium. De anfører også at Japan, som 

følge af nederlaget i anden verdenskrig, der i høj grad skyldtes tab af søherredømme afskæring 

af vitale forsyninger, ser netop sikring af sine SLOCs som en primær national sikkerhedsinteresse, 

hvilket forklarer bekymringen over Kinas hensigter. 177 

Den japanske vilje 

til at demonstrere sin militære magt overfor Kina er senest kommet til udtryk i forbindelse 

med Nordkoreas bebudede missilprøveaffyring i foråret 2012. Hvor Japan har annonceret 

deployeringen af tre af sine mest moderne luftforsvarsdestroyere, de såkaldte Aegisdestroyere. 

Det er dog påfaldende, at kun et af de tre orlogsskibe indsættes i det Japan- 

174 

Asia Looks Seaward, pp. 100-101. 

175 


176 


177 


52

ske hav, hvorimod de to andre deployeres til det Østkinesiske hav. En repræsentant for 

det Japanske Forsvarsministerium udtaler i den forbindelse: ”Men samtidig er det til hver 

en tid også vores flådes formål at patruljere landets maritime grænser og vise en japansk 

tilstedeværelse.” 178 

Delkonklusioner vedrørende militær imperialisme: 

En detaljeret analyse af Kinas militære kapaciteter synes ikke umiddelbart at sætte Kina i 

stand til at forfølge en rent militær imperialistisk politik overfor Japan, selv når mulige nyanskaffelser 

inddrages. Kina fortsætter dog sin udvikling og modernisering af kapaciteter- 

ne. 

Økonomisk imperialisme. 

I denne delanalyse undersøges Kinas muligheder for at føre en økonomisk imperialistisk 

politik som muligt led i en overordnet imperialistisk politik overfor Japan. 

Kina synes tidligt at have haft blik for de økonomiske ressourcer i området. Således udtaler 

Kinas premierminister Deng Xiaoping i 1984, at territoriale stridigheder ikke skal stå i 

vejen for Kinas økonomiske udvikling. Han foreslår at der i stedet bør fokuseres på ”fælles 

udnyttelse” af ressourcerne. 179 I 1992 gennemfører Kina juridiske tiltag, der stadfæster 

Kinas krav på øerne og det omkringliggende havområde i form af den kinesiske ”Law on 

Territorial Sea and the Contiguous Zone”. Konflikten blussede op som følge af FNs tredje 

havretskonvention af 1994, idet både Kina og Japan ønskede at udbrede deres 200 sømils 

EEZ ud fra øerne. 180 Herunder var et stridspunkt Chunxiao gas feltet, hvis underjordiske 

reserver er placeret henover territorialgrænsen, men på overfladen ligger indenfor det japanske 

område. 181 Området menes at indeholde betragtelige olie- og gasreserver, der 

grundet ringe havdybde lader sig udvinde. Kina har da også foretaget prøveboringer, herunder 

indenfor det område Japan hævder tilhører dem. 182 

Angiveligt har Kina også benyttet sig af ubåde til at foretage efterforskningsaktiviteter med 

henblik på kortlægning af havbunden inden for den japanske EEZ. Formålet var at vurdere 

forekomsten af mineraler samt at samle viden med henblik på yderligere ubådsoperatio- 

178 Morgenavisen Jyllandsposten, 3. april 2012, International, p. 2. 




182 Popular Nationalism In China And the Sino-Japanese Relationship, p. 9. 

53

ner. 183 

Det faktum, at der fra kinesisk side ikke alene var tale om en militær magtdemon- 

stration, men derimod en kombination af egentlig militær rekognoscering, videnskabelige 

undersøgelser og igangsatte udvindingsoperationer, peger på, at Kina aktivt forfølger en 

økonomisk imperialistisk politik. 

I 2005 påbegyndte Kina forberedelser til udvinding i det omstridte Chunxiao gasfelt, trods 

japanske protester og udtalelser om at de også vil påbegynde gasudvinding i området. 

Som modsvar reagerede Kina med en hidtil uset militær magtdemonstration, der involve- 

rede deployeringen af en flotille med de føromtalte Sovremenny klasse destroyere til om- 

rådet med gasfeltet. Selv mens forhandlere på begge side søgte at deeskalere situationen 

var der en hændelse, hvor et af de kinesiske orlogsskibe rettede sine våbensystemer mod 

et overvågningsfly. 185 Det er interessant her at notere sig, hvor relativt langt Kina går i for- 

hold til sine krav, samt at Kina benytter sig af en kombination af militære, økonomiske og 

diplomatiske midler, idet hændelsen netop finder sted sideløbende med diplomatiske tiltag. 

Dette kan ses som et udtryk for netop den kombinerede strategi, der er omtalt ovenfor i 

afsnittet om militær imperialisme. Efter at have påbegyndt forberedelser i 2003, erklæres 

det kinesiske projekt operativt i 2006. 186 En sådan økonomisk udnyttelse i et omstridt om- 

råde kan betragtes som økonomisk imperialisme. Ikke mindst fordi gasudvinding i mod- 

sætning til for eksempel fiskeri, kræver store forarbejder, investeringer og efterlader infra- 

struktur i området. Såfremt der ikke fra Japansk side træffes modforholdsregler vil denne 

infrastruktur medføre en semi-permanent tilstedeværelse. Japan har dog, ifølge Yoshima- 

ra og Holmes, reageret forholdsvis markant ved at udtrykke officiel bekymring over, hvad 

der ses som kinesisk oprustning og militære aktiviteter og også opfordre Kina til mere 

åbenhed omkring sine forsvarsudgifter, samt ved at lade oplysninger om militære modfor- 

holdsregler i tilfælde af Kinesisk invasion af Senkaku Øerne sive til pressen. 187 

Dette er en 

skærpelse i forhold til japans hvidbog hvor invasionstruslen, som nævnt, også figurerer 

uden at Kina nævnes direkte. 

Der har dog siden 2004 været vedvarende mæglingsforsøg og senest i 2008 en aftale om 

fælles ressourceefterforskning i en del af det omstridte område, dog uden at en permanent 

183 The Rise of China and International Security, p. 111 og China’s Rise and its Limitations, pp.66-67. 





184 

54

aftale er blevet indgået. Hele det overlappende område af henholdsvis Kinas og Japans 

krævede EEZ menes at indeholde 20 millioner tønder olie og 363 milliarder kubikfod 

gas. 188 

Set fra kinesisk side kan disse forhandlinger ses som et yderligere led i en de facto 

adkomst til området og dermed ses at understøtte en økonomisk imperialisme – særligt 

eftersom Japan besidder territorierne, hvorfor enhver indrømmelse vil være en relativ for- 

bedring set med kinesiske øjne. 

Kineserne udnytter også områdets fiskeforekomster, ifølge Japan er der normalt omkring 

160 kinesiske fiskefartøjer, der fisker ulovligt indenfor 30 sømil af Senkaku Øerne. 

189 Også 

dette forhold har ført til konflikter mellem Kina og Japan, herunder Japansk brug af væbnet 

magt: I 2010, border Japan, efter en kollision mellem en kinesisk trawler og to Japanske 

orlogsskibe, skibet og arresterer fiskerne. Som modsvar iværksætter Kina en række diplomatisk 

tiltag, herunder genfremsættes de territoriale krav, ligesom der stilles krav om at 

den japanske kystvagt ikke opererer i kinesisk territorialfarvand. Kina deployerer efterfølgende 

fiskerimyndigheder til området med henblik på at beskytte fiskeriet, og Kina advarer 

Japan om alvorlige konsekvenser, såfremt fiskerne ikke løslades. Efter seks dage løslades 

fiskerne og senere kaptajnen, hvorefter krisen klinger af. Kina og Japan genoptager derefter 

forbindelsen på højeste niveau. 190 

Kina har på sin side yderligere søgt at deeskalere konflikten, efter at japanske orlogsskibe 

har haft åbnet ild mod kinesiske fiskefartøjer, der fiskede indenfor japansk område, ved fra 

191 

officielt hold at forbyde kinesiske fiskefartøjer i sensitive områder. Kina har i forbindelse 

med disse konflikter således vist vilje til at bakke sine fiskere op, selvom det har haft kon- 

sekvenser i relationerne til Japan. Dette kan betragtes som en blåstempling af fiskeriet og 

dermed indikere en økonomisk imperialistisk politik. Det faktum at Kina senere har forbudt 

et sådant fiskeri, kan selvfølgelig indikere at Kina ikke ønsker at forfølge en økonomisk 

imperialistisk politik. Set i lyset af den fortsatte kinesiske olie-og gasudvinding, samt afta- 

len om fælles ressourceudnyttelse, skal fiskeriforbuddet snarere ses som et forsøg på ikke 

at lægge hindringer i vejen for de overordnede forhandlinger om rettighederne til ressourceudnyttelse. 

Samme antagelse deles af Nødskov, der anfører, at de potentielle olie- og 

gasforekomster er af afgørende betydning for et stadigt mere energihungrende Kina, hvor- 

188 

The Long March to Power, p. 40. 

189 


190 


191 


55

for det kan vise sig vanskeligt at nå en aftale om udstrækningen af EEZ. 192 Nødskov anfø- 

rer videre, at Kina i andre sammenhænge har udvist tålmodighed, evne og vilje til langsig- 

tede forhandling og indgåelse af kompromiser, men lader det stå åbent, hvorvidt Kina har 

samme tålmodighed når det gælder det Østkinesiske hav. Han anfører dog også at Kinas 

stigende energibehov lægger pres på regeringen for at finde en løsning. 193 

Selvom Nød- 

skov her fremhæver Kinas evne til og interesse i at forhandle, står det ikke klart hvad han 

mener med om Kina har den fornødne tålmodighed. Som tidligere anført har Japan, i ud- 

gangspunktet fat i ”den lange ende” og med mindre Nødskov mener, at Kina vil risikere en 

væbnet konflikt, synes Kina i dette tilfælde ikke at have andre muligheder end at blive ved 

forhandlingsbordet. En forhandlet løsning, der qua sin natur må formodes at indebære en 

grad af kompromis, vil i dette tilfælde styrke Kina i forhold til udgangspunktet. Kina synes 

her hverken at have interesse i status quo eller militær imperialisme, så længe økonomisk 

imperialisme kan forfølges. Hvad der derimod ikke kan udelukkes og måske ligger i Nødskovs 

tanker om Kinas tålmodighed, er, hvorvidt Kina, som tidligere anført, vil understøtte 

en økonomisk imperialisme med militære midler for derved enten at fremme yderligere 

forhandlinger og/eller befæste sin nuværende kommercielle tilstedeværelse i området. 

Et andet forhold, der underbygger min antagelse om en mulig økonomisk imperialisme, er 

at Kinas stærke økonomiske vækst generelt kræver tilførsel af stigende energiressourcer, 

194 Ki- 

ikke mindst fordi Kina på flere felter er blandt de største forbrugere på verdensplan. 

nas søværn kan, jævnfør Bussert og Elleman, understøtte energiforsyningen på to måder: 

Dels ved at bidrage til sikring af forbindelsesveje til søs, men også ved at sikre Kinas egen 

offshore energiudvinding, samt Kinas territoriale krav i det Østkinesiske Hav, herunder 

Senkaku området. 195 Selv om Kina søger at inddække sit stigende ressourcebehov via 

mange kanaler, herunder opkøb af udvindingsindustrier og gennem importaftaler 196 , er 

konkurrencen på verdensmarkedet hård. Således har Japan, der er tilsvarende afhængig 

af råstofimport, 197 også fået øjnene op for mulighederne i udviklingslandende og er dermed 

konkurrent til Kina. 198 

Set i det perspektiv vil det være en fordel for Kina jo flere ressourcer, 

der er under direkte kontrol og dette kan forklare en økonomisk imperialistisk poli- 

192 


193 


194 


195 


196 

China and the New International Order, pp. 145-146 

197 

Japan Statistical Yearbook 2011, p. 352. (Japan importerer næsten 100% af sin olie). 

198 


56

tik i det Østkinesiske Hav. Det kinesiske ønske om selv at kontrollere råstoffer og ressour- 

cer er ikke ukendt og ses af mange, herunder Tellis og Wills, som en drivende kraft bag 

Kinas investeringspolitik i mange tredjeverdenslande, mønsteret kan sammenlignes med 

tidligere stormagters politiske og militære forsøg på at sikre kontrol med vitale råstoffer. 199 

Delkonklusioner vedrørende økonomisk imperialisme: 

Der synes at være belæg for at konkludere, at Kina fører en økonomisk imperialistisk poli- 

tik overfor Japan i det Østkinesiske hav, dels i form af unilaterale tiltag indenfor fiskeri og 

olie-og gasefterforskning, samt udvinding og dels i form at bilaterale aftaler med Japan, 

hvorigennem kinesisk tilstedeværelse i området gradvist legitimeres. Kina synes således 

at forfølge to spor samtidigt: En fortsat insisteren på de territoriale rettigheder samt en in- 

krementel forøgelse af tilstedeværelsen i området såvel militært som civilt. 

Kulturel imperialisme. 

I denne delanalyse berøres kort forhold af kulturel betydning. 

Da Senkaku øgruppen er ubeboet og der dermed ikke er nogen befolkning at påvirke, er 

kulturel imperialisme, i Morgenthaus traditionelle forstand, ikke mulig. I stedet undersøges 

kinesisk påvirkning af japansk og international opinion, samt brug af ”hjemlig aktivisme”. 

Der synes ikke at være tvivl om, at der i både Kina og Japan er tegn på at nationalisme og 

gensidig mistillid befolkningerne imellem også har sat sit præg på konflikten i det Østkinesiske 

Hav. Således gør Gungwu og Yongian sig til talsmænd for, at kinesisk nationalisme 

påvirker Kinas relationer til andre lande og at den nationalisme, der findes i både 

Kina og Japan gensidigt forstærker hinanden. En officiel japansk meningsmåling fra 2004 

viste en rekordlav japansk holdning til Kina, hvor 37,6 procent af japanerne følte sig venligt 

stemt overfor Kina, hvilket var et fald på 10,3 procent fra året før. Tilsvarende steg antallet 

af japanere, der følte sig fjendtligt stemt med 10,2 procent til 58,2 procent. 200 Det samme 

forhold ses spejlet i en officiel kinesisk undersøgelse, ifølge hvilken kun 6,3 procent af kineserne 

følte sig venlig stemt overfor Japan og hele 53,6 procent følte sig fjendtligt indstillet. 

201 

Selvom der givet er flere årsager til disse nationalistiske følelser, herunder ikke 

mindst de to landes konfliktfyldte forhistorie, ser Gungwu og Yongian også en kobling til 

199 

Trade, Interdependence, and Security, p. 352. 

200 


201 


57

konflikten om Senkaku Øgruppen, hvor de nationalistiske følelser i begge lande for alvor 

kom til udtryk i forbindelse med episoder omkring øerne. 202 Der er da også et tidsmæssigt 

sammenfald imellem de to meningsmålinger og en af de mange kriser om øgruppen. I an- 

dre studier af konflikten har nationalisme været anført som medvirkende årsag til konflik- 

ten, ligesom det har været anført, at særligt Kina var bekymret for at kunne kontrollere na- 

tionalistiske antijapanske følelser i befolkningen. 203 En nærmere undersøgelse af dette fæ- 

nomen falder udenfor rammerne af denne opgave, og svaret er givet både komplekst og 

uden en entydig lineær årsags-virkningsdynamik. Det kan dog undre, at Kina offentliggjor- 

de undersøgelser fra et statsligt universitet, som dokumenterer en stigning i problemet, 

såfremt man fra kinesisk side alene var interesseret i at nedtone problemet. Det kan pege 

på, at man fra kinesisk side også har en interesse i at signalere overfor Japan, at der er 

folkelig opbakning til de kinesiske krav. Også fra japansk side har man fra officielt hold 

tilsyneladende valgt at bruge intern nationalisme til udenrigspolitisk signalgivning. Således 

gengiver japansk presse i 1990, at Japan officielt vil anerkende det fyrtårn, der i 1978 blev 

rejst af japanske nationalister på øerne og i februar 2005 annoncerer Japan at fyrtårnet 

stilles under statens beskyttelse og Japan påbegynder tildeling af gasudvindingsrettighe- 

der i det af kineserne krævede område. Det medfører store protester og demonstrationer i 

Kina, herunder anslag mod Japans ambassade i Beijing. 204 Det virker som om både Kina 

og Japan, trods begge parters forsøg på de facto at kapitalisere udenrigspolitisk på inden- 

rigspolitiske strømninger, også er bekymrede for at nationalismen kommer ud af kontrol. 

På et møde i FN´s generalforsamling 1996 mellem de kinesiske og japanske udenrigsmi- 

nistre genfremsatte de begge deres krav på øerne, men var samtidig indstillet på, at nationalister 

ikke skulle eskalere konflikten og overskygge landenes gode bilaterale relationer. 

Ligesom Kina efter hændelsen i 2005 igen tog skridt til en normalisering af forholdet. 205 

Dette kan også forklare, hvorfor Kina ikke alene slår på sin påståede historiske adkomst til 

øerne, men også synes at benytte sig af juridiske argumenter som f.eks. havret. 

Delkonklusioner vedrørende kulturel imperialisme. 

På baggrund at den gennemførte analyse, er det ikke muligt at konkludere i hvilken grad 

Kina aktivt har benyttet sig af forsøg på kulturel imperialisme, eller om landet blot har gjort 

202 China and the New International Order, p. 42. 

203 China and the New International Order, p. 48. Og Popular Nationalism in China and the Sino-Japanese Relationship. 


205 Popular Nationalism in China and the Sino-Japanese Relationship, pp. 14 og 16. 

58

en dyd af nødvendigheden og udnyttet hjemlige nationalistiske strømninger til fremme af 

udenrigspolitiske mål. Kina synes ikke at ønske at forfølge kulturel imperialisme alt for ak- 

tivt, men benytter sig snarere af argumenter og metoder som anført i delanalysen om økonomisk 

imperialisme. 

Sammenfattende delkonklusion vedrørende imperialisme. 

På baggrund af delanalysen, er der indikationer på, at Kina i kraft af sin militære oprustning, 

herunder opbygningen af en mulig hangarskibskapacitet, er ved at skaffe sig midler 

til på længere sigt at kunne forfølge en imperialistisk strategi. Den påtænkte kinesiske forsvarsstrategi 

(Ø-kæderne) kan også i kraft af implikationerne for Japan pege på en de facto 

imperialisme, idet Kina inddrager Japansk territorialfarvand og dermed givet vil komme 

på kollisionskurs med Japanske interesser. En sådan politik er dog endnu ikke indenfor 

rækkevidde, grundet Kinas relativt begrænsede evne til magtprojektion. Der må også tages 

forbehold i forhold til at tilvejebringelsen af en kapacitet og en mulig maritim strategi 

ikke nødvendigvis udtrykker en faktisk kinesisk vilje til at udfordre status quo i form af militær 

imperialisme. For så vidt angår økonomisk imperialisme, kan det kinesiske ønske om 

fælles kinesisk-japansk udnyttelse af ressourcer omkring Senkaku Øgruppen også tolkes i 

imperialistisk retning. Ligesom de allerede igangværende tiltag indenfor gasudvinding og 

fiskeri må ses som udtryk for, at Kina de facto allerede fører en økonomisk imperialistisk 

politik. Herunder har Kina søgt at kombinere en samtidig indsættelse af militære og diplo- 

matiske midler. Kulturel imperialistisk politik synes, i det omfang den overhovedet har været 

søgt ført, under alle omstændigheder at have spillet en mindre fremtrædende rolle. 

Konklusion i forhold til imperialismens målsætning: 

I forhold til Morgenthaus tre mulige imperialistiske målsætninger, er der ikke grundlag for 

at antage at Kina på nogen måde aspirerer til ”World Empire”, ikke mindst set i lyset af 

udfordringerne med at balancere USA. ”Continental Empire” er ikke undersøgt, da det ikke 

synes relevant i forhold til Japan. Det efterlader ”local preponderance” som den mest begrænsede 

af de tre muligheder. Så længe Kina alene fører en økonomisk imperialistisk 

politik, synes local preponderance dog også at være vanskelig at føre ud i sin fulde konse- 

kvens. En sådan politik vil forudsætte en fortsat oprustning og evnen til at gennemføre en 

succesfuld del og hersk politik overfor USA og Japan. En mere begrænset form, hvor Kina 

59

i stigende grad opnår kontrol med regionens økonomiske ressourcer kan derimod ikke 

udelukkes. 

3.3 Analyse af prestige. 

Denne analyse har til formål at belyse i hvilken grad Kina fører en prestigepolitik overfor 

Japan, samt i hvilket omfang en sådan strategi understøtter en overordnet status quo 

og/eller imperialistisk politik. Analysen gennemføres i to dele, hvor midlerne diplomati og 

demonstration af militær magt undersøges. 

Diplomati 

I denne delanalyse undersøges hvilen rolle diplomati spiller i den aktuelle konflikt. Kina 

synes at have benyttet sig af diplomati i en række forskelige funktioner undervejs i det 

langstrakte kriseforløb. Nedefor undersøges diplomatiets rolle i forhold til, om det har haft 

karakter af overtalelse, kompromis eller trusler om brug af magt. 

Overtalelse 

Det mest indlysende eksempel på kinesisk forsøg på overtalelse, er at Kina vedholdende 

genfremsætter sine territoriale krav ved enhver given lejlighed. Uanset på hvilke andre 

områder Kina har opfordret til forsoning, udvikling af fælles interesser og nedtoning af konflikten, 

så er territorialkravet uforandret. Dette kom blandt andet symbolsk og konkret til 

udtryk i 1996: Som et modsvar på, at Japanske borgere opsatte endnu et fyrtårn på en af 

øerne søgte kinesere at hejse det kinesiske flag. 206 Denne handling rummer megen sym- 

bolik og kan tolkes som et forsøg på at øge Kinas prestige. Få dage efter ratificerede Japan 

”The Convention of the Law af the Sea” og erklærede en eksklusiv økonomisk zone, 

der inkluderde øgruppen. Kineserne udtaler, at Kina ikke vil gå på kompromis i suverænitetsspørgsmål, 

men genfremsætter dog samtidigt de tidligere forslag om gensidig økonomisk 

udnyttelse af området. 207 Så sent som i 2010, da krisen blussede op igen, standsede 

Kina midlertidigt sin eksport af sjældne jordarter til Japan 208 

. Her ses altså en kombination 

206 


207 


208 

Strategic Survey 2011, p. 349. (Sjældne jordarter er vitale til blandt andet elektronikfremstilling og Kina kontrollerer en betragtelig del 

af verdensmarkedet). 

60

af uofficielle symbolske handlinger, trusler og forsøg på tvangsdiplomati, koblet til en offi- 

ciel melding om at man ikke vil gå på kompromis på suverænitetsspørgsmålet, men gerne 

forhandle om andre emner som økonomisk udnyttelse. 

De føromtalte anslag mod Japans ambassade i Beijing, som følge af de kinesiske demonstrationer 

mod Japans officielle overtagelse af fyrtårnet, kan også tolkes som et kinesisk 

forsøg på indirekte at lægge pres på Japan. Både de facto og de jure er ambassader 

ukrænkelige dele af et hjemlands territorium, 209 

og derfor har de også en meget symbolsk 

betydning. Værtslandet, hvor en ambassade er placeret, går derfor normalt meget langt for 

at beskytte ambassaden. Når man dertil lægger at Kina i almindelighed udøver en høj grad 

af kontrol i det offentlige rum, kan det ikke udelukkes at Kina har billiget, eller i hvert ikke 

ønsket aktivt at forhindre, anslaget. Såfremt denne antagelse er korrekt, kan det tolkes 

som et forsøg på at lægge pres på Japan ved at signalere, hvilke alvorlige følger Japans 

politik kan få. 

Kompromis 

Der har i en række tilfælde været eksempler på kompromis, ofte initieret af Kina. I perioden 

1972-1978 gennemførtes bilaterale drøftelser mellem Kina og Japan, hvor der fra 

begge sider argumenteredes for at stridighederne burde bilægges og ikke skulle stå i vejen 

for et styrket forhold mellem de to lande. I 1984 udtalte Kinas premierminister Deng 

Xiaoping, som før nævnt, at territoriale stridigheder ikke skulle stå i vejen for Kinas øko- 

nomiske udvikling. Han foreslog at der i stedet burde fokuseres på ”fælles udnyttelse” af 

ressourcerne. 210 Igen i 2008 var der åben uenighed mellem den kinesiske og den japan- 

ske premierminister om rettighederne til Senkaku Øerne. Men den Kinesiske premierminister 

Deng Xiaoping nedtonede senere konflikten til fordel for stabilitet og samarbejde. 211 

Dette underbygges til stadighed af forhandlingerne om fælles ressourceefterforskning og 

de jævnlige mæglingsforsøg. 212 

De mange kinesiske forsøg på at deeskalere konflikten og betone de to landes fælles inte- 

resser synes at understøtte en status quo politik, hvor Kina, i hvert fald midlertidigt, stiller 

209 

Den Store Danske Encyklopædi, femte bind, pp. 153-154 (opslag: diplomatisk immunitet) og The New Encyclopædia Britannica, vol. 

4, p. 638 (opslag: extraterritoriality): Ambassaders status er fastlagt i Wienerkonventionen af 1961. 

210 

Popular Nationalism in China and the Sino-Japanese Relationship, p. 10. 

211 

Chinese Energy Security, pp. 88-89. 

212 


61

sig tilfreds med tingenes tilstand. Eftersom Kina allerede har påbegyndt udnyttelse af gasfelterne 

i området, kan de diplomatiske udspil dog også ses at understøtte økonomisk im- 

perialisme idet Kina, som nævnt i analysen om økonomisk imperialisme, fortsætter sine 

udvindingsaktiviteter i området og også ønsker at forhandle om netop økonomisk udnyttelse 

af området. Det kan endvidere diskuteres hvilken interesse Kina overhovedet har i et 

kompromis. I forhold til det overordnede suverænitetsspørgsmål vil et kompromis være at 

sidestille med et de facto tab, hvis resultatet bliver at Japan bevarer suveræniteten. Derimod 

vil et kompromis give mening, såfremt Kina ikke finder en ændring i den nuværende 

suverænitet realistisk. I den situation vil enhver indrømmelse til Kina i forhold til økonomisk 

og kommerciel udnyttelse være en de facto gevinst. Ud fra denne argumentation kan en 

kombination også være attraktiv for Kina, idet fortsatte forhandlinger, så længe de ikke 

fører til Kinesisk frasigelse af suverænitetskravet, i værste fald blot fører til en fortsættelse 

af den nuværende modus vivendi og i bedste fald giver Kina flere og flere rettigheder. 

Trusler om brug af magt 

Efter den føromtalte kollision mellem en kinesisk trawler og to Japanske orlogsskibe i 

2010, deployerede Kina fiskerimyndigheder til området med henblik på at beskytte fiskeriet 

samt de kinesiske fiskeres liv og ejendom. Kina advarede Japan om alvorlige konsekven- 

ser såfremt fiskerne ikke blev løsladt. Kort efter blev fiskerne løsladt, hvorefter krisen klingede 

af. Kina og Japan genoptog derefter forbindelsen på højeste niveau. 213 

Det står ikke 

klart hvad Kina lægger i begrebet ”alvorlige konsekvenser”, men sammenholdt med deployeringen 

af kinesiske fiskerimyndigheder for at beskytte fiskernes ”liv og ejendom”, kan 

det tolkes som en kinesisk trussel om brug af magt såfremt Japan igen opbringer kinesiske 

fiskere, uagtet at disse måske fisker ulovligt. Hermed eskalerer Kina konflikten med trusler, 

dog kun kortvarigt indtil Japan løslader fiskerne. Truslerne kan selvfølgelig primært have 

sigtet på at løse den aktuelle situation, men vil givet også have en langsigtet effekt i forhold 

hvor høj en politisk pris Japan er villig til at betale for at håndhæve jurisdiktionen i området. 

Vil Japan igen risikere diplomatisk forviklinger og krise blot for at opbringe et fiske- 

fartøj? Hvis ikke, vil de kinesiske trusler reelt have understøttet en økonomisk imperialistisk 

politik ved at fremmetvinge en større grad af japansk ”laden stå til” overfor det kinesiske 

fiskeri. 


62

Kina har også overfor Japan om ikke truet så i hvert fald ytret sig om nødvendigheden af 

at anskaffe sig hangarskibe. På et møde i Beijing i 2009, spurgte den japanske forsvars- 

minister til de kinesiske hangarskibe og fik af den kinesiske forsvarsminister at vide at: 

”China will not remain the only major country without an aircraft carrier. China’s navy is 

currently rather weak, so we need to develop an aircraft carrier.” 214 

Ud over at udtalelsen 

direkte til en japansk minister synes at bekræfte Kinas intentioner om rent faktisk at an- 

skaffe sig en hangarskibskapacitet, så kobles det at være et ”major country” med besid- 

delse af hangarskibe, hvilket dels siger noget Kinas selvopfattelse, samt om landets frem- 

tidige aspirationer. Da Japan ikke råder over egentlige hangarskibe, kan udtalelsen også 

tolkes som en implicit antydning af at Japan ikke betragtes som et ”major country”. Beho- 

vet motiveres dog også med udgangspunkt i en nuværende noget svag flåde, hvilket kan 

tolkes som en understøttelse af en status quo politik i forhold til de lande, der rent faktisk 

har hangarskibe og stærke flåder i øvrigt – herunder USA. 

Delkonklusion vedrørende diplomati: 

Kina synes at benytte sig af en bred palet af diplomatiske virkemidler spændende fra bila- 

terale forhandlinger på embedsmandsniveau, over drøftelser på stats- og regeringschefsniveau. 

Kina benytter sig af varierende budskaber, hvor hovedkravet på retten til øerne 

ikke synes til forhandling, men hvor der dog i varierende grad lægges vægt på konfliktens 

betydning i forhold til de samlede relationer mellem Kina og Japan. Kina har således gen- 

tagne gange søgt at nedtone konflikten i forhold til fortsat samarbejde, hvilket indikerer at 

Kina ikke er indstillet på en reel konfrontation, der kunne risikere at eskalere til brug af mili- 

tær magt. Dette falder i tråd med min tidligere konklusion, der pegede på, at Kina overordnet 

forfølger en status quo politik, og derfor ikke er interesseret i at forfølge en militær im- 

perialistisk politik. Omvendt går Kina i en række tilfælde ”lige til stregen” og fremsætter 

trusler samtidig med, at blandt andet fiskerimyndigheder deployeres til området. Det kan 

omvendt indikere, at Kina ikke ønsker kompromis for enhver pris, men rent faktisk ønsker 

at fortsætte sine økonomiske aktiviteter i området, altså en økonomisk imperialistisk politik. 

214 The Long March to Power, p. 160. 

63

Demonstration af militær magt. 

I denne delanalyse undersøges Kinas brug af militære magtmidler som led i en prestigepo- 

litik. Der ses særligt på flådeopbygning med henblik på magtprojicering, afholdte demon- 

strationer og øvelser, samt deployering af enheder til Østkinesiske hav. 

I forbindelse med den føromtalte japanske rejsning af det andet fyrtårn i 1996, returnerede 

de japanske aktivister i september for at udføre reparationer på fyrtårnet og få dage sene- 

re gennemførte PLAN øvelser i blokade og sølandsætninger på eget territorium. Det er 

ifølge Beukel 215 

næppe tilfældigt at Kina lod en sådan øvelse komme til offentlighedens 

kendskab, og hændelsen kan derfor tolkes som et signal om at Kina besidder evnen til, om 

nødvendigt, at gennemføre militære operationer rettet mod øerne. 

I 2004 deployerer Kina en Han klasse ubåde ind i Japansk territorial farvand sydvest for 

216 

Okinawa (ikke langt fra Senkaku). Denne hændelse blev af Bussert og Elleman set som 

et led i en mere aktiv brug af Kinas ubådsvåben og en test af Japansk beslutsomhed. 

Hændelsen affødte da også alarmering af det japanske forsvar for kun anden gang siden 

anden verdenskrig. 217 Samme år annoncerer Kina oprettelse af en flådereserve til brug i 

det Østkinesiske hav. 218 

Dette tiltag synes dog til dels at være af symbolsk karakter, idet 

det alene dækker over omorganisering af allerede eksisterende maritime kapaciteter og 

dermed er ”en gratis omgang” for Kina. 

Mønsteret med kinesiske øvelser og deployeringer i kølvandet på en diplomatisk krise 

gentog sig i marts 2005, hvor en gruppe kinesiske aktivister gik i land og tilbageholdtes i to 

dage af den japanske kystvagt. Officielle kinesiske protester fulgte og Kina afholdte flådeøvelser 

i det Østkinesiske Hav og deployerede fire orlogsskibe tæt på øerne. Begge stater 

219 

intensiverede undersøgelser af naturgasforekomster i det omstridte område. I forbindelse 

med de japanske protester mod Kinas udnyttelse af Chunxiao gasfeltet i 2005 sendte 

Kina, som nævnt, fem orlogsfartøjer på besøg i området og rettede i den forbindelse 

skibskanoner direkte mod et japansk overvågningsfly. 220 


216 Chinese Energy Security, p. 88 og People’s Liberation Army Navy, p. 62. 





64

Kina har i konfrontationerne med Japan benyttet sig af en kombination af flåde og kystforsvarsfartøjer 

samt civile fartøjer. Således har Kina sendt først ubevæbnede fartøjer og si- 

den orlogsfartøjer til det omstridte område både i 2004, som før omtalt i 2005 og igen 

2010, hvor Kina afholdt en stor flådeøvelse nær Okinawa. I forbindelse med den omtalte 

hændelse fra 2010, hvor en kinesisk trawler påsejlede skibe fra den japanske kystvagt, og 

der efterfølgende blev indsat kinesiske orlogsfartøjer, 221 er det meget vanskeligt at forestil- 

le sig hvilket motiv en civil kinesisk fisker skulle have til på egen hånd at risikere sit fiskefartøj 

og dermed sine indtjeningsmuligheder, hvorfor det må være rimeligt at se denne 

hændelse som sanktioneret og orkestreret fra officielt kinesisk hold. Set i lyset af at Japan 

er Kina maritimt overlegent, samt at der ikke var tale om en permanent deployering af ki- 

nesiske orlogsfartøjer, synes det derfor rimeligt at betragte hændelserne som kinesisk signalgivning. 

Det er i den forbindelse interessant at bemærke, at der igennem forløbet har 

været tale om en stadig voksende kinesisk indsats – både hvad angår antal flådeenheder 

og disses faktiske optræden. Kina har i relation til sine amfibiestyrker, trods disses be- 

grænsede kapacitet, også afholdt demonstrationsøvelser i landsætninger hvor medierne 

har været inviteret. 222 

Dette indikerer, at Kina primært benytter sine amfibieenheder til at 

demonstrere militær magt. Netop i forhold til de omstridte øer er en sådan kapacitet relevant 

at demonstrere, idet den understreger, at Kina vil kunne sætte handling bag evt. ønske 

om at besætte øerne. Set i det lys synes demonstrationen af Kinas amfibiestyrker 

overvejende at understøtte en imperialistisk politik. 

I takt med Kinas anskaffelse af flådeenheder med en egentlig blue water kapacitet, er det 

223 

vurderingen at anskaffelsen af en hangarskibskapacitet er et prioriteret mål for Kina. 

Hvad der imidlertid står mere uklart er, hvilken rolle en sådan kapacitet er tiltænkt. I dette 

afsnit argumenterer jeg for, at en hangarskibsanskaffelse primært synes at have symbolsk 

værdi i en overskuelig fremtid. 

Anskaffelsen af en hangarskibskapacitet har været genstand for megen diskussion – også 

224 

herhjemme. Det er den generelle vurdering, at Kina vil søge at anskaffe sig et eller flere 

hangarskibe på kort eller mellemlangt sigt. 225 

Således har Kina udviklet fly, der kan opere- 

221 


222 


223 

People’s Liberation Army Navy, pp. 101 og 111-112. 

224 

Aircraft Carriers: China’s way to Great Power Status? 

225 

Aircraft Carriers: China’s way to Great Power Status?, pp. 5 og 27. 

65

e fra hangarskibe, ligesom man har opført et hangarskibstestcenter på land. 226 Dertil 

kommer kinesiske studier foretaget på importerede hangarskibe og indkøb af bl.a. katapul- 

ter til opsendelse af fly. 227 I følge Bussert og Elleman kan Kina have produceret to mel- 

lemstore hangarskibe i år 2015. 228 Nødskov vurderer at Kina, fordi de så at sige starter på 

bar bund, tidligst kan have en reelt operativ hangarskibskapacitet i 2020. 229 Jane’s anfø- 

rer, at Kina allerede har projekteret et skib og vil have en træningskapacitet i 2012 og en 

operativ kapacitet i 2017 230 . Selvom Kina som nævnt også har anskaffet sig moderne 

overfladeenheder og ubåde til en carrier task group, vil en sådan kapacitet fortsat være 

teknologisk og numerisk underlegen i en konfrontation mod Japan og USA. Dette taler 

imod brugen af hangarskibe i forhold til en imperialistisk politik. I hvert fald på kort og mel- 

lemlangt sigt. Det udelukker naturligvis ikke brugen i andre operationer, herunder i konflik- 

ter, hvor USA ikke er part. Kinas evne til magtprojektion i forhold til de ovenfor nævnte for- 

svarslinjer forbedres også, ligesom det understøtter en status quo politik gennem en for- 

bedring af magtbalancen. Under alle omstændigheder vil hangarskibe med tilhørende 

eskorteskibe udgøre et meget synligt symbol på kinesisk magt. Set i dette lys, kan de der- 

for understøtte en prestigepolitik overfor blandt andre Japan, et synspunkt der deles af 

Bussert og Elleman: ”The development of aircraft carrier capabilities is clearly part of the 

PLAN’s long-term plans, either as a status symbol or as an emblem of China’s role as a 

major naval power.” 231 Dette argument understøttes også af kinesiske udtalelser fra flå- 

dens politiske kommissær, som udover nytteværdien af hangarskibe netop betoner den 

symbolske værdi: “the building of aircraft carriers is symbol of an important nation and is 

very necesary for China’s future.” 232 Lignende udtalelser er i 2009 kommet fra det politiske 

niveau: “PLAN deputy Political Commisar Wu Huayang said that “China already possess- 

es the economic and technological power required for building an aircraft carrier […]”, and 

[…] that “building an aircraft carrier is the will of the people and is necessary for the devel- 

opment of our navy as well as being a symbol of China’s position in the world.” 233 

Udtalel- 

sen rummer flere interessante aspekter: For det første er den noget optimistisk i forhold til 

de vestlige vurderinger af, hvornår Kina rent faktisk besidder teknologien til at bygge et 

226 


227 

People’s Liberation Army Navy, pp. 111-114, Aircraft Carriers: China’s way to Great Power Status?, pp. 5 og 13-14. 

228 


229 


230 

Jane’s Fighting Ships 2011-2012, pp. 129 og 136. 

231 


232 


233 


66

hangarskib (se ovenfor), det kan derfor betyde, at Kina så at sige prøver at kapitalisere på 

prestigeeffekten på forhånd. For det andet bruges ental, og da ét skib, ifølge Nødskov ikke 

giver megen operativ værdi, 234 kan det antyde, at det at besidde kapaciteten synes mere 

vigtigt, end hvad den egentlig skal bruges til. Endelig nævnes symbolværdien direkte kob- 

let til Kinas position i verdenssamfundet, og dermed som et element i en prestige politik. 

Samme vurdering deler Nødskov, der anfører at et hangarskib vil være et markant symbol 

på kinesisk stormagtstatus. 235 Nødskov citerer kinesiske kilder: “A nation cannot become 

a great power without having an aircraft carrier” Lt Gen Wang Zhiyan, deputy director of 

the PLA General Armaments Department, stated in 2006 that “aircraft carriers are a very 

important tool available to major powers when they want to protect maritime rights and 

interests. As China is such a large country with such a large coastline and we want to protect 

our maritime interests, aircraft carriers are an absolute necessity.” 236 Selvom Zhiyan 

her taler om at beskytte Kinas interesser, hvilket indikerer en defensiv strategi og dermed 

peger på en status quo politik, kan der eventuelt ligge mere i udtalelsen end blot at hånd- 

hæve Kinas suverænitet, idet Kina allerede er i stand til dette med sine nuværende militære 

kapaciteter, herunder brug af fly fra fastlandet. En hangarskibskapacitet kan altså ikke 

udelukkes at skulle bruges til at understøtte en imperialistisk politik. Beskyttelse af maritime 

rettigheder og interesser kan i den forbindelse godt tolkes som territoriale krav. Nødskov 

opsummerer således og betoner dermed igen prestigeelementet: ”There are there- 

fore many important military strategic reasons why China wants an aircraft carrier, not to 

mention the prestigious symbolic value of the carriers, which the Chinese are acutely 

aware of.” 237 Et andet spørgsmål er, hvor mange hangarskibe Kina i givet fald vil anskaffe. 

På grund af behovet for vedligeholdelse og træning vil Kina for at have et skib operativt 

skulle bruge to til tre skibe. Afhængig af skibenes størrelse og dermed antallet af fly de kan 

medføre, vil Kina ligeledes skulle bruge to til tre skibe selv i en mindre konflikt. 238 Yoshima- 

ra og Holmes deler opfattelsen af at Kinas mulige hangarskibskapacitet vil komme til at 

spille en begrænset rolle rent operativt, og motiverer derfor anskaffelsen med ønsket om 

prestige. 239 

Udviklingen på dette område vil således kunne bruges som en mulig indikator 

på Kinas intentioner, idet en beskeden hangarskibsanskaffelse vil have begrænset opera- 

234 


235 


236 


237 


238 


239 


67

tiv værdi og derfor primært understøtte en prestigepolitik rettet mod status quo. Såfremt 

Kina reelt ville forsøge at rykke ved den overordnede magtbalance, skulle der en markant 

anskaffelse til. 

I den mere bløde ende benytter Kina sig også af fremvisning af sin militære styrke: Under 

PLAN 60 års fødselsdag blev der afholdt en storstilet parade, hvor der, udover deltagelse 

fra en række større overfladeskibe og fly, også for første gang offentligt blev fremvist to 

atombevæbnede ubåde. 240 En sådan fremvisning af militær magt er naturligvis ikke mål- 

rettet Japan, men det faktum, at man vælger at fremvise to atombevæbnede ubåde, må 

tages som et udtryk for, at Kina dels ønsker at vise sin status og specifikt ønsker at frem- 

vise våben målrettet magtbalancering og afskrækkelse, idet atombevæbnede ubåde netop 

er en avanceret del af en atomar triade. 241 

At dømme efter kinesiske udtalelser, synes der generelt at være en bevidsthed om at mili- 

tære kapaciteter er mere end blot ”værktøjer” i ”værktøjskassen”: ”Senior Captain Liu Yiji- 

an of the People’s Liberation Army Navy […] states that ”Possession of a big and powerful 

naval force [is] of great strategic importance in defending national security, promoting a 

242 

nation’s economic development, and maintaining a nation’s international standing.” De 

to første opgaver er naturlige opgaver for militære styrker i alle stater. ”Maintaning a nati- 

on’s international standing” derimod må siges direkte at understøtte en prestigepolitk. 

Denne dobbelte anvendelse af Kinas militære magtmidler kan principielt anvendes til un- 

derstøttelse af såvel en status quo som en imperialistisk politik. Et udsagn der også understøttes 

af Saunders et al. der anfører at Kina både forstår at anvende sin flåde til reel 

magtudøvelse og afskrækkelse, samt som et middel til fremhævelse af Kinas image som 

en voksende magt. 243 

Her argumenteres dels for at prestigepolitikken understøtter status 

quo, men også at Kina i vise situationer går videre, således som konfrontationerne i det 

Østkinesiske Hav har vist. 

Delkonklusion vedrørende demonstration af militær magt. 

Kina synes meget bevidst om den aktive brug af fremvisning af militær styrke. Både i forhold 

til at demonstrere landets militære formåen generelt, herunder betoning af landets 


241 Strategy in the Contemporary World, p. 213. 


243 The Chinese Navy, p. 215. 

68

evne til magtprojektion, men også specifikt i relation til den aktuelle konflikt, hvor Kina gen- 

tagne gange i forbindelse med spændinger og diplomatiske kriser indenfor kort tid har de- 

ployeret enheder til det Østkinesiske Hav, og i flere tilfælde har afholdt øvelser i den type 

operationer, der forventeligt ville karakterisere en væbnet konflikt om Senkaku Øerne. 

Sammenfattende delkonklusion vedrørende prestige. 

Delanalysen viser en række indikationer på, at Kina fører en prestigepolitik, såvel med di- 

plomatiske midler som i forhold til fremvisning af militær styrke. Det kan ikke entydigt kon- 

kluderes at denne prestigepolitik alene understøtter en status quo eller en imperialistisk 

politik. For status quo taler, at Kina, særligt på det diplomatiske område, ofte betoner de to 

landes fælles interesser. For imperialisme taler, at Kina med sine demonstrationer af bl.a. 

amfibiestyrker og udtalelser om hangarskibe demonstrerer kapaciteter, der i særlig grad er 

egnet til offensiv magtprojektion. Der synes derfor at være tale om en kombineret presti- 

gepolitik rettet mod såvel en overordnet fastholdelse at status quo, men også en villighed 

til at indsætte militære midler særligt i forhold til at sikre Kinas økonomiske aktiviteter. Det- 

te peger på, at Kina, med sin prestigepolitik, også understøtter en økonomisk imperialistisk 

politik. Der er ikke indikationer på, at Kina forfølger en prestigepolitik for prestigens egen 

skyld. 

69

4. KONKLUSION OG PERSPEKTIVERING 

På baggrund af de tre delanalyser i foregående kapitel sammenstilles delkonklusionerne, 

med det formål at fremkomme med en samlet konklusion vedrørende Kinas strategi overfor 

Japan. 

Hvilken rolle spiller status quo? Den kinesiske opfattelse af status quo skal ses i lyset af 

Japans nære forhold til USA, herunder ikke mindst tilstedeværelsen af amerikanske styrker 

i Japan og regionen som helhed. En tilstedeværelse USA, i medfør af sin netop offentliggjorte 

strategi, må forventes at forøge, hvilket vanskeliggør kinesiske forsøg på at føre 

en del og hersk politik. Kina kan i det lys have vanskeligt ved at balancere Japan, hvilket 

taler for, at en status quo strategi overordnet set er, hvad Kina realistisk set kan opnå – i 

hvert fald så længe USA fortsat besidder sin nuværende politiske, økonomiske og militære 

overlegenhed. 

Hvilken rolle spiller imperialisme? Den kinesiske militære oprustning, herunder anskaf- 

felsen af kapaciteter der øger Kinas evne til militær magtprojektion over store afstande, 

kan på lang sigt muliggøre militær imperialisme. Set i lyset af den overordnede magtba- 

lance og Kinas relativt svage udgangspunkt ligger et sådant scenarie dog langt ude i fremtiden. 

Dertil kommer, at der ikke i analysen er fundet entydige indikationer på, at Kina rent 

faktisk ønsker at føre en sådan politik. 

Der er derimod en række indikationer på, at Kina specifikt i forhold til konflikterne med Ja- 

pan aktivt forfølger en økonomisk imperialistisk politik i form af ressourceudnyttelse i de 

omstridte områder, hvilket også sandsynliggøres af Kinas voksende energibehov generelt. 

Hvilken rolle spiller prestige? Der er ikke indikationer på, at Kina forfølger en prestige- 

politik for prestigens egen skyld. Derimod synes Kina generelt at være bevidst om prestigepolitik 

som middel til at understøtte særligt en status quo politik, men også i nogen grad 

en økonomisk imperialistisk politik. I begge tilfælde synes Kina at have benyttet sig af både 

diplomatiske og militære midler i et forsøg på at understrege sin magt og status. 

70

Sammenfattende konklusion i forhold til Kinas strategi overfor Japan 

I forhold til min problemformulering: ”Med udgangspunkt i klassisk realisme analyseres 

Kinesisk strategi overfor Japan i det Østkinesiske Hav. Det søges herunder belyst hvilken 

indflydelse begreberne status quo, imperialisme og prestige har for Kinas ageren.” kan det 

konkluderes, at Kinas strategi overfor Japan, i konflikten om Senkaku Øgruppen i overve- 

jende grad har været præget af ønsket om status quo og dermed balancering af Japan og 

USA. Der er herunder indikationer på, at Kina har afprøvet muligheden for i begrænset 

omfang at føre en del og hersk politik, hvor USA søges holdt ude af den aktuelle konflikt. 

Kina søger sideløbende hermed at gennemføre en økonomisk imperialistisk politik, foku- 

seret på kontrol med olie- og gasressourcer samt fiskeriressourcer. Politikken er ofte bak- 

ket op af militære midler, dog uden at der dermed bliver tale om en egentlig militær imperi- 

alistisk politik, dertil besidder Kina ikke de fornødne militære kapaciteter. Min korte diskus- 

sion af nationalisme som element i en eventuel kulturel imperialistisk politik, har ikke af- 

dækket noget entydigt mønster i forhold til, om Kina aktivt spiller på nationalistiske og hi- 

storiske følelser. Det tyder på, at Kina her træder varsomt, uden dog at være blind for at 

udnytte muligheden for at sende truende signaler til Japan. Kina har i høj grad været be- 

vidst om brugen af prestigepolitik både i forhold til at understøtte status quo politikken i 

form af afskrækkelse, men også i forhold til at understøtte sin økonomisk imperialistiske 

politik, hvor særligt kinesisk demonstration af flådemagt spiller en stor og sandsynligvis 

voksende rolle. 

I forhold til min indledende undren over den internationale debat om Kina, synes der i for- 

hold til henholdsvis den optimistiske og den mere pessimistiske vurdering af Kinas rolle i 

det internationale samfund, snarere at være tale om et ”både/og” end et ”enten/eller”. Kina 

synes at søge at maksimere sin indflydelse indenfor rammerne af den overordnede magtbalance, 

med USA som den dominerende aktør, men er alligevel villig til at gå langt for at 

sikre sine økonomiske interesser. Også så langt at der kan opstå situationer, hvor brugen 

af militær magt kan være en risiko. 

Perspektivering 

Kinas nuværende strategi overfor Japan, synes overvejende præget af ønsket om at opretholde 

status quo, herunder at balancere USA, samt i mere begrænset omfang at føre 

71

en økonomisk imperialistisk politik i forhold til at sikre sig adgang til særligt olie- og gas- 

ressourcer i det Østkinesiske Hav. Med dette som udgangspunkt diskuteres her hvordan 

kinesisk strategi overfor Japan kan udvikle sig fremadrettet, samt hvilke indikatorer, der 

kan indvarsle et eventuelt skift i kinesisk strategi mere generelt. 

Selvom USA's meget omtalte strategiske re-orientering indebærer øget fokus på Kina, har 

vi endnu til gode at se en konkret udmøntning at denne strategi. Det vil dog være nærlig- 

gende at antage, at et sådant amerikansk strategiskifte vil betyde, at Kina på kort og mel- 

lemlangt sigt fortsætter sin nuværende strategi, idet en mulig imperialistisk politik bliver 

mere, snarere end mindre, vanskelig at forfølge for Kina. 

Såfremt fremskrivningerne af Kinas økonomiske udvikling i forhold til USA viser sig at hol- 

de stik, vil dette være en væsentlig faktor, der på langt sigt kan ændre den nuværende 

overordnede magtbalance. Dels vil Kina selv kunne accelerere sin igangværende modernisering 

af sit militær og dermed kunne overkomme de problemer, jeg har påpeget i for- 

hold til at kunne projicere sin militære magt. Samtidigt vil USA få stadig vanskeligere ved 

at opretholde sit nuværende massive kvalitative og kvantitative militære forspring og der- 

med også ved at opretholde en troværdig militær tilstedeværelse i Fjernøsten. 

Hvor dette efterlader Japan er et åbent spørgsmål, der både afhænger af, om USA fortsætter 

sine sikkerhedsgarantier overfor landet, samt af Japans egen økonomiske og politiske 

udvikling. Et mere isoleret Japan kan, med de nuværende udenrigs-og forsvarspoliti- 

ske begrænsninger, få vanskeligt ved at balancere Kina på egen hånd. Hvorimod en Japansk 

”normalisering” af udenrigs- og forsvarspolitikken, sammenholdt med Japans bety- 

delige økonomiske formåen, forventeligt vil kunne resultere i et Japansk forsøg på at balancere 

og afskrække Kina. Det første scenarie vil muliggøre en fortsat økonomisk impe- 

rialistisk politik, hvorimod det andet scenarie risikerer at øge omkostningerne i form af øget 

risiko for konfrontation. Tydelige indikatorer på en mere aktivistisk Japansk udenrigs- og 

forsvarspolitik vil først og fremmest være ændringer af den Japanske forfatning, således 

bindingerne i forhold til brug af militære styrker ophæves. Dernæst en faktisk Japansk ind- 

sættelse af egentlige kampenheder i missioner udenfor landets grænser. Mere konkret i 

forhold til Kina, vil anskaffelse af offensive kapaciteter som hangarskibe, krydsermissiler 

og langtrækkende fly signalere et skift. Endelig vil en ændring af Japans nuværende status 

fra atomar tærskelstat til at besidde atomvåben signalere en egentlig Japansk afskrækkel- 

72

se, og også at Japan, af den ene eller den anden grund, ikke længere forlader sig alene 

på amerikanske sikkerhedsgarantier . 

Såfremt Kina fortsætter sin igangværende modernisering af sit militær og også fortsætter 

med anskaffelsen af offensive kapaciteter som hangarskibe, langtrækkende fly og amfibieenheder, 

vil størrelsen af disse kapaciteter kunne indikere, hvilken strategi Kina ønsker 

at forfølge. En begrænset kapacitet på eksempelvis tre hangarskibsgrupper, vil, jævnfør 

mine analyser, primært kunne bruges til at føre en prestigepolitik samt til at understøtte 

begrænset militær magtprojektion til brug for eksempelvis fredsbevarende operationer. En 

sådan kapacitet vil være lig den Storbritannien og Frankrig opretholder med hver to hangarskibe. 

244 

Skulle Kina imidlertid vise sig at anskaffe flere hangarskibe med tilhørende 

eskorteenheder, vil dette, sammen med en fortsat kvantitativ og kvalitativ forbedring af den 

øvrige flåde, kunne indikere at Kina reelt søger at udfordre USA's rolle som verdens ene- 

ste militære supermagt. Og dermed en mulig Kinesisk militær imperialisme på længere 

sigt. 

Såfremt Kina på den anden side vælger at tilsidesætte sine territoriale krav overfor Japan i 

det Østkinesiske Hav og dermed accepterer Japansk overherredømme over Senkaku 

Øgruppen, vil det indikere en accept af status quo og efter alt at dømme også, at Kina ikke 

ønsker at bruge sin voksende økonomiske og militære magt til imperialistiske formål. Så 

længe suverænitetsspørgsmålet derimod holdes labilt, vil Kina i kraft af sin voksende 

magt, kunne forfølge en inkrementel økonomisk imperialistisk politik gennem en fortsat 

kombineret anvendelse af diplomatiske, økonomiske og militære virkemidler. 

Teoretisk og metodisk Refleksion. 

Da Morgenthau beskæftiger sig med staten som enhedsaktør, er en naturlig konsekvens 

ved min valgte teoretiske model, at interne faktorers betydning i såvel Kina som Japan 

ikke er medtaget i opgaven. Et andet I.P. teoretisk perspektiv som det liberalistiske, ville 

med udgangspunkt i den demokratiske fredstese, 245 

kunne nuancere særligt min perspek- 

tivering: De langsigtede konsekvenser af Kinas indenrigspolitiske udvikling i retning af mere 

eller mindre demokrati indgår for eksempel ikke som en faktor i specialet. En yderligere 

konsekvens at at betragte staten som enhedsaktør er, at jeg ikke har undersøgt mulige 

244 

The Military Balance 2010, pp. 130 og 169. 

245 

Teori fremsat af Michael W. Doyle, gående ud på at demokratiske stater ikke fører krig mod hinanden. Verdenssamfundet, pp. 3-4. 

73

interne motiver for den foreslåede fremskudte forsvarstrategi. Strategien med de to forsvarsringe 

er fremsat af en højtstående kinesisk søofficer, og er i min analyse brugt som 

udtryk for en mulig imperialistisk strategi. Hvorvidt der kunne ligge andre motiver bag, som 

værns- eller industriinteresser, har ikke været en del af analysen. 

En tredje konsekvens af at tage udgangspunkt i klassisk realisme er, at magtbegrebet bliver 

forholdsvist centralt, hvorved faktorer som økonomi, institutionel indbinding og hele 

normbegrebet træder i bagrunden eller helt udelades. Jeg synes dog, med Morgenthaus 

teoretiske begrebsapparat at have fundet en model, der også muliggør inddragelsen af 

særligt de økonomiske faktorer, men også mere normative elementer – dog ikke i forhold 

til efterlevelse af normer som et mål, men som et muligt middel. 

Min konklusion, der peger i retning af såvel status quo som økonomisk imperialisme, peger 

også på en mulig svaghed i Morgenthaus teori: Nemlig den, at det, trods en overordnet 

magtbalance, synes muligt at gennemføre inkrementelle imperialistiske tiltag, så længe 

disse ikke fremkalder væbnet konflikt. Det synes at gå videre end de ”minor adjustments” 

Morgenthau selv anfører som mulige indenfor rammen af status quo. Morgenthau angiver 

ikke selv entydige kriterier for, hvor skellet går mellem justeringer i rammen af status quo, i 

forhold til hvornår handliger bliver udtryk for imperialisme. 

Selvom jeg i specialet har berørt sikkerhedsdilemmaets mulige betydning, er denne faktor 

et at de mere usikre elementer i realismens ellers rationalistiske begrebsverden. Ikke de- 

sto mindre gør netop sikkerhedsdilemmaet det vanskeligt at konkludere entydigt i forhold 

til Kinas motiver for at opruste. Samlet synes Morgenthaus teori dog fortsat at rumme en 

betydelig forklaringskraft, også i forhold til andre faktorer end brug af magtmidler som strategisk 

værktøj. Særligt synes prestigebegrebet at give Morgenthaus begrebsapparat en 

spændvidde, der med inddragelsen af aktørers perception som en relevant faktor, giver 

den klassiske realisme fortsat aktualitet. 

Morten Birch-Jensen 

74

Bilag 1: BIBLIOGRAFI 

Kilderne er anført i alfabetisk rækkefølge. 

A History of the Modern Chinese Army, Xiaobing Li, The University Press of Kentucky, 

Kentucky, 2007. 

A Rising China and Security in East Asia, Indentity construction and security discourse, 

Rex Li, Routledge, London and New York, 2009. 

Aircraft Carriers: China’s way to Great Power Status?, Kim Nødskov, China Studies, 

Institute for Strategy, Royal Danish Defence College, Copenhagen, 2008. 

Asia Looks Seaward, Power and Maritime Strategy, Toshi Yoshimara and James R. 

Holmes, Praeger Security International, Westport, Connecticut and London, 2008. 

Beyond the Strait: PLA Missions Other Than Taiwan, Roy Kamphausen, David Lai and 

Andrew Scobell, Strategic Studies Institute, U.S. Army War College, Carlisle, PA, 2009. 

China and the New International Order, Wang Gungwu and Zheng Yongian, Routhledge, 

London and New York, 2008. 

China’s National Defense in 2010, Information Office of the State Council, The People’s 

Republic of China, March 2011, Beijing. 

China’s New Diplomacy, Rationale, Strategies and Significance, Zhiqun Zhu, Ashgate, 

Surrey, England and Burlington, USA, 2010. 

China’s Rise and its Limitations: China at the Crossroads, National Institute for Defense 

Studies, Tokyo, 2007. 

China, the United States, and Southeast Asia, Contending perspectives on politics, 

security and economics, Evelyn Goh and Sheldon W. Simon, Routledge, London and 

New York, 2008. 

China Turns to Multilateralism, Foreign policy and regional security, Guoguang Wu 

and Helen Lansdowne, Routledge, London and New York, 2008. 

Chinese Energy Security: The Myth Of The PLAN’s Frontline Status, Ryan Clarke, 

U.S. Army War College, Carlisle, PA, 2010. 

Chinese Warfighting, The PLA Experience Since 1949, Mark A. Ryan, David M. Finkelstein, 

and Michael A. McDevitt, The CNA Corporation, London and New York, 2003. 

Danmarks Radio, P1, Orientering, sendt kl. 1710 5. marts 2012. Indslag af Tage Baumann. 

Indslaget er tilgængeligt på www.dr.dk Hentet 12. april 2012, kl. 2143. 

Den Store Danske Encyclopædi, Danmarks National Leksikon A/S, 1996. 

Foreign Affairs, March/April 2011, Vol 90, Number 2, New York, Artikel: “Will China’s 

Rise Lead to War?”, af Charles Glaser. 

75

Foreign Affairs, January/February 2012, Vol 91, Number 1, New York, Artikel: “Balancing 

the East, Upgrading the West, U.S. Grand Strategy in an Age of Upheaval”, af Zbigniew 

Brzezinski. 

Foreign Affairs, March/April 2012, Vol 91, Number 2, New York, Artikel: “The Future of 

U.S.-Chinese Relations”, af Henry A. Kissinger. 

For Mutual Benefit: The Japan-US Security Treaty: From a Japanese Perspective, 

Dizo Sakurada, Centre for Strategic Studies, Victoria University of Wellington, 1997. 

Geopolitics, Geography and Strategy, Colin S. Gray and Geoffrey Sloan, Frank 

Cass,London, 1999. 

Håndværk og Horisonter – tradition og nytænkning i kvalitativ metode, Rasmus Antoft, 

Michael Hvid Jacobsen, Anja Jørgensen og Søren Kristiansen, Syddansk Universitetsforlag, 

Odense, u.å. 

Interpreting China’s Military Power, Doctrine makes readiness, Ka Po Ng, Frank 

Cass, London and New York, 2005. 

Introduction to Global Politics, Richard W. Mansbach and Kirsten L. Rafferty, 

Routledge, London and New York, 2008. 

Jane’s Fighting Ships 2011-2012, Commodore Stephen Saunders RN, IHS Global Limited, 

2011. 

Japan Statistical Yearbook 2011, Ministry of Internal Affairs and Communications, Tokyo, 

2010. 

Morgenavisen Jyllandsposten, 3. april 2012: Artikel: ”Japan gør klar til at skyde nordkoreansk 

raket ned” af Thomas Høy Davidsen. 

On China, Henry A. Kissinger, Allen Lane (Penguin Books), London, 2011. 

People’s Liberation Army After Next, Susan M. Puska, Strategic Studies Institute, Carlisle, 

PA, 2000. 

People’s Liberation Army Navy, James C. Bussert and Bruce A. Elleman, Naval Institute 

Press, Annapolis, Maryland, 2011. 

Politics Among Nations, Hans J. Morgenthau, McGraw-Hill, New York,1993. 

Popular Nationalism in China and the Sino-Japanese Relationship, Erik Beukel, DIIS 

Report 2011:01, Danish Institute for International Studies, Copenhagen, 2011. 

SIPRI Yearbook 2011, Oxford University Press, 2011. 

Strategy and the National Security Professional, Strategic Thinking and Strategy 

Formulation in the 21 st Century, Harry R. Yarger, Praeger Security International, Westport 

Connecticut and London, 2008. 

Strategy in the Contemporary World, an Introduction to Strategic Studies, John Baylis, 

James J. Wirtz, Colin S. Gray, and Eliot Cohen, Oxford University Press, 2007. 

76

Strategic Survey 2011, The Annual Review of World Affairs, Routledge, London and 

New York, 2011. 

Strategy –The Logic of War and Peace, Edward N. Luttwak, The Belknap Press of Harvard 

University Press, London, 2001. 

Sustaining U.S. Global Leadership: Priorities For 21 st Century Defense, Department 

Of Defense, Washington, D.C., januar 2012, hentet på www.defense.gov 12. april kl. 1622, 

2012. 

Sådan Bliver Kina Supermagt, Magnus Hjortdal, Institut for Statskundskab, Københavns 

Universitet, København, 2009. 

The Art of War, Sun Tzu, Westview Press, Boulder Colorado og Oxford, 1994, Citatet på 

specialets forside er fra bogens p. 183. 

The Balance of Power in Asia-Pacific Security, US-China policies on regional order, 

Liselotte Odgaard, Routledge, London and New York, 2007. 

The Chinese Armed Forces in the 21 st Century, Larry M. Wortzel, Strategic Studies Institute, 

Carlisle, PA, 1999. 

The Chinese Army Today, Tradition and Transformation for the 21 st Century, Dennis 

J. Blasko, Routledge, London and New York, 2006. 

The Chinese Navy, Expanding Capabilities, Evolving Roles, Phillip C. Saunders, 

Christopher D. Yung, Michael Swaine, and Andrew Nien-Dzu Yang, National Defense University 

Press, Washington, D.C., 2011. 

The Long March To Power, The New Historic Mission Of The People’s Liberation 

Army, Kim Nødskov, Royal Danish Defence College Publishing House, Copenhagen, 

2009. 

The Military Balance 2010, The International Institute for Strategic Studies, London, 

2010. 

The New Encyclopædia Britannica, By Encyclopædia Britannica, Inc. 1992. 

The People’s Liberation Army And China In Transition, Stephen J. Flanagan and Michael 

E. Marti, National Defense University Press, Washington, D.C., 2003. 

The Return of China, Globalization and Economic Power, Hans Hækkerup, Royal Danish 

Defence College Publishing House, Copenhagen, 2009. 

The Rise of China and International Security, America and Asia respond, Kevin J. 

Cooney and Yoichiro Sato, Routledge,London and New York, 2009. 

Trade, Interdependence and Security, Ashley j. Tellis and Michael Wills, The National 

Bureau of Asian Research, Seattle and Washington, D.C., 2006. 

Verdenssamfundet, Simon Ingemar og Sabrina Fast, Forsvarsakademiet, København, 

2011. 

77

FREMTIDIG KINESISK DOMINANS? - Forsvarsakademiet

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?