FDF Vejle 1 bog 300707.indd - FDF Vejle 1. kreds

FDF Vejle 1 100 års jubilæum 

Udgivet af FDF Vejle 1 

August 2007 

Redaktionelt arbejde 

Morten Bergsøe 

desuden 

Ole Nyborg Pedersen 

Torben Elbek 

Kurt Videbæk 

Grafisk arbejde 

www.lemann.dk 

FDF Vejle 1 

Postkort, stemplet 1909 

FDF Vejle 1 

100 ÅRS JUBILÆUM 

2007

FDF Vejle 1. kreds siger tak……… 

Denne bog er finansieret med midler skænket af fonde, banker, foreninger, menighedsråd, 

virksomheder m.m. Uden disse donationer havde det ikke været muligt 

at udgive en så stor og fyldestgørende bog og ikke mindst i denne fortrinlige 

kvalitet. 

Vi siger vore sponsorer hjerteligt tak ! 

Arbejdernes landsbank 

Bodil og Jørgen Munck-Christensens Kulturlegat 

Bredballe Menighedsråd 

Den Hindborgske Fond 

Fionia Banks Aktiefond 

HC Etiketter, Odense 

ISABELLA FONDEN 

Jelling Sparekasse 

Konsul, grosserer Oswald Christensens Mindefond 

Mediegruppen Reklamebureau 

Menighedsrådet Vinding Sogn 

MIDDELFART SPAREKASSE 

Mølholm Menighedsråd 

Nørremarkkirkens menighedsråd 

Palle Iversen A/S 

Sct. Georgs Gilderne i Vejle - Den Humanitære Pengetank 

Sct. Nicolai Sogns Menighedsråd 

Sydbank Sønderjyllands Fond 

VAF FONDEN 

Vor Frelsers Sogn menighedsråd 

Y´s Men´s Club I Vejle 

Y´s Men´s Club II Vejle 

Y´s Men´s Club Vejle Vadestedet 

Formandens forord 

I 100 år har FDF haft sit virke i Vejle til 

gavn for byens børn og unge. 

I 1907 var verden meget anderledes 

end i dag, og der var ikke mange aktiviteter 

for børn. 

FDF så det som en af sine opgaver, at 

gøre noget ved dette. 

I tidens løb er der gennemført mange 

aktiviteter og mange problemer har 

fundet deres løsning, så i jubilæumsåret 

er FDF stadig en særdeles livskraftig 

forening. 

I jubilæumsåret har FDF Vejle 1´s bestyrelse 

fundet det vigtigt, at få beskrevet 

udviklingen siden starten. Til 

daglig er det ikke historieskrivning, 

man bruger tiden på – derimod dagens 

og morgendagens arbejde. 

Det har været et stort arbejde at gennemgå 

og indsamle 100 års historie 

– og alt er måske heller ikke kommet 

med. Forhåbentlig kan bogen – udover 

at fortælle historien om FDF Vejle 

1 - også være et bidrag til den lokale 

historie om børn og unges fritidsliv i 

Vejle. 

Økonomi og lokaleproblemer har i tidens 

løb fyldt meget – men i dag rækker 

kommunen en hjælpende hånd 

med løsningen af dette, så alle de frivillige 

hænder – og alt arbejde i FDF er 

stadig ulønnet, som det var for 100 år 

siden – kan rettes mod det væsentlige: 

nemlig arbejdet med børn og unge. 

Der skal lyde en stor tak til forfatteren 

– Morten Bergsøe – som har påtaget 

sig den store opgave at gennemgå 

protokoller og arkivsager fra de 100 år 

og sammenstille det til en læseværdig 

helhed. 

Og også en stor tak til sponsorerne, 

som har gjort det muligt at udgive 

denne flotte bog. 

Torben Elbek 

Formand for bestyrelsen 

4 5

Forfatterens forord 

Da jeg for efterhånden to år siden sagde 

ja til at skrive denne bog, var det 

med en vis ærefrygt. 

For det første vidste jeg at der, meget 

naturligt, ville blive kigget med kritiske 

øjne på det endelige produkt. 

Det var dog ikke fordi jeg ikke har haft 

lyst til opgaven, da jeg allerede for næsten 

20 år siden begyndte at kigge på 

FDF Vejle 1’s historie. Efter jeg forlod 

Vejle i 1996 har jeg dog måttet lægge 

kredsens historie på hylden, hvilket 

betød at der var en del der skulle genopfriskes 

før jeg kunne komme i gang. 

I første omgang gik jeg i gang med at 

kigge på kredsens eget arkiv, og dette 

måtte siges i lange perioder at være 

mangelfuldt. Specielt er perioden 

fra omkring 1930 og frem til sidst i 

1940’erne stort set fraværende – papirerne 

er ganske enkelt blevet væk. 

Ud over FDF-stoffet, måtte jeg undervejs 

læse mig gennem meget andet lokalhistorisk 

materiale, hvilket har været 

spændende. 

En lang række personer har været inde 

over, og meget ofte har de kunnet hjælpe 

når arkiverne ikke rakte. Specielt 

den ovennævnte periode, har jeg fået 

mange gode oplysninger fra personer 

i hele landet. I den forbindelse, har jeg 

ofte modtaget billeder, der har dækket 

de 100 år FDF har været i Vejle. 

Desuden har Vejle Byhistoriske Arkiv 

og Stadsarkiv mange gange været inde 

over, og arkivarerne skylder jeg en stor 

tak, for deres utrættelige indsats, med 

at finde ud af mærkelige ting – ofte i 

løbet af ganske kort tid. 

En enkelt person vil jeg dog nævne i 

denne sammenhæng, og det er Ole Nyborg 

Pedersen. Ole har gennem mange 

år været med i kredsen, og har ved siden 

af været tæt på det lokalhistoriske 

miljø i Vejle, hvilket har gjort ham til 

en god samarbejdspartner. 

Til sidst er der kun at sige 

God læselyst 

Morten Bergsøe 

Indholdsfortegnelse 

Sponsorer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 4 

Formandens forord . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 5 

Forfatterens forord . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 6 

Indholdsfortegnelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7 

Det kirkelige børne- og ungdomsarbejde før FDF . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 9 

FDF grundlægges . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 13 

FDF og KFUM-spejderne . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 27 

Besættelsen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 43 

1940’erne . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 53 

1950’erne . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 55 

1960’erne . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 67 

1970’erne . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 77 

1980’erne . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 83 

1990’erne . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 91 

De sidste 10 år . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 99 

Et trut i vores trækbasun . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 101 

Sæt sejlene til . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 117 

Hytter og huler vi bygger . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 129 

Kredsens tilholdssteder gennem 100 år . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 151 

De andre kredse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 165 

Økonomisk støtte . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 167 

Gamle Drenge Foreningen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 171 

Kildeliste . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 179 

6 7

Den 10. december 1885 kunne Indre Mission i Vejle slå dørene op til deres eget missionshus 

på Langelinie. Interessen for det nye hus var så stor at gulvet pludseligt sank under vægten 

af de mange mennesker. Panikken blev afværget, og festlighederne flyttet til Sct. Nicolai 

Kirke. 

De møder der førte til oprettelsen af FDF blev holdt i missionshuset, og gennem mange år 

brugte kredsen desuden huset når der skulle holdes fester og lignende. 

Indre Mission satte huset til salg den 1. december 1998, hvorefter det blev ombygget til 

ungdomsboliger. 

(Venligst udlånt af Vejle Byhistoriske Arkiv og Stadsarkiv) 

Det kirkelige børne- og ungdomsarbejde før FDF 

I slutningen af 1800-tallet var der 

mange steder grøde i det kirkelige liv - 

dette gjaldt også i Vejle. I 1863 tiltrådte 

C. C. Wittrup som sognepræst i byen. 

På dette tidspunkt var der kun en 

kirke, Sct. Nicolai på Kirketorvet. Vejle 

var dog på dette tidspunkt ved at ændre 

udseende. I årene mellem 1870 og 

1911 steg befolkningstallet fra 9.015 til 

17.261. Denne ret voldsomme tilvækst 

i befolkningen skyldtes at der i denne 

periode opstod en række større industrivirksomheder 

i byen – blandt andet 

Hess’ jernstøberi og bomuldsspinderierne. 

Tilflytningen fra land til by 

bevirkede at byen også arealmæssigt 

voksede betydeligt i denne periode. 

Gennem de 25 år Wittrup var præst i 

byen oplevede han at ikke mindre end 

tre frikirker blev etableret. Der var tale 

om metodistkirken, baptist- og adventistmenigheden. 

Præsten var noget 

uforstående overfor dette, da han 

ikke mente at der kunne være tale om 

så mange forskellige afskygninger af 

Gud, og han nægtede da også udefrakommende 

adgang til at tale i kirken. 

I 1880 fik Wittrup ordineret J. L G. 

Mønster som medhjælper, og denne 

havde et noget andet syn på forkyndelsen. 

Tre år efter sin tiltræden stiftede 

han en ynglingeforening, der dog 

ikke kun var for unge, men folk af alle 

aldersklasser. Denne forening blev 

brugt som forum for samtaler og børnegudstjenester. 

På grund af aldersspredningen 

i foreningen endte den 

dog med at knække over i to, og medlemmerne 

over 30 kom over i Indre 

Missions Broderforening. 

Dette forarbejde førte til at der var basis 

for at bygge et missionshus , der 

stod færdigt i december 1885. En af de 

ledende skikkelser i arbejdet for Indre 

Mission var missionær I. H. Fenneberg, 

der en del år senere skulle være 

med til at stifte FDF i Vejle. 

Efter missionshusets bygning blev den 

allerede eksisterende søndagsskole 

flyttet fra kirken til missionshuset. 

I forbindelse med Indre Missions arbejde 

i Vejle blev der dannet forskellige 

foreninger. En for drenge, KFUM, 

og en for piger, KFUK. Desuden blev 

8 9

En af de mænd der var med til at stifte FDF Vejle var bagermester 

Fenneberg, der var født i 1855. Fenneberg drev gennem 

en årrække bagerforretning i Fiskergade, men arbejdet 

som indremissionær tiltrak ham mere, og allerede i 1908 

overtog hans søn butikken. 

Den stærke tilknytning til Indre Mission gjorde at han havde 

et meget anstrengt forhold til pastor Geismar, der blev ansat i 

1913. Da Geismar oprettede Menighedshuset (Vesterbrogade) 

betegnede Fenneberg dette som ”et meget voveligt skridt. 

Fenneberg døde i 1930. 

Vejles fattigkommission bestod i 1914 af lærerinde Olga Knudsen, 

Fenneberg, typograf Gustav Andersen og former Anders 

Andersen. 


der oprettet den før omtalte broderforening, 

og en kvindeforening der hovedsageligt 

skulle tage sig af forhold i 

forbindelse med ydre mission. 

Som tiden gik voksede arbejdet i 

KFUM, og i 1898 kunne man flytte til 

sin egen treetagers bygning på hjørnet 

af Herslebs- og Nutzhornsgade. Bygningen 

måtte dog udvides betydeligt i 

1925 for at få plads til medlemmerne. 

KFUM-bygningen kom de næste 

mange år til at spille en væsentlig rolle 

i FDF-arbejdet, da det var her det tog 

sin begyndelse og kredsen brugte huset 

som tilholdssted de næste mange 

år. 

Kampen mellem medlemmerne af Indre 

Mission og de øvrige folkekirkelige 

retninger fortsatte gennem en længere 

årrække. Forskellene kom meget tydeligt 

til udtryk da Vejle stod overfor at 

skulle have sin anden kirke, Vor Frelsers 

Kirke, i 1907. Fra det første ønske 

blev fremsendt til biskoppen, og til 

kirken stod færdig, skulle der gå ikke 

mindre end otte år. 

Initiativtagerne bad høfligt de indre 

missionske kredse om at holde sig 

væk fra byggekomiteen, da de mente 

at Indre Mission allerede havde sat sig 

tungt på byens kirkeliv – faktisk var 

vurderingen fra modstanderne at Vejle 

var nummer fem blandt de missionske 

byer i Danmark. 

Tilknytningen fra de indre missionske 

kredse forblev dog også størst til Sankt 

Nicolai Kirke. 

Opsplitningen mellem de kirkelige retninger 

holdt sig også efter indvielsen 

af Vor Frelsers Kirke, og da personkredsen 

bag den nye FDF-kreds – der 

blev stiftet få måneder før Vor Frelsers 

Kirke blev indviet – kom fra Indre 

Mission beholdt FDF sin tilknytning 

til Sankt Nicolai Kirke de næste 

mange år. 

10 11

Arkitekt Holger Tornøe stiftede i 1902 den første FDF-kreds 

på Frederiksberg. I løbet af ganske få år lykkedes det at få 

spredt ideen til resten af landet. 

Sammen med Holger Tornøe var Ludvig Valentiner med til 

at stifte FDF i 1902. Når Tornøes planer skulle føres ud i livet 

var Valentiner manden der kunne omsætte dem til praksis. 

Ludvig Valentiner var landsforbundets formand fra 1909 til 

1954. 

FDF grundlægges 

”Ja, vi er jo alle enige om, at Tornøes 

forslag er godt, når bare det kan gå, 

så må vi se at få det til at gå. Lad os 

ikke sidde og spilde tiden”. 

Disse ord faldt på et møde på Frederiksberg 

den 16. september 1902 i 

kunstmaleren Wenzel Tornøes atelier. 

Her var man i gang med at forhandle 

om oprettelsen af FDF. 

Ideen med at oprette FDF kom fra 

den unge arkitektstuderende Holger 

Tornøe. Han havde gennem sit arbejde 

som søndagsskolelærer ved Lukaskirken, 

fundet ud af at der manglede 

noget for de store drenge, der kunne 

holde på dem fra søndagsskolealderen 

til de blev gamle nok til at komme 

med i det civile KFUM. Holger Tornøe 

forelagde ideen for sin gode ven 

teologistuderende Ludvig Valentiner, 

der også var søndagsskolelærer ved 

Lukaskirken. 

Ideen var at drenge fra alle samfundslag 

skulle kunne mødes på lige fod i 

den nye forening, det vigtige var den 

kristne ramme, aktiviteterne skulle så 

tilpasses, så de optog drengene. 

En stor inspirationskilde for Tornøe 

var desuden det engelske Boys Bri- 

gade – han fik kendskab til dette arbejde 

gennem en norsk bog. Boys Brigade 

var oprettet i 1883, og havde derfor 

allerede en del erfaringer med den 

type arbejde som Holger Tornøe syntes 

manglede for drengene. To måneder 

før mødet i Wenzel Tornøes atelier 

havde Holger Tornøe fortalt om planerne 

til Lukaskirkens præst Harald 

Ostenfeldt, og denne havde opfordret 

Tornøe til at arbejde videre – de næste 

to måneder må have været hektiske for 

Tornøe og Valentiner. 

Formålet med det nye forbund var 

stort set en kopi af Boys Brigades – en 

enkelt ændring blev det dog til (her 

fremhævet med fed): ”Forbundets formål 

er At berede vejen for Kristi 

riges udbredelse blandt drenge”. 

Efter dette arbejde kunne den nye forening 

stiftes. Som officiel stiftelsesdato 

valgtes den 27. oktober 1902. Herefter 

gik arbejdet med at træne førere 

i gang, og den 14. februar 1903 kunne 

man afholde et åbningsmøde, og den 

19. februar blev der taget fat på det 

egentlige drengearbejde. 

To år efter at FDF-arbejdet var startet 

på Frederiksberg blev der oprettet 

12 13

FDF Vejle 1. kreds stifter var A. M. 

Jensen, eller som det fulde navn lød 

Anton Marius Sophus Jensen. 

Blandt FDFerne i Vejle gik han under 

betegnelsen landtøren, på grund af 

sit arbejde som landinspektør. 

Oprindeligt var A. M. Jensen fra 

Odense hvor han var født den 2. april 

1879. Efter studieet til landinspektør 

kom han til Vejle i 1901, og blev ansat 

hos landinspektør E. Olesen på Kirketorvet. 

Allerede året efter blev han 

kompagnon i firmaet, for endeligt 

helt at overtage det i 1913. 

Gennem årene boede A. M Jensen 

flere forskellige steder i byen, men 

for mange forbindes han med adressen 

Orla Lehmannsgade 5, der ligger 

på hjørnet af Orla Lehmannsgade og 

Torvegade. 

Ret hurtigt efter sin ankomst til Vejle kom A. M. Jensen med i arbejdet omkring KFUM, og 

det var her han mødte en række af de personer, som senere skulle være med til at stifte FDF. 

Gennem hele sit liv elskede A. M. Jensen at lege , og ofte var det ham der førte an når der 

skulle dystes i forskellige discipliner på sommerlejrene på Randsborg. En ting var dog fredet 

når der skulle leges, og det var hans langpibe. 

Det var også landtørens skyld at kredsen fik sin sommerlejr på Hvidbjerg, da han gennem sit 

arbejde havde fået øje på dette stykke jord. I 1914 rejse Randsborg sig så, og i 1926 byggede 

landtøren et sommerhus til sig selv ikke så langt fra Randsborg. 

På den 3½ tønder land store grund, som tidligere var ramme om Randsborg er der i dag 

bygget 50 sommerhuse. 

Det var ikke kun FDF A. M. Jensen involverede sig i – fra 1917 til 1931 sad han i Vejle byråd 

for Venstre. 

A. M. Jensen døde den 30. august 1950. 

kredse andre steder i landet – blandt 

andet i Aalborg og Odense - og atter to 

år senere var turen kommet til Vejle. 

Disse første år kom også til at betyde 

en del for FDF på landsplan. Efterhånden 

som medlemsskaren voksede, var 

det nødvendigt med en overordnet koordination, 

og denne kom med stiftelsen 

af landsforbundet i 1905. Samme 

år som FDF kom til Vejle udkom medlemsbladet 

Danske Drenge også for 

første gang, nu var det muligt at følge 

med i hvad FDFere i resten af landet 

foretog sig, bladet var på denne måde 

med til at skabe en fællesskabsfølelse i 

det nye forbund. 

FDF træd an 

At Vejle fik en FDF-kreds i 1907 skete 

naturligvis ikke uden et vist forarbejde. 

I somrene 1906 og 1907 havde uniformerede 

korps lagt vejen omkring 

byen. Blandt andet var FDF Svendborg 

draget på en tur der blandt andet 

gik til Århus, Silkeborg og Vejle. Denne 

tur var med til at vække ideen om 

at også Vejle skulle have et FDF-arbejde. 

En anden gruppe der havde vakt 

opmærksomhed var et søndagsskolehold 

fra Horsens, som havde været på 

besøg i Vejle – og de havde deres eget 

orkester med. 

Børsen-Hansen kom fra Haderslev, hvor han var født i 1876, 

til Vejle i 1901, hvor han med det samme blev en del af KFUM. 

Som en del af sin uddannelse til urmager havde han været i 

Schweiz og Berlin, samt København. På det tidspunkt var Haderslev 

en del af Tyskland, og Børsen-Hansen tilhørte her det 

danske mindretal. 

I forbindelse med FDF i Vejle blev Børsen-Hansen den første 

kredsfører. 

Senere kom Børsen-Hansen med i søndagsskolearbejdet i den 

vestlige bydel, og forlod i den forbindelse det aktive arbejde i 

FDF. 

Omgivet af sine medarbejdere viser Børsen-Hansen, t.h.,’ her 

sin forretning frem i 1910. 


14 15

En række af mænd med baggrund i 

Indre Mission sendte derfor bud efter 

Holger Tornøe, som holdt et åbent møde 

i missionshuset – og hermed var 

grunden til byens første FDF-kreds 

lagt. 

Ret hurtigt efter besøget af Holger Tornøe 

tog planerne fart, den 22. august 

1907 holdt det der senere skulle blive 

den første bestyrelse et møde hvor de 

drøftede planen om et FDF-arbejde i 


Den 28. august 1907 kunne kredsen 

så for første gang tage opstilling. Ikke 

mindre end 176 drenge havde taget 

imod invitationen og var mødt op ved 

KFUM. 

Den første bestyrelse 

Landinspektør Anton Marius 

Jensen, formand 

Sognepræst C. M. Christensen, 

næstformand 

Konstruktør Edgar Jerichau, 

kasserer 

Missionær I. H. Fenneberg 

Købmand August Hertzum 

Urmager J. Børsen-Hansen 

Sadelmager J. P. Hansen 

Landinspektør A. M. Jensen kom, som 

den der havde taget ideen til sig, til at 

stå som stifteren af FDF i Vejle. I forbindelse 

med oprettelsen af kredsen 

blev han i første omgang valgt som både 

formand og kredsfører. Først to år 

senere får kredsen en egentlig kredsfører, 

da urmager J. Børsen-Hansen 

valgtes til denne post. 

FDF-arbejdet var på dette tidspunkt 

meget anderledes end det vi kender i 

dag. Gymnastik, boldspil, foredrag og 

eksercits var for 100 år siden de primære 

aktiviteter. Aktiviteterne var 

meget lig dem der foregik i ungdoms- 

, gymnastik- og skytteforeningerne, 

men med det kirkelige indhold som 

en forskel. Dette arbejde var i stor stil 

udsprunget af tabet af Sønderjylland 

i 1864, hvor den nationalromantiske 

følelse var blevet vakt – med Dalgas’ 

ord: Hvad udad tabes skal indad vindes. 

FDF blev derfor heller ikke tilknyttet 

noget internationalt netværk – i modsætning 

til KFUM. 

I 1908 får kredsen stillet et område 

på den sydlige mole til rådighed for 

sit boldspil. Dette vil dog kun finde 

sted de aftner hvor der ikke møder så 

mange – ellers er det eksercits der står 

på programmet. Samme år bliver det 

desuden muligt at oprette endnu en 

klasse. 

Året efter får kredsen ny kredsfører, 

Urmager Børsen-Hansen, og allerede 

på det første førermøde i den nye position 

markerer han sig, ved at stille forslag 

om indkøb af nogle trægeværer. 

Da dette var en ny aktivitet mente Jerichau 

at dette måtte være noget bestyrelsen 

skulle tage stilling til. Forslaget 

gik på at geværerne skulle bruges til 

øvelse – ikke til marchture. Købet af 

trægeværerne besluttes med overvældende 

flertal, da det kun er Jerichau 

der stemmer imod. Samtidig må man 

dog også have haft adgang til andre 

geværer, da en af aktiviteterne i kredsen 

på dette tidspunkt var salonskydning. 

Hvor længe geværerne har været 

brugt til arbejdet vides ikke, men i 

1921 sættes de til salg efter at have stået 

ubrugte i gymnastiksalen gennem 

længere tid. I den forbindelse kan det 

nævnes at de første kredse på Frederiksberg 

fra begyndelsen også havde 

trænet med geværer, men øvelserne 

med disse var ophørt i 1909 – altså et 

år før FDF Vejle indkøbte sine. 

De første sommerlejre 

Året efter kredsens stiftelse drog drenge 

og førere af sted på den første sommerlejr. 

Fra den 17. til den 19. juli var 

man på tur til Rørbæk sø. 

De kommende år lå de forskellige 

sommerture i pinseferierne, hvor man 

blandt andet besøgte Skamlingsbanken 

og Svendborg. 

I 1912 beder man kommunens bogholder 

om at skaffe gratis telte til brug 

for kredsens sommerlejr. Dette lykkes 

dog ikke, og i stedet må teltene lejes 

ved militæret. Sommerlejren foregår 

det år ved Rosenvold. 

Opdragelse i FDF 

Fra begyndelsen har ordensregler 

været et punkt på mange møder. I 

1909 bliver det forbudt at ryge under 

marchture og hvil i forbindelse med 

FDF. Om det har været svært at overholde 

forbuddet, eller der var kommet 

flere rygere i kredsen, skal ikke kunne 

Den nystiftede 

kreds er her stillet 

op til fotografering 

foran 

KFUM-bygningen 

i Herslebsgade. 

Hvilket år 

der er tale om 

er lidt usikkert, 

da både 1908 og 

1911 er nævnt på 

billedet. 

16 17

De første mange år var cykler 

det mest brugte transportmiddel, 

når kredsen drog på lejr. 

Både blandt drenge og førere 

– og i alovr og leg. 

Vejle Stadion blev brugt flittigt 

til opvisninger i både march og 

idræt. 

18 19

siges, men da der året efter stilles forslag 

om at danne en antirygeforening 

bliver dette dog nedstemt. 

Samme år rejser Evald Christensen 

spørgsmålet om man ikke kan forvente 

lydighed af drengene i FDF uden at 

man behøver at slå eller nappe. Svaret 

fra mødet lød: ” Det vedtoges at svare 

at det håbes at drengene af FDF ikke 

behøver at behandles sådan”. 

Samtidig med disse debatter markerer 

man fra FDF Vejle også holdningen 

at FDF skal være for alle, da man 

modsætter sig at der skal betales fast 

kontingent for hver dreng, og i det hele 

taget mener man fra kredsens side at 

Landsforbundets administration måske 

er ved at være for stor og dyr. 

Jyllandsslaget 

Krig og krudtugler 

Udbruddet af den Første Verdenskrig 

i 1914 gjorde at ikke alle aktiviteter i 

FDF kunne gennemføres som hidtil. 

Blandt andet blev der indført rationering 

på en del varer. 

Det tætteste FDF i Vejle kom på krigen 

var under planlægningen af årets 

store pinsetur. Den 31. maj 1916 var 

Christian Dysted og kredsfører Nielsen 

draget ud for at kigge på rute og 

overnatningsmuligheder. Mens de to 

er i Grindsted kan de høre kanontorden 

der ruller ind over den jyske hede. 

Første Verdenskrigs største søslag, 

Jyllandsslaget, blev udkæmpet ud for 

den jyske vestkyst, og kanontordenen 

Mellem den 31. maj og 1. juni 1916 blev 1. verdenskrigs største søslag udkæmpet 

ud for den jyske nordvestkyst i Skagerrak. Slaget stod mellem 

England og Tyskland. 

Englænderne led de største tab, men slaget betød også at tyskerne gennem 

den næste del af krige holdt sig langs kysterne, og englænderne 

kunne på denne måde sikre sig herredømmet på overfladen, mens tyskerne 

efterfølgende begyndte at bruge ubåde i større stil. Dette betød 

for tyskerne at de ikke kunne få forsyninger frem. 

I slaget mistede englænderne seks krydsere og otte destroyere samt 6100 

soldater. De tyske tab var 1 slagskib, fem krydsere, fem destoyere og 

2550 mand. 

Nordbanegården 

I 1868 kom jernbanen til Vejle, 

og der blev bygget en station på 

Borgvold. Denne station kom senere 

til at hedde Vejle H. 

I 1894 åbnede en privatbane 

mellem Vejle og Give, som fik sit 

udgangspunkt fra Vejle Nordbanegård. 

Indkørslen til denne 

lå nogenlunde hvor trinbrættet 

Vejle Sygehus ligger i dag. 

Banen til Give blev overtaget af 

staten i 1914, og i samme forbindelse 

forlænget til Herning. 

Banen mellem Vejle og Grindsted 

havde også udgangspunkt 

fra Vejle Nord – denne bane lukkede 

i 1957. 

Vejle Nord blev lukket i 1970. 

var så kraftig at den kunne høres langt 

ind i Jylland. 

Turen blev planlagt: ”..og 100 drenge i 

rene, hvide bluser og med fuld oppakning 

stillede op ved KFUM og marcherede 

derfra til Nordbanegården, 

hvor to vogne stod parat til os”. 

De næste dage går med vandreture og 

overnatning på hølofter. Afslutningen 

på turen var dog ikke mindre begivenhedsrig 

end starten: ”Ved hjemkom- 

sten til Vejle blev vi modtaget af nogle 

af drengenes forældre, som længtes 

efter deres ”lille dengse”, og da vi 

marcherede gennem Vestergade, var 

trængslen så stor, at al kørende færdsel 

måtte standse. Vi trådte af på torvet, 

en stor oplevelse rigere”. 

Pinseturen året efter kom også til at 

stå i krigens tegn. En del af drengene 

kom nemlig til at overnatte hos broren 

til Niels Kjeldsen, en af de mest kendte 

soldater fra 1864-krigen. 

Manglende førere 

I 1918 står kredsen med et stort problem 

– der er akut mangel på førere. Et 

af kredsens problemer er at man tidligere 

har afvist mænd der har spurgt 

om de kunne blive førere i kredsen. Da 

kredsen desuden på dette tidspunkt 

har mange medlemmer overvejer man 

Niels Kjeldsens 

kamp mod prøjserne. 

Som 23-årig 

mødte Niels 

Kjeldsen i 1863 

ved 6. dragonregiment 

i Itzehoe, 

som dengang var 

en del af Danmark, 

for at træde 

ind i militæret 

og blive dragon. 

Under en mindre 

kamp mellem 

ryttere fra 

de prøjsiske 

styrker og danskerne 

mellem 

Blåkjær skov og 

Højen blev Niels 

Kjeldsen skudt 

ned bagfra den 

28. februar 1864. 

I dag kan der på 

landevejen mellem 

Vejle og Kolding 

ses en mindesten 

over Niels 

Kjeldsen. 

20 21

Når FDF trådte 

an de første år 

var det noget der 

tiltrak sig opmærksomhed. 

Her er kredsen 

på vej op gennem 

Havnegade 

på vej mod Kirkegade. 

på mødet den 6. februar 1919 om der 

skulle oprettes endnu en FDF-kreds i 

Vejle. I første omgang mener man ikke 

at det er muligt at få oprettet en ny 

kreds, hvorfor dette udskydes. 

Samtidig med at FDF mangler førere 

bliver man spurgt om man vil have 

noget imod at der oprettes et KFUMspejderkorps. 

Indtil da havde KFUMarbejdet 

i Vejle kun været det civile 

– altså arbejdet uden uniform. FDF 

har ikke noget at indvende mod dette. 

Hvor gammel man skal være for at 

blive optaget hos KFUM-spejderne er 

ikke helt afklaret, men FDF mener at 

den skal være enten 13 eller 14 år. 

I foråret 1919 ser det desuden lidt lysere 

ud for FDF hvad angår førere – en 

række personer er ved at blive spurgt 

om de kunne tænke sig at blive førere 

i kredsen. 

Krisen kradser 

På samme tid som FDF siger ja til at 

KFUM opretter en spejderafdeling, 

står kredsen i akutte pengeproblemer. 

Problemet er så alvorligt, at det bliver 

nødvendigt at lave en kassekredit 

i Vejle Bank på intet mindre end 1000 

kroner. Det skal her indskydes at man 

på dette tidspunkt ikke betaler kontingent 

for at være medlem af kredsen, 

hvorfor alle penge må skaffes gennem 

frivillige bidrag. For igen at få penge 

i kassen, og komme af med gælden, 

retter man henvendelse til damekomiteen. 

Damekomiteen var en gruppe 

damer, som hjalp kredsen i forbindelse 

med møder, basarer og lignende. 

Sammen med drengenes forældre opfordres 

damerne til at skaffe ting der 

kan sælges på et marked. Desuden oprettes 

en forening med navnet Fanevagten 

for at skaffe penge til kredsens 

slunkne kasse. 

Ballade i førerflokken 

Et godt års tid efter at manglen på førere 

er oppe at vende opstår en større 

krise i førerflokken. En stor del af 

Væbneridræt 

FDFs modstykke 

til Spejderbogen 

var Væbneridræt, 

der gennem mange 

år kom til at 

præge arbejdet i 

FDF. Man valgte 

dog at omdøbe de 

fleste af spejdernes 

ord, for FDF 

var jo ikke spejdere, 

som blandt 

andet Vejlekredsen 

havde slået 

fast. 

Læs mere om dette 

på side 25. 

”For en dreng betyder spejderidrætten lejligheden til at komme ”i bande” sammen med andre drenge (banden 

er drengenes naturlige sammenslutningsform, hvad enten det er leg eller skarnstreger, der er formålet for 

bestræbelserne). Den giver ham en fiks uniform og udrustning. Den sætter hans fantasi i bevægelse og imødekommer 

hans trang til eventyr. Den fører ham ud i et raskt og fornøjeligt friluftsliv. 

For forældrene er den lejligheden til at skaffe deres drenge en sund og god fritidsopdragelse. Den gør drengene 

sunde og stærke. Den gør dem energiske, resolutte, opfindsomme, praktiske. Den lærer dem sanddruhed, 

ridderlighed, disciplin og fædrelandskærlighed – kort sagt, den udvikler ”karakter”. Og det er nok så meget 

karakteren som kundskaberne, der er bestemmende for, hvordan det skal gå en dreng i livet… Den kan anvendes 

af enhver institution, der giver sig af med drenges fritidsopdragelse – drengeforbund, skoler, opdragelsesanstalter, 

kirker osv. Den har allerede givet udmærket gode resultater alle disse steder.” 

”Valgsproget ”Vær beredt” betyder at en spejder er en dreng, der når som helst er rede til at gøre sin pligt. De 

opadbøjede flige skal minde om en glad spejdermund – en spejder gør sin pligt med et smil. Og det danske våben 

skal minde spejderen om, at han altid sætter Danmarks interesser over sine egne – Danmark først” 

(Spejderbogen) 

22 23

FDF var ikke kun 

marchture – også 

cyklerne var i 

brug når drengene 

tog på tur. 

førerne var på grund af et kredsførerskifte 

klar til at forlade kredsen. 

Sagen tager sin begyndelse den 10. 

september 1919, da kredsføreren ønsker 

at fratræde sit embede på grund 

af travlhed i sin forretning. Børsen- 

Hansen bliver inddraget i arbejdet, og 

gør sig klar til atter at blive valgt som 

kredsfører – men det kommer ikke 

til at gå som planlagt. En uge efter at 

Børsen-Hansen har sagt ja til at blive 

kredsfører får bestyrelsen et brev fra 

10 førere der fortæller at hvis Børsen- 

Hansen bliver kredsfører vil de melde 

sig ud. For at få de 10 førere til at 

blive i kredsen opgiver Børsen-Hansen 

pladsen, og udtaler som farvelbemærkning: 

”Under forudsætning af at 

nævnte skrivelse er udtryk for fører- 

nes vilje til at skyde alle stridsspørgsmål 

til side og for fremtiden stå sammen 

om arbejdet i sand kærlighed til 

Guds gerning blandt drengene gennem 

FDF mener kredsrådet foreløbig 

at måtte stille spørgsmålet om kredsførerskiftet 

i bero”. 

Samtidig med at kredsen kæmper for 

at få løst sine kredsførerproblemer, 

har den et andet problem der trænger 

sig kraftigt på. Økonomien har det 

meget dårligt. Regnskabet for 1919 udviste 

et underskud på 1039,08 kroner 

– og ikke nok med det – der var desuden 

ubetalte regninger for omkring 

1000 kroner. Det så sort ud. 

En ny kreds? 

I løbet af det følgende år indtræder revisor 

Hansen i første omgang i kredsledelsen 

sammen med den daværende 

kredsfører Nielsen. Denne ordning 

holder dog ikke længe. I sidste del af 

1920 overtager Hansen kassererposten 

og ingeniør A. Christensen overtager 

opgaven som kredsfører. Efter at 

Christensen var tiltrådt som kredsfører 

gjorde han sig nogle tanker over 

hvad arbejdet indebar. 

”Når jeg tænker tilbage på FDF-tiden 

melder spørgsmålet sig: hvori bestod 

i grunden kredsførerens arbejde: 

1) at være en fornuftig og retlinet chef 

for hele kredsen 

2) at tragte efter at være en god leder 

af førerstaben, og 

3) at følge med i kredsens økonomi” 

Især det sidste skulle vise sig ikke at 

have mistet sin betydning. Kredsens 

økonomi var på ingen måde blevet 

bedre – igen måtte bestyrelsen forholde 

sig til at regnskabet viste underskud. 

Da kredsførerproblemet er løst, kan 

man begynde at koncentrere sig om 

den næste store – måske endda større 

– opgave, at finde flere førere. Denne 

opgave er påtrængende da der ikke 

kan optages flere drenge i kredsen før 

antallet af førere er øget. 

Midt i disse krisetider er man dog ikke 

bange for at se lyst på fremtiden. Den 

gamle tanke om at Vejle var stor nok 

til mere end en kreds meldte sig igen. 

Med det rette antal førere, og flere 

drenge måtte der kunne oprettes endnu 

en kreds. 

Væbner er vi du og jeg 

Fra 1919 tog FDF-arbejdet over hele landet en alvorlig 

drejning. Dette år indførtes væbneridrætten 

– eller som det tidligere var blevet kaldt spejdersporten. 

I 1907 blev Det Danske Spejderkorps stiftet, og 

i 1910 fulgte KFUM-spejderne. Senere kom Det 

Danske Pigespejderkorps, KFUK-spejderne samt 

andre mindre spejderkorps til. I dag er Det Danske 

Spejderkorps og Det Danske Pigespejderkorps 

sluttet sammen og hedder nu bare Det Danske 

Spejderkorps. 

FDF kunne dog være kommet i førertrøjen på dette 

område, hvis man ikke havde holdt så fast ved 

det oprindelige arbejde. 

FDF Vejle var dog en af de første kredse der så at 

her var en mulighed for et nyt arbejdsområde. Ved 

en forældrefest i 1911 havde A. M. Jensen bedt om 

tre minutter, hvor han ville komme med et indlæg 

omkring spejdersporten. Ideen om at optage dette 

arbejde som en del af kredsens aktiviteter var 

godt på vej, da det samtidig undersøgtes hvad det 

ville koste at investere i 200 spejderstave. 

Der skulle dog stadig gå otte år inden dette arbejde 

blev en del af det almindelige FDF-arbejde. 

I november 1919 står FDF igen overfor et valg. Førerne 

i væbnerklassen ønsker at denne kommer til 

at fungere som en del af Ungdomsorganisationen 

under KFUM. 

24 25

1912 

FDF og KFUM-spejderne 

Som nævnt i det foregående afsnit 

havde FDF gennem de første mange år 

et meget tæt samarbejde med KFUM. 

I første omgang drejede det sig om det 

civile KFUM, men efter oprettelsen af 

KFUM-spejderne i 1919 får kredsen 

også et tæt forhold til disse. 

Grundlaget for spejderarbejdet blev 

lagt af den engelske officer Robert Baden-Powell 

med hans bog Scouting for 

boys – denne udkom for første gang 

på dansk i 1910 under navnet Spejderbogen. 

Allerede året før Spejderbogen udkom 

var Det Danske Spejderkorps blevet 

stiftet. Manden der for alvor fik spejderbevægelsen 

til at fænge i Danmark 

var da også en officer, nemlig ritmester 

Cay Lembcke. 

I 1910 oprettede KFUM et spejderkorps. 

Initiativtageren til dette var 

Jens Grane, der tidligere havde været 

fører i FDF. 

Spejderarbejdet skilte sig fra starten 

meget ud fra det arbejde FDF havde. 

Hos FDF var det idrætten og foredragene, 

der prægede arbejdet, mens 

spejderne med det samme satsede på 

det som vi stadig kender som spejderarbejde. 

26 27

Efter endt uddannelse 

til konstruktør 

kom 

A. Christensen 

til Vejle i 1918, 

og kom med det 

samme med i 


Allerede fire år 

senere, var han 

kredsfører, og 

denne post beholdt 

han de næste 

fem år. 

Udover FDF 

var han med i 

KFUMs bestyrelse, 

og sad blandt 

andet i denne, da 

KFUM-bygningen 

blev udvidet. 

Desuden var han 

med i bestyrelsen 

for Gamle 

Drengeforeningen, 

og i divisionsrådet 

for 

KFUK-spejderne 

i Vejle. 

På det lokale plan var man heller ikke 

ræd for at tage kampen mod spejderne 

op. Allerede ved en koncert i 1911 

bad A. M. Jensen om at få tre minutter, 

hvor han ville holde et foredrag 

om spejdersporten. Samtidig blev det 

besluttet at indhente tilbud på 200 

spejderstave. 

Spejderarbejdet slog dog ikke an med 

det samme i FDF Vejle, og som nævnt 

tidligere gav man i 1919 sit samtykke 

til at KFUM oprettede et spejderkorps 

i byen. Samme år trak FDF i den grå 

skjorte, og inddrog væbneridrætten 

som en del af arbejdsstoffet. FDF og 

KFUM lignede nu hinanden så meget, 

at man på landsplan begyndte at tale 

om at slutte de to sammen. Året efter 

bliver FDF spurgt hvordan man ville 

stille sig til en sammenslutning, men 

man vælger at takke nej, da man fra 

FDFs side mener at begge foreninger 

har deres berettigelse. På dette tidspunkt 

blev det sagt at KFUM-spejderne 

primært hentede sine medlemmer 

fra de højere samfundsklasser, mens 

FDF var mere bredt funderet. FDF 

og KFUM kan dog blive enige om at 

sætte en fælles agitationskampagne i 

gang som et modtræk til Det Danske 

Spejderkorps. 

Spørgsmålet kan dog ikke udskydes 

i det uendelige, da det er kommet op 

at vende på landsplan. Diskussionen 

ender med en sammenslutning i april 

1921. I Vejle har dette betydet et rent 

praktisk problem – kredsen må vente 

med at købe en ny fane til man ved 

hvilket navn der skal stå på den. 

I KFUMs månedsblad for juli 1921 

betegnes sammenslutningen som et 

fremskridt og: ”Man må håbe, at sammenslutningen 

må styrke KFUMs 

drengearbejde, så drengene ikke blot 

oplever et muntert kammeratskab, 

men også derigennem rigtig må føle 

sig hjemme i KFUM. 

Her i Vejle er den officielle sammenslutning 

endnu ikke foretaget..”. 

I løbet af efteråret blev sammenslutningen 

dog en kendsgerning, og på den 

17. oktober 1921 holdt FDF og KFUMspejderne 

et sammenslutningsmøde. 

”Landinspektør Jensen bød velkommen 

og udtalte håbet om et godt samarbejde 

for fremtiden og holdt deref- 

ter bøn”. Den første opgave var at få 

valgt en bestyrelse, og denne kom til 

at se således ud: formand, A. M. Jensen, 

næstformand, grosserer Chr. Pedersen, 

kasserer, revisor Viggo Hansen, 

sekretær, fuldmægtig J. Tingleff, 

der var tropsfører i KFUM. 

De øvrige bestyrelsesmedlemmer var: 

købmand N. P. Andersen, konstitueret 

kredsfører A. Christensen og delingsfører 

kommis Vilhelm Petersen. 

Den nye bestyrelse skulle desuden vælge 

to de kunne sende til et landsmøde 

om sammenslutningen. Det blev, meget 

naturligt, kredsfører Christensen 

og tropsfører Tingleff 

Hvad det nye navn ville blive var på 

dette tidspunkt et åbent spørgsmål. 

Ikke mindre end fire forslag var på 

bordet: 

1. KFUMs Drengeforbund. Her skulle 

alle bære en grøn bluse. 

2. Væbnerne som skulle bære grøn bluse. 

3. KFUMs Drengeforbund hvor der 

var pilte med hvide trøjer. Væbnerne 

med grå trøjer, og KFUM-spejdere 

med en grøn bluse. 

4. Kristeligt Drengekorps. 

I novemberudgaven af KFUMs månedsblad 

er sagen omtalt på følgende 

måde: ”Angående de fremtidige ar- 

Poul Schou, der var født i 

1898, kom med i FDF i 1909. 

Gennem en årrække var han 

med til at sætte sit præg på 

kredsens arbejde. Frem til 

1924 beholdt han tilknytningen 

til FDF Vejle, men fra dette 

år blev han første fastansat 

instruktør i landsforbundet 

– dette var det samme år som 

han blev færdig med teologistudiet 

i København. At det 

blev hans levevej var nok ikke 

den store overraskelse for ham 

selv, for som han skrev i sin 

dagbog da han var 16:”jeg vil 

prøve at studere teologi, derefter være sekretær i FDF og senere 

præst”. 

Det var dg ikke alt der gik efter planen. Kun tre måneder 

efter hans fødsel mistede Pouul Schou sin far, og der skulle 

gå seks år inden hans mor giftede sig igen. Da kårene var 

små blev han bevilget en friplads på Vejle Højere Almenskole 

– det vi i dag kalder gymnasiet – og blev nysproglig student 

i 1917. 

Mens han læste teologi hjalp han til på FDFs forbundskontor, 

der som skrevet blev hans faste arbejdsplads fra 1924, og fra 

1929 var han forbundets eneste ansatte sekretær. Det var i 

denne periode at han i 1931 var leder af landsmusikstævnet i 


I 1933 valgte Poul Schou at træde ud af de ansatte FDFeres 

rækker, og blev i stedet præst ved Vor Frue kirke i Ålborg, 

hvilket han senere skiftede ud med posten som domprovst i 

Haderslev fra 1956. 

Tilknytningen til FDF var dog stadig stærk, og da Ludvig Valentiner 

i 1954 valgte at gå af som formand for landsforbundet, 

overtog Poul Schou denne post, som han beholdt frem til 

1966, men var på dette tidspunkt udnævnt til æresmedlem af 


Poul Schou døde i 1983. 

28 29

Hvad gør FDF til noget særligt? 

Poul Schou forsøgte en gang at beskrive hvad 

der gjorde FDF Til noget særligt. Teksten er hentet 

fra en artikel kaldet Fra sommerlejrens land, 

og handler om en oplevelse han havde som ung 

mand på en sommerlejr på Randsborg 

”Albert kan du huske, da du og jeg opdagede 

hemmeligheden ved sommerlejrens lykkeland. 

Vi var i den alder, da vi var for store til at gå i 

seng sammen med drengene og for små til at 

være med til førerkaffen i køkkenet. Så havde vi 

da fået lejrchefens tilladelse til at gå en tur langs 

stranden i den skønne aften. Vi kom sent hjem, 

senere end vi vist havde fået lov til. Førerkaffen 

var forbi, køkkenvinduerne mørke. Stille listede 

vi ind i sovesalen, hvor vi hørte den sagte 

knirken af hængekøjerne og lyden af sovende 

drenge. Men på vej over til vore køjer standsede 

vi, vi havde set lys gennem dørsprækken fra lejrchefens 

værelse, og vi hørte stille mumlen derindefra. 

To sjæle samme tanke: Det er natlegen, 

de planlægger, den natleg, der hvert år var sommerlejrens 

højdepunkt. Og vi tænkte: Hvem der 

blot kunne få lidt at vide om planerne? Vi listede 

over til døren. Kik ind ad nøglehullet! Sagde Albert. 

Du kan selv kikke! Svarede jeg. Albert kikkede 

ind, men sagde ingenting, så bare så underlig 

ud. Så kikkede jeg. Vi stod et øjeblik, listede 

derpå stille over og gik om bord i vores køjer. 

Hvad havde vi set? En flok førere, der lå på knæ 

i bøn for sommerlejren. Da forstod vi to store 

drenge, hvorfor der var sådan en god ånd i lejren; 

der var nogle, der bad for den”. 

bejdsformer og vort nye navn afventes 

resultatet af landsmødet i København 

den 30. oktober..”. 

Resultatet af mødet i København blev 

noget nedslående for FDF og KFUM i 

Vejle. Der kunne ikke opnås et kvalificeret 

flertal for sammenslutningen, 

denne måtte altså opgives. 

Men et var hvad man kunne blive enige 

om på landsplan, et andet var hvad 

man kunne blive enige om i Vejle. Her 

var man mere for at fortsætte samarbejdet. 

A. M. Jensen mente dog at da 

FDF var de talmæssigt største måtte 

KFUM-spejderne underordne sig disse. 

For at få løst knuden måtte FDF og 

KFUM i Vejle tilkalde hjælp fra øverste 

sted, og på et møde den 16. december 

1921 var både KFUMs korpssekretær 

Holt og FDFs forbundssekretær 

Christensen til stede. I første omgang 

var det målet at høre de to foreningers 

holdninger til sammenslutningen. 

Overordnet finder de lokale FDFere og 

KFUMere det mærkeligt at der findes 

to så ens drengearbejder i byen. Desuden 

mener de lokale at når planerne 

om sammenslutningen kom fra oven 

måtte det også være fordi man ønskede 

at disse skulle gennemføres. 

FDFs forbundssekretær mente at 

KFUM-spejderne skulle overgå til 

FDF – under navnet Væbnere, da: ” 

FDFs hovedbestyrelse kan ikke gå 

med til Vejles sammenslutning under 

den vedtagne form. Væbnere og spejdere 

kan ikke findes i samme forbund. 

FDF ønsker ikke at bruge navnet spejdere”. 

FDFerne er da heller ikke helt sikre på 

hvordan de skal forholde sig til en adskillelse, 

så de overlader spørgsmålet 

til KFUMerne på følgende måde: ”Revisor 

V. Hansen fremsætter at KFUM 

må afgøre om spejderarbejdet skal 

fortsætte eller ej, da den vedtagne 

sammenslutning vel nok må ophæves, 

grundet på hovedbestyrelsens 

meninger, og da KFUM kun har ønsket 

et arbejde i tilknytning til KFUM, 

men mener dog, at KFUM godt kan 

holde det i gang”. 

Som en af de sidste byer, hvor sammenslutningen 

var lykkedes, afbrød 

Vejle samarbejdet mellem FDF og 

KFUM-spejderne omkring årsskiftet 

1921/22. fremover var det kun det civile 

KFUM der havde en repræsentant 

i FDFs bestyrelse. 

Idrætten på plads 

Gennem de første mange år prægede 

idrætten, som beskrevet ovenfor, FD- 

Fs arbejde. Da kredsen i 1924 ønskede 

at flytte sine aktiviteter til den gamle 

idrætsplads der ligger ved foden af 

Horsensvej. Kredsen fik fra byrådet at 

vide, at hvis man ønskede dette kunne 

man melde sig som de øvrige sportsforeninger, 

men som en selvstændig 

gruppe – eventuelt som et juniorhold. 

Efter denne melding tilbyder kredsen 

KFUMs idrætsafdeling at man i fællesskab 

melder sig ind under navnet 

KFUMs og FDFs idrætsafdeling. Det 

betød at drengene kunne melde sig ind 

hos enten FDF eller i KFUMs idrætsafdeling. 

Da denne løsning kan lade sig gøre 

melder de to organisationer sig ind. 

Det besluttes dog at FDF og KFUM 

hver især skal sørge for egne rekvisitter, 

og at hver forening har sit eget økonomiske 

ansvar. 

Blandt de aktive førere, især indenfor 

idrætten, i 1920’erne og 

30’erne fandt man Thomas Kristensen. 

I 1937 var han initiativtager til 

Gamle Drenge Foreningen, hvis 

formand han var i mange år fremover. 

Oprindeligt var Thomas Kristensen 

uddannet revisor, men overtog 

i 1925 en nystartet margarinefabrik 

på Ribevej. 

Denne fabrik, kaldet Vejle Margarinefabrik – senere VMmargarine, 

voksede gennem tiden, og måtte derfor flytte 

flere gange. Thomas Kristensen var direktør på fabrikken 

frem til 1976. Thomas Kristensen døde som 92-årig i 1993. 

30 31

I 1911 oprettede Christian Pedersen en engrosforretning der 

handlede med fødevarer. Christian Pedersens bror, Peder, 

havde desuden drevet en lignende virksomhed siden 1907. 

De to forretninger blev slået sammen i 1916 under navnet 

Brødrene Pedersen. 

Gennem mange år var brødrenes bygning på Vejle havn 

ganske kendt i byen på grund af sin røde farve. 

Gennem Indre Mission kom Christian Pedersen i forbindelse 

med FDF, hvor han i de tidlige år fungerede som kasserer, 

og gennem årene spyttede han selv i kassen når bunden var 

ved at være nået. 

Gennem en kort periode var Christian Pedersen desuden 

medlem af Vejle byråd for de Konservative. 

En tragisk hændelse 

Under væbnersommerlejren samme 

år skete så det der ikke må ske på en 

FDF-lejr – en af deltagerne dør. Væbnerne 

var dette år draget til Skagen, og 

under en badetur fik en af drengene et 

hjerteslag og døde. Sommerlejren blev 

afbrudt med det samme, og det var 

en meget stille gruppe af væbnere der 

sent om natten kom tilbage til Vejle. 

Robinsonmødet i 1926 

Seks år efter Christensen var tiltrådt 

som kredsfører, mente han ikke længere 

at han havde tid til at bestride 

dette hverv. Kredsens førere var dog 

ikke indstillede på at miste Christensen, 

som de satte pris på, som kredsfører. 

Thomas Kristensen fremførte at alle 

førere var meget tilfredse med kredsføreren: 

”.. og gjorde opmærksom på 

at kredsførerens hustru absolut ikke 

var imod – men tværtimod var meget 

glad for, at hendes mand stod som leder 

af FDF, så at det altså ikke kunne 

være for sin kones skyld, at kredsføreren 

trak sig tilbage. (..) desuden mente 

han, at man meget dårligt kunne 

undvære nogen førere på dette tidspunkt”. 

Førerne havde dog ikke sikret sig rygdækning 

hos hovedpersonen, der fik 

ført til referats at: ”Kredsføreren mente 

imidlertid at have grund til at gå. 

Har man et hjem, har man også pligt 

til at passe det bedre, end han som 

kredsfører i FDF havde været i stand 

til det. 

Hvad angik førermanglen mente 

kredsføreren at man kunne komme 

uden om det ved at konstituere instruktører 

efterhånden som førere 

forsvandt” 

Atter måtte man altså til at se sig om 

efter en ny kredsfører – og det evige 

førerproblem var heller ikke løst. Den 

sidste opgave var den afgående kredsfører 

dog som nævnt kommet med en 

løsning på. 

At få besat posten som kredsfører viste 

sig også muligt da to førere på mødet 

stillede op som kandidater. Det drejede 

sig om Thomas Kristensen og Axel 

Brabrand. Da der kun skulle bruges en 

kredsfører måtte der foretages en afstemning. 

Dette foregik på den måde 

at hver fører afleverede sin stemme i 

en kuvert – da alle havde afleveret deres 

stemme blev kuverten forseglet. 

En afstemning magen til blev afholdt 

blandt kredsens instruktører. 

De næste to dage måtte kandidaterne 

holde vejret, inden de to kuverter kunne 

åbnes, og det kunne afsløres at den 

nye kredsfører blev Axel Brabrand. 

Tak for kaffe 

I oktober, fire måneder efter Axel 

Brabrand var blevet kredsfører, var 

spørgsmålet om de unge førere oppe at 

vende i bestyrelsen. Det store spørgsmål 

for de høje herrer i bestyrelsen var 

om de unge, specielt delingsførerne, 

var deres ansvar bevidst når de blev 

udnævnt til førere. Især gik bekymringen 

på om de unge nu også var virkeligt 

troende – og kunne bringe dette 

videre til drengene. 

Mødet gik dog ikke kun med disse 

overvejelser. Grosserer Pedersen stillede 

forslag om at forældrefesten bur- 

Axel Brabrand - 

jubilæumsbogen 

Gennem næste 

ti år, fra 1927 til 

1937, sad Axel 

Brabrand på 

kredsførerposten. 

I hans periode 

blev skete der 

meget i kredsen, 

med blandt andet 

skottebesøg 

og tilbygning til 

Randsborg. 

Axel Brabrand 

var en af de første 

drenge der 

var kommet med 

i FDF, og havde 

på den måde 

oplevet de forandringer 

FDF 

Vejle havde gennemgået. 

Arbejdsmæssigt 

blev han ansat 

på Vejle og OmegnsAndelssvineslagteri, 

det 

senere Tulip, i 

1916, og var her 

frem til sin pensionering 

i 1966. 

32 33

Omtale af Drengenes 

udstilling 

i KFUMs medlemsblad 

På sin rejse 

rundt i landet 

nåede Drengenes 

Udstilling også 

til Vejle. Gennem 

nogle dage 

var det muligt 

at se hvad FDF 

havde at byde på 

hvis man besøgte 

udstilling på 

KFUM. 

de være gratis, og desuden ville han 

give kaffen. Forslaget blev uden videre 

vedtaget. Denne aften bød dog på andet 

end gratis kaffe – selveste FDFs 

stifter, Holger Tornøe, skulle holde talen 

til forældrefesten. 

Hverken den gratis kaffe, eller besøget 

af Holger Tornøe, var nok til at formilde 

kredsens førere, da de omkring 

nytår 1927 modtog et fortroligt brev 

fra landsforbundet. I brevet kunne 

man læse at landsforbundets økonomi 

havde det meget dårligt. Kredsens førere 

forholdt sig særdeles kritisk over 

for de oplysninger de fik gennem brevet. 

Hvor var overskuddet fra landslejren 

blevet af? 

Netop dette overskud 

var der mange rundt om 

i landet der ikke kunne 

forstå hvad der var blevet 

af. Problemet for FDF var 

at man på det tidspunkt 

også drev en boghandel. 

Denne butik havde gennem 

mange år givet et 

stort underskud, og i 1926 

så det så skidt ud at man 

måtte sælge boghandelen. 

For at få penge til den 

slunkne kasse lavede man 

blandt andet en landsindsamling, 

samt forsøgte sig med en sæbe 

kaldet Vaskebjørn. 

Hvis FDF Vejle skulle deltage i underskudsdækningen 

krævede kredsens 

førere at der blev afholdt et ekstraordinært 

landsmøde. Dette møde blev 

dog ikke til noget, og først på det ordinære 

landsmøde i 1928 blev sagen behandlet. 

Jubilæum 

Året efter var der til gengæld noget at 

glæde sig over. Både Landsforbund og 

kreds kunne fejre jubilæum. FDF på 

landsplan fyldte 25 og Vejlekredsen 

20 år, og begge dele skulle fejres med 

fester i Vejle. 

Kredsens eget jubilæum fandt sted 

den 24. august, og hele arrangementet, 

hvor de lokale kredse var inviteret, 

foregik på stadion. Om morgenen var 

der gudstjeneste, og senere blev der 

afholdt gymnastikopvisning. Det var 

dog ikke gratis at være med – det kostede 

nemlig 50 øre, og ville man sidde 

ned måtte man slippe endnu en 50øre. 

To måneder senere var det Landsforbundets 

jubilæum der skulle fejres. 

Denne gang var der march gennem 

hele byen, og FDF Fredericias orkester 

holdt koncert på Rådhustorvet. Dagen 

bød også på gudstjeneste i Sankt 

Nicolai Kirke og fest i Missionshuset. 

For at sørge for at det blev en ordentlig 

fødselsdag skulle kredsrådet sørge 

for kage til alle – desuden satte man 

sig det mål at skaffe 600 kager til halv 

pris hos byens konditorier. 

I forbindelse med Landsforbundets 

jubilæum havde man afholdt en stor 

udstilling, kaldet Drengenes Udstilling, 

i Industriforeningens bygning i 

København. Denne udstilling blev efterfølgende 

pakket sammen og sendt 

til provinsen, og tre dage i april gæstede 

Drengenes Udstilling KFUMs bygning. 

Til de af KFUMs drenge der endnu 

ikke var medlemmer af FDF sluttede 

indlægget i KFUMs månedsblad 

med denne lille bemærkning: ”..og de 

af KFUMs medlemmer, som aflægger 

den et besøg, vil ikke komme til at fortryde 

det”. 

Pigesjov 

Midt i al glæden over jubilæerne, havde 

kredsføreren da også andet at tænke 

på. Nogle af de unge førere i kredsen 

var – efter nogens mening - begyndt at 

kigge lidt rigeligt efter pigerne, hvorfor 

dette kom op at vende på kredsrådets 

møde i november: ”Kredsføreren omtalte 

instruktørernes og patruljeførernes 

opførsel især over for unge piger, 

hvilket burde siges til den enkelte”. 

Atter måtte kredsens ældre herrer 

træde til som de opdragende. 

På samme tid kunne man fortælle at 

en bornholmertur var under planlægning 

– salget af sparemærker til 25 øre 

stykket var allerede begyndt. 

Som en opfølgning på jubilæumsåret 

besøger FDF Vangede-Gentofte i 1928 

byen med et show kaldet: FDF i tekst, 

tone og tale. 

Skotter 

Som nævnt i indledningen var en stor 

del af inspirationen til FDF hentet i 

det engelske Boys Brigade, og gennem 

mange år har der da også været et tæt 

forhold mellem FDF og Boys Brigade. 

34 35

Under besøget på Randsborg stillede Skotteholdet op til fotografering, 

så FDF Vejle kunne få et minde over besøget. Desuden 

fik gæsterne lov at hejse deres eget flag på Randsborg. 

I 1929 fik byen for alvor at mærke at 

FDF havde internationale forbindelser, 

da et hold på omkring 30 drenge 

fra det skotske Boys Brigade holdt lejr 

på Randsborg. Programmet bød også 

på fest på stadion hvor man ventede 

ikke mindre end 2000 gæster. Skotteholdet 

blev ledet af Stanley og Douglas 

Smith, som var sønner af Boys Brigades 

stifter. Stanley Smith var desuden 

generalsekretær for den engelske organisation. 

Efter besøget på Randsborg drog det 

skotske hold videre gennem landet, 

og opholdt sig gennem en periode hos 

FDF Frederiksberg 5. 

Året efter var det drenge fra de to danske 

kredse der tog på besøg i Skotland, 

for at se hvordan arbejdet foregik der. 

Uden uniform 

I begyndelsen af 1930’erne ændrede 

meget sig ude i verden. Flere steder 

kom diktatorer til magten, og det betød 

at de politiske spændinger steg. 

Dette fik også betydning for FDF og 

spejderne, da der i 1933 blev indført et 

uniformsforbud. Det lykkedes dog for 

de upolitiske organisationer at få ophævet 

forbuddet allerede efter et lille 

års tid – uden nogensinde at have haft 

en effekt i Vejle. 

Selvom der var 

uniformsforbud 

i 1930’erne, 

var det ikke alle 

steder det blev 

taget lige alvorligt. 

Præcist 

hvor hårdt det 

blev håndhævet i 

Vejle har det ikke 

været muligt at 

finde et svar på. 

Billederne af Falkene 

der laver 

mad og Egernpatruljen 

der 

spiser, er taget 

midt i 1930’erne. 

De nationale toner 

var tydelige 

overalt i Europa 

i mellemkrigstiden. 

Heller ikke 

FDF holdt sig 

tilbage. FDFeren 

med fanen minder 

meget om 

de plakater man 

på det tidspunkt 

kunne de politiskeungdomsorganisationer 

anvende. 

36 37

Problemet med kampene mellem de 

politiske ungdomsorganisationer var 

næsten udelukkende et storbyfænomen, 

og i Vejle blev forbuddet da også 

kun omtalt en enkelt gang i en leder i 

Vejle Socialdemokrat. 

Og så kom toeren 

Som det er nævnt flere gange i det 

foregående var ideen om at starte endnu 

en FDF-kreds ikke fjern – men som 

det også er skrevet strandede projektet 

på manglende førere, ikke mangel 

på drenge. 

Snakken om at Vejle skulle have endnu 

en FDF-kreds forstummede dog ikke, 

og i 1934 gik to unge mænd, Sven 

Pedersen og Vagner Nielsen, til A. M. 

Jensen for at høre hans holdning til 

ideen. For ikke at stå helt på bar bund 

havde de to allerede sikret sig kredsfører 

Axel Brabrands støtte. 

Skillelinien mellem de to kredse blev 

trukket efter sogneskellene. Vejle 1 

skulle tilhøre Sankt Nicolai sogn, 

mens den nye kreds skulle tilhøre Vor 

Frelser Kirkes sogn. Tilhørsforholdet 

Pusling det første år 

De første 30 år var FDF-arbejdet rettet mod de større drenge. Oprindeligt var ideen for 

Holger Tornøe jo at stifte et forbund der kunne fylde tomrummet mellem konfirmationen 

og den alder man skulle have for at kunne optages i KFUM. 

Da de andre korps havde påbegyndt arbejde for de yngste stod FDF lidt alene på dette 

punkt, men fra 1937 besluttede man at oprette en klasse for de otte til 10-årige kaldet Poge. 

Kraven til klassen var at den skulle holdes skarpt adskilt fra det øvrige kredsarbejde, og at 

møderne skulle slutte senest klokken 20. 

I Vejle 1 tog man med det samme Pogearbejdet op, og dette betød en betydelig medlemsfremgang. 

I begyndelsen blev arbejdet drevet sammen med søndagsskolen, og som opfordringen 

fra forbundet lød, var det kun sjældent at Pogene deltog i de fælles kredsarrangementer. 

Selv om FDF 

holdt hård på, at 

de ikke tilhører 

spejderbevægelsen, 

kunne de 

dog godt snige 

sig med. Blandt 

andet kan man 

se gule spejdere, 

grønne spejdere 

og FDFere i fælles 

leg på dette 

billede fra 1931. 

38 39

I mange år holdt 

FDF sine landslejre 

i Hørhaven 

ved Århus. De 

mange FDFere 

blev stillet op til 

fotografering, 

så man virkeligt 

kunne vise, hvor 

mange man var. 

Gennem mange år har 

FDF Vejle 2. kreds holdt til 

på Vesterbrogården. 

Oprindeligt var huset bygget 

som menighedshus, 

men mistede en del af sin 

betydning da Sct. Johannes 

Kirke blev bygget. 

Det ældste billede 

fra 2. kreds, fotograferet 

1935 foran 

”Vesterbrogården”, 

dengang ”Menighedshuset”. 

40 41

til sognet var dog noget speget, da den 

præst man havde taget kontakt til angående 

oprettelse af en ny kreds var 

Tscherning Møller, der var ansat ved 

Sankt Nicolai Kirke, men med ansvaret 

for den vestlige bydel. De gamle 

stridigheder mellem byens to kirker 

var ikke glemt – og selvom sognegrænserne 

var ganske tydelige når man kiggede 

på et bykort, så virkeligheden ofte 

meget anderledes ud. 

For at gøre sagen endnu mere speget 

var der i 1916 rejst en bygning på Vesterbrogade 

kaldet Menighedshuset 

– dette hus skulle de næste mange år 

komme til at danne rammen om det 

kirkelige arbejde i den vestlige bydel. 

Huset kom endda til at fungere som 

kirke efter at det var besluttet at Sankt 

Johannes Kirke skulle bygges. 

Den nye FDF-kreds blev stiftet i december 

1934 med 60 drenge. I første 

omgang holdt kredsen til i et tidligere 

cykelværksted i Ågade, men dette 

blev for småt, og kredsen flyttede derfor 

til fritidshjemmet i Ågade. Heller 

ikke denne løsning viste sig holdbar i 

længden, så glæden var stor da menigheden 

i Sankt Johannes sogn kunne 

skaffe kredsen en barak at være i. 

Gunnar Bretlau 

var kredsfører 

fra 1937 til 

1944, og havde 

derfor den besværligeopgave 

at føre kredsen 

gennem de 

fire første år af 

besættelsen. 

Oprindeligt var 

Bretlau repræsentant, men blev senere 

korrektør ved Vejle Amts Folkeblad. 

Besættelsen 

Efter 1930’ernes uro, og Danmarks tilpasning 

som en lille nabo til det nazistiske 

Tyskland, troede en del at tyskerne 

ville respektere den danske 

neutralitet, men den 9. april 1940 besatte 

tyskerne Danmark. Tidligt om 

morgenen overfløj tyskerne Danmark 

og nedkastede Oprop om, hvordan befolkningen 

skulle forholde sig. I løbet 

af formiddagen nåede de tyske tropper 

til Vejle. Allerede fra den første 

dag var der beordret mørklægning af 

hensyn til faren for bombeangreb. 

De næste fem år kom naturligvis til 

at byde på en del ændringer i FDF-arbejdet. 

Noget af det første der måtte 

ændres på var gymnastikken. For at 

klare indkvarteringen af de tyske soldater 

havde byens administration lagt 

beslag på skolernes gymnastiksale, 

så disse kunne bruges som sovesale 

for det menige personel – officererne 

var for store deles vedkommende indkvarteret 

på hoteller. 

For at undgå konflikter omkring mørklægningen 

blev kredsmøderne flyttet 

til søndag formiddag. Mørklægningen 

betød også at børn under 14 år ikke 

måtte færdes ude efter mørkets frembrud. 

For at omgå dette forbud indfør- 

te FDF nogle såkaldte mørklægningspas, 

der gjorde at børnene kunne følges 

med patruljeførerne efter mørkets 

frembrud. 

Et andet problem for FDF var at teltlejre 

et stykke inde i besættelsen blev 

forbudt, og dette måtte siges at være 

I 1940 sendte 

kredsen dette beroligende 

brev til 

forældrene forud 

for sommerlejren 

42 43

et hårdt slag mod det traditionelle arbejde. 

Lige efter besættelsen holdt tyskerne 

hårdt på visse regler, hvorfor den daværende 

kredsfører Gunnar Bretlau og 

formanden A. M. Jensen på skift måtte 

til tyskernes hovedkvarter på Latinergården, 

for at fortælle hvor mange forskellige 

slags ture man ønskede at afholde 

gennem den kommende måned. 

Efter at tilladelsen var givet denne ene 

gang blev den brugt gennem resten af 

besættelsen. 

Tilladelsen til at afholde ture var ikke 

den eneste tilladelse man nøjedes 

med at indhente en enkelt gang. Politimester 

Aage Sørensen gav en enkelt 

gang, endda mundtligt, en tilladelse til 

at marchere i flok og med fuld musik. 

Heller ikke denne tilladelse blev fornyet 

gennem besættelsen. 

Disse to eksempler på tilladelser der 

kun blev givet en enkelt gang, og specielt 

den sidste, er noget særprægede, 

når man ellers kigger på den tyske besættelsesmagt. 

I Vejle opstod der ret 

tidligt et gensidigt tillidsforhold mel- 

lem tyskerne og specielt borgmester 

N. P. Jensen. 

Som en naturlig del af mørklægningen 

blev det også forbudt at brænde bål, 

og dette fik naturligvis betydning for 

den årlige Sankt Hans fest. Atter måtte 

man finde en ny måde at markere 

denne dag på, og sammen med FDF 

Vejle 2 og de kristelige spejderkorps i 

byen arrangerede man derfor i stedet 

en fest på stadion. Ikke kun FDFere og 

spejdere kom til denne fest, men også 

en stor del af byens borgere dukkede 

op for at vise deres sindelag. Som afslutning 

på festen marcherede alle 

mand gennem byen med en massiv faneborg 

forrest, atter fik man markeret 

sin danskhed overfor tyskerne. 

En af kredsens daværende medlemmer, 

Poul Mandrup Larsen, har siden 

fortalt om en marchtur gennem byen, 

hvor to tyskere forsøgte at stoppe optoget 

ved at springe ud på vejen lige foran 

orkestret. Som om intet var hændt 

fortsatte optoget, og tyskerne måtte 

skynde sig væk, for ikke at blive fanget 

inde i optoget. 

Landslejr 

1942 var både jubilæums- og landslejrår, 

og det satte FDF i en svær problemstilling. 

Oprindeligt var det planen 

at fejre de to begivenheder sammen, 

Da det ikke var 

muligt at afholde 

landslejr under 

besættelsen, blev 

der afholdt en 

række Bavnelejre 

overalt i landet. 

44 45

Ligesom i resten 

af verden jagede 

nazisterne jøderne 

i Danmark. 

Indtil oktober 

1943 foregik 

dette dog på et 

meget lille plan. 

De det endelig 

blev besluttet, at 

de danske jøder 

skulle anholdes, 

lod tyskerne dette 

sive til modstandsbevægelsen, 

som satte en 

enorm redningsaktion 

i gang, 

der bragte de fleste 

af de danske 

jøder i sikkerhed 

i Sverige. 

men turde man gennemføre en så stor 

lejr under de gældende forhold? Svaret 

blev nej. I stedet blev der over hele 

landet arrangeret en række såkaldte 

Bavnelejre. Bavnen var fra gammel tid 

blevet brugt til at sende budskaber om 

fjendtlig indtrængen rundt i landet. 

På denne måde fik FDF holdt landslejr, 

og vist hvordan man stod over for 

tyskerne. 

FDF Vejle 1 var ikke med i nogen stor 

bavnelejr, men den årlige væbnerlejr 

ved Staksrode ved Juelsminde blev 

sikkert brugt som en sådan. 

29. august 1943 

De første tre år af besættelsen var 

forløbet nogenlunde roligt. Fra begyndelsen 

havde regeringen opfordret 

befolkningen til at forholde sig 

roligt, hvilket de fleste da også havde 

gjort, men efterhånden som krigslyk- 

ken vendte, og utilfredsheden med besættelsesmagten 

steg måtte den danske 

regering træffe valget om den ville 

fortsætte samarbejdspolitikken, eller 

overlade styret til tyskerne. Den 

29. august 1943 trak regeringen sig så 

– hvilket på det tidspunkt var i over- 

46 47

I besættelsens sidste år overtog Harald 

Krogs-gaard kredsførerposten, 

og beholdt denne frem til 1950. 

I sine første år som kredsfører havde 

Harald Krogsgaard en ostehandel, 

men blev senere assurandør. 

ensstemmelse med folkestemningen, 

men at der ikke længere var en dansk 

regering gjorde ikke hverdagen lettere 

– tværtimod. 

Modstandsbevægelsen og FDF 

Som i resten af landet blev modstandstrangen 

vækket stille og roligt i Vejle, 

og denne gik naturligvis heller ikke 

forbi FDFs førere. Da kredsfører Harald 

Krogsgaard skulle beskrive situationen 

i kredsens jubilæumsskrift i 

1947 blev det på følgende måde: ”Da 

de fleste af vore førere deltog i det illegale 

arbejde, blev arbejdet i kredsen 

en del forsømt de sidste måneder 

under besættelsen. Det skete ret ofte, 

at en fører måtte gå lidt tidligt en aften, 

eller at han helt udeblev – noget, 

drengene ikke kunne forstå, og noget, 

som satte sit præg på arbejdet. Men 

var de sidste måneder af besættelsen 

vanskelige, blev de første måneder 

efter 5. maj ikke bedre. Det kneb 

for drenge og førere at komme i gang 

igen”. 

Hvor mange der med sikkerhed deltog 

i modstandsarbejdet, kan være svært 

at sætte tal på, men en sammenligning 

af tidligere medlemslister og bogen 

Undergrunden i Vejle af Jørgen 

Munch-Christensen tyder dog på et 

vist personsammenfald. 

Dejlig er jorden 

Ved Sankt Hans bålet i 1944 blev det 

danske sind for alvor markeret ved afslutningen 

på Kirketorvet. 

De fakler som FDFerne og spejderne 

havde gået med blev kastet i et bål. Da 

der var forsamlingsforbud skulle alle 

forlade Kirketorvet med det samme, 

men det var der ikke mange, der havde 

lyst til. 

For at sprede mængden begyndte tyske 

soldater og danske sympatisører 

at mase sig ind i mængden. 

Pludselig var der en i orkestret der hviskede: 

”Vi spiller Dejlig er jorden”. 

Folkemængden stod stille og sang 

med, og forsøgene på at opløse demonstrationen 

mislykkedes totalt. 

Tirsbæksprængningen 

En af de sabotagehandlinger, hvor det 

i hvert fald med sikkerhed kan siges 

at en af FDF Vejle 1’s førere, nemlig 

Willy Steffensen, spillede en væsentlig 

rolle var ved sprængningen af jernbanedæmningen 

ved Tirsbæk den 10. 

august 1944. 35o kilo trotyl blev med 

politibil fragtet ud til dæmningen, 

hvor en gruppe modstandsmænd ventede. 

Willy Steffensen tog møjsommeligt 

sækkene med sprængstof, og kravlede 

cirka 20 meter ind i et drænrør 

under banen. At få placeret de mange 

kilo sprængstof tog i alt cirka to timer, 

herefter var der bare at vente på det 

tog der skulle sprænges i luften. 

For ikke at være for mange tilbage 

i skoven blev kun Willy Steffensen 

og Erik Siegumfeldt, der var lederne 

af sabotagegruppen. Toget dukkede 

dog aldrig nogensinde op, og klokken 

00.30 blev de to mænd enige om at antænde 

sprængladningen. Sprængningen 

betød naturligvis også, at de to var 

afslørede, og måtte nu med tyskerne i 

hælene skynde sig ind til Vejle – men 

sabotagen var lykkedes. 

Senere i besættelsen lykkedes det for 

Gestapo at fange Willy Steffensen, og 

udsætte ham for tortur. 

Andre førere forsvandt også i løbet af 

besættelsen, blandt andet var fører- 

Willy Steffensen var et af de medlemmer, der var vokset op 

som dreng, og senere blevet fører i FDF. Specielt interesserede 

han sig for friluftslivet, og var idemanden bag kredsens 

blokhytte i Skibet. 

Mere kendt i Vejle blev Willy Steffensen under besættelsen, 

hvor han var med i sabotagearbejdet. Desværre for den vejlensiske 

modstandsbevægelse blev Willy Steffensen arresteret 

den 5. september 1944. Ved anholdelsen havde han nemlig 

en nøgle til en boks på banegården, som indeholdt et kartotek 

over byens modstandsfolk. 

Efter anholdelsen blev Willy Steffensen udsat for tortur, og 

sendt til Frøslevlejren. 

Da Willy Steffensen stoppede sin aktive karriere i FDF Vejle 1, 

kom han med i Gamle Drenge Foreningen, hvis formand han 

var gennem en årrække. 


48 49

Det var ikke lutter 

positive ord 

1943 fik med 

på vejen i dette 

brev. Hvis man 

læser lidt mellem 

linierne kan 

man tydeligt se 

FDFs holdning til 

de ting der skete 

i løbet af 1943 

– herunder jødeforfølgelserne. 

ne Adolf Pedersen og Børge Madsen 

pludseligt væk, og dukkede først op i 

Vejle igen efter den 4. maj 1945. 

Happy end 

Oven på alle disse fortrædeligheder 

som besættelsen bød på, endte den dog 

lykkeligt for FDF Vejle 1. Den 4. maj 

1945 var bestyrelsen samlet til møde. 

Som de fleste andre danskere skulle 

også de lytte til nyhederne fra BBC 

klokken 20.30. Seks minutter inde i 

udsendelsen fik speakeren stukket et 

stykke papir i hånden, og efter en lille 

pause kunne han fortælle, at tyskerne 

havde overgivet sig. Bestyrelsen blev, 

som resten af befolkningen lykkelige, 

og selvom man ikke havde så mange 

penge på det tidspunkt blev der alligevel 

bevilget 600 kroner til en tuba. 

Hverdagen kunne vende tilbage, men 

som Harald Krogsgaard skrev, skete 

det kun langsomt. 

Denne tuba, kaldet fredstubaen, knytter der sig en ganske 

bestemt myte til. 

Bestyrelsen for kredsen holdt møde den 4. maj 1945. Fra 

orkestret var der kommet ønske om penge til en ny tuba, 

men kassereren måtte meddele at der ikke var penge i 

kassen. 

Kort efter lyttede bestyrelsen til BBCs nyheder, og denne 

aften kom frihedsbudskabet fra London. 

Da det glædelige budskab havde lydt, meddelte A. M. Jensen 

at pengene til tubaen ville blive fundet. 

Selv 62 år efter anskaffelsen er det stadig muligt at få lyd 

ud af tubaen, hvilket Per Sørensen, der har dirigeret juniororkestret 

frem til sommerferien 2007, her demonstrerer. 

50 51

1940’erne 

Som Harald Krogsgaard skrev i jubilæumsbogen 

fra 1947 var det svært at 

komme i gang igen efter besættelsen. 

Kun langsomt blev det muligt at genoptage 

de aktiviteter kredsen havde 

dyrket tidligere. 

Som nævnt var byens skoler, og især 

gymnastiksale, blevet brugt til indkvartering, 

og dette havde naturligvis 

slidt hårdt på dem, hvilket betød 

at gymnastikarbejdet det første stykke 

tid ikke kunne gennemføres. Til alt 

held skal det siges, at befrielsen jo kom 

i foråret, og de fleste aktiviteter derfor 

var udendørs. 

De næste to år blev der så taget revanche. 

I 1946 blev der afholdt orkesterstævne 

i Odense – 850 FDF’ere 

var mødt op for at spille, men Vejle 

1’s orkester kunne kun stille med otte 

mand. 

Noget bedre gik det året efter, hvor 

landsforbundet igen kunne afholde 

Marselisborglejr ved Århus – ikke 

mindre end 62 FDF’ere deltog fra Vejle 

1. 

Ved årsskiftet 1946/47 stoppede kredsen 

sit pogearbejde, der var henvendt 

til de 8-10-årige drenge. Dette skete 

efter en vedtagelse på landsmødet. 

Det betød dog ikke, at man sagde helt 

farvel til de små – i samme åndedrag 

blev piltealderen nemlig sat ned til ni 

år, så det var kun et års FDF-tid drengene 

kom til at mangle. Et andet problem 

i forbindelse med pogearbejdet 

havde desuden været at skaffe førere. 

Landsforbundets eget hus 

På landsplan blev 1949 et skelsættende 

år for FDF, da man i maj måned kunne 

flytte ind i sit eget hus på Hjalmar 

Brantings Plads. For at skaffe penge 

blev der blandt andet afholdt et landslotteri, 

og man opfordrede førerne til 

at give et bidrag til huset. Den sidste 

del faldt ikke i god jord hos Vejle 1. Lidt 

blev der dog samlet ind, og på et enkelt 

førermøde lod man da også betalingen 

for kaffen gå til huset – så helt uvillige 

har man ikke været. 

Problemet med at skaffe førere var heller 

ikke blevet mindre, og en gennemgang 

af medlemslisterne havde vist, at 

der stod en del medlemmer, som man 

aldrig så noget til, dem ville man gennem 

en henvendelse forsøge at få gjort 

aktive igen. 

52 53

Svend Ejner Beck 

modtager Kong 

Frederik d. 9. på 

Vejle Havn. 

(Foto venligst udlånt 

af Vejle Byhistoriske 

Arkiv 

og Stadsarkiv) 

Kongen kommer 

Midt på eftermiddagen den 4. september 

1949 lagde kongeskibet Dannebrog 

til kaj i Vejle, og naturligvis skulle FDF 

være tilstede – kongen, Frederik den 

Niende, var jo protektor for FDF. 

Beskeden til drengene var, at der skulle 

stilles i paradeuniform og korte 

bukser. Som en del af modtagelsen ville 

fem mand få lov at komme indenfor 

afspærringen, hvor de skulle stå med 

fanen. 

Mens der blev holdt hårdt på formerne 

under kongebesøget, så det straks 

noget værre ud i kredsens lokale. I november 

måned blev det nødvendigt at 

genindføre ordningen med en vagthavende 

fører, som skulle komme et 

kvarter før arrangementerne begyndte, 

så lokalet var klar til det, der skulle 

ske. Desuden skulle denne fører sørge 

for ro og orden. 

Da A. M. Jensen i 1948 valgte at trække 

sig som formand for FDF Vejle blev posten 

overdraget til Willy Udesen, der 

samme år kunne fejre 25 års jubilæum 

i kredsen hvor han havde været medlem 

siden han var 10 år. Han havde dog 

ganske kort været væk fra kredsen i 

1937 – 38, men bevarede også i disse år 

tilknytningen til kredsen. Allerede året 

efter at Willy Udesen var vendt tilbage, 

blev han valgt ind i bestyrelsen. 

Det var i Willy Udesens formandsperiode, 

at man valgte at sælge det gamle 

Randsborg, og købe hytten i Højen. 

Samtidig var det også hans ide at oprette 

Randsborgfonden, der skulle støtte 

kredsen fremover. 

I 1972 forlod Willy Udesen de aktives 

rækker i FDF, men frem til sin død i 1995 

bevarde han tilknytningen til kredsen. 

Willy Udesens civile karriere bestod i en 

direktørstilling på Vejle Dampvæveri. 

1950’erne 

Selvom krigen efterhånden var kommet 

lidt på afstand, var alt ikke normaliseret 

i 1950’erne. 

For kredsens kasse så det heller ikke 

bedre ud – den var stadig tom. Som et 

forsøg på at rette op på det sidste ville 

man i 1951 lave en lodseddel, hvor hovedpræmien 

skulle være en italiensk 

scooter. Før man kunne få lov til at 

købe denne måtte man gennem Varedirektoratet, 

der afgjorde hvilke varer 

det var vigtigt at indføre til landet, og 

hvilke der måtte vente – og FDF Vejle 

1’s scooter var en af de ting der fik lov 

at vente. 

Indkøbet af scooteren blev dog ikke 

helt opgivet, og i 1954 fik kredsen lov 

at bruge en sådan som hovedpræmie – 

med det pudsige resultat at ingen købte 

den lodseddel der udløste scooteren, 

hvorfor kredsen for en tid var ejer 

af en sådan. Scooteren blev dog solgt, 

og udover indtægten for denne havde 

lotteriet indbragt cirka 3900 kroner. 

I 1951 fik kredsen desuden ny kredsfører, 

da Verner Andersen blev valgt til 

denne post. 

Byens gamle FDFere har dog ikke helt 

glemt de to kredse, og vil derfor arrangere 

en skrotindsamling for at yde et 

økonomisk tilskud til drengearbejdet. 

Forventningen til indsamlingen var at 

den kunne give 10.000 kroner, som så 

skulle fordeles mellem de to kredse, 

samt FDF-samvirket. 

At holde på de ældre drenge var heller 

ikke nemt, hvorfor Gunnar Larsen 

foreslog at man sammen med KFUMspejderne 

og det civile KFUM fik sat 

et seniorarbejde i gang. Ideen var oppe 

at vende før sommerferien 1952, men 

planen faldt, da det gennem diskussionen 

viste sig at de fleste var imod. 

Landslejr og jubilæum 

Så var det alligevel lidt sjovere at være 

væbner, og skulle på Marselisborglejr, 

som sommeren 1952 bød på. Ikke nok 

med at det var landslejrår – FDF fyldte 

også 50 år, så der var lagt op til stor 

fest. 

Dårlige udsigter 

Som det kan ses havde økonomien det 

ikke godt i begyndelsen af 1950’erne. 

Da det ikke i første omgang var lykkedes 

at skaffe en scooter, måtte man finde 

på noget andet, og forslaget var en 

54 55

gåsetombola. Præmierne skulle udelukkende 

bestå af fjerkræ. Denne ide 

faldt dog allerede i planlægningsfase, 

og i stedet satsede kredsen på at kunne 

holde en basar enten i foråret 1953, eller 

eventuelt allerede i efteråret 1952. 

Trængslerne må have været store, for 

mødet hvor dette blev besluttet blev 

holdt i slutningen af september 1952. 

Basaren blev ikke til noget, og ideen 

om gåsetombolaen kom atter på bordet, 

og håbet var at denne kunne stilles 

op på Kirketorvet fredag og lørdag 

inden jul. I forbindelse med tombolaen 

lovede man orkestret at hvis denne 

gav 6000 kroner i overskud ville de få 

en cornet. Orkestret fik dog ikke sin 

cornet, for på grund af den økonomiske 

risiko turde man ikke løbe an med 

tombolaen. 

En af de gamle aktiviteter i kredsen så 

også ud til at være på vej ud, nemlig 

gymnastikken. 

”Da vi ikke i år kan skaffe kvalificerede 

ledere til gymnastikken må vi 

desværre bryde traditionen i denne 

sæson, men da vi ikke vil give afkald 

på den tildelte sal, vil vi forsøge at arrangere 

håndboldtræning og lignende 

i stedet, eventuelt med en leder fra 

idrætsafdelingen” 

Som det ses var der dog en vis tiltro til 

at gymnastikken nok skulle komme 

tilbage som aktivitet. 

Ny kredsfører 

Sidst på året 1953 var det også nødvendigt 

at se sig om efter en ny kredsfører, 

da den daværende, Verner Andersen, 

havde ladet sig hverve til hæren. Som 

efterfølger blev valgt Preben Søby, som 

på det tidspunkt var aktiv både i kredsen 

og på distriktsplan. 

Kredsens økonomi havde heller ikke 

fået det bedre, og for at finde et sted 

at spare begyndte man at kigge på den 

måde man fik meddelelser ud til drengene. 

Enden på dette blev at drengene 

fremover selv måtte abonnere på Danske 

Drenge, mens kredsen ville betale 

for KFUM’s medlemsblad. 

Der sker for lidt 

Efteråret 1953 havde dog budt på en 

lille positiv historie - Gymnastikken 

var blevet genoptaget – om end kun 

med seks drenge. Den ringe tilslutning 

betød at kredsen ville frasige sig salen 

i foråret, men kun hvis man med sikkerhed 

kunne få den næste år – håbet 

levede stadig. 

Kredsens trængte situation var naturligvis 

også et fast punkt på bestyrelsens 

møder, og den 11. juni 1954 kom 

formand Willy Udesen med denne opsang: 

”Formanden påtalte at der sker 

for lidt i kredsen og mente at kredsføreren 

skulle se at blive aflastet i di- 

Teltrejsning 1957 

56 57

striktsarbejdet og i stedet bruge tiden 

til føreruddannelse, idet det er førermanglen 

der er problemet. Kredsføreren 

ville se at få fat i nogle af de gamle 

førere til hjælp”. 

Det ser ud til at Preben Søby følger 

opfordringen, og gennem de næste år 

skærer ned på sit tidsforbrug i distriktet, 

og bruger mere tid hjemme i kredsen. 

Skal vi købe et hus mere? 

Siden 1914 havde kredsen som bekendt 

haft sin sommerlejr Randsborg ved 

Hvidbjerg, men i 1954 fik bestyrelsen 

tilbud om at købe endnu en lejr. 

Huset lå ved Holtser Hage, og første 

gang bestyrelsen beskæftigede sig 

med købet var på et ekstraordinært 

møde den 1. oktober. En uge senere 

var der ordinært bestyrelsesmøde, og 

her blev det beseglet at man ikke skulle 

købe endnu en lejr da: ”..bestyrelsen 

har været ude og se ”slottet”, men vi 

mener ikke at kunne gøre brug af tilbudet, 

da det ikke er så godt indrettet 

som vi kunne ønske, endvidere mener 

vi også at det vil blive alt for dyrt at 

istandsætte og vedligeholde”. 

Hvilket blad? 

To år efter at man i 1953 havde besluttet 

at drengene selv skulle betale for 

Danske Drenge var sagen igen oppe at 

vende blandt førerne. For at vise hvordan 

det kunne gøres havde kredsføreren 

medbragt FDF Randers’ medlemsblad, 

hvor Danske Drenge var vedlagt 

som et indstik. De lokale annoncer 

kunne på denne måde finansiere begge 

blade. Preben Søby ville kigge nærmere 

på sagen, og eventuelt forsøge at 

få et samarbejde med Vejle 2 op at stå. 

Et halvt år efter, i september 1955, 

meddeler Preben Søby imidlertid at 

han ønsker at fratræde som kredsfører, 

og overdrager derfor sagen til sin 

Fra landslejren 1957 

58 59

efterfølger Poul Lübecker. Heller ikke 

den nye kredsfører syntes at drengene 

skulle undvære Danske Drenge, hvorfor 

han vil se på et samarbejde med 

anden kreds. Forslaget var at der skulle 

laves et omslag hvor kredsen havde 

sine meddelelser på forsiden, Gamle 

Drenge Foreningen kunne så få bagsiden, 

mens de to midtersider skulle 

bruges til annoncer. 

Ungarnshjælp 

Den 23. oktober 1956 rejste den ungarske 

befolkning sig mod sikkerhedspolitiet 

og de sovjetiske tropper i landet. 

I hele den vestlige verden blev man rystet 

over hvad der skete, og her i Danmark 

iværksatte man en indsamling 

kaldet Ungarnshjælpen, som kulminerede 

med nogle store tv-shows i foråret 

1957. For første gang blev tv brugt til 

den slags indsamlinger. 

Heller ikke FDF holdt sig udenfor. 

Kredsen besluttede at entreen, 25 øre 

pr. deltager, fra kredsmødet i november 

1956 skulle gå ubeskåret til Ungarnshjælpen. 

Aftenen forløb som en 

cirkusforestilling med både akrobater 

og dyr. For at få endnu flere tilskuere, 

og for at vise hvad FDF også var, havde 

man inviteret den nystartede Jellingkreds 

med denne aften. Selvom 25 øre 

i entre ikke lyder af meget blev der al- 

ligevel samlet ikke mindre end 63 kroner 

og 75 øre ind denne aften, altså 

havde der været 255 FDFere der havde 

overværet forestillingen. 

FDFerne i Vejle fik dog ikke lov at hvile 

længe – 12 dage senere var drenge 

over hele landet på gaden for at samle 

ind til Ungarn. Denne gang gik det 

ud på at sælge små ungarske flag, så 

køberne kunne vise at de støttede det 

ungarske folk. Med orkestret i spidsen 

marcherede kredsen gennem Østerbo, 

Langelinie, Havnegade og til sidst op 

gennem Strøget hvor man skulle møde 

anden kreds. Kredsfører Lübecker 

mente at hvis der ikke blev udsolgt ville 

man sælge igen søndag eftermiddag, 

ligesom FDF ville tage opstilling ved 

indgangen til stadion hvor Vejle skulle 

spille mod AB, så der skulle være gode 

muligheder for at få udsolgt. Salget af 

flag gav da også 1065 kroner i kassen. 

I alt samlede FDF på landsplan cirka 

190.000 kroner. Ved en af tv-udsendelserne 

var et orkesters tubaer og basuner 

blevet fyldt med 33.333 25-ører, 

som så blev hældt ud. 

Skal en fører også være KFUMer? 

I Vejle stod samtidig et noget mindre 

slag. KFUM havde indkaldt kredsføreren 

til et møde, hvor man ville drøfte 

førernes forhold til KFUM. Baggrun- 

den var at KFUM syntes at man så for 

få af FDFs førere til møderne – og desuden 

skulle det også være obligatorisk 

for førerne at være medlem af KFUM. 

Denne noget bastante udmelding blev 

da også tilbagevist. Bestyrelsen ville 

gerne opfordre førerne til at være 

medlem af KFUM, men man ville bestemt 

ikke stille det som et krav. 

I foråret 1957 var de to parter ikke helt 

færdige med at diskutere sagen, og 

udspillet fra FDFs side var at førerne 

kunne få en form for passivt medlemskab 

af KFUM, men stadig ville bestyrelsen 

ikke sætte dette som et krav 

– man mente at arbejdet i FDF var rigeligt 

for de fleste. Først hen mod slut- 

ningen af 1950’erne ser det for alvor ud 

til at FDFs førere i større tal har meldt 

sig ind i KFUM. 

Svigtede tilslutningen til KFUM så det 

straks noget bedre ud for gymnastikken, 

som jo gennem en årrække havde 

spillet en noget tilbagetrukket rolle. 

Holdet bestod i foråret 1957 af ikke 

mindre end 30 drenge og en række førere. 

En dreng bliver voksen 

Den helt store oplevelse for FDF Vejle 

1 i 1950’erne var naturligvis 50-årsjubilæet 

i 1957. Forberedelserne stod på i 

næsten et år, og omfattede en lang ræk- 

Som en del af underholdningen 

til 

jubilæumsfesten, 

var mange af 

kredsens drenge 

på scenen. 

60 61

Som en del af 

jubilæumsfestlighederne 

blev der 

sendt en mængde 

balloner op fra 

Kirketorvet – på 

denne måde kunne 

hele byen se at 

der var gang i en 

stor fødselsdagsfest. 

ke aktiviteter, som kom til at strække 

sig over flere dage. Temaet for jubilæet 

blev En dreng bliver voksen. 

En af de første ting der blev sat i værk 

var at få skrevet en march i anledning 

af jubilæet, så orkestret på passende 

vis kunne vises frem for resten af byen. 

Modsat var man i kredsen enige om at 

der ikke skulle laves nogen jubilæumsbog. 

Baggrunden var bitre erfaringer 

med den bog kredsen havde udgivet 

10 år tidligere. 

Som en del af programmet havde man 

sikret sig FDFs stifter Holger Tornøe 

som taler for både Gamle Drenge 

Foreningen og drengene. Ludvig Valentiner 

der havde været formand for 

landsforbundet fra 1909 til 1954 skulle 

holde festgudstjenesten, og den daværende 

formand Poul Schou skulle 

så holde selve festtalen. At netop Poul 

Schou skulle holde talen var næsten 

naturligt, da han havde haft sine tidligste 

FDF-år i Vejle. 

Den store fest 

Selve jubilæumsfesten kom til at 

strække sig over flere dage. Den 28. 

august var en onsdag, men allerede 

om lørdagen gik festlighederne i gang, 

hvor et drengekor fra Tyrol holdt sangaften 

i Håndværkerforeningen. 

Onsdag morgen var der kransenedlægning 

på gravene for flere af de 

mænd der havde været med til at stifte 

FDF i Vejle. Herefter var der officiel 

reception, hvor mange gamle FDFere 

kiggede forbi. Borgmester Willy Sørensen 

var også forbi med en hilsen 

fra byen. 

Om aftenen var der så fest for alle – 

både unge og gamle i Bygningen. Den 

march der var blevet skrevet af organist 

Anker Nielsen fra Vor Frelser Kirke, 

Still going strong, skulle opføres, og 

Poul Schou holdt som lovet festttalen. 

Efter programmet i Bygningen, stillede 

alle op til fakkeltog med orkestret i 

spidsen. Turen gik så fra Bygningen til 

Kirketorvet, hvor alle fakler blev smidt 

i et stort bål. 

For anden gang den dag holdt borgmesteren 

tale: ”I denne aften, hvor 

FDF slutter sin jubilæumsdag, er 

der grund til at sige Frivilligt Drenge 

Forbund tak for de 50 år, der nu 

ligger bag. Hvor mange tusinde Vejledrenge, 

der gennem FDF er blevet 

gode samfundsborgere og har fundet 

godt kammeratskab, ved jeg ikke. Givet 

er det, at bevægelsen i allerhøjeste 

grad har præget slægten gennem 

de 50 år. De gode fordomme og høje 

idealer vil også fremover have deres 

gyldighed. Der er noget opløftende i, 

at vi i vort land kan have noget som 

Frivilligt Drenge Forbund. Vi ønsker 

at bevare vor frihed som nation og 

for de enkelte borgere. Et godt grundlag 

er givet i FDF. Tak til lederne, der 

har været gode opdragere af slægten 

i denne by, og lykke til arbejdet i de 

dage, der kommer”. 

Efter denne tale sluttede den rigtige 

jubilæumsdag, men forude ventede 

endnu en – nemlig søndag den 8. september. 

Denne dag var FDFere fra Lillebælt 

distrikt og de to Horsenskredse 

samlet i Vejle – i alt 1000 FDFere fejrede 

Vejle 1’s 50 års jubilæum. 

Dagen begyndte med festgudstjenester 

i alle byens kirker, efter gudstjenesterne 

skulle de mange drenge have 

noget at spise, og det blev klaret i private 

hjem. 

Midt på eftermiddagen samledes alle 

så i Skyttehushaven, og i mellemtiden 

var også Holger Tornøe, Ludvig Valentiner 

og Poul Schou kommet til. Tornøe 

overrakte en fanering som gave fra 

landsforbundet, og Poul Schou skulle 

endnu engang holde festtalen. 

62 63

Sommeren 1959 

bød på en tur til 

Harzen for de 

ældste FDFere. 

Her var drengene 

rundt for 

at kigge på både 

natur og folkevognsfabrikker. 

Lidt underholdning blev der også plads 

til da et cirka 100 mand stort orkester 

under ledelse af Svend Ejnar Beck spillede, 

og FDFerne fra Horsens viste forskellige 

optrin fra de forløbne 50 år. 

Fra Skyttehushaven marcherede alle 

derefter til Kirketorvet, hvor en masse 

balloner blev sendt til vejrs sammen 

med et stort FDF-skjold. 

Og så kom hverdagen 

Havde 1957 budt på gode oplevelser så 

det straks værre ud året efter – endnu 

engang må man sande at kredsen ikke 

har nogen penge, tværtimod skylder 

man landsforbundet 202 kroner. For 

at skaffe pengene besluttes det at sende 

en lodseddel på gaden. Denne ser 

ud til at klare de akutte pengeproblemer, 

men efterhånden må bestyrelsen 

sande at der skal drastiske midler til. 

De umiddelbare problemer bliver dog 

løst, men lige så hurtigt som pengene 

kommer i kassen lige så hurtigt er de 

ude igen. Sommeren 1958 havde budt 

på megen regn, og det betød et ønske 

fra væbnerførerne, nemlig: 

”Den våde sommer beviste at man i 

høj grad trænger til oversejl til vore 

telte. Dette bevilges. Udesen sørger 

for at finde en mand til at sy det, ligesom 

han skaffer stof så billigt som 

muligt”. 

Fnis.. – pigerne kommer 

50 år efter at FDF var blevet stiftet så 

FPF lyset i 1952, der havde dog været 

et arbejde i gang et lille års tid. Den 

første formand for FPF blev Willy 

Gravesen, der sad på posten fra 1952 

Sidst i 1950’erne var der interesse for at stifte FPF-kredse 

rundt omkring i landet. Preben Søby fik dette brev fra Willy 

og Ebba Gravesen, om opstart af FPF. Det var dog mest på 

distriktsplan at emnet blev diskuteret – i FDF Vejle var der 

ikke den store interesse for at hjælpe en FPF-kreds i gang 

– der var jo KFUK-spejderne. 

64 65

Meget simpelt 

– sådan kan udseendet 

af FPFs 

første grundlov 

beskrives. 

til 1966. Det var dog ikke kun i FPF at 

han havde en finger med i spillet, for 

i perioden 1959 til 1975 var han generalsekretær 

i FDF. 

Seks år efter FPF havde startet sit arbejde 

forespurgte Preben Søby, på 

vegne af Lillebælt distrikt, hos Willy 

Gravesen og hans kone angående opstart 

af FPF-arbejde. 

Flere kredse tog arbejdet til sig, men i 

Vejle 1 var der ikke den store interes- 

se, da man mente at den type arbejde 

burde finde sted i KFUK-regi. 

Harzen 

Sommerlejren 1959 skulle vise sig at 

blive noget anderledes end mange 

FDFere havde været vant til tidligere 

– sommeren bød nemlig på en tur til 

Harzen. 

1960’erne 

De første år i det nye årti blev ikke 

bedre end de sidste havde været i det 

tidligere. Atter måtte der sendes lodsedler 

på gaden, og atter måtte man 

sande at det ikke var nok til at redde 

kredsens økonomi. 

Bedre bliver det ikke da kredsfører 

Poul Lybecker i 1963 meddeler at han 

ønsker at fratræde, hvorfor kredsen vil 

stå uden kredsfører fra første august. 

Det lykkedes dog ret hurtigt at finde 

en ny kredsfører, da Verner Andersen, 

der havde haft posten i 1951-52, vendte 

tilbage. 

Nu kommer kvinderne 

Før opstarten på sæsonen i 1963 holdt 

førerne en weekend på Randsborg, 

hvor de prøvede at kigge på fremtiden. 

Det første, og største, problem var at 

der manglede førere, hvorfor der kun 

kunne laves en foreløbig førerfordeling. 

Desuden gjaldt det om at få aktiveret 

forældrene, men den største 

nyskabelse var de kvindelige førere. 

På denne weekend blev der truffet en 

noget skelsættende beslutning – der 

skulle nu til at være kvindelige pogeførere. 

Efter denne weekend var optimismen 

vendt tilbage blandt førerne, og: ”Verner 

Andersen sluttede lejren, og udtalte 

blandt andet en tak for det gode 

håndslag alle havde givet på lejren 

– det gav håb om en tilfredsstillende 

indsats i kredsens arbejde fremover”. 

Den grå bølge 

Det kom da også til at gå fremad, endda 

så meget at man havde tiltro til, at 

byen kunne bære mere end de to FDFkredse 

der allerede var, hvorfor man i 

Det nye årti bød 

på mange nye 

oplevelser for 

FDFerne i Vejle 

1 – ingen vidste 

hvad der lå 

foran. 

66 67

De moderne tider var slået igennem i FDF. Helt så traditionelt som tidligere så lejrpladserne på landslejren i 

1962 ikke ud. Denne landslejr var desuden den sidste der blev holdt ved Marselisborg – fra 1967 er landslejrene 

blevet holdt på Sletten. 

De glade FDFer på forsiden af lejrbogen i 1962 viste hvordan FDF på det tidspunkt opfattede sig selv – det var 

stadig for den friske dreng. 

Helt moderne var man dog ikke blevet – ordet herredsfoged vendte stadig blikket bagud. 

1965 begyndte på et projekt kaldet Den 

grå bølge, hvor målet var, at der skulle 

være FDF-kredse over hele byen. 

Ideen med flere kredse gik dog flere år 

tilbage, da man allerede i 1958/59 havde 

forsøgt at starte FDF Vejle 3 på Søndermarken. 

Baggrunden for at stifte 

denne kreds var at kvarteret gennem 

årene var vokset meget, og at der burde 

være grundlag blandt drengene i 

området for et FDF-arbejde. Projektet 

strandede i første omgang på, at man 

ikke mente, at man kunne tillade sig 

at dræne de to eksisterende kredse for 

førere. Syv år senere kom så Den grå 

bølge. 

I foråret 1966 kom så Vejle 3 til verden 

i Skibet, samtidig var der oprettet 

en pogeklasse på Nørremarken, men 

dennne hørte stadig administrativt 

under Vejle 1. Året efter kom turen så 

til Søndermarken der fik Vejles FDFkreds 

nummer fire – ni år efter de første 

planer. 

To år efter Den grå bølge var blevet 

præsenteret kunne man blandt FD- 

Ferne i Vejle gøre det foreløbige resultat 

op. Vejle 1 havde 187 medlemmer, 

Vejle 2 kunne mønstre 128, Vejle 3 

havde fået 54, og endeligt var det lykkedes 

for Vejle 4 at samle 34 drenge. 

Men dette resultat skulle kun ses som 

midlertidigt, da planen var at der i løbet 

af 1967 skulle startes kredse på 

Nørremarken og i Bredballe. Et gammelt 

problem viste sig dog på dette 

tidspunkt – det var ved at være svært 

at finde kredsførere og førere. I løbet 

af foråret 1967 lykkes det dog at finde 

både bestyrelse og lokaler til kredsen 

i Bredballe, men ingen drenge eller førere, 

så planen må opgives. 

Et nyt forslag kommer på bordet, der 

skal oprettes en kreds i Mølholm – 

men det er en helt anden historie. 

Preben Søbyes 

lejrbog fra Marselisborglejren 

1962 

68 69

Efterhånden 

var tiden løbet 

fra det klassiske 

FDF, og nye 

arbejdsformer 

måtte udtænkes. 

Dette hæfte 

var med til at 

skabe en del debat, 

både i kredsen 

og forbundet, 

om hvordan 

FDF skulle se ud i 

fremtiden. 

Moderne arbejdsformer 

Samtidig med at FDF for alvor spredte 

sig til hele byen, ændrede synet på 

FDF-arbejdet sig også. Tre forskellige 

steder i landet, Nørre Nissum, Roskilde 

og Århus havde en gruppe førere 

sat sig sammen, uafhængigt af hinanden, 

for at komme med bud på fremtidens 


Grupperne mente at det FDF man 

havde kendt i over 50 år var ude af 

trit med tiden, og der skulle tænkes 

nyt. I begyndelsen af 1900-tallet var 

det drengene der skulle disciplineres, 

men den tankegang var uaktuel midt i 

tresserne. Når man kigger ti år tilbage 

til Poul Schous jubilæumstale, kan det 

tydeligt ses at der var tale om en ændring 

i tankegangen. Nu skulle drengene 

tages med på råd når arbejdet 

skulle planlægges 

Alle disse nye ideer blev samlet i et 

hæfte kaldet Århusbetænkningen, 

som blev forelagt Landsmødet i 1966. 

På landsmødet, blev der taget godt 

imod de nye ideer, og to år senere udkom 

hæftet Betænkning om arbejdsplan 

for landsforbundet Frivilligt 

Drenge Forbund. 

De nye arbejdsformer bød blandt andet 

på interessegrupper, som var en 

række aktiviteter, som drengene kunne 

melde sig til alt efter deres egne 

interesse. Disse kunne spænde fra 

idræt, elektronik, motorlære, rockmusik 

til helt almindeligt pionerarbejde. 

FDF fik for alvor lov at vise at man var 

moderniseret på landslejren i 1967, 

hvilket i øvrigt var den første landslejr 

der blev holdt på Sletten. På lejren 

fik drengene for alvor mulighed for at 

prøve kræfter med de mange nye interessegrupper. 

I FDF Vejle 1 var man dog ikke helt 

sikker på at de nye tanker kun var et 

gode. I februar 1966 havde man denne 

holdning til de nye tanker: Angående 

de nye arbejdsformer i FDF: ”Dog 

var vi enige om at det ikke skulle være 

mere moderne end at førerne har det 

afgørende ord (og ikke drengene)”. 

Det var dog ikke kun i Vejle 1 at denne 

holdning gjorde sig gældende, over 

hele landet oplevede man i disse år at 

gamle førere var på vej ud, og den unge 

generation var på vej ind, hvorfor 

skiftet i arbejdsformer skete løbende. 

En anden stor ændring for FDF Vejle 1 

skete den 12. april 1966 – den dag lykkedes 

det at sælge Randsborg. Gennem 

flere år havde kredsens gamle 

sommerlejr været en stor udgift for 

kredsen, og som tiden gik forfaldt huset 

mere og mere. 

Aktivitet efterlyses 

At arbejdsformerne skulle moderniseres, 

omtalte Pouls Schou da han gik 

af som formand for landsforbundet i 

foråret 1966 havde han holdt en tale, 

hvor han omtalte FDFs aktuelle problemer. 

En del af denne tale handlede 

om at medlemstallet stagnerede. Specielt 

denne del kom der en debat ud af 

i kredsen. 

Verner: Hvorfor er FDF stagneret når 

samtlige andre spejderkorps har haft 

fremgang. 

Alfred mener at der er for mange forskellige 

arbejdsgrene i FDF. 

Verner: FDF har flere seniorer end 

spejderne vel i alt 8 – 10.000. 

Alfred: Hvor mon de gemmer sig; i 

orkestrene? 

Verner: ja, her vil jeg gerne om orkesterarbejdet 

kunne blive helt selvstændigt. 

Ejnar Jensen: Vi har tidligere prøvet 

at samle orkesterfolk i patruljer med 

en orkestermand som patruljefører 

men længere gik det ikke. 

Under kyndig 

ledelse af Jørn 

Dyrgaard bliver 

drengene sat ind 

i dagens opgaver 

under DIstriks- 

PAtruljeKonkUrrencen 

(DI- 

PAKU) i 1966. 

70 71

Sommeren 1966 

bød for de ældste 

medlemmer 

af kredsen på en 

tur til Norge. På 

denne tur boede 

man i hytte, 

og som det ses 

ud af billederne 

var en del orkestermedlemmer 

med på denne 

tur. På billederne 

ses blandt andet 

Kurt Videbæk, 

Freddy Brauchli 

Jensen og Verner 

Andersen. 

Efter DIPAKU 

var en enkelt 

patrulje – kaldet 

Eagle Squadron 

– fra kredsen 

gået videre til 

LAndsPAtrulje- 

KonkUrrencen 

på Sletten. Patruljen 

var Ledet 

af Kurt Videbæk, 

der havde fundet 

på navnet, 

fordi han som 

orkestermedlem 

spillede et stykke 

musik kaldet 

Eagle Squadron 

– og det syntes 

han godt om. 

72 73

Verner: Der er for stor forskel på FDF 

i de forskellige kredse, således at hvis 

en fører rejser til en anden by vil han 

i mange tilfælde ikke kunne begynde 

igen. 

I vejle kunne man dog stadig glæde sig 

over medlemsfremgangen i forbindelse 

med Den grå bølge. 

Som det kan ses var tiden præget af 

mange aktiviteter, men ikke alle var 

tilfredse. En gruppe yngre førere, primært 

med udgangspunkt i P’63, mente 

ikke at der skete nok. 

P’63 var cirka 10 patruljeførere, der 

havde gået på Patruljeførerskole i 

1963. Disse unge mennesker dannede 

en markant gruppe, som havde stor 

vægt i kredsens arbejde i mange år 

frem. 

Faktisk kom det så vidt at denne gruppe 

truede med at kræve bestyrelsens 

afgang hvis ikke denne viste en større 

indsats. Det kom dog aldrig længere 

end til truslerne, og samarbejdet mellem 

førere og bestyrelse blev genoprettet. 

Ydre ændringer 

Ikke nok med at arbejdsformerne skiftede 

i slutningen af 1960’erne – FDFs 

ydre blev også moderniseret. I januar 

1967 fik forbundet sin afløser for Danske 

Drenges Sangbog. Den nye sang- 

bog fik navnet Den grå, så navnet passede 

til farven på forbundsdragten. Et 

år efter fremkom der dog forslag om 

at ændre forbundsdragten, fra den grå 

skjorte til bluser i farverne for de enkelte 

klasser. I FDF Vejle 1 mener man 

at der skal være enighed mellem alle 

kredse i byen før der skiftes, da det ellers 

vil se mærkeligt ud hvis en gruppe 

FDFere er i den gamle forbundsdragt, 

og nogen er i den nye. Den nye 

forbundsdragt bliver dog først indført 

fra 1970. 

I forbindelse med landslejren 1967 har 

kredsen kigget på en af de hytter der 

skal opstilles, for eventuelt at købe den 

efter lejren, og bruge den som seniorhytte. 

Dette køb bliver dog aldrig til 

noget. 

Efter disse omskiftelige år valgte 

kredsfører Verner Andersen efter fire 

års arbejde at overdrage posten til Ole 

Kristensen der tidligere havde været 

med i FDF Vejle 2. 

I det sidste år af 1960’erne oplevede 

kredsen endnu en nyskabelse, Dalposten 

begyndte nemlig at udkomme, og 

er som så udkommet siden. 

Igennem mange 

år var det et 

fast reglement 

for hvordan forbundsdragten 

skulle være – 

gennem 1960’erne 

var disse stive 

former i opbrud. 

Bemærk især 

den nederste mulighed 

– man kan 

være formand, 

næstformand 

– eller ligefrem 

stifter. 

74 75

Fra et leder-/bestyrelsesmøde 

i 

1969 - rundt til 

venstre, forrest 

med ryggen til, 

Poul Petersen, 

Gunnar Videbæk, 

Ole Hansen, 

Willy Udesen, 

Børge Jørgensen, 

Ejner Jensen, 

Poul Lybecker, 

Ole Kristensen 

og på den 

tomme stol (fotografen) 

Preben 

Lemann. 

Gennem de første mange år af kredsens liv skete kommunikationen til 

medlemmerne gennem opslag på KFUM, samt en side i KFUM-bladet. 

Mange førere og medlemmer af bestyrelsen syntes at dette ikke var 

nok, og gennem årene snakkede man fler gange om at oprette sit eget 

kredsblad. 

Der skulle dog gå 62 år før Dalposten, som kredsbladet kom til at hedde, 

så dagens lys. Navnet på bladet var dog ikke nyt, da Dalposten gennem 

en årrække var navnet på væbnerklassens, kaldet Dalsønnerne, 

sedler med meddelelser. 

Bag det nye blad stod Preben Lemann og Freddy Brauchli Jensen. Bladet 

blev i første omgang lavet hos Freddys forældre på en sværteduplikator, 

men med tiden blev bladet trykt ude i byen. 

For de unge ledere der lavede bladet var et af målene også at skabe debat i kredsen – blandt 

andet om optagelse af piger i kredsen, og med Preben Lemanns ord; ”Så fik vi nogle hug undervejs 

– der var altid noget der ikke var godt nok”. 

Bladet fandt med tiden sin plads, og med skiftende besætninger har bladet overlevet frem til 

2007, og vil også fremover bringe oplysninger om kredsens liv. 

1970’erne 

Som det kunne ses i sidste afsnit havde 

især den sidste halvdel af 1960’erne 

budt på store forandringer i FDF. 

Mange af disse ændringer kom først 

for alvor til at slå igennem i FDF Vejle 

1 i 1970’erne. 

To projekter blev startet i foråret 1970, 

kaldet henholdsvis KOMO-70, hvilket 

var en forkortelse for kondition og 

motion, samt PRIMI-70, som var et 

større byggeprojekt i Højen. 

Efter sommerferien 1970, hvor de ældste 

havde været en tur i Schweiz, blev 

der oprettet interessegrupper fælles 

med de andre FDF-kredse, KFUMspejderne 

og KFUK-spejderne. 

Fra Væbnerklassen er der ønske om at 

kredsen køber en tipi, hvilket bestyrelsen 

bevilger hvis Væbnerne solgte 

1000 af forbundets lodsedler. Dette 

lykkedes, faktisk fik de solgt 1200 lodsedler, 

og kredsen kunne anskaffe en 

tipi. 

1970 var også året hvor kredsens anden 

formand, Willy Udesen, bebudede 

at han på grund af sit arbejde ville 

fratræde som formand, men dette 

skete dog ikke lige med det samme. 

Til gengæld kom de nye forbundstrøjer, 

og hvad var mere skelsættende, førerne 

skiftede navn til ledere. 

Samme efterår skete der desuden 

det for kredsen at man efter 53 år på 

KFUM flyttede til lejede lokaler i Tønnesgade. 

For at skaffe flere medlemmer blev der 

holdt en agitationsdag, der blandt andet 

bød på orkestermusik i byens gader 

og tæveøvelse i Højen, så helt moderne 

var man ikke blevet endnu. 

Som et led i samarbejdetmellemFDF/FPFkredsene 

i Vejle, 

holdt man årligt 

en nytårsmønstring. 

Her bæres 

Vejle 1 og 2’s 

faner ud af Vor 

Frelser Kirke. 

76 77

Under mottoet 

Tre tiders lejr 

– alle tiders lejr, 

fandt FDFs anden 

landslejr på 

egen grund sted 

i 1972. Dette blev 

den sidste lejr 

hvor drengene 

var for sig selv 

– fire år senere 

var pigerne kommer 

med. 

Søbys lejrbog 1972 

Postkort fra landslejren 1972 

Penge i kassen? 

Fra begyndelsen havde der ikke været 

opkrævet kontingent i FDF, da alle 

skulle have råd til at være med, i stedet 

havde man fået en del frivillige bidrag, 

og betaling ved forældrefester og lignende. 

Gennem FDFs næsten 70 år havde 

meget dog ændret sig, og i 1971 foreslog 

FDF Vejle 2 at man opkrævede et 

kontingent på 36 kroner årligt – det 

skulle dog betale i tre rater. Kommunen 

spyttede også i kassen med 23 

kroner for hvert medlem under 18 

år, og endeligt havde Y’s Mens klub 1 

loppemarkedet A/S Spildopmagerne, 

som siden har støttet de uniformerede 

korps i Vejle. FDF Vejle 1 trak sig 

dog ud af arbejdet med Spildopmagerne 

midt i 1990’erne. Angående kontingentopkrævningen 

var der dog problemer. 

For det første vil kassereren ikke 

have noget med det at gøre, men lederne 

mener at det er hans opgave, det 

andet store, og måske største, problem 

var at ingen med sikkerhed vidste om 

kredsen havde et kartotek. 

Selvom det kunne se ud som om kredsen 

på denne måde fik penge i kassen 

havde økonomien det stadig dårligt, 

og for at klare sig igennem var man 

nødt til at omlægge en del af lånene i 

Højenhytten. 

Senere på året ser det dog bedre ud da 

lånet i hytten er blevet bragt i orden, 

og en af kredsens obligationer bliver 

udtrukket. I forbindelse med dette 

foreslår Willy Udesen at der oprettes 

en Randsborgfond til at støtte kredsens 

arbejde. 

Nu kommer pigerne (måske) 

På FDFs landsmøde i 1972 var spørgsmålet 

om en sammenslutning med 

FPF oppe at vende, da flere kredse ønskede 

at de to forbund blev til et. 

Atter var der noget at debattere i kredsen, 

og angående sammenslutningen 

ser det ud til at have været festligt på 

ledermødet i maj: ”Vi stemte så hemmeligt 

og højlydt om vi skulle have piger 

i kredsen, men afstemningen endte 

meget demokratisk uden noget resultat”. 

Senere på samme møde måtte der atter 

stemmes, og denne gang stemte 

seks for og tre imod. Der var altså flertal 

for med det samme at optage piger 

i FDF Vejle 1. Dette resultat blev dog 

ikke respekteret, og der skulle endnu 

gå en årrække inden pigerne kunne 

bydes velkommen. 

Ny formand 

Samtidig med at lederne var klar til at 

byde pigerne velkommen, var det på 

tide at sige farvel til en anden, nemlig 

formanden Willy Udesen. I kredsens 

næsten 65-årige historie havde man 

på daværende tidspunkt kun haft to 

formænd. Som ny formand indtrådte 

Preben Rask. 

Ikke kun formanden stod for udskiftning, 

også kredslederen valgte at stoppe. 

Dette stop bød på en nyskabelse i 

kredsen, nemlig en kredsledelse bestående 

af Kristian Grøn, Gunnar Videbæk 

og Poul Petersen. 

Pigerne må vente 

Som nævnt ovenfor var lederne klar 

til at optage piger i kredsen, men bestyrelsen 

var stadig noget henholdende. 

Sagen blev heller ikke bedre, da 

Dalposten i december 1972 skrev følgende: 

”..byens øvrige kredse er fælleskredse 

– men hvad med os selv? – 

Ja, ja, en dag vil vi forhåbentligt også 

følge med tiden?”. 

I det næste nummer kunne man læse 

en artikel af Kurt Strand, der dengang 

var med i FDF Ballerup, om hvordan 

det var gået efter kredsen var blevet en 

fælleskreds – overordnet kun positive 

ord. 

78 79

Nu måtte bestyrelsen træde på bremsen, 

og i marts 1973 var man skarp i 

vendingen: ”formanden anholdt om 

den polemik, der havde været om optagelse 

af piger i 1. kreds blandt andet 

i Dalposten, Glimt og Vejle Amts Folkeblad. 

Det var utilfredsstillende, når 

det ikke var afgjort. 

Bestyrelsen vil vente med afgørelsen 

og tage sagen op om et år og indtil 

da køre kredsen som en ren drengekreds”. 

Sammenslutningen mellem FDF og 

FPF fandt sted med virkning fra den 

1. januar 1974, men altså ikke i Vejle 1. 

Samtidig med at FDF og FPF blev sluttet 

ændrede man også forbundsdragten. 

Denne blev nu primært udgjort af 

en blå trøje, hvor det var muligt at få 

diverse tilbehør til. 

Lidt godt nyt var der da også, da man 

kunne fortælle at der ville starte en 

pogeklasse på Søndermarken. 

Hvem er vigtigst? 

Debatten i lederflokken forstummede 

dog ikke, selvom man havde taget stilling 

til spørgsmålet om piger i kredsen. 

Senere i december 1973 blussede 

striden mellem orkestret, og især 

væbnerklassen, op på ny. De to klasser 

havde begge høje ambitionsniveauer, 

og i væbnerafdelingen følte man at or- 

kestret drænede denne for drenge. Og 

da væbnerklassen var det rigtige FDFarbejde 

måtte orkestret skære ned på 

sine ambitioner. I et oplæg fra Preben 

Lemann Sørensen hed det: ”Fremover 

kan orkestret altså enten køres 

i mindre målestok som et ekstra 

tilbud til alle drenge – der samtidig 

skal være med i det øvrige klassearbejde 

(..) ELLER orkesterarbejdet kan 

køres i nuværende stor målestok som 

en helt selvstændig klasse, hvor man 

kun som orkesterelev samtidig kan 

stå i en anden klasse. Som orkestermedlem 

kan man ikke samtidig være 

med i en anden klasse.” 

Dette kunne orkesterledelsen naturligvis 

ikke sidde overhørig, og Gunnar 

Videbæk bemærkede blandt andet i sit 

svar: ”I øvrigt er orkesterarbejde 

et anerkendt FDF-arbejdsstof (..) 

Hvorfor (som et, mb) ekstra tilbud? – 

hvis drengene nu ikke gider at være 

væbnere?” 

Som det kan ses drejede en del af debatten 

sig om hvad der var FDF-arbejde, 

og begge grupper anførte at 

der ikke var nogen definition på dette, 

men at man valgte sit arbejde ud fra 

formålsparagraffen. Orkestret kunne 

desuden slå på at musikken havde været 

en del af FDFs arbejde siden starten, 

hvorimod væbnerarbejdet jo før- 

ste var kommet med omkring 1920. 

(se afsnittet om dette) 

Heller ikke denne gang blev der fundet 

nogen endelig løsning på problemerne, 

men begge afdelinger kom til 

at køre videre. 

I forlængelse af alle disse diskussioner 

blev Kristian Grøn valgt som ene 

kredsleder i april 1974. 

Kredshus 

Midt i 1970’erne blev der brugt en del 

tid på at diskutere lokaleforhold, og til 

tider virkede det som om man knap 

var kommet på plads det ene sted før 

man skulle videre. Desuden gjorde det 

traditionelle FDF-arbejde og orkesterarbejdet 

det ofte svært at finde et sted 

der kunne tilgodese begge arbejdsgrene. 

For at løse dette kiggede kredsen 

flere gange på om det var muligt at købe 

sit eget hus, og hvilke behov dette 

skulle opfylde. 

Og så kom pigerne 

Selvom man næsten skulle synes at 

punktet var gennemdiskuteret, blev 

spørgsmålet om piger rejst endnu en 

gang i efteråret 1975. Denne gang var 

det Ole Nyborg, der spurgte om pigers 

adgang til orkestret. Gunnar Videbæk 

bakkede op med argumentet om at det 

var svært at se at pigerne fra de andre 

kredse ikke kunne være med når 

drengene kunne. Pigerne fik dog ikke 

adgang med det samme, men i løbet af 

de næste par år kom de stille og roligt 

med i arbejdet. Byens ældste kreds var 

den sidste til at optage piger som medlemmer. 

Kredslederposten skiftede samtidig 

person fra Kristian Grøn til Erik Dupont. 

Ny struktur 

Efter at kredsen endeligt havde fundet 

sig et nyt tilholdssted (læs mere i 

Rigtige væbnere 

går ikke over 

åen efter vand 

80 81

afsnittet om dette), og var flyttet ind i 

Skovgade 14, kunne man begynde at 

tænke på fremtiden. 

Bestyrelsen havde lavet en plan der betød, 

at der i de nye lokaler skulle være 

hovedkontor, Dalposten skulle produceres, 

og der skulle være tumlinge og 

pilteklasse. Desuden skulle væbnere 

og seniorer holde til her. 

På Søndermarken og i Mølholm skulle 

der være tumlinge og pilte. Orkestret 

skulle have øvelokaler på Mølholm 

skole. Disse planer betød altså at kredsen 

geografisk ville komme til at sprede 

sig over et meget stort område. 

De nye planer blev ikke ført ud i livet 

af den siddende bestyrelse, da formanden 

Preben Rask overdrog posten til 

Ejner Jensen, og Knud Erik Knudsen 

blev ny mand på kassererposten. 

At der skulle ske noget kunne ses på 

medlemstallet – på dette tidspunkt 

talte kredsen kun 75 drenge. Dette 

var dog allerede bedre året efter hvor 

kredsen havde fået omkring 30 nye 

medlemmer. 

Den nye struktur gav dog ikke lige med 

det samme nogen tumlinge og pilte i 

midtbyen, men i stedet blev der startet 

et arbejde på Uhrhøj for de mindste. 

En ny kredsledelse afløste allerede efter 

et år Erik Dupont. Denne bestod af 

Arne Lund, Gunnar Videbæk og Preben 

Lemann. 

Ballade og fremgang 

Selv med de mange ændringer i kredsen 

– både hvad angik arbejde og tilholdssted, 

var noget stadig ved det 

gamle – konflikten mellem orkestret 

og den øvrige kreds bestod. I flere omgange 

overvejede man at splitte kredsen 

op i to, men dette ville rumme en 

række problemer især i forbindelse 

med økonomien – især var Randsborgfonden 

væsentlig i dette spil. 

At lederne ikke kunne enes, gik dog 

ikke ud over det daglige arbejde i september 

1978 kunne Preben Lemann 

stolt fortælle: ”..at målet med at få flere 

medlemmer, langt har oversteget 

forventningerne. Målet var 160 medlemmer 

inden jul, men allerede nu er 

der cirka 200 medlemmer i kredsen”. 

Dette passede dog ikke helt, for i februar 

kunne man gøre status over 

medlemsfremgangen, og denne viste 

at der var kommet 58 nye FDF/FPFere 

til Vejle 1, og at kredsen nu talte 162 

medlemmer. 

Ved udgangen af årtiet måtte man 

endnu engang også skifte kredsledelse, 

og denne blev overtaget af Gunnar 

Videbæk og Bent Tholstrup. 

1980’erne 

En tradition fra 1970’erne fulgte med 

over i det nye årti, nemlig de hyppige 

kredslederskift, fra 1981 hed kredslederen 

Kurt Videbæk, men han blev 

dog siddende de næste fem år. 

Samtidig med at kredslederen skulle 

skiftes, skulle der også findes en ny 

formand, og til denne post blev Arne 

Lund valgt. 

Problemer på Uhrhøj 

Ideen om at FDF skulle sprede sig 

til hele byen havde også en bagside, 

nemlig den sædvanlige med at det var 

svært at skaffe ledere. Det første offer 

blev lukningen af FDF Vejle 4 og at arbejdet 

blev flyttet til Vejle 1. 

I 1981 skete der en ændring med klasserne 

på Uhrhøj. Som led i en proces 

med at koncentrere kræfterne i den 

sydlige ende af Vejle indgik man en 

aftale med Vejle 2 om at overtage de 

to klasser på Uhrhøj. I begyndelsen 

foregik møderne på Hover Skole, men 

snart flyttedes børnene ned til Vesterbrogården, 

der var det nye navn for 

Menighedshuset. 

Nye lokaler – nye lokaler 

Samtidig med at kredsen overgav de 

to klasser på Uhrhøj til anden kreds, 

måtte man igen tage stilling til lokalespørgsmålet, 

da Skovgade 14 skulle 

rives ned. I Dalposten for juni 1981 

kunne man læse at kredsen var flyttet 

til Vestergade 17. Denne løsning holdt 

dog, for allerede i det næste nummer 

af Dalposten kan man læse at kredsen 

igen er flyttet, denne gang til Gl. Landevej 

13 – et gammelt hus der tidligere 

havde tilhørt gartner Fjeldvig – hvor 

kredsen skulle komme til at holde til 

de næste år. Efter mange års diskussion 

var kredsen flyttet væk fra midtbyen. 

Meget naturligt blev huset hurtigt 

døbt Fjeldvig blandt kredsens medlemmer. 

I forbindelse med flytningen, skiftede 

kredsen meget naturligt tilhørsforhold 

til Vinding og Mølholm sogne. 

En lugt af sur mælk 

Knap var kredsen flyttet ind i de nye 

lokaler, før ideen om et kæmpe marked 

med boder bygget i mælkekartoner 

opstod. 

For de mange der 

deltog i kredssommerlejren 

1982 på Kildegården, 

vil Erik 

Hansens heftige 

stemplen klippekort 

i toget helt 

sikkert huskes. 

82 83

Gennem vinteren 1981/82 blev der 

samlet mælkekartoner, som hobede 

sig op på Fjeldvig. Ikke alle havde 

dog været lige gode til at gøre kartonerne 

rene, hvorfor lugten af sur mælk 

spredte sig over Fjeldvig. 

Forårsmarked 

Efter at der var samlet omkring 14.000 

mælkekartoner, og disse var blevet 

brugt til at bygge boder, kunne FDF/ 

FPF Vejle 1 endeligt byde velkommen 

til sit forårsmarked i slutningen af 

april 1982. Markedet bød på masser 

af aktivitet og underholdning af både 

uprofessionelle og professionelle. 

Det økonomiske resultat af forårsmarkedet 

blev et overskud på cirka 35.000 

kroner, men ifølge lederne havde det 

været det værd – det havde været 

hårdt, men styrket sammenholdet. 

Alt var dog ikke kun lyst selv om kredsen 

på denne måde fik penge i kassen, 

for disse var reserveret byggeriet af 

eget kredshus, så da det blev meddelt 

at den årlige leje for Solhjem ville være 

32.000 kroner, måtte kredsen meddele 

at det var for meget lige i øjeblikket. 

Pengene blev dog fundet, og arbejdet 

på Søndermarken kørte videre. 

Jubilæum 

Da forårsmarkedet og sommerlejrene 

i 1982 var overstået, var det tid til at 

tænke tilbage, kredsen havde nemlig 

75 års jubilæum. Dette blev fejret over 

en hel weekend med gudstjeneste, reception 

og en familiefest der indeholdt 

en revy over kredsens historie – og et 

lille kig ind i fremtiden. 

Så lykkedes det 

En ting kunne man med sikkerhed vise 

i revyen ved 75-årsjubilæet, nemlig 

at kredsen ville få sit eget hus. Efter 77 

år at have boet til leje, kunne man den 

4. marts 1984 indvi nybyggeriet. 

Selve indvielsen var en del af den årlige 

fastelavnsfest, men dette år var der en 

ekstra spænding – hvad skulle huset 

hedde? Der havde været udskrevet en 

konkurrence om navnet, og resultatet 

ville blive offentliggjort denne dag. 

Vinderen blev Bent Vibe Knudsen der 

havde foreslået Randsborg – navnet 

på kredsens gamle sommerlejr. 

I løbet af foråret flyttede alle aktiviteter 

så fra Fjeldvig, og orkestret der 

gennem en længere årrække havde 

holdt til på Mølholm skole kunne endelig 

være i de samme lokaler som resten 

af kredsen. 

Indtægter og udgifter 

En af kredsens sikre økonomiske 

støtter havde gennem mange år været 

Spildopmagerne, men i 1985 mente 

man ikke i kredsen at man kunne 

overkomme arbejdet, og ville gerne 

holde et års pause. Denne udmelding 

blev de andre FDF/FPF-kredse i byen 

noget stødte over, og fra Y’s Mens 

klubben var meldingen at kredsen så 

heller ikke ville modtage støtte under 

nogen form. Efter disse meldinger blev 

det besluttet at fortsætte som om intet 

var hændt. 

Bestyrelsen ville dog også gerne være 

med til at bruge lidt penge, og bevilgede 

150 kroner til hvert ledermøde, så 

der kunne købes kaffe og brød. 

Kvinder i front 

I kredsens 80 års jubilæumsår skete 

noget banebrydende – der kom 

en kvinde på kredslederposten. I ef- 

I den sidste halvdel 

af 1980’erne 

så en ny aktivitet 

lyset i FDF/FPF 

Vejle 1 – fjeldvandring. 

84 85

86 87

teråret 1986 var Inge Frisgård blevet 

valgt som ny kredsleder, og Kurt Videbæk, 

der havde haft posten indtil da, 

lovede at blive indtil den første januar 

for at sætte hende ind i arbejdet. 

Året efter trådte Birthe Flach ind i en 

kredsledelse, så kredsen nu var ledet 

af to kvinder. 

Julestue 

Jubilæumsåret bød også på en nyskabelse 

– nemlig kredsens egen julestue. 

Ideen til julestuen var kommet gennem 

Carsten Lauridsen, der kendte 

til det fra sin gamle kreds i Sunds. En 

flok ledere og bestyrelsesmedlemmer 

drog på tur til Sunds i 1985 for at kigge 

på om det var noget for FDF/FPF Vejle 

1. 

Weekenden før første søndag i advent 

blev Randsborg så omdannet til en 

kæmpe julestue med gavebod, tombola, 

dekorationer og cafe. Som optakt 

var der sendt en avis ud sammen med 

Ugeavisen i 7500 eksemplarer. Senere 

er det blevet til at der laves foldere, 

hvor der hæftes grangrene fast. 

Arbejdet både før og under julestuen 

var stort, og kostede megen energi. Da 

resultatet skulle gøres op viste der sig 

et overskud på 10.000 kroner, hvilket 

man var godt tilfreds med. 

Lige siden har julestuen, så været en 

fast tradition i FDF Vejle 1, og omsætningen 

er steget til 60.000 kroner. 

Musik for de mindste 

Gennem kredsens historie har musikken 

altid spillet en stor rolle, men de 

første mange år var det traditionelt orkestermusik 

(se afsnittet om musik), 

men fra 1988 blev det også muligt for 

de mindste at være med da der oprettedes 

en musiktumlingeklasse kaldet 

Muslingeklassen. Her skulle børnene 

arbejde med rytmik og lignende. 

Hvad gør vi med Søndermarken? 

Som nævnt i afsnittet om kredsen 

i 1970’erne havde FDF/FPF Vejle 1 

overtaget arbejdet på Søndermarken 

da FDF/FPF Vejle 4 måtte indstilles. 

I 1987 begyndte planerne om at genstarte 

Vejle 4 at rumle. Baggrunden 

var blandt andet at en del medlemmer 

faldt fra når de gik fra at være pilte til 

at være væbnere, og skulle have deres 

møder på Randsborg, samt at de ledere 

der havde klasserne på Solhjem ofte 

følte sig som medlemmer af en anden 

kreds. 

88 89

I slutningen af 1980’erne var der megen debat i FDF/FPF om 

hvor man skulle bevæge sig hen i fremtiden. Dette hæfte var 

med til at skabe en del debat – også i FDF/FPF Vejle 1. Som i 

1960’erne var der en gruppe yngre ledere, der ikke altid var 

enige med de ældre ledere, og dette førte til tider til heftige 

diskussioner på ledermøderne. 

Planen var i første omgang at give afdelingen 

på Solhjem sin egen kredsleder, 

men beholde fælles bestyrelse. 

Sidst i 1980’erne var det også flere gange 

fremme i debatten at kredsen efterhånden 

var blevet så stor at det mest 

fornuftige ville være at dele den. Dette 

ville, mente man, give en synergieffekt 

så både afdelingen på Randsborg og 

Solhjem ville vinde ved delingen. 

For at se på sagen blev der nedsat et 

udvalg med medlemmer fra både ledere 

og bestyrelse, og efter et stykke tid 

kom så konklusionen – delingen ville 

være det bedste. 

FDF/FPF Vejle 4 kunne så, efter 18 års 

pause, genoptage arbejdet i 1989. 

Året før den nye kreds så dagens lys 

havde FDF/FPF lanceret sin nye forbundsdragt, 

der er den skjorte vi kender 

i dag. 

1990’erne 

Det næste årti skulle komme til at byde 

på mange ændringer i kredsen. Atter 

var spørgsmålet om deling oppe at 

vende, og atter var det tæt på at der 

blev dannet en annekskreds. 

Rådhustorvet under vand 

Årtiet blev skudt godt i gang en lørdag 

i september 1990. Alle fem FDF/FPFkredse 

i byen havde sat sig sammen, 

for at lave en agitationsdag. 

Overalt i den indre by var der blåt af 

FDF/FPF’ere denne dag. Det som de 

fleste nok husker fra dagen var den 

kæmpe sø der var skabt på Rådhustorvet. 

Ved siden af søen var en lang 

vandrutschebane, som det var muligt 

at benytte sig af hele dagen. 

At FDF/FPF-arbejdet havde ændret sig 

kunne også ses af at landsforbundet i 

foråret 1991 valgte at skifte adresse 

til det nuværende kontor Rysensteen. 

Her valgte man at vise at FDF/FPF 

sagtens kunne være byaktiviteter. 

Ud i det fri 

Selvom FDF/FPFs hovedkontor flyttede, 

var det dog ikke alle der opgav 

de gamle dyder. Kort efter at landsforbundet 

var flyttet kunne FDF/FPF 

Vejle 1 fejre 25 års jubilæum som ejere 

af Højenhytten. Denne dag blev også 

valgt som indvielse af bjælkehytten, 

der fremover skulle danne ramme om 

de mere primitive ture. 

Det var dog ikke kun i Højen at friluftslivet 

blev prøvet. Efter sommerferien 

1991 så skovklasserne dagens 

lys. I stedet for at holde møderne på 

Randsborg blev møderne holdt i en 

skurvogn der var opstillet i Grønnedalen. 

Fra begyndelsen var der puslinge, 

tumlinge og pilte, men senere kom også 

en væbnerklasse til. Aktiviteterne i 

Som en del af 

friluftslivet 

overnattede piltene 

i september 

1991 i primitive 

bregnehytter i 

Højen. 

90 91

Henrik Andersen med sit hold på Vandelbane-sommerlejr 1990. 

T.v. Carsten Ibsen på tømmerflådehike 1990. 

92 93

Efter en periode, 

hvor kredsen 

brugte en skurvogn 

som mødelokale 

for skovklasserne,byggede 

kommunen 

Dalhytten, som 

fremover kom til 

at danne ramme 

om skovklassernes 

aktiviteter. 

Klasserne flyttede 

senere til 

Højen. 

Grønnedalen var fokuseret på det primitive 

udeliv året rundt. Senere byggede 

Vejle Kommune Dalhytten, og 

skurvognen som klasserne indtil da 

havde holdt til i blev foræret til FDF/ 

FPF Jelling. 

Skovklasserne var ikke den eneste nyskabelse, 

også på det musikalske område 

skete der noget, da klassen Væbnerrock 

opstod. 

Ny kredsledelse – og struktur 

Ved opstarten af sæsonen 1992/93 

valgte Kurt Videbæk og Erik Hansen 

at stoppe som kredsledere, og overlod 

opgaven til ikke mindre end fire personer, 

Freddy Brauchli Jensen, Gunnar 

Videbæk, Birthe Flach og Jan Krogager. 

Samme år som Gunnar igen 

indtrådte i kredsledelsen, kunne han 

desuden fejre sit 25 års jubilæum som 

dirigent. 

Kurt og Erik valgte i stedet at kaste deres 

kræfter ind i årets store begivenhed 

Hot Blåt, der var et landsdækkende 

arrangement. 

Også denne sæson bød på en ny klasse 

i kredsen, da Vandrerklassen så dagens 

lys. Denne klasse var beregnet for 

dem der regnede med at skulle på Laplandsfærd 

’93. Gennem den næste sæson 

arbejdede klassen med hvordan 

man begår sig i fjeldet. Laplandsfær- 

den var et stort arrangement med cirka 

1000 deltagere som løb af stabelen 

14 dage i sommeren 1993. 

De gamle problemer med stridigheder 

internt i lederflokken blev dog ved 

med at vende tilbage, og for at undgå 

dette, blev kredsen fra sæsonen 

1993/94 delt op på en anden måde 

end hidtil. 

Der lavedes en orkesterafdeling, en 

Randsborgafdeling, og en skovafdeling, 

som fik hver sin kredsleder, der så 

indgik i en fælles kredsledelse. Denne 

opdeling kom til at dele specielt lederne 

i skoven og på Randsborg i de gamle 

og de unge. De gamle i skoven, og 

I forbindelse med 

at FDF fyldte 90 

år den 27. oktober 

1992 blev der 

holdt jubilæumsfester 

over hele 

landet. Et af de 

store hit var den 

specialproducerede 

sodavand 

Blåt Brus. 

94 95

Fjeldvandringen 

havde for alvor 

bidt sig fast i 

FDF Vejle 1, og i 

1993 deltog kredsen 

i Laplandsfærden, 

hvor i 

alt 1000 FDFere 

var i fjeldet. Når 

der ikke er broer, 

og det er der de 

færreste steder i 

fjeldet, må man 

vade over vandløbene. 

de unge på Randsborg. Hver afdeling 

skulle selv sørge for de arrangementer 

man mente var nødvendige i løbet af 

året, herunder også sommerlejr. 

Opdelingen var med til at dæmpe 

spændingerne, og kredsen kunne køre 

videre. 

Ny formand 

Midt i al rodet med at omorganisere 

kredsen, stod bestyrelsen i foråret 

1994 overfor at skulle vælge en ny formand, 

og for første gang i kredsens historie 

blev det en kvinde. Valget faldt 

på Bente Møller der på det tidspunkt 

havde været med i bestyrelsen i et års 

tid. 

Da Bente havde siddet et lille års tid 

på formandsposten, stod FDF/FPF på 

landsplan overfor noget stort – skulle 

man skifte navn og skjold. Hovedbestyrelsen 

havde fremlagt forslag til et 

nyt skjold, og at forbundet fremover 

kun skulle hedde FDF. 

På landsmødet i november 1994 blev 

det besluttet at skifte FDF/FPF ud med 

FDF og bevare det gamle FDF-skjold 

som mærke. For at alle i FDF Vejle1 

skulle have et FDF-skjold blev der klistret 

et ind i Dalposten, som man så 

kunne sy på sin skjorte. 

På kredsens 

sommerlejr i 

1992, der blev 

holdt på Klinteborg 

på Sjælland, 

boede piltene 

i et hus de selv 

havde bygget. 

FDF nåede at 

afholde to piltelandsstævner. 

Et i 1988 og et i 

1993. Piltene fra 

Vejle 1 deltog kun 

i det sidste. Efterfølgende 

har 

man taget piltene 

med på landslejrene. 

96 97

De sidste 10 år 

Som det kan ses ud af denne lille afslutning 

er der måske ikke sket så meget 

indenfor det almindelige FDF-arbejde 

gennem de sidste 10 år. En stor 

del af kredsens udvikling har ligget i 

musikarbejdet, og som beskrevet tidligere 

ved at flytte møderne til Højen. 

Noget der også har fyldt meget gennem 

de sidste år er naturligvis planerne 

om at bygge Randsborg om. 

En større ændring har der dog været. 

Bente Møller overlod ved årsskiftet 

2002/03 formandsposten til Torben 

Elbek. 

98 99

I 1917 kunne 

kredsens orkester 

fotograferes 

– pænt opstillet 

og i matrostøj. 

Et trut i vores trækbasun 

Gennem de 100 år der har været FDFarbejde 

i Vejle, er der kun én aktivitet 

der har holdt ved fra begyndelsen og 

til nu – og det er musikken. 

Hvornår de første øvelser præcis sættes 

i gang vides ikke, men allerede på 

marchturene i sommeren 1908 stiller 

kredsen med sine egne musikere. 

Hvem der har trænet drengene i første 

omgang omtales heller ikke, men fra 

august 1908 får musikerne Axel Jensen 

som deres egen delingsfører. Helt 

klar til opgaven har han måske ikke 

været, da det kan læses at: ”Axel Jensen 

skulle forsøge om han var egnet 

til at spille første kornet, og skulle så 

efter endt uddannelse være delingsfører 

for musikkorpset” 

Samtidig med at det lykkes at finde en 

delingsfører tillader man de drenge 

der vil, at anskaffe fløjter. I første omgang 

skulle de selv anskaffe dem, men 

viste de at de havde anlæg for musikken 

ville kredsen betale for fløjterne 

og den nødvendige undervisning. 

De første indkøb 

Fire drenge blev i første omgang de 

heldige, som fik betalt deres fløjter af 

kredsen. I foråret 1909 udvidede man 

så besætningen, da kredsen valgte at 

købe Axel Jensens militærtromme for 

25 kroner. 

Ledelsen af musikken overgik samme 

år fra Axel Jensen til Jens Holm, da 

denne havde opnået flidsmærket for 

sin indsats i musikkorpset. Dirigentstokken 

skiftede hænder i april, men 

allerede i maj blev det besluttet at indstille 

undervisningen fra pinse af og 

frem. 

Året efter er arbejdet dog genoptaget, 

men dirigenten er igen skiftet ud, 

denne gang til Aarkrog, der var organist 

i Vor Frelser Kirke i årene 1907 og 

1908. Samtidig havde man besluttet at 

det ikke var nødvendigt at få uddannet 

flere fløjtespillere. Selvom musikerne 

har fået ny ledelse er problemerne heller 

ikke løst denne gang, og atter må 

man kigge sig om efter en ny dirigent, 

som bliver musiker Hansen. 

Nyanskaffelser 

De mange problemer som musikken 

var udsat for gennem denne korte periode 

gik heller ikke hen over hovedet 

på kredsføreren. Han var blandt andet 

100 101

Fra KFUMs 

medlemsblad 

1920 

Til forældrefesten 

i 1920 var 

det muligt at 

høre både FDFs 

stifter Holger 

Tornøe og kredsens 

orkester. 

Om der er kommet 

flest til dette 

møde eller det 

næste vides ikke. 

i forbindelse med musikerne for at høre 

om det ikke var muligt at ændre på 

fordelingen af stemmer. Denne sidste 

kommentar førte med sig at der blev 

indkøbt to cornetter, og at der tre år 

senere kunne købes en tuba og et tenorhorn. 

Musikken er fyret 

Nyanskaffelserne gjorde dog ikke at 

alt var fryd og gammen, og samme efterår 

som de sidste instrumenter var 

købt foretog kredsføreren det noget 

drastiske skridt at indstille at samtlige 

musikere blev fyret – dog med undtagelse 

af Jeppe Aagaard. Ikke nok med 

det ville man kigge sig om efter en ny 

dirigent. Et lille lyspunkt var der dog 

– fløjtespillerne fik lov at blive. 

Efter en samtale med dirigent Aakrog 

får han dog også lov at blive som leder. 

Nye dirigenter 

I løbet af ganske kort tid kommer orkestret 

til at opleve to dirigentskift. 

Først overtager Bertel Egemar posten 

i oktober 1926, men han beholder den 

kun frem til februar, hvor den bliver 

overtaget af pastor Zwicky. 

Dirigenten skal blive 

I 1949 forlader den daværende dirigent 

posten, men Adolph Petersen 

meddeler at han er villig til at overtage 

posten. Glæden over at der var fundet 

en ny dirigent kommer heller ikke til 

at vare længe i denne omgang. I april 

1951 fik orkestret bevilget det trommemateriale 

man manglede, men på 

samme møde kunne Adolph Petersen 

meddele at han ønskede at stoppe som 

dirigent. Dette ønske kunne resten af 

førerne ikke se fornuften i – der havde 

jo ikke været nogen klager over man- 

den, så det kunne ikke imødekommes. 

Senere samme år blev det så indskærpet 

at orkestret kun måtte spille til arrangementer 

der fandt sted på kristeligt 

grundlag. Ikke noget med for megen 

underholdning.´ 

Atter nye dirigenter 

I 1953 lykkes det dog for dirigenten 

at komme af med jobbet, dog uden at 

det ser du til at det er på grund af utilfredshed. 

Fra november 1953 og frem 

til august 1954 bliver orkestret ledet af 

Orkesterøvelse i 

kælderen under 

KFUM. 

102 103

Orkesterstævne i København 1939. 

Der spilles til børnehjælpsdag. 

Olaf Christensen. Da Olaf Christensen 

fratræder sender man en opfordring 

til Svend Ejnar Beck, der er en af dem 

der har været med i FDF-musikken 

gennem mange år. Svend Ejnar Beck 

takker ja til at overtage orkestret, dog 

vil han gerne have en liste over hvilke 

instrumenter kredsen råder over. Dette, 

og andre praktiske opgaver i forbindelse 

med dirigentskiftet, lover Preben 

Søby at få styr på. 

De andre drenge skal vide at orkestret 

findes 

Efter et par år med Beck som dirigent 

besluttes det at orkestret fremover skal 

spille til alle kredsmøder: ”så drengene 

kan høre og se at der arbejdes også 

ved musikken”. Det gælder om at få så 

mange som muligt med i denne gren 

af arbejdet. 

I marts 1960 vælger Svend Ejnar Beck 

at træde tilbage som dirigent, og overlade 

hvervet til Otto Henning Clausen. 

Denne løsning viser sig dog ikke 

Landsorkesterstævnet 1931 

Efter at Svend Ejner Beck havde overtaget ledelsen af orkestret 

blev dette atter en velspillende enhed, som FDF Vejle 1 viste frem 

med stolthed. 

Året 1925 bød på en nyskabelse i FDF – et landsorkesterstævne. Mange var skeptiske, men 

350 drenge tog imod invitationen og mødte op i Århus for at lade FDF-musikken lyde. Stævnet 

blev en succes, og dermed var en tradition skabt. 

Seks år senere skulle det næste stævne afholdes, og denne gang kom Vejle til at ligge omgivelser 

til. Deltagertallet blev dog lidt lavere end i Århus – denne gang deltog kun 200 drenge. 

Deltagerne blev indkvarteret privat i byen. Hver morgen mødtes man i Sankt Nikolaj Kirke 

til gudstjeneste, og derefter gik man i gang med dagens øvelser i missionshuset. 

I løbet af ugen var der dog også stille stunder, og deltagerne fik mulighed for at tage ud for 

at kigge på ådalen og sejle på fjorden. 

Stævnet sluttede med en stor koncert i Skyttehushaven, hvor det store trækplaster var den 

kongelige operasanger Marius Jacobsen. Efter dette var der fakkeltog ind til byen, og ifølge 

Axel Brabrand: ”..var det første gang, der var set så stort et fakkeltog i Vejle”. 

Efter stævnet var dirigenten dog ikke helt så positiv: ”Flere af orkestrene stemte rædselsfuldt 

(.) og jagede snarere folk væk end tiltrak dem til de egentlige store koncerter”. 

Efter denne salve, og mere til, slutter dirigenten dog af med at kalde stævnet for vellykket. 

104 105

Som en del af 

FDFs aktiviteter 

kunne man 

ofte se orkestret 

i spidsen for resten 

af kredsen, 

og mange andre, 

når man drog på 

tur i 1950’erne. 

at være langtidsholdbar, da Clausen er 

nødt til helt at hellige sig sit studium 

fra januar 1961. 

Reddet på målstregen 

Da man nu står og skal kigge sig om 

efter en ny dirigent falder blikket på 

Aage Schneider, der er tilflytter fra 

Odense, og efter at have henvendt sig 

til ham lover han at overtage orkestret 

fra den første januar 1961. 

At orkestret havde skifte dirigent var 

måske ikke den største ændring der 

var på vej, for nogenlunde samtidig 

skete et stilbrud i den musik der var 

blevet spillet. Tidligere havde orkestret 

primært spillet marchmusik, og 

været brugt i forbindelse med de marcher 

og ture som kredsen lavede. Med 

Aage Schneider holdt brass bandmusikken 

sit indtog i FDF Vejle 1. Denne 

musikstil kom primært fra England, 

hvor nogen af de mest kendt udøvere 

var Frelsens Hær. 

I forbindelse med dette stilskift stod 

man også overfor at skulle købe nye 

instrumenter. Orkestret havde selv 

tjent en del som de ville bruge, desuden 

ville man fra orkestrets side sende 

en lodseddel på gaden. En del af de 

ældre medlemmer af orkestret købte 

desuden deres egne instrumenter. 

Udover ændringerne i instrumentbesætningen 

stod orkestret over for et 

andet stort problem – man manglede 

et sted at holde til. Også dette problem 

blev dog løst, og fremover kunne orkestret 

øve på Nyboesgades skole. 

Efter fire år på posten ønskede Aage 

Schneider at holde en pause på et til 

halvandet år. I denne periode skulle 

orkestret ledes af Gunnar Videbæk. 

Schneider vender senere tilbage til byen, 

men Gunnar beholder posten, og 

har haft den lige siden. Den endelige 

overdragelse af orkestret til Gunnar 

Videbæk fandt dog først sted i 1967. 

Nye orkestre 

I forbindelse med de mange ændringer 

midt i 1960’erne skete der også det 

at FDF Vejle 1 kørte videre med sit orkester 

som hidtil, men da der i dette 

orkester, og lignende orkestre i byen 

sad en gruppe lidt ældre og spillede 

med, opstod ønsket om at danne et seniororkester. 

Dette orkester blev dannet 

med medlemmer fra byens skoleorkester, 

de to Vejlekredses orkestre, 

I anledning af 

FDF Vejle 1’s 50 

års jubilæum 

i 1957 blev der 

skrevet et stykke 

musik. Musikken 

var komponeret 

af Anker 

Nielsen, der på 

det tidspunkt var 

en kendt person 

i det vejlensiske 

musikliv. Anker 

Nielsen var lærer 

på gymnasiet, 

samt organist 

ved Vor Frelser 

Kirke. 

106 107

og endeligt medlemmer fra Frelsens 

Hær. Dette orkester kom til at hedde 

Euphonia Brass band. I en kort periode 

hørte orkestret administrativt under 

FDF Vejle 1, men blev ret hurtigt 

skilt ud som et selvstændigt orkester. 

Dette orkester holdt sin første koncert 

i april 1967 i Håndværkerforeningen. 

For at blive medlem skulle man være 

fyldt 18 år. Dette krav var opstillet, for 

at man ikke skulle undergrave det arbejde 

der foregik i de forskellige børneorkestre 

i byen. Samtidig var denne 

aldersgrænse med til at sætte en høj 

standard, hvilket også betød at orkestret 

flere gange fik gode placeringer 

ved konkurrencer. Euphonia fik dog 

ikke nogen lang levetid, da det allerede 

blev indstillet i 1973. 

Skal orkestret være en 

interessegruppe? 

”Verner synes det skal være en interessegruppe, 

orkestret bliver en stat 

i staten. Orkestret ønsker en særlig 

klasse, orkestret bør forblive uniformeret. 

På foranledning af Videbæk 1 

og 2 og Evan vil der på næste førermøde 

blive optaget debat om orkestrets 

arbejde”. Så kontant var udmelding 

efter en førerweekend i december 

1966. For mange så det ud som om 

orkestret ikke ville tage del i kredsens 

øvrige aktiviteter, og at man meget 

ofte mødte medlemmer af orkestret 

uden uniform. 

På det næste førermøde blev der dog 

taget til genmæle, da Gunnar Videbæk 

mener at en del af dette skyldes man- 

gel på kredsture – de to dele af kredsen 

ser ganske enkelt ikke hinanden. 

Bag en del af denne debat lå gemt diskussionen 

om hvad der var FDF-arbejde, 

en del i førerflokken mente at man 

burde nøjes med at tilbyde orkesterar- 

Sammen med 

resten af kredsen 

marcherer 

orkestret over 

Sønderåen. 

108 109

Årsmøde 1973 

bejdet som en interessegruppe, ved siden 

af det øvrige FDF-arbejde 

Hvad der var af større betydning for 

orkesterarbejdet på dette tidspunkt 

var at FDF Vejle 1 og 2’s orkestre skulle 

lægges sammen. Offentliggørelsen 

af dette skaber uro i førerflokken, og 

kredsfører Verner Andersen erklærer 

sig som modstander af dette. Kredsføreren 

bliver da også bakket op af andre 

førere, der ikke mener at man kan 

træffe den slags vidtgående beslutninger 

uden at tage ledelsen med på råd. 

Enden på dette blev at de to orkestre 

ikke blev sluttet sammen, men at Vejle 

2’s orkester blev sluttet sammen med 

Vejle Skoleorkester. Dette orkester, senere 

Vejlegarden, blev ledet af Uffe Riis, 

der havde været assistent i 2. kreds 

orkester. På dette tidspunkt valgte 

FDF Vejle 2 at de ikke længere ville 

drive orkesterarbejde, hvilket betød 

en opsplitning i det der senere kom til 

at være Vejlegarden, og en række musikere 

der meldte sig ind i FDF Vejle 1. 

Og så er det fremad 

Efter disse debatter, falder tingene 

langsomt på plads omkring orkesterarbejdets 

placering i kredsen, og orkestret 

fortsætter med at købe instrumenter 

ind så man kan instrumentere 

et brass band. I forbindelse med 

at Gunnar Videbæk overtog orkestret 

havde han bedt om to års arbejdsro, 

for at kunne få orkestret op i standard 

igen. 

Heller ikke disciplinen blandt de 12 

musikere som Gunnar Videbæk overtog 

var i top, og i en opsang fem måneder 

efter at han har overtaget ledelsen 

sagde han blandt andet: ”Det er selvfølgelig 

frivilligt at melde sig ind i et 

orkester, og det er lige så frivilligt at 

melde sig ud igen, men derimellem er 

det også slut med frivilligheden.” Dette 

ordvalg falder senere nogen for brystet, 

og Gunnar bliver anklaget for at 

være diktatorisk i sin ledelse. Måske 

har der også været brug for denne opsang, 

for talen fortsatte: ”Hvis det hele 

skal ende i pjat og larm, som der har 

været optræk til i den sidste tid, så er 

jeg ikke manden der skal spilde min 

tid på dette. Skal jeg fortsætte som orkesterleder 

så vil orkesterdisciplinen 

blive håndhævet meget strengt”. 

Disciplinen må langsomt have bedret 

sig, for fra 1970 begyndte man igen at 

deltage i de danske årsmøder i Sydslesvig, 

og i 1972 tør man deltage i arrangementet 

Mere musik i Vejle – så 

noget har man dog turdet vise. 

Nye uniformer 

Som nævnt i et tidligere afsnit kom det 

i 1974 til et større opgør mellem især 

væbnerlederne og orkestret, men lidt 

godt var der da også at glæde sig over 

på dette tidspunkt. Orkestret fik sin 

egen uniform. 

Baggrunden var at FDF og FPF ved 

sammenslutningen havde valgt den 

blå trøje som forbundsdragt, men 

denne havde vist sig ganske uegnet 

når orkestret var ude for at spille. En 

kommentar til denne forbundsdragt 

kom blandt andet fra et medlem af 

Boys Brigade: ”It is not a uniform, it 

is an apology”. Hvilket på dansk betyder: 

Det er ikke en uniform – det er en 

undskyldning. 

I stedet for at tilslutte sig denne valgte 

orkestret at kigge tilbage i tiden og 

kreere en uniform med blå bukser, 

hvid busseronne, matroskrave, og matroshat. 

Samtidig måtte orkestret se at en del 

af selvstændigheden forsvandt da man 

økonomisk blev knyttet tættere til resten 

af kredsen, da man ikke længere 

skulle have sit eget regnskab, men kun 

være en del af det øvrige kredsregnskab. 

Orkestret flytter 

Fra november 1975 og frem kommer 

orkestret på endnu en prøve, og må 

blandt andet holde to øveaftener i Højenhytten, 

men at flytte alle øveaftener 

til denne ville være umuligt. Orkesterledelsen 

spørger sig for på Seligmann 

skole, hvor man får lov at anvende 

gymnastiksalen og formningslokalet. 

Gymnastiksalen viser sig uegnet, 

mens formningslokalet ikke er godt, 

men kan bruges. 

En henvendelse til Mølholm skole, 

som man ikke selv tror på positivt resultat 

af, viser sig at være det rigtige. 

På skolen får orkestret lov at bruge spisesalen 

og tre klasseværelser. Da man 

er installeret på Mølholm skole bliver 

det også muligt at genoptage elevarbejdet, 

som har ligget stille i flere måneder 

på dette tidspunkt. For nu igen 

at få elever laver orkestret agitation på 

Vinding og Mølholm skoler. 

110 111

Sydslesvig 

10. juni 1990 

Som en fast tradition 

deltager 

orkestret i De 

Danske Årsmøder 

i Sydslesvig. 

Her marcheres 

gennem Flensborgs 

snævre 

gader. 

Orkestret opfordrer på dette tidspunkt 

ligefrem resten af kredsen til 

enten at flytte til Mølholm eller Søndermarken, 

men disse tanker falder 

ikke i god jord. I samme ombæring 

som man fortæller at man er ved at 

flytte kommer spørgsmålet om piger i 

kredsen også op at vende. (se afsnittet 

om 1970’erne) 

Orkestret blev på denne måde den første 

del af kredsen der flyttede til Mølholm, 

og de holdt til på Mølholm skole 

frem til indvielsen af Randsborg. 

Problemerne med splittelsen i kredsen 

var dog ikke løst fordi orkestret flyttede 

til Mølholm – måske tværtimod. 

Da kredsen på dette tidspunkt havde 

afdelinger i midtbyen, på Uhrhøj, på 

Søndermarken, og nu også i Mølholm 

var lederfællesskabet noget splittet, og 

man delte sig meget efter interesser. 

Den daværende landsdelssekretær 

Leif Kejser Larsen udarbejdede et 

forslag til løsningen af problemerne, 

hvoraf det fremgik at man kunne dele 

kredsen eller forsøge at samle den 

rent fysisk. Set gennem de næste år 

blev det den sidste løsning man valgte, 

men der skulle stadig kæmpes nogle 

kampe. 

Resten af kredsen fulgte, efter mange 

overvejelser, med til Mølholm i 1982 

da man flyttede ind på Fjeldvig, men 

det var som nævnt stadig uden orkestret. 

Faktisk var orkestret forvist fra 

Fjeldvig da: ”Kommunen har godtaget 

at Gl. Landevej 13, bruges til ungdomsarbejde, 

undtagen støjende adfærd, 

her menes nok orkestret”. 

Endnu en gang kunne orkesteret altså 

ikke have sine aktiviteter samme sted 

som resten af kredsen. 

Endelig samlet 

Der gik dog ikke længe, inden kredsen 

kunne samle de fleste aktiviteter 

et sted – der var jo stadig klasserne på 

Søndermarken, da man i februar 1984 

slog dørene til Randsborg op. 

I forbindelse med flytningen fik orkestret 

kontakt til Susanna Flach der 

var lærer på Vinding skole. Oprindeligt 

kom Susanna fra Mors, hvor hun 

blandt andet tidligere havde været 

med i arbejdet omkring en pigegarde. 

I første omgang blev Susanna Flach 

tilknyttet orkestrets elevarbejde, 

mens Gunnar Videbæk stadig var leder 

af orkestret. 

At elevarbejdet blev lagt i nye rammer, 

viste sig at være af stor betydning, og 

fra 1990 blev det muligt at oprette et 

juniororkester, som var en mellemting 

mellem elevarbejdet og selve orkestret. 

Juniororkestret, som på dette 

tidspunkt havde omkring 30 medlemmer, 

blev dirigeret af Kim Haugaard. 

Sølvbryllup 

Den 1. september 1992 blev noget af 

en mærkedag i orkestrets historie, da 

Gunnar Videbæk denne dag havde 

været dirigent i 25 år. Som ved ethvert 

andet sølvbryllup, blev Gunnar vækket 

med morgenmusik, men der gik dog et 

stykke tid inden det gik op for ham at 

det var ham der blev spillet for. 

Senere på dagen mødtes Svend Ejner 

Beck og Aage Schneider op for at dirigere 

orkestret, mens Gunnar var overladt 

til publikumspladserne. 

I denne periode skete der ikke så meget 

i orkestret, meget havde fundet sin 

plads, og de ugentlige øveaftner kørte 

som de burde. 

For orkestermedlemmerne bød årene 

dog på en række udlandsture, hvoraf 

blandt andet kan nævnes Finland og 

Ungarn. 

Muslinge og alt det andet 

For at vise at FDF/FPF Vejle 1 var en 

kreds med musikarbejde kom der i 

1987 et bud på noget nyt fra Gunnar 

De nye klasser 

blev også brugt 

til at vise hvad 

musikarbejdet i 

FDF/FPF også 

var. Således deltog 

musikpiltene 

i høstgudstjenesten 

i Mølholm 

kirke i september 

1991. 

Samtidig med at 

FDF/FPF Vejle 

1 rykkede ud i 

naturen, påbegyndte 

man også 

et arbejde med 

rockmusik. Her 

ses kombinationen. 

Skurvognen 

der blev tilholdssted 

for skovklasserne 

blev sat op 

ledsaget af rockmusik. 

112 113

Alle deltagere i 

landsmusikstævnet 

1993, der fandt 

sted i Hvidovre, 

ankom med tog. 

Dette skabte en del 

kaos på Københavnshovedbanegård. 

Susanna Flach 

Videbæk og Birthe Flach: Projektet 

bestod af en tumlingeklasse der også 

skulle arbejde med musik. Navnet på 

denne klasse blev Muslinge. Børnene i 

klassen kom, ved siden af de almindelige 

tumlingeaktiviteter, til at beskæftige 

sig med rytmik, sang og andre 

musikalske aktiviteter. 

Efterhånden som disse tumlinge blev 

større, måtte der naturligvis sættes 

noget nyt i værk, og det blev musikpilteklassen. 

Her skulle piltene vise at de 

kunne spille på forskellige instrumenter, 

og begyndte at øve noget sammenspil. 

I flere omgange lykkedes det for 

klassen at sætte mindre musicals op. 

Det sidste skud på stammen, blev kaldt 

væbnerrock, og var et tilbud som alle 

kunne tage del i. Mødetidspunktet lå 

søndag aften, og under ledelse af Sø- 

I 1984 kom Susanna, via sit job på Vinding skole, i forbindelse med FDF/FPF Vejle 1, hvor 

hun blev leder af orkestrets elevafdeling og gennem visse perioder også juniororkestret. 

Susanna var født på Mors i 1958, og havde her været med i en pigegarde, så arbejdet med 

børn og musik var hende ikke fremmed. 

Gennem årene blev Susanna også involveret i landsforbundets musikarbejde, og sad gennem 

årene med i forskellige udvalg. 

I 1995 trak Susanna sig ud af det aktive arbejde i FDF/FPF Vejle 1, på grund af sit arbejde. 

Susanna døde i 2001. 

ren Beck og Hanne Bech blev der spillet 

traditionel rockmusik. 

Alle tre klasser, blev senere nedlagt, 

og gennem de seneste år har der ikke 

været noget musiktilbud specielt rettet 

mod de mindste. Orkestret, har 

dog sat alderen for optagelse som elev 

ned til otte år, så selv tumlinge har en 

mulighed for at komme til at spille. 

Interessen for den elektriske musik 

var dog ikke død blandt de yngre ledere, 

og i 1998 kom der et ønske fra seniorvæbnerne 

om at få lov til at spille 

rock. 

Torben Frandsen kom denne gang 

til at stå i spidsen, og fik i første omgang 

bevilget penge, så kredsens instrumenter 

kunne bringes i ordentlig 

stand. Dette tiltag fik dog ikke den store 

opmærksomhed, og langsomt døde 

tiltaget ud. 

Så rykker orkestret 

Orkesterledelsen lå heller ikke på den 

lade side, og i år 2000 fremkom denne 

med en plan for de næste fem år. 

Denne plan betød at elevarbejdet igen 

skulle prioriteres, der skulle igen være 

både et juniorband og et brass band. 

Planen bød også på to nye tiltag. For 

det første skulle orkestret fremover 

også have et steelband, og rockmusikken 

skulle igen spille en større rolle. 

For den traditionelle del af orkestret 

lykkedes denne plan over al forventning, 

og i løbet af de fem år planen 

dækkede nåede musikafdelingen op på 

næsten 80 medlemmer. 

Rocken halter 

Til at lede rockmusikken, kaldet Rock 

Blåt, fik kredsen fat i Jakob Nielsen og 

Jakob Vilhelmsen, og i løbet af kort tid 

fik de to et godt og stabilt band stablet 

på benene. Allerede i 2001 var denne 

gren af musikarbejdet nået så langt, 

at man turde skride til at udgive en cd 

med indspilninger af klassiske rocknumre. 

Succesen havde givet blod på tanden, 

og med en lidt anden besætning, var 

man to år senere klar med den næste 

cd – og allerede i 2004 blev den tredje, 

og indtil videre sidste cd, indspillet. 

Efter at den sidste cd var indspillet, 

mistede kredsen de stabile ledere af 

afdelingen, og musikerne blev yngre, 

hvilket sammenlagt betød at projektet 

stille og roligt faldt fra hinanden. 

Den sidste optræden som Rock Blåt 

havde, var til forårskoncerten i 2006, 

hvor bandet var ledet af Mikkel Møller. 

Siden da har det ikke været muligt at 

finde en egnet instruktør. 

114 115

Fra Slettens sejlcenter... 

Sæt sejlene til 

Chaluppen 

Tidligt kom kredsens tætte beliggenhed 

ved fjorden til at spille en rolle. 

Sammen med den øvrige gymnastik 

og eksercits begyndte man kort efter 

kredsens oprettelse at kigge sig om efter 

en båd der kunne bruges til roøvelser 

med drengene. 

I sommeren 1909 modtager man det 

første tilbud på en båd. Det drejede sig 

om en 10-årers robåd som FDF Aalborg 

vil sælge for 200 kroner. Kredsen 

beslutter sig dog for at man ikke vil tage 

imod dette tilbud. 

Et halvt år efter har interessen for at 

komme ud at ro på fjorden dog skiftet. 

Kredsfører Børsen-Hansen havde 

været hos bådebygger Børresen for at 

høre prisen på en robåd – prisen for 

båden ville være 12 kroner pr. løbende 

meter. For at undersøge disse oplysninger 

nedsattes et udvalg. 

En måned efter, den 20. februar 1910, 

indkaldes til et nyt møde, til dette møde 

var både Holger Tornøe og A. M. 

Jensen til stede. Ved dette møde blev 

anskaffelsen af en robåd drøftet. Ifølge 

Tornøe ville han undersøge brugte 

og ødelagte både fra orlogsværftet, der 

hvert forår solgte ødelagte både. 

Den 14. april 1910 spørger FDF i Silkeborg 

om man vil købe en båd for 250 

kroner – kredsen beslutter sig for at 

tage imod dette tilbud, med krav om 

at båden leveres fejlfri i Vejle havn. 

Det var en yndet 

beskæftigelse 

blandt drengene 

at ro i chaluppen, 

når de var 

på sommerlejr 

på Randsborg. 

Flere gange blev 

turene brugt til 

at hente brænde, 

eller fiske – så 

maden kunne 

blive lidt mere 

spændende. 

Når chaluppen 

ikke var i brug lå 

den forsvarligt 

låst fast i Rands 

Fjord 

116 117

Om kredsen får leveret denne båd vides 

ikke med sikkerhed, men fra 1912 

er kredsen i besiddelse af en udrangeret 

marinechalup. 

Året efter kom chaluppen for alvor i 

gang blandt kredsens medlemmer. 

Som en del af chaluppens brug blev 

den taget med på sommerlejren, hvor 

en del af sejlturene foregik tidligt om 

morgenen – om sommerlejren 1913 

hedder det blandt andet: 

”På denne lejr kom der også rigtig 

gang i chaluppen. Roturene blev forlagt 

til yderfjorden, og morgentimer- 

ne fra klokken fire til syv benyttedes 

til fisketure, der ofte gav et kærkomment 

udbytte af isinger, og ikke mindre 

kærkomment pålæg til lejrens 

spartanske klemmer”. 

Samme år som båden er med på sin 

første sommerlejr bliver det besluttet 

at udgifterne i forbindelse med købet 

af chaluppen overgår til sommerlejren. 

Oprindeligt var det ikke meningen at 

chaluppen skulle have været med på 

sommerlejren, men den kom det altså 

alligevel. 

Året efter var chaluppen atter med på 

sommerlejr. Dette år var det dog vedtaget 

at båden, årer og ror skulle være 

forsvarligt låst når denne ikke var i 

brug. 

Brugen af chaluppen ændrer sig dog 

gennem tiden, og i 1921 forsøger man 

at sælge båden, men dette lykkes først 

tre år senere i slutningen i 1924. 

Seniorernes bådebyggeri 

Der skulle gå næsten 60 år inden Vejle 

1 igen forsøgte sig med sejlads. I sæsonen 

1980/81 var seniorarbejdet delt op 

i forskellige interessegruppper, hvoraf 

den ene handlede om sejlads. 

Optakten til projektet var en weekend 

på Sejlcenter Sletten, hvor det var muligt 

at prøve forskellige former for joller. 

Desuden blev der arbejdet med navigation 

og teorien bag det at sejle en 

båd. 

Torben Elbek har siden fortalt om denne 

tur: ”Dette var faktisk sjovt. Jeg sejlede 

for første gang i mit liv(..)havde 

blå bøllehat og træsko på. Vi væltede. 

Min bøllehat sejlede videre sammen 

med mine træsko. Dette var min debut 

i en sejljolle”. 

Det helt store projekt var dog at bygge 

egen båd. I Dalposten fra januar 1981 

er det muligt at læse følgende: ”For at 

have noget at sejle i og bruge alt det, 

vi lærer i vinterens løb, er vi begyndt 

at bygge en sejlbåd. Vi har fået lov at 

låne Krings (hytteinspektøren i Højen, 

mb) lade, hvor vi bygger på den i 

weekender vinteren igennem”. 

Båden skulle være fem meter lang og 

næsten to meter bred, så den kunne 

Da båden var 

støbt, og det indre 

skulle til at 

bygges, blev den 

flyttet til et nedlagt 

betonstøberi 

i Brejning. 

t.v. 

Før dækket blev 

gjort fast var 

det muligt at se 

hvordan skottene 

– væggene – sad 

og støttede de 

forskellige steder 

i båden. 

118 119

Badning i Store 

Bælt 

rumme fire eller fem sejlere. Det var 

meningen at båden skulle udstyres 

med sænkekøl, så den kunne transporteres 

på en trailer, og søsættes der 

hvor man havde lyst til at sejle. 

Projektet blev dog aldrig færdigt, og 

det endte med at tre ledere overtog og 

fik færdiggjort projektet. 

Mytilus 

Nogenlunde samtidig med at kredsens 

seniorer var i gang med at bygge 

deres egen båd kom der et forslag fra 

en Lillebælt distrikt om at købe en 42 

fods sejlbåd, hvilket vil sige næsten 13 

meter lang. 

Sejladsarbejdet skulle målrettes seniorerne, 

for at have noget nyt at tilbyde 

disse, så de ikke forlod FDF/FPF. 

Distriktet kom med i et selvbyggerprojekt, 

hvor 40 andelshavere skulle 

gå sammen om at få lavet tegninger og 

støbeforme til de enkelte dele. En del 

af de senere økonomiske problemer 

bundede blandt andet i at de manglede 

at blive tegnet to andele, hvorfor 

der kun blev bygget 38 både. 

Selve støbningen af delene foregik i 

en nedlagt fabrik i byen Herringløse 

på Sjælland. Hver båd havde råderet 

over selve støbeformen i 10 dage, og 

over formen til dækket i syv dage. Den 

sidste støbeform der skulle bruges var 

formen til roret. Omkring støbningen 

af roret var der pres på. Vagn Frikke- 

Schmidt der var en af initiativtagerne 

til projektet ringede nytårsaften 1982 

til Torben Elbek for at fortælle ham at 

han skulle tage til Herringløse, da de 

den første og anden januar havde støbeformen. 

”Jamen jeg har ingen bil”; var Torbens 

svar. 

”Så låner du bare min”; var svaret fra 

Brejning præstegård. 

Og så måtte Torben køre til Sjælland 

for at støbe ror. 

Efter at støbningen var overstået kom 

båden til et nedlagt cementstøberi ved 

Brejning, hvor resten af byggearbejdet 

og apteringen blev foretaget. 

Selvom ikke alt var færdigt, blev båden 

indviet den 6. maj 1984. Det de fleste 

At det ikke altid 

er godt vejr ses 

tydeligt af dette 

billede hvor Mytilus 

har sine 

mindste sejl oppe. 

Billedet er taget 

undervejs til 

Sejlertræf ’90. 

120 121

At sejle jolle er en 

oplevelse tæt på 

vandet – til tider 

med fare for at 

falde i. 

var spændte på var navnet – hvad kalder 

man en 42 fods havkrydser når 

den skal bruges til FDF-arbejde? Svaret 

var Mytilus – og det var der ikke 

mange der havde ventet. Navnet betyder 

blåmusling, og passer meget godt 

til de mange blå bluser og skjorter der 

siden har sejlet med den. 

Efter søsætningen var der mange der 

gerne ville ud at sejle. Næsten hver 

aften og weekend, samt det meste af 

sommerferien var Mytilus af sted. I de 

første år var der mange FDF/FPFere 

fra hele distriktet med, men med tiden 

ebbede interessen lidt ud, og projektet 

hentede primært sine sejlere fra Vejle 

og Fredericia. Gennem alle år har Vejle 

1 været en fast leverandør af sejlere 

til Mytilus. 

Pengeproblemer 

Efter en årrække kom det dog frem at 

der fra starten af ikke havde været styr 

på økonomien i projektet, dette skyldtes 

hovedsageligt at byggeprojektet var 

blevet dobbelt så dyrt som oprindeligt 

budgetteret. 

For at redde projektet blev der i 1985 

etableret en selvejende institution, der 

kom til at stå som ejer at Mytilus, hvor 

FDF/FPF så kunne leje sig ind. På denne 

måde blev det muligt at opnå amts- 

kommunalt tilskud, der kunne dække 

den daglige drift. 

Den ændrede organisation betød at 

Mytilus langsomt kom på fode igen, 

men problemerne var ikke overstået. 

Atter pengeproblemer 

Kritikken af Mytilus’ pengeproblemer 

stoppede heller ikke, og fra Vejle 1 lød 

der kritik fra Gunnar Videbæk. Baggrunden 

var at Lillebælt distrikt fast 

gennem mange år havde brugt, ifølge 

Gunnar, uforholdsvis mange penge 

alene på sejladsarbejdet. 

For at skaffe flere penge til Mytilus 

blev der i 1989 taget en serie fotos, 

som kredsene i distriktet så kunne 

købe, hvilket Vejle 1 også gjorde. Købet 

af disse billeder blev dråben der fik 

bægeret til at flyde over for Gunnar Videbæk, 

han mente ikke at bestyrelsen 

tog hans kritik seriøst, blandt andet 

havde han lavet en oversigt over Mytilus’ 

økonomi der viste underskud gennem 

alle år. 

Svaret fra formand Bent Andreasen 

var at bestyrelsen ikke så så sort på 

fremtiden som Gunnar gjorde, og at 

man blandt andet havde krævet at der 

blev lavet en fem-års plan for Mytilus’ 

økonomi. 

Lisbeth og 

Marianne på 

togt. 

122 123

Sommertogt Sommertogt i regn 

124 125

Så sent som i foråret 2007 

fik Mytilus penge til en gummibåd. 

Gummibåden skulle 

blandt andet bruges på årets 

togt til den norske og svenske 

skærgård. 

På ret køl 

Gennem de sidste 18 år er økonomien 

kommet på plads, og Mytilus har gennem 

snart 25 år været rammen om adskillige 

FDFeres oplevelser på vandet. 

Gennem årene har Mytilus også været 

ramme om sejlerskoler, blandt andet 

med mulighed for at tage duelighedsprøven 

for lystsejlere, deltaget i landsforbundets 

sejlertræf og sejlet på langfart 

– så sent som sommeren 2007 var 

Mytilus på en tre-ugers tur i den norske 

skærgård. 

At båden har sejler så meget har naturligvis 

slidt kraftigt, og gennem de 

sidste år har Mytilus gennemgået flere 

renoveringsprojekter for at sikre at 

den kan holde de næste mange år. 

I løbet af årene har Mytilus også skiftet 

tilholdssted fra Fredericia til Vejle, 

hvilket har betydet at endnu flere fra 

FDF Vejle 1 har været med som deltagere 

– desværre kan det samme ikke 

siges om de andre Vejlekredse. 

Joller 

Kun to og et halvt år efter Mytilus var 

søsat kom der forslag om at kredsen 

skulle starte sit eget sejladsarbejde. 

Forslaget kom fra Carsten Lauridsen, 

der var kommet til kredsen fra FDF/ 

FPF Sunds i 1984. Selvom Sunds ligger 

inde midt i landet havde man her 

gennem flere år haft et sejladsarbejde 

omkring et gammelt træskib kaldet 

Lamprenen. 

Projektet i Vejle skulle dog ikke handle 

om et stort skib – et sådant havde man 

jo i distriktet, men tværtimod handle 

om jollesejlads. Begrundelsen for projektet 

var den samme som Mytilus – 

at holde på de unge medlemmer – der 

skulle være noget nyt når man blev senior. 

Ideen var at der skulle købes to eller 

tre joller, og at kredsen kunne gøre 

det alene, eller sammen med en anden 

Vejlekreds. Det blev den sidste løsning 

der valgt, da man fandt ud af at Vejle 

femte kreds gerne ville være med i et 

samarbejde – desværre havde de ikke 

mulighed for at træde ind lige med det 

samme. 

Jollerne der skulle bruges blev nu heller 

ikke købt før i efteråret 1987, da 

sejlsæsonen var overstået, så første 

gang de kunne søsættes var i foråret 

1988. 

I første omgang købte de to kredse to 

Wayfarerjoller, som man senere supplerede 

med en Rügenjolle. 

Om sommeren lå jollerne på Vejle 

Havn, og om vinteren havde de fast 

plads hos FDF/FPF Vejle 5, hvor de 

kunne være i den tidligere ridehal på 

Nørremarksgården. 

Fra begyndelsen var jollerne meget 

brugte, men langsomt ebbede interessen 

ud, hvilket endte med at de blev 

solgt midt i 1990’erne. 

Kanoer 

Gennem tiden blev friluftsaktiviterne 

i kredsen ændret, og for de ældre gik 

de mere i retning af det ekspeditionsprægede. 

Dette betød at man midt i 

1980’erne begyndte at inddrage kanosejlads 

som en aktivitet for denne aldersgruppe. 

Første gang kanoer for alvor blev brugt 

var på sommerlejren for de ældste i 

1985, der var en hel uges kanotur på 

Skjern Å. 

Derefter blev kanoer brugt som et indslag 

på kredssommerlejren i 1987 og 

på væbnernes Til land, til vands og i 

luften sommerlejr i 1989. 

Efter disse små skridt gik der nogle år 

før kredsen igen i midten af 1990’erne 

tog aktiviteten op. Disse skridt var dog 

heller ikke store, da det primært dre- 

126 127

At anskaffe 

kajakker til FDF 

Vejle 1 er ikke 

nogen ny ide 

– allerede i 

1930’erne ankom 

en del sommerlejrdeltagere 

til 

Randsborg på 

denne måde. 

jede sig om nogle weekendture for forskellige 

klasser. 

Det helt store spring blev taget i 1998 

da Erik Hansen, Torben Elbek og 

Troels Hemmingsen sendte en ansøgning 

til bestyrelsen om indkøb af 

10 kanoer med tilbehør. Anskaffelsessummen 

lød på ikke mindre end 

176.000 kroner. Dette beløb var støtteforeningen 

dog villige til at betale, så 

kredsen skulle kun tænke på vedligeholdelsen 

i tiden fremover. 

Efter at kanoerne var anskaffet blev 

der bygget en hal hos Torben Elbek , 

hvor det hele kunne opmagasineres. I 

2004 blev hallen flyttet fra Torben Elbek, 

og til marken i Højen, hvor den 

stadig er placeret. 

Lige fra starten har kanoerne været 

meget brugte i det daglige arbejde, og 

både små og store FDF’ere har haft 

glæde af muligheden for at få en sejltur. 

Udover klassernes brug har der 

også været arrangeret ture, hvor man 

på tværs af klasserne kunne melde sig, 

og komme ud og opleve nye områder 

af den danske natur. 

Kanoerne har desuden næsten hvert 

år været med på sommerlejr, og flere 

gange har disse gået til udenlandske 

åer og elve i Sverige og Tyskland. 

Kajakker 

Den næste vandaktivitet, der vil komme 

til i FDF Vejle 1 er et tilbud om at 

sejle i kajak. Initiativet til at sætte denne 

aktivitet på programmet er Martin 

Lotzkat, Steffan Hansen og Trine Esmann. 

De tre ledere har fået lov at leje kajakker, 

men dette er ikke sket endnu. 

Hytter og huler vi bygger 

Randsborg 

Efterhånden som FDF-kredsene skød 

op rundt omkring i landet skød også 

en anden ting op – sommerlejrene. 

Sommerlejrene var tænkt som et fristed 

for de mange drenge som i deres 

dagligdag ikke havde mange muligheder 

for at komme på ferie. Langt de 

fleste af drengene i den nye FDF-kreds 

i Vejle kom fra byens arbejderfamilier, 

hvor pengene for det meste var små. 

Heller ikke FDF i Vejle kom til at stå 

tilbage for denne udvikling. I november 

1912 fik man købt en 3½ tønde 

land stor grund ved Rands Fjord. 

Frem til sommeren 1913 skete der ikke 

så meget på grunden, men kredsens 

første sommerlejr kunne dog afholdes 

på egen grund dette år. Samtidig med 

at førere og bestyrelse var i gang med 

planlægningen af sommerlejren, var 

disse allerede et skridt længere i planlægningen. 

Et udvalg bestående af A. 

M. Jensen, Aksel Jensen, gymnastiklærer 

Madsen og Jerichau, blev sat til 

at komme med planer for et fremtidigt 

byggeri på grunden. En første lille 

simpel opgave for dette udvalg blev 

at skaffe køjer til sommerlejren 1913 – 

de skulle jo alligevel bruges fremover. 

For at alle drenge skulle have en mulighed 

for at komme med på sommerlejr 

ville der i løbet af sommeren blive 

mulighed for at to eller tre hold kunne 

Før Randsborg 

blev bygget, 

foregik spisningen 

under dette 

simple bliktag, 

under førernes 

myndige ledelse. 

FDFs første sommerlejr 

på egen 

grund foregik 

under meget 

simple forhold. 

Tanterne vasker 

op – førerne 

overvåger. 

128 129

Fra den første 

sommerlejr blev 

holdt på kredsens 

egen grund 

i 1913, kom til 

Randsborg stod 

færdig i 1914 skete 

der meget. Her 

ses huset kort efter 

rejsegildet. 

Oplysninger fundet 

i dagbøger 

på Randsborg i 

1920’erne. 

En af de meget 

aktive førere i 

FDF da Randsborg 

blev bygget 

var Axel Jensen 

– kaldet Bygge. 

Her ses han i 

gang med at 

mure kælder under 

Randsborg. 

9. juli 1922 

”Nu kom fodbold, kricket og de øvrige 

redskaber i gang, men spillet 

men spillet blev snart afbrudt af 

regnvejret, og i salen spillede delingsfører 

Brabrand derefter harmonika, 

og lejrchefen (Red. Poul 

Schou) læste op af ”Flemming på 

kostskole””. 

11. juli 1922 

”Efter morgenparaden fik drengene 

en lille tiltrængt omgang ek- 

sercits, der gav appetit til morgenmaden”. 

”Klokken 8 (om aftenen) prøvede 

man en nyanskaffet kricketbold så 

kraftigt, at to mand måtte bide i 

græsset, efter at bolden havde ramt 

dem i hovedet”. 

18. juli 1922 

”Så synger vi på det sidste vers. 

Randsborgholdet 1922 er forbi. Det 

var præget af de mange førere, som 

arbejdede udmærket sammen, og 

af de mange drenge, som har levet 

sammen i det bedste kammeratskab. 

De mange små drenge satte også deres 

præg på holdet. 

Sektionsførerne har været så flinke 

og raske, som man overhovedet kunne 

forlange. Jeg har ikke set noget 

lignende før. 

Bibeltimerne for de store drenge var 

de åbenbart glade for; vi skulle bare 

have haft nogle flere. 

I det hele et fint hold! Måtte det nu 

bære sin frugt. 

Poul Schou 

Lejrchef” 

17. juli 1923 

”For en gangs skyld måtte førerne 

selv grave guld”. (Tømme lokummer, 

red.) 

22. juli 1923 

”Da dette var hejst (flaget) foretoges 

det daglige eftersyn af negle, ører, 

tænder og så videre”. 

24. juli 1923 

”Så blev et rohold sendt til Trelle efter 

brænde til det påtænkte lejrbål om 

aftenen. Det skal efter sigende have 

været en meget slem tur især for de 

små der var stærkt på vej til søsyge”. 

26. juli 1923 

Natlegens tema skal være Ku Klux 

Klan, og afbrændingen af John 

Smiths gård. 

”Klokken 10.30 (22.30) afgår Ku Klux 

Klan fra Randsborg hen i klitterne, 

hvor de afbrænder gården ved at 

affyre nogle raketter. Regeringen 

modtager kort efter et brev fra Ku 

Klux Klan, hvori de meddeler at John 

Smiths gård brænder samt han ikke 

mere tælles blandt de levendes tal. 

Regeringstropperne skal da straks 

afgå fra Randsborg, for at tilbagetage 

papirerne samt dræbe Ku Klux 

Klans mænd”. 

Dette tema vakte åbenbart ikke anstød 

i 1920’erne. 

18. juli 1924 

”Midt under spydkast kom der en 

flyvemaskine hen over lejren, hvor- 

for det ikke var så mærkeligt, at 

det vakte lidt opsigt, da hr. lærer 

Dous fra ”Børnenes Vel” en halvtimes 

tid senere kom løbende her 

over til Randsborg, hvor han meddelte 

den sensationelle nyhed, at 

en flyver med maskine var faldet 

i vandet og nu kom drivende ind 

mod vor grund. Der var straks et 

par drenge, som tilbød at svømme 

ud til maskinen, men da den endnu 

var udenfor den tredje revle, fik de 

selvfølgelig ikke lov til det, andre løb 

op til fiskeren for at låne hans båd, 

men fiskeren tog den med ro. I stedet 

for at låne dem båden gav han 

dem en kikkert og i den viste det sig 

at ”maskinen” var et stykke af en 

bådebro, som var revet løs af stormen. 

Efter at det var konstateret at 

det var et stykke af en bro svømmede 

Fenneberg ud og fik det halet på 

land. Han var knap kommet i tøjet 

før der blev fløjtet til middag”. 

24. juli 1926 

”Under middagen serveredes - efter 

de gæve randsborgeres opfordring 

den foregående dag – østers og 

champagne af de altid elskværdige 

og rare tanter” 

130 131

Spisesalen før 

udvidelsen. Som 

det ses var der 

allerede fra starten 

meget trangt, 

når drengene 

skulle spise. 

Så indbydende 

så Randsborgs 

lokummer ud 

ved åbningen… 

Der tømmes lokummer 

…og så lækkert 

var det, når de 

skulle tømmes. 

Så trangt var der, 

når drengene 

skulle sove. Om 

dagen var her 

spisesal – og om 

natten sovesal 

med hængekøjer. 

I forbindelse med 

skottebesøget i 

1929 skulle drengene 

fra Boys 

Brigade indkvarteres 


Her ses 

madrasudleveringen. 

komme af sted – alt afhængig af hvor 

mange der meldte sig. 

På førermødet i august 1913 indstiller 

samtlige, med undtagelse af konstruktør 

Andersen, at der inden næste 

sommer skulle være rejst en muret 

bygning på grunden. Ønsket faldt godt 

i tråd med de holdninger der prægede 

bestyrelsen, og den 12. juli 1914 kunne 

missionær Fenneberg holde indvielsestalen 

over Randsborg. 

At opføre Randsborg kostede 5000 

kroner, og huset var gældfrit med det 

samme. 

Efter indvielsen kom Randsborg til 

at danne rammen om de årlige sommerlejre, 

og drenge fra kredsen var på 

skift med på de forskellige hold ved 

Hvidbjerg. 

Udvidelse 

Gennem de første mange år boede 

og spiste FDFerne i det samme rum 

– den store sal på Randsborg. Om aftenen 

blev der hængt hængekøjer op, 

så drengene havde noget at sove i, og 

næste morgen kunne de så blive pakket 

væk inden salen atter skulle bruges 

til at spise i. 

Denne løsning var dog ikke holdbar 

i længden, og i 1936 udvidede man 

Randsborg med en sovefløj med 63 

faste køjer. I samme omgang blev de 

gamle lokummer skiftet ud med moderne 

wcer. 

For førerne havde forholdene dog været 

noget bedre allerede fra begyndelsen. 

De boede i et værelse på første sal, 

og sov i rigtige senge. 

Det lakker mod enden 

I begyndelsen af 1950’erne optrådte 

Randsborg som et fast punkt på bestyrelsens 

møder, og sjældent for noget 

positivt. Den siddende bestyrelse havde 

ofte et blandet forhold til lejren. For 

det første var det arvesølv for FDF Vejle 

1 – det var her man havde haft sine 

drengeoplevelser i FDF, noget der stod 

i et gyldent skær. På den anden side 

kunne de fleste godt se at lejren efterhånden 

trængte til en betydelig renovering 

– og det var ikke småpenge det 

ville dreje sig om. Lejerne var begyndt 

at klage over den tilstand som Randsborg 

befandt sig i – men man ville og 

kunne ikke bruge de penge som var 

nødvendige for at sætte lejren i ordentlig 

stand. Vedligeholdelsen begrænser 

sig til opsætning af et par ekstra skabe 

og køjer, samt at gårdspladsen bliver 

cementeret. Rent investeringsmæssigt 

må det siges at være småting der bevilges. 

På bestyrelsesmødet den 27. juni 

1952 bevilges et råkostjern til køkkenet. 

De følgende to år byder ikke på forbedringer, 

og under det faste punkt 

Randsborg, kan man i bestyrelsens 

referat fra den 8. oktober 1954 læse 

denne lakoniske bemærkning: ”Intet 

positivt at bemærke”. 

Et lille skridt 

Året efter var man dog indstillet på at 

nu måtte der gøres noget i forbindelse 

med Randsborg. Køkkenet skulle 

blandt andet udstyres med flaskegas 

og der skulle anlægges en ny septiktank, 

så lejren fremover ville være beregnet 

på 75. Ombygningerne i køk- 

Et sjældent billede 

af Randsborg 

set bagfra... 

132 133

134 135

1936 efter tilbygningen 

Med sin nye sovesal 

og store 

pejs var Randsborg 

klar til at 

danne rammen 

om sommerlejre 

de næste mange 

år. 

kenet ville komme til at koste cirka 

5900 kroner, og skulle ordnes over en 

treårig periode, mens toiletforholdene 

skulle ordnes med det samme – dette 

ville koste 3000 kroner. For at disse 

forbedringer ikke skulle ødelægge 

kredsens økonomi totalt ville Willy 

Udesen undersøge muligheden for at 

få tipsmidler til arbejdet. 

Samtidig med at disse forbedringer 

besluttes, vedtager bestyrelsen også 

at Randsborg kun må bruges under 

ledelse af en ansvarlig fører. Denne 

udmelding skabte dog en del protester, 

da førerne mente at det måtte være 

nok hvis en patruljefører og en instruktør 

var med. Samtidig rejses der 

fra førernes side krav om at man må 

bruge Randsborg også i vinter- og forårsmånederne. 

Før det sidste kan lade 

sig gøre skal verandaværelset indrettes 

til vinterbrug. For at skaffe penge 

til vedligeholdelsen beslutter bestyrelsen 

at overskuddet fra årets basar skal 

deles med to-tredjedele til det almindelige 

kredsarbejde og en tredjedel til 

Randsborg. 

Det evige problem 

Selv efter de forbedringer som blev 

foretaget gennem sidste halvdel af 

1950’erne, blev Randsborg ved med at 

hænge som en møllesten om bestyrelsens 

hals. 

I september 1959 talte man om: ”Det 

evigt tilbagevendende problem 

Randsborg”. 

Gennem de næste par år blev ordvalget 

ikke mere positivt. I 1961 var det 

blevet til: 

”Randsborg er efterhånden en hård 

belastning for kredsens økonomi og 

der var tanker fremme om at sælge 

den. Kredsføreren skriver til landsforbundet 

som skal indvilge i et eventuelt 

salg”. 

Landsforbundet havde ikke noget at 

indvende mod salget, og for at komme 

videre blev det besluttet at lejren skulle 

sælges. I referatet fra den 16. februar 

1962 står den endelige beslutning: 

”man enedes om at man(..) forsøger 

at afhænde Randsborg idet den efterhånden 

bliver mere og mere ueg- 

net til sommerlejr. Man enedes om at 

denne beslutning er fortrolig”. 

Beslutningen var altså truffet, men der 

var ikke noget der måtte slippe ud – i 

hvert fald ikke med det samme. 

Førerne involveres 

På et fælles fører- og bestyrelsesmøde 

i september 1962 blev planerne om 

at sælge Randsborg så offentlige. For 

at få mest muligt ud af salget enedes 

man om at få Bjerth-Jensen til at lave 

en udstykningsplan for grunden. 

Først i november 1963, halvandet 

år efter det var vedtaget i bestyrelsen, 

kunne Randsborg endeligt 

sættes til salg. 

Dette skyldtes en vedtagelse på 

førermødet der sagde at: ”Førerne 

ville ikke holde på Randsborg hvis 

den kunne sælges til en fornuftig pris, 

man ville hellere gå ind for tanken om 

en hytte nærmere Vejle. 

Udesen indrykker en annonce i Jyllandsposten 

den 1. dec.” 

At Udesen nu kunne indrykke en annonce 

i Jyllands Posten betød dog ikke 

at Randsborg blev solgt med det samme, 

så i januar måtte der igen sættes 

en annonce i Jyllands Posten. Denne 

anden annonce gav flere henvendelser, 

og en positiv Udesen kunne på bestyrelsesmødet 

i marts 1964 meddele 

at der havde været nogle henvendelser 

angående Randsborg og at: ”Blandt 

disse var lederen af Døveskolen i Fredericia. 

Udesen taler med ham først, 

idet man gerne ser Randsborg anvendt 

til et sådant formål. Henvendelse 

sker også til Politiets Ungdomsklub 

i København.” 

I forlængelse af informationerne om 

Randsborgs salg begynder bestyrelsen 

at kigge sig om efter en anden hytte, 

og gerne som førerne har ønsket – 

noget der ligger tættere på Vejle. 

I referatet kan man derfor læse: ”Man 

har set på en grund mellem Gl. Højen 

og Nederbro i Højen Skov. Der er et 

hus som skal nedrives, og et nyt bygges. 

Man har søgt fredningsnævnet 

med hensyn til bebyggelse. Man enedes 

om, at såfremt fredningsnævnet 

giver tilladelse til bebyggelse, så ville 

man købe uanset om Randsborg 

136 137

At få sin egen 

lille hytte betød 

meget for væbnerne. 

Gennem 

flere år havde 

de arbejdet med 

at bygge hytten 

under ledelse af 

Willy Steffensen. 

Kort efter færdiggørelsensolgte 

kredsen dog 

hytten til Vejle 2 

– planen var at 

bygge en større. 

er solgt. Man skal dog også sikres, at 

landbrugspligten kan slettes.” 

Bestyrelsen var nærmest sikker på at 

Randsborg var solgt, men det går ikke 

altid som præsten prædiker. 

Fra man beslutter at sætte huset til salg 

i 1962, til det endeligt kan overdrages 

til den nye ejer går der fire år. 

”Tirsdag den 12. april 1966 kl. 17.00 

afholdtes bestyrelsesmøde på Vejle 

Rutebilstations kontor, hvor bestyrelsen 

godkendte at Sv. E. Beck, P. W. 

Lübecker og W. Udesen havde solgt 

”Randsborg” til snedker- og tømrermester 

Poul Iversen, Fredericia til en 

pris af kr. 170.000 at betale kontant 

ved skødets underskrivelse. 

Overdragelse og skæringsdato blev 

fastsat til 1. april 1966.” 

FDF Vejle 1 havde mistet sin egen sommerlejr 

– en lejrtype som ikke længere 

passede til tidens FDF-arbejde. 

Bjælkehytten i Skibet 

Efter væbneridrætten var blevet indført 

i FDF kom en række nye aktiviteter 

til, specielt kom lejrlivet til at sætte 

sit præg på FDF-arbejdet fremover. 

Mange steder i landet blev der bygget 

hytter, og lavet lejrpladser, der kunne 

bruges til disse nye aktiviteter. 

Heller ikke FDF Vejle 1 ville undvære 

sin egen lille primitive hytte, og i foråret 

1927 er planerne for første gang 

oppe at vende i førerflokken. Byggearbejdet 

blev påbegyndt af de tre væbnerpatruljer 

Bæverne, Bjørnene og 

Væringerne først i 1930’erne. Den fører 

der kom til at stå som leder af arbejdet 

var Willy Steffensen. Patruljerne 

fik lov at stille hytten op på gårdejer 

Topsøs jord. På daværende tidspunkt 

var det meget almindeligt at FDFere 

og spejdere fik lov at låne jord til en 

slags projekter. For at skaffe penge til 

byggeriet afholdt patruljerne basarer. 

Ikke alt blev dog købt, da C. M. Hess 

jernstøberier forærede et komfur til 

hytten, som så kunne bruges til både 

madlavning og opvarmning. Inde 

i hytten kunne fire sove på bænke, 

mens fire andre sov på gulvet. Når der 

skulle soves måtte bordet stilles hen 

foran døren, for at give gulvplads til 

de overnattende. I det hele taget var 

hytten ganske primitiv, og havde heller 

ikke indlagt el og vand. Belysningen 

klaredes ved stearinlys og petroleumslamper, 

mens vandet blev hentet i 

en nærliggende kilde. 

Få år efter at hytten var bygget færdig 

solgte kredsen den til FDF Vejle 2, som 

beholdt den gennem de næste mange 

år. Argumentet for at sælge hytten var 

på det tidspunkt at FDF Vejle 1 ønskede 

at bygge en større hytte – hvilket 

først lykkedes med bjælkehytten i Højen, 

hvilket der kan læses mere om senere. 

FDF Vejle 2 valgte senere at flytte hytten 

fra sin første placering, og lidt længere 

ned i skoven. Dette foregik ved at 

hele huset blev løftet op på nogle stammer, 

og så rullet ned ad bakken. Midt i 

arbejdet med at flytte hytten opdagede 

man at der manglede en dreng, og 

man troede at han var kommet i klemme, 

men heldigvis viste det sig at han 

bare sad i det ene af hyttens vinduer. 

Hytten var i brug indtil den første 

halvdel af 1960’erne, men forfaldt 

så mere og mere. Ejeren af grunden 

mente derfor, at han burde overtage 

hytten, og selv bruge den til jagthytte 

– dette betød dog bare at hytten forfaldt 

endnu mere, og til sidst styrtede 

helt sammen. 

Højenhytten 

Som beskrevet ovenfor i afsnittet om 

Randsborg havde FDF-arbejdet ændret 

sig meget fra man byggede sin 

sommerlejr i 1914 til man købte Højenhytten 

i 1964. Købet af hytten skete 

da også, mens man stadig ikke havde 

solgt Randsborg. 

Da FDF Vejle 1 

lige havde overtaget 

hytten synede 

den ikke 

af meget. Et lille 

husmandssted 

ude midt i Højen 

skov. 

138 139

Da kredsen kunne 

indvi hytten 

i Højen den 19. 

maj 1966 var det 

en højtidelig dag. 

Her hejser kredsfører 

Verner Andersen 

flaget. 

Bestyrelsen var i første omgang ikke 

så bange for at købe hytten, og den 22. 

maj 1964 underskrev man skødet på 

det vi i dag kender som Højenhytten. 

Hytten blev præsenteret for kredsens 

medlemmer en aften i juni, hvor mange 

var kommet for at se de nye omgivelser. 

Da det i første omgang var meningen 

at de bygninger der var på grunden 

skulle rives ned, talte bestyrelsen i første 

omgang alene om en nødtørftig forbedring 

af huset, så man havde et sted 

hvor man kunne holde til i den første 

tid – indtil der var bygget nyt. 

Planen var at de eksisterende bygninger 

skulle have været fjernet, og i stedet 

skulle der bygges en ny, og tidssva- 

Da kredsen havde købt Højenhytten, 

fik man den lokale gårdejer 

Jens Kring til at fungere 

som opsynsmand for denne. 

Jens Kring stammede fra den 

slægt, der gennem mange år 

havde Enghavegård i Gammel 

Højen. Gennem årene arbejde 

han både på Enghavegård, og 

hos andre landmænd, indtil han 

i 1933 overtog et stykke jord fra 

slægtsgården, og på denne opførte 

sin egen gård. 

Med Jens Kring havde kredsen 

fundet en god opsynsmand til 

hytten. 

Jens Kring døde i 1993, 83 år 

gammel. 

rende, hytte på det areal der kaldes 

marken. 

Ideen med at bygge nyt blev dog opgivet, 

og i stedet blev der sat ind med 

at renovere de eksisterende bygninger. 

De mest forfaldne blev dog væltet med 

det samme. 

I løbet af foråret 1965 blev der taget 

væsentlige skridt i forbindelse med 

forbedringen, og i løbet af september 

og oktober var hytten klar til at blive 

taget i brug. Men da Randsborg endnu 

Da det viste sig, at 

det ikke var muligt 

at bygge nyt i Højen, 

besluttede man i 

stedet at udvide det 

gamle stuehus. Udvidelsen 

indebar en 

ny pejsestue, med en 

stor sovesal ovenpå. 

I samme forbindelse 

forsvandt det gammeldags 

lokum, der 

blev erstattet med 

træk og slip. 

Ideen med at bygge 

mindre hytter i Højen 

var dog ikke helt opgivet. 

ikke var solgt så alt ikke lyst ud, og bestyrelsen 

bemærker i slutningen af oktober 

1965: 

”Huset i Højen er nu så vidt fremme 

at malerne er i sving og formodentlig 

klar til at tages i brug om cirka 14 

dage. 

Der ønskes en dybere brønd og evt. 

indretning af vaskerum i det gamle 

hønsehus. 

På grund af de mange udgifter, især i 

forbindelse med Højen, har kredsen et 

større underskud så det gælder om at 

få solgt Randsborg hurtigst muligt”. 

Den officielle indvielse kom til at ligge 

den 19. maj 1966, og på det tidspunkt 

var hytten indrettet, så der kunne 

overnatte 20. 

Hytten kunne i første omgang kun 

bruges af FDF i Vejle, Gamle Drenge 

Foreningen, og arrangementer hvor 

FDF Vejle 1 deltog – altså ingen udlejning. 

Et år efter hytten var blevet taget i brug 

som FDF-hytte, kom de første udbygningsplaner. 

”Fra Schneider forelå tegninger og 

forslag til opførelse af kombineret toilet 

og materialehus som kunne opfø- 

140 141

I årene efter overtagelsen 

af hytten, 

blev der bygget 

meget. Her ses 

den nye pejsestue 

kort efter færdiggørelsen.Samtidig 

skulle der bygges 

en rigtig indgangsportal, 

for 

at vise at det var 

en FDF-hytte. 

res i etaper og man enedes om i første 

omgang at starte med 2 toiletter, 

vaskerum samt materialerum som i 

første omgang indrettes til køjerum, 

og i stedet indrettes materialerum på 

loftet i hovedbygningen.” 

Disse planer blev dog modificeret, og 

på et møde tre måneder senere, i juni, 

lyder referatet: 

”Schneider havde udarbejdet tegninger 

til toilet- og sovebygning, disse 

blev godkendt og man var enige om, 

at man snarest går i gang med nødvendig 

dræning og gør klar til støbning 

af fundament.” 

Planerne for hvad der skulle ske i Højen 

var dog ikke endelige, og kredsfører 

Verner Andersen havde også et bud: ”.. 

overnatning sker i det nuværende hus 

med tilbygning, og at man så bygger 

et kredshus, der rummer faciliteter af 

højeste karat til alle grupper. Der udstikkes 

pladser til sport, lejrpladser, 

lege og så videre. For øvrigt små primitive 

hytter.” 

Verners plan vinder dog ikke tilslutning, 

og de tegninger som Aage Schneider 

har udarbejdet, kommer til at 

danne grundlag for udvidelsen af hytten. 

I april 1968 er der bygget pejsestue og 

to toiletter med træk og slip, noget af 

det sidste der mangler er at der kan 

blive malet. 

I forbindelse med renoveringen har 

kredsen desuden lovet at ville stille 

et lokale i hytten til rådighed for P63. 

Det eneste krav er at hvert medlem af 

P63 yder 10 kroner, så vil kredsen yde 

et tilsvarende beløb. Dette bliver senere 

til at de ønsker sig loftsrummet over 

den gamle del af hytten. 

Samtidig med at byggeriet af de nye 

rum i Højen er i gang samler førerne 

ind til et tv til hytten, for også at kunne 

bruge denne til hygge. Det er dog 

ikke alle der er lige velkomne, da patruljeførerne 

får begrænset deres adgang 

med begrundelsen at de sviner 

for meget. 

Hvad vil vi med Højen? 

Havde foråret 1968 tegnet lyst for Højenhytten 

var det ganske andre toner 

der lød på bestyrelsesmødet i august. 

Punkt to hed ganske enkelt: ”Højen – 

salg eller færdiggørelse”. 

Overordnet var bestyrelsen ikke tilfreds 

med det der foregik i hytten, og 

man var derfor klar til at optage et lån 

på 20.000 kroner, der skulle imødegå 

nogen af de igangværende projekter. 

Desuden mente formanden heller ikke 

at han kunne spore den store interesse 

blandt førerne for hytten.´ 

Interessen for hytten bliver dog større 

året efter, hvor alle væbnermøder fra 

august og frem bliver holdt i Højen. 

Heller ikke de mindre drenge har 

glemt at hytten findes, og ved en række 

eftermiddagsmøder bygger pogene 

og piltene nogle små hytter. 

Rent husmæssigt vil man gerne have 

sat nye vinduer i den gamle del af hytten, 

og gennem det næste lange stykke 

tid bruger bestyrelsen megen tid på 

at finde ud af den rigtige måde at varme 

hytten op på. Efter flere måneders 

overvejelse ender bestyrelsen til sidst 

med at beslutte sig for at installere et 

oliefyr i hytten. 

At Højenhytten skulle bruges til kredsens 

friluftsliv var tydeligt fra starten. Som det 

kan ses flyttede en stor del af lejrudstyret 

ind i hytten meget hurtigt. Desværre var 

hytten også plaget af indbrud flere gange. 

Primi ’70 

Det var nu heller ikke kun pogene og 

piltene der gik i gang med at bygge 

små hytter på marken, da også væbnerne 

satte gang i et større byggeprojekt 

som de kaldte Primi’ 70. 

142 143

Primi ’70 – Efterhånden 

rejste 

de små patruljehytter 

sig på 

marken. Her er 

Freddy Brauchli 

Jensen i gang 

med byggeriet 

på Berserkernes 

hytte. 

Som en del af 

Primi’70-projektet 

skulle der 

bygges hytter på 

marken i Højen. 

Her er de indledendeudgravninger 

sat i gang. 

Kredsens forskellige patruljer gik hver 

for sig i gang med at bygge hver deres 

lille patruljehytte. Projektet bliver dog 

aldrig færdigt, og ni år senere beslutter 

man sig for at fjerne de sidste rester af 

hytterne på marken. 

Vand og el 

I forbindelse med de mange byggeprojekter 

på marken i Højen ønsker væbnerlederne 

i 1971 at der bliver mulighed 

for at få vand på marken. I første 

omgang går forslaget på at grave en 

brønd, men denne idé bliver dog opgivet. 

En mere simpel løsning på problemet 

kommer fra Gunnar Videbæk, der 

foreslår at man anskaffer en brandslange. 

Gunnars idé ville dog kræve at den 

gamle manuelle pumpe blev skiftet 

ud med en automatisk, så der går naturligvis 

ikke længe inden dette ønske 

fremkommer. 

I foråret 1972 får kredsen brøndborer 

Iversen til at kigge på vandkvaliteten 

og muligheden for at lave en ny brønd. 

Prøverne af vandet viser at kvaliteten 

er meget dårlig, og Iversens forslag 

er at der laves en ny brønd. Tilbuddet 

på at lave en ny brønd overrasker 

dog kredsen noget – ikke mindre end 

10.000 kroner. Meldingen tilbage til 

Iversen er at han i første omgang skal 

tømme og rense brønden, og derefter 

lave nye vandprøver. Efter at dette 

er ordnet bliver der desuden opsat 

en automatisk pumpe. Problemet med 

vand på marken bliver dog ikke løst 

før 25 år efter da der sættes en vandhane 

op. 

Samtidig med at Iversen kigger på 

vandet får kredsen et tilbud om at få 

lagt trefaset strøm ind i hytten. Dette 

kan gøres ganske gratis da Verner 

Tønder, der er nabo til hytten, vil betale 

hvis han til gengæld må få et stykke 

jord bag hans hus. Tønder er dog ikke 

den eneste der får jord, da han også 

afgiver et stykke til FDF Vejle 1. Det 

jordstykke som kredsen har afgivet er 

fredsskov, hvorfor FDF skal tilplante 

et tilsvarende areal, og atter aftaler 

man med Verner Tønder at han skal 

afholde udgiften. 

Indbrud 

Mens FDF Vejle 1 har gang i alle disse 

aktiviteter i Højen, er der også andre 

der er interesserede i hytten. Ikke 

mindre end tre gang i foråret 1972 er 

der indbrud i hytten, og kredsen mi- 

Lidt af den gamle 

stemning fra 

Randsborg flyttede 

også med 

ind i Højenhytten. 

Førerne fik 

køjer at sove i, 

mens drengene 

måtte nøjes med 

gulvet. 

Modellen er 

Eagle Squadrons 

lejrplads, og indgangsportalen 

blev bygget bl.a. 

foran Højenhytten 

(se foto side 

138). 

144 145

Gennem mange 

år var Kurt Andersens 

geder i 

Højen noget alle 

FDF/FPFere i 

Vejle 1 kendte. 

Kurt fik gerne 

foræret til sin 

40-års fødselsdag, 

hvor en flok 

lederne mødte op 

hos ham med de 

to geder. 

Gennem mange 

år har Kurt Andersen 

været 

hytteinspektør i 

Højen. De første 

år sammen med 

Jens Kring. Op til 

hyttens 25 års jubilæum 

i 1991 ses 

Kurt her i gang 

med at male i 

pejsestuen. 

ster ved disse lejligheder en del lejrudstyr. 

Har vi råd til Højen? 

Dette spørgsmål diskuterede bestyrelsen 

i februar 1980 med baggrund i 

de mange diskussioner der på det tidspunkt 

var om kredsens fremtid. Skulle 

man i gang med at bygge, eller købe, 

sit eget ville der ikke være råd til Højenhytten. 

Spørgsmålet var dog ikke helt fremmed, 

da de første følere allerede havde 

været fremme blandt lederne året 

før. Lederne ville gerne vide om man 

skulle sætte hytten i stand eller måske 

bygge en ny. 

Samtidig med at disse overvejelser om 

hyttens fremtid er oppe at vende, står 

man atter overfor en investering, da 

det gamle oliefyr ikke kan mere. Efter 

endnu engang at have brugt lang 

tid på at diskutere opvarmning ender 

man med at opsætte elradiatorer. 

Helt opgivet var hytten da heller ikke, 

da man i samme åndedrag beslutter sig 

for at sætte toiletterne i stand – hvilket 

på dette tidspunkt var meget tiltrængt. 

Da beslutningen om eget kredshus ikke 

fandt sin løsning i 1980 valgte man 

atter at satse på at investere i Højenhytten. 

I første omgang drejede det 

sig om nye gulve i spisestuen og lederrummet 

i midten. Efter at dette 

var klaret, var man klar til at gå i gang 

med at lave baderum og toiletter. 

Muligheden for at tage et bad i Højen 

blev dog ikke til noget, men toiletforholdene 

blev bragt op på en mere tidssvarende 

standard. 

Nogle år efter er turen kommet til køkkenet, 

og her vælger støtteforeningen 

at give en håndsrækning ved at betale 

halvdelen af de 30.000 kroner renoveringen 

kostede. 

Meningen med bjælkehytten var at det 

skulle være en primitiv hytte uden el og 

vand. Til madlavningen blev installeret 

et brændefyret komfur, og som toilet – et 

gammeldags lokum. Æren af at bygge 

lokummet er her overladt til Troels Hemmingsen. 

Gennem et års tid var en stor gruppe ledere 

i gang med, først at pille bjælkehytten 

ned, for senere at sætte den op i Højen. 

Jacob Lund Jørgensen holder her et spær, 

mens det blev gjort fast den dag der var 

rejsegilde. 

Nybygninger der ikke blev til noget 

Da nu selve hytten er ved at være bragt 

i god stand, begynder nogle af de gamle 

tanker om mindre hytter igen at spire 

frem. Seniorvæbnerne havde på et 

tidspunkt forsøgt sig med at bygge 

sheltere i skoven bag hytten, men disse 

var dog aldrig blevet færdige. 

Det næste forslag kom i 1987 fra hytteinspektør 

Kurt Andersen, og drejede 

sig om en ottemandshytte. Hytten 

skulle bygges i a-facon, være ganske 

primitiv i sin indretning, og heller ikke 

have vand og el installeret. 

Fem år senere er Kurt Andersen igen 

fremme med et forslag om at bygge i 

Højen. Denne gang drejer det sig om en 

tilbygning til hytten med baderum og 

i plan med den eksisterende hytte, og 

depotrum i kælderen. Ifølge de første 

overslag ville denne tilbygning komme 

til at koste cirka 200.000 kroner. 

Bestyrelse og ledere er overvejende 

positive overfor ideerne. Blandt lederne 

er det dog primært den ældre del 

der gerne ser at hytten moderniseres. 

Da tegningerne, og prisen på byggeriet, 

kommer frem ændres holdningen 

en smule. Prisen er nu steget til 

550.000 kroner, men ville kunne reduceres 

med cirka 250.000 kroner 

hvis man udførte arbejdet som selvbyg. 

Efter dette bliver projektet ikke 

til noget. 

146 147

Også når der er 

sne er Højenhytten 

et yndet sted 

at tage på lejr. 

Her kælker puslinge 

og tumlinge 

ned mod hytten 

under en lejr i 

1994. 

Midt i al virakken omkring tilbygning 

til hytten dør Jens Kring, der siden 

FDF Vejle 1 købte hytten havde fungeret 

som hytteinspektør. 

Vi skal bruge Højen noget mere 

Selvom der gennem en årrække var 

blevet holdt møder i Højen, syntes bestyrelsen 

i 2006 ikke at området blev 

benyttet nok, hvorfor man opfordrede 

alle klasser til at holde mindst en 

weekend i hytten i løbet af sæsonen. 

På samme tid måtte Kurt Andersen 

fortælle at han ikke længere havde den 

energi det krævede at holde området i 

tiptop stand. I forbindelse med hans 

indlæg om hytten kunne han også fortælle 

at potentielle lejere meget ofte efterspurgte 

bademuligheder – og han 

på dette punkt måtte skuffe dem. 

Bjælkehytten i Højen 

Som det er beskrevet ovenfor foreslog 

Kurt Andersen i 1987 at der blev 

bygget en mindre patruljehytte i Højen. 

I første omgang blev dette dog ikke 

til noget, men to år senere, i efteråret 

1989 fik bestyrelsen et tilbud om 

at købe et Panbo bjælkehus fra 1971 på 

37 kvadratmeter. Grunden til at huset 

skulle sælges var at det stod på en lånt 

grund, og at ejeren nu selv skulle bruge 

den. Bestyrelsen valgte at sige ja til 

tilbuddet, og kort tid efter blev hytten 

pillet fra hinanden, og kørt til opmagasinering 

i Jens Krings lade. 

Efter at have søgt de nødvendige tilladelser 

hos amt og kommune, fik kredsen 

lov at stille hytten op på et plateau 

mellem den gamle hytte og marken. 

I lederflokken var der enighed om at 

hytten skulle indrettes som en primitiv 

patruljehytte uden vand og el. 

I løbet af foråret og sommeren 1990 

blev der støbt fundament, rejst vægge 

og lagt tag. Indvendigt blev hytten 

indrettet med brændekomfur og en 

hems, hvor der kunne overnattes. 

Som en sidste forbedring kom der i 

2006 en ny brændeovn i hytten. 

Middelgrunden 

Sammen med FDF Middelfart ejer 

FDF Vejle 1 lejren Middelgrunden på 

Fyn. 

De første ideer bag Middelgrunden 

kommer frem i 1973 da der er forslag 

om at oprette et landsdelscenter på 

FDF Middelfarts grund kaldet Middelgrunden. 

Kredsene der ville være 

med i projektet skulle indskyde omkring 

20 kroner pr. medlem, og Middelgrunden 

burde blive selvejende. 

Efter en årrække begynder en del på 

Middelgrunden at falde fra hinanden, 

og mange af de kredse der var med, 

ønsker ikke længere at putte penge i 

lejren. Dette fører til at FDF/FPF Vejle 

1 og FDF/FPF Middelfart sammen laver 

et oplæg om at købe Middelgrunden. 

Middelgrunden bliver overtaget den 

11. juni 1985 sammen med Middelfartkredsen. 

Overtagelsen bliver dog 

udsat til den 1. august, da sagføreren i 

Middelfart havde forhalet sagen. 

Efter overtagelsen begyndte de to 

kredse at lave forbedringer i hytten. 

Der blev lavet ordentlige soverum, og 

køkken. Baderummene blev for alvor 

sat i stand i 1998 for 400.000 kroner. 

Som årene gik blev kredsen i Middelfart 

mindre og mindre, og i 2003 ønskede 

de at træde ud af ejerfællesskabet. 

FDF Vejle 1 tilbød FDF Middelfart 

100.000 kroner for deres andel af hytten. 

Dette tilbud gjorde ikke FDF Middelfart 

tilfredse, og det lykkedes for 

dem at finde en ny repræsentant til 

hyttebestyrelsen. 

I efteråret 2005 fik bestyrelsen at vide, 

at brandvæsenet ikke kunne godkende 

adgangsvejen til hytten, hvorfor 

denne måtte forbedres. Desværre var 

naboerne til hytten ikke til at forhandle 

med, da de ikke mente at de skulle 

betale så stor en del som FDFerne 

– måske skulle FDF betale for en helt 

ny tilkørsel til cirka 150.000 kroner. 

Efter længere overvejelser overdrages 

sagen til advokat Thyssen. 

148 149

Meget ændrede 

sig ikke gennem 

tiden når det 

gælder udseendet 

af KFUMbygningen. 

Her 

er den fotograferet 

i forbindelse 

med en tur i 1971. 

På det tidspunkt 

kørte Carl Hansen 

næsten alle 

busser i Vejle, og 

altså også når 

FDF Vejle 1 skulle 

på tur. 

Kredsens tilholdssteder gennem 100 år 

KFUM 

Fra kredsen blev stiftet, og de næste 

mange år frem holdt man til i KFUMs 

bygning i Herslebsgade. 

Gennem de første mange år var det 

her man mødtes til bibeltimer og andre 

fællesarrangementer. 

I løbet af de mange år kredsen holdt 

til på KFUM løb man naturligvis ind 

i en del problemer, de fleste af dem er 

nævnt i afsnittet om kredsens dagligdag, 

men overordnet fungerede det 

meste efter hensigten. 

FDF havde fået stillet lokaler til rådighed 

i kælderen, mens der på de øvrige 

etager var værelser og spisesal. 

Gennem årene blev både de almindelige 

FDFere og orkestret et par gange 

bedt om at rydde ordentligt op efter 

sig, holde mere styr på drengene, eller 

i det hele taget være mere engagerede i 

KFUMs arbejde. Det var dog ikke altid 

at nogen af delene lykkededes. 

Tønnesgade 2 

”Så slog Ole (Kristensen, mb) på tråden 

til en af sine mange forbindelser, 

og efter en kort diskussion vendte han 

sig mod publikummet og udbrød: ”Vi 

flytter den 1. november””. 

Så kort kunne det siges i referatet fra 

ledermødet den 5. oktober 1970 – 

kredsen skulle flytte til Tønnesgade 2. 

Det var dog ikke helt overraskende at 

kredsen ville flytte, da man allerede i 

august havde været ude for at kigge på 

adressen. Lokalerne skulle lejes sammen 

med Vor Frelser sogns Menighedsråd, 

som så ville bruge lokalerne 

i dagtimerne, mens FDFs ville kunne 

bruge dem i aftentimerne. Huslejen 

ville blive delt midt over, så FDF skulle 

give 7000 kroner i årlig leje. Lidt senere 

på året får kredsen dog en glædelig 

overraskelse, da huslejen bliver sat 

ned til 5000 kroner. 

I forbindelse med flytningen til egne 

lokaler, kommer de gode ideer op til 

overfladen. Lederne mente at det ville 

være rart med en neonreklame, et udhængsskab 

og en masse andre ting der 

fortalte at her boede FDF Vejle 1. 

I første omgang gik pengene dog ikke 

til reklameartikler, men til flytning, 

maling, og møbler i de nye lokaler. 

I dagtimerne blev lokalerne brugt af 

Vor Frelser Sogns Kirke til forskelli- 

150 151

ge aktiviteter, men om aftenen kunne 

FDF selv råde over alle lokaler. 

Dette betød dog ikke at problemerne 

var overstået. Naboerne klagede over 

larm fra gården – nogen gange op til 

halvanden time før møderne begyndte, 

og andre gange en halv time efter 

at de var slut. For at komme dette til 

livs måtte førerne indskærpe overfor 

drengene, at de ikke måtte komme før 

et kvarter før møderne skulle begynde. 

Dog varede lykken ikke længe, og allerede 

i 1974 stod det klart at kredsen 

måtte til at se sig om efter et nyt 

sted at holde til. En flok var blevet vist 

rundt i Landboforeningens ejendom i 

Worsaasgade, og kunne efterfølgende 

konstatere at: ”Beliggenheden er helt 

i topklasse”. 

Ejendommen ville komme til salg året 

efter, men da det stod klart at prisen 

ville blive omkring 445.000 kroner, 

måtte man sande at det heller ikke 

blev denne gang at kredsen blev husejer. 

Et af de forslag der kom på bordet 

i foråret 1975 var at man skulle undersøge 

om KFUM havde ledig plads til 

kredsen – det kendte man trods alt. 

Et halvt år senere blev lokalejagten 

intensiveret, da Vor Frelser Sogn opsagde 

sin del af lejemålet pr. 31. oktober. 

En gruppe ledere havde kigget på 

Ørstedsgade 4, hvor man kunne få tre 

lejligheder, og en butik ud til gaden. 

”Der udspandt sig derefter en diskussion 

om kredsens lokalebehov i relation 

til et eventuelt køb af kredshus. 

Der nedsattes et arbejdshold bestående 

af Jørgen Johansen, Arne Lund og 

Poul Lybecker” 

”Jørgen Johansen lovede at kontakte 

skolemyndighederne om lokale til 

vort orkester”. 

Skal kredsen flytte til Grejsdalsvej? 

Anstrengelserne for det lille udvalg 

viste sig dog ikke at give noget resultat, 

og atter måtte man kigge sig om 

efter alternativer. Var det muligt at 

leje grund eller lokaler hos kommunen? 

En anden mulighed var at bygge 

selv, og i denne sammenhæng kom en 

grund på Grejsdalsvej ind i billedet. 

Der skulle dog foretages en lang række 

undersøgelser før der kunne tages 

endelig beslutning. Blandt andet ville 

man vide om der skulle piloteres, og 

om man måtte anvende præfabrikerede 

bygninger. Heller ikke denne plan 

blev til noget da kommunen gav afslag 

til kredsen på at man måtte anvende 

grunden til FDF/FPF-arbejde. Afslaget 

fra kommunen betød, at kredsen 

til gengæld sendte en forespørgsel om 

Nørretorv 2 – som heller ikke blev til 

noget. 

Snakken om at bygge på Grejsdalsvej, 

førte dog noget ganske andet med sig, 

nemlig at Jørgen Johansen meldte sig 

ud af bestyrelsen. Som hovedårsager 

anførte han sin modstand mod byggeriet 

i Grejsdalen, og at han selv opfattede 

sig som en der hæmmede arbejdet 

i bestyrelsen. 

Eget hus i Mølholm 

Snakken om at få sit eget hus forstummede 

dog ikke, og i Dalposten fra foråret 

1976 kan man se at specielt en 

bygning tiltrak sig opmærksomhed – 

Fredericiavej 78 ved siden af LIDO var 

udset til at blive det nye kredshus. Forslaget 

var dog ikke helt nyt, da der allerede 

i 1969 havde været forslag fremme 

om at købe en stor villa. Bruge den 

som børnehave om dagen, og FDF-hus 

om aftenen. 

I begyndelsen var der en del rygter 

blandt lederne, der følte sig tilsidesat i 

forbindelse med ideerne – traditionelt 

ville de fleste stadig gerne holde til i 

byen, FDF/FPF Vejle 1 var startet som 

en bykreds, og sådan skulle det blive 

ved med at være. Preben Lemann lovede 

dog at han ville sikre en bedre 

kommunikation, så ingen skulle føle at 

de blev holdt udenfor. 

152 153

Huset viste sig at være velegnet til 

kredsens aktiviteter, og rent økonomisk 

kunne man også være med. Det 

næste skridt var at indhente de nødvendige 

tilladelser fra kommunen. 

Det var dog ikke kommunen der i første 

omgang kom til at stille hindringer, 

men husets nabo, forhenværende politimester 

Schmidt, der stillede sig på 

bagbenene, da denne ikke ønskede at 

få FDF/FPF som nærmeste nabo. Desuden 

var der blevet rejst spørgsmål om 

huset måtte bruges til andet end bebo- 

else, og så længe dette ikke var afklaret, 

ville bestyrelsen ikke underskrive 

en kontrakt. 

Disse indvendinger gjorde ikke at 

kredsen gav op, nærmere tværtimod. 

I løbet af den næste måneds tid kom 

der til at foregå en voldsom debat i de 

lokale medier om FDF/FPF skulle have 

lov til at købe huset eller ej. Enden 

på debatten blev at sagen kom op i byrådet. 

Før mødet havde kredsen sendt 

breve til alle byrådets medlemmer for 

at stille dem positivt overfor projektet. 

”Vi bør give en sådan tilladelse. Det 

er ganske almindelige børn, der skal 

færdes i villaen. Der er ikke tale om 

småkriminelle. Der foregår et seriøst 

arbejde under ledelse af ansvarsbevidste 

voksne. Stedet i Mølholm er 

tilmed godt, nær skov og busforbindelse. 

Forældrene sætter pris på, at 

det frivillige ungdomsarbejde foregår 

centralt”; mente Rigmor Johansen 

fra Det Konservative Folkeparti ifølge 

Vejle Amts Folkeblad. 

Borgmester Willy Sørensen fra Socialdemokratiet 

var dog af en noget anden 

opfattelse: ”Spejderne må simpelthen 

finde et andet sted at være”. Ganske 

andre toner end man havde hørt fra 

samme mand ved 50-årsjubilæet. 

Enden på byrådsdebatten blev da også 

at kredsen fik nej til at købe huset. 

Byrådet var dog ikke ganske enige om 

at FDF/FPF ikke skulle have lov at købe 

huset, og ikke alle stemte efter partifarve. 

Resultatet blev vedtaget med 

11 mod købet, otte for og en der undlod 

at stemme. 

Hvis kredsen ikke fik lov at købe huset: 

”.. vil det være af stor betydning 

at byrådet står positiv overfor vore 

problemer”. 

Hvor positive byrådets medlemmer 

har været skal være usagt, men atter 

måtte kredsen ud for at se sig om efter 

et nyt tilholdssted. 

Der blev kigget på forskellige steder i 

byen, men man fandt ingen af disse tilfredsstillende. 

Atter dukkede et hus op 

i Mølholm, denne gang var det Svinget 

4. Med baggrund i sagen om huset på 

Fredericiavej, havde man denne gang 

en større debat om hvordan man skulle 

tackle naboerne. Heller ikke denne 

hushandel blev til noget, og FDF/FPF 

Vejle 1 var stadig en bykreds. 

Skovgade 14 

Enden på overvejelserne blev at man i 

august 1976 lejede lokaler i Skovgade 

14. 

Lokalerne i Skovgade blev indrettet 

med kredskontor, og lokaler, hvor 

de ældste klasser kunne holde til. De 

yngste FDF/FPFere måtte stadig holde 

deres møder på henholdsvis Søndermarken 

og Uhrhøj. 

I samme omgang mistede man muligheden 

for at det almindelige arbejde 

og orkesterarbejdet holdt til i de samme 

lokaler. Orkestret flyttede denne 

gang til Mølholm skole. 

Kredsen havde dog endnu ikke opgivet 

at få sit eget, eller flytte til Mølholm, 

for i december 1976 kommer det frem 

at man er ved at kigge på Niels Skousvej 

nummer 13, der indtil da havde 

fungeret som præstebolig. Dette blev 

heller ikke til noget, og Vejle 1 var stadig 

en kreds der holdt til i midtbyen. 

Glæden over Skovgade ville dog ikke 

vare evigt, hvilket man allerede var 

154 155

klar over ved indflytningen. Jagten på 

et nyt tilholdssted var ikke slut. 

Overvejelser var, som det kan ses i afsnittet 

om kredens hverdag, om man 

fortsat skulle være en bykreds, eller 

om det var på tide at flytte ovenud 

bakkerne. 

Fjeldvig 

I forbindelse med den modernisering 

der sidst i 1970’erne skulle finde sted 

i kvarteret omkring Skovgade, ville 

kredsen igen komme til at stå uden tag 

over hovedet, og atter måtte man jo til 

at se sig om efter et nyt tilholdssted. 

Atter var diskussionen omkring by eller 

Mølholm oppe at vende. I april havde 

bestyrelsen holdt et ekstraordinært 

møde, hvor de havde set på ejendommen 

Gammel Landevej 13. Man ville 

ikke sige noget sikkert med det samme, 

men mulighederne for at leje ejendommen 

blev holdt åbne. 

Freddy Jensen og Gunnar Videbæk, 

havde desuden været ude for at se på 

nogle lokaler i Vestergade. At flytte 

til Mølholm ville heller ikke løse orkestrets 

problemer med at holde til at 

andet sted end resten af kredsen da: 

”Kommunen har godtaget at Gl. Landevej 

13, bruges til ungdomsarbejde, 

undtagen støjende adfærd, her menes 

nok orkestret”. 

Gunnar mente desuden at prisen for 

huset på Gammel Landevej var for 

høj, hvorfor han advarede mod købet. 

I maj var alle muligheder stadig åbne, 

da muligheden for lokaler i Vestergade 

blev undersøgt igen, bestyrelsen havde 

Gammel Landevej 13 på hånden, 

og Knud Erik Knudsen var blevet sat 

til at undersøge om grunden på Badevænget 

stadig var ledig. 

Senere på måneden kom tilladelse 

fra kommunen til at bruge lokalerne 

i Vestergade til FDF/FPF-arbejde, så 

her var et sikkert kort. Samtidig med 

dette viste et nærmere kig på bygningerne 

på Gammel Landevej at det ville 

være lige så dyrt at sætte dem i stand, 

som selv at bygge noget nyt. Prisen for 

grund og bygning var sat til 300.000 

kroner. Kommunen skulle altså underrettes 

om at man ikke ville købe huset, 

men gerne have det i baghånden. 

Enden på dette blev at kredsen lejede 

huset, kaldet Fjeldvig, mens man gik 

og ventede på at man kunne få sit eget. 

Men udflytningen til Fjeldvig var ikke 

sket uden sværdslag, da en del ledere 

og seniorer havde meget imod at 

man forlod byen – det var trods alt der 

man hørte til – og flyttede til Mølholm 

i 1981. 

Efter 74 år skete der altså en større 

omvæltning i kredsen, og FDF/FPFarbejdet 

i Mølholm, som havde været 

diskuteret gennem næsten 25 år blev 

endeligt til noget. 

Randsborg 

Dette afsnit, der handler om kredsens 

nuværende tilholdssted, vil naturligvis 

på visse punkter komme til at lappe 

ind over det foregående, hvorfor visse 

gentagelser måske vil forekomme. 

Som nævnt tidligere havde udflytningsplaner 

været bragt på bane flere 

gange, men var ikke blevet til noget, 

meget ofte på grund af en holdning om 

at kredsen hørte til i byen. Dette betød 

dog at en stor del af medlemmerne ikke 

kom de samme steder, da man havde 

satellitafdelinger på søndermarken 

og Uhrhøj, samt orkestret på Mølholm 

skole. Medlemsmæssigt var den mindste 

del tilknyttet byen. 

Vindinggård Centret 

I begyndelsen af 1980 stod det klart 

at det var Mølholm/Vinding-området 

man ville koncentrere sig om. Et 

udvalg havde set på flere forskellige 

muligheder, og fandt at en placering i 

forbindelse med det, dengang, ret nybyggede 

Vindinggård Center ville være 

en god placering for et fremtidigt 

FDF/FPF-arbejde. Atter var naboerne 

ikke så glade for placeringen, og at- 

ter måtte kredsen sande at man nok 

ikke fik placeret sit kredshus der hvor 

man ønskede i første omgang. For at 

få sat skred i sagen forelagde man problemerne 

for borgmester Karl Johan 

Mortensen. Samtidig med dette skævede 

man dog også en lille smule mod 

byen, da der lige var bygget ny politistation, 

og den gamle derfor var blevet 

ledig. Kommunen overtog dog den 

gamle politistation, og den har siden 

fungeret som multihus under navnet 

Aktivitetshuset. 

Badevænget 

I efteråret 1981 holdt den daværende 

kasserer Knud Erik Knudsen, formand 

Knud Erik Bager Jensen og Gunnar 

Videbæk et møde med kommunen om 

at bruge grunden på Badevænget 2 til 

et FDF/FPF-hus. Huset der skulle opføres 

var tegnet af Jørgen Balslev, og 

de tegninger som var præsenteret for 

kommunen, kunne denne i det store 

og hele godkende. Det ville dog ikke 

være muligt for kredsen at købe grunden, 

men kun at leje den for et symbolsk 

beløb af kommunen. 

Efter mødet skulle Balslev prøve at 

ændre tegningerne, så det ville være 

muligt at bygge et hus på cirka 300 

kvadratmeter for cirka 850.000 kroner. 

Som ved ethvert 

andet byggeri 

ligger der et stort 

arbejde forud. 

Det endelige materialeangående 

byggeriet af 

Randsborg blev 

samlet i denne 

tykke bog. 

156 157

Kredsen løser sognebånd 

Da det stod klart at kredsen ville flytte 

fra byen, og i første omgang til Fjeldvig, 

måtte man også til at overveje hvordan 

sognetilknytningen skulle være fremover, 

da kredsen tidligere havde været 

tilknyttet Vor Frelser Sogn. 

Der var forslag om at kredsen enten 

skulle tilhøre Vinding eller Mølholm 

sogn – og så det forslag som vandt 

genklang, nemlig at man tilknyttede 

sig begge sogne. Denne ordning har så 

fungeret siden kredsen flyttede ovenud 

bakkerne, og de to sogne har stadig 

hver deres repræsentant i kredsens 

bestyrelse. 

Meget optimistisk kunne man i Dalposten 

for januar 1982 læse at kredsens 

nye hus forhåbentlig ville være klar til 

indflytning inden for det næste år. 

Hvor skal pengene komme fra? 

”Bestyrelsen fik forelagt nye tegninger, 

som af lederne blev betragtet som 

de med den bedste indretning, men de 

var jo heller ikke billigere” 

Hovedbruddet med at finde pengene 

til byggeriet kunne nu efter at tegningerne 

var godkendt for alvor gå i gang. 

Som nævnt tidligere afholdt kredsen i 

foråret 1982 et stort marked på Fjeldvig, 

som gav cirka 35.000 kroner i 

overskud. 

Vinding Kirke havde fået skiftet nogle 

orgelpiber, og kredsen havde fået lov at 

sælge 250 af dem som støtte til byggeriet. 

De 175 af piberne blev solgt ved en 

auktion og indbragte 11.130 kroner. 

Udover disse mere utraditionelle tiltag 

blev der også fremstillet lodsedler, 

hvor overskuddet gik til byggeriet. 

Der var dog stadig lang vej til man 

kunne bygge sit eget hus, hvorfor man 

gik i gang med at undersøge muligheder 

for at bringe omkostningerne ned. 

Disse bestræbelser ser ikke ud til at 

have båret frugt, for da prisen på det 

endelige byggeri – tegnet af arkitekt 

Kai Vedel - offentliggøres viser det sig 

at det vil komme til at koste 1.400.000 

kroner. Noget mere end de første beregninger 

havde vist. Et lille lyspunkt 

var der dog, da støtteforeningen som 

et tilskud til byggeriet bevilgede en 

brændeovn og skorsten. 

De første spadestik 

Da de forskellige entrepriser var aftalt, 

kunne man tage det første spadestik 

til det nye kredshus. 

For at alle skulle have en mulighed for 

at være med, drog hele kredsen en aften 

med orkestret i spidsen fra Fjeldvig 

mod den nye grund. Alle skulle 

denne aften medbringe en spade, så 

der kunne graves ud til fundamentet. 

158 159

Så blev det afgjort 

– huset 

skulle hedde 

Randsborg. 

Selvom mange deltog i arrangementet 

blev der ikke gravet ud til fundamentet 

i løbet af en aften, og dagen efter 

tog maskinerne da også over. 

I løbet af 1983 blev det nye kredshus 

så rejst, så det kunne være klar til indvielsen 

ved fastelavnsfesten 1984. 

Skolefritidsordningen 

Halvandet år efter FDF/FPF havde 

taget huset i brug, fik kredsen en 

henvendelse fra Mølholm skole, der 

spurgte om man kunne få lov at anvende 

huset til sin skolefritidsordning 

i dagtimerne. Meget lig de planer der 

var på bordet så tidligt som i 1969. 

Bestyrelsen meldte tilbage til kommunen 

at man var positiv overfor ideen – 

og så hørte man ellers ikke mere. 

Et års tid efter, i juni 1986, var forslaget 

igen fremme, men på en noget uheldig 

måde. Lederne kunne læse i avisen 

at bestyrelsen havde besluttet at leje 

Randsborg ud til kommunen i dagtimerne, 

og derfor at bestyrelsen havde 

handlet hen over hovedet på dem. 

Parterne fandt dog hinanden igen, og 

enden blev at skolefritidsordningen 

kunne flytte ind på Randsborg efter 

sommerferien. 

At skolefritidsordningen var flyttet 

ind gav dog også visse problemer, da 

der til tider var splid mellem FDF/FPF 

og skolefritidsordningen, om hvem 

der havde lov til at gøre hvad hvor i huset. 

Til tider følte skolefritidsordningen 

at FDF/FPF ødelagde deres ting, 

mens FDF/FPF andre gange syntes at 

der var for meget institution og for lidt 

kredshus over Randsborg. 

På et tidspunkt blev der fra skolefritidsordningens 

side spurgt om man 

kunne købe Randsborg, men kredsen 

mente ikke at dette var realistisk 

– hvor skulle man så være? 

Mere plads ønskes 

Kun tre år efter at Randsborg er taget 

i brug fremkommer de første ønsker 

om tilbygninger. I første omgang 

drejer det sig om 24 kvadratmeter opbevaringsplads. 

Prisen for at få dette 

bygget ville blive næsten 108.000 kroner, 

hvorfor bestyrelsen syntes at man 

først skulle lodde stemningen blandt 

lederne. Efter at have været vendt 

blandt lederne faldt forslaget – ikke 

fordi man ikke ønskede pladsen, men 

fordi man syntes at det ville blive for 

dyrt. I stedet for udvidelsen blev der 

bygget et skur udenfor. Gennem årene 

er der desuden inddraget et par mindre 

rum på Randsborg til opbevaring 

af primært musikudstyr, ligesom der 

på et tidspunkt var depotrum for lejrudstyr 

på loftet. 

Randsborg tilpasses brugerne 

Lige efter at Randsborg var taget i 

brug, var der en meget forsigtig holdning 

overfor hvordan man kunne tillade 

sig at behandle huset. Dette stod 

noget i modsætning til den måde, som 

man ofte tidligere havde behandlet sine 

tidligere tilholdssteder. Dette betød 

at huset i manges øjne, især blandt de 

yngre, var for klinisk. 

Gennem tiden ændrede holdningen 

sig dog, og huset blev tilpasset de behov 

som kredsen havde. 

Nogle rum er blevet lagt sammen, og 

de fra starten af, meget, hvide vægge 

fik mere farve. 

Efterhånden som nogle klasser begyndte 

at holde ugelejre på Randsborg 

blev der også installeret brusere, så det 

var muligt at få sig et bad. 

Udendørs blev arealerne brugt traditionelt 

FDF-arbejde, hvilket til tider har 

skabt splid mellem FDF og naboerne. 

Især har larm og røg været gode diskussionspunkter. 

Nyere udflytningsplaner 

fra Randsborg 

Efterhånden som kredsen gennem 

næsten 20 år havde haft sit tilholdssted 

på Randsborg, og at bygningen 

til dels var ved at være meget slidt, og 

på visse områder ikke længere passede 

til det arbejde Vejle 1 nu havde på programmet 

begyndte man igen at kigge 

på alternative tilholdssteder. 

I august 2003 blev de første skridt taget 

på et møde mellem dele af FDFs bestyrelse 

og borgmester Flemming Christensen. 

På mødet redegjorde kredsen 

for sit aktuelle aktivitetstilbud, og 

ridsede kort op hvordan FDF-arbejdet 

har ændret sig siden man byggede 

Randsborg i 1984, og herunder også 

hvordan de lokalemæssige krav har 

ændret sig i forbindelse med arbejdet. 

Desuden gøres der opmærksom på at 

kredsen for tiden holder til ikke mindre 

end fem forskellige steder. De traditionelle 

friluftsaktiviteter stiller naturligvis 

ikke de store lokalekrav, mens 

160 161

musikarbejdet har behov for at råde 

over både store lokaler til orkestrene, 

samt mindre øvelokaler. Overfor Vejle 

Kommune gjorde man opmærksom 

på: ”Skal kredsen på langt sigt udvikle 

sig som vi ønsker, har vi brug for et 

nyt domicil, en løsning med flere forskellige 

mødesteder er ikke på lang 

sigt en god løsning. Vi har kigget på 

områderne omkring motorvejen ved 

Ulvehavevej – der er faktisk en ejendom 

til salg for tiden – med lidt skov 

og mark og naturgrund – i alt 25.000 

kvadratmeter – det kunne måske være 

en mulighed”. 

Efter mødet stod det desuden klart 

at kommunen var klar til at sælge de 

to grunde som Randsborg ligger på 

– men at kommunen ikke selv ønskede 

at overtage hverken bygning eller 

grunde. 

Udover grundene ved Ulvehavevej var 

det gamle forslag om at købe en grund 

ved Vindinggård Ringvej atter i spil, 

samt et forslag om at lægge kredsens 

tilholdssted i umiddelbar tilknytning 

til Dalhytten. 

I løbet af det næste halve år kom det 

dog til at stå klart at grundene ved 

Ulvehavevej ikke kan købes, hvorfor 

denne mulighed må skippes. På et bestyrelsesmøde 

en 1. marts 2004 vedtog 

man derfor at arbejde videre ud fra 

disse to punkter: 

1. Man undersøger hos kommunen 

om muligheden for grundene ved 

Dalhytten, Sønderdalen og Gryden. 

Desuden undersøges mulighederne 

for bebyggelse. 

2. Det undersøges om grunden ved 

Ulvehavevej er til salg. 

Randsborg er solgt – næsten 

I april samme år er planerne om et 

salg af Randsborg så langt fremme at 

bestyrelsen på dette tidspunkt beslutter 

at fortælle medlemmerne om planerne 

gennem Dalposten. En interesseret 

køber har meldt sig, og FDF Vejle 

1 forventede at Randsborg vil kunne 

indbringe omkring tre millioner kroner 

Da planerne omkring Ulvehavevej er 

opgivet arbejdedes der ihærdigt videre 

med at få flyttet kredsens fremtidige 

tilholdssted til Vindinggård Ringvej. 

Overfor kommunen har grundejerforeningen 

som helhed meldt positivt 

ud omkring at FDF flytter til hjørnegrunden 

af ringvejen og Grønnedalen. 

Grundejerlavet Dronning Dagmarsvej, 

der er en underafdeling af Vindinggård 

Grundejerforening, har til 

gengæld i en skrivelse til kommunen i 

meget skarpe vendinger gjort klart at 

man ikke ønsker at FDF får grunden. 

På dette område var der altså ikke me- 

get der havde ændret sig gennem de 

foregående 20 år. 

Noget bedre så det ud angående salget 

af Randsborg – på dette tidspunkt var 

man nået så tæt på en aftale med den 

potentielle køber at salgsdokumentet 

var tæt på en underskrivelse. 

Vejle Kommune får dog nu smidt grus 

i maskineriet ved at meddele at hvis de 

to grunde Badevænget 2 og 4 skal sælges 

skal de i offentligt udbud. Det vil 

betyde at køberen ikke nødvendigvis 

bliver den samme som havde ønsket at 

købe Randsborg. 

Selv med de skarpe udmeldinger fra 

Dronning Dagmarsvej besluttede bestyrelsen 

at arbejde videre med at 

flytte kredsen til Vindinggård Ringvej. 

For ikke at skabe større problemer 

end højest nødvendigt for sig selv ville 

kredsen komme med en forklaring på 

grundejerforeningens næste generalforsamling. 

At 2005 var valgår gjorde det ikke nemmere 

at komme hurtigt videre med sagen. 

Ingen af de lokale politikere ønskede 

at træffe upopulære afgørelser, 

hvorfor FDF Vejle 1 også blev rådet til 

i første omgang at gå stille med sagen. 

Dette får også betydning for det svar 

kredsen får fra kommunen – egentlig 

kan man ikke se noget bedre sted 

til FDF-arbejdet, men umiddelbart vil 

man ikke melde klart ud om grunden 

kan stilles til FDFs rådighed. 

I løbet af efteråret opgives tankerne 

om at flytte fra Randsborg så endeligt. 

Det vil hverken være muligt at få 

et fast tilholdssted i forbindelse med 

Dalhytten, eller på hjørnegrunden ved 

Grønnedalen og ringvejen. 

Til gengæld kommer et forslag om 

at købe Gryden af De Uniformerede 

Korps i Vejle på bordet. Hvis FDF køber 

Gryden vil det stadig være muligt 

at afholde den årlige Grydefest. I Gryden 

ønsker kredsen at der bliver bygget 

en bålhytte, samt at der bliver installeret 

el og vand. 

Desuden lejer kredsen Badevænget 4 

for at sikre sig at man også fremover 

råder over begge grunde, og kan medtænke 

disse i fremtidsplanerne. 

Efter en længere tænkepause meddeler 

De Uniformerede Korps i Vejle 

i foråret 2006 at det ikke er muligt at 

købe Gryden, men hvis man har konkrete 

planer omkring opsætning af en 

hytte kan kredsen vende tilbage når 

den har et udkast klar. 

På samme tid er de nye planer for 

Randsborg ved at tage form. Langs 

hækken ind mod Sandhøjen skal der 

bygges et halvtag, der udstyres med 

borde, vaske og rindende vand, så det 

kommer til at fungere som en slags 

162 163

udekøkken. På grunden Badevænget 

4 skal der opføres en 200 kvadratmeter 

stor hal, som vil kunne bruges til 

de traditionelle FDF-aktiviteter, og 

musikarbejdet får den gamle del af 

Randsborg til sine aktiviteter. 

Disse planer skulle gerne blive en del 

af kredsens fremtid. 

De andre kredse 

Gennem de 100 år der har været FDFarbejde 

i Vejle, har seks kredse set dagens 

lys. 

FDF Vejle 2 har gennem alle årene 

holdt til i den vestlige bydel gennem 

de sidste snart 75 år. 

Vejle 3, 4 og 5 opstod som skrevet i forbindelse 

med Den grå bølge. FDF Vejle 

3 holder til i Skibet, hvor de har deres 

egen hytte kaldet Stenagerhytten. 

I dag har Vejle tredje kreds cirka 100 

medlemmer. 

FDF Vejle 4 blev som skrevet tidligere 

også oprettet under Den grå bølge, 

men måtte efter en kort årrække lukkes, 

og aktiviteterne lægges ind under 

FDF Vejle 1. Kredsen blev startet på ny 

i 1989, og tæller i dag 65 medlemmer. 

Oprindeligt var det tænkt at Søndermarken 

skulle have FDF-kreds nummer 

tre i Vejle, men Skibet kom først. 

Den sidste eksisterende kreds i Vejle 

er FDF Vejle 5, der holder til på Nørremarken. 

Oprindeligt var kredsen en 

del af Vejle 1, men blev skilt ud da arbejdet 

kørte godt. Kredsen holder til 

på Nørremarksgården, og har cirka 50 

medlemmer. 

Sidst i 1990’erne opstod ideen om at 

området ved Løget Høj også skulle have 

en FDF-kreds, Vejle 6. 

Kredsen fik stillet mødelokaler til rådighed 

i sognegården, og fra begyndelsen 

valgte man at satse på rockmusik 

som arbejdsområde ved siden af 

det almindelige børnearbejde. 

Flere af de ledere der var med i kredsen 

kom fra FDF Vejle 1. Kredsen levede 

dog ikke mange år, og en del af aktiviteterne 

blev ført videre i FDF Vejle 1. 

164 165

Oktober 1921 

Økonomisk støtte 

Randsborgfonden 

Efter at det gamle Randsborg ved 

Hvidbjerg var blevet solgt i 1966, fik 

kredsen frigivet en stor mængde penge. 

Som tidligere beskrevet var kredsen 

på dette tidspunkt meget presset 

rent økonomisk. At salget havde taget 

så lang tid var kommet bag på de fleste, 

og man havde i mellemtiden investeret 

i Højenhytten, som på grund af 

den omfattende renovering krævede 

mange penge. 

I første omgang gik en del af pengene 

fra salget af Randsborg naturligvis til 

istandsættelsen af Højenhytten, men 

på længere sigt var bestyrelsen klar 

over at pengene under en eller anden 

form måtte bindes, hvis de ikke bare 

skulle forsvinde. 

Det blev dog ikke med det samme at 

man kunne finde en løsning på problemet, 

og da kredsens økonomi stadig 

ikke var for god, gik en del af pengene 

i den daglige drift. En stor del af 

pengene fra Randsborg blev dog også 

sat i obligationer, så kredsen på denne 

måde var sikker på at have en forrentning, 

samt muligheden for at blive 

trukket ud som vinder. 

Fem år efter salget var spørgsmålet om 

pengene oppe at vende i bestyrelsen, 

da Willy Udesen havde talt med en 

advokat om at oprette en fond, kaldet 

Randsborgfonden, hvis renter skulle 

støtte kredsens arbejde. På dette tidspunkt 

havde kredsen obligationer for 

154.000 kroner. 

Fonden skulle have sin egen bestyrelse, 

men kredsen skulle have en repræsentant 

i denne. 

Disse planer kom dog aldrig til at holde 

helt stik, da bestyrelsen for fonden 

gennem alle år har været den samme 

som bestyrelsen for kredsen. 

Gennem alle år har fonden støttet 

kredsens arbejde, og var i sin tid en 

vigtig grund til at man selv kunne 

bygge kredshus, ligesom fonden indskød 

de nødvendige penge, da FDF/ 

FPF Vejle 1 i 1985 sammen med Middelfartkredsen 

købte Middelgrunden. 

Juni 1928. 

Gennem de første 

år var det 

muligt at støtte 

kredsen gennem 

et medlemskab 

af Fanevagten. 

166 167

Gennem sit 25årige 

liv har 

støtteforeningen 

uddelt mange 

penge til FDF 

Vejle 1. 

I 1983 var det 

100.000 kroner 

til blandt andet 

Randsborg og 

Højen. 

Støtteforeningen 

Samtidig med at FDF Vejle 1 i år fylder 

100 år, kan Støtteforeningen for FDF 

Vejle 1 og 4 fejre sit 25 års jubilæum. 

Gennem de første år af sin eksistens 

var foreningen naturligt nok, kun støtteforening 

for FDF Vejle 1, men efter 

etableringen af 4. kreds blev der lavet 

en ordning så støtteforeningen dækkede 

begge kredse. 

Efter forårsmarkedet i 1982 blev kredsen 

kontaktet for at høre om man havde 

lyst til at deltage i Bankocentret i 

Håndværkerforeningen på Dæmningen. 

Bankocentret var på dette tidspunkt 

en ret ny konstruktion, da det 

først var etableret i februar måned 

samme år. 

Umiddelbart var der ikke den store 

vilje at spore, men efter flere henvendelser 

så FDF/FPF på sagen, og valgte 

at gå med i Bankocentret fra juni 1982. 

Denne aften kom der 190 bankospillere 

og overskuddet blev på 459 kroner. 

Selvom det ikke var noget imponerende 

resultat, kunne man dog se potentialet, 

og i løbet af ganske kort tid blev 

Støtteforeningen etableret. 

Støtteforeningen 

I løbet af de 25 år Støtteforeningen 

har været med i Bankocentret 

har den afholdt næsten 1500 bankospil, 

som har været besøgt af 

cirka 350.000 gæster. 

Gennem årene har omsætningen 

været 42 millioner, hvor de fem er 

blevet uddelt som støtte til FDFarbejdet. 

De frivillige som Støtteforeningen 

har trukket på har leveret cirka 

92.000 arbejdstimer – eller omkring 

55 år – uden at få en eneste 

krone for det. 

Den første bestyrelse bestod af formand 

Lars Kristensen, næstformand 

John Ivarsen, kasserer Erik Hansen, 

sekretær Anna Marie Bergsøe samt 

Preben Jensen – og som repræsentanter 

for kredsen sad Knud Erik Knudsen 

og Hans Therkelsen. Navnene var 

alle kendte i kredsen på det tidspunkt, 

og var enten hentet i den aktive forældrekreds, 

bestyrelsen eller blandt 

lederne. Gennem de første fire år var 

der ikke valg til bestyrelsen, men denne 

sørgede selv for at supplere sig. Det 

første sæt vedtægter, bestod heller ikke 

af mere end fire punkter, hvorimod 

det nuværende rummer ikke mindre 

end 15 punkter. Meget er blevet mere 

formaliseret gennem de 25 år. 

Allerede da man skulle afslutte sit første 

regnskab, efter kun et halvt års 

virke, kunne man se at Støtteforeningen 

ville komme til at betyde noget 

for kredsen. På dette tidspunkt havde 

man allerede tjent 26.500 kroner. 

Succesen med bankospillene fortsatte, 

og allerede i januar 1983 kunne man 

tage imod gæst nummer 10.000 til 

FDF/FPF’s bankospil. 

I forbindelse med byggeriet af Randsborg 

bevilgede Støtteforeningen en 

brændeovn og skorsten, ligesom man 

gav 63.000 kroner til indfrielse af 

nogle lån. 

Samtidig beskæftigede man sig dog 

også med mindre sager, da man samme 

år bevilgede 250 kroner til æbleskiver 

ved fastelavnsfesten. 

Ved siden af bankospillene prøvede 

Støtteforeningen også at hente penge 

andre steder. Et par gange afholdt 

man tombola, blandt andet i forbindelse 

med nogle messer i det daværende 

Nordfair Center på Vestre Engvej. 

Støtteforeningen stod også for salg af 

gløgg og æbleskiver på Strøget i 1983, 

samtidig med at man solgte juletræer 

på Fjeldvig. 

Juletræssalget fortsatte man med i 

nogle år, men flyttede ret hurtigt fra 

Fjeldvig til Vindinggård Centret. 

I mange år var 

spildindsamling 

et fast indslag hos 

de ældste klasser 

i kredsen. Da 

Spildopmagerne 

åbnede deres loppemarked 

var det 

under meget beskedne 

forhold i 

Foldegade, som 

det ses på dette 

billede fra 1972. 

168 169

I 1984 var Støtteforeningen i gang med 

overvejelser omkring en julestue, men 

denne blev ikke til noget, før to år senere, 

og da var det ikke Støtteforeningen, 

men kredsen der stod for den. 

Efter at Bankocentret havde ligget i 

Håndværkerforeningen i syv år flyttede 

man i 1989 til nye lokaler på Enghavevej. 

Samtidig med at man flyttede 

bankospillene kom også spilleautomater 

til, og de har siden givet en god 

og sikker indtægt. 

I forbindelse med noget bysanering 

måtte Bankocentret igen flytte i 1996. 

Denne gang til Codanhus, hvor man 

har holdt til siden. 

Gamle Drenge Foreningen 

Efterhånden som FDF havde eksisteret 

i en længere årrække i Vejle var der 

naturligvis mange drenge der havde 

haft oplevelser her, og en del førere 

blev af forskellige grunde nødt til at 

forlade det aktive FDF-arbejde. For 

at disse stadig kunne have en tilknytning 

til FDF gik snakken om at stifte 

en Gamle Drenge Forening (GDF). 

Blandt de meget aktive i arbejdet fandt 

man margarinefabrikant Thomas Kristensen, 

der også blev foreningens første 

formand. 

Første gang de gamle FDFere mødtes 

var i august 1937 en weekend på 

Randsborg. Ud af de 28 gamle drenge 

der var mødt op blev der valgt en bestyrelse 

der udover Thomas Kristensen 

bestod af ingeniør A. Christensen 

(næstformand), assurandør Aage 

Iversen (kasserer), cand. pharm Oscar 

Hald (sekretær), repræsentant Lauritz 

Hansen. 

I samme ombæring valgte man at udnævne 

A. M. Jensen til livsvarigt medlem 

af foreningen. 

Udover at stifte foreningen brugte de 

fremmødte også tid på hygge, og som 

i deres drengetid, masser af sport. At 

medlemmerne ikke var helt unge længere 

kan læses i den afsluttende bemærkning 

fra den første weekend: 

”Deltagerne rejste bort med meget 

ømme lemmer, men med en stor oplevelse 

rigere”. 

Året efter er det da også sport der står 

på programmet. GDF havde spurgt 

Vejle Boldklub om man måtte låne 

deres kricketudstyr, hvilket havde resulteret 

i at foreningen fik det foræret, 

da det ikke blev brugt i boldklubben. 

Kricketspillet havde da også været det 

helt store hit på årets lejr. 

Til ære for fotografen 

stillede 

deltagerne i den 

første Gamle 

Drengelejr op 

ved flagstangen 


På dette 

tidspunkt var de 

gamle drenge – 

efter eget udsagn 

- udkørte efter en 

weekend hvor de 

havde opført sig 

som rigtige FDFdrenge. 

170 171

Forside til 

GDF vedtægter 

1941 

Den nye forening 

skulle naturligvis 

også have et 

sæt vedtægter. I 

de første vedtægter 

var det kun 

muligt for tidligere 

medlemmer 

fra FDF Vejle 1 at blive optaget som 

medlemmer. Efter at Vejle 2 var stiftet 

blev det også muligt for gamle drenge 

fra denne kreds at blive optaget. Først 

mange år efter stiftelsen blev det muligt 

for tidligere 

FDFere fra andre kredse end dem i 

Vejle at blive medlemmer. 

Gaver 

Da Randsborg fyldte 25 år forærede 

man huset en primuslygte, men gaveregnen 

stoppede ikke her. 

Et par måneder før Randsborgs jubilæum, 

var det dog A. M. Jensen selv 

der havde modtaget en gave i anledning 

af sin 60 års fødselsdag. De gamle 

drenge valgte i den forbindelse at købe 

en shagpibe med etui til landinspektøren, 

som: ”..takkede rørt. Ikke blot for 

gaven men især for den tanke der lå 

bag denne”. 

Blad 

Efterhånden som GDF var vokset til 

at være en stor forening, med medlemmerne 

spredt over hele landet, besluttede 

bestyrelsen at man ville til at 

udgive et blad. Dette skulle udkomme 

to gange om året, med et nummer før 

vinterfesten, og et efter sommerlejren. 

Gennem disse blade blev det let at følge 

med i bestyrelsens arbejde, samt 

for de gamle medlemmer at følge med 

i hvad der skete i FDF i Vejle. 

Vinterkrig 

Mens Danmark endnu i november 

1939 ikke vidste hvad fremtiden ville 

bringe, overfaldt Sovjetunionen Finland. 

Fra omverdenen blev der set 

med alvorlige øjne på dette, og fra 

adskillige lande, herunder også Danmark, 

kom frivillige de finske styrker 

til hjælp. Dette gjorde dog ikke den 

store forskel, og den 13. marts 1940 

havde Sovjet erobret de områder de 

ønskede. 

Midt under konflikten holdt GDF sit 

vintermøde, og dette kom til at stå i 

Finlandskrigens tegn. I løbet af aftenen 

blev der spillet musik af den fin- 

ske komponist Sibelius, og samlet i alt 

140 kroner ind til de frivillige fra Danmark. 

Mødet sluttede med at man duvende 

afsang Vårt land, vårt land. 

Krigen i Finland var dog ikke slut, da 

tyskerne senere genoptog kampen. 

Besættelse 

I forhold til det øvrige FDF-arbejde 

betød besættelsen 9. april 1940 ikke 

de store omvæltninger for GDF, da 

man ikke på samme måde var ramt på 

aktiviteterne og de lokaler hvor man 

holdt til. 

De første år af besættelsen skete der 

da heller ikke de stor ting i foreningen, 

men der bliver dog i 1941 truffet beslutning 

om at man fremover kan optage 

medlemmer fra andre end de to 

kredse i Vejle – altså tilflyttere. 

Bestyrelsen for GDF beslutter sig i foråret 

1943 at bevilge Vejle 1 en basun 

til 100 kroner, og for at huske hvem 

der havde givet den skulle der sættes 

en plade på. Da der jo var to kredse i 

byen, besluttede bestyrelsen samtidig 

at man ville yde et tilskud til inventar 

til Vejle 2 hvis de ønskede det. 

Sommerlejren på Randsborg i 1943 

bliver også det helt store tilløbsstykke, 

og bestyrelsen er noget i vildrede: 

”i sin vildeste fantasi havde man ik- 

Efter sin stiftelse 

valgte Gamle 

Drenge Foreningen 

også at udgive 

sin egen 

sangbog. Denne 

indeholdt både 

gamle FDF-sange, 

sange skrevet 

specielt til foreningen, og andre danske 

sange og salmer. 

172 173

For at holde forbindelsen til medlemmerne 

over hele landet valgte Gamle 

Drenge Foreningen at udgive sit eget 

blad. På denne forside, fra kort før befrielsen 

i maj 1945, kan man tydeligt 

se, hvilke værdier GDF stod for under 

besættelsen. 

ke tænkt sig muligt at så mange ville 

møde op, og yderligere tilgang ad åre 

vil betyde teltlejr, som supplement til 

Randsborgs sovepladser”. 

Gamle Drenge Foreningen fortsatte 

med at være i gavehumør, og på generalforsamlingen 

i 1944 kunne A. M. 

Jensen på vegne af 1. kreds takke for 

tilskud til arbejdet, samt for møbler til 

Randsborg. Kredsføreren i 2. kreds, 

Sven Pedersen, takkede også for de 

tilskud som GDF havde ydet gennem 

året. 

Et halvt år efter var der atter noget at 

takke for, for de to herrer, da GDF bevilgede 

300 kroner til et orkester i 2. 

kreds og 100 kroner til en tromme i 1. 

kreds. 

At musikken betød noget kunne ses 

til vinterfesten i 1945 hvor 2. kreds 

orkester optrådte med et par numre, 

som de havde nået at lære. Orkestret 

var under ledelse af bogtrykker Ernst 

Nielsen, der også var et af GDFs trofaste 

medlemmer. 

”Derefter spillede tidligere orkestermedlemmer 

i FDF - flere havde ikke 

rørt instrumenter i 30 – 40 år, men 

under kasserer Axel Brabrands ledelse 

kom der atter liv i de gamle musikere, 

og bifaldet ville ingen ende tage”. 

Dette var dog ikke det eneste imponerende 

ved vinterfesten. Aftenens taler 

var forbundssekretær Bitsch-Larsen, 

og på grund af de meget få muligheder 

der var for at komme frem og tilbage 

i landet, havde han været nødt til at 

cykle fra Holstebro til Vejle for at holde 

dagens tale. 

Foråret 1945 

Ikke længe efter vinterfesten kunne de 

gamle drenge dog glæde sig over at befrielsen 

kom, og en del blev noget lettere. 

På forårets bestyrelsesmøde var 

det store debatpunkt årets sommerlejr, 

hvorfor: ” Man ville forsøge at give 

lejren et skær af Danmarks befrielse, 

og derfor ville man anmode pastor 

Haldor Hald om at fortælle om sit ophold 

i Neuengamme, Willy Steffensen 

om tyskernes tortur, Hannibal Fenneberg 

om jødetransporterne til Sverige. 

Landinspektør A. M. Jensen bliver 

lejrchef” – De gamle drenge havde 

stadig ikke glemt hvem der havde styret 

deres barndoms sommerlejre. 

De nævnte personer, havde alle tilknytning 

til FDF. Haldor Hald var 

præst ved Sankt Johannes Kirke. Fenneberg 

var en kendt skikkelse i det indre 

missionske, og ungdomskirkelige, 

arbejde, mens Willy Steffensen som 

nævnt tidligere var blevet arresteret 

efter Tirsbæksprængningen. 

Udover disse mere alvorlige indslag, 

fejrede man befrielsen ved midt om 

natten at affyre en masse fyrværkeri: 

”.. for at markere glæden over atter at 

være herre i eget hus”. 

Det var ikke kun de lokale der mærkede 

at Gamle Drenge Foreningen var 

glade for befrielsen, også de danske 

børn i Sydslesvig nød godt af glæden 

da foreningen på generalforsamlingen 

i 1946 besluttede at give: ”..et tilskud 

på 25 kroner til FDFs indsamling af 

træsko til trængende børn i Sydslesvig”. 

Kan Randsborg befries? 

I forbindelse med de økonomiske problemer 

kredsen tidligt havde haft, og 

især i forbindelse med Randsborg, 

havde murermester Aksel Jensen i sin 

tid købt en del af Randsborgs grund, 

og her bygget et sommerhus. På Gamle 

Drenge Foreningens generalforsamling 

i 1948 rejste cykelhandler Hans 

Rasmussen spørgsmålet om det ikke 

var muligt at få fjernet sommerhuset. 

Under punktet eventuelt sagde han 

blandt andet: ”Der må gøres noget for 

at bringe Randsborgs dejlige grund 

tilbage til sin oprindelighed. Kunne vi 

ikke få forkøbsret på huset og flytte 

det over på en nabogrund?” 

De mange drengeminder fra sommerlejrene 

havde sat sit kraftige spor, og 

nu måtte der altså gøres noget. Til at 

kigge på sagen blev der nedsat et udvalg, 

hvor Hans Rasmussen, A. M. 

174 175

Natløbet 

I 1963 tog Gamle Drenge Foreningen 

initiativ til en konkurrence 

mellem kredsene i Vejle. 

Konkurrencen var udformet som 

et natløb, hvor kredsenes patruljer 

blev testet i traditionelle væbneraktiviteter. 

Som optakt til natløbet skulle 

patruljerne løse en opgave, som 

bestod i at fremstille noget. Gennem 

tiden har denne opgave budt 

på blandt andet fremstilling af 

Thorshamre og kanoner. 

Præmien til den vindende patrulje 

var en sølvplade, som blev 

monteret på en grønlandsk kajakpagaj. 

Denne pagaj kunne patruljen 

så have hængende gennem 

det næste år. 

Konkurrencen indeholdt dog også 

en del der gik på opførsel og 

disciplin, og her var præmien et 

bemalet skind. Dette skind fik patruljen 

lov at beholde som sit eje. 

Jensen, Thomas Kristensen og Willy 

Udesen fik sæde. 

Arbejdet med at få flyttet sommerhuset 

lykkedes dog ikke, og med tiden 

kom der flere og flere huse til på områderne 

der grænsede op til Randsborgs 

grund. 

Mindesten over landtøren 

For mange af de gamle FDFere var det 

naturligvis sørgeligt at få meddelelsen 

om A. M. Jensens død den 30. august 

1950. For at vise landtøren, som han 

blev kaldt, den sidste respekt blev der 

iværksat en indsamling, så der kunne 

rejses en mindesten over ham. 

Den 1. april 1951 kunne man samles 

ved A. M. Jensens grav på den gamle 

kirkegård, for at afsløre stenen med 

inskriptionen: 

A. M. Jensen 

2.-4. 1879 – 30.-8. 1950 

Med Gud for Danmarks ungdom 

Rejst af gamle FDFere 

Mange tidligere medlemmer havde på 

denne måde ønsket at være med til at 

mindes stifteren af FDF i Vejle. 

I december samme år blev det besluttet 

at inddrage Gamle Drenge Posten, 

så foreningen, nu ikke længere havde 

sit eget blad når der skulle sendes informationer 

ud til medlemmerne. 

To år senere, i august 1953, forsøgte 

foreningen at få flere til at deltage i møderne, 

denne gang var henvendelserne 

dog ikke rettet mod de gamle FDFere 

i byen, men mod tidligere FDFere der 

aftjente værnepligt på LIDO. I årene 

fra 1945 til 1956 blev LIDO brugt som 

kaserne, dog hørte den administrativt 

under kasernen i Fredericia. 

Ellers havde de gamle drenge nok at 

tage sig af dette år, da man i løbet af 

årets weekendlejr skulle bygge en ny 

indgangsportal ved Randsborg. 

Selvom GDF gennem mange år havde 

støttet FDF-arbejdet i Vejle, blev 

det først fra januar 1956 at Thomas 

Kristensen indtrådte i bestyrelsen for 

FDF Vejle 1, som direkte repræsentant 

for Gamle Drenge Foreningen. 

Hvordan skal kredsene støttes? 

Efterhånden som FDF/FPF Vejle 1 

nærmede sig sit 70-års jubilæum, ønskede 

man fra kredens side at inddrage 

GDF aktivt i at skabe opmærksomhed 

og samle penge ind. Disse to mål 

skulle nås gennem en basar, som man 

ville afholde på KFUM i oktober eller 

november 1977. For at være på forkant 

med udviklingen havde man allerede 

en forespørgsel med på generalforsamlingen 

i november 1976. 

Det var dog ikke kredsen der skulle stå 

som arrangør – det skulle GDF – til 

gengæld skulle FDF/FPF Vejle 1 sørge 

for at der blev skaffet de nødvendige 

ting til boderne. 

Gamle Drenge Foreningen var dog ikke 

så sikker på at en basar var en god 

ide, og i svaret til kredsen skrev man: 

”På jeres forespørgsel til GDF om at 

afholde en basar for jer, har dette 

spørgsmål været behandlet på generalforsamlingen. 

Det blev her bestemt, at GDF ikke kan 

påtage sig en sådan opgave, da der er 

4 kredse, hvilket kan få uoverskuelige 

følger”. 

Man var kort sagt bange for at de øvrige 

tre kredse i byen ville komme med 

lignende ønsker, og så kunne man ikke 

gøre andet end hele tiden at lave basarer. 

Kredsene blev dog ikke forbigået, for 

på den følgende generalforsamling i 

november 1977, bevilgede man udendørs 

lys til Højenhytten, Vejle 2. fik 

et telt, og 3. samt 5. kreds fik hver en 

overheadprojektor. 

176 177

Gaver til kredshuse 

Tre år senere er man igen i gavehumør 

da man giver Vejle 3. kreds et komfur 

til deres nye kredshus. Også FDF/FPF 

Vejle 1 får en gave af Gamle Drenge 

Foreningen i forbindelse med indvielsen 

af Randsborg i 1984, nemlig en 

flagstang. 

For at sikre at medlemmerne i foreningen 

var aktive, forsøgte bestyrelsen sig 

i 1984 med at udnævne en række patruljeførere. 

Disse skulle sørge for at 

samle op på tilmeldinger, samt holde 

fast kontakt til en gruppe medlemmer. 

Ideen blev dog ikke godt modtaget, således 

skrev en af dem der var blevet 

udnævnt til patruljefører: ”…idet jeg 

finder, at det nærmest tangerer det at 

skulle være formynder eller barnepige 

for øvrige medlemmer. 

Jeg synes, det er urimeligt at pålægge 

enkelte medlemmer den opgave og give 

dem det ansvar, at andre medlemmer 

skal møde til foreningens arrangementer.” 

Gennem de næste år kommer foreningen 

til at leve en mere og mere tilbagetrukket 

rolle, og er for det meste kun 

kendt for sit årlige natløb. ´ 

En kvinde som formand 

Gennem årene faldt aktiviteten igen 

i foreningen, og for mange blev GDF 

kun forbundet med det årlige natløb. 

I 1994 skete der dog noget nyskabende 

i foreningens historie – der kom 

en kvinde i formandsstolen, da Birgit 

Skov satte sig i denne. 

Midt i 1990’erne forsøgte Gamle Drenge 

Foreningen at reklamere for sig selv 

rundt i kredsene, men efter få år var 

det slut. 

Efter lidt over 60 års virke til gavn for 

kredsene i Vejle lukkede foreningen. 

Kildeliste 

Bøger 

Andersen, Per og Preben Friis-Nielsen 

(red.), FDF i Aalborg 1905 – 2005, 

Aalborg Stadsarkiv 2005 

Arffmann, Leif (red.), 50 år på Vesterbro, 

FDF/FPF Vejle 2. kreds 1934 

– 1984 

Brønfeld, Poul, m. fl, Vejles historie 2 

– moderne tider, Vejle Kommune 1998 

samt Samarbejde eller modstand, Vejlebogen 

1994 

Christensen, Jørgen Munch, Undergrunden 

i Vejle, Eigil Knudsens Boghandel 

Vejle, 1945 

Jensen, A. M., m. fl, FDF Vejle 1. kreds 

40 år, 1947 

Lembcke, Cay, Spejderbogen, Gyldendal 

1923 

Petersen, C. V., Vejle bys historie, 

Schweitzers bogtrykkeri 1927 

Rosenkilde, William, Personregister 

til Jørgen Munch-Christensens Undergrunden 

i Vejle, Humilitas 1992 

Sørensen, Flemming, Musiklivet i Vejle, 

Vejle Byhistoriske Arkiv 1977 

Sørensen, Preben Lemann, FDF Vejle 1 

65 år. 

Tjalve, Gunner, Syvogtyve kapitler af 

FDFs historie, Danske Drenges Forlag 

1969 

Tjalve, Lars og Børge Schmidt, På livet 

løs – FDF/FPF 1902 – 1992, FDF/FP- 

Fs forlag 1993 

Wagner, Hans, Mere end snobrød – 

kultur og identitet i FDF 1902 – 2002, 

FDF 2002 

Worm, Thorkild, Willy – Vejles borgmester 

gennem 32 år, Willy Sørensen, 

Byhistorisk Forlag Vejle, 1994 

Aviser og andre periodica 

Dalposten 

Danske Drenge 

Førerbladet 

Gamle Drenge Posten 

Glimt 

Maanedsblad for KFUM Vejle 

Vejle Amts Avis 

Vejle Amts Folkeblad 

Vejle Socialdemokrat 

Ikke trykte kilder 

FDF Vejle 1’s arkiv. Opbevaret på Vejle 

Byhistoriske og Stadsarkiv 

Gamle Drenge Foreningens arkiv 

178 179

180

FDF Vejle 1 bog 300707.indd - FDF Vejle 1. kreds

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?