Fra fornyet – via katekumenal – på vej mod missional menighed EN ...

More documents

Recommendations

Info

Artikel | Keld Dahlmann blive en del af noget større, som holder dem fast gennem mange skiftende følelser og begivenheder. Det er den overordnede spænding, som man befinder sig i efter et jordskælv: man vil have tag over hovedet og gulv under fødderne – men det skal helst ikke falde ned over én eller forsvinde under én. På mange måder kan man fortælle Århus Valgmenigheds historie, som en række forsøg på at tage den udfordring op. fornyet kirke – en historie begynder… Århus Valgmenighed blev dannet i 1990 i et miljø af unge, der havde mødt den karismatiske fornyelse. De fleste havde en baggrund i de kirkelige organisationer i folkekirken, men følte sig ikke længere hjemme i disse foreninger eller sognekirker. I 1989 stiftedes Dansk Oase, som Århus Valgmenighed (ÅVM) siden har fulgtes tæt med. Menighedens kendetegn var frihed i gudstjenesteformer med plads til lægfolkets tjeneste og de spontane nådegaver koblet sammen med fællesskab i cellegrupper, hvor det kristne liv kunne praktiseres. Af interviews og dokumenter fra menighedens opstart fremgår det tydeligt, at menighedens identitet i denne fase var båret af et ønske om fornyelse af folkekirken; en fri folkekirke, som også blev navnet på et netværk af menigheder: 3F - Forum for en Fri Folkekirke - med ÅVM og Betlehemskirken som centrale aktører. Allerede i de første år plantedes yderligere tre menigheder, bl.a. menighederne i Randers og Odder, der stadig lever i bedste velgående. Kendetegnende for ÅVM og de øvrige menigheder var Oasebevægelsens syntese af luthersk tradition og karismatisk fornyelse. Man kan sige, at målet var en fornyet kirke, der i mere autentisk forstand levede i fylden af den nytestamentlige menighedstanke i en erfaring af Åndens nærvær og kraft. Man delte altså den karismatiske bevægelses længsel efter åndens fylde, men insisterede på at dette liv måtte finde udtryk i en menigheds hverdag og ikke bare ved stævner og stuemøder. Dermed rejstes også naturligt spørgsmålet: hvad er det, vi fornyes til at gøre? Hvordan komme fra fornyelse til mission? ΙΧΘΥΣ | 2 | maj 07 fra fornyelse til katekumenat – historien fortsætter… Der er meget, der tyder på, at menigheder har en livscyklus som menneskers. En menighedsplantning har således ofte nogle typiske ”børnesygdomme”, som hører med til skiftet fra idealisme og pionerånd til hverdagen og det lange seje træk. Århus Valgmenighed blev ingen undtagelse. Efter få år opstod en konflikt i menigheden om dens forhold til folkekirken. Nogle ville ud – andre ville blive. Hele sagen endte med, at menighedens præst forlod menigheden, og Anders Michael Hansen blev valgmenighedspræst. Med dette skift gik menigheden ind i en ny fase, hvor jeg selv blev en del af Århus Valgmenighed og en nær samarbejdspartner med Anders Michael. I denne fase stillede ledelsen i høj grad ekklesiologiske spørgsmål: hvad er kirkens væsen og formål? Hvordan være kirke i en senmoderne bykultur? Hvordan er sammenhængen mellem kirke og mission? Vi hentede i denne fase inspiration fra internationale strømninger; Naturlig Kirkevækst, Willow Creek, Purpose Driven Church osv. Jeg havde et studieophold omkring missional ekklesiologi på Fuller Theological Seminary og Anders Michael tog på konferencer om ledelse og kirkevækst. Den røde tråd i det hele var sammenhængen mellem ledelse, mission og ekklesiologi, der førte os ind i et teologisk opgør med den skelnen mellem kirke og mission, som kendetegner menighedssynet i folkekirken og vækkelsesbevægelserne. Mission er integreret i kirkens identitet og kan ikke adskilles fra menighedens øvrige livsytringer – menighed uden mission er en selvmodsigelse. Men – hvordan gøre det i praksis? Det er her, det oldkirkelige katekumenat kommer ind i billedet. Kirken havde tidligere fungeret på en måde, hvor den i hele sin virkemåde var designet til at tage imod søgere og over en årrække facilitere en proces, hvor de kunne vokse i troen og lære selv at gøre andre til disciple. De folkekirkelige vækkelsesbevægelser nåede i deres storhedstid mennesker, der i høj grad var vokset op i en kultur gennemsyret af et kristent verdensbillede, men først via missionsforeningerne fik et personligt engageret
trosforhold. Vor tids udfordring er en helt anden. At blive troende i dag indebærer i højere grad et grundlæggende skift i verdensbillede og værdier, der kræver en helt anden proces end tidligere. Det første og vigtigste redskab, vi fik hjælp fra i ÅVM, var alphakurset. alphakurset – en katalysator for katekumenal kirke I 90’erne blev den vestlige kirke ramt af en bølge, som jeg er dybt overbevist om, var fra Herren selv. Bevægelsen var Herrens kald til kirken om atter at blive katekumenal i sin virkemåde. I den katolske kirke tog denne bølge form i de såkaldte ”neokatekumenale vandringer” – i det protestantiske Nordeuropa blev det alphakurset fra Holy Trinity Brompton i England. ÅVM’s første alphakursus blev afholdt med ganske få deltagere, men i løbet af få år anbefalede vi alle i menigheden at tage alphakuset – uanset om man havde kirkelig baggrund eller ej. Vi havde i en periode de største alphakurser i landet. Som forkynder mærkede man tydeligt, når man stod over for menigheden om søndagen, at mange havde fået en meget enkel og grundlæggende indføring i troen på Jesus via alphakurset. Vi gjorde mange lærerige opdagelser via alpha: - Vi opdagede at mange – også dem med opvækst i ”solide” kirkelige hjem” – ikke siden konfirmationen havde været igennem en trosoplæringsproces, hvor der var frihed til at stille alle de svære spørgsmål og (gen)opdage troen på Jesus. - Mange bevidste kristne fik deres første erfaringer med at skulle formulere deres tro i mødet med søgere af enhver slags (newagere, agnostikere, kulturkristne osv.) - Vi opdagede dynamikken ved forløb med både smågrupper og fælles samlinger, som lagde grundlaget for vores senere arbejde med klynger - Vi opdagede, hvor meget det kræver at blive og forblive kristen for et gennemsekulariseret menneske, og hvor afgørende tillidsfulde relationer er i hele processen Alt i alt fik vi erfaringer med nødvendigheden af katekumenale processer, hvis kirken på nogen måde skal være missional i vores kultur. Parallelt Århus Valgmenighed med alphakurset udviklede vi en lang række af kurser og træningsforløb, der varetog oplæringen af menigheden på andre områder. Mest brugt er nok vores ”gaveopdagelses-kursus”, der via forskellige indfaldsvinkler hjælper deltagerne til at opdage deres nådegaver, og hvad de brænder for. Dette kursus drager på den ene side fordel af tidens optagethed af personlig udvikling og selvopdagelse, men udfordrer på den anden side til at lade alt det, vi opdager, tjene næsten og ikke os selv. For al vores træning gælder, at udbyttet er størst, når en cellegruppe følges ad på et kursus og sammen kan omsætte det, de lærer i cellen bagefter. Klynger – at blive større og mindre på én gang Menigheden voksede de første ti år med ca. 10% om året. Dernæst med 15% og de seneste 2 år med 20% om året. I dag har vi 420 medlemmer og derudover ca. 200 ikke-medlemmer, der kommer jævnligt. Vi er ofte mere end 500 besøgende pr. søndag ved vore to gudstjenester. Det siger sig selv, at den vækst har kostet blod, sved og tårer. Når en menighed vokser, må den samtidigt blive mindre, for at den enkelte ikke skal forsvinde i mængden. Erfaringen af nærhed og personligt kendskab kan i sagens natur ikke ske primært ved en gudstjeneste med mere end 200 deltagere. Som nævnt har cellegrupper været centralt for menighedens liv siden starten, men på et tidspunkt nåede vi en vækst, hvor ingen nye kunne finde ind i en celle naturligt. Udviklingen af ”klynger” blev måden, vi håndterede væksten på. Sociologisk set organiserer mennesker sig i fællesskaber af forskellig størrelse med forskellig funktion. De fleste har en lille gruppe af mennesker, de kender godt – først i livet er det den biologiske familie, senere er det typisk de nærmeste venner. Den gruppe svarer til cellegruppen i en menighed. I denne gruppe kan der være høj grad af nærvær og kendskab. I den anden ende af skalaen findes den større gruppe, som man identificerer sig med, men ikke kender personligt. Eksempel: Hvis jeg læser i Århus, så udgør de studerende på mit studie den større gruppe, jeg indgår ΙΧΘΥΣ | 2 | maj 07
Page 1: Fra fornyet - via katekumenal - på
Page 5 and 6: et program. En leder er først og f
Page 7: som vi afholdt i februar i år. På

Fra fornyet – via katekumenal – på vej mod missional menighed EN ...

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?