Fra fornyet – via katekumenal – på vej mod missional menighed EN ...

More documents

Recommendations

Info

Artikel | Keld Dahlmann i. Det svarer i menighedskonteksten til hele søndagsmenigheden. Imellem disse to grupper findes typisk den mellemstore gruppe af 20- 60 mand, som udgør min omgangskreds eller ’mit netværk’, som det ville hedde i dag. Denne gruppe kan vi alle sætte navn på, hvis vi fx tænker på, hvem vi ville invitere til vores fødselsdag. Det er denne mellemstore gruppe, vi kalder ”klyngen” i Århus Valgmenighed. En klynge ledes af et lederteam, der har en vision – inden for rammerne af menighedens overordnede vision – om at være kirke for en bestemt gruppe eller med et særligt fokus. Inden for klyngen dannes cellegrupper, som mødes i de uger, hvor der ikke er klyngesamling. I klyngerne kan nye, der ønsker at være en del af fællesskabet, dukke op i en socialt overskuelig gruppe og selv bestemme deres tempo i forhold til, hvornår de ønsker at indgå i en celle. Klyngerne mødes månedligt på ”klyngesøndag”, hvor der ikke afholdes gudstjeneste og desuden ofte til en aftensamling i løbet af måneden. Nogle klynger har et stærkt pastoralt potentiale og har været rigtig gode til at vitalisere ”periferien” i menigheden ved at inddrage personer i fællesskabet, som måske har været ustabile eller alene. Disse klynger fungerer godt, når de har det store fællesskab - menighedens gudstjenester - som den støttende ramme med høj kvalitet i undervisning og lovsang/musik. Andre klynger har et større missionalt potentiale og rækker ud til mennesker, som ellers ikke er i berøring med kirken. Disse klynger er mere sårbare, og lederne har brug for mere intensiv udrustning med henblik på mission. For alle klynger gælder det, at deres vision skal tage højde for vores tre grundværdier i ÅVM: OP, IND og UD. Vi tror, at enhver discipel af Jesus lever i tre grundlæggende relationer: OP til Gud, IND til hinanden og UD til vores omverden. En klynge skal således hjælpe en gruppe mennesker til at leve som disciple i disse tre dimensioner. Hvordan de i praksis udlever de tre dimensioner, finder de selv ud af. Det handler ikke om at have nogle særlige aktiviteter, men om at have det særlige DNA, som kendetegner hele menigheden. Et godt træ bærer gode frugter! En god ven af mig beskrev, hvordan den menighed, hvor han voksede op, havde én bestemt måde at gøre tingene på, men ΙΧΘΥΣ | 2 | maj 07 ikke nogen klare fælles værdier eller nogen klar vision. I ÅVM tror vi, det hænger omvendt sammen. Vi må arbejde på at beskrive vores fælles værdier og vision i menighederne (discipellivets DNA). Samtidig er der brug for plads til at ”være med” på mange niveauer og måder (discipellivets FORM). Den personlige pilgrimsrejse har fået meget mere plads i menneskers bevidsthed, og det må afspejles i en større mangfoldighed af former i vores spiritualitet. Det giver klyngerne god mulighed for. Ofte bliver jeg spurgt af andre præster: hvad laver de i klyngerne? Jeg må altid svare det samme: jeg aner det ikke! Mit fokus er ikke på de enkelte medlemmer i den enkelte klynge, mit fokus er på klyngelederne; i den grad de selv lever som disciple af Jesus – i samme grad kan de lede klyngemedlemmerne til at gøre det samme. Hver måned mødes præsterne med klyngelederne og ”coacher” dem i deres tjeneste. På denne måde udgør klyngelederne et ”skelet”, der holder ”legemet” sammen som et fungerede netværk, hvor præsterne via klyngelederne er i indirekte kontakt med hele menigheden. ledelse – en kultur der fremmer retning og vækst I en tid med store forandringer reagerer mange ledere – ikke mindst i kirkelige miljøer – ved at forsøge at kontrollere situationen. Det fastlåser menigheden, så den ikke er fri til at møde de udfordringer, den møder. I sådan en tid har menigheden brug for, at ledelsen taler ærligt om udfordringerne og tager ansvar for at reagere på dem. At tage ansvar betyder ikke at kontrollere situationen – men at lade den brydes med visionen for derefter at vælge en vej frem, vel vidende at der var andre veje, vi kunne have valgt. I den proces er det vigtigt at give enhver frihed til at vælge en anden vej. Det betyder i praksis, at vi i ÅVM møder mennesker, der ikke finder sig hjemme hos os eller forlader fællesskabet, fordi de ikke deler visionen eller trives i vores kultur. For at forme menigheden i sin evne til at være katekumenal (at gøre disciple) arbejder vi intentionelt med at udvikle en ledelseskultur, der fremmer det. I ÅVM er en celleleders opgave ikke primært at lave en telefonliste og gennemføre
et program. En leder er først og fremmest et menneske, der lever så gennemsigtigt som discipel af Jesus, at de andre kan se for sig, hvad det er for et liv, vi er kaldet til at leve, og hvad det er for en kamp, vi er kaldet til at kæmpe. Jesu myndighed kom af, at han demonstrerede sine ord med sit eksempel. Derfor spørger vi løbende til, hvorvidt vore møde- og organisationsformer faktisk fremmer den enkeltes evne til at agere som discipel af Jesus i hverdagen. Vi er præget af en (selv)kritisk holdning til møder og aktivisme og et større fokus på relationer og netværksfællesskaber. Ledelse er i dette paradigme udrustende processer, hvor man vandrer med mennesker og deler troslivet undervejs. Ledelsens fokus er, at mennesker bliver disciple, og ledelsens opgave er at agere udrustende og mobiliserende i forhold til lægfolkets selvbevidsthed som disciple. Vi har fundet, at det embedsmæssige sprog for tjeneste, som vi har i den folkekirkelige tradition, ikke rummer bredden af de ledelsestjenester, som Gud giver til kirken, for at den kan gøre mennesker til disciple. Den mest afgørende inspiration har vi fundet i Efeserbrevets tale om udrustende ledelse inden for fem aspekter af tilmålt nåde: apostle, profeter, evangelister, hyrder og lærere (Ef 4) Disse nådegaver er, til forskel fra mange andre nådegaver, afgørende for at kunne plante og opbygge menigheder. Der er i Efeserbrevet, efter min opfattelse, tale om ”apostle” og ”profeter” i funktionel – og ikke kanonisk – forstand. Paulus taler om aktuelle tjenester i menighed og mission – ikke om profeter i GT og ikke om NT’s apostle som opstandelsesvidner. Brevet er skrevet til en bevægelse af menighedsplantninger i Lilleasien med modermenigheden i Efesus som center- og ressourcemenighed i denne bevægelse. Læst i dette lys er de fem tjenestebetegnelser ikke at forstå som ”embeder” men dynamiske tilmålte aspekter af nåde, som virker i Kristi legeme med henblik på at udruste menigheden til sin missionale kaldelse. Af alt det vi gennem årene hare lært om ledelse, har denne femfoldige tjenesteforståelse været meget afgørende for den mangfoldighed af frivillige ledere, som vores vækst har krævet. I det omfang det enkelte medlem kan identificere sin tilmålte nåde – kan vedkommende også gøre disciple med udgangspunkt i denne nåde, Århus Valgmenighed hvormed det bogstavelig talt bliver let og enkelt at være en voksende menighed. Evangelisten kan koncentrere sig om at dele evangeliet med nye mennesker. Hyrder og lærere koncentrerer sig om at vandre med mennesker over noget tid, så de modnes i troen. Osv. Opdagelsen af nådens fylde i de fem tjenestegaver er også en forudsætning for at forløse menighedens missionale potentiale. ÅVM har siden starten været åben for, at nogle tjener med den profetiske gave, men det har været nyt og udfordrende for os at lære at genkende den apostoliske nåde som en reel og aktuel tjeneste i kirken til alle tider. En særlig gave til at mobilisere teams i mission blandt nye grupper og miljøer. Et mindretal af vore frivillige ledere har denne gave. Vores opgave er at støtte dem i det, som Gud kalder dem til at gøre. Mens vores teologiske tradition har knyttet apostelbegrebet snævert til dets forudsætning for kanondannelsen, har vi i den vestlige kirke overset dets ”funktionelle” betydning som en pionertjeneste i mission. Sognepræster er ofte personer med en hyrdelære nådegave, som trives med at arbejde inden for en eksisterende ramme. Personer med en primær profetisk eller apostolisk nåde vil ofte trives bedre inden for frihedslovgivningen (valg- og frimenigheder) eller som missionærer, projektledere eller i erhvervslivet. Århus Valgmenigheds udfordring til dansk kirkeliv er i høj grad opgøret med en ensidig embedstænkning og en genkendelse af kirkens femfoldige tjenester både blandt præster og lægfolk. Præsterne i ÅVM forstår sig selv som pionertyper, der primært tjener som ”apostle” og ”lærere”. Jeg er daglig leder for de øvrige ansatte, mens menighedsrådet primært arbejder med den overordnede udvikling og sikrer, at der er ansat den stab, som visionen kræver. Hvis menighedsrådet forventede, at jeg skulle bruge det meste af min tid på traditionelt pastoralt arbejde (fx. sjælesorg og kirkelige handlinger), så ville jeg brænde ud. Traditionelt pastoralt arbejde er vigtigt og godt, men ikke for den, der har fået tilmålt nåde til noget andet. Det betyder også, at ÅVM kan blive meget større end mange andre menigheder, fordi den pastorale betjening af den enkelte ikke bare er en opgave for præsten – den er en opgave for hele menigheden, som primært udfører den i celler og klynger. ΙΧΘΥΣ | 2 | maj 07
Page 1 and 2: Fra fornyet - via katekumenal - på
Page 3: trosforhold. Vor tids udfordring er
Page 7: som vi afholdt i februar i år. På

Fra fornyet – via katekumenal – på vej mod missional menighed EN ...

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?