Opgave 1A

Opgave 1A - Den dobbelte parallelproces
Opgave 1A
-Den dobbelte parallelproces
(4.semester)
Pædagogisk psykologi
ved Peter Berlinger
Afleveret d.7/4-97
Af Simon Egenfeldt-Nielsen

Indholdsfortegnelse:
Opgave 1A - Den dobbelte parallelproces
Metodeafsnit...................................................................................……………….......s.1
En beskrivelse af casen som udmunder i nogle temaer.............................................s.1
Overordnet beskrivelse af casen’s forløb...............................…………....................s.1
Personernes rolle i gruppen..............................................……........................s.2
- Grethe................................................…………........................................s.2
-Sagsbehandler 1..............................................................……...................s.2
-Sagsbehandler 2...................................................................….................s.3
-Sagsbehandler 3...................................................................…….............s.3
-Projektmedarbejer............................................................……….............s.3
-Lise og Jørgen..........................................................………………...........s.3
Temaerne forklaret i en overordnet dynamik og på baggrund af pædagogisk
psykologiske teorier............................................……………………………..............s.4
Temaerne i en overordnet dynamik............................…................................s.4
-Gruppens sammensætning/kønsproblematik......………..................s.4
-
Kommunikation......................................................................……..................….......s.5
-Manglende støtte...........................................................………….......s.5
-Manglende tillid - Ikke sætte ord på problemerne......…..................s.5
-Angst og usikkerhed...................................................………….........s.5
- Syndebuksbehovet............................................…………...................s.6
-Protektionisme...................................................………......................s.6
-Dobbelt-parallelproces......................................……………................s.7
Intervention......................................................................…………….....................s.8
Teoretiske baggrund...........................................................…........................s.8
Selverkendelsen...................................................................…….....................s.9
Konklusion...........................................................................………………................s.10
Analysemodel.............................................................................……...............s.10
Litteraturliste...................................................................………………..................s.11

Opgave 1A - Den dobbelte parallelproces
Opgave 1A
- den dobbelte parallelproces
Jeg vil starte med en bred afgrænsning af min metodebaggrund og derpå bevæge mig over til
en beskrivelse af casen’s temaer på baggrund af personerne og handlingsforløbet. Jeg vil i den
forbindelse slå opgavespørgsmål 2 og 3 sammen, fordi jeg finder det svært at holde min viden omkring
pædagogisk psykologiske teorier ude af en analyse af den overordnede dynamik. Til sidst vil jeg give
nogle løsningsforslag med hovedvægten lagt på supervision og intervention.
Metodeafsnit:
Udgangspunktet for at klargøre de teoretiske implikationer af ens baggrundsteori er at skelne
mellem de to mainstream indlæringsgrene: Den kognitive/humanistiske gren og den behavioristiske
gren. De to grene adskiller sig markant fra hinanden i og med, at deres fokus på, hvad der er subjekt og
objekt i indlæringssituationen er modsat. I den kognitive/humanistiske tilgang er eleven i centrum
gennem refleksion, analyse og kortlægning af tænkeprocesserne, hvorimod behavioristerne lægger
vægten på læreren som den givende/formende igennem indlæringen ved en konsekvent og øjeblikkelig
rettelse af fejl (Borich s.182,185-187). I den forbindelse kan man tale om, at kognister/humanister
arbejder gennem en åben proces dvs., at svaret gives gennem dialog og refleksion, hvor
behavioristerne har en mere lukket proces, hvor svarene er givet. Samtidig sker læring hos
kognisterne/humanisterne kun gennem tidligere indlærte skemaer (Borich s.193-194, Seifert s.306-
335).
Begge teoretiske anskuelser har deres anvendelsesområde, men i og med, at kursisten selv
medbringer materialet og skal lære at løse lignede problemer i fremtiden er den
kognitive/humanistiske at foretrække. Denne opstilling gør de kognitive løsningsmodeller mest
velegnede, fordi vi fra starten af ser kursisten som subjektet i læringsprocessen selvom læreren også
bidrager væsentlig til processen.
En beskrivelse af casen som udmunder i nogle temaer:
Overordnet beskrivelse af casen’s forløb:
Grethe starter med at formulere sin usikkerhed gennem Kurt for at se om emnet kan bære
hendes involvering og om gruppen støtter hende. Sagsbehandler 2 går meget klart på banen og
signalere, at han ikke accepterer hendes opfattelse af problemet og på en meget lidt støttende måde.
Han anklager samtidig Grethe for, at hun ikke opfatter situationen korrekt og, at der er noget i vejen
med hende. Dette reagere sagsbehandler 2 imod, idet hun gør opmærksom på, at hun kan føle sig
usikker i selskab med klienten. På overfladen støtter hun Grethe, men reelt giver hun sagsbehandler 1
ret, fordi hun senere accepterer Grethe som problembærer. Samtidig sættes der ikke spørgsmålstegn

Opgave 1A - Den dobbelte parallelproces
ved sagsbehandler 1’s modtagelse af Grethes problem, som må opfattes som rimelig lukket. De andre
kursisters indlæg falder i samme kategori, idet de gerne vil støtte/forstå Grethe, men ikke er i stand til
det. I forlængelse af sagsbehandlers 2 indirekte støtte bringer sagsbehandler 1 det afgørende aspekt af
selve problemet på banen, som ingen af kursisterne vil erkende: “Så nu bruger han Grethe til at
skræmme os alle sammen”. Det afgørende aspekt er, at de alle samme reelt er bange for klienterne,
men endnu vigtigere, at de i gruppen ikke vil fremstå som intimideret af klienterne. I næste omgang
angribes Grethe på sin faglige kompetence og derpå forsøgt gjort til syndebuk. Hun bliver gjort til
syndebuk, idet hun er den der udelukkende skulle være bange for klienten, lader dem kører rundt med
sig og overfører angsten for klienterne til de andre. Hun svarer på det første angreb mod hendes faglige
kompetence ret voldsomt, men da dette fører over i, at hun pludselig bliver gjort til syndebukken
vælger hun at føre problemet tilbage til Kurt udenfor gruppen.
I den ovenstående gennemgang gemmer, der sig temaer, som mangelfuld kommunikation,
protektionisme, syndebuk, manglende støtte, mistillid, usikkerhed og angst.
Personernes rolle i gruppen:
Helt overordnet må man huske på, at hver enkelt i gruppen spiller deres rolle og, at de personer
som trækkes frem i denne case repræsenterer andre i gruppen. Der er f.eks. ikke en Sagsbehandler 1type
men sandsynligvis en del der sympatiserer med ham ellers kunne han bare betragtes som et
enkeltstående tilfælde, men dette er sandsynligvis ikke tilfældet, når han får lov til at få så meget rum i
processen. Samtidig ville Jørgen og Lise ikke trække et tilfælde frem, som var imellem nogle atypiske
gruppemedlemmer. I forbindelse med denne case bør man også havde i baghovedet, at alle gruppens
medlemmer har gode intentioner og, at de handler for en på dem fornuftig måde i det pågældende
øjeblik. Det er klart at de enkle kursister (især Grethe og sagsbehandler 1) manipulerer, men det ligger
implicit i model 1-strategierne (protektive, uddybes senere), at de har som formål at få gruppen til at
arbejde for sig selv.
Grethe (ca. 40 år): Hun kommer i klienternes hjem og har i høj grad brug for støtte, fordi hun ellers let
opfatter sig selv som værende meget alene. Hun er til dels usikker på sin faglige kompetence og
hendes kollegers støtte og er derfor meget på vagt. Grethe har ikke lyst til at fremstå, som den eneste
der har et problem og bevæger sig derfor tilbage til sit udgangspunkt (jvf. Kurts involvering) i
slutningen af samtalen, fordi hun ikke får den ønskede opbakning. Grethes adfærd viser meget klart
den ene side af gruppens problem, idet hun ikke får støtte, fejlkommunikere, er angst, usikker og ikke
kan sætte ord på, hvad hun er bange for.
Sagsbehandler 1 (midaldrende): Han er meget udfarende og hurtig til at bagatellisere Grethes
indlæg/problem. Igennem samtalen kommer det imidlertid frem, at han og resten af gruppen er bange
for klienterne, men ikke vil se det. Dermed bagatelliserer han ikke bare Grethe, men sig selv og hele
gruppen. Han har en meget god evne til igennem Grethes udsagn at få det til se ud som om, at Grethe
er problemet og bliver dermed hovedpromoteren i gruppen for et løsningsforslag, som udelukkende
begrænser problemet til Grethe. Han åbner for denne løsningsmodel i starten, hvor han siger, at

Opgave 1A - Den dobbelte parallelproces
klienten bruger “Grethe til at skræmme os alle sammen” og slutter med at sige, at det ikke kun kan
“handle om Grethe”. Hans sidste udsigelse har to formål: Han understreger indirekte Grethe som
problembæreren og får samtidig drejet fokus fra Grethes/klienten til klienten/Grethe og følgeligt deraf
Klienten/gruppen. Han slipper altså for på et senere tidspunkt i forløbet at havne i en situation, hvor
han skal tage stilling og revidere sin opfattelse af hans forhold til klienterne. I den sidste sætning siger
han også “eller sådan noget” om kursuset og illustrerer sine ikke alt for høje tanker om forløbet.
Sagsbehandler 1 illustrerer den anden side af problemerne i gruppen: Bagatellisering, dårlig
kommunikation, ikke se i øjnene, mistillid, protektionisme og syndebuksbehov
Sagsbehandler 2 (ca. 50 år): Hun støtter Grethe og kan se det fra Grethes side, men kan ikke se
problemets omfang, fordi hun udelukkende ser det som Grethes problem. Selvom hun klart viser, at
hun godt kan forstå Grethe og prøver at hjælpe hende ligger hun under for sin angst for at se det som
hende eget problem og gruppens. Reelt kan man sige, at hun uden at ville det klarest fastholder Grethe
i sin rolle, fordi hun både virker oprigtigt hjælpende, men vil beholde Grethe som udgangspunktet for
problemet. Hendes to dialoger (starten og slutningen) illustrerer også klart, hvordan hun går fra at
nærme sig Grethes følelser til at slutte, at Grethe er bange på sit arbejde.
Sagsbehandler 3 (30 år): Han prøver at støtte Grethe, gør det ud fra hendes person og kursusets
baggrund. Han understreger meget vigtigt, at kursuset netop handler om at forbedre deres
(kursisternes) problemløsningsevne og ikke om at hjælpe klienterne, som Sagsbehandler 1 mener.
Projektmedarbejder (55 år): Han giver moralsk støtte til Grethe og giver hende indirekte et
kompliment for hendes arbejde, sikkert som modvægt til sagsbehandler 1’s kritik af Grethes faglige
kompetence.
Lise & Jørgen (28 & 31): Prøver at holde fast i Grethes åbning, men formår ikke rigtigt at få hende til
at tro på, at gruppen vil tage problemet til sig. Lise & Jørgen har også deres unge alder imod sig
(kursisterne er generelt ældre) og ringe kursuserfaring, som måske kan gøre det sværere at give
gruppen stabilitet og troværdighed. En låsning vil især gøre sig gældende for de mest
tilbagetrukne/protektive af kursisterne, som samtidig låser de andre kursister i model 1.
Nedenstående temaerne vil nu blive behandlet grundigere og ud fra en overordnet dynamik:
- Gruppens sammensætning - Manglende støtte - Angst og usikkerhed
- Kommunikationen - Manglende tillid - Protektionisme
- Syndebuksbehovet - Parallelprocessen
Temaerne forklaret i en overordnet dynamik og på baggrund af
pædagogisk psykologiske teorier:

Opgave 1A - Den dobbelte parallelproces
Jeg har i følgende fremstilling Argyris’ begrebsramme som baggrund, hvor han skelner mellem model
1 (protektionisme) og model 2 (refleksiv) (Argyris s.280). Der ligger altså overordnet en ide om
kvalitativt forskellige tilgange til problemer på forskellige niveauer, som Bateson og Flavell også
elaborerer videre på (Bateson s. 293 og Flavell s.200 i Borich). I den forbindelse er det afgørende at
fastsætte problemernes kontekst og ætiologi.
Model 1: Model 2:
-Målorienteret - sikre data/deskriptive
- Vinde/tabe - Frie valg, alle synspunkter
- ikke plads til negative følelser - indre forpligtethed, samhør, væsentlige
- fornuft, rationelle
Temaerne i en overordnet dynamik:
Udgangspunktet for gruppens problemer er i første omgang den mangelfulde kommunikation
med de voldelige klienter, men også den manglende debriefing efter de voldelige overfald på
medarbejdere. Samtidig er udgangspunktet for en gruppe som regel protektivt (Argyris s.278), hvilket
er med til at forstærke disse problemer. På baggrund af disse problemer opstår andre og de
eksisterende forstærkes i og med gruppen lukker sig mere og mere.
Gruppens sammensætning/kønsproblematik:
Selve gruppens sammensætning besværliggør og understøtter de forskellige konflikter som
præger gruppen. Det er tydeligt, at der er forskellig baggrund for at gå ind i forholdet til klienterne i
gruppen. Dette illustreres klarest i den dårlige kommunikation mellem Grethe og Sagsbehandler 1,
hvor Sagbehandlerne ikke kan sætte sig ind i Grethes problem. Dette er til dels en følge af nogle andre
forhold, men deres arbejdsområde er også influrende. Noget kunne tyde på, at der kan ligge en
kønsproblematik, idet kvinderne i gruppen (Grethe og Sagsbehandler 2) bedre kan forholde sig til
deres følelser omkring angsten. Selvom Sagbehandler 2 ikke har samme arbejdsområde som Grethe
kan hun sætte sig ind i den usikkerhed man som enlig kvinde kan føle, når en psykisk forstyret person
begynder at true. Noget kunne tyde på, at de to kvinder er de eneste, som er bange og utrygge ved den
konkrete klient, men reelt er Sagsbehandler 1 også bange for den slags klienter, idet han siger “Så nu
bruger han Grethe til at skræmme os alle sammen med”. Den udtalelse rummer to ting: Det første er, at
Sagsbehandler 2 reelt kan være bange for en aggressiv klient og at gruppen sandsynligvis også er det.
Det andet og endnu vigtigere at holde fast i er, at hans svar på denne utryghed er at undertrykke den i
stedet for at få den frem i gruppen og vende den. Der ligger måske også i det, at kvinder har lettere ved
at indrømme over for sig selv, at de kan være bange. Samtidig er det måske også mere legitimt, at
kvinder er bange for voldelige personer.
Kommunikation:
Kommunikationsproblemer kan konkretiseres ud i mange delproblemer: Der er i gruppen en
manglende vilje til at forstå hinandens bevæggrunde og intentioner, som tilfældet er mellem Grethe og
sagsbehandler 1, hvor Grethes problem hurtigt bliver ledt over som værende hendes problem, selvom

Opgave 1A - Den dobbelte parallelproces
hun reelt ikke kommunikerer ud, at det udelukkende er hendes. Heraf følger mekanismer som
misforståelser og mistillid, som bliver grundelementer i den videre kommunikation. Samtalen er også
præget af aggressioner og forsvarsmekanismer, der hurtigt aktiveres. På den baggrund kommer
samtalerne aldrig rigtig til at berøre de egentlige problemer, fordi dialogen går i hårdknude inden den
når til et konstruktivt punkt. Heri ligger også, at der bliver et dårligt miljø for fejltagelser og kritik af
en anden persons meninger.
Manglende støtte:
Gruppen giver reelt ikke støtte til den person, der kommer frem med problemet. Umiddelbart
virker det som om, at gruppen gerne vil give støtten, men de giver den kritikløst og uden at tage
forbehold for situationen den gives i. Dermed kan støtten let, som den kommer til i Grethes situation,
fastholde udsigeren i en syndebuksrolle, hvor hun får støtte, hvis hun påtager sig syndebuksrollen og
ikke leder problemet videre til de andre i gruppen eller selve gruppen (Argyris s.419). På den baggrund
må gruppens støtte siges at være mere hæmmende end fremmende for dynamikken i gruppen. Gruppen
er imidlertid ikke klar over, at de forfalder til den mekanisme og ville måske kunne undgå den, hvis
sagsbehandler 1 ikke fører denne løsningsmodel frem så kontant, som han gør. Samtidig er hans
fremfærd meget fyldende og det er svært at betvivle hans meninger, hvilket bunder i den mangelfulde
kommunikation.
Man ser tydelig Grethes reaktion på den manglende støtte og lydhørhed over for hendes
problem, idet hun starter med Kurt som udgangspunkt. Derpå prøver hun at bringe problemet videre i
gruppen og til sidst vender hun tilbage til Kurt som sikkerhedsnet, da hun ikke støttes.
Manglende tillid - Ikke sætte ord på problemerne:
På grund af gruppens manglende baggrund for at indgå i en udviklingsproces eksisterer der
ikke nogen tillid gruppemedlemmer i mellem og evne til at formulere problemerne. Det forstærker
også problemet, at der ikke eksisterer nogle legitime/brugbare kommunikationskanaler. Problemet har
sin klare plads i gruppen, fordi den er en del af den lukkethed og manglende progression, der præger
gruppen.
Angst og usikkerhed:
Angsten er mere eller mindre en følge af de andre problemer, men må alligevel betragtes som
et separat problem, idet det er sådan Grethe ser det og bør bruges som forklaringsgrundlag casen. I
angstbegrebet ligger også, at det er en løsrevet, diffus og udefinerbar frygt ikke bundet til noget
specifikt objekt. Denne helt grundlæggende angst i gruppen, som let kan blive ødelæggende, hvis den
ikke kommer frem i det åbne, udmønter sig i mistro og i hurtigt at få paraderne op over for de andre
kursister (Sagsbehandler 1 og projektmedarbejderen), hvor der stilles spørgsmålstegn ved alvoren af
bestemte udtalelser. Grethe taler helt konkret om angsten, når hun skal hjem og er alene hjemme.
Denne angst bunder højst sandsynligt i de to tidligere overfald, som der ikke har været nogen
opfølgning på, hvor problemet bare er blevet flyttet væk, idet voldsofrene er blevet forflyttet. Dette
betyder også, at en del af medarbejder vil holde fast i denne løsningsmodel (protektiv) i lang tid før de

Opgave 1A - Den dobbelte parallelproces
tror på den nye løsningsmodel(refleksive). Man kan sige, at gruppen kører en parallelproces 1 med
deres overordnede(kommunen), idet kommunens mekanismer: Ligegyldighed, manglende dialog og
ansvarsforflyttelse også er dominerende i gruppen. Der er også en tendens til, at gøre den problemet
drejer sig om(offeret) til syndebuk, hvilket kommunen også reelt gør ved at forflytte de voldsramte
medarbejder, idet det går ud over medarbejderne i stedet for den voldelige klient. Dette er et uheldigt
signal at sende klienterne såvel som medarbejderne. Dette signal bliver forhåbentlig ændret over en vis
periode på baggrund af det nuværende kursus.
Der eksisterer altså både en angst i forhold til klienterne, medarbejderne og den overordnede
struktur. Det er klart, at angsten bunder i de ovenstående skitserede problemer, men med tiden vil den
bliver mere og mere dissocieret fra dens oprindelig kilde og trække mere og mere energi fra det
enkelte gruppemedlem.
Syndebuksbehovet:
Ved første øjekast har Grethe meget støtte, men reelt har hun kan støtte i den form, at hun
udfylder en nødvendig rolle i gruppens nuværende arbejdsproces, hvor de ved, at de skal videre og
finde nogle forklaringer på problemerne. Det afgørende er imidlertid, at selvom hendes støtter prøver
at forstå hende ender de med at gøre hende til udgangspunktet for problemet (syndebukken), som helt
basalt handler om usikkerheden eller mere præcist angsten. Der er ikke nogen af kursisterne eller
Grethe selv, som vil acceptere nogle af de fremkomne forslag om, hvorfor de er bange. Dette hænger
sammen med to ting: De fokuserer alle på, at problemet er begrænset til en person og vil begrænse de
bange følelser til en enkelt person, genstand, situation eller problem. De accepterer alle indirekte
sagsbehandler 2’s agenda, idet de ikke sætter spørgsmålstegn ved hans forkerte fokus og den deraf
følgende fejlkommunikation omkring det af Grethe skitserede problem. De reelle problemer er altså to
ting: 1) Selve gruppens håndtering af Grethes problem 2). Manglende erkendelse af problemets
egentlige natur, som er en angst som er tilstede i gruppen.
Protektionisme:
Grethes læringsstrategier tager udgangspunkt i pkt.4 i Argyris protektive ramme, hvor man
formulerer sit problem på et højt og ukonkret niveau og dermed afventer tingens gang. Hun bliver på
sin vis også støttet af resten af gruppen, men fastholdes i en syndebukrolle. Grethe afventer tingens
gang og prøver derefter pkt. 1 2.orden løsningsstrategi, hvor man vedholder sig retten til sine følelser,
“Jeg bliver alligevel bange”(Argyris s.305). Derpå aktiveres pkt. 3, hvor hun prøver at lave “facesaving
moves” ved at benægte at problemet går på hende (Argyris s.294-95). Grethe bruger
sandsynligvis så mange forskellige strategier, fordi sagsbehandler angriber så hårdt og er ligeglad med
de underliggende signaler hun sender gennem sine forsvarsmanøvre. Sagsbehandler 1’s strategier
1 Sverre Belin(1996) - Parallellproces: Gentager problem på et nyt niveau og gentager dermed
konflikter hos en given person i ens egne relationer.

Opgave 1A - Den dobbelte parallelproces
kommer ikke til overfladen i samme grad, idet han er den angribende part, men han må ses som en del
af disse løsningsstrategier og vil sandsynligvis selv praktisere nogle af dem. Han afslører til sidst,
hvordan han i overensstemmelse med Argyris pkt. 2 2.ordens løsningsstrategi “use fancy footwork”
ikke er ublu for at ændre sin position, idet han går fra at diskutere Grethes problem og prøve at hjælpe
hende (hvor akavet det end forkommer) til ikke at ville diskutere kursisternes problemer, men kun
klienternes (Argyris s.306).
Dobbelt-parallelproces:
Lise og Jørgen kommunikere ikke godt sammen og Lise føler at Jørgen dominere/afbryder
begge på baggrund af deres usikkerhed/angst. Det samme gør sig gældende på kursisternes plan, hvor
Grethe ikke tages alvorligt og ingen vil høre hvad hun egentlig siger og afbryder hende. Denne
manglende kommunikation kommer fra både underviserne og kursisterne, idet underviserne er
nyuddannede og derfor har en vis usikkerhed/angst over for dette første kursus. Dette bringer dem lidt
i forsvarsposition og gør kommunikationen lukket samtidigt med at gruppens kommunikationsmåde
eller mangel på samme overtages. Denne manglende kommunikation i gruppen stammer sikkert langt
tilbage, men er i hvert fald blevet cementeret af de overfald som er forblevet uforarbejdede. Angsten
og usikkerheden bliver dermed det mønster som leves ud igennem parallelprocessen. I denne situation
kan det være svært at se hvor parallelprocessen har sin kim, idet både underviserne og kursisterne har
baggrunden til at etablere en proces som føres over på den anden. Lise og Jørgen har muligheden
igennem deres lærerrolle/autoritet og gruppen har trods alt en større tyngde, men er dog mere
fragmenteret end normalt, idet de ikke normalt arbejder tæt sammen. Denne fragmentering gør, at
presset på underviserne til at overtage gruppens problemer ikke er så stort.
Situationen bliver yderlige kompliceret af, at kommunen også er usikre på håndteringen og
kommunikationen omkring voldstilfældene og arbejdsmiljøet. De ligger også nogle af de følelser ned i
kursusets struktur, hvilket så igen bliver fanget af klienterne, som kommer i en situation, hvor de
trænger til hjælp og måske er psykisk belastet. De ved heller ikke, hvordan de skal kommunikere med
socialkontoret for at få det de vil havde og har brug for. I den forbindelse mødes deres usikkerhed og
angst af usikkerhed og angst og det forstærkes.
Figur 1: Illustrere det forhold, at begge parter har en baggrund der fører til usikkerhed og derfor
påvirker de begge kommunikationen i retning af lukkethed.
Konklusionen må imidlertid blive, at selvom begge partner kan have være den
startende/udløsende part i parallelprocessen, så kan kilden ikke isoleres. Samtidig må man erkende
hvor stærk en parallelproces det er, fordi at begge grupper (undervisere og kursister) har forhold der
forstærker hinandens. Det bliver derfor en meget voldsom låsning (dilemma). Umiddelbart er dette
kun negativt, men på den anden side vil en ændring af et af forholdene også betyde, at “alle” de andre
forhold vil blive påvirket. Derfor er det vigtigt at gribe fast i et af de grundlæggende problemer, men
det er ikke nødvendigt at gribe fast i et bestemt eller være bange for, at man kommer til at vælge en for

Opgave 1A - Den dobbelte parallelproces
nem løsning og ikke kommer i dybden med problemerne, fordi det bliver en selvforstærkende proces.
Intervention:
Teoretiske baggrund:
Vi har to situationer, der skal tages stilling til: 1) Selve kursusproblemet med den manglende
kommunikation 2) Bedre kommunikation med de voldelige klienter. I den forbindelse har nogle
blokerende skemaer (ovenståene problemer), som blokere for løsningen.
I den forbindelse kan Bateson, Flavell og Argyris inddrages som en treenighed omkring
kontekstorienteret forandring. De ligger alle tre vægt på, at man kun kan løse dilemmaer på et niveau
ved at bevæge sig op på et relativt højere niveau (metaniveauet) gennem refleksion. Bateson har to
grundtrin (læring 0 & 1), men først læringstrin 2 & 3 bliver interessant for løsning af de blokeringer vi
oplever på kursuset. Det første trin er, at se på den kontekst man befinder sig og prøve at medinddrage
det i sin analyse af situationen. Jeg vil bruge Flavells underopdeling sammensat med Bateson
læringsniveau 2 & 3 og Argyris single og double loopstrategier (Bateson s.293, Borich s.200 Argyris
s.280): 1) Viden om sig selv (præmisser) 2). Viden om hvornår bestemte løsningsmåder skal bruges
(kontekst) 3). Viden om læringsstrategier (Forskellige kontekster)
Inden selve udviklingsprocessen bør det indskydes, at en del af Argyris’ løsningsforslag ikke er
mulige at gennemføre, fordi de forudsætter en længere gruppeproces og en klarere fremstilling af
følelser og tanker hos kursisterne end tilfældet er i denne case.
Selverkendelsen:
Grethe og sagsbehandler 1 defineres som hovedkombatanter, idet de har mest taletid, men mere
afgørende, at de i deres dialog rummer hver deres side af hele problematikken i gruppen. Dermed vil
mange af løsningsforslagene også tage udgangspunkt i dem.
Lise og Jørgen må som udgangspunkt prøve at opbygge nogle bedre kommunikationsformer i
gruppen, hvilket på længere sigt vil gøre det muligt at forbedre/løse de andre problemer. Dette sker
gennem en bred dialog omkring nye normer og normbegreber(Argyris s.322-23). I dette ligger også, at
sagsbehandler 1 skal mødes med “...inquries into dilemmas and apparent inconsistencies” for ikke at
styre gruppen og forblive i sin protektive løsningsstrategi (Argyris s.312). Forbliver
kommunikationsproblemet uløst vil det indvirke på løsningen af alle de andre problemer. I den
forbindelse er det nok værd at anskueliggøre for kursisterne, hvordan de overfører løsningsstrategien,
som kommunen praktiserede i forbindelse med voldstilfældene. På den måde vil kursisterne blive
fremmedgjort over for deres nuværende mønster, fordi det er kommunens og være mere åbne for nye
tilgange. Hermed kan kommunen let blive gjort til skurk og i den forbindelse må vi som
interventionister, der arbejder for kommunen, ikke bliver sat i samme bås. Her kan/bør det også
understreges, at dette kursus og os står for en ny tilgang til problemet.
Starten på problemerne starter helt konkret bedst ved at gribe fast i kommunikationsproblemet
gennem sagsbehandler 3’s udtalelse, hvor han påpeger det uhensigtsmæssige i, at kursisterne skændes

Opgave 1A - Den dobbelte parallelproces
i stedet for at tage hinanden alvorligt. I den forbindelse kan man gøre opmærksom på, at Grethe og
Sagsbehandler 1 begge udfylder en rolle i gruppens løsningsstrategi, hvor fejl ikke bliver anerkendt
som nødvendige i problemløsningsprocessen. Definitionen af fejlbegrebet må altså ændres for at vi
kan komme videre. Heraf følger, at fejl bliver tildækket og afsløringen af dem er problematisk Hver
enkelt gruppemedlem accepterer sådan set dette synspunkt, men har bare meget svært ved at praktisere
det selv (Argyris.287-288, 290). En nødvendig “tillægsklasul” for denne gruppe er, at man ser alle
problemer som gruppens problem og ikke fokuserer på en enkelt (Argyris s.315). I den forbindelse bør
konsulenterne pege på den beskrevne syndebukmekanisme, som gruppen praktiserer. Der vil
sagsbehandler 1 være et godt udgangspunkt, idet han er hovedpromoteren og mener, at Grethe får dem
til at blive bange for klienterne. Selv om sagsbehandler 1 bruges som udgangspunkt bør det
understreges, at hans rolle kun eksisterer i kraft af resten af gruppen og de acceptere hans agenda. På
den måde overholder man også kriterierne omkring fællesskab og ikke at gøre noget til syndebuk og
dermed understrege parallelprocessen inspireret af kommunen, hvilket sagsbehandler 1 eller let kunne
blive, fordi han er den mest åbenlyse agent for den protektive løsningsmodel.
På dette tidspunkt skulle der gerne vær en gryende bevidsthed omkring de kvaliteter som
model 2-strategier besidder og, at forskellige opgaver kræver forskellige strategier (Argyris s.278).
Gruppen har fået et bedre kendskab til dets egne præmisser og hvorfor de handler, som de gør og
hvorfor diskussionerne ender i ingenting eller hårdknude. Gruppen har både fået viden om sig selv
(dets præmisser) og de enkle gruppemedlemmer begynder at indse deres plads i gruppestrukturen. De
nye rammer medfører en god grobund for åbenhed, tillid og generelt bedre kommunikation, fordi
kursisterne vil være opmærksomme på dels deres på nuværende erkendte præmisser, men også arbejde
med en ændring af disse. Det sidste niveau hos Flavell er uden for dette kursus’ område, idet der
kræves meget arbejde for at kunne til det punkt.
På nuværende tidspunkt er mange af problemerne omkring klienterne forbedre, fordi
sagsbehandler lære at kommunikere bedre, har støtte og udstråler større selvsikkerhed med gruppen
som referenceramme. Klienterne vil i den forbindelse møde en anden modvægt end den oprindelige
usikkerhed og de hurtigt aktiverede forsvarsmekanismer, som igen avler usikkerhed og
forsvarsmekanismer. I den forbindelse bør man holde fast på, at alle implicerede i gruppens
omgivelser i en eller grad vil blive påvirket af gruppens udvikling og dermed forstærke gruppens
udvikling. Gruppenfølelsen skal vedligeholdelse og gro på arbejdspladsen og i forhold til kommunen,
hvor problemerne skal formuleres på et højere niveau.
Konklusion:
Analysemodel (Berliner s.9):
1). Det helt overordnede problem er voldelige klienterne, som kursisterne ikke formår at kommunikere
tilstrækkeligt med.
2). De underliggende problemer er: Dårlig kommunikation i gruppen internt og udadtil, angst,
usikkerhed, manglende støtte til hinanden, mistillid, protektionisme, parallelproces, syndebuksbehov

og ikke at ville se problemerne i øjnene.
Opgave 1A - Den dobbelte parallelproces
3). Gruppen låser sig selv dels på baggrund af den manglende reaktion på de to tidligere voldelige
overfald og at de enkelte gruppemedlemmer ikke kommunikere rigtigt ud. I stedet ender det lynhurtigt
i angreb på hinanden og forsvarsmanøvrer. Samtidig er der ikke plads til at lave/gøre fejl både i
gruppen og på arbejdspladsen. Overordnet er gruppen præget af diverse protektionistiske
løsningstrategier, som er inædkvate til at skabe et mere trygt arbejdsmiljø og dermed et bedre forhold
til klienterne. Rollerne bliver fastlåste, fordi der er så meget frygt for forandring, hvilket i høj grad
bunder i det utrygge gruppemiljø.
4). Interventionen består hovedsageligt i selverkendelse og udvikling hos kursisterne gennem nogle
opmærksomheder tilvejebragt af os (Lise & Jørgen og opgaven). I den forbindelse bør der laves en vis
opfølgning på kursuset og sættes tid af til et ugentlig, hvis det ikke allerede er berammet, så
gruppefølelsen kan vedligeholdes og gro.
Literaturliste:
Argyris, C., Putnam, R & Smith D.M.(1990): Action Science. Jossey-Bass Publishers. San Francisco
Bateson, G.(1972). Steps to a Ecology of Mind. New York. Ballatines Books
Berliner, P (1994) Modstand i undervisningen, Danmarks Forvaltningshøjskole Forlag
Borich G.D. & Tombari M.L.(1995) Educational Pscychology - A Contemporary Approach . New
York. Harpers & Collins
Seifert, K.L. Educational Psychology. Boston. Hougton Mifflin Company.