1 LUMEN nr. 78 | August 2011 - Sankt Mariæ Kirke

Noget for noget ?
Matthæus evangeliet, Kapitel 5 v.38ff ... Om gengældelse
v38 I har hø rt, at der er sagt: ”Øje for øje og tand for tand.” v39 Men jeg siger
jer, at I ikke må sætte jer til modværge mod den, der vil jer noget ondt. Men slår
nogen dig på din højre kind, så vend også den anden til. v40 Og vil n ogen ved
rettens hjælp tage din kjortel, så lad ham også få kappen. v41 Og vil n ogen
tvinge dig til at følge ham én mil, så gå to mil med ham. v42 Giv den, der beder
dig; og vend ikke ryggen til den, der vil låne af dig.
Ordsprogene kender vi: ”Du ligger, som du har redt”,
og ”Det går som fortjent”. Så sidder man dér – ubønhørligt
i saksen. Noget for noget – hvis nogen nu gik
og troede, at den måde at lægge to og to sammen på,
det hører Det gamle Testamente og dets tid til, så tager
de fejl. Det her er lysvågen nutid, det er mennesker
med hinanden, se bare hvordan mennesker
valser rundt med hinanden i takt til en moral, der er
som klippet ud af Det gamle Testamente – øje for øje
– noget for noget…
Og nu står Jesus så frem og vil slukke musikken til
den dans. Men det er åbenbart temmelig svært, så
svært, at man nærmest må tro, at Jesus talte for døve
øren.
Men taler Jesus for døve øren? I så fald er det alvorligt.
Hvis ikke det gibber i dig, når du hører Jesus, så
er der noget alvorligt fat med dig. For så må det være
fordi, du har mistet evnen til at høre dig selv og det
råb, der stiger op fra dit eget inderste. Det råb, det går
på nåde, det går på, at du må opleve – helst snart eller
med det samme – at det ikke bare går som fortjent,
men at du er på vej til et møde med den overraskende
godhed.
Davids salmer siger: Gud er underfuld god… Altså
en godhed, der overrasker, fordi den ikke har nogen
anden forudsætning end Gud selv. Den godhed, det
er også den, man håber på, at ens ven møder sig med.
Jeg kommer til at tænke på Pippi Langstrømpe, der
deler guldmønter ud til de børn i skolegården, som
skolefrøknen har anbragt i rækken af dem, der skal
skamme sig. Dér står de så og skammer sig, det bedste
de har lært! – Og så: en mønt af guld! Hvad strålede
mest? Guldmønter eller børneansigter? Godhed
3
er i virkeligheden altid underfuld. Gud er underfuld
god.
Og det er Jesu Gud. Han er underfuld god. Han er
netop ikke som de farisæere, Jesus kritiserer i deres
”noget for noget” tankegang. Jesu Gud lader sin sol
stå op over gode såvel som onde. Han slukker ikke
solen partielt her og der, hvor en af de onde har sin
gang lige nu. Gud er ikke ligeglad med, om vi giver
os selv som gode eller onde, slet ikke – men han gør
ikke sit lys afhængig af menneskets opførsel.
Og derfor må jeg forresten tro, at også ordet ”sanktion”
er et fremmedord for Gud, ligesom ”had” eller
”løgn” f.eks.
Hvad er det, man siger: kontakt og mad – det er
grundbetingelser for at et menneske. Uden kontakt
og mad kan et menneske ikke være, det er også betingelsen
for, at noget kan modnes og vokse. Det er
næsten – men også kun næsten – som det Grundtvigske
nøgleord: menneske først, kristen siden. For
der er mere: det, Jesus vil, er, at han vil implantere
Guds sindelag i os, så vi også lader solen gå op over
onde som gode, hvis solens bane altså stod til os at
bestemme.
Men hvordan kan det så blive virkelighed? Guds
sindelag i os. Først kasserer vi ethvert farisæisk program
– der skal ske noget med os. Skal Guds sindelag
komme i os, så forudsætter det en erfaring med
nåden, eller sagt med andre ord: det forudsætter en
erfaring med den underfulde godhed, som er Guds.
Sidste søndag ledte jeg efter en fi gur jeg kunne bruge
som model. Et menneske, hvis udviklingshistorie