Her kan du læse et udvalg af elevernes tekster

Ulykken
”kan du huske mig?” spurgte damen med den lyserøde kjole, og de meget høje
hæle. ”Undskyld men…..nej” Jeg fik sagt det selvom jeg kunne se at hun heller
ville høre et andet svar. Desperat prøvede jeg at tænke tilbage. Hvad var der sket.
Indvendigt skreg jeg.
Der var blod på mine hænder, jeg stivnede samtidig med en angst fyldte mit
indre. Det sved i mine øjne, der var røg og en stærk lugt af benzin. Jeg var alene i
bilen, kun en ung på pige på omkring min egen alder lå ved siden af mig, hun var
helt bleg.
Frygten steg i mig og jeg vidste ikke, hvor jeg var eller hvad der var sket. Et skarpt
lys kom ind ad den næsten knustedør, der nu blev åbnet. skingre stemmer, råb
og en masser mennesker kom til syne. Mit hjerte hamrede, og et tryg jeg aldrig
havde mærket før begyndte i min krop. tågen kom men larmen forsvandt, og jeg
besvimede.
En læge stod og kiggede på mig, med en bekymring i øjnene.
”Hvad er dit navn?” Spurgte lægen ”Øh. Det ved jeg ikke” Fik jeg mumlet. Lægen
stod med en brun læder tasken i hånden, han trak et kort op af tasken. ”Dit navn
er Julie Møller” Lægen havde en dyb stemme.
”Okay, hvordan ved du det?” Sagde jeg, Mens min stemme rystede.
”Jeg fundet dit kørekort” Sagde han. Nu sad jeg igen i den hvide seng med damen
på min højre hånd. Ord, tanker og billeder fyldte mit hoved.
To biler der kørte ind i hinanden, og en lys og beroligende stemme sagde” Nej Julie
ikke i dag” Jeg prøvede forvirret at tænke tilbage. ”Nej Julie ikke i dag” Selmas
stemme var stille men beroligende. ”Hvorfor ikke, det er jo bare en lille tur”
Selmas stemme sagde endelig de ord jeg gerne ville høre, jeg havde overtalt hende
til at køre med. Jeg kunne dufte det nye læder, mærke det glatte rat i den nye bil.
Virkeligheden fandt nu sted igen, spørgsmål der ikke var besvaret var det eneste
jeg tænkte på. Jeg spurgte nu damen der sad og kiggede på mig.
”Hvem er ……..?” Jeg tænkte som en gal ”Selma” jeg næsten råbte.
Damen så på mig med håb i ansigtet. ”Selma. Hun var din veninde”
”Var vi da blevet uvenner?” Spurgte jeg med forundring i stemmen. Jeg kunne se
at hun prøvede at holde tårerne tilbage, men hun kunne ikke hulkende svarede
hun ”Selma døde i bilulykken” Alt var lige meget nu. Selma var død.
Skrevet af Marie 6.u

Stedfaren
”Isabella, kom her!” Mit hjerte begyndte at dunke, men jeg var efterhånden vant
til det, og med langsomme skridt bevægede jeg mig ind i hans værelse. Da jeg så
ham fik jeg det dårligt, som altid.
”Læg dig.” Han pegede på sengen og med tilbageholdt åndedræt lagde jeg mig.
Jeg kunne se kniven i hans hånd. Det havde været sådan de sidste tre måneder, siden
mor døde og jeg hadede det. Sengen var blød og varm, og jeg trak mit ærme
op så min hud var blottet. Han smilte og bevægede kniven hen imod min hud.
Jeg lukkede øjnene og et kort sekund mærkede jeg den velkendte smerte, lige inden
det ringede på døren, og han trak kniven ud. Han sukkede. ”Bliv her.” Sagde
han og gik ned for at åbne.
Et lettelse bredte sig i min krop, men jeg vidste også at hvis min plan skulle lykkes,
skulle det gå stærkt. Jeg rullede mit ærme op og listede ind på mit værelse.
Mine hænder rystede, og mit hjerte bankede. Med famlende bevægelser fik jeg
min flugttaske ud fra pladsen under sengen, og svang den over skulderen.
Jeg havde kun øvet min plan to gange, men jeg var nødt til at komme ud af det
her fængsel af smerte og sorg, og som kun bragte dårlige minder frem. Sveden
løb ned ad min pande, og det eneste der fyldte mit hoved var at han ville finde
mig og dræbe mig.
Jeg gik hen til vinduet og satte min fod i vindueskammen. Der var langt ned så
det skulle gøres forsigtigt. Nedenunder hørte jeg døren smække, der var ingen tid
at spilde. ”ISABELLA!” Skreg han og jeg satte af. En blanding af lettelse og frihed
fyldte min krop og jeg landede uskadt på jorden.
”Isabella, jeg kommer efter dig! Du har mit ord på at jeg dræber dig!” Lød det
over mig og jeg kunne høre ham trampe ned ad trappen. Jeg skyndte mig at løbe
og heldigvis var min taske ikke så tung. Efter ca. 2 minutters løbning, hørte jeg
hurtige fodtrin bag mig, og jeg satte farten op.
Normalt ville jeg have faldet om af forpustelse, men det lagde jeg ikke mærke til
nu. Jeg ville bare væk. Jeg drejede om et hjørne, og plan formede sig i mit hoved.
Uden at tænke så meget løb jeg ind i en have med mange buske og gemte mig
inde i den tykkeste.
Lige da jeg havde sat mig kom han om hjørnet. Han stoppede op og trak vejret i
hurtige træk. Frygten blev større, og jeg så det for mig at han fandt mig. En tårer
trillede ned ad min kind, men jeg fjernede den hurtigt da han løb videre.

Efter ca. 2 minutter rejste jeg mig og et kæmpe smil kom over mine læber. Jeg
skyndte mig ud på gaden og mit smil blev større, jeg var fri. Fri for ham, for pinslerne,
fri for alle mishandlerne og smerten. En glædeståre gled ned ad min kind.
”Det var du, lille rotte! Jeg vidste at jeg ville finde dig!” Lød det bag mig og jeg
stoppede brat op. Mit smil forsvandt, og langsomt vendte jeg rundt og så min
klamme stedfar stå med kniven løftet. Han begyndte at grine og gik tættere på
mig. Her var helt tomt, så jeg kunne ikke få hjælp. Vores øjne mødtes, men jeg
kiggede hurtigt ned igen.
Mit hjerte hamrede hurtigere og hårdere en nogensinde. Jeg kunne mærke hans
ånde, og hver gang han trak vejret blev jeg mere og mere vred. Alt det jeg ikke
havde kunnet tænke på kom tilbage. Min frygt blev erstattet med had og foragt.
Jeg kiggede ham i øjnene og et lille smil bredte sig på mine læber, lige inden jeg
skubbede ham hårdt i maven og løb
Emma 6. U

DØDEN
”Sofia! Sofia!” råbte en stemme. Hun åbnede øjnene, og hendes mor kom til syne.
”Åh Sofia, du er okay! Gudskelov!” hendes mor blev lettet igen.
”Hvor er jeg, og hvad er der sket?” hviskede Sofia. Hun syntes, der var meget
hvidt og tåget.
”Du er på hospitalet. Og ingen ved, hvad der er sket. Vi håbede på, du vidste,
hvad der var sket, men siden du nu spørger mig…” Hendes mor sukkede.
”Hvad med Far? Hvor er han?”. Hun følte ellers sådan, at hun lige havde set ham,
men hvor? Det eneste, hun huskede, var en utydelig grå mand.
”Far, ligger på en stue længere nede af gangen.” En tåre løb ned af moderens kind.
Sofia var hurtigt oppe af sengen og løb ned af gangen, indtil hun faldt foran faderens
værelse. Hendes hænder rystede og var helt hvide. Var det bandage, hun
havde på? Hun vidste det ikke. Det sidste, hun nåede at se, var et skilt, hvor der
stod: ”Lighuset”!
Senere, da Sofia var kommet til sig selv, tænkte hun konstant på den grå mand.
Hun huskede ham som en speciel person, men hun kunne ikke huske hvem. Da
hun skulle til at rejse sig fra sengen, kom en yngre sygeplejerske ind.
”Forstyrrer jeg? Du var måske på vej ud?” sagde sygeplejersken.
”Ja, jeg ville lige gå en tur rundt på hospitalet, hvis jeg må?”
Hun havde sådan brug for noget luft. Hun havde aldrig rigtig brudt sig om hospitaler.
Hun syntes altid, der var så trist.
”Ja, men det skal være kort. Du har brug for at hvile dig”.
Sofia gik langsomt ned af gangen. Nu begyndte hun langsomt af huske det!
Hun huskede varmen og flammerne. Hun huskede branden. Og hun huskede
også den grå mand. Den grå mand var hendes far! Og han ville
hjælpe hende. Hun stoppede op ved et skilt, hvor der stod: ”Kræftpatienter”.
Inde på stuen så hun, at den grå mand stod ovre ved en ældre dames seng. Den
tågede mand havde kjole på, nej vent, det var ikke en mand. Det var en dame!
Hun vinkede langsomt til Sofia, derefter forsvandt hun.
”Biiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiib” kom det fra damens seng. En masse læger kom løbende
ind i værelset. Damens øjne stirrede over på Sofia. Lægerne prøvede at få liv i
hende, mens øjnene stadig kiggede på Sofia. En af lægerne gik over til Sofia.
”Hun klarede den ikke, det er jeg ked af. Kendte du hende godt?” sagde lægen.
Sofia stod mundlam og stirrede ud i luften. Nu forstod hun det. Hun kunne se
døden.
Fiona

Go’ morgen Franz.
Klokken var 7:30, det var stadig meget mørkt og koldt. Mor begyndte at råbe på
Franz. ”SÅ STÅR VI OP, FRANZ! Klokken er mange.”
Franz begyndte langsomt (meget langsomt!) at åbne øjnene. Han kiggede lidt irriteret
over på sit vækkeur og blev MEGET træt, da han så hvad klokken var. Han
begyndte at jamre og klage sig, og hvor var tøjet nu henne? Han lagde altid det
tøj frem, han skulle have på næste dag, men nu kunne han ikke finde det nogen
steder.
”Moooor, hvor er mit tøj? Har du lagt det til vask?”
Der gik noget tid, så sagde moren: ”Hvad?”
Franz begyndte seriøst at overveje, om mor havde spist det.
”Hold nu op med det pjat og se at komme i gang,” råbte mor.
Franz blev nu så sur, at han stædigt hoppede tilbage i sengen og trak dynen op
over hovedet. Hva’ fanden skulle man også med den skole. Når man alligevel bare
bliver stresset og sur, inden man overhovedet er kommet derhen. Havde han det
ikke også lidt skidt? Det havde han måske ikke, men det kunne mor jo ikke vide.
”Mor jeg har det dårligt,” sagde han og prøvede at lyde hæs. ”Må jeg ikke bare
blive hjemme sammen med dig, hva?”
Mor kom ind på værelset og så en smule bekymret ud. Franz følte han var til en
form for eksamen i pjækkesyge. Han begyndte at svede på panden, men det var
nu ikke den dårligste effekt, når man nu var til den slags eksamen.
”Hvad snakker du om. Jeg skal på arbejde, til møde, til skolehjemsamtaler, så det
kan der slet ikke blive tale om,” sagde mor og så med et meget langt blik hen over
Franz. Hvis du virkelig er syg, må du blive hjemme, men du skal hjem til far i dag
uanset hvad. Mor mærkede ham på den svedige pande og så overrasket ud, fordi
panden ikke var varm. Franz begyndte at hoste voldsomt og lod som om, han
havde mavekramper.
”Jeg tror det er hestesyge.” hviskede Franz ynkeligt og anstrengte sig for at se bleg
ud. ”Hvad er det?” spurgte mor og lignede en, der var på vej til at blive overbevist
”Har du ikke hørt det!” nærmest råbte Franz lidt for højt til at være syg, Så han
skyndte sig at lave bræklyde for at dække over fejlen. Han lød som lå han på sit
dødsleje.
”Der er hestekød i den lasagne, vi plejer at spise om fredagen, og så kan man altså
få hestesyge”. Franz var helt stolt over sine hidtil skjulte skuespillerevner, da mor
sagde: ”Nåå okay, så bliv bare hjemme.”
Frode Troelsø

Historien
der blev fortalt forkert
Næven fløj lige igennem luften uden modstand og ramte ham lige under øjet. Det
begyndte straks at bløde.
Der lød et kæmpe brag, da han faldt ned på jorden ved den kæmpe store legeplads
tæt ved Rønne Vandrehjem.
Jeg fik det omgående dårligt, da Lukas rejste sig op. Jeg havde det, som om jeg var
ensom, barnlig og ukontrolleret. Rent faktisk var vi begge to ukontrollerede, for
da Lukas rejste sig op, stoppede han ikke med at råbe grimme ting til mig.
Han råbte ’’dit grimme sorte møg svin skrid hjem til dit eget hjemland.’’
Jeg var så sur, ja nærmest rasende, og jeg drønede over til ham i topfart. Det var
som om jeg var en eller anden slags superhelt, der nærmest kunne flyve. Det gik
så hurtigt.
Selvom Lukas fik opbakning, stak han af, og løb ind til det slidte vandrehjem og
over til lærerne. Da lærerne hørte den falske historie, og så det opsvulmende blå
øje, troede de straks på den historie Lukas fortalte. Den blev fortalt helt forkert,
syntes jeg.
Følelsen af fortrydelse strømmede ind over mig. Det utæmmede raseri trak sig
tilbage som bølgerne fra strandkanten. Jeg havde fortrudt. Fortrudt at jeg havde
været fysisk
Hvorfor var jeg altid det???
Pasha 6. V

Som en følelsesløs dukke
Den frastødende lugt af benzin og smøger ramte med ét mine næsebor. Desperationen
i hans meget ubehagelige og magtfulde øjne, blev tydeligere for hvert
eneste sekund. Jeg kunne mærke den kolde og fugtige jord under mig, regnen
fra den mørke og dystre himmel lagde sig på alle bladene, som hang på træerne
rundt om os.
Det var nærmest som om tiden gik i stå da tanken begyndte at koge i mig, det var
dér det gik op for mig, hvad det var han ville fortage sig. Panikken bredte sig som
et lyn ud i min krop, hvad skulle jeg gøre?
”Slip mig! ”
Var de eneste ord jeg kunne få fremstammet ud af min mund, ”slip mig, slip mig,
slip mig!” Men det var som om, at han ikke hørte efter, eller også havde han valgt
i stedet at smide det hjerte ud, der sad dybt inde i ham med en masse minder og
følelser. Han tog fat i mine skuldre og pressede dem ned mod asfalten, smerten
var så overvældene det føltes nærmest som om mine knogler gik itu.
Jeg skreg, men der kom aldrig nogen for at hjælpe mig. Planterne omkring os,
kiggede på mig, de havde ondt af mig, jeg var ikke alene, de kunne bare intet som
helst gøre. Der var ikke gået særlig mange sekunder siden at jeg gik på stien lige
foran mig helt alene, jeg var så fuld at jeg sikkert havde tænkt at jeg sagtens lige
kunne gå igennem den mest besøgte park om aftenen og så var jeg hjemme.
Men nu lå jeg så her i det værste mareridt der overhovedet ku ske for en ung
teenage pige på 15 år. Han var alt for stærk, han var alt for stor, til, at jeg kunne få
ham ned fra mig, Jeg så kun én udvej, jeg måtte overgive mig, jeg måtte give ham
lov til at behandle mig som han ville, og lade ham tro jeg var en lille følelsesløs
dukke.
Alt begyndte at føltes langsommere, som om alle bevægelserne omkring mig var
i slowmotion, spørgsmålene steg mig til hovedet, blev jeg mon gravid? Lod han
mig gå, eller kidnappede han mig?..
Mange gange havde jeg tænkt på hvor forfærdeligt det ville være, og hvordan jeg
ville reagere. Men en ting jeg aldrig havde overvejet var, at når man først er i den
forfærdelige situation, er man helt fortabt.

Og nu sidder jeg så her, ved en rødhåret fregnet dame, som der sikkert tror, at
hun kan hjælpe mig til at komme videre i det store og frie liv, men de dybe sår,
som manden gav mig den aften, kan aldrig heles uanset hvor meget mine forældre
forsøger med psykologer, og jeg ved ikke hvad.
Jeg vil altid have de forfærdelige billeder i mit hoved fra den aften. Jeg håber
virkelig ikke, at der er nogen som helst piger, selvom de har gjort noget forkert,
noget som ikke er okay, at de aldrig bliver udsat for det jeg blev udsat for. For det
ændre ens liv, for evigt.
Rikke 6. V

Hviskeren
”Gør det, gør det nu!”. Den hviskende stemme i mit hoved gav mig hovedpine.
Sådan havde det været i meget lang tid, jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig
selv, men klokken var heldigvis to, og jeg havde fri. Den kolde luft gjorde mine
fingre iskolde, så jeg lynede jakken helt op.
Cyklen stod længere nede i skolegården, og hjulene var helt punkterede. ”Ahhrrg
kunne de idioter ikke finde på noget andet at lave?!” . Råbte jeg nærmest. Jeg
orkede ikke at trække cyklen hjem, så den måtte vente til en anden dag.
Regnen silede ned af mit hår, og mine sko gik i stykker, af den trampende måde
jeg gik på. For hvert skridt jeg tog, kunne jeg høre vandet sjaske. ”Hvornår gør
du det Alvina?!”. Den hviskende stemme var der igen ”Snart, er der lige om lidt”
hvæsede jeg tilbage.
Kort tid efter stod jeg udenfor butikken. Nu skal jeg bare have det overstået, men
tanken af det jeg skulle gøre gav mig kuldegysninger. Den knirkende lyd fra døren
skar i mine øre, og hurtigt spurtede jeg op af rulletrapperne, på første sal.
Der var altid en dejlig duft af småkager i butikken, jeg kunne straks høre maven
rumle. ”Hold hvad du lover”. Stemmen var blevet sur, så jeg skyndte mig over i
hjørnet. Hvilken skulle jeg vælge, der var så mange ”Tag den grønne!”. Jeg kunne
høre at stemmen var ivrig. Jeg havde gjort det før, så det var ikke det slemmeste.
Hurtigt masede jeg kjolen i min taske, og løb ned ad den lange trappe, og ud af
døren, som jeg kunne mærke smække bag mig.
Det var som om at nogle forfulgte mig. Jeg opdagede at det var politiet, mit hjerte
galoperede. Hvad skulle jeg gøre, hvordan kunne de være så hurtige? Det var for
sent… Jeg kunne lige så godt stoppe op.
Kort efter fik han fat i mig. ”Må jeg se din taske?!”. Uden at jeg svarede, hev han
den fra mig. ”Hvor gammel er du, 16?”. Jeg nikkede langsomt, mens jeg kiggede
på pris mærket, kjolen kostede 500 kr.
”Nu kommer du med mig til politistationen, og giver mig dine forældres nummer!”.
”Hvad er meningen med der her?”. Politimanden så venlig ud, men alligevel var
jeg bange. ”jeg ved ikke hvad der skete, jeg lover at jeg aldrig gøre det igen!”. ´Min
stemme rystede og knækkede, mens jeg havde en kæmpe klump i halsen ”jeg har
ringet til dine forældre, de kommer om lidt, så vi kan snakke om det hele”.
Nu sidder jeg så her, ensomt og forladt. Blyanten falder ud af min hånd, og det
føles som om at mine fingre er gået i krampe af at jeg har skrevet så meget. Tænk
at jeg sidder i ungdoms fængsel, der er gået to måneder, gad vide hvordan mine
forældre har det, og om de stadig er skuffede.

”Man kan ikke stole på dig!”. Jeg lader som om jeg ikke høre det, men stemmen
fortsætter, og skriger inde i mit øre, så det føles som tinnitus. Jeg krymper mig
sammen ned på gulvet. Jeg kan ikke længere kende mig selv.
Skrevet af: Nini Wang

Kidnapningen
Det eneste jeg ville var bare at komme væk her fra. Hvordan jeg var endt her, og hvad
der var sket, vidste jeg ikke. Stanken af jord stak i næsen. Der var mørkt. Benene var
blodige, og det føltes som skarpe negle, der skar i mig. Det eneste, jeg hørte, var vinden,
som hylede ind af en lille sprække i væggen, der lød som skrig fra små børn.
Men pludselig kunne jeg høre nogen råbe ”hvad gør vi med hende?” Det var det eneste,
jeg hørte, derefter hviskede de. Så åbnede døren sig, lyset skar i øjnene.
Derefter råbte de. Deres stemmer var mørke. Pludselig mærkede jeg noget koldt mod
min tinding, derefter lagde en af dem hånden over min mund, den stank og var hel fugtig,
de tog en pose over mit hoved så jeg ikke kunne se noget, jeg kunne næsten ikke få
vejret, og gispede. De snakkede ikke.
De satte mig på en stol og bandt reb om mine arme, de var stramme. De tog posen af
mit hoved, og jeg trak vejret dybt ind og pustede ud. Mit hjerte hamrede med 120 i
minuttet, foran mig stod to store mænd med tatoveringer op og ned af armene. Jeg fik
et glimt af rummet, der var en lille sprække, hvor jeg fik et glimt af himlen, den var grå
og overskyet. Uden at have sagt noget gik de to mænd ud af døren, da de havde lukket
døren, blev der mørkt.
Jeg prøvede alt, hvad jeg kunne for at komme fri, men rebene skar i min hud som flere
tusind knive. Til sidst fik jeg revet et af rebene op, der holdt mine arme fast. ”Yes endelig”
Nu skulle jeg bare få den anden arm fri fra rebet, Jeg vred min arm, og til sidst fik
jeg hævet min hånd fri fra rebet. Det føltes så befriende, men hvordan kunne jeg komme
ud herfra.
Jeg sad og tænkte længe, indtil det slog mig. ”Selvfølgelig.” Det føltes som flere timer.
Jeg ventede og ventede. Endelig kom de igen, jeg mærkede en stor klump i halsen. Jeg
sank. Men de vidste ikke, at jeg havde begge mine hænder frie. Så da de rev mig op,
sparkede jeg og slog af alle mine kræfter, jeg kunne tydeligt mærke at jeg
ramte noget.
Derefter løb jeg ud af rummet igennem en masse lange gange, jeg kunne ikke lade være
med at smile. Men jeg var alligevel også ved at græde. Jeg hørte fodtrinene blev højere,
og de kom tættere på, jeg fik et sug i kroppen. Men jeg blev ved med at løbe så hurtigt,
jeg kunne.
Jeg var endelig ude af huset og løb ud på gaden. Var jeg heldig.? Foran mig stod flere
politibetjente med pistoler, de råbte mit navn jeg blev forvirret men jeg løb derover. De
to mænd kom løbende rundt om hjørnet, de kiggede på mig også på politimændene. De
stod et øjeblik og kiggede,så sagde jeg ”det er dem.”
Politimændene løb efter dem, og fangede dem.
”Amalie”
”jaaa mor, hvad er det?”
”vi spiser nu. Pizza”
”vi er lige i gang med at fortælle gysere”
”nåh piger, skal vi gå ind og spise?”
Mia 6d