Aluminiumsmelter og vandkraft i det centrale Vestgrønland

50
Ungerne forlader reden kort efter klækningen i slutningen af juni og følger
forældrene indtil de er flyvefærdige i begyndelsen af august. Af den
samlede bestand er det kun 8-16% af populationen der yngler, svarende
til ca. 1700 par som årsgennemsnit for perioden 1982-1990 (Stroud 1992,
Glahder 1999b). DMU med flere har i 1999 (Malecki et al. 2000) og 2005
(Fox & Glahder unpubl.) udført undersøgelser af ynglende blisgæs ved i
yngleperioden i midten af juni måned at flyve lavt langs tilfældigt udlagte
transektlinjer (Figur 2.21). Det fremgår af Figur 2.21, at der ikke blev
observeret ynglende blisgæs i området syd for Maniitsup Sermia. Dette
område blev ikke undersøgt ved den tilsvarende tælling i 2005. Som det
fremgår af Figur 2.21 er det kun Akia der er blevet undersøgt, mens hele
indlandsområdet ikke blev gennemfløjet. Yngletætheden i området nord
for Maniitsup Sermia i området omkring Kangerlussuaq, blev på baggrund
af optællingerne langs transektlinjerne beregnet til 0,28 par pr.
km 2 eller ca. 2.300 par (Malecki et al. 2000). Tætheden af reder i dette område
var det højeste der blev fundet indenfor optællingsområdet, der
strakte sig op til Nunavik (Svartenhuk) ved ca. 72º N. Tætheden af reder
i Kangerlussuaq-området i 2005 synes ud fra foreløbige beregninger at
være meget lavere (ca. 0,05 par pr. km 2) end i 1999, hvilket dels skyldes
en generel nedgang i antallet af ynglepar i hele Vestgrønland i den seksårs
periode og dels skyldes, at afsmeltningen i 1999 var sen, således at de
sydlige yngleområder fik særlig stor betydning det år. Det er sandsynligt,
at tætheden af blisgåsereder i området mellem Sarfartoq og Kangerlussuaq
svarer til tætheden ved og nord for Kangerlussuaq, mens tætheden
sandsynligvis er meget lavere mellem Sarfartoq og Maniitsup Sermia
pga. dette områdes relative høje beliggenhed. Generelt er tætheden
af blisgåsereder lav og det er formodentlig få redebiotoper der vil blive
berørt af de planlagte vandkraftværker.
Fældeområder
De ikke ynglende blisgæs, dvs. de ynglefugle hvor ynglen er slået fejl,
samt de gæs, der ikke er yngledygtige (enten for unge eller for gamle)
begynder deres fældning først i juli måned. Denne del udgør mere end
80% af populationen af grønlandsk blisgås. Mens gæssene endnu kan
flyve i slutningen af juni opsøger de egnede fældeområder; disse skal indeholde
en eller flere søer eller elve der er store nok til at gæssene kan
søge sikkerhed for angribende ræve, samt et fødesøgningsareal relativ
tæt på ferskvandsområderne (indenfor ca. 20 m) der er stort nok til at
forsyne gæssene i de 3-4 uger fældningen af svingfjerene tager. Ynglefuglene
fælder deres svingfjer på skift, mens deres unger endnu ikke er
flyvefærdige. Fældningen foregår i yngleområdet og er ca. 14 dage senere
end de ikke-ynglende fugle. De ikke-ynglende fældende fugle fælder i
flokke, der i gennemsnit er på 25 fugle, men enkelte flokke kan rumme
flere hundrede individer (Glahder 1999b). Der er således i fældeperioden
tale om relativt store koncentrationer af fugle, samtidig med at fuglene er
sårbare, da de ikke som i resten af året er i stand til at flyve. Hvis de pga.
forstyrrelser bliver tvunget til at forlade deres fældeområder er de sårbare,
både fordi de må forlade de beskyttende søer og deres formodentlig
optimale fødesøgningsområde. En undersøgelse har vist, at over halvdelen
af flokkene efter forstyrrelser forlod deres fældeområde i omtrent 5
dage, før de vendte tilbage, mens resten af flokkene (lidt under halvdelen)
slet ikke vendte tilbage (Glahder & Walsh 2007).