Aluminiumsmelter og vandkraft i det centrale Vestgrønland

72
Gydningen sker mest i bestemte områder. I 1999 udførtes en undersøgelse
for at kortlægge både gydeområderne og de områder, som var vigtige
for loddefiskeriet (Nielsen et al. 2000). Undersøgelsen udførtes som interviews
i byer og bygder i området mellem Paamiut i syd og Aasiaat i
nord og omfatter således den region, som behandles i denne rapport.
Figur 4.5 viser de områder, som blev kortlagt som gydeområder indenfor
regionen. Der blev kortlagt flere gydeområder i Maniitsoq kommune end
i Nuuk og Sisimiut kommuner. Nielsen et al. (2000) nævner, at denne
forskel formentlig ikke er reel, men skyldes forskelle i rapportering, og at
der sandsynligvis findes mange flere gydeområder i Nuuk og Sisimiut
kommuner og indenfor de områder, der blev udpeget som vigtige fiskeriområder.
4.4 Gyde- og fiskeområder for stenbider
Stenbideren er almindelig i Sydvestgrønland og i regionen som denne
redegørelse omhandler. Om foråret, i maj-juni, søger den ind til kysten
for at gyde. Den foretrækker bestemte lokaliteter, hvor fiskene samler sig
for at gyde. Det grønlandske navn for stenbider er “nipisa” (“nipisat” i
flertal), og gydeområder kan have fået navnet “Nipisat” som kan findes
på kort. Æggene placeres i en klump, som efter befrugtning bevogtes af
hannen i omkring 2 uger, indtil æggene klækkes. Larverne opholder sig
nær overfladen i kyst- og fjordområder og ses ofte fasthæftet med deres
sugeskive til drivende tangplanter. Udenfor gydesæsonen lever stenbideren
sandsynligvis i de frie vandmasser og ernærer sig ved at spise
plankton.
Fiskeri efter stenbider er vigtigt for fiskere med små både i bygderne.
Hunnerne fanges ved kysten, før de gyder. Det meste af det grønlandske
stenbiderfiskeri finder sted indenfor regionen og især i Maniitsoq Kommune.
Hovedproduktet er rognen (”kaviar”), som produceres på fabrikker
og eksporteres. Hunner med rogn bliver også solgt lokalt.
Interviewundersøgelsen, der blev udført i 1999 (Nielsen et al. 2000) omfattede
også stenbider. Figur 4.6 viser de områder, der blev kortlagt som
gydeområder og som vigtige fiskeriområder. Det var ikke muligt at skelne
mellem de to typer områder, og kortlægningen betragtes ikke af forfatterne
som værende helt dækkende. Det ses af figuren, at de fleste gyde-
og fiskeområder i regionen findes tæt ved det åbne hav, og at fjordene
er mindre vigtige, undtagen Nuup Kangerlua og Niaqunngunaq (Fiskefjord).