Flugten fra Grækenland - DR

www.dr.dk/kroeniken/tiden
© DR 2006
Flugten fra Grækenland
Kilde: Billed-Bladet 1967.
Af Jakob Andersen
Den græske kongefamilies første dag i landflygtighed startede i bælgmørke og kulde.
Da flyet landede i Roms gamle lufthavn Ciampilo om morgenen den 14. december, var
der ingen rød løber, ingen æresvagt at inspicere og ingen, ministre eller statsoverhoveder
til at tage imod. Der var kun tolderne og det øvrige lufthavnspersonale samt en
frysende flok pressefolk, som i nattens løb havde fået kendskab til en radiomeddelelse
om, at kongefamilien muligvis ville søge til Italien.
Da klokken nærmede sig fem, gik vi ud på betonbanerne for at lytte efter maskinen,
og klokken præcis 4.55 dukkede den ud af skyerne og gik ned efter redningslysene.
Det var kongens egen tomotorede, hvidmalede turbojet. Døren blev smækket op,
trappen sat til, og selskabet kom ud. Det bestod af kong Konstantin, dronning Anne-
Marie, børnene Alexia og Paul, kongens mor, dronning Frederika, hans søster, prinsesse
Irene, eksminisiterpræsident Kolias, to generaler og en nurse.
For alle, som så dem, var der ingen tvivl om, at de var tabere i den øjeblikkelige situation.
Det lyste ud af deres ansigtsudtryk, og det lå i den nedtrykte stemning. Kong
Konstantin var i militæruniform. Hans slips sad en smule skævt, hans øjne var rødsprængte
af mangel på søvn, han havde daggamle skægstubbe, og hans gang viste,
at han var træt.
Dronning Anne-Marie var i pels og støttede sig til kongens venstre arm. Den lille prinsesse
Alexia gik med den ene hånd i sin mors og den anden i sin farmors. Nursen bar
kronprins Paul.
To italienske flyveofficerer modtog selskabet og viste det ind i et værelse, hvor der
var serveret varm kaffe og brød, mens telefonen glødede for at skaffe køretøjer og
husly.
Efter en god halv times ventetid ankom to biler med CD-plader, den ene tilhørte en
amerikansk diplomat, og i den tog både kong Konstantin og dronning Anne-Marie
plads på forsædet ved siden af chaufføren, mens resten af familien stuvedes sammen
bagi.
Det øvrige selskab kørte i den anden vogn. Rom var endnu ikke begyndt at vågne, da
de to biler susede gennem gaderne, og hvis en enkelt morgenvandrer har fået et glimt
af passagererne, har han sikkert gnedet øjnene og er blevet enig med sig selv om, at
han sov nu.
Køreturen endte foran den græske ambassadørs eksklusive residens i Via Mercadante.
Gitterlågerne blev åbnet, bilen smuttede igennem, og lågerne blev øjeblikkelig låst
igen.
Ambassadør Antoine Poumpouras modtog den landflygtige familie, men det varede ikke
længe, før det var almindelig kendt i Rom, at det ikke var de mest velkomne gæster,
han havde fået. Ambassadøren er loyal over for militærregimet i Athen og i det
Side 1 af 4

www.dr.dk/kroeniken/tiden
© DR 2006
dilemma, at han på samme tid skulle repræsentere den og give dens hovedmodstander
husly.
Der blev øjeblikkelig etableret kontakt med ambassadøren og hans regering, og langvarige
forhandlinger blev ført. Men imens alt dette skete - og efter at kongen havde
haft en drøftelse med ambassadør Poumpouras - sov alle hovedpersonerne.
Straks efter ankomsten var ambassadørens tjenestefolk gået i gang med at rede senge
op, og børnene kom til køjs med det samme. Bagefter gik de voksne i seng, og i de
timer, da hele verdens opmærksomhed var rettet imod dem og deres tilflugtssted, sov
de tungt. Det var den besked, man gav en diplomat, som havde en forespørgsel til
den kongelige familie, og han fik også at vide, at de var så trætte, at de formentlig
ville sove længe.
De uventede gæster fik både den italienske regering og myndighederne i Rom til
straks at træffe foranstaltninger for deres sikkerhed. Politichefen udkommanderede en
stor styrke betjente, der omringede ambassadørboligen og sørgede for at holde uvedkommende
borte. Sikkerhedspolitiets civilklædte folk blandede sig i snesevis med de
gående, og der blev holdt skarpt øje med alle.
Tidligt på formiddagen besøgte jeg den danske ambassade i Via del Policlinico, og selv
om man ikke var blevet indblandet i sagen, fulgte man med i udviklingen, så godt det
lod sig gøre. På det tidspunkt var den person, der var mest aktuel for ambassadepersonalet
imidlertid en meget ung, lys og langhåret dansker, som trængte til hjælp. Han
havde ingen penge og havde tilbragt natten med frysende at vandre rundt i gaderne.
Dette lille problem blev dog hurtigt klaret.
Man havde søgt informationer i den græske ambassade, men der var der så travlt, at
en samtale med en ansvarlig embedsmand ikke kunne bringes i stand. Ambassaderåd
Villads Villadsen sagde til mig, at man var parat til at yde hjælp til den græske kongefamilie,
hvis den skulle anmode om det.
- For så vidt kan man sige, at det hele rent formelt ikke er noget, der kommer os ved,
for de er græske statsborgere - men dronning Anne-Marie er jo også det danske kongepars
datter. Og det siger sig selv, at vi vil yde hende al den hjælp og støtte, vi kan.
Men i øjeblikket er vor første opgave altså kun at være parat - så afhænger det af andre,
om vi kommer til at foretage os noget, sagde ambassaderåd Villadsen.
Ved middagstid var jeg igen ude ved den græske ambassade, og på det tidspunkt var
belejringen uden om huset blevet suppleret med endnu en ring - nemlig af journalister
og pressefotografer fra hele Europa. Hver gang en skikkelse kom til syne i et vindue,
blev kameraerne rettet mod den, og de, der opholdt sig i huset, følte sig i bogstaveligste
forstand belejret, fortalte en af de ansatte, der var sendt i byen for at købe ind.
Det var solskin, stille vejr og behagelig mildt. Jordnøddesælgeren på gadehjørnet
gjorde store forretninger med de mange nysgerrige, der havde lagt vejen om ad Via
Mercadante i håb om at få et glimt af de kongelige. Men persiennerne på den etage,
hvor de opholdt sig, forblev trukket for, og jordnøddeskallerne hobede sig op på fortovet
i takt med folks stigende utålmodighed.
Side 2 af 4

www.dr.dk/kroeniken/tiden
© DR 2006
Sent på eftermiddagen telefonerede jeg til den græske ambassade i den hensigt at få
en officiel tilkendegivelse om situationen, men jeg led samme skæbne som alle andre
der søgte oplysninger. Jeg fik dem ikke. Embedsmanden, som jeg kom i forbindelse
med, startede samtalen på engelsk, men da han hørte, at jeg var journalist, sagde
han uden videre, at han ikke forstod engelsk. Han begyndte at tale italiensk og hævdede,
at han heller ikke forstod fransk eller tysk. Manden så sig heller ikke i stand til
at stille mig om til en anden, og mens vi diskuterede dette emne, brød en telefondame
ind og meddelte med let ophidset stemme, at der var en livsvigtig samtale til ambassaden
fra Athen, så vi måtte afbryde forbindelsen omgående.
Jeg har beskrevet denne episode, fordi den var typisk for situationen den 14. december.
Telefontrådene glødede mellem Athen og ambassaden i Rom, hvor kongen opholdt
sig. Foruden den kontante situation, at kongen forgæves havde prøvet at styrte
regeringen og var flygtet, havde grækerne store kvaler med, hvordan den protokolmæssige
og juridiske side af kongens tilstedeværelse på græsk grund (hvad ambassaden
er) skulle klares.
En af de få udtalelser, det i dagens løb lykkedes at få fra en græsk diplomat, gik ud
på, at han selv nærmest følte sig som en barfodsdanser på et gloende komfur. Situationen
mindede på det punkt i dagene om situationen i Athen i dagene efter kuppet i
april, da jeg i den græske hovedstad mødte den samme forvirring og uvilje mod at sige
noget, som måske senere kunne vække de nye magthaveres misfornøjelse.
Over middag bredte der sig en ophidset stemning blandt de mange, der ventede uden
for ambassaden. En mand kom i bil, steg ud med brun lægetaske i hånden og gik ind
ad bagdøren. Det svirrede straks med rygter om, at det var den og den af den kongelige
familie, der var syg, men det blev aldrig opklaret, om der kun var tale om en bullen
finger hos en af de ansatte, eller om det var en af de flygtende, der behøvede lægehjælp.
Ved aftenstid var politibevogtningen blevet væsentlig forstærket, og i hundredvis af
pistolbevæbnede betjente kontrollerede kvarteret. Ved 19,30-tiden lød der høje råb
og skrig i en gade længere borte, og man opdagede, at et stort, uanmeldt demonstrationstog
var på vej imod ambassadebygningen. Politiet kørte jeeps og transportvogne
på tværs i gaderne, der stødte op til området, og demonstranterne blev mødt af en
massiv mur af politifolk, så de nåede aldrig frem.
Da denne situation var opløst, banede en distingveret, midaldrende herre med overskæg
sig vej gennem mængden og søgte hen til indgangen, hvor han blev standset af
politiet. Da han havde forklaret sit ærinde, fik han imidlertid lov til at gå ind, men inden
han forsvandt gennem døren, nåede han at fortælle mig, at han var Renato Marmiroli
- præsident for Den europæiske Monarkistbevægelse, og at han ville bevidne
det græske kongepar sin loyalitet og overbringe det sin hyldest.
Det gjorde han blandt andet i form af en enkelt rød rose i cellofanindpakning. Rosen
var til dronning Anne-Marie, fortalte han. Hr. Marmirolis organisation vil også opfordre
til, at folk fra hele Europa melder sig frivilligt til at arbejde for kong Konstantins tilbagevenden.
Men Renato Marmirolis blomst var ikke den eneste, der blev sendt til de
landflygtige. Med jævne mellemrum kom et bud og afleverede skønne buketter, som
venner af kongefamilien havde sendt.
Side 3 af 4

www.dr.dk/kroeniken/tiden
© DR 2006
Den første dag i landflygtighed blev en bevæget dag for den græske kongefamilie - og
den blev hovedsamtaleemnet mellem romerne. Bag tykke mure og nedrullede persienner
lagde kongen og dronningen de første planer for fremtiden. De havde lagt Grækenland
bag sig - i denne omgang.
Side 4 af 4