Ole Løgtved Nielsens fortælling - RCFM

”Ja.”
Er det nemmere for dig end det var for tre måneder siden?
”Ja. Så meget nemmere.”
Om lidt kommer hjemmehjælperen, og vi aftaler at stoppe her. Jeg kan eventuelt sende nogle
opfølgende spørgsmål.
Jeg sendte følgende spørgsmål.
Jeg læste forleden en historie af en mand med ALS, som ikke kan tale længere. Han skrev, at han
derfor var tvunget til at lytte mere til folks samtaler. Og det betød, at han var blevet bedre til at
høre, hvad folk egentlig sagde. Kan du genkende det?
Ole: ”Det er man jo nødt til, tiden skal jo gå med et eller andet. Nej! Det er det samme. Hvis
samtalen ikke har min interesse, lytter jeg ikke efter. Eller går et andet sted hen.”
Hvis du havde vidst, at jeg kom tirsdag formiddag, hvordan ville du så have forberedt dig? Du
sagde, da jeg stod i stuen, at du slet ikke var forberedt.
Ole: ”Det, jeg mente med ikke at være forberedt, var at huske at få sagt og skrevet det, som jeg
ville. Jeg har en gammel svaghed, jeg vil gerne have kontrol. Vide, hvad der skal ske i et forløb. Det
er muligt, jeg ville få sagt og skrevet noget mere, hvis jeg var forberedt.”
Hvis Anne Marie eller en anden, der står dig nær, havde været til stede ved interviewet, ville
vedkommende så have ”talt for dig”, fordi hun/han på forhånd ville gætte, hvad du ville sige, og på
den måde gøre samtalen ”lettere”?
Ole: ”Nej, det ville hun ikke. Uden at jeg ønskede, hun skulle gøre det. Når vi er sammen med
familie og venner, og de ikke forstår, hvad jeg siger, men hun ved, hvad jeg siger, så fortæller hun
det. Er det en bjørnetjeneste? Nej, for om kort tid kan jeg slet ikke sige noget.”
Hvis andre på den måde ”taler for dig”, får du så sagt, hvad du vil?
Ole: ”Ja, for jeg stopper dem og tager min lightwriter og skriver beskeden ned, som jeg synes,
den skal lyde. Der kommer en fra hjemmeplejen. Når jeg begynder at snakke til hende, går hun
med det samme hen efter lightwriteren. Det irriterer mig, at hun ikke bare prøver at lytte.”
10