Ole Løgtved Nielsens fortælling - RCFM

”Ja, det kan han godt. Men det tager jeg som magtesløshed.” Hun uddyber: ”Når han siger, at jeg
ikke forstår, hvor slemt han har det. Men jeg er også magtesløs, for jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre
ved det.”
Hun uddyber igen: ”Både det med at få det ned på lightwriteren, at få det skrevet. Men også
hvordan det er, at han egentlig har det. Så står man ved siden af og har svært ved at forstå, hvad
det egentlig lige er, at Ole han vil fortælle. Så er det, at han godt kan banke lidt i armlænet. Fordi
man ikke forstår ham samtidig med, at han ikke selv kan få det ud.”
Må hun så sige noget til dig, hvis hun er knotten over et eller andet? Må man det til en, der har
ALS?
”Ja, men hun gør det stort set ikke,” skriver Ole.
Anne Marie: ”Jeg har så gjort det en eller to gange. Hvor Ole fik den uro i kroppen og det kørte.
Hvor Ole på en måde er lidt i panik, og vi forstår ikke, hvad han siger. Der har jeg været nødt til at
tage en dyb indånding og sige ’Ved du hvad Ole, nu er du altså nødt til og stoppe. For når du er i
panik, så forstår vi slet ikke, hvad det er, vi skal hjælpe dig med. Så kan vi ikke hjælpe dig.’ Men
altså, den er svær, for man står lige ved siden af ham og kan se, at han har det ad H til, og så skal
man skære igennem og sige’ Nu er du altså nødt til!’.
Jeg spørger, om hun nogle gange lægger bånd på sig selv og lader være med at skælde ud, fordi
det er synd for Ole.
”Altså, der er nogen ting, hvor man lige tager sig i det og tænker ’Nej det vil du ikke sige’. Fordi
man tænker ’Ole har det hårdt nok i forvejen’. Nogle gange holder jeg det lidt på afstand.”
Hun griner og siger: ”Når jeg er gal, så tager jeg en tur med støvsugeren. Det er igen den der
med, at der ingen grund er til at vise Ole ’Jamen, nu er man ked af det igen’ eller ’Nu er man
knurren over et eller andet’. For at han ikke skal have mere og slås med. Jeg havde en lørdag, hvor
jeg blev så gal, at jeg gik rundt derude med støvsugeren og tudbrølede. Samtidig med at Ole sad
herinde i stuen. Der skulle han ikke se, at jeg blev så gal. Det skulle han ikke have og tænke på.
Tænke at ’Det er sådan set mig, der er årsag til, at hun går og er ked af det og er gal’. Der holder
jeg igen.”
Skal hun holde igen, tænker du? Ved du ikke alligevel, at hun dér har været godt gal og ked af
det?
”Det kunne være, han kunne mærke varmen helt herind,” kommer Anne Marie i forkøbet med
en afvæbnende latter.
20