Ole Løgtved Nielsens fortælling - RCFM

More documents

Recommendations

Info

”Ja, det kan han godt. Men det tager jeg som magtesløshed.” Hun uddyber: ”Når han siger, at jeg ikke forstår, hvor slemt han har det. Men jeg er også magtesløs, for jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre ved det.” Hun uddyber igen: ”Både det med at få det ned på lightwriteren, at få det skrevet. Men også hvordan det er, at han egentlig har det. Så står man ved siden af og har svært ved at forstå, hvad det egentlig lige er, at Ole han vil fortælle. Så er det, at han godt kan banke lidt i armlænet. Fordi man ikke forstår ham samtidig med, at han ikke selv kan få det ud.” Må hun så sige noget til dig, hvis hun er knotten over et eller andet? Må man det til en, der har ALS? ”Ja, men hun gør det stort set ikke,” skriver Ole. Anne Marie: ”Jeg har så gjort det en eller to gange. Hvor Ole fik den uro i kroppen og det kørte. Hvor Ole på en måde er lidt i panik, og vi forstår ikke, hvad han siger. Der har jeg været nødt til at tage en dyb indånding og sige ’Ved du hvad Ole, nu er du altså nødt til og stoppe. For når du er i panik, så forstår vi slet ikke, hvad det er, vi skal hjælpe dig med. Så kan vi ikke hjælpe dig.’ Men altså, den er svær, for man står lige ved siden af ham og kan se, at han har det ad H til, og så skal man skære igennem og sige’ Nu er du altså nødt til!’. Jeg spørger, om hun nogle gange lægger bånd på sig selv og lader være med at skælde ud, fordi det er synd for Ole. ”Altså, der er nogen ting, hvor man lige tager sig i det og tænker ’Nej det vil du ikke sige’. Fordi man tænker ’Ole har det hårdt nok i forvejen’. Nogle gange holder jeg det lidt på afstand.” Hun griner og siger: ”Når jeg er gal, så tager jeg en tur med støvsugeren. Det er igen den der med, at der ingen grund er til at vise Ole ’Jamen, nu er man ked af det igen’ eller ’Nu er man knurren over et eller andet’. For at han ikke skal have mere og slås med. Jeg havde en lørdag, hvor jeg blev så gal, at jeg gik rundt derude med støvsugeren og tudbrølede. Samtidig med at Ole sad herinde i stuen. Der skulle han ikke se, at jeg blev så gal. Det skulle han ikke have og tænke på. Tænke at ’Det er sådan set mig, der er årsag til, at hun går og er ked af det og er gal’. Der holder jeg igen.” Skal hun holde igen, tænker du? Ved du ikke alligevel, at hun dér har været godt gal og ked af det? ”Det kunne være, han kunne mærke varmen helt herind,” kommer Anne Marie i forkøbet med en afvæbnende latter. 20
Ole skriver: ”Et eller andet sted skal hun sige sin mening. For det er ikke til at holde ud længe ikke at snakke om det. Både for den ene eller anden. Selv om det kan være ubehageligt.” Mika, labradoren med den sjældne nøddebrune pels, følger med i enhver af vore bevægelser og angler efter kontakt med hovedet på skrå. Når det for længe ikke har virket, stikker den en pote op. Men aldrig til Ole. Det er som om, der er en stiltiende overenskomst mellem de to. Bettinas bryllup i august er udsat, da hun venter tvillinger. I juni skal Charlotte giftes, og Ole har skrevet til mig i en mail: ”Bryllup den 18/6 2011 med vores yngste datter, hvordan skal det gå.” Jeg spørger, hvad hans bekymring er. ”Kræfter,” skriver han. Tænker du på, om du kan føre din datter op ad kirkegulvet? Eller om du i det hele taget kan være med til det? ”Jeg ved ikke, hvor langt mine kræfter rækker. Om det er en time eller tre. Om jeg får lufthunger.” Hvad siger Charlotte? ”Det ved jeg ikke.” Anne Marie: ”Det var meningen, nu i går da Charlotte var hjemme, at hun ville have snakket med dig om brylluppet. Fordi vi har snakket om at køre derned, hvor det skal holdes, og se hvordan der er rundt omkring. Og med handicaptoilet og ekstra rum dernede. Og ligesådan det med at kunne hvile fra kirken og til festen om aftenen. Som Charlotte siger ’Med fuld forståelse for, at far han på et tidspunkt er nødt til at tage hjem, fordi kræfterne slipper op’. Charlotte kommer på et tidspunkt og snakker med dig om, hvordan det bliver bedst for dig.” Anne Marie fortsætter: ”Og ligesådan det der med kirken. Hvis du ikke er meget for at føre hende op, kan du eventuelt sidde deroppe og så kommer Charlotte op ved siden af dig. Det er sådan nogle ting, Charlotte vil snakke med dig om. Og som hun siger ’Det kan du jo vente med, måske indtil lige før, vi skal ind oppe i kirken’. Om du vælger at føre hende op eller gerne vil op at sidde helt oppe ved altret, inden Charlotte kommer ind. For så kan Bettina føre hende op. Eller moren.” Det er snart 30 år siden, Anne Marie og Ole blev gift. Da havde de kendt hinanden siden et fredagsbal i 1972 på Østervrå Kro. ”Telstar” spillede den aften, og allerede dengang var han ”utroligt god til at danse”, siger Anne Marie, da jeg udfritter dem om, hvorfor de faldt for hinanden. ”Smilet,” skriver Ole. 21
Page 1 and 2: Ole Løgtved Nielsens fortælling I
Page 3 and 4: holdning?” Svar: ”I øjeblikket
Page 5 and 6: ”Jo. Hvordan, man skal få det fo
Page 7 and 8: Du skal være som du altid har vær
Page 9 and 10: Entredøren går op, og der lyder s
Page 11 and 12: Man accepterer ikke. Man lever med
Page 13 and 14: ehøver jeg ikke. Når du blev ked
Page 15 and 16: Hvordan det? ”Han har læst de to
Page 17 and 18: Jeg har i forvejen sendt en mail ti
Page 19: dem. Hvis de kører det hele, når

Ole Løgtved Nielsens fortælling - RCFM

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?