Kemiske stoffer i tatoveringfarver - Miljøstyrelsen

De fleste PAA, PAH og grundstoffer, der er fundet i de analyserede
tatoveringsfarver, anvendes ikke som farvestoffer (pigmenter) eller
hjælpestoffer i sig selv, men kan muligvis forekomme i tatoveringsfarverne ved
nedbrydning af pigmenter/hjælpestoffer (for eksempel PAA fra
azofarvestoffer) eller som kemiske urenheder i tatoveringsfarverne og/eller
tatoveringsfarvestofferne (for eksempel PAH i carbon black og PAA som
rester fra fremstillingen). Nogle af de fundne stoffer i tatoveringsfarverne er
sandsynligvis frigivet i forbindelse med selve analyseringen af
tatoveringsfarverne (for eksempel titanium fra titandioxid og barium fra
bariumsulfat). Dette betyder, at det valgte analyseprogram ikke afdækker,
hvilke pigmenter, hjælpestoffer og kemiske urenheder der reelt forekommer i
de analyserede tatoveringsfarver, og som en tatoveret person dermed
eksponeres for. En begrænsning i relation til eksponeringsvurderingen er
således den manglende viden om, hvilke pigmenter, hjælpestoffer og kemiske
urenheder en person reelt eksponeres for ved tatovering.
Pigmenterne forekommer i tatoveringsfarverne som partikler med en
partikelstørrelse ned til 20 nanometer dvs. nanopartikler (afsnit 1.5).
Pigmenterne er generelt tungt- eller uopløselige, da det er hensigten, at de skal
forblive i huden, for ellers vil tatoveringen forsvinde efter ret kort tid. Også
hjælpestoffer samt kemiske urenheder i tatoveringsfarverne kan forekomme i
form af partikler. Pigmenternes (partikler generelt) meget lave opløselighed
betyder, at de ved deponering i huden vil opføre sig væsentligt anderledes end
stoffer, der er opløselige helt eller delvist i biologiske væsker som for eksempel
blod eller lymfevæsken. Pigmenterne kan være overfladebehandlede (coatede)
for at hæmme opløsning og nedbrydning, hvilket vil påvirke frigivelse af
nedbrydningsprodukter og kemiske urenheder i pigmenterne. Både
opløselighed og coatning har således stor betydning for optagelsen af
pigmenter fra huden og efterfølgende transport og fordeling til kroppens væv
og organer.
Viden om optagelse og fordeling af pigmenter i tatoveringsfarver er beskrevet
detaljeret i denne rapports afsnit 3.3 og 3.4. I det efterfølgende gives en kort
opsummering med fokus på de usikkerheder, begrænsninger og manglende
viden, der er i relation til at kunne foretage en kvantitativ
eksponeringsvurdering for pigmenterne.
I en undersøgelse med et azofarvestof (Pigment Red 22) fandt man, at
mængden af pigment deponeret i huden (på menneske og gris) varierede fra
0,60 til 9,42 mg/cm 2 (middelværdi 2,53 mg/cm 2 ), afhængigt af
tatoveringsteknikken. Baseret på denne middelværdi samt et gennemsnitligt
tatoveret areal (454 cm 2 ) er den gennemsnitlige mængde af pigment
deponeret i huden beregnet til 1.149 mg. For gruppen med tatoveringer, der
dækker et stort areal (1090 cm 2
), og den højeste dosering er eksponeringen
beregnet til 10.268 mg. Som det fremgår, er der således stor variation i
mængden af pigment deponeret i huden, afhængigt af tatoveringsteknikken,
ligesom der også er stor forskel på det tatoverede areal fra person til person.
Begge forhold betyder således, at der er en endog stor variation blandt
tatoverede personer med hensyn til mængden af pigment(er) deponeret i
huden. En begrænsning i relation til en kvantitativ eksponeringsvurdering for
pigmenterne er således usikkerheden som følge af den store individuelle
variation i mængden af pigment(er) deponeret i huden ved tatovering. Samme
begrænsning vil også gælde for hjælpestoffer og kemiske urenheder, der
forekommer i tatoveringsfarverne i form af partikler.
104